I’ll never forget you - Hugo

Hugo trak på smilebåndet. ”Like I said, I’m just some asshole eating pizza in a bathrobe, you’re free to make your own decisions, Charmeine” sagde han. Det var tydeligt, at hans ord havde en effekt, så der var ingen grund til at koge mere suppe på det – men han ville samtidig ikke gøre det nemt for hende, og bare underspille sin egen rolle, eller hvad han havde sagt; han havde ment hvert et ord, og det stod han hjertens gerne ved.

”So you came here looking for a job, right?” spurgte han lidt ud af det blå, for ligesom at markere, at det andet emne vist var overstået, og så ellers vende tilbage til hvad det hele i virkeligheden drejede sig om. Hugo havde netop fået en helt fantastisk idé, som i virkeligheden var meget selvisk og han var usikker på, om han overhovedet kunne få sig selv til. Det måtte tiden, og deres snartkommende samtale jo vise. Inderst inde var han jo en god mand, tænkte han nok, med de bedste intentioner, men sommetider var det ikke altid det klogeste hoved som bestemte. Nåh – Charmeine måtte jo ud med sproget. Hvad havde hun selv haft i tankerne, udover en masse spørgsmål om sex og samliv, altså?

"I didn't call you that!" svarede hun bestemt. Hun mente bestemt ikke han var et røvhul, havde han glemt at hun havde været den der havde prøvet at overbevise ham om at han slet ikke var så slem? Hun vidste han ikke var et ondt menneske, og hun var jo den engel der ikke troede på at man var helt igennem ond, eller helt og igennem god. Hende skulle han ikke begynde at bilde andet ind, det ville ikke virke. "And I know you are not that bad, stop trying to make me think so about you" tilføjede hun kort efter.

"Mhm.." svarede hun, den eneste lyd der forlod hende, men det var bekræftende. Det var ikke hendes eneste grund, men et af grundene ja! Hvad han havde i tankerne siden han spurgte som han gjorde, anede hun ikke. Om han havde fået en ide til et arbejde, ja det kunne jo snildt være det. Hun så dog i mellemtiden afventende på ham. Han kom vel med alle sine gode ideer lige om lidt, eller hvad?

”I was just kidding...” forsøgte Hugo at berolige. ”You know, I was being facetious. Not serious? It was humour, yes?” han smilede lidt, og gumlede videre på sin pizza, der snart var sluppet op, ligesom hans øl. Det var en skam, at det gik så hurtigt. Til Hugos spørgsmål kom Charmeine bare med en svag bifaldende brummen. Hugo besluttede sig i samme øjeblik for, hvordan han kunne pakke forslaget ind.

”See, you want to make money, not just loan or be gifted it?” han hævede brynene igen og lagde det resterende pizzastykke tilbage i bakken, som blev samtalen ekstra alvorlig nu – og det gjorde den, og kropssproget var meget bevidst. ”Well I’ve got money, and I think if maybe you work as my assistant until we find you a regular, normal job, you can accrue some experience and learn what it means. I can be on your resumé as a former employer, too, which is valuable for potential future ones” det hele var stort set rigtigt. ”I’m thinking maybe you can help personalize my apartment, do some cleaning, learn about appointments and stuff like that.” han lænede sig tilbage, som var den alvorlige del overstået – forslaget var sat til søs, så måtte det flyde eller synke. ”I would pay you the minimum wage of such a position, until – because I am thinking this as very temporary, we find you another job”

Oh, han havde lavede sjov? Det var slet ikke faldet hende ind, okay.. måske overdrev hun bare alting selv. "I am sorry, i didn't get that.." hun var lidt pinlig berørt over det, men det var også det. Heldigvis skiftede emnet, og manden blev pludselig mere seriøst, hvad betød hun spidsede ørerne.

Hans forslag faldt, og hun lod ham tale ud mens hun overvejede det. Det lød jo ikke helt så dårligt, og var en start. I øjeblikket havde hun ingenting, foruden Zacharys forslag om at hun kunne arbejde på politistationen, men det var tydeligvis ikke fordi de havde behov for hende, men af medlidenhed. Hugos forslag var mere overskuelig, og så kunne hun lære tingene langsomt og i god tempo. Han forekom hende heller ikke som typen der ville få et flip hvis hun gjorde noget forkert. "I like the idea, why not" blev hendes konklusion med et skævt smil. Ham som hendes arbejdsgiver? Hvordan kunne det dog gå andet end galt, ikke at dette var hendes egne tanker på området dog.

