I am really worried Doctor.... (Angelique Dümont)

Tid: 21:30
Sted: Zakaroffs Hus
Omgivelser: Et stille men fint kvarter

Zakaroff havde egentlig bare gået og passet sit arbejde og sig selv imens han havde ladet tiden gå til hvornår han ville høre fra Angelique endnu en gang. Men det var selvfølgelig ikke sikkert det ville ske igen, selvom han håbede.
Så han havde taget flete opgaver end han plejede så han kunne holde tankerne lidt væk fra hele situationen. Der var ganske vist ikke noget udfordrende og det var mest for at true konkurrenter af politikere. Det havde da også endt ud i at en kandidat til ny ledelse i byrådet var fundet omkommet hængt og med tungen skåret ud.
En aften havde han siddet og kigget lidt papirer og sikret sig han havde fået betaling for arbejde da telefonen havde ringet.
Det var den unge dame Angelique havde arbejdet for med at passe barn.
"This is Dr. Dumitrejsko?"
"Hi uhmm..... This may seem odd that i am calling but..... I am really worried...... Can i come by to talk? It is about Angelique......"
"Of course ms..... Come tomorrow night, i have a spot open....."

Den samtale havde ledt til denne aften. Zakaroff var pænt klædt på med pæne sorte bukser, sort skjorte og en sort vest som man ellers ville finde i nogle jakkesæt. Han var både spændt men også nervøs på samme tid. Han brød sig ikke om Angelique havde det dårligt men hun skulle også have tid

Lena havde været usikker på hvad hun skulle stille op. Angelique havde opført sig anderledes, enten lukket sig inde og ville ikke snakke, eller været helt oppe at køre og slet ikke til at komme i kontakt med. Bottom line, havde hun fundet Angelique brudt fuldstændig sammen nogle dage forinden, og hun havde fået hele historien. Chokeret havde hun holdt veninde tæt ind til sig, beroligede hende, sørgede for mad og sendt hende i seng. Siden da, havde hun ikke anede hvad hun skulle stille op, men havde i sidste ende fundet Zakaroffs nummer i venindens telefon, og havde ringede manden op.

Netop nu var hun på vej hen til manden for at snakke med ham. Hun havde mødt ham den ene gang hvor han havde taget sig af Liam, og det var nok til at hun var ham evigt taknemlig. Hun nåede det pæne kvarter, fandt huset, og bankede derpå på døren. Derpå ventede hun til manden åbnede døren, før hun ville præsenter sig pænt. Kvinden var af gennemsnitshøjde, og var ganske køn.

Hun havde ikke banket to gange før Zakaroff åbnede døren og nikkede ærbødigt med hovedet og sagde:
"Nice to meet you again Ms. Lena...... Come inside....."
Han lukkede døren efter hende og viste hende så hen til det smukke spisebord hvor han havde gjort klar med kaffe, te og lidt frugt.
"I hope the young man is ok?"

Så hældte han det op til hende hun gerne ville have og sagde:
"So tell me..... What is your concern about Ms. Dümont?"

Døren blev åbnet for hende forholdsvis hurtigt, og hun smilede venligt og trådte indenfor. "Thank you for wanting to see me.." lagde hun ud med mens hun fulgte med indenfor. Der var dækkede pænt op, og hun satte sig ned og smilede venligt men nervøst mod ham. Han virkede umiddelbart flink, men havde en særlig udstråling der forvirrede hende. Noget hun naturligvis ikke kommenteret på. "Oh he is fine, doing great. Thanks to you of course. I can never repay you for what you did for us" svarede hun omgående som Liam blev nævnt. Man var nu heller ikke i tvivl om at hun mente sine ord. Som han spurgte om hun ville have the eller kaffe, valgte hun sidstnævnte og han hældte op til hende. Hun takkede ham igen, og greb om kruset.

