Well... shit - Constantine

---

Lige for tiden syntes Gabriel ikke helt at være alt for heldig med sine jobs. For nogle måneder siden blev han kidnappet og tortureret efter at have dræbt en kvinde, det sidste job han havde var endt i at han blev jagtet af en vred vampyr, og blev nødt til at søge hjælp hos Julien, og nu blev var han løftet over jorden af en person, der bedst kunne beskrives som en gorilla, efter at have undervurderet sit mål for dette job. Mere specifikt havde han troet at manden, som han skulle dræbe var alene, men det var desværre ikke tilfældet, da han havde regnet ud at noget lignende ville ske, så i stedet for hurtigt og nemt at komme af med ham, så var Gabriel blevet grebet bagfra af en djævel, som virkede både dobbelt så høj, og dobbelt så bred, som Gabriel selv, mens han havde taget sigte. Han blev fastholdt rundt om brystet, med sine arme låst fast ind imod sig selv, og der var en hånd, som dækkede hans mund til for at han ikke kunne skrige, hvis han prøvede at få hjælp. Ikke at han ville gøre det, men de tænkte tydeligvis ikke særligt højt om ham.

"Troede du virkeligt at du bare sådan kunne slippe væk med at prøve, at slå mig ihjel?? Helt ærligt. Har folk nu til dags slet ingen stil?" Manden som Gabriel skulle have slået ihjel, begyndte på en monolog om hvor forudsigelig verden var. Han var en vand dæmon, som vist havde udfordret Gabriels arbejdsgiver lidt for meget i den seneste tid, og tydeligvis var han pisse højrøvet. Men alligevel klog, når han var så klar på at blive angrebet, så meget måtte Gabriel give ham.

Men det betød ikke at han var tilfreds med situationen, og han havde flere gange prøvet at sparke sin hæl ind i djævelens skinneben, men enten var mandens ben lavet af stål, eller også var han bare ligeglad. Den riffel han havde haft med sig lå på jorden et lille stykke væk, og da han havde prøvet at slå fra sig med sin kniv, var den også blevet vristet ud af hans greb. De fleste ville nok panikke over at blive grebet på sådan vis, men umiddelbart viste Gabriel ingen frygt for at skulle dø i aften. I stedet reagerede han mens dæmonen stod med ryggen til, ved at bide ned i hånden på djævelen, og da han løsnede sit greb, vendte Gabriel sig om, og gav ham et spark i skridtet. Ikke et trick Gabriel brød sig meget om, men det hjalp tydeligvis mere end at sparke ham over skinnebenet. Dog nåede Gabriel ikke over til sin riffel, før han blev grebet ved anklerne af djævelen, og løftet op, så han hang med hovedet nedad.

"Du er godt nok en slibrig lille en, huh?" sagde djævelen, med et lumsk smil.
"Get the actual fuck out of my face"
"Så du kan snakke?"
"I will cut your balls off"
"Det er noget af en mund du har dig"
"Comes with the job"

Det var lidt over en uges tid siden, at Constantine havde angrebet Gabriel, hvilket ikke var gået så godt. Rollingen var løbet hjem til en eller anden super skræmmende ilddæmon, der havde truet med at gøre Constantine ondt, hvis han nogensinde rørte Gabriel igen. Nej, ikke bare det, hvis Gabriel bare fik et blåt mærke, ville manden komme efter Constantine. Og få fat i Constantines skaber. Tanken om at blive brændt af af en ilddæmon og bagefter skulle stå skoleret for en sur skaber, var mere end nok til at hyle Constantine ud af den.
Normalt ville han ikke tage sig af trusler om vold og smerte, men efter de to uger, hvor Gabriel havde haft sjov med at torturere ham på de mest fantasifulde måder, var Constantines tolerance i forhold til tortur faldet en del. Han kunne ikke rigtigt håndtere tanken om at skulle igennem endnu et smertehelvede. Han havde prøvet at stå i den situation før og det forsvandt heldigvis igen, men lige nu kunne hans psyke ikke bære tanken om mere tortur.

Faktisk var han gået så meget i panik over ilddæmonens trussel, at han havde optaget sin forfølgelse af den yngre vampyr. Som før sneg han sig efter ham, oftest i sin katteskikkelse, ingen lagde mærke til - det var jo bare en normal sort kat. Han var blevet helt besat af at holde øje med Gabriel. Det var ikke noget, han brød sig om, overhovedet, men han kunne ikke lade være. Han blev nødt til at sikre sig, at rollingen ikke kom til skade, så ilddæmonen ville komme efter ham.
Angsten for den trussel ville nok også forsvinde med tiden, men Constantine så nu ikke nogen skade i at følge et underlige behov for at holde øje med Gabriel. Han havde ikke så meget andet at lave alligevel.

I dag var rollingen taget af sted med et af sine større skydevåben og skulle åbenbart slå en eller anen ihjel. Constantine vidste ikke helt, hvorfor i alverden rollingen skulle bruge sådan et larmende våben til den slags, men han var selvfølgelig ikke så stor.
Constantine var fulgte efter ham i sin katteskikkelse. I det mindste rejste rollingen for det meste til fods. På et tidspunkt var det hele gået galt. En eller anden kæmpe djævel var dukket op og havde stoppet Gabriel i at skyde sit mål. Og målet viste sig at være en højrøvet idiot, der snakkede alt for meget. Hvorfor snakkede folk altid så meget?
Constantine sad, stadig som kat, på et tag bag manden, der snakkede så meget. Han ventede på at finde ud af, om Gabriel kunne klare sig selv. Det så ikke sådan ud, selvom han slap fri af djævlen gren denne hurtigt fat i ham igen og vendte ham på hovedet. Flot. Constantine sukkede og rystede på hovedet, inden han slikkede sig om munden med den lyserøde tunge. Nå, ja, han måtte vel hellere hjælpe. Inden Gabriel kom til skade.