Hugo smilede til Charmeine. ”Well, as my new personal assistant, I think I ought to refer to you by your surname aswell – what is it?” spurgte han, rejste sig fra sofaen og strakte ryggen, inden han vendte sig imod Charmeine igen. ”I’m thinking of starting you off at 10 dollars an hour, and I’ll get a work schedule set up for you ASAP – I can even do it about now, if you want to start right away” konstaterede han herefter og gestikulerede lidt imod hendes ølflaske. ”Oh, and any personal assistant of mine has to learn to drink beer – so while I’ll allow it today, you’ll have to stomach it next time” erklærede han med et grin.

Da Hugo havde strakt ryggen havde det åbnet badekåben lidt mere, og det krusede hår han havde på brystet og maven kiggede frem. Det blev han også klar over. ”I don’t know how familiar your are with this position of employment, but you’ll be shadowing me, essentially, and tending to my schedule and chores and the like. Primarily, you job is to make me feel at ease and comfortable” han nikkede, ”Frankly I think you’ve already demonstrated you are more than qualified to do exactly that” og herefter lukkede han badekåben tæt igen, og bandt den på ny.

Så krævede han ellers et efternavn. "Love.." svarede hun bare. Hun havde jo ikke et efternavn som sådan, det der var en del af hendes navn, det var hvad Gud havde kaldt hende. Charmeine Love, og det passede jo ret godt til hendes person. "ASAP?" gentog hun spørgende, det var ikke lige et ord hun kendte. "I suppose I can do that.." nu var hun der jo alligevel så hun kunne jo ligeså godt starte, og det kunne jo være han havde noget vigtigt han ville have hende til at lave. Hvorfor udskyde det? Hvorvidt det beløb han nævnte var godt eller ej, anede hun ikke, hun havde ikke forstand på det, men nikkede bare. Hans sidste krav fik hende i mellemtiden til at protestere "You can't do that! I must have some rights, you know!" udbrød hun, endte med at skæve mod øllen. Den var altså ulækker, det der kunne han ikke tvinge hende til.

Hendes blik blev vendt mod ham, og hun bemærkede badekåben åbne sig. Hår på brystet, okay tjek. Det havde hun ikke lige oplevet før. Men så mange mænd med bar overkrop havde hun ikke mødt. Hurtigt skød hun dog blikket op mod hans som han fortsatte, og et bredt smil trak over hendes læber "Making you feel at ease shouldn't be a problem" det var faktisk det hun var bedst til. "You have to teach me everything else" tilføjede hun dog øjeblikket efter inden hun også rejste sig op så hun ikke behøvede få ondt i nakken ved at sidde og se op mod ham.

”Love?” gentog Hugo ganske forbløffet. Hvis det ikke var fordi han vidste at Charmeine ikke løj, så havde han naturligvis kaldet hendes bluff—Men det gjorde hun jo ikke. Det måtte være sandheden, tænkte han, hvor håbløst det end var, at få mening ud af. ”ASAP is As Soon As Possible – and I’ll get you a working schedule right away, then” Hugo rystede opgivende på hovedet. ”Alright, it is your right to not drink beer – but if you want to be a good assistant, I suggest you try learning it.” svarede han hendes udbryd. Charmeine havde tydeligvis også taget dét gravalvorligt, men den kunne sikkert være sjovere at køre længere ud, end bare at give fallit øjeblikkeligt.

Så hævdede Charmeine ellers, at hun skulle læres en masse; faktisk det hele, foruden at lade Hugo føle sig bekvem. ”Well…” Huge kiggede rundt i stuen. ”You can start by cleaning this place up, while I go get dressed. Every room. There is a vacuum in the closet in my bedroom, where I am going to change. I’ll show you.” Hugo gik så ind i sit soveværelse, sandsynligvis med Charmeine i hælene, og fandt en støvsuger frem, som han satte ved siden af sig, og dernæst en støvkost. Efterfølgende trak han sin badekåbe af, så han stod i blot sine mørkeblå, sort-ternede boxershorts, og begyndte at komme i tøjet. Hugos ryg var så behåret som hans bryst og mave, og de sorte hår løb også tæt op og ned af både ben og arme. Han startede med sine sokker.