Heldigvis lagde han selv ud med at spørge om hendes bekymring for Angelique, og hun lagde kruset fra sig på bordet og så alvorligt mod ham. "I don't know how to say this, but I will be honest with you. I have never seen Angelique like this before. I have known her for quite some time, and even though I know she is.. well, special, she has never had so huge.. problems. Few days ago, she had a mental break Down in front of me. She mentioned you to be the reason, or.. actually, she didn't say that. Let me see, uhm: 'I can't stop these feelings, Lena. Believe me I have tried! It is like I am dying inside without him'. That was how she putted it" det var tydeligt at Lena selv var frustreret, og meget bekymret. "She mentioned your name several times, that is how I know it is you.." tilføjede hun hurtigt.

Han sad stille og nippede lidt til en kop kaffe imens han lyttede til hendes fortælling om Angelique. Men samtidig læste han hendes kropssprog for at se hvor meget det påvirkede Lena.
Efter hun havde fortalt det, smilede Zakaroff roligt og gav hendes hånd et klem. Velvidende at hans krop var kold, men heldigvis havde han taget føde til sig så han var ikke alt for kold.
"I am very glad that you brought this to my attention Ms. Lena...
Go home and take good care of Liam and rest assured.... I will make sure she is safe...... "

Sammen rejste de sig og gik hen til døren hvorefter hun sagde: "Thank you.... I hate to see her like this....."
Som hun gik, nikkede Zakaroff og gik ind igen for at samle lidt småting han ville have med alt efter hvor dårligt hun havde det. Han arbejdede meget fokuseret og smed frakke og hat på inden han forsvandt ud i sin bil. Der gik dog heller ikke længe inden han holdt uden for hendes dør og bankede så på

Lena fortalte hvad hun havde på hjertet, manden foran hende lyttede og udtrykte sin glæde over at hun kom og fortalte ham det her. "She is a good woman, but she have been through a lot" sagde hun inden hun rejste sig op. Kort efter var kvinden væk.

Angelique på den anden side anede ikke hvad der foregik, heller ikke hvad der ventede hende. Ganske som Lena havde sagt, var hun ikke helt rask i hovedet. Fysisk så hun heller ikke for godt ud. Denne aften havde hun igen taget nogle stoffer i håb om at det ville dulme den ubeskrivelig smerte hun følte. Normalt ville det være nok, men ikke denne gang. Hun var endt helt nede i stedet for, og efter at have grædt øjnene ud af hovedet, havde hun fundet den gamle skoæske frem, hvor alle hendes selvskadende ting lå. Det havde ikke været svært at beslutte sig for hvad hun skulle bruge, et langt og skarpt barberblad lå fint pakket ind i et stykke stof, og det var hvad hun skulle bruge. Alligevel sad hun længe og bare gloede på det skarpe blad uden at gøre noget. Det var ikke let, og hun brød ud i gråd flere gange inden det første snit faldt et stykke på låret så ellers var fri for ar. Smerten der skød op var ikke en smerte som skræmte hende, tværtimod var det en underligt tilfredsstillende smerte, og hun ønskede at det skulle fortsætte. Så da smerten havde foretaget sig og blodet dækket hendes lår, forsøgte hun at tørre det væk for at påføre sig et nyt snit. Det gjorde hun også, en nye bølge af ro og med blodet flydende lagde hun sig om på ryggen på gulvet, og lå bare og gloede op i loftet. Væk i et rus af smerte og stoffer flød hendes blik over med tårer. Øjnene gled i, og så blev det hele ellers afbrudt af en banken på døren. Hun ignoreret det til en start "Go away Lena, I want to be alone.." endte hun med at sige, egentlig ikke specielt højt. Hun regnede med det var Lena, ingen andre kom på besøg alligevel. Så der lå hun, iført trusser og en grå top, i en nydelse ingen nogensinde kunne forstå. Kontrol.. en nydelse hun havde kontrol over, en smerte der virkede lindrende på sin egen skære måde. For hende, var det logisk.. livsbekræftende og nødvendig.