Med et elegant hop, hoppede han ned fra taget. Han skiftede skikkelse mens han faldt og var i menneskeskikkelse, da han ramte jorden. Hurtigt hev han sin kniv frem. Han var landet bag Gabriels mål, der vendte sig om, for at se, hvad der skete. Constantine kunne ikke andet end smile, da han hamrede kniven op under mandens ribben, så den borede sig ind i mandens hjerte. Åh, han elskede det. At se overraskelsen på folks ansigter, når de døde. At mærke livet suse ud af dem. Men han havde ikke tid til at nyde det. Hurtigt trak han kniven ud igen og lod manden falde til jorden. Djævlen havde sluppet Gabriel i et forgæves forsøg på at nå frem for at redde sin arbejdsgiver. Constantine havde ikke planer om nærkamp med så stor en gut, så han kastede hårdt og præcist sin kniv mod manden. Den borede sig ind midt i brystet på ham. Igen, det perfekte udtryk af overraskelse. Der var liv nok i ham til, at han tog om kniven for at trække den ud, men inden han kunne det, gav hans ben efter, og han væltede om på jorden.

Et succesfuldt grin bredte sig over Constantines ansigt.
"Another perfect throw. Did you see that? I'm good." Han begyndte at gå hen i mod den store mand for at hente sin kniv.

Gabriel landede med et lavnmeldt støn, da han pludseligt blev sluppet, og selvfølgelig var det med ansigtet, som først ramte ned i jorden. Da han løftede sig for at se hvad der var sket, var det første han så Constantine, og det næste var, at både djævelen og dæmonen var døde. Han kunne mærke irritationen boble op, og det blev kun værre af at den ældre vampyr opførte sig som om at det han havde gjort var godt.

Irritation blev hurtigt til vrede, og Gabriel sprang fra jorden og op på Constantine, så den ældre vampyr ville vælte ned, og ligge under ham. "Why the actual hell did you do that" snerrede han, med sine skarpe tænder synlige overfor Constantine. Hans øjne var blodrøde, og det var tydeligt at han ikke bare legede på samme måde som han havde gjort da han først havde mødt Constantine.

"And besides that, how did you find me" blev tilføjet kort efter, sammen med et slag direkte imod den ældre vampyrs ansigt. Gabriel var normalt ikke ligefrem voldelig. Han var voldsom, men det var sjældent at han bare slog på folk uden videre, og endnu mere sjældent, at han blev vred. Han kunne sagtens blive småsur eller irriteret, men det var intet i forhold til hvad han var nu. Måske var det dumt, for Constantine var trods alt stærkest, men lige nu tænkte Gabriel heller ikke helt klart, og desuden var det her mere et spørgsmål om stolthed end noget andet. Den ældre vampyr havde ikke bare taget Gabriels bytte - for det kunne han godt ignorere, det ville bare have været mad - men det var faktisk hans arbejde, som han lige havde valgt at overtage i det øjeblik, og det var en ting, som Gabriel ikke kunne ignorere..

Constantine nåde ikke at få fat på sin kniv, inden Gabriel sprang på ham. Han havde ikke forudset, at den lille vampyr ville blive vred over at blive reddet, så han havde heller ikke ligefrem tænkt, at Gabriel ville overfalde ham. Han væltede bagover og landede lidt hårdt på jorden. Meget naturligt var hans første reaktion at forsvare sig selv, og det var godt, at han ikke havde kniven i hånden, for så var Gabriel kommet til skade. Inden han nåede at gøre noget ved Gabriel, fik han stoppet sig selv. Et stik af frygt gik igennem ham, Tænk hvis han slog på Gabriel! Katastrofalt!

Så i stedet for at forsvare sig, gjorde Constantine ikke noget. Han lod bare sine arme falde ned til jorden, mens han stirrede meget overrasket op på Gabriel der sad på ham. Han så virkeligt vred ud. Om Constantine kunne forstå hvorfor.
"Why I did that? You where in.." Han nåede ikke at svare mere, før Gabriel slog ham. Det gjorde ondt, men det var intet i forhold til hvad Gabriel ellers havde gjort ved Constantine og det eneste, der kom ud af det, var en blodtud.
"Hey, why the fuck did you do that? I just saved your ass! What a way to show your gratitude, shithead." Han løftede en hånd op og kørte den under næsen. "Great," mumlede han surt, inden han igen så på Gabriel.

"I know where you live, I had been following you around for a week or so, when I.. eh.. surprised you in the park." Han grinede kort en smule nervøst, men fortsatte så. "So, well.. and I killed those two ugly apes, because they were about to hurt you. So you should be thanking me, not hitting me!" Han lavede et surmulende ansigtsudtryk. Hvis ikke det var fordi, at Gabriel sad på ham, ville han have lagt armene over kors. Det her gik slet ikke specielt godt. Hvorfor var Gabriel så sur?! Hallo. Han havde lige reddet ham.

Gabriel blev kun mere vred for hver gang Constantine åbnede sin mund, og de færreste ville nok kunne forestille sig en så lille og nuttet person se så vred og nærmest uhyggelig ud. Trods sin lille størrelse lignede han en, som kunne flå hovedet af Constantine hvert øjeblik det skulle være, og han var også tæt på.

Dog knækkede filmen, da Constantine fortalte at han vidste, hvor Gabriel boede. Hans ansigtsudtryk gik fra vrede til at være fuldstændigt ulæseligt. Der var ingen udover Julien, Seelie og Gabriel selv, som skulle vide hvor han boede. Det var simpelthen for farligt. Der var en grund til at han var umulig at finde, for han lod ikke nogen vide hvor de kunne finde ham. Det eneste folk havde at gå ud fra var en E-mail adresse, og hvis man prøvede at spore den, førte den op på et bjerg i Rusland. Så bare tanken om, at Constantine havde fundet ham, skræmte ham fra vid og sans. Hvis en så inkompetent idiot kunne finde ham, hvad ville andre så ikke kunne?

