You did what?! (Gabriel)

Det var en kølig nat, en vind blæste igennem Terra og tog sommervarmen med sig. Men Constantine var ligegad med temperaturen, han hverken frøs eller havde det for varmt. En gode ved at være død, vel. Han havde stadig ikke fået anskaffet sig en sort frakke og gik stadig rundt i en armygrøn militærlignende lidt figursyet lærredsjakke. I dag havde han et par sorte cargobukser på, sammen med et par sorte halvlange støvler. Som sædvanligt sad hans kniv spændt fast på hans lænd og hans medaljon hang og dinglede foran hans sorte t-shirt, der kunne ses indenunder den åbne jakke.

Han sad på halvmuren ude foran Gabriels lejlighedskompleks, et sted han syntes, at han havde tilbragt lidt for meget tid. Men rollingen var ikke hjemme, så måtte han jo sidde og vente her. Han havde været henne for at ringe på dørtelefonen, men der var ikke noget svar. Han kunne bryde ind, men ærligt talt så han ingen grund til det. Han vidste faktisk slet ikke helt, hvorfor han var her. Det var ikke fordi, at han ville Gabriel noget. Det var bare meget længe siden, at han havde set ham og han ville vel egentligt bare tjekke, at han stadig levede.

Med benene hængende ned sad han og betragtede sin nye hånd. Selvom han havde haft den i lidt over to uger, kunne han stadig ikke holde op med at kigge på den. Meget kunne man sige om elvermanden, men denne metalhånd var noget af et kunstværk. Han kunne bruge den nøjagtigt som sin egen hånd. Den bukkede alle de rigtige steder og bevægede sig som den skulle. Den var perfekt.
Trods den konklusion, var det ikke med ubetinget glæde, at han så på den med. Faktisk kunne han ikke helt finde ud af, hvordan han skulle føle omkring den. For selvom den helt sikkert var brugbar og noget af det sejeste Constantine nogensinde havde oplevet, kom den med en pris. En pris Constantine ikke var glad ved. Zane. Elvermanden, der åbenbart havde besluttet sig for at være Di Morgas hersker. Han var komplet sindssyg. Og voldelig. Costa gøs og flyttede blikket fra metalhånden. I stedet tog han om den med sin anden hånd og begyndte fraværende at gnide håndfladen med sin tommelfinger. Ikke at han kunne mærke det, der var ingen følelse i metalhånden.

Med et tomt blik stirrede han ud i natten, der var oplyst af elektrisk lys.
Constantine var mentalt meget stærk. Han havde været igennem meget i sit liv, selvom det ikke havde været så langt endnu. Der havde været så meget vold, ikke kun fra hans side, men han havde selv været udsat for lidt af hvert. Lige siden han ramte jorden under broen i Paris havde han lært at kende til fysisk smerte, smerte der nogengange var så voldsom, at man skulle tro, at selv en næsten udødelig krop måtte give op. Men han levede endnu. Og normalt kunne han tage det. For selvom det gjorde ondt, betød det ikke, at man døde af det.

Men de sidste måneder havde været hårde ved Constantine. Meget hårde. Drengen han ventede på, havde holdt ham fanget i to uger og Constantine vidste, at han havde været mere nær døden end han havde været ret mange gange før. Bagefter havde han været i hænderne på en vred ilddæmon, der ikke havde truet med at slå ham ihjel, men det havde været så kort efter de to uger i helvede, at den ene aften næsten havde knækket Constantine. Han havde ikke kunne klare det mere. Men han overlevede igen og fik fred i nogle uger, inden han igen kom i problemer. Han havde mødt elvermanden og var endt liggende på havnens beton, skrigende af smerte fra en eller anden stærk magi. Og idiot som han var, var han gået ind i løvens hule, alt for kæphøj, med alt for meget selvtillid. Og hvad var der kommet ud af det? Han havde fået brændt sin hånd af.

Han stoppede sin tankegang og rettede sig lidt op. Det nyttede ikke at sidde og pive over det hele. Der var ikke noget af det, der kunne laves om. Og han levede jo endnu. Omend han ikke var fri.

Selvom han forsøgte at opmuntre sig selv, var hans ansigtsudtryk stadig mørkt. Det havde været hårdt for ham og det havde lagt en mørk sky over hans sind. Den ville sikkert snart forsvinde igen, men lige nu lagde den en dæmper på hans ellers ligegyldige personlighed. Selv det at tage på jagt kunne ikke rigtigt muntre ham op i øjeblikket.

Gabriel var ikke rigtigt forberedt på at få besøg. Han havde haft et kort lille job inde i byen, hvor han skulle have fat i nogle informationer, og for en gangs skyld gik hans plan faktisk som den skulle. Han var ikke løbet ind i nogle problemer overhovedet - faktisk havde han formået at snige sig uset ind, hvor han kunne nuppe de papirer han skulle bruge, og derefter snige sig ud igen. Det havde givet ham tid til at jage, og kort tjekke op på Julien, inden han smuttede hjem igen. Nu var planen egentlig at slappe af for en gangs skyld, for det havde han ikke haft meget af det sidste lange stykke tid.
Han bar en mørkegrå tanktop, der som altid hang løst på hans krop, et par sorte bukser, sin aaaalt for store hoodie og sine sorte ødelagte stofsko. Udover det, havde han sin riffel over ryggen - i tilfælde af at noget gik galt - en pistol, som var stoppet ned i hans bælte, og en sølvkniv i lommen, bare i tilfælde af at han stødte ind i en fjendtlig vampyr.

De sidste mange måneder havde været hårde ved ham, både fysisk og mentalt, så tanken om at tage hjem og slappe af, uden at skulle være ængstelig over, om hvad det næste skulle være, var utroligt rar. Det føltes lidt som om at der var et eller andet, som var blevet afsluttet - eller var tæt på det i hvert fald. Der var stadig noget følelsesrod mellem ham og Julien, som de skulle tage sig af, men det var ikke så slemt, som det kunne have været, og en del af det havde de allerede snakket om på hospitalet.

Alt i alt, ville denne nat være lettere end de fleste andre.

Det var tanken, indtil han fik øje på Constantine, som så ud til at vente på ham.

So... he's probably not gonna be a fan of this.
Maybe we can get around not talking about it?
I wouldn't get our hopes too high.


"It looks like there's something gross on the wall, maybe we should call a cleaning lady." sagde han så, ikke til nogen bestemt, men bare for at vise, at han havde set Constantine. "Actually, scratch that, it looks more like an cockroach-infested carcass, maybe we should call the police instead."

Lyden af Gabriels stemme fik Constantine tilbage til virkeligheden. De smarte bemærkninger fik ham til at himle med øjnene, mens han satte hænderne på muren og skubbede sig ned.
"You're just hillarious, you know that?." Han log blikket glide over den yngre vampyr. Han så bedre ud end sidst han så ham. Der havde han stadig lignet en hængt kat, selvom han var ved at være det værste omkring det med ilddæmonen. Men nu så det da ud til, at han kom ud og lavede noget, der inkluderede hans elskede skydevåben. Constantine forstod ikke helt det med de våben, han syntes de var besværlige og larmede. Men hver sin smag, vel. De havde diskuteret fordele og ulemper ved forskellige slags våben ud i en uendelighed - endnu en ting de ikke helt kunne blive enige om. Som så meget andet.

