Rise of the full moon ~ Thomas Darwill ~

En træt Casey slæbte sig ud fra hospitalet og hjemad. Oftest undgik hun gyderne, da hun ikke var meget for fulde mennesker, affald og værst af alt; rotterne. Men det var en genvej til hendes lejlighed, og hun orkede ikke at tage den lange vej. Hun havde trukket i det første sæt tøj hun havde liggende i hendes skab, efter hendes vagt var overstået. Hun drejede ned ad en vej, og blev allerede der mødt med den første rotte. Hun bevægede sig udenom den i en bue. Hun ville ikke ligefrem kalde sig fobisk for rotter, men de skulle alligevel holde sig væk. Hun forsatte ned af gaden og bandt hendes hår op i en hurtig og sjusket lavet hestehale. Hun ville bare gerne hjem i seng inden hun skulle på hendes næste vagt. Hun havde allerede været på hospitalet længere end det var meningen. Forhåbentligt havde hendes bror Adam fået noget at spise.

Casey stoppede ved et hjørne og så op mod himlen et øjeblik. Hun beundrede den smukke måne. Hun havde altid fundet den fascinerende. Det var bare en stor sten, og alligevel kunne den lyse sådan op. Hvad det imponerede hende allermest, var den mening den fik for folk og de myter der kom bag den. Hvordan kunne kraften fra en sten, nogensinde ændre et menneskes DNA og forvandle dem til en ulv. Det gav bare ingen mening for hende. Men hun synes nu alligevel det var sjovt at lære om, hvad folk tænkte om månen og dens ’mystiske’ kræfter. Med en dyb indånding slæbte hun sig længere ned igennem gyderne. Lyden af en skraldespand der væltede, fik hende til at håbe til siden af forskrækkelse. Hun gik med nerverne ude på tøjet, og der skulle ikke meget til at skræmme hende i øjeblikket. Da en kat kom frem, følte Casey sig pludselig ufattelig dum. Hun var blevet så bange på grund af en kat.

Katten miavede længselsfuldt, og det gik lige i hjertet på Casey. Hun satte sig ned på hug og lokkede katten til sig. Den gned sig op ad hendes bene og hænder og begyndte at spinde. Hun aede den. Pelsen var ru og beskidt. Katten var åbenlyst hjemløs. Hun ville ønske hun kunne tage den med hjem, men hun havde knap nok råd til hende og hendes bror. I stedet fandt hun hendes madpakke frem. Det var meningen hun skulle have spist den tidligere, men hun havde ikke haft tiden. Hun fodrede katten med maden og forsatte hjemad. Hendes seng skreg efter hende.

Fuldmånen tårnede sig majestætisk op over gyderne, alt imens den sagte vind fik træerne til at hvisle i deres trætte grene. Skyerne sneglede sig afsted oppe på himlen, i nogle lange sekunder imens de fik scenariet til at virke som noget fra en gyserfilm. Gydernes høje lejligheds komplekser, slikkede sig op imod himlen, med dets grufulde udseende, de lettere afblegede mursten der skulle udgøre en sikker bolig for dem indenfor, var så småt ved at falde fra hinanden. Gammelt affald lå ind i mellem boligblokkene, og var sikkert ikke blevet tømt ud i flere måneder. I nogle forskellige vinduer, kunne man sagte høre noget musik spille for en flok unge mennesker, der gjorde sig høje i heroin, hash, svampe og hvad de ellers kunne finde.

De pibende lyde af rotter, der snakkesaligt fortalte hinanden omkring hvilket fund de vær især havde gjort sig i affaldsdyngerne var særligt gennemtrængende for manden. Manden, en 175 centimeter høj mand, hvis skæg lugtede en smule af cigar, kul, og jord. Hans øjne var udspillede grundet en smerte, de færreste nok ville forstå. Trods for hans fuldblods race, gjorde det lige ondt hver gang. Men forklaringen til det, var hovedsageligt hans intense forsøg på at undgå det hver evig eneste gang. Han hadede det. Afskyede sit sande jeg som pesten, og ville have så lidt med det at gøre som overhovedet muligt. Et smerteligt grynt, kom ud af ham, imens han tog hårdt fat omkring et hjørne på et af boligkompleksernes mure. Langsomt blev hånden større. Øjnene ændrede lige så stille farve fra grågrøn til en kedelig og mat grå farve. Pelsen kom langsomt frem. Det var tortur. Det føltes som naturens måde at straffe mennesket på.

Efterhånden som processen trak ud, blev grynt og smertens udbrød erstattet med en raspende knurre med noget savl der løb ned af gabets frygtindgydende kæber. Manden der før havde været der, manden hvis navn var Thomas, var nu ikke længere eksisterende. I stedet var et dyrisk monster kommet frem. Dette lodne væsen hvis grimme udseende, og mørkebrune manke som langsomt prøvede at komme sig til hægterne efter forvandlingen. Et sejres hyl over fuldførelsen skød igennem dets lunger, og sendte det ud i nattens lunefulde mørke.

Med ét var han væk.