Et fnys lød fra ham, da Constantine sagde at han burde takke ham, og han var tilbage til at se sur ud - dog ikke lige så rasende som for et øjeblik siden. "Thanking you? That's rich - you just wrecked my work, you absolute asswipe! I don't care how or why you came to the conclusion that I needed help, but I'm not some damsel in distress, and you are not my knight in shining armor either. Now, give me one legit reason why I shouldn't skin you alive and hang you up outside when the sun rises"

Constantine var næsten ved at blive nervøs. Gabriel var helt åndssvagt vred, hvilket slet ikke passede ind nogen steder. Det var ikke lige, hvad Constantine havde regnet med.
Da han sagde, at han vidste, hvor Gabriel boede, skete der et eller andet med rollingen, som skiftede udtryk. Constantine havde ikke haft let ved at finde frem til Gabriel, han eksisterede slet ikke på papir eller i de kredse, hvor man ellers burde kende til en lejemorder. For Constantine havde det været meget lettere at finde frem til den djævel, der havde hjulpet ham, og hun sang som en lille fugl efter et par timer i Constantines selskab. Hun vidste heller ikke meget om Gabriel, men havde alligevel kunne hjælpe ham på vej. Og Constantine var bedre til opsporingsarbejde end man lige skulle tro. Selvom han ikke virkede som en mest tænkende unge mand, var han absolut ikke dum.
Så det var ikke noget Gabriel havde gjort, der havde ledt Constantine frem til ham.

Da Gabriel nævnede Constantine som en ridder i skinnende rustning, fik han kort et meget utilfreds udtryk i ansigtet. Og hans trussel med at flå ham og hænge ham ud i solen, begyndte at gøre Constantine vred.
"Hey, you little rat, I'm not running around following you and saving you for kicks. I'd rather cut you to pieces and feed you to a rabid werewolf. I actually feel sick from helping you, like vomiting sick, if I could do that. But I don't want to be burned alive by your sugar daddy. He's fucking scary, you know."

Constantine undertrykte en trang til at skubbe Gabriel af og give ham en røvfuld. Den der rus over at have slået de to mænd ihjel var ved at være væk og virkeligheden kom væltende igen. Han havde lige reddet Gabriel, den vampyr han ønskede at slå ihjel på en meget pinefuld måde mere end noget andet i verden. Faktisk var han stadig vred, vred og fyldt med had i mod den lille mide, så pludseligt krævede det hele hans selvkontrol ikke at vride halsen om på ham. Man kunne se både hadet og vreden vokse i hans ansigt og øjne.
"Believe me, I would love to get my revenge," hviskede han hæst, og han vred sig en smule, da han næsten ikke kunne kontrollere sig selv. Men tanken om ild og sin skaber var alligevel stærkere end lysten til at slå Gabriel ihjel.

Gabriel vidste ikke om han skulle grine eller græde, da Constantine kaldte Julien hans 'sugar daddy.' Jo det kunne man vel godt sige hvis man skrællede 'sugar' og '-dy' fra, så man kun havde 'dad,' for nogle gange mistænkte Gabriel dæmonen for, at tro at han var hans far, så meget som han nagede ham med hvad han måtte og ikke måtte. Så han endte ud med at komme med et halvkvalt fnys, og med skyggen af et smil om sine læber. "Sugar daddy? Really?? That's just ridiculous" Resten af sætningen kommenterede han ikke på, da bare tanken om at Julien skulle være noget i den stil, gjorde ham utilpas.

What? Don't like the thought of Julien being our 'daddy'?
Ugh, that's just gross, do you ever even hear what comes out of you?
Aww, come on, it'd be hilarious.
If by hilarious you mean terrible, then sure, it's hilarious. Do you have any idea how abusive a relationship that would be? I'm pretty sure Julien ticks off more than a third of the criteria of being a psychopath.
Have you ever heard of the word fun?
I have, just not when it has anything to do with Julien.


Gabriel rystede på hovedet. Nå, i det mindste holdt Juliens trussel ham i live, for tydeligvis var Constantine for bange for, at prøve på at skade ham. Det var da altid noget at have i baghånden. "Then get your revenge by not helping me - unless you wanna do my laundry and clean up my apartment, I won't mind that. But if not, keep your nose out of my business, and then we won't have any problems at all, capiche?" Og med det rejste han sig op og børstede støv af sin hoodie og bukser. Han kiggede kort på ligene, inden han trak sin mobil op, og skrev til sin arbejdsgiver, at der var nogen, som var kommet ham i forkøbet med at dræbe manden. Han gad ikke tage credit fra andre folk, så der røg den løn. I det mindste havde han penge nok til at smide et job her og der, så det gik jo nok.

Med et suk, tøffede Gabriel over og samlede sin riffel op fra jorden. Han smed remmen over sin skulder, så han havde rifflen liggende henover sin ryg, og så dernæst lidt små-irriteret på Constantine. "How did you find out where I live anyway? You only know my first name, and even so, my specific name isn't written anywhere. It should be pretty close to impossible to find me, so I wanna know where I gotta cut some ties to get it back to that"

Constantine spændte op i kæbemusklerne og tog en dyb indånding igennem næsen for at berolige sig selv. Han kunne ikke skade Gabriel, selvom han lige nu have muligheden. Det ville være let at vælte ham af og få sin hævn, men han måtte ikke. De to modstridende følelser, hadet og skrækken, kæmpede en brav kamp i mod hinanden, men igen vandt angsten for den vrede dæmon. Han var virkeligt blevet påvirket af Gabriels behandling af ham, han plejede aldrig at være bange for tanken om smerte. Hans ego plejede at være for stort, plus han plejede at sige, at smerte var forbigående, så længe man kom ud på den anden side i live, så gik det nok. Men to ugers helvede var alligevel for meget for ham, han havde vitterligt ikke lyst til at skulle blive tortureret mere, og slet ikke at en dæmon, der havde ilden i sin magt.