Constantine strækkede sig dovent, han var faldet lidt sammen på muren og hans ryg trængte til at blive rettet ud, inden han afslappet gik et par skridt frem mod Gabriel.
"You don't look as crappy as when I saw you last time. Has something good happened?" Der var en lidt drillende tone i hans ord, men den nåede ikke helt op til hans øjne. De tunge følelser havde ikke sluppet deres tag i ham, men han håbede, at lidt sparring med Gabriel kunne gøre det. Der var noget af en mund på den yngre vampyr, hvilket var ganske sjovt at skulle håndtere. Nogle gange havde han lyst til at kvæle ham, andre gange var det bare spas og ballade.

Et lille smil nåede Gabriels læber, da Constantine kom tilbage til den virkelige verden. "Of course I do. I got the humor, the looks, the brains and you got... uh... whatever it is that you've got going on there." Han lavede en generel bevægelse med hånden mod den ældre vampyr, hvorefter han gik over til sin dør og begyndte at låse op. Han var faktisk i ret godt humør for en gangs skyld, og man kunne sagtens mærke det på ham. Han virkede ikke deprimeret og træt, som sidst de to havde set hinanden, og hans glæde var absolut ikke fremtvunget. Så egentlig burde det ikke overraske Gabriel, at Constantine ville lægge mærke til forandringen, men alligevel falmede smilet om hans læber og han takkede diverse guder der end måtte eksistere - og et par djævle, bare for at være på den sikre side - for at han stod med ryggen til Constantine, for ellers havde det været åbenlyst.

"Kinda? It's a long story really, so get your ass inside." Han skubbede døren op med sin skulder, og lod den stå åben, så den ældre vampyr kunne komme ind bag ham. Hurtigt tjekkede han sin postkasse, men som altid var den tom, og han begyndte at gå op ad trapperne indtil han nåede sin hoveddør. Der låste han igen op, og bevægede sig indenfor i sin lejlighed. Da han nåede ind i stuen stillede han sin riffel, og ventede roligt på Constantine.

Så snart at hoveddøren var lukket ville han springe på Constantine ud af ingenting, og forsøge at vælte ham ned på gulvet uden videre. Hvis han kunne, ville han bruge det momentum han forhåbentlig fik af, at have overrasket manden, til at tage fat i den metaliske hånd han havde. I det han havde set vampyren, havde han godt lagt mærke til det, men ude i offentligheden - og så tæt på sit eget hjem - ville han ikke tiltrække for meget opmærksomhed.. "I want an explanation for this. Right. Now." sagde han med et skarpt blik. "Because if this is from the person, who I think it is from, I really hope you know just how much trouble you're in."

Constantine fulgte efter Gabriel hen til hoveddøren.
"The muscles, the adult body, the ladies and the life experience?" Det drillende smil havde ikke forladt hans ansigt, men man kunne måske god fornemme, at han bare svarede for at svare.
Det var underligt at se Gabriel i godt humør, faktisk virkede han næsten mere frisk end før første gang han havde mødt ham. En mistanke sneg sig ind på Constantine, men han startede med at skyde den fra sig, for det kunne nok ikke passe. Vel?

Da Gabriel bad ham flytte sin røv indenfor, trak han bare på skuldrene, himlede med øjnene igen og gik ind i opgangen efter Gabriel. Tavst fulgte han efter ham op af trappen, mens hans tanker igen gled væk fra nutiden. Gabriel. Rollingen som havde totureret ham i to uger, ja, næsten slået ham ihjel op til flere gange. Han havde stadig ikke helt kunne regne ud, hvorfor han ikke havde rykket hovedet af ham endnu. Taget sin hævn. I stedet gik han her bag ham, fredeligt og lod sig drille og drillede tilbage. Det var underligt, men han havde efterhånden affundet sig med det. Selvom de to uger stadig spøgede lidt i hans tanker og drømme ind i mellem.

Constantine gik ind i lejligheden efter Gabriel og lukkede døren bag sig. Hvilket gjorde, at han overhovedet ikke var forberedt på at blive overfaldet af Gabriel. Men selvom han blev forskrækket, lod han den yngre vampyr vælte sig om på gulvet og sætte sig på ham.
"Hey, what the f..." Han så på sin egen hånd, som Gabriel havde grebet og holdt op. Først vidste han ikke, hvad han skulle svare. For han vidste udmærket, hvor mange problemer han var i, han havde allerede mærket dem på egen krop. Vreden begyndte at boble i ham og han rykkede sin hånd til sig.
"I don't know who you think, I got this from, but I got everything under control, alright." Hurtigt skubbede han til Gabriel for at skubbe ham af. Hvis det lykkedes ville han gøre som Gabriel, og sætte sig på ham, mens han lænede sig frem og satte hænderne på hver sin side af hans hoved, så han kunne se ham i øjnene med sit eget vrede blik.
"You have gone back to that fire demon, haven't you?"

Gabriel så overvejende på Constantine, da han kom med forslag til hvilke ting han havde. "No, that's not it, I think it's more like... You can be kinda-nice under the right circumstances. Yeah, that sound just about right." Han nikkede bestemt, inden han gik indenfor.

Gabriel knurrede nærmest af Constantine, da han sagde at han havde styr på det, for han tvivlede stærkt på det. Hvis det havde noget med Di Morgas sortelvere at gøre - eller værre, deres leder - så havde den ældre vampyr ikke styr på det, for det ville være umuligt. Selv havde Gabriel aldrig mødt den selv-proklamerede hersker af Di Morga, men han holdt altid et øre ude for viden, der kunne være nyttig i fremtiden, og de ting han havde hørt... De var bestemt ikke behagelige. Og tanken om at Constantine, som på en mærkelig måde måske betød lidt mere for Gabriel end de fleste andre væsner, var en del af det? Han kunne virkelig ikke lide det. For hvis Zane virkelig havde smedet ham en hånd, så ville den ikke være billig at betale tilbage. Sortelveren var den største grund til at Gabriel holdt sig i baggrunden når det kom til de store kampe i Di Morga.

Faktisk skulle Gabriel til at udtale sig om nogle af alle sine tanker, da han pludseligt blev væltet bagover, med Constantine over sig, og det nu var hans tur til at blive afhørt. "That's none of your business" snerrede han, med et skarpt blik rettet op imod den ældre vampyr. Mens han havde snakket meget med Constantine om alle problemerne mellem ham og Julien, så var det der skete på hospitalet stadig for ømt til at han ville åbne op om det til nogen. Han havde følt sig sårbar og hjælpeløs, da dæmonen havde været alt for tæt på at stille træskoene, og han kunne faktisk mærke sine øjne blive våde bare af tanken. Men tårerne væltede ikke ned af hans ansigt, faktisk så han kun vred ud.

