Virgin Mary

For en gang skyld var Chloés øjne blodrøde og skinnende og hendes smil tilfredst. Tidligere på aftenen var hun stødt på en vandrer, der var kommet på afveje i skoven.
Desværre havde han ikke smagt lige så delikat, som han lugtede – til vampyrens skuffelse - så han var sluppet med livet i behold. Ikke fordi hun var generøs; sådanne tanker var ikke eksisterende i den unge piges hoved, når blodtørsten overtog den smule menneskelighed og milde karakter, der stadig var til at finde i vampyren.
Men hun havde nu i aften fået slukket sin tørst, og hendes sanser var atter knivskarpe.

Det var en stille og smuk nat i skoven til trods for vindens hylen og ubarmhjertige rusken fra vest. For Chloé var den iskolde blæst blot som kærtegn mod hendes ansigt og krop.

Vampyren var ikke opmærksom på, at det ville være en god idé at holde ekstra øje med sine omgivelser, da vinden ville sprede hendes duft. Det var egentlig et ret sørgeligt syn at se hende – ja, udstille sig selv så ubevidst. Det var dumt og naivt.

I stedet for at bekymre sig om skovens overnaturlige væsner, gik hun omkring på må og få, betragtede den tynde måne og reflekterede over hendes liv. Hendes tre hyppigste og yndlings beskæftigelser.

Efter nogen tid fandt hun et lille, halvrådden halvtag, som måtte være lavet af nogle for længere tid siden. Nysgerrig, som hun var, satte hun sig under taget, og betragtede det nedefra. Der var noget fascinerende ved det at skabe.