Så efter en dyb vejrtrækning mere, tvang han sig selv til at skubbe sit had til den yngre vampyr i baggrunden og fokusere på dæmonens trussel.
"I can't do that. Your fiery friend was very specific. One small bruise and I'm toast. No matter who made that briuse!" Han skubbede sig op at sidde, da Gabriel rejste sig fra ham. Der var et surmulende udtryk på hans ansigt. Det var ikke fair. Det ville være så let at slagte rollingen lige nu. Han sukkede og kom på benene, inden han gik hen og trak sin kniv ud af brystet på den store djævel. Han svarede Gabriel, mens han var ved at tørre blodet af den i djævlens tøj.

"You were pretty close to impossible to find." Han rettede sig op og stak kniven tilbage i dens hylster på ryggen. "But your lovely ladyfriend, Elizabeth, wasn't that hard to find. She sang as a pretty little bird when I got to her. She didn't really know anything either, but she gave me a couple of hints. Not about your home but.. Well, enough for me to track you down." Han kunne ikke lade være med at smile et lidt grumt smil. Det havde været herligt at få hævn over den ene af de personer, som havde fanget ham.
"And you don't have to cut any ties there, I already did that." Hans smil blev til et grin for et kort øjeblik. Constantine elskede virkeligt at slå ihjel.

Gabriel så opgivende på Constantine, da han forklarede hvad Julien havde sagt til ham. Skulle han virkelig have en babysitter på nakken? Han var da for helvede 36 år, så behøvede man altså ikke at have nogen til at passe på sig. Enten havde Julien ikke overvejet at vampyren ville tage det så seriøst, eller også så var han rent ud sagt et røvhul af kosmisk størrelse.
"I don't think you need to take it that literally. He was just a little agitated that you wrecked his door, so maybe he made it sound worse than it is?" Han masserede sine tindinger, allerede ved at blive træt af Constantines tilstedeværelse. "I'm a big boy now, okay? I can tie my own shoelaces and everything, so I really, really don't need your assistance" 

Men trods sin irritation, lyttede han alligevel til hvad der havde givet hans tilværelse væk til Constantine. Hvis der var noget han skulle ændre, så ville han helst vide det nu, før flere fandt ud af hvor han holdt til. Han kunne faktisk godt lide at være i Di Morga, så hvis han kunne undgå at skulle flytte, så gjorde han det gerne.
Dog syntes det ikke at være et problem han skulle tage op, for sådan som det lød på Constantine, kunne Elizabeth ikke fortælle flere om hvor han befandt sig. Han havde det ikke dårligt med at hun formentlig var blevet tortureret lidt før hun blev dræbt, for hvis ikke, havde han selv dræbt hende når han en gang havde fået fat i hende. Der var ingen medfølelse at se i ham, for han følte ikke rigtigt noget. 

"Too bad. She was an alright back-up," han trak på skuldrene, inden han fortsatte. "Anyway, I'm gonna get going now. So if you would puh-lease leave me alone, that'd be great. Fantastic even. So-uh, shoo or something" han lavede en håndbevægelse, som om at han skubbede Constantine væk, og ventede ellers på at vampyren smuttede.

Constantine rynkede på næsen.
"He seemed pretty serious. I'm not gonna take the risk. And yeah, sure, you can take care of yourself. That big guy didn't have you hanging opside down and didn't look like a guy, who could rip your limbs of one by one. You were screwed, just admit it."

Han lagde armene over kors og så lidt på Gabriel med hovedet lidt på skrå. Rollingen så ikke ud til at være specielt ked af at have mistet sin med-lejemorder. Det ville nu sikkert også have overrasket Constantine mere, hvis han havde været det. Gabriel virkede ikke som en person, der følte ret meget for andre. Hvilket Constantine totalt kunne relatere til, men det var ikke ligefrem en sammenligning mellem ham og Gabriel, han havde lyst til at gå op i.

Da Gabriel bad ham om at smutte, kneb Constantine øjnene sammen og så overvejende på ham. Rollingen virkede meget irriteret af hans tilstedeværelse, hvilket han nu også godt kunne forstå. Men det gav ham en idé. Han kunne ikke gøre ham noget, men han kunne vel stadig gøre livet surt for ham. Langsomt spredte der sig et grin på hans ansigt.
"Oh, I'm not going anywhere. If you dislike me following you, I'm definitely staying. Now I can't hurt you I'll have to get my revenge in another way. Irritating the crab out of you would be a very fun way. As a start." Det var ikke lige det sjoveste, han kunne finde på, men jo, hvis han kunne irritere Gabriel bare en smule, så ville det være fint. Han måtte finde på en anden måde at få sin hævn på. Han havde nogle negative følelser der skulle ud i forhold til den yngre vampyr og det kunne godt tage sin tid, når han ikke kunne få den ultimative hævn.

Han trak på skuldrene og puttede hænderne i lommerne på sin jakke.
"So now you're stuck with me. By the way, I think I would make a sport out of killing your victims first. You didn't look pleased about that." Der var et glimt i Constantines øjne. Nu ville han virkeligt tænke sig om og få idéer. Og han havde allerede fået flere.

Gabriel knurrede rent faktisk af Constantine, hvilket var noget af en bedrift, da vampyren sagde at han havde været i problemer. "No I wasn't, because you know what? The idiot didn't have my hands captured! So if you just waited three more minutes, I would've taken his legs out, and then kicked my foot through his ribs and trample his heart and lungs." snerrede han, dybt forarget over at der blev hentydet til, at han ikke kunne klare sit eget job. Han havde vel for helvede ikke overlevet så længe, hvis han ikke kunne komme ud af sådan en situation!

Man kunne heller ikke sige at Gabriel blev gladere af at Constantine fortalte, at han ikke bare ville følge efter ham for at være irriterende, men også tage flere af hans jobs fra ham, ved at dræbe hans bytte. "Oooooh no, you won't. You might not be allowed to harm me, but I'm not above hammering a wooden stake through your heart repeatedly, if you take just one more target from me, am I making myself clear?" Havde han ikke været så lille og ungdommelig havde Gabriel nok i det øjeblik kunne få voksne mænd til at pisse i bukserne... og det kunne han nok alligevel, da han havde nogle af sine knivskarpe tænder blottet. Måske var han ikke stor, men Gabriel var stadig en trussel for langt de fleste væsner.