Hun nikkede da han gentog hendes navn spørgende. "Charmeine Love, that is the name I was given" svarede hun roligt. Øjeblikket efter fik hun også en forklaring på den forkortelse han havde brugt. "Alright then" det var en sjov forkortelse, men brugtbart på skrift, hurtigere og fyldte knap så meget.
Hun sukkede med læberne samlede til en lille trutmund. "Fine, I will try.." hun kunne ikke love noget, men ville prøve, for at glæde ham. Det betød åbenbart en del for ham.

Hun rendte efter ham ind i soveværelset, og kiggede på støvsugeren han trak ud. Hun havde selv en, så det vidste hun i det mindste hvad var. Støvkosten var heller ikke ny for hende, så det skulle nok gå. "Well, I think I have a job to do" konkluderede hun, og løftede blikket mod ham, kun for at opdage at manden allerede havde smidt tøjet. Et kort øjeblik stod hun og gloede på ham, rømede sig, og trak af sted med sine ting inden hun forlod værelset inden hun begyndte at stille alt for mange spørgsmål. Hun gik bare i gang med at støvsuge, og var forsigtig og grundig med sit arbejde.

Ti minutter senere kom Hugo ud af sit soveværelse, denne gang fuldt påklædt og med en iPad i den ene hånd. Han fandt Charmeine, uanset hvor hun nu havde forvildet sig hen – lejligheden var jo ikke hulens stor alligevel, og gestikulerede for, at hun skulle standse arbejdet. ”Here, this is your now” sagde han og rakte hende iPaden, inden han vendte om på hælen og gik ind i soveværelset igen.

Hvis Charmeine fik gættet sig frem til, at hun kunne trykke på en knap for at tænde skærmen, så ville den være ulæst og vise hende et vagt-skema der var placeret, hvad hun ikke kunne vide, så vidt muligt uden om Hugos arbejdstider. Det betød, at der flere dage var sene vagter (til klokken 22) og andre dage var tidlige vagter, eksempelvis fra kl. 7-11 om onsdagen. Det var en PDF fil som var åben, og havde overskriftet ”Working Schedule for Personal Assistant C. Love” Hugo havde ikke turde gætte på hvordan kvindens fornavn staves, hvorfor resultatet var blevet som det var. I alt var der fordelt 30 timer om ugen, herunder 10 af dem om søndagen (12-22), men ingen om lørdagen.

Hugo sad ved sin computer igen, og var i gang med at udfærdige en ansættelseskontrakt, baseret på en skabelon han var ganske bekendt med. Den blev også printet og lå snart på hans skrivebord. Idéen med ipadden var lidt, at Charmeine skulle føle hun havde ansvar for noget; det skulle give hende noget gejst. Derudover var det sjovt og potentielt meget heldigt, hvis hun ikke fattede noget af den, og blev nødt til at spørge om hjælp. Den var et par år gammel alligevel, og Hugo brugte den ikke til en skid. Den var blevet nulstillet for nogle måneder siden, så den indeholdt ikke andre apps end mail, en browser og sådan noget, i øjeblikket.

Han dukkede op mens hun støvsugede i køkkenet, og hun slukkede for støvsugeren for at kunne høre ham. Nu havde han da tøj på, og det var vel en god start. Han rakte hende dog en Ipad, og hun tog imod den fordi han jo rakte hende den. beskeden hun fik med, fik hende til at se forundret mod dimsen mellem hænderne. "Eh.." men han var allerede videre. Hvad i alverden hun stod med, anede hun ikke, så hun stod bare og kiggede ned på den. Forsigtigt prikkede hun til skærmen, men der skete ikke noget. Hun vendte og drejede den lidt, men var egentlig bange for at ødelægge noget, hvorfor hun bare gik ind til ham. Hun havde dog pli nok til at banke på.

