Sagte Minder

Skudene på træernes grene over pladsen, var på nippet til at springe ud, og lyste grønne på de vintermørke grene. Klokken var omkring fem, Hedwig var ikke helt sikker, men det var vel også ligemeget, så længe hun ikke havde travlt. Der var ingen andre end hende selv på pladsen, og stilheden nærmest rungede omkring hende, og det første ægte smil; siden bilulykken, prydede hendes mund. Alle børnene var blevet kaldt hjem til aftensmad, og hun kunne svagt dufte alle de forskællige gryderetter i luften.
Det var en rar varm fornemmelse der bredte sig i hendes mave ved minderne om de utallige gange hun var her med Ana, eller sine forældre, som lille. Hun sad på en gynge og vippede lidt frem og tilbage, med hænderne solidt omkring kæderne. Hendes øjne var lukkede, mens hun bare lod minderne køre forbi sine øjenlåg, som en gammeldags stumfilm, hvor hun genså alle de ting hun havde oplevet her på pladsen.

En høj spinkel dreng kom langsomt gående hen over fortovet, han krydsede kort vejen hvor bilerne havde trukket sig tilbage til deres garager, og mennesker var ved at tage hjem for at kunne lave aftensmad, mens andre bare læste eller så tv, det var ikke til at vide, men kunne vel være lige meget. Nogle blade fløj forbi hans skinjakke og nakken blev imødekommet med en kold blæst, eller rettere brise, endelig tog den spinkle dreng sig ikke helt af det, var i grunden meget ligeglad med det, det var jo ikke noget man som sådan tænkte over, han kiggede rundt med de mørke brune øjne som han havde fået sig tildelt fra sin far af, en person han retter sagt hadede så inderligt at han kunne have dræbt vedkommende med den voksende væmmelse der kom inden i ham, han sukkede lidt og kiggede op på himlen inden han kiggede frem for sig igen, der var en legeplads, noget han ikke havde set før nu, men Sam vidste eller så jo heller ikke alt, hvilket han sikkert heller aldrig nogen sinde kom til, men tog det ikke så tungt.
Roligt spadserede han hen til lågen og trak sin ene hånd ud fra skinjakkens lomme og åbnede den, der kom nogle få knirkende lyde fra den, de skar ret så meget inde i øret for hans vedkommende, han var jo halv aspara og halv elver, faktisk noget han var ret så uinteresseret i, men man kunne vel heller ikke gøre noget ved det som sådan, men det var vel forskelligt fra person til person, der var vel sikkert en del der var hel del der tog det meget alvorligt hvilken race man nu var, og hvor man nu hørte til, og alt muligt andet noget som endelig kunne være bedøvende lige meget… men …. Ingen var jo ens, og det måtte man vel acceptere.