Et eller andet sted kunne han også bare nævne at han jo bare kunne bede Julien om at smadre Constantine sønder og sammen, men der var et eller andet over at skulle ty til dæmonens evner, som bare ikke sad særligt godt på ham. Han var lejemorder, så han burde virkelig ikke behøve at true med at ringe efter nogen anden, for at skræmme folk væk. Det var ydmygende nok at han var nødsaget til at løbe hen til Julien for at slippe af med en meget morderisk Constantine, så det var virkelig ikke noget han ville gentage i nærmeste fremtid.

Constantine trak ligegyldigt på skuldrene og var kun glad for at kunne fornærme Gabriel, så der var et lille smil om hans læber.
"Keep telling yourself that, to me it seemed like you were in trouble." Om Gabriel havde været i seriøse problemer eller ej, var sådan set lige meget, nu havde Constantine reddet ham. Selvom det var noget af det mest forfærdelige, han havde gjort, havde det nu givet ham muligheden for at slå to ihjel og gøre Gabriel vred. Ah. Det var en god blanding, så længe han kunne blive ved med det, så var der lidt sød hævn over det.

Constantine så meget uimponeret på Gabriel, da denne hidsede sig endnu mere op. Han blev ikke skræmt af arrigskab eller tænder, han havde begge dele selv. Og han var stadig ret sikker på, at han ville kunne vinde over rollingen, hvis det kom til kamp. Medmindre den yngre vampyr valgte at snyde med skydevåben og sølvkugler igen.
I stedet slentrede han hen og begyndte at rode rundt i mandens, som Gabriel var hyret til at dræbe, lommer. Han fiskede en pung op og hev nogle pengesedler ud, som han stoppede i en inderlomme.

"Fine, you can kill people your self. But just as you know, if it is a choice between you killing me and me dealing with your sugar daddy, I'll choose the crazy fire demon any day. So you shouldn't tempt me to kill you." Han hældte mønterne ud af pungen og ud i hånden. Efter at have set dem igennem, puttede han dem tilbage i pungen som han kastede ned på liget. Herefter gik han over til den store djævel og begyndte at rode rundt efter hans pung.

Det tog meget af Gabriels selvkontrol for at holde sig selv fra at rive sin riffel frem, og skyde flere huller i Constantine end en klam ost fra Holland, men han formåede alligevel at lade være. Det ville ikke dræbe vampyren, eller skade ham, men nok bare gøre ham vred, og så ville de ende i samme situation som sidst, hvilket han helst ville undgå. Det kunne godt være at Julien havde været sur på Constantine, men han var absolut også sur på Gabriel efterfølgende, og ærligt? Hvis han kunne formå at hænge ud med Julien bare en gang, uden at græde, ville det være ret fedt. Så i stedet, havde Gabriel blot et stramt greb om remmen, som holdt riflen på hans ryg.

Et eller andet sted fandt Gabriel det endnu mere provokerende, at Constantine begyndte at rode i lommerne på mændene, som han selv skulle have dræbt. Det var nærmest som om at vampyren blev ved med at smide situationen i ansigtet på ham, og ærligt så pissede det ham af. Ikke fordi at det var respektløst overfor de døde - dem var han pænt ligeglad med - men mere fordi at det burde være Gabriel, som gjorde det.

"Oh, I'm so scared now, I just might piss my pants - not. Just because you overpowered me last time, doesn't mean I can't fight back. You might be older than me, but not by much," Gabriel fnøs, inden han fortsatte med at snakke. "Besides, your only real advantage is brute strength. Not only can I outrun you, but my abilities seem a lot more useful than yours, at least considering that you didn't use them to break free when I captured you."

Constantine fandt djævlens pung og hev et par pengesedler ud. Ikke meget, men det ville stadig hjælpe med at betale huslejen for hans lille hjem. Det kostede heldigvis ikke så meget, men siden han ikke havde nogen fast indtægt, skrabede han alt hvad han kunne til sig. Det var ikke for at fornærme Gabriel, selvom han kun ville være glad over at vide, at det gjorde, men simpelthen af ren og skær nødvendighed. Igen hældte han mønterne ud i hånden og så dem igennem. Heller ikke noget spændende. Ikke at han regnede med at finde en eller anden skjult skat i en almindelig pung, men man kunne aldrig vide. Han havde da en gang eller to fundet en mønt, der var mere værd end hvad man lige skulle tro.
Igen hældte han mønterne tilbage i pungen og kylede den tilbage på liget, inden han så på Gabriel.

"I'm pretty sure, I could beat you every time I wanted to, Tiny Tot." Han hyggede sig virkeligt med at pisse den yngre vampyr af. Det burde vel være Constantine, der sloges med sin vrede, men lige nu var det tydeligvis Gabriel, der var hidsig. Af en eller anden grund havde han ikke skudt Constantine endnu, hvilket måske var en smule overraskende. Han tvivlede på, at der var sølvkugler i riflen i dag, siden det ikke havde været en vampyr, han skulle skyde.

Han stak hænderne i lommerne og virkede afslappet, bare for at irritere den anden vampyr mere. Igen trak han lidt ligegyldigt på skuldrene.
"Just because you haven't seen me using my abilities doesn't it mean they are useless." Han smilede skævt. "I did follow you around for quite some time without you discovering me, right? And there's nothing wrong with brute strength." Constantine burde være fornærmet, for det lød lidt som om, at Gabriel sagde, at han var stærk, men dum. Hvilket Constantine ikke ville give ham noget andet indtryk af, for det var nemmere at snyde sine fjender på den måde. Og selvom Constantine lige nu passede på Gabriel, var rollingen stadig en fjende. En han mere end gerne ville overraske med nogle af de ting,Gabriel ikke troede, at Constantine kunne.