Normalt set ville man have respekteret det eller have svaret noget til hendes ord. Men når hun var så langt nede ville Zakaroff ikke give hende den mulighed. Så i stedet gik han ind, satte sin taske og gik så hen til hende hvor han gik på knæ ved hende.
Hans stemme var kold men alligevel underligt beroligende.
"No..... Not Lena...."
Han kunne tydeligt se og nærmest dufte hvor medtaget hun var og han måtte også kort samle tankerne ved duften af hendes blod.

Så trak han kort tasken hen til dem og lagde sin hat på den inden hans blik vandrede ned af hende og han tog barberbladet fra hende

Det der med at låse døden var hun ikke så opmærksom på for tiden. Dumt når der kom til stykket, men ret effektivt for ham. Derfor kunne han bare komme vadende ind, og hun opdagede det end ikke før manden knælede ned ved siden af hende. Eller faktisk, fører som den kolde stemme brød stilheden. Hun stivnede, de violette øjne blev vendt mod ham, og hun var stille mens han kastede et blik over hende, og som prøvede at tage barberbladet fra hende, strammede hun dit greb om det uden hverken at sige noget eller tage sit blik fra ham. Hun kunne ikke fatte han var der, hendes hjerne kunne slet ikke følge med.. og egentlig troede hun blot det var en drøm..noget der skyldtes stofferne.

Hans stemme havde en underlig nærmest varm ro over sig inden han løftede hende op i sin favn og sagde roligt:
"Do not worry...... You are safe now......." Så gik han over til hendes seng og lagde hende ned imens hans blik vandrede over hende. Uden egentlig at tænke over det, strøg han hendes kind meget forsigtigt med fingerspidserne og hviskede nærmest:
"Let the blade go..... I will get you well again......"
Så kiggede han meget tålmodigt på hende og lod hende absorbere indtrykket imens han kom med en lav knurrende lyd. Den var nærmest beroligende

Han løftede hende op i sin favn, noget der føltes helt uvirkeligt for hende. Igen snakkede han til hende, hans stemme så rolig og næsten helt varm. Kort efter blev hun dog sat ned på sengen, og blikket endte forvirret mod ham. Han strøg hendes kind, og hun sank en klump. Derpå bad han hende slippe barberbladet. Hun holdt et øjeblik strammere fast ved den, men ved den velkendte knurren, løsnede hun alligevel sit greb, og lod ham tage den. Derpå rakte hun ud efter ham. "You are here..? stemmen spørgende og tydeligvis forvirret. "Why?" Hun rørte ved hans ærme, glemte helt at hun blødte og smerten ligeledes glemt til fordel for en ny smerte. Hans tilstedeværelse udløste en sorg hun ikke kunne kapere og hun slap ham hurtigt igen igen at rykke sig så langt væk. "You have to leave. Now.." endte hun med at sige fast. Han skulle ikke blive der, det var ikke godt for ham.

Han tog stille barberbladet og lagde det ned i hans taske inden han så hende dybt i øjnene og sagde:
"Lena called me... She said you were in a really bad place and she was worried about you..... As i am now......"
Da hun bad ham om at gå rystede han på hovedet og fandt ting frem til at lukke hendes sår.
"I cannot... And i will not..... I cannot sit idly by when you are like this..... And i will fix it"

Hans forklaring gav meget god mening, hvis altså hun havde lyttede til ham. At være logisk lige nu gik ikke så godt for hende, så at han nævnte Lena og at hun havde opsøgt ham, gik næsten helt over hovedet på hende, alligevel opfangede hun at han sagde at han var bekymret for hende. Hvorfor? Kunne han ikke være ligeglad? Det var klogest at være ligeglad. At bede ham gå gik sgu heller ikke helt efter planen, for han rystede bare på hovedet og blev hængende. "You have to go! Why don't you get it!" Hun var begyndt at blive desperat, og hun sagde kun det hun gjorde fordi hun var oprigtigt bekymrede for ham. Hun var bange for han kom galt af sted. "I don't want you here! Just leave me alone your creep!" Hun trak sig igen så langt væk hun kunne, og havde muligheden været der, var hun endt på gulvet, men sengen stod allerede op ad væggen så hun havde ingen steder at flygte. Ingen steder at gemme sig. Om hun fortrød sine ord? Ikke lige nu, men så snart han var væk, ville hun havde dig selv for hver og et af dem.