"Uhm, I am sorry for bothering you, but I don't know how to use this" kommenteret hun en anelse forlegen. Hun vidste det var en elektronisk dims. Det lignede jo en Smartphone, bare en større en af slagsen!

Hugo kiggede op fra computerskærmen, som Charmeine kom ind og rystede lidt opgivende på hovedet, inden han rejste sig op fra stolen. Han fiskede en kuglepen op af skrivebordet, og hapsede den udprintede, u-udfyldte kontrakt fra printeren, som han derefter lagde på skrivebordet foran kvinden, og kuglepennen ovenpå. ”Charmeine, my dear, now that you are employed, you are going to have to be willing to screw up” sagde han til hende, og tog imo hendes iPad, og holdt skærmen imod hende, så hun kunne se hvad han gjorde, imens han vækkede den, og derefter kørte rundt med fingeren. ”I don’t care about mess-ups, as long as they aren’t repeated. You have to fail to learn.” hævdede Hugo og rakte Charmeine iPadden tilbage. ”Touchscreen is what this is. Move your finger to effect the screen, and push gently to select an icon or function” forklarede han, hvorefter han gestikulerede imod ansættelseskontrakten, som lå foran dem begge.

”This is a contract signifying that I have hired you as my personal assistant, for the sum of ten dollars per Hour, with an average workload of thirty hours per month.” erklærede han. ”This is a standard issue, no-nonsense contract, listing your rights of termination and other perhaps interesting tidbits. You may read it carefully if you wish, and sign here…” han pegede på en tom linje på bunden, ”With your name and todays date, and then I’ll sign here...” han pegede på endnu en tom linje i bunden, lidt til højre for den Charmeine skulle skrive på. ”After which you are officially, legally, employed.”

Han rystede på hovedet af hende, og hun følte sig mere forlegen. Hun burde vide de her ting, det vidste hun, men det gjorde hun bare ikke. "Screw up.." gentog hun med en svag rynke mellem brynene, det var en anden måde at sige det på, men hun forstod det.. vel? Eller hvad. Han tog imod Ipadden og viste hende hvordan den skulle bruges, hvorefter hun selv førte fingeren hen over skærmen og prøvede sig frem. Hun så da også snart på en oversigt over hendes arbejdeplan. "I hate to fail,
but I know it is normal. That is what I was told, to be patient and give people time" måske lød det total ud af kontekst, men det var der også. Primært fordi hun ikke tænkte sig om når hun snakkede, så optaget og fascineret af denne teknologi som hun var.

Snart henledte han dog hendes opmærksomhed på noget andet, og hun fulgte hans blik mod papiret der skulle være hendes kontrakt. "Alright.." svarede hun og tog egentlig bare kuglepennen for at skrive under med det samme. At nærlæse det ville måske være en god ide, men det gjorde hun bare ikke, så naiv og godtroende som hun var. Da hun havde underskrevet med sit navn i et sprog der ikke var jordisk - for nej, det tænkte hun ikke over hellere - rakte hun ham kuglepennen. "Done" hun smilede næsten stolt. Hey! Nu havde hun et arbejde med løn!

Det lod i det mindste til, at Charmeine ikke var helt håbløst langsomt opfattende. Hun fangede idéen med en touchscreen relativt hurtigt, i hvert fald, tænkte Hugo. ”No need to be patient. Just make sure that when you screw up, you don’t screw up the same shit again” rettede Hugo sin kvindelige assistent og smilede, imens hendes opmærksomhed blev draget imod ansættelseskontrakten, som hun tydeligvis ikke rigtigt læste, og derefter underskriv på en måde som Hugo aldrig havde set før. Nuvel, mennesker kunne underskrive på alle tænkelige måder – nogle gjorde det bare med et kryds, nogle med blokbogstaver, nogle med kursiv, nogle hvor kun enkelte bogstaver var læselige. Charmeine havde dog skrevet på en sådan måde, at Hugo ikke ville have nogen ærlig idé om hvad det skulle forestille, hvis han ikke vidste, at det var meningen der skulle stå ”Charmeine Love”.