Gabriel hævede et øjenbryn, tydeligvis ikke imponeret over Constantines ord. "Keep telling yourself that," sagde han og himlede med øjnene, bare for at vise hvor latterligt det lød. Okay, måske var det ikke helt latterligt, men det var lige så meget for at pisse vampyren af, som for ikke at vise sig som værende svag. Gabriel havde været oppe imod hårde odds førhen, også med ældre vampyrer, men han levede jo stadig, så indtil videre var det vel gået ret godt.

Dog vidste Gabriel godt, at han ikke skulle undervurdere Constantine, selvom han virkeligt ikke tænkte særligt højt om ham. Den ældre vampyr havde trods alt overlevet det hårde liv som vampyr indtil nu, og hvis man var snotdum kom man næppe igennem de første par år levende. Men det var altså svært at lade være med at tænke, at vampyren var en idiot, for han opførte sig virkeligt sådan.
"Great, you have abilities that lets you hide. What an amazing feat that is, huh? At least mine is useful in combat, while yours is just plain creepy with a slight dash stalkerish tendencies," Gabriel fnøs, da Constantine tilføjede at der ikke var noget i vejen med at være fysisk stærk. Ikke at han ikke havde ret, men Gabriel havde ikke tænkt sig at lade Constantine vinde det argument. "Of course there isn't! That is, if you wanna be a brain dead bundle of muscles. But so far you only seem to have achieved the brain dead part. I bet your creator is so proud if their little wittle Costa-baby." 

Okay, måske burde Gabriel ikke prøve at provokere så meget som han gjorde, men ærligt talt kunne han ikke stoppe sig selv. Constantine trykkede på alle hans knapper, og det pissede ham grænseløst af, at vampyren bare stod og lod som ingenting, når Gabriel selv blev mere og mere vred, jo længere han bare så på vampyrens ansigt.

Constantine forsøgte virkeligt ikke at blive fornærmet over Gabriels ord. Han forsøgte virkeligt at holde sin vrede nede, holde hadet tilbage, så han ikke trak sin kniv og hamrede den i panden af den yngre vampyr. Lige nu knyttede han sine hænder hårdt nede i lommerne, så hårdt han kunne mærke sine korte negle bore sig ind i huden. For Constantine var det mere selvkontrol end han egentligt besad, men han blev nødt til at huske sig selv på, at det var værre at få besøg af sin skaber end at lade være med at gøre rollingen noget. Det lidt ligegyldige udtryk og det lidt skæve, svage smil forsvandt ikke fra hans ansigt, men han kunne ikke skjule sine følelser i sine øjne og en gang i mellem spændtes hans kæbemuskler. Nu hvor de bare stod og han ikke havde noget andet at koncentrere sig om, var det svært at skubbe vreden væk.

Selvom det blot pustede til hans vrede, som Gabriel talte ned til ham omkring hans evner og hans intelligens, holdt han sig i skindet. Men de det øjeblik, som Gabriel nævnte hans skaber, kunne Constantine ikke mere. Den lille lort. Han kunne snakke om alt andet, sige alt hvad han havde lyst til af grimme ting om Constantine, men dér trådte han over grænsen. Constantine havde et anstrengt forhold til sin skaber - han hadede autoriteter og man kunne ikke ligefrem sige, at hans skaber havde været specielt behagelig, men samtidigt var det ret naturligt, at Constantine holdt af ham. Og han vidste også godt selv, at han ikke ligefrem havde været et specielt let afkom, der måske nok havde fortjent nogle af de straffe, der var faldet på ham.

Hans ansigt fortrak sig i vrede og lynhurtigt var han henne ved Gabriel, hvor han sprang frem og sparkede ud efter ham, for at plante sin fod i brystet af ham, i håb om at vælte ham omkuld. Hvis det lykkedes ham, ville han kaste sig ned over ham med et ben på hver side af ham, læne sig frem og sætte hånden i jorden ved siden af Gabriels hoved, inden han ville trække sin kniv, som han ville lade falde mod Gabriels hals. Med en kræftanstrengelse ville han stoppe sig selv i sidste øjeblik.

Hvis det ikke lykkedes ham at vælte Gabriel omkuld, ville han i stedet slå ud mod ham med en knyttet næve, uden at spekulere over, at der ville være en vred ilddæmon, der ville straffe ham.

Gabriel vidste godt at det nok var at skubbe lidt for meget til Constantine, når han nævnte vampyrens skaber, men ærligt pissede idioten ham så meget af, at han var ligeglad. Han skyldte ikke Constantine at være flink, for han havde allerede givet ham noget, i form af at give navnet til den person, som havde betalt Gabriel til at torturere ham, og det måtte være rigeligt. At den ældre vampyr så havde besluttet at det ikke var nok, og derefter fik røven på komedie, da Julien havde blandet sig, var en anden ting. I Gabriels øjne var de lige, så tanken om at Constantine ville lege babysitter, fik ham godt op i det røde felt, og det var kun blevet værre af at den ældre vampyr, ødelagde hans job.

Men trods at han var parat til et slag, eller at få kastet en kniv efter sig, kunne han ikke nå at få balancen, efter at blive sparket i brystet, og faldt derfor også på røven. Han skulle til at sige et eller andet, som uden tvivl ville være provokerende, da han havde en Constantine over sig, og en kniv for halsen. Dog så han hverken bange, eller forskrækket ud, men blot irriteret. Dog mødte Gabriel ikke vampyrens blik, for som altid fokuserede han på noget andet, end en persons øjne, og i dette tilfælde, var det hans næse. "It's funny, I feel like we've been in this position before" sagde han tørt, og hævede et øjenbryn. "And if I remember correctly, you got in big trouble after doing just that. Maybe that's why you're holding back?"

