Hello Stranger

Uanset hvor meget og hvor hårdt Kate maste på skruetrækkeren hun holdt i sin ene hånd, kunne hun ikke få den sidste skrue spændt ordentligt fast på det lommeur, hun holdt i den anden hånd. Hun var nær snublet over sine egne ben, da hun ikke gav jorden hun gik på megen omtanke, men fik heldigvis balancen tilbage. Den store, sorte akavede skuldertaske ved hendes side blev ved med at bumpe ind i hendes ben, så den klirrede på en meget mærkelig måde og hun var ved at blive vanvittig af fornemmelsen mod sit ben, men hendes opmærksomhed var hæftet så voldsomt på den sidste skrue, at hun ikke havde fået gjort noget ved det. Da hun havde det med at personificere hendes værktøj, havde hun fået den ide at skruen havde noget personligt imod hende, men hun kunne ikke finde ud af hvad hun havde gjort mod den, for at fortjene denne forfærdelige opførsel. Solen skinnede hende lige ned i nakken, vinden var bidende kold mod hendes allerede frosne hænder og da hun skulle være færdig med lommeuret samme aften, havde hun ikke fået frokost, så hendes mave protesterede hver gang hun tog et skridt. Hendes ubehag var stort, men hun havde ikke haft tid til menneskelige behov som mad og vanter. Endnu en gang ærgede hun sig over hendes menneskelige restriktioner. Uanset hvor højt hun elskede menneskelivet, var der bare nogle ting hun misundede de overnaturlige væsener for. Som deres elegance, evige tid og - hunkøn har man da lov til at være - deres utrolige skønhed.
Med et langt suk maste Kate endelig opgivende lommeuret og skruetrækkeren tilbage ned i sin taske, der som altid var bugnende fuld af værktøj, makeup, papirer og noget hun nok aldrig ville finde ud af hvad var. I samme bevægelse fik hun tasken væk fra sit ben, så den ikke længere bumpede irritabelt mod det, og proppede derefter hænderne i lommerne på hendes tynde frakke. Trods den varme sol frøs hun en smule, og satte tempoet op i et forsøg på at holde varmen, mens hun fra lommerne af trak frakken tættere om sig. Vinden legede med hendes lange, blonde hår, men hun nægtede at tage hænderne op af lommen, hvilket resulterede i at hun håbløst måtte puste håret væk fra sit ansigt. Vinden var dog - mærkeligt nok - en del stærkere end hendes pusten, og klodset måtte Kate vandre rundt nærmest i blinde til sin egen skræk og rædsel, bare fordi hun var for stædig til at løfte sine kolde hænder op af den lange, lysebrune frakke.