Det ændrede dog ikke på, at Hugo slet ikke kunne forestille sig, at det blev nødvendigt at vise ansættelseskontrakten til nogen som helst. Det var ren pro forma, og for at give Charmeine en god fornemmelse, da det tydeligvis betød meget for hende, at hun fik et rigtigt arbejde. Derfor tog Hugo kuglepennen og underskrev hvor han selv skulle. Derefter kom kontrakten i printeren igen, blev scannet og derefter kopieret. Kopien rakte Hugo til Charmeine.

”Alright, now you’re legally employed” han smilede til hende. ”I’m very much interested in input you have, by the way, in my day-to-day, what I could do better, how to relax more” indrømmede han, for det lod til, at præcist den slags var noget som Charmeine havde fod på. ”Right now I’d like you to work some of your magic, if it wasn’t something I dreamt, and make me go to that zen-place, like you did the first time we met”

"Uhm, alright.. I will do my best" svarede hun blot. Hun ville jo aldrig bevidst rode rundt i noget, men det skulle hun nok komme til alligevel, det tvivlede hun slet ikke på faktisk. Kort efter havde hun også skrevet under, og han gjorde det samme for derefter at tage en kopi med den maskineting han havde stående, og rakte hende kopien. Hun tog imod den, og så kort ned på den med et smil. "It seems I am" der kunne man bare se, hun havde alligevel truffet den rigtig beslutning ved at følge sit instinkt og var kommet ud til ham. Havde hun ikke gjort det, ville hun formentlig stadig være arbejdsløs.

Hans efterfølgende ord fik hende igen til at se mod ham. Skulle hun ikke gøre rent? Nåh, åbenbart ikke, hun var egentlig ligeglad så længe han selv afbrød hende i hvad hun lavede og satte hende til noget andet. Desuden, netop det han nu bad hende om, var hun jo ekspert i, endda bedre end den rengøring han havde sat hende til. "It wasn't a dream.." svarede hun som det første mens hun langsomt satte Ipad og papir fra sig på hans fine computerbord. Hun skjulte sin overraskelse over hans viden om magi generelt, eller nærmere.. at han troede på det.
"As to the magic, that is a part of me, and a simple touch between us will activate that feeling" han havde selv nævnt magi, derfor svarede hun som hun gjorde. I hendes hoved troede hun jo han havde ment det. Hun løftede derfor hånden, og rakte den mod ham, lod ham om at tage den og skabe kontakt. I mellemtiden hvilede hendes blik på hans ansigt, og hendes klare blå øjne søgte hans.

Charmeines tydelige lykke ved, at være i beskæftigelse fik et smil frem på Hugos læber. Det glædede ham, at han kunne glæde hende. Han havde en stor opsparing og intet at bruge sine penge på, så hvorfor ikke kaste sig over sådan noget som det han havde gang i? Hvis han så bare kunne komme i bukserne på den lyshårede lille dame, så ville det hele gå op i en højere enhed. Charmeine bekræftede derefter Hugo i, at det ikke var en drøm han havde haft – og det vidste han egentligt også godt. Det var fuldstændig umuligt for ham, at glemme de kys de havde haft. Det var også meget besynderligt, at det slet ikke var noget de havde talt om. Charmeine var en meget besynderlig kvinde. Men hun var sød, rar og skide lækker.

”Huh, whaaat?” udbrød Hugo fuldstændig uforstående, da Charmeine efterfølgende fablede om magi og hvordan den aktiveredes. ”What on earth are you talki—” og da greb Hugo Charmeines hånd, og hans blik mødte ligeledes hendes. Hugo havde ikke lagt meget i, hvordan han havde haft det under deres første møde, for det havde været særdeles svært, at sætte ord på. Han havde betragtet det som været skyldet stress og overtræthed.

Det var ikke just en let ting at springe i trusserne på hende. Charmeine havde trods alt stadig sine tanker på området, om end han da havde fået hendes tanker i gang sidste gang. For nu fokuseret hun dog på hans ønske om at mærke den harmoni hun kunne skabe i ham, og den nydelse han kunne få ved at være med et andet væsen.