Gabriel lagde sine arme over kors på sit bryst, stadig langt fra imponeret. "Anyway, if you aren't gonna do anything, would you kindly get your heavy ass off me, and leave? I actually have places to be, and as much as I love pissing you off, I really gotta get going"

Constantines blik var vildt og frustreret, som han sad over den yngre vampyr og stirrede ned på hans ansigt. Kniven i hans hånd dirrede ret kraftigt, som hans indre kæmpede over, om han skulle hamre kniven igennem hans hals og hans nakkehvirvler eller om han skulle lade være. Det var næsten umuligt for ham ikke at gøre det, men han kunne ikke gøre det. Selvom det ville give ham den største tilfredsstillelse, ville det samtidigt åbne op for en vred ilddæmon og meget mere smerte, og han kunne bare ikke klare mere lige nu.

Til sidst skubbede han sig op og rejste sig, mens han næsten råbte sine frustrationer ud.
"For fuck sake, I just want to kill you so fucking bad! Why did you bring that shitty demon into this?!" Arrigt sparkede han hårdt til djævlens lig, hvilket frembragte en klirren fra en af djævlens lommer. Det fik Constantine til at stoppe op og forsøge at falde ned. Det hjalp ikke at være hidsig. Ikke lige nu. Han kunne altid finde en eller anden uskyldig at tage sin vrede ud over senere, men han kunne ikke gøre Gabriel noget. Bare det, at han faktisk havde sparket ham i brystet, sendte et stik af frygt igennem ham. Fornuften sagde ham heldigvis, at selvom det ville have givet et blåt mærke, ville det være helet igen i løbet af kort tid - så hvad dæmonen ikke kunne se..

Lidt beroliget forsøgte Constantine at koncentrere sig om noget andet.
"Oh yeah, I almost forgot." Han bukkede sig ned og rodede igen i ligets lommer, hvor han hurtigt fandt et lille bundt nøgler. Han stak dem i lommen. Normalt ville han pille en enkelt nøgle fra, men det var der ikke tid til lige nu. Hurtigt var han henne ved det andet lig og fandt ligeledes nogle nøgler der.

"Where are we going? Somewhere fun? I could use some fun. Or a drink. Are we going to a bar? Or just out for a killing. I could totally kill someone right know, since hurting you is out of the question." Constantine gjorde hvad han kunne for at skubbe vreden væk, men det virkede ikke helt. Selvom han forsøgte at lave lidt sjov, var hans stemme flad og forkert. Han sukkede og så på Gabriel, da han var færdig med at finde nøgler.
"As I said, I'm not going anywhere. I'm gonna bug you 'till you wanna scream."

Da Constantine ikke længere lå over ham, satte Gabriel sig op igen, og gned sin hånd imod siden af sin hals. Et øjeblik havde han været lidt nervøs for at den ældre vampyr faktisk ville have gjort noget, men heldigvis skræmte tanken om en vred Julien ham for meget til at turde at gøre Gabriel ondt. Han brød sig ikke om tanken om at skulle bruge en anden til at skræmme fjender væk, men det var nu meget rart alligevel. Nogle væsner kunne han bare ikke skræmme væk, og vampyrer var en af dem.

Til Constantines spørgsmål, trak Gabriel blot på skuldrene. "I don't particularly enjoy getting killed, that's why" Han rejste sig op, og begyndte ellers at børste snavs af sit tøj, og ud af sit hår. Han betragtede blot Constantine fiske djævelens nøgler op, og rynkede lidt på næsen. Hvad havde han gang i? Han anede næppe hvor de her to boede, og da slet ikke hvor der kunne være en bil, hvis det var det han ledte efter, så hvad skulle han bruge dem til? Var han bare lidt underlig? Det lød ret sandsynligt.

"I'm headed home. I have a very important match in League of Legend waiting for me. But that's probably a little boring for you, so you can just go home now. Babysitting is over, I can deal with life on my own now, so thank you so much for your loving support and help" Det sidste blev sagt med åbenlys sarkasme, hvorefter han begyndte at gå tilbage imod Terre, med et svagt håb om at Constantine ville lade ham være.

Constantine så på Gabriel, som denne begyndte at gå. Skulle han bare tage hjem? Man kunne ikke ligefrem påstå, at han var i godt humør og det gjorde ham egentligt lidt træt og irritabel. Men det ville nu også være lidt for let og endda lugte lidt af, at han gav op. Så han luntede efter den yngre vampyr og op på siden af ham, så han kunne følges med ham.

"What the fuck is League of Legends? It sounds like some crappy boyband. Are you in a boyband? You don't like you could hold a guitar, so I guess you would play something smaller. A triangle maybe?" Constantine havde vitterligt ingen anelse om, hvad Gabriel snakkede om. Han var fra 70'erne og havde aldrig brugt en computer. Eller en mobiltelefon for den sags skyld.

Egentligt var han ret ligeglad med, hvad Gabriel skulle hjem og lave, lige nu var han bare ude på at irritere ham så meget som muligt. Om det krævede at han snakkede ørerne af ham eller at han gik i stilhed i hælene på ham var lige meget. Selvom Constantine nu ville finde det sjovere at snakke til ham. Konstant. Han skulle nok finde på noget at snakke om, om han så skulle remse hver eneste drab op, han havde begået siden sin skabelse i 1975. Det var en del og han kunne ikke huske dem alle, men det var derfor han samlede på nøgler. Der var sat en dato på dem alle sammen, nogle gange en lille kommentar, hvis der var noget sjovt omkring det. Der ville helt sikkert blive sagt noget om Gabriel på dem, han havde i lommerne nu.

