Breathe, draw and shoot.

Shoosh!
Pilen blev skudt igennem luften i utrolig høj fart. Den blev ikke stoppet af diverse små kviste, der stod og blokerede dens vej mod dens endelige mål.
Klunk!
Pilen ramte plet. Med en sådan præcision at den blev boret godt og grundigt ind i træets stamme uden at få det løse bark til at revne eller flække af. Et smil spillede hen over hendes læber, da hun så, hvordan pilen var landet inde i cirklen, der var blevet markeret med rødt på træet. Der sad den fint sammen med mindst fem andre pile. Hun havde forsøgt ikke at skade de andre pile, men en af dem, havde snittet en anden og ødelagt lidt af skaftet. I det mindste var det kun en. Og hun brugte trods alt ikke sit elskede våben til meget andet end tidsfordriv, så hun kunne overleve med blot en pil.

Venus pustede lettet ud og sænkede sin bue, før hun luntede hen over den ujævne skovbund med kursen mod sit eget lille øvelses-træ. Som hun nærmede sig kunne hun se alle de andre steder, hvor hun havde sendt en pil imod. En del var udenfor ringen men med tiden, havde hun bygget sit sigteøje op igen, og størstedelen havde placeret sig indenfor ringen.
Hun begyndte så småt at rive pilene ud af træstammen igen. Hun måtte have haft lidt mere energi denne aften, siden det var lidt mere besværligt at få dem ud. Hun blev flere gange nød til at sætte en fod mod træet for at kunne hive ordentligt til. Hun var i gang med at få den sidste pil fri fra træets greb, da hun fangede en lyd nær sig. Hendes spidse ører bevægede sig en smule, som justerede de sig for at fokusere på lyden.
Som det nysgerrige individ, som hun i sandhed var, drejede hun forsigtigt hovedet for at fange et glimt af, hvad hun hørte. Hun blev ikke skuffet. Og heller ikke overrasket. Lydene havde været af små skridt hen over den bløde skovbund. Et dådyr vandrede igennem skoven. Meget langsomme skridt. Og den var tydeligvis på vakt. Hvad lavede et dådyr også uden for sit skjul på dette tidspunkt af natten? Kom de ikke for det meste frem om dagen, hvor det var nemmere for dem at finde føde? Hun var stadig ikke i topform, når det kom til hendes viden om dyrelivet. Hun var ikke blevet opdraget i det typiske samfund, hvor elverfolket holdt sig mere eller mindre væk fra civilisationen.
Men alligevel blev hun ramt af et instinkt. Inden hun tænkte yderligere over det havde hun lydløst vendt sig om og sat sig på hug. Alt imens hun trak en pil frem fra beholderen på sin ryg. Hun hævede sin bue og satte pilen på sin plads på strengen. Hendes brune øjne forblev på dådyret igennem hele processen. Hun ønskede ikke at miste dens placering. Den var stoppet nu. Perfekt.

Hun begyndte at trække vejret utrolig roligt. Ind igennem næsen. Og ud igennem munden. Hun følte vejrtrækningerne i hendes brystkasse og helt ned i sin mave. Hun slappede af i skuldrene og strammede så strengen ud. Gjorde buen og pilen klar til kontakt. Hun søgte efter det bedste sted at spidde pilen mod. Halsen. Hvis hun ramte rigtigt, ville dådyret ikke lide.
Hun tog et par sekunder til at samle sig, før hun slap pilen og den fløj igennem luften inden den ramte plet. En svag kvalt lyd kom fra det stakkels dyr, inden det faldt om. En overvældende glæde bredte sig over hende, og hun tøvede ikke med at rejse sig igen og lunte hen mod sit jagttrofæ. Dog mødte hun noget, hun ikke havde forventet. Hun kunne allerede på afstand se, hvordan der ikke stak en pil frem fra dens hals - men to. De sad relativt tæt på hinanden. Begge to i det fatale punkt. Nerverne reagerede med det samme, og hun sænkede sin fart, inden hun forsvandt fra virkelighedens billede. Det gjaldt om at være forsigtig i Di Morga og omegn. Derfor priste hun sig lykkelig over, hvor nemt hendes usynlighedskappe virkede.
Hun nærmede sig med lydløse skridt, mens hun forholdte sig usynlig. Hendes blik søgte rundt i området, efter den anden part. Hun havde i hvert fald ikke sendt to pile af sted.