Hans forvirring ved hendes svar, gjorde hende dog opmærksom på han ikke havde ment sine forgående ord. Han nåede dog ikke at fuldføre sin sætning før de kom i berøring med hinanden. Deres blikke mødtes, og hun smilede op mod ham, lod en lille brøkdel af sin magi strømme mod ham. "Just forget it, and relax" svarede hun blot.

Hugo mærkede hvordan hans krop fyldtes af samme lykkelige, afslappede, fredfyldte følelse som det var sket første gang han mødte Charmeine. Hugo bevægede sig pludselig på en sky over alle andre mennesker, hvor han kunne klare det hele, og der ikke var noget galt overhovedet – ikke med nogen eller noget, mest af alt ham selv. Følelsen var bare ikke stærk nok, det havde været anderledes sidste gang; var det berøringen som var anderledes, Charmeine som havde villet det anderledes, eller havde det været Hugo, som var mere modtagelig?

Om det var helt eller delens ubevidst var Hugo ikke helt sikker på, men Hugo trak Charmeine ind til sig, ved hjælp af hendes hånd, og lagde sin anden arm på hendes hofte, inden han forsøgte at kysse hende. Gav hun ham lov, så ville han være mere voldsom, mindre kontrolleret end sidste gang, og han ville forsøge at bruge tunge – lidt uprøvet, som en teenager, og overivrig, som en desperado. Gjorde Charmeine på nogen måde modstand eller trak sig væk, så ville Hugo øjeblikkeligt slippe grebet i hende, og højlydt undskylde.

Ja der var en del anderledes end sidst, for det første var det blot en simpel berøring, for det andet havde Charmeine sin magi i kort snor. Han lod det dog ikke være ved den lette simple berøring, han ville have mere! Snart havde han trukket hende ind til sig, og hun fulgte ham villigt for nu. Han lod hende dog ikke tænke sig om før deres læber var presset mod hinanden. Hun gengældte kysset, og trykkede sig blidt ind mod ham, gav dermed lidt mere slip på sin evne, da hendes fokus endte mod noget andet.

Pludselig mærkede hun dog hans våde tunge mod sine læber, og den prøvede at presse sig gennem hendes læber. Forvirret og overrasket brød hun kysset og så overrasket mod ham. Han undskyldte, og hun rødmede forlegent. "No need to apologize, I just never tried that before.." beklagede hun selv.

Hugo fik gåsehud over hele kroppen og mærkede hvordan ydmygheden, skammen og etikken slogedes med de ellers overvældende fornemmelser af ro, fred og velvære. Han viftede teatralsk, oprørt med begge hænder foran sig. ”Nononono, sorry, sorry” insisterede han, selvom hun havde afvist hans undskyldninger, da roen lagde sig over ham, og han i stedet fik en mere spændende idé. Fornemmelse af Charmeines magi lå i ham, og han kunne ikke andet end at foreslå det, det kom trods alt lige fra hjertet, og hvis Charmeine var villig, så var det vel ikke udnyttelse, vel? Hun var jo voksen, selvom hun var lidt speciel.

”But-but...” begyndte Hugo og fik endelig samlet tankerne, ”There seems to be a lot of things you haven’t tried or experienced before,” konstaterede Hugo med et smil. ”As long as you are happy with me as your employer, I would be more than happy to introduce you to new things” erklærede Hugo med et skævt smil, hvor freden og selvsikkerheden havde vundet over de andre, negative følelser. ”From iPads to french-kissing, which is what we just did—” Hugo trak lidt på skuldrene med forstilt forlegenhed, ”Or I tried to do, anyway” rettede han.

Det forekom Hugo åbenlyst, at Charmeine var interesseret i ham, men bare usikker, uerfaren og uprøvet - for hvorfor skulle hun ellers kysse med ham? Jomfruer havde egentlig ikke rigtigt nogen appel, men Charmeine var bare jomfru på en anden måde, slog det Hugo. Det var som om, at hun oplevede hele livet for første gang. Det var meget besynderligt og tillokkende på samme tid.

Han insisterede på at undskylde, og hun smilede skævt og trak på skuldrene. Hvis han absolut ville undskylde, så kunne hun jo ikke tvinge ham til at lade være. Hans humør skiftede dog brat, til det positive, og han havde tydeligvis en ide. En han ikke tøvede med at fortælle hende om.