Gabriel rakte tunge af Constantine, da han påstod at han var for lille til at holde en guitar hvilket... ja, det var nu meget rigtigt. Han kunne svagt huske at en af hans venner havde prøvet at lære ham det da han var menneske, men guitaren var for stor til at han kunne sidde behageligt med den, og hans ven havde været nødsaget til at finde en 3/4 guitar. Da det nåede til det punkt gav han op, og var for fornærmet til at ville fortsætte. "Firstly, I don't play music at all, it's a waste of time, and secondly, League of Legends is a strategy game. You choose a champion to play as, and try to get into your enemy's grounds, kinda like capture the flag, but a lot more violent and with more magic involved. But I don't expect you to understand it"

Og med et tog han en et skarpt sving til venstre, med et svagt håb om at Constantine ville være for optaget af at beskytte sin intelligens til at opdage, at Gabriel var væk. Lige nu ville han bare gerne slippe af med ham, så han kunne komme hjem og falde lidt ned. Gabriel brød sig ikke om at være vred, for han blev endnu mere ustabil end han allerede var, og det var virkeligt ikke en god ting så længe han var et offentligt sted, hvor andre kunne blive blandet ind i det. Det var ikke fordi at han havde noget imod at andre kom til skade, men det var nærmere fordi han ikke ville tiltrække sig for meget opmærksomhed.

Gabriel var godt træt af det her system. Han var ret seriøs da han sagde at han ikke behøvede hjælp, for der var da næsten ikke noget mere flovt end det her. Folk tog ham i forvejen ikke seriøst, fordi at han var lille og så ret skravlet og nu ville de da slet ikke gøre det, når han havde Constantine på nakken. Det virkede jo som om at han ikke kunne klare sit job alene, og derfor skulle have en større vampyr med sig, som ikke en gang havde den mindste respekt for ham.

Constantine vrængede af Gabriel, da han rakte tunge af ham. Så barnlig altså. At Constantine selv var typen, der rakte tunge, hvis det passede ham, var ikke lige noget, han tænkte over. Da Gabriel beskrev sit spil, blev Constantine lidt forvirret. Det faldt ham simpelthen ikke ind, at han snakkede om noget, man spillede på en computer.
"So you run around, trying to get a flag with the help of magic and violence? Sounds like a waste of time. But fun. Where do you go to play that, I never heard of it before." Han var stadig totalt ligeglad, men det hele handlede stadig om at irritere ham.

Da Gabriel drejede fulgte Constantine med.
"Are you in a hurry?" Et grin bredte sig på hans ansigt, som han nåede op på siden af ham igen. "I told you, I'm not going anywhere." Han overvejede at lægge en arm om skuldrene på den meget mindre vampyr, men lod være. Enten ville det resultere i, at Gabriel ville slå på ham eller at Constantine ikke kunne lade være med at slå på rollingen. Og det gik ikke. Så i stedet stak han hænderne i lommerne og slentrede af sted ved siden af den yngre vampyr.

Det var småsent, men der var stadig god tid til at solen stod op og Constantine skulle være hjemme igen i sikkerhed. Han regnede ikke med, at han fik lov til at komme ind i Gabriels lejlighedskompleks, men han kunne godt bruge et par timer udenfor. Det havde han gjort før hen over de sidste uger. Kedeligt. Meget kedeligt.

"Not really, it's just kinda like a game of capture the flag, but you gotta destroy your enemy's turrets, inhibitor and lastly their nexus instead of just taking a flag, and it's a lot more strategic. And you don't go anywhere to play it, it's a video game." Man kunne godt se på Gabriel at han blev lidt irriteret over at skulle forklare det til Constantine for ærligt, League of Legends var bare en ting, som de fleste burde vide hvad var, om de så kunne lide spillet eller ej.

Desværre gik hans plan ikke som den skulle, for Constantine fulgte fortsat efter ham, og virkede kun endnu mere irriterende end før. "Not unless it makes you go away," brummede han, og skyndte sig fortsat videre. Han havde en ubeskrivelig lyst til at skyde manden i ansigtet, men det ville nok skabe flere problemer end det løste. Måske var det bare at han skulle til at ignorere Constantine resten af tiden, indtil han kedede sig for meget til at ville følge efter ham? Det lød som en god plan.

Det blev i hvert fald Gabriels nye strategi. Hele vejen hjem ignorerede han Constantines dumme kommentarer og spørgsmål, indtil han nåede det lejlighedskompleks han boede i. Constantine vidste jo allerede hvor det var, så nu var det ligegyldigt at holde det skjult, i hvert fald for ham. "Thanks, now I'm home, you can leave now, knowing I didn't get jumped on my way home, and sleep safer at night. So get the hell out before I fetch a wooden stake and stab you in the chest with it"

Constantine satte et skuffet udtryk op, da Gabriel nævnte, at det hele var et computerspil. Han kunne ikke lade være med at rynke på næsen af det. Han fattede ikke det der med computere og spillemaskiner. Jo, han havde været i arkaden, da han var lille, men det havde aldrig rigtigt fanget ham. Og det var jo slet ikke det samme mere.
"Oh, computer. Right. Sounds very fun." Ingen tvivl om, at han var sarkastisk.

Gabriel prøvede tydeligvis at ignorere ham, men det gik ikke Constantine på. Han havde aldrig problemer med at finde på noget at snakke om, så han plaprede bare derudaf og tog sig ikke af, at han ikke fik svar. Mest fordi han havde en fornemmelse af, at rollingen var ved at brænde sammen over det. Så han stoppede ikke med at snakke, stille spørgsmål han ikke regnede med at få svar på og stikke til ham med drillende kommentarer.

Til sidst kom de frem til der, hvor Gabriel boede. Det havde lidt tid at gå og hvis Constantine skulle nå hjem inden solen kom frem, varede det ikke længe, inden han skulle gå.
"I'll sleep like a baby, don't you worry. And I'll see you tomorrow. Don't miss me to much." Han sendte Gabriel et grin og undertrykte en lyst til at slæbe ham med hjem og bruge dagen på at skære ham i småstykker. Selvom han skulle hjem, blev han demonstrativt stående for at vise Gabriel, at han ikke lod sig skræmme væk. Først når Gabriel forsvandt ind, ville han vende snuden hjemad. Hvis han var heldig, kunne han nå at få sig noget mad og få en eller anden til at skrige. Så ville han få det meget bedre.