Han fortsatte og gjorde hvad han kunne for ikke at blive påvirket af dem, men samtidig lod hun til at trykke på de rigtige knapper. Så lige pludselig havde han godt ved hendes hage og så fast på hende med glødende røde øjne og et toneleje der fortalte han var alt andet end glad.

"If i wanted you dead you would not be breathing right now! But i want you alive because i actually care for you alot! So either kill me or shut up and let me work! You mean alot to me Angelique so i dont care if i get hurt! But i wont let you kill yourself!"
Så slap han hendes hage og kiggede ned imens han meget langsomt fandt bandager frem

Pludselig fik han fat ved hendes hage og tvang hende til at se mod sig. Alle tanker forlod omgående hendes sind som deres blikke låste sig fast ved hinandens, og de glødende røde øjne sendte et sug gennem hendes mave. Det øjeblik havde han hende fuldstændig i sin magt, og hun opgav sin modstand mens han understregede for hende hvordan landet lå. Kort efter var han ifærd med at forbinde hende. Det gjorde hende dog ikke mindre rundt på gulvet, i stedet samlede tårerne sig i hendes øjne mens hun sad og så på ham.

Inden han forbandt hendes sår, sørgede han for kort at rense dem bare for at være sikker. Hele tiden var han ganske forsigtig så hun ikke kom til at lide mere overlast end højest nødvendigt.
"I will be careful....."
Han kunne se hvordan tårerne hobede sig op i hendes øjne så han gav hende et silketørklæde så hun kunne tørre øjnene.
Derefter lagde han bandagerne på meget forsigtigt så hun ikke fik ondt.
Efter det satte han sig på sengekanten og betragtede hende med et roligt blik.

Han troede tårerne skyldtes smerte, det var dog ikke tilfældet. Smerte var sjældent noget der fik hende til at græde, grunden til tårerne var det følelsesmæssige pres hun følte. De ord han netop havde sagt, den blide tone. Hun var forvirret. Men lod ham forbinde dig og tog bare imod silketørklæde som hun holdt tæt ind til sig. Snart var han færdig og så bare og kiggede på hende, tårerne strøg ned over hendes kinder og hun sad bare og så mod ham, fattede ikke han var der og var splittet mellem at kaste sig om halsen på ham og bryde fuldstændig sammen. Hun lignede kort, og følte sig elendig tilpas.

Han sad med en lav knurrende lyd der mest af alt indikerede omsorg imens han betragtede hende.
Efter de havde siddet lidt, fandt han en lille flaske frem med en mørkegrøn væske og rakte hende den.
"Here.... Drink it..... It will take the worst sideeffects.... "
Så satte han sig lidt tættere på hende, både så han kunne hjælpe hende hvis hun stadig var for medtaget men også så han kunne være tættere på hende. Måske læste han hende ikke rigtigt men hun virkede til at ville have det sådan da hun holdt så godt fast i det tørklæde hun fik af ham