Constantine var absolut klar over, at det var noget lort, han var blevet rodet ind i, men der var ikke så meget at gøre ved det. Det var ikke noget, han frivilligt havde begivet sig i kast med, og han havde kun haft muligheden mellem ikke at have en hånd og være fri eller at have en kunstig, omend ret sej, hånd og være under sortelverens magt. Selvom han vidste, det var skidt for ham, havde han ikke kunne vælge andet end det sidste. Hvordan skulle han kunne leve uden sin ene hånd?!
Men vreden over, at det var sket for ham, lå lige under overfladen og Gabriels reaktion trak den frem.

Constantine stirrede fast og vredt ned i Gabriels øjne, ligeglad med risikoen for at blive udsat for rollingens evner. Han så dem blive blanke og det var bevis nok på, at Gabriel var gået tilbage til dæmonen. Vreden fik ham til at blotte sine tænder, inden han skubbede sig op at sidde og derefter op at stå, som han rejste sig fra ham.
"I knew it! As soon as I saw you! I knew it!" Han vendte kort ryggen til ham og slog ud med armene, inden han vredt vendte sig mod ham igen. "What did he say? 'Oh I'm so sorry, please forgive me?' You're a fucking idiot! A fucking idiot." Han pegede på, ham, mens han hvæste det sidste ud. Der var ingen tvivl om, at han var vred, man kunne se det i hans øjne, der skød lyn.

Nu havde han hørt på rollingens piverier i evigheder og havde endda støttet ham til at komme videre. Alle de lange nætter de havde snakket om det. Snakket om det! Constantine var blevet en fucking psykolog og en skulder at græde ved og han have fundet sig i det! Vreden boblede igennem ham og han endte med at sparke til sofabordet.
"How sad and stupid can anyone be allowed to be?! He's just using you! He's an ass and you know it!"

Gabriel hadede den magt som han lod sine følelser have over sig. Tårerne var alt for tæt på at falde ned over hans kinder, og hans vejrtrækning rystede, som skulle han til at græde. Men han tvang det ned, sank den klump han havde i halsen, og rejste sig op, da Constantine ikke længere sad på ham. Han knyttede sine hænder hårdt sammen, klar til at pande Constantine en, hvis han gik over stregen.

"You have no idea what happened, and therefore you have absolutely no right to talk to me like that. I may look like a kid, but you should know exactly how scary I can be when provoked," knurrede han og man kunne sagtens se på ham, at hvis den ældre vampyr gik for langt, ville han ikke have nogle problemer med at gøre ham fortræd. Deres forhold til hinanden var ustabilt på en god dag, og der skulle ikke meget til at få det til at falde sammen. I hvert fald ikke på Gabriels side.

Det var dog at gå over stregen, da Constantine ikke bare sparkede til hans ting, men også følte for at sige, at Julien brugte ham. Han havde ikke brug for at høre den slags igen, for  stemmerne mindede ham glædeligt om det på en daglig basis. Så i stedet for at svare, pandede han idioten en lige i fjæset med alt den kraft han kunne få frem i sin krop. Nok var han yngre end Constantine, men han kunne stadig slå hårdt nok til at skade en ældre vampyr, og som minimum brække deres næse.
"It's not like that anymore, he promised. I saved his life, and he owes me for that, so unless you want go ahead and ruin this entire thing, I'm actually happy for once. It's been so long since my depression didn't hinder me from doing what I want to, so I don't care if he's using me for an ulterior motive." Han talte langt mere højlydt end han nogensinde havde overfor Constantine, selv når han havde været aller mest vred, så han tog en dyb indånding for ikke at begynde at råbe sig selv hæs. Så da han snakkede igen, var hans stemme lang blødere, og måske endda en smule sårbar. "I just want to have this tiny speck of hope that maybe, just maybe, things can go back to how they used to be. So unless you want to see me hiding under my bed again because of weird hallucinations, I would suggest that you either get over yourself or back out of this."

Constantine tog sig ikke af Gabriels trussel, for selvom han havde set Gabriel fra en utroligt grim side, var han ikke bange for ham. Det ville ikke blive så let for Gabriel at få ham spændt fast i endnu en stol, hvis det skulle blive hans plan. Nej, Constantine var ikke bange for Gabriel. Han var blot en vampyr, endda en yngre en end Constantine selv. Om det var klogt eller ej, kunne man sikkert diskutere.

I sin vrede havde han ikke set, at Gabriel var på krigsstien, så han så slet ikke slaget komme. Det var en hårdt slag, der ramte ham midt i ansigtet, så hans næse kom med et højt knæk. Både forskrækkelsen og kraften bag slaget fik ham til at vakle bagud, hvor han endte med at vælte over et stykke tøj, der lå og flød på gulvet. Han røg på røven og endte med at lægge sig helt ned. Blodet fossede ud af hans næse og han tog ved den med et par fingre for at stoppe blodet i at løbe ud over det hele.

Forskrækkelsen over det pludselige slag fik ham til at stirre på Gabriel med et overrasket, men stadig vredt blik. Smerten fra den brækkede næse hjalp ikke på det. Men han forsøgte ikke at afbryde rollingen, der stod og råbte af ham.
Selvom han ikke mente, at det var sundt for Gabriel at være tilbage med Julien, måtte han jo indrømme, at han havde set glæde i ham tidligere. Og hvem var han til at ødelægge det?
Som Gabriel slog over i et mere dæmpet toneleje lyttede han bare igen. Hans egne negative følelser dukkede op igen og kvalte vreden. Nej, hvis Gabriel havde det bedre ved at være venner med Julien igen, så måtte det vel være fint. Han havde ingen ret eller grund til at være modstander af det, selvom han syntes det var en forfærdelig idé.

Han lod hovedet falde ned på gulvet med et dæmpet bump uden at slippe sin næse.
"Fine. I'll just shut up. But don't come whimpering back when he hurts you again." Constantines stemme var flad og han stirrede bare ligegyldigt op i loftet.

Gabriel var stadig sur, selv da han havde slået Constantine ned, og et eller andet sted ville han ønske at vampyren reagerede ved at slå igen. Det ville være utroligt irriterende at rydde op efter det, men hvis han kunne komme ud med sine frustrationer, så havde han intet imod det. Men nej. Constantine blev liggende på gulvet hvor han var faldet, og virkede bare som en fornærmet teenager.

Han tog nogle dybe indåndinger for at falde lidt ned, inden han gik ud i sit køkken. Han tog en klud, som han gjorde våd og hurtigt vred, inden han kastede den over til den ældre vampyr. "Wipe your face before you get any blood on my floor."
Egentlig havde han lyst til at kaste Constantine ud af sit vindue, eller gå over og sparke til ham mens han lå ned, men måtte få sig selv gearet lidt ned før han gjorde noget dumt. Som at gøre sig yderligere uvenner med den person, som nok var det tætteste på en ven han kom. Julien var ikke en ven, så meget som han føltes som en faderlig figur eller noget underligt noget i den stil, Seelie var udenfor kategori, og han havde ikke set den forbandede vampyrjæger i lang tid, og havde heller ikke tænkt sig at opspore den pestilens i nærmeste fremtid.