Det stod hurtigt klart han havde forsøgt sig med et kys, et franskt et, og at det åbenbart skilte sig ud ved at man brugte tungen, opdagede hun jo nu hvor han fortalte hende det. Som hendes arbejdsgiver ville han gerne introducer hende for nye ting, og det var åbenbart alt.

Hans opfattelse af at hun oplevede alting for første gang var langt fra forkert, det han valgte at vise hende var anderledes end hvad hun kendte og var vant til, især på det følelsesmæssige plan. Nuvel, alt i denne verden vakte nye følelser i hende, men det han vakte i hende var disse nye positive følelser der ikke var skræmmende, tværtimod. Det gjorde hende nysgerrig, men ikke mindre usikker. "I like kissing you.." indrømmede hun snart, ærlig havde hun jo altid været, og det filter som de fleste mennesker havde, ejede hun jo ikke af ren og skær uvidenhed. "But, I am not sure whether or not it is a good idea we do this. I mean.. is it normal?" ikke fordi der var meget normalt omkring hende alligevel, men hun måtte næsten spørge af mangel på bedre.

Hugo smilede til Charmeine, som hun begyndte at tale og skød hurtigt ind: ”And I like kissing you, too!” da kom så hendes spørgsmål, og det vækkede nogle tanker i Hugo, som han ikke umiddelbart vidste hvordan han skulle forholde sig til. Det var normalt på mange måder, og meget unormalt på andre måder. Det handlede jo om øjnene der så, og hvordan man definerede ”normal”. Hugo skulle til at svare Charmeine, da han ved et fejl bed sig selv i tungen og med det samme lukkede øjnene i en smertefuld grimasse. ”Fuck, I bit my tongue...” konstaterede han, inden han fysisk nærmest rystede irritationen af sig, med hovedet, og så fokuserede på Charmeine igen.

”Well, every situation is different, I would say, but without doubt it is very normal for two people who like kissing eachother, to kiss eachother” det var bestemt ikke løgn, tænkte Hugo. Det var ganske vidst ikke just normalt at gøre det, medmindre begge parter var indforståede med, at det var noget man gjorde på vej til noget andet – eller som en del af et intimt forhold. Charmeine var så forskræmt af sex, tænkte Hugo, men kys som de havde og delte med hinanden, var langt mere følsomme og intime end en sex de kunne have. Der var en grund til, at man ikke kyssede voldsomt meget på one-night-stands, at man kunne have sex uden overhovedet at kende deres navn. Kys var forbeholdt kæreste og følelsesladede stunder. Det var nok også derfor, at Charmeines effekt på ham var ekstra kraftig, når de gjorde det.

Ja hun havde jo ikke været i tvivl om at han kunne lide at kysse hende, det var dog rart at få bekræftet. Manden havde jo taget initiativ til det flere gange selv, så andet ville have undret hende. Han skulle til at svare da han fejlagtigt bed sig i tungen, og hun så bekymret mod ham. "Are you alright?" spurgte hun og rakte instinktivt ud efter ham. han rystede det dog af sig, og fokuseret på hende igen.

Well, hans svar gav god mening, men hun havde nu ment generelt og ude i samfundet. Intet af det var normalt for hende, og at kysseri var mere intimt end sex, det tænkte hun jo slet ikke. I hendes verden var det okay at kysse og kramme, men det var langt mere intimt med samleje. Det var i hvert fald det hendes engleveninder havde fortalt hende i himlen, at intet føltes bedre end fornemmelsen af en mand tæt sammenslynget med én. "Well.. then, kiss me if you want" svarede hun blot.

Hugo ignorerede Charmeines spørgsmål. Han havde det fint og havde ikke brug for hendes medfølelse, trods sin egen inkompetence. Han var standhaftigt og ville ikke pylres omkring – det var også noget, som Charmeine skulle vænnes af med, hvis det skulle fungere med hende. Eller måske hun ikke skulle, ikke helt, for det var faktisk meget rart, alligevel, med en person som inderligt brød sig om hvad der skete med én. Hugo smilede lettere overbærende til Charmeines næste udsagn og rystede så på hovedet igen, ikke den voldsomme, irriterede rysten han havde gjort få momenter forinden, men en opgivende, langsom rysten.

