I'm bulletproof, nothing to lose, fire away fire away

//Sorry, sugar. Jeg fik en lidt bedre idé til hans entré. Jeg håber ikke det gør for meget.. ;D//

Man skulle næsten tro, at Terre var en sand turistby, sådan som størstedelen af butikkerne og caféerne havde åbent til langt ud på aftenen. Og den tanke lod man skam også udefrakommende om at have, selvom den originale grund lå i en lidt anden boldgade. Man kunne da ikke byde velkommen til nattens væsner, hvis man valgte at lukke tidligt. Det ville blot være ren og skær uhøfligt. Men den mere børnevenlige forklaring holdt uvidende mennesker i kort snor.
Dog var det ligegyldigt for Jonas, hvilken forklaring der blev brug. Han nød sig godt at de ekstra åbningstider. Det skabte lidt mere liv i gaderne, så det hele ikke virkede så dødt. Og så behøvede han ikke at bevæge sig udenfor, når sommersolen stod højest på himlen. Det var selvfølgelig ikke noget, der holdt ham fra det, men han var glad nok for at i det mindste have muligheden.

Det var ikke et fuldkommen under at finde ham tilstede i en boghandel. Han kunne godt lide bøger. Det var for det meste kun fakta fyldte bøger, han blev trukket hen mod. Bøger han kunne lærer noget af. Det var svært for ham at falde over nu til dags, men han fandt sig stadig på udgik. Bare en gang i mellem. Lige som denne lune sommeraften. Og denne lille intime boghandel havde fanget hans interesse af en hovedsagelig grund. Duften af gamle bøger. Han var langt fra typen, der gled tilbage i tiden for at tænke på de ’gode gamle dage’. Dog var duften af langsom forrådnelse af papir en fryd for hans lugtesans. Det var en duft, der med ét blev overmandet af en anden duft. En sødere duft. Duften af sex.
Nærmest automatisk løftede han sit blik og søgte rundt i butikken. Han lagde hurtigt to og to sammen og så mod indgangen, siden døren for lidt siden var blevet åbnet. Og rigtigt nok. Der var hun. En lille brunhåret nymfe. Han gloede knap så diskret på ham et øjeblik, som hun bevægede sig videre ind i gennem reolerne, og han tog først blikket fra hende igen, da hun forsvandt fra hans synsfelt. Et smil formede sig på hans læber, som han så tilbage mod sin egen bog. Han rystede svagt på hovedet, inden han klappede bogen i. Det var perfekt.
Det var en af de andre grunde til, at han tilbragte tid sådanne stedet som en antik boghandel. De tiltrak disse fine væsner, af en eller anden grund.

Han tøvede ikke længe med at dreje omkring på hælen og traskede i den retning, som tøsen var forsvundet. Han skubbede de opsmurte ærmer på den sort blazer lidt bedre op omkring albuerne og kørte en hånd hen over hans glatbarberede hoved. Han fandt hende hurtigt, men skiftede dog kursen lidt. Dog studerede han hende stadig, mens han bevægede sig om på den modsatte side af den reol, hun stod ved. Hvad lavede hun også? Hun måtte ikke være bange af sig, sådan som hun stirrede.

”Bøh!” lød det pludselig fra ham, efter han havde stillet sig lige overfor hende - bare med en reol imellem dem - og også fået skubbet et par bøger væk, så hvis hun vendte sig om, ville hun kunne se hans ansigt. Dog var han i bevægelse kort tid efter igen, da han med lange skridt kom om på den korrekte side af reolen, for så at stå ved siden af denne aspara. Stadig med et noget charmerende smil vist frem.
”Du burde nok ikke stirre for meget. Du kunne ende med at give ham signaler om, at du er interesseret.” sagde han lige højt nok til at hun kunne høre ham, men andre ikke kunne, mens han bragte blikket fra hende og over mod manden, hun havde gloet på. Han stod automatisk lidt foroverbøjet, eftersom hun var en smule lavere end ham. Ikke meget men nok til, at han ikke stod lige netop ud foran hendes ører. Han så tilbage mod hende og smilet blev en smule bredere. ”Mænd er nogle dyr. De har det med at misforstå.”

Så katten havde klør. Det var nu lidt af en skam. Hun virkede ellers så uskyldig på det ydre. Men hvad havde han eller forventet? Skovens nymfer var mere kendt for deres lettere aggressive fremtoning. De var trods alt en af de mest stolte arter, der holdte oldtidens visdom tæt knyttet til hver og en af sine generationer.
”Jeg vil da mene, at misforståelser er, hvad man vil kalde for noget dårligt.” klukkede han let, uden at vide med sikkerhed, hvilken del af hans ord, hun hentydede til. Han kunne nu heller ikke se alt for meget godt, ved at mænd var så dyriske. Men det kom an på, hvad man nu selv foretrak. Han lænede sig roligt op ad reolen, sidelæns, mens han stadig betragtede hende, som hun tjekkede de forskellige bøger ud. Han tog ikke bare blikket væk, selvom hun havde fjernet sit fra ham. Så nemt slap hun ikke. Og det var også lidt det han diskret fortalte, ved at blokere hendes vej.
”De?” Han måtte holde sig fra ikke at begynde at le af hende. Hvor var hun kær. ”Der er absolut ingen grund til at være så formel overfor mig.” Han drejede sin krop så han stod med ryggen lænet op ad bogreolen i stedet for, inden han få sekunder efter det, fik rettet sig op helt op at stå igen. Blot for at vende sig frem mod hende endnu en gang. Han svarede bevist ikke på hendes spørgsmål. Han sendte opmærksomheden mod noget andet. ”Vi lever i de 21. hundred årti. Ikke victorianske England.” Han fugtede hurtigt sine læber med tungen, før han atter smilede til hende. Denne gang med hovedet lidt på skrå. ”Lad os være dus i stedet for. Eller også kan du kalde mig Jonas. Det er, hvad alle andre gør.”
Han løftede sin frie hånd op for at klø sig selv i nakken, mens hans øjne et kort øjeblik gled ned på hans mørkebrune dress shoes. Godt gået til. Godt brugte. Men stadig pæne nok. Præcist som man et par rigtige sko skulle være. Og så som han lod hånden glide ned langs siden igen, kørte han blikket op ad hende, til han atter nåede hendes ansigt. ”Har du måske brug for hjælp? Til at finde en bøg, mener jeg. Jeg kender lidt til den her butik, så jeg kan pege dig i den rigtige retning.” Han holdt sin egen bog oppe for at fremhæve, at han ikke bare lige netop var ankommet. ”Godt nok er jeg mest at finde i afdelingen med kunst og alt det der, men jeg ved da, hvor lidt forskelligt står.”
Han hævede hagen lidt mere og havde fået rettet ryggen, alt imens han så ned på hende. Afventende på hendes var. Hun havde ikke virket til at være alt for snakkesalig, men hvem var også det, når man befandt sig i en gammel boghandel.