"I know it's stupid of me to think the way that I do, but you should've seen him. He was a complete mess. He's usually always calm and collected but... I actually saw him cry, and get embarrassed about it afterwards and... I dunno, it seemed real" Han gik over til Constantine og satte sig på gulvet ved vampyrens side - dog lidt væk i tilfælde af at han blev sur. "He said he cared about me, and... well beggars aren't choosers when it comes to having friends while also being a homicidal sociopath." Det blev sagt med et nervøst grin, da han håbede på at kunne løfte stemningen lidt igen. "Besides what's a bit torture between friends? We're getting kinda along, aren't we?" Han gned sine hænder imod hinanden, mens han ventede på Constantines reaktion.

Gabriel var ikke den eneste, der havde lyst til at få gang i næverne, men af en eller anden grund var Constantine stadig usædvanligt fredelig omkring den yngre vampyr. Havde det været en hvem som helst anden, havde Constantine nok forsøgt at flå hovedet af dem. Så han valgte ikke at springe op og angribe rollingen, selvom lysten lå i ham.

Den våde klud landede på hans bryst og Constantine samlede den op mellem to fingre med et utilfredst udtryk, inden han lod den dumpe ned på gulvet ved siden af sig.
"Screw you." Det var rollingen selv, der havde slået ham, så hvis Constantine blødte på hans gulv var det bare ærgerligt. Men hans næse var allerede holdt op med at bløde, så ud over det, der allerede var løbet ud over hans ansigt, var der ikke så stor risiko for at svine mere.
Dog slap han den ikke endnu. I stedet følte han lidt forsigtigt på den, inden han tog ved og skubbede den på plads med en grimasse. Der var ikke noget så ulækkert som smerten fra en brækket næse. Hårdt snøftede han ind for at rense ud for blod, inden han lyttede efter, hvad Gabriel sagde.

Han var stadig sur over, at Gabriel havde valgt at tage tilbage til Julien. Mest fordi det, for Constantine, virkede som et bluff. Snart ville Gabriel igen se sig selv være ilddæmonens lille slave. Han tvivlede på, at der faktisk var følelser i det for Julien.
Men rollingen havde som sådan også ret. Nogle gange måtte man bare tage det, man kunne få. Med et pænt ja tak, også selvom det var et læs lort.

Constantine sukkede uhørligt og skulle til at sige noget, da Gabriel fyrede den sidste linje af. Et skarpt og vred glimt dukkede op i Constantines øjne, og Gabriel burde kunne se, at det var at træde over en grænse. Han var endnu ikke kommet sig over det, som Gabriel havde gjort ved ham, og han havde ikke haft mulighed for at få det bearbejdet ordentligt endnu. Der var sket alt for meget siden, alt for meget smerte. Alt for mange gange, hvor han havde været i en skidt situation uden at have styrken til at komme ud af det. Det var alt for tidligt at joke om det i Constantines verden og han satte sig lidt for hurtigt op, da lysten til at kvæle Gabriel kom over ham. Men igen blev det aldrig til mere end tanken og lysten. Gabriel var også det eneste der i Constantines verden kunne minde om en ven og selvom det måske ikke var noget, man kunne få ham til at indrømme, havde han brug for en ven i øjeblikket.

I stedet greb han sin metalhånd med den anden og begyndte at gnide håndfladen med tommelfingeren igen. Selvom han stadig ikke kunne mærke det, hvilket nok også var det, der fik ham til at gøre det. Det var sært.
Man kunne se på ham, som hans kæbe arbejdede og hans øjne brændte af vrede for et øjeblik, hvordan han kæmpede med ikke at forsøge at slå Gabriel ihjel. Til sidst valgte at at overhøre det og holde sig til emnet.
"As long as you're happy... I still think you're an idiot." Hans stemme var dæmpet og mørk og man kunne høre den undertrykte vrede ligge og gemme sig.

Gabriel himlede med øjnene over Constantines opførsel. Gabriel selv var ikke så touchy når det galt tortur, hverken når det var ham det gik ud over, eller om han selv udførte det. Jo, han var mentalt skadet af det, og det hjalp ikke på hans psykiske problemer, men han havde intet imod at snakke så meget om det. Oftest syntes andre dog at have det anderledes. Faktisk virkede de ofte til at ville fortrænge det og lade som om at det aldrig var sket - og lige i Constantines situation forstod han absolut ikke hvorfor han var så underlig omkring det. Det var jo ikke fordi at Gabriel selv havde valgt lige præcist ham, han var bare blevet sat til at gøre det for andre. Det var altså noget helt andet, hvis de to havde gjort sig uvenner før hen og han så havde gjort det. For der blev det personligt - men før det var det ligesom at arbejde i et supermarked og så sige til en kunde at der var udsolgt på en eller anden vare. Det var intet personligt, bare en del af jobbet.

 "Stop acting like a spoiled brat, will you? That's my job" brummede han og prikkede vampyren i siden med sin fod. "Anyway, how did you end up getting a metal hand from one of my top three serial killers? He seems to have a thing for pretty girls, and considering how often you talk about your dick, I assume you're a guy."

Constantine bed hårdt sammen igen, da Gabriel himlede med øjnene. Det var åbenbart ikke gået op for rollingen, hvor tæt på en gang lammetæv han var. Det var ikke så meget selve torturen, der gik ham på. Nej, det var det, at han tilbragte tid med den, der havde tortureret ham. Betalt arbejde eller ej. Constantine havde ikke fået sin hævn på Gabriel, og det var det, der gik ham mest på. At han sad helt fredeligt ved siden af ham her i hans lejlighed. At han i det hele taget trak vejret endnu. For Constantine betød "lidt tortur mellem venner" at han var okay med det, som Gabriel havde gjort ved ham - og okay med ikke at have fået sin hævn. Og det var han ikke. Men han forsøgte at affinde sig med, at der ikke ville komme en hævn. Ikke den slags hævn, han gerne ville have, i hvert fald.

Men Gabriel skulle lade være med at skubbe til ham.

"I don't fucking care," hvæste han, da Gabriel prikkede til ham med foden og i et splitsekund var han ved at overveje at gribe hans ben og brække det så mange steder som overhovedet muligt, men Gabriels spørgsmål fik ham til at se ned på sin nye hånd i stedet. Hvad skulle han fortælle rollingen? Constantine var tavs i et øjeblik og trak så på skuldrene.

"That's a longer story. But he wanted me to work for him for some reason and when I said no he burned my hand off with some freakish magic fire. So I had the choice between saying no and then be missing a hand or saying yes and get this fancy thing." Han åbnede og lukkede hånden et par gange og trak så på skuldrene igen. "There was no choice for me, I can't live with just one hand." Der var ikke noget selvmedlidenhed i hans ord. Det var bare en konklusion. Lige nu sad han nok i lort til hovedet, men han måtte gøre med det, han havde. Også selvom det lige nu ikke var ret meget.