”It isn’t only about what I want” erklærede Hugo i stedet og trak så en anelse på skuldrene, ”I’ve already made my intentions clear to you, and none of it has changed after you have come into my employment,” tilføjede Hugo og kløede sig lidt på kinden, i skægget, inden han fortsatte: ”It is also about what you want, Charmeine” insisterede han og slog ud med armene. ”If you want to kiss me, then we do it, otherwise you better get back to work”

Hugo vidste et eller andet sted godt, at han sikkert kunne manipulere rundt med Charmeine og få hende til ting, som hun måske – eller måske ikke – havde lyst til. Det føltes bare forkert. Normalt var lige den slags etik og moral ikke noget, som Hugo gik synderligt meget op i, men Charmeine var bare ren og uskyldig på en hel særlig måde. Hun var som en porcelænsdukke, som han næsten ikke turde røre ved, af fare for at ødelægge den.

Det var ikke medfølelse, men omsorg og oprigtig bekymring! Der var en forskel, at han ikke kunne se det sagde hvor lidt han var vant til det. Måske havde han ikke det samme behov for omsorg og kærlighed som alle andre, men han havde alligevel behov for det i nogen græd. Sådan var mennesker opbygget! Og hvis de så ikke fik den omsorg og kærlighed, blev de bitre. Ærgerligt, hvis man spurgte hende. Han svarede dog ikke på hendes spørgsmål, hvorfor hun måtte konkludere at det nok skulle gå.

Snart rystede han på hovedet af hende, hans overbærende smil forvirrede hende. Forklaring faldt dog heldigvis, og hun anede ikke helt hvad hun skulle sige. Hvad han havde lyst til gjorde han klart, og det havde vidst ikke ændret sig siden deres sidste møde. Hvad hun ville? Well... hun ville gerne gøre ham glad. Det hvilede jo implicit i hende. At hun kunne have et andet valg, ja det var nok en ny ting, og hun var ikke sikker på hvorvidt det var muligt at sige nej til noget på den måde. Det ville jo skuffe ham, og sidst havde hun jo forklaret sit syn på sex. Desuden, hun havde jo allerede sagt at hun godt kunne lide at kysse ham.

"I thought kissing you was a part of my job" kommenteret hun langsomt. Hvor forkert den sætning end var, opfattede hun det ikke selv. Kvinden havde virkelig et behov for at nogen satte sig ned med hende, og forklarede hende hvordan denne verden var opbygget. Samt hvordan den slags ting kunne mistolkes eller udnyttes. Hun havde ingen anelse.

Hugo hævede det ene øjenbryn. Det varede bare et sekund eller to. Det var hævet fordi Hugo overvejede mulighederne – selvfølgelig gjorde han det, i lige dét øjeblik. Tanken havde naturligvis strejfet ham tidligere, men nu var det en mere håndgribelig chance, som han havde, fordi Charmeine vitterligt malene fanden på væggen. Katten var ude og oppe af sækken. Hugo tænke på, om han skulle forsøge at udnytte hende, hvad han kunne få hende til. Arbejdsmæssigt var der sandsynligvis ikke mange grænser, det stod klart for ham, men hvad angik hans egen nydelse, så var det en anden sag – og langt mere forkasteligt, hvis han skulle være ærlig. Kunne han se sig selv i spejlet, hvis han gjorde sådan noget?

Så fandt øjenbrynet sin oprindelige placering igen, og Hugo kiggede på Charmeine med en blanding af nysgerrighed og ærefrygt. ”I would require no such thing of you in my employ,” konstaterede Hugo definitivt, inden han derefter fulgte op, og det med lettere rynket pande: ”Instead I need you to learn, experience and improve. You are lacking in those areas, in what you have achieved and tried, and I need you be willing to try new things” Hugo sendte hende et indgående smil, inden han afsluttede: ”I also need you to promise me that you will listen to yourself, and what you want to do. Don’t let anyone force you to do anything against your will. Do what you want, when you] want to – that is what I wish for you to learn most of all, during your employment”