"It's pretty cool though. I can smash my hand through a wall. It doesn't break. You can't cut it. And it is magic." En tanke strejfede ham. Det ville være en god måde at få hævn på rollingen på uden at skade ham. Magien i hånden var grim og smertefuld. Stærk smertemagi. Han kunne lægge hånden på ham, koncentrere sig lidt og rollingen ville ligge og skrige af voldsomme fantomsmerter uden at komme noget til. For et kort øjeblik var han fristet, men af en eller anden grund gjorde han det ikke. Han kunne ikke få sig selv til det.
"It induces unbearable pain. Trust me, it's not fun. I tried it." Ja, han havde prøvet det. Han måtte indrømme, at det lå på en delt førsteplads med at få hældt kogende olie ud over sig i forhold til smerte.
"So I like it. It's handy." Ja, hånden var fed, men Constantine kunne ikke lide det, der fulgte med den. Men det behøvede han ikke at snakke om.

Gabriel blev faktisk lidt småirriteret over Constantines opførsel. Normalt havde han grebet chancen i det at Gabriel sagde noget negativt om sig selv, og kørt på den, men det gjorde han ikke. Han havde praktisk talt givet ham mobbe-materiale, men han hoppede ikke på den. Nope, i stedet fortsatte han med at være fornærmet. Hvis han skulle være helt ærlig, var de i hans verden fuldstændigt lige, og hvis noget, var det Constantine som skyldte ham. Jo, han havde tortureret ham, men han havde til gengæld redet ham fra tortur af Julien, og risikerede ikke blot at miste sit liv, men også sit forhold til dæmonen. Han udsatte sig selv for både fysisk og psykisk tortur, og Constantine gik fri. Der var intet i hans øjne at betale tilbage, så den ældre vampyr kunne godt stoppe sit drama-pis.

Trods sin irritation, lyttede han dog til historien, men valgte ikke at kommentere. "Will you cut it out, drama queen? I don't know why the hell you're acting like that, but you're being ridiculous, and I don't wanna spend my night and possibly day with you moping around. So you have three options. Either get over yourself, tell me what's wrong or you get your ass out of my apartment."

Gabriels ord skar ind i Constantine og fik hans vrede til at stige. Med en hurtig bevægelse greb han fat i rollingens ben og hev i det for at hive ham tættere på. Om han væltede eller ej, greb Constantine fat i Gabriels trøje foran og trak ham endnu tættere på, så han kunne stirre vredt på ham. Uden at tænke nærmere over det, løftede han sin venstre hånd og knyttede den, som ville han slå.

"A drama queen?! Get over my self?! I'm having fucking one bad day and you whine about it! How about all the nights and days I have been listening to you crying about that shit of a demon? Did I whine about that? No! But now you tell me, that you are his little pet again and yes, that makes me pretty mad. Actually, I'm so fucking angry, I could smash your face in without any regret." Han lavede en hurtig og kort truende bevægelse med den knyttede hånd, inden han sænkede den. "But I'm not gonna do it and it makes me even more mad. So fuck you." Han skubbede den yngre vampyr fra sig med en hård bevægelse og greb så den våde klud, inden han klaskede den i ansigtet af ham.

Vreden hamrede igennem ham og han kunne ikke sidde stille, så han rejste sig med en vred bevægelse for at gå ud i køkkenet. Han var vred. Han var faktisk så vred, at hans hænder rystede og han havde mere end lyst til at vende om og gøre alvor af sin trussel om at slå den yngre vampyrs ansigt ind. Hvem fuck troede han lige, at han var?
Hurtigt åbnede han for den kolde hane og begyndte at smide vand i ansigtet for at vaske blodet fra sin næse af og samtidigt forsøge at køle ned.

Han skulle ikke være taget herhen. Han havde sådan set bare brug for at være lidt social uden at det absolut skulle gøre ondt, men Gabriels nyhed og reaktion på hans nye hånd havde ødelagt det hele. Måske han bare skulle tage hjem igen, inden det blev lyst. Det kunne han godt nå endnu. Hvorfor var det, at han i det hele taget ville noget med den lille lort? Han skyldte ham ikke noget. Det var nærmere ham, der skyldte Constantine noget. Både på grund af torturen, men også alt det støtte, han havde givet ham bagefter det med Julien. Constantine slukkede for vandet med endnu en vred bevægelse. Sådan noget fucking lort.

Gabriel blev overrasket over Constantines opførsel, men tabte ikke ansigt. I stedet så han trodsigt op på manden, selv da han blev taget fat i, og veg ikke engang væk, da truslen om at blive slået kom til overfladen. Måske var det dumt at tænke sådan, men et par slag kunne han sagtens klare ind i mellem, og om idioten havde en metalhånd eller ej, tvivlede han på at han ville gøre noget alt for dumt. De var trods alt i Gabriels lejlighed, hvor han kunne få fat i alle sine våben uden besvær, og han havde endda en sølvkniv på sig, som han sagtens kunne stikke manden ned med. Så nej, han blev ikke bange. Men han blev sur.

Dog sagde han ikke noget, heller ikke da han blev skubbet tilbage, eller fik en klud i hovedet. Først da Constantine rejste sig, sagde han noget igen. "I never told you to do any of those things. I never sought you out, and I never asked you to come by. So while I appreciate the gesture, I didn't ask you to be there for me. In fact, I told you countless times, that you could leave, because I actually know how to deal with my insanity. But you stayed. I don't know why, but you did, and you talked to me about it on your own accord" Det blev sagt på en underligt følelsesløs måde, som han normalt aldrig benyttede sig af, men lige nu føltes det passende. "So yes, I ask you to quit your little bitch-flip, because I didn't seek you out, like you did with me. And besides, why do you care? Julien is out of your hair, because I took your place in his basement, and whether I get abused or not shouldn't be any problem for you either. If anything, you should be happy. Because if you're right, I'll be back with my depression in no time, and who knows? Maybe this time it'll be enough for me to commit suicide. That would probably rock your socks off, wouldn't it?"

Det var ikke at Gabriel var åbent negativ på den måde som han var nu - faktisk prøvede han at lyde positiv, selvom det nogle gange var på en makaber måde. Men ærligt talt var han ikke forberedt på at skulle have at gøre med en følelsesladet Constantine, eller at han skulle have den her diskussion med en virkelig person, og ikke bare med stemmerne i sit hoved.

Constantine greb et viskestykke og tørrede sit ansigt af, mens han lyttede til Gabriel. De havde diskuteret en masse, men aldrig skændtes som de gjorde nu, og ærligt talt havde Constantine forestillet sig, at Gabriel ville være en hidsigprop. Men i stedet var han underligt flad at skændes med, hvilket han ikke helt kunne finde ud af, hvordan han skulle håndtere. Det ville næsten være nemmere, hvis rollingen hev et af sine skydevåben frem og skød ham, det var til at forholde sig til. Vold var altid nemmere.
Han smed viskestykket fra sig og så på Gabriel, mens han snakkede færdig. Meget af det han sagde, kunne Constantine ikke svare på. Hvorfor var han her egentligt? Hvorfor havde han lyttet til Gabriels klagerier? Han vidste det ikke. Og han kunne ikke finde ud af, om han skulle blive vred over det, som Gabriel sagde. Det var et sært skænderi. Men nu kunne han heller ikke huske, hvornår han sidst havde et rigtigt skænderi, der var som regel ikke nogen at skændes med.

Men efterhånden som Gabriel snakkede videre, bed Constantine sammen og igen voksede vreden. Som han sagde de sidste ord, kunne Constantine ikke styre det mere, ikke at han forsøgte, og han sprang frem. Lynhurtigt greb han fat i Gabriel igen, trak ham på benene og stak ham derefter en knyttet højre næve i fjæset. Ikke så hårdt som Gabriel havde slået ham, men hårdt nok til at understrege det, han nu ville til at sige.
"Don't you ever assume I want anyone to commit suicide. It's the weak way out. If I want to see you dead I'm gonna kill you my self!" Han hvæste ind i hovedet på Gabriel, inden han skubbe ham fra sig igen, ligeglad med hans reaktion på slaget.

"And I have no idea, why I came here the first time, except I probably felt I owed you something for dragging me out of that basement. But do you know what? No one asked you to do it. Julien wasn't going to kill me, he had other plans and I would have survived, like I have survived all the other shit I have been through. So I don't owe you anything!" Han slog ud med armene. "And then I became some sort of psychologist for a sad, scared little baby-vampire. Now how to deal with your insanity. Sure! If hiding under your blanket crying because your afraid of monsters is dealing with, then yeah, you got everything under control!" Constantines vrede byggede sig mere og mere op, og selvom han vidste, at dette var at gå over stregen, kunne han ikke stoppe sig selv i at lukke lort ud. Han havde brug for det. Og det var ikke kun skænderiet med Gabriel, der hidsede ham op. Det var som om, at den sidste tids hændelser skubbede bag på og gjorde det hele værre end det var.

Han tog en dyb, lettere skælvende vejrtrækning og undertrykte trangen til at slå ham igen. Og igen. Han havde bare sådan lyst til at gøre nogen ondt. Få alle de negative følelser ud af kroppen. Men det gik op for ham, at det egentligt ikke var Gabriel, han havde lyst til at slå på. Måske var det næsten mere sig selv. Den opdagelse var næsten som en mavepumper og hans skuldre faldt ned, som vreden krøb sammen til en lille hård bold i hans bryst.
"Do you know what? I didn't even mind being here, playing some kind of twisted big brother." Ordene lød forkerte, der var alt for mange følelser i en indrømmelse som denne og han trak på skuldrene.
"I should have, but I didn't find it satisfying seeing you hurt like that." Han gik over til døren. "But aparently I'm not wanted here and that is okay. I'll just leave. I don't know why I'm here anyway." Han lagde hånden på dørhåndtaget for at åbne og gå ud.

Gabriel var alt for tæt på at slå igen, da Constantine slap ham, og holdt kun sig selv i skindet for at kunne svare igen. "My method may not be as healthy as other ways to deal with trauma, but it has worked before, and it's better than dealing with- with clods like you!" Man kunne se hans kinder blive ildrøde af harme, og det ville ikke vare længe før alle de humørsvingninger ville få ham til at eksplodere i vrede. Som altid var hans temperament uforudsigelig, men en ting var helt sikker. Et lille skub i den forkerte retning, og så ville han finde det nærmeste vampyr-skadende våben frem og pege det lige i ansigtet på Constantine.

Men det lille skub kom aldrig. Det var næsten skuffende, men Constantines humør skiftede pludseligt, og ordene om, at han faktisk ikke havde noget imod at være der til at hjælpe overraskede Gabriel. Faktisk fik det ham til at tøve et øjeblik, mens hans hjerne prøvede at forstå hvad der netop var sket. Han åbnede munden for at sige et eller andet om at det var selvforskyldt, at han ikke længere var velkommen, men lukkede den igen, da der ikke kom noget ud.

Det fik ham til at føle sig lille. Og ikke på en god måde. Lille som at være en hundehvalp, som vidste at den havde gjort noget forkert, eller i det her tilfælde, et barn, som havde sagt noget det ikke havde ment. Det var ikke en rar følelse, men han var ikke sikker på hvordan han skulle slippe af med den.
Derfor gjorde han, som han altid gjorde når han ikke vidste hvad han skulle gøre; reagerede på impulsive tanker. Så hurtigt løb han over bag Constantine, og greb fat rundt om ham bagfra, i hvad der nok kunne betegnes som en kram. Han lukkede sine fingre om mandens trøje, og begravede sit ansigt i kraven af jakken.

"Don't leave," brummede han ind i stoffet, trods risikoen for at blive slået igen, enten fordi at vampyren stadig var sur, eller fordi at det var for 'gay' for ham. "I'm... I'm sorry, okay? I really wasn't expecting any of this to happen, and I acted like a spoiled brat, so there you have it." Han gav slip og tog et skridt tilbage, stadig klar til at få endnu et slag, eller måske værre. Han sank en klump, og uden at tænke over det begyndte han tankeløst at rive i sin håndryg, hvilket syntes at ske mere og mere på det sidste. Sårene fra sidst han gjorde det var helet, men som han begyndte at grave i sin hud, kunne det næsten have været ligemeget.

Constantine hørte Gabriels skridt bag sig og et svagt håb om, at nu ville rollingens slås nåede lige at løbe igennem ham, inden der skete noget helt andet. Noget Constantine på ingen måde kunne være forberedt på. Et kram. Gabriel gav ham et kram. Overrasket løftede han armene lidt, som rollingens arme lagde sig om ham. Hvad i alverden? Først stivnede Constantine helt, først klar på smerte, næst bare totalt overrasket over berøringen. Forvirringen var total.
Han vidste slet ikke, hvordan han skulle reagere. Til at starte med havde han mest lyst til at skubbe Gabriel væk, slå ham som straf for... ja, for hvad? At udvise følelser? Eller hvad helvede det her var? Men han gjorde det ikke, men lod rollingen kramme ham og sige sin undskyldning. En undskyldning han heller ikke ligefrem havde regnet med at få.

Efter at Gabriel havde sluppet ham igen, vendte han sig langsomt om og på på ham med en rynket pande og et stadig lidt forvirret blik. Det tog ham et par sekunder, inden han fandt ud af, hvad han skulle sige.
Der var ikke nogen, der havde krammet Constantine siden hans liv som menneske. Jo, der var omfavnelser og fysisk nærhed, når han var sammen med kvinder, men det talte ikke på samme måde, som et rigtigt kram. Hans skaber havde været en ældre stiv herre, som ikke så fysisk nærhed som noget nødvendigt. Og hvem skulle ellers have krammet Constantine? Han havde ingen venner, intet familie, ingenting. Så han var dybt forvirret over at føle det, som et kram skabte af følelser. Selvom det havde været kort og selvom det ikke var meningen, at det skulle være noget med følelser, så havde det været... rart.

"You are a little spoiled brat." Constantine kunne se på Gabriel, at han forventede en vred reaktion fra ham, men han var ikke vred. Ikke over krammet. Måske stadig lidt over hele skænderiet, men det var allerede gledet i baggrunden. Han kunne ikke lade være med at sukke hørbart og rakte så ud for at skille Gabriels hænder ad med en fast men overraskende blid bevægelse.
"And I'm an ass and I know it. Now stop that or I'm gonna punch your teeth in." Han vidste ikke helt, om det var passende med et forsøg på at være sjov, men det var det han var bedst til - at lukke mundlort ud uden at tænke over det. Og han blev nødt til at smide et eller andet knapt så følelsesmæssigt ind over situationen. Den var jo næsten kvalmende, selvom den samtidigt var sært tilfredsstillende. For at finde på noget andet at tænke på, gik han ind i lejligheden igen og smed sig på Gabriels sovesofa.
"Well, are you gonna tell me, what happened with you and Julien? The last time I saw you, you were dead set on never seeing him again."

Da Constantine svarede på Gabriels undskyldning på den måde han gjorde, måtte Gabriel gå ud fra at de var nogenlunde okay igen. Så han skød sin underlæbe frem, og gav ham et blik, som kunne minde om en hundehvalp, der var blevet skubbet væk af sin ejer, og lavede endda en lavmeld pive-lyd som en ekstra effekt.
Hundehvalpe-blikket blev dog hurtigt erstattet af overraskelse, da hans selvskadende vane blev stoppet af den ældre vampyr, og han så kort ned på sine hænder. Det var ikke rigtigt noget han tænkte over at han gjorde længere, det var bare en vane, og er var ingen, der som sådan stoppede ham når han gjorde det. Ikke før nu i hvert fald. Han rynkede lidt på panden, og så dernæst op på Constantine igen, da han sagde noget.

Et tilfreds smil nåede Gabriels læber. Yup, de var okay igen. Så han trak sine hænder akavet tilbage, og fulgte med ind i stuen. Constantine smed sig på sofaen, hvilket ikke var noget nyt, så Gabriel kravlede over hans ben, så han kunne sidde i mellemrummet mellem dem, og ryglænet, med sine ben hængende over den ældre vampyrs ben.
"Oh man, that's... that's a long story, but-uh... He called me, and I picked up the phone and he dropped it, so I went full mom-friend, and rushed to his place and... Well, he didn't look too good, so I called an ambulance, and stuff happened, and I got anxious, to which he said sorry, and now everything is hunky-dory now, or something like that." Han viftede med hånden for at sige at alt det var noget lidt for personligt til bare at snakke om det.
"Anyway, it turned out he had been doing business with a devil, who he somehow managed to make mad. And the devil beat him up, and he almost died, and would've if I hadn't reacted as fast as I did. If that's good or bad, is something I'm still debating, but for now i think it's fine. And then he told be to not seek out the devil-guy, but-uh.. Well, the night when Julien got discharged I went through his stuff, and found out who it is. So right now I'm just trying to figure out how to kill him, without having him come back." Han kørte en hånd igennem sit hår, en anelse frustreret, inden han tilføjede: "It's purely for my own satisfaction though. I don't like the thought of anyone being able to do that to someone who's that much stronger than me. Like, that is too many strong people for my taste. So naturally, someone has to die, and since Julien and I made up, it has to be that devil-guy."

Constantine lod Gabriel kravle rundt på sine ben som han ville. Man kunne måske ikke ligefrem forestille sig Constantine være typen, der ikke havde noget i mod fysisk kontakt, især ikke med andre hankøn, men det gjorde ham nu ikke noget, så længe det var Gabriel. En fremmed skulle måske ikke røre for meget ved Constantine, inden han huggede hænderne af dem for at være perverse eller klamme, men selvom han kendte til Gabriels præferencer, så var der intet forkert i at han som nu satte sig med sine ben over hans. Det havde taget lidt for Constantine at vænne sig til det, men han brokkede sig ikke. Det var sært. Alting var sært, når det kom til Gabriel.

Selvom de lige havde været i et skænderi, var Constantines vrede forsvundet igen. Eller rettere, han havde for en gangs skyld valgt at skubbe den væk. Normalt levede han i følelsernes vold - var han vred, var han rasende. Var han sulten, åd han. Havde han lyst til at gøre ondt, fik han nogen til at skrige. Og så videre - men vreden, som han følte nu, var farlig i forhold til det, han havde i forhold til Gabriel. Selvom han ikke havde nogen intention om at indrømme det, var hans forhold til rollingen ret vigtigt for ham. Gabriel var det tætteste han kom på at have en ven, siden han blev vampyr. Endeligt var der en, som kunne relatere til blodtørsten, ligegyldigheden for andres liv og kærligheden til vold. En eller anden, der ikke blev skræmt væk. En han faktisk kunne holde ud at være sammen med. Det ville han gerne beholde og dette skænderi havde sendt det lidt for tæt på kanten.

Som Gabriel fortalte om det der var sket med Julien, burde Constantine måske blive vred igen, men det gjorde han ikke. For det første var det sket og han kunne ikke gøre noget ved det alligevel. For det andet kunne han næsten forstå Gabriel. Hvis hans egen skaber havde haft kontaktet ham og bedt om hans hjælp, havde han højest sandsynligt også løbet af sted så hurtigt som muligt. Selvom det ville være ufornuftigt. Men han kunne godt forstå Gabriels behov for at have dén person i sit liv. Selvom han aldrig nogensinde ville indrømme det.
Og for det tredje havde Constantine alligevel ikke noget at sige om Gabriels liv. Og rollingen virkede jo glad.

Constantine lagde hænderne bag nakken og så på Gabriel.
"Yeah, sure, that's why you wanna kill that devil. Because he's strong. Not because he hurt your suger daddy and you want revenge." Han brugte sit lidt hånende kaldenavn til Julien uden at tænke over det. Nu hvor det hele åbenbart var godt igen, var navnet igen passende. Syntes han i hvert fald. Selvom Gabriel hårdnakket havde nægtet, at det var det, hans og ilddæmonens forhold handlede om, var Constantine nu ikke overbevist.
"So let me get this straight. Someone almost killed your fire demon, you saved his life and now want to rid the world of some devil? Great. When do we go kill the bastard?" Et smil bredte sig over hans ansigt. Aah. Myrderier. Noget han kunne forholde sig til.

Gabriel skød sin underlæbe frem, da Constantine igen kaldte Julien for hans sugar daddy. Han havde altid nægtet det, og ville altid gøre det, for det var absolut ikke tilfældet. Hvis det var fordi at dæmonen havde prøvet på at indlede et sådan forhold, og ikke havde udsat ham for tortur, så havde han muligvis taget imod tilbuddet. Julien var jo ikke ligefrem var en utiltrækkende person, meneh... Nej. Som tingene havde foldet sig ud, var det ikke en mulighed, og fra hvad han vidste om Juliens seksualitet, så passede det nok dem begge fint sådan.

"He's not my sugar daddy. There's nothing sugar about him at all, and probably not a whole lot of daddy either. Like he'd be... a dad-ugh. A salty dad-ugh. The only benefit is that he's probably gonna be a good heater when it gets cold." Resten lod han dog være med at kommentere på for det var muligvis lidt af grunden til at han ville dræbe den djævel. Ikke hele grunden, men noget af den.
"I swear, this is the reason why I keep hanging out with you" sagde han med et lille grin om læberne, da Constantine fortalte at han var med på at dræbe djævelen. "But it's probably gonna take a while. At least if we're gonna kill him for good. We'll need an angel, or some other creature, who can use light magic. Problem is, we can be killed if we try to force an angel to do it for us, because... Well, we're pretty vulnerable to it too."

Constantine trak på skuldrene og strakte sin lidt lange krop så godt han kunne med Gabriel siddende på sine ben.
If you say so." Som sagt troede han ikke på rollingen, når han sagde, at han og dæmonen ikke havde et fysisk forhold kørende. Alt andet ville næsten være underligt, sådan som Constantine havde forstået deres forhold. At det mere var noget far-søn-agtigt, det ville han ikke tro. Når en mand som Julien valgte at tage en dreng som Gabriel til sig, måtte der være noget mere i det.

"Oh... Is that the only reason? What about my charming personality and excellent humor?" Han lavede store øjne og et trist ansigtsudtryk i et kort øjeblik. At Gabriel kunne lide ham for hans morderiske tendenser, oh well, det kunne jo ikke være bedre. Det var trods alt en stor del af hans personlighed, og det var blandt andet også derfor han hang ud med Gabriel. Fordi de netop kunne forstå hinanden på det niveau.

Som Gabriel forklarede problemet med djævlen fik Constantine et lettere utilfredst udtryk i ansigtet. Engle. Han brød sig ikke om engle og det var nok det eneste væsen han forsøgte at undgå. De var ikke altid så lette ofre, som man skulle tro, især netop på grund af de fleste engles evner inden for lysmagi. Og nogle af dem opførte sig som om, at de var et overvæsen, der var bedre end alle andre. Tsk. Nej, han kunne ikke lide engle.
At man skulle bruge en engel for at slå en djævel ihjel, havde han ikke spekuleret over. Han stirrede for et øjeblik lidt spekulativt ud i luften. Gad vide, om han havde slået djævle ihjel, som havde planer om at komme tilbage og hævne sig? Havde han overhovedet slået en djævel ihjel? Joh, et par gange. Men det var ikke dem, man mødte flest af.
Tanken om sit "job", som var gået mere end galt, strejfede hans tanker. Se, der var en djævel, han mere end gerne så død. Men den mulighed ville han nok aldrig få. Ærligt talt ville han gerne være fri for at se den djævel nogensinde igen.

"Well, I have no idea how to kill a devil completely. Never really needed it. And I have no idea how to make an angel do it. Those things are not fun to argue with."

Gabriel gav Constantine et dask på knæet, da han mere eller mindre bare skød hans forklaring til jorden. "Shut up, I'm asexual," sagde han så og rakte kort tunge ad ham. Han havde aldrig rigtigt konstateret sin seksualitet overfor den ældre vampyr, men havde lavet bemærkninger, som nok hentydede til at han svingede begge veje, og det gjorde han også, men det var på et mere følelsesladet plan. Det var ikke fordi at han ikke brød sig om sex, eller ikke kunne se at personer som Julien var tiltrækkende under normale sociale standarder, men han var bare ikke selv tiltrukket af dem, i hvert fald ikke på den måde. Og når han endeligt var tiltrukket af folk, var det udelukkende romantisk. Sex kom bare som sådan en lille bi-ting, som der vel også skulle være plads til, hvis det var det hans partner ville, men ellers kunne han sagtens klare sig uden.

Han hostede tørt, da Constantine spurgte om han ikke hang ud med ham på grund af hans charmerende personlighed og fantastiske humor. "Oh wow, I think I just got a mail, better check it," sagde han, som om at han hellere ville skifte emne, end at svare på spørgsmålet og tog sin mobil frem med et drilsk smil om læberne. Det sjove ved Constantine var nok for Gabriel at han kunne være sig selv. Han kunne være et sarkastisk røvhul, med barnlig, men også grusom, humor og der var plads til at han var sindssyg morder. Faktisk var det nok hvad der bragte dem sammen; for de var begge lidt langt ude, og man kunne roligt sige at de var mordere.

Gabriel trommede overvejende på sine lår med sine hænder, mens han tænkte over hvad de skulle gøre. "Well, there is the possibility of hiring one, but problem is, that finding one, who can actually do what we want it to, that's slightly more tricky, since they might be corrupted to the point of being a fallen angel, and therefore not able to use that form of magic. Forcing one to do it, is out of the question solely based on the fact that they could kill us quite easily, and possibly meeting one who has a grudge against that devil is not very likely either. So I will probably have to see if I can look one up, who's willing to do it. If I'm lucky, I know someone who has a friend who might've hooked up with someone who's an angel or something."

Constantine løftede begge øjenbryn i vejret, da Gabriel sagde, at han var aseksuel. Ikke at han var overrasket som sådan, men han havde lidt svært at se nogen klare sig med det. Han gik selv en del op i sex og havde altid gjort det. Som menneske havde han levet i den helt rigtige tid, der i 60'erne og 70'erne. At Gabriel svingede til begge sider, vidste Constantine nu godt, faktisk havde han altid regnet med, at rollingen hold sig til mænd - deraf også hans tro på, at den yngre vampyr og ilddæmonen havde den slags forhold. Ærligt talt var Constantine ret ligeglad. Seksualitet og præferencer måtte folk selv finde ud af. Han selv havde da forsøgt sig lidt frem, men måtte indrømme, at han var til kvinder. Der var nu noget over kvindekroppen, som han ikke kunne modstå.
"Yeah yeah, you can say what you want, I stille think you and him are having some fun. You'll never convince me otherwise."

Gabriels hosten fik Constantine til at rynke på næsten og han skubbede sig op for at skubbe til hans skulder.
"Hey, be nice or I'll poke your eye out." Han lavede en truende grimasse, inden han lagde sig ned med et smil og lukkede øjnene, mens han lagde armene under sit hoved. Det var nu meget hyggeligt at tilbringe tid sammen med Gabriel.

Han blev liggende sådan, mens Gabriel snakkede løs om det med den engel, de skulle bruge. Nok var Constantine glad for at slå ihjel, men for ham var det en fornøjelse, ja måske lidt en form for sport, men ikke et arbejde som det var for Gabriel. Han var slet ikke så teknisk og ville egentligt ikke have spekuleret så dybt over at slå en djævel ihjel, selvom at han godt kunne se, at det var praktisk, hvis den ikke kunne komme tilbage igen og få sin hævn.
"You know way too much about all this shit." Constantine gik slet ikke nok op i viden om de forskellige racer, selvom det sikkert kunne have reddet ham fra flere ubehagelige episoder, hvis han havde undersøgt tingene lidt. Han vidste det vigtigste, hvilket han skulle undgå, hvilke der var nemme og hvilke der var lidt ekstra krævende. Og det var rigeligt for ham.