Han sad med en lavmælt knurren, hun lignede mest af alt et såret dyr. Såret på krop og sjæl. Det var tydeligt at hun havde tabt sig en del siden deres sidste møde, og hun kunne nok godt bruge et bad også.. måske et langt et. I bund og grund, havde hun brug for alt det nødvendige for overlevelse.
Bivirkninger af hvad? Hun tog ikke blikket fra ham, men tog imod flasken med en rystende hånd. Uden et sige ham imod eller spørge ind til hvad det egentlig var, drak hun det ud. Det smagte forfærdeligt, og hun gøs over den ulækre smag. Hun ignorerede det dog som det gik op for hende at Zakaroff havde sat sig tæt på hende, og den tomme flaske endte et eller andet sted på sengen. Efter at have siddet og kigget på ham i lidt tid, begyndte tankerne atter at vende tilbage. Det var virkelig ham! Hvorfor? Hvordan? Nåh, Lena.. det havde han jo sagt i starten. *He is really here! Oh shit.. what should I do?! I can't be near him.. he can't be near me. Something terrible will happen. I know! I have seen it. But he is here.. just a moment.. for one moment* hun kunne slet ikke holde de negative tanker væk, men hun havde grund til at frygte sine syn, de havde det med at blive til noget. Måske ikke altid, men tilstrækkeligt til at det skræmte hende. Hun sank derfor en klump, og endte efter nogle øjeblikke med at tænke *what ever* inden hun kastede sig i favnen på ham, slog armene om ham og puttede sig tæt ind mod ham. Denne gang, kunne hun ikke styre sine tårer.

Ganske vist kunne han ikke læse tanker men han var dog alligevel nogenlunde dygtig til at læse folk. Og hendes indre strid var rimelig tydelig selvom han ikke kunne finde ud af hvorfor den var der. Hun virkede til at ville kaste sig i armene på ham men alligevel var det som om hun frygtede ham. Eller noget der kunne ske måske?
Men mere nåede han ikke før hun var i hans arme pludseligt. Så lagde han lidt forsigtigt armene om hende inden han nussede hende på ryggen.
"It will be okay.... I will stay as long as you need it... "
Han ville hjælpe hende alt det der stod i hans magt

Hun følte sig latterlig, barnlig, og var virkelig bange for fremtiden, og trods hans trøstende ord og at hun virkelig gerne ville tro på dem, så var det altså ikke så let for hende. Hun svarede heller ikke, for hvad skulle hun sige. Han var der, og hun ønskede virkelig at han skulle blive, men inderst inde vidste hun det ar håbløst, hvilket var årsagen til hendes gråd. Der gik også en god rum tid før hun omsider faldt tilstrækkeligt til ro til ikke at sidde og græde, og med enkelte snøft, tørrede hun sine øjne og trak sig fra ham.

"How badly I want you to stay, I cannot let you do so.." sagde hun omsider med en dæmpede og hæs stemme.

Han så beroligende på hende som hun sagde det og han vidste ikke helt hvorfor hun havde det sådan. Han vidste jo ikke hvad hun havde set så selvfølgelig kunne han ikke forstå det.
"I know..... But it is a choice of my own.... I cannot pretend to know why you feel like this.... But i made myself and you a promise..... And i will keep it...."

Hun havde reddet ham for så længe siden, så i hans øjne stod han i gæld til hende. En gæld han hellere end gerne tog.
Så han var fast besluttet på hun skulle have det godt igen

Han vidste naturligvis ikke hvad det her handlede om, men hun var bare ikke sig selv og alle følelserne tog hende med bukserne nede. Alting var overvældende, og hun måtte virkelig anstrenge sig for at sige ting der i det hele taget bare gav en smule mening. Stofferne var i mellemtiden begyndt at forlade hendes krop, og hun begyndte derfor langsomt at ryste og føle sig utilpas, eller måske var det den grønne væske hun havde drukket? Under alle omstændigheder rejste hun sig op, gled en hånd gennem håret, og gik lidt frem og tilbage og gned sig i nakke og over halsen. Hun kunne slet ikke holde hænderne i ro. ”There is plenty of reason why you should stay away from me..” lagde hun derpå ud med. ”I.. I had a vision. It was bad, very bad..” fortalte hun derpå. “Beside.. I can’t trust you, I can trust no one. People take advantage of me, and then leave me. I can’t blame them, but I can’t go through that again..” der var langt flere grunde end hun bare lige kunne slynge ud.

Kort rejste han sig og lyttede så til hendes ord imens han nikkede stille. Det gav mere mening når hun sagde hun havde haft et syn, ganske vist havde han kun hørt om hendes evne.
Da hun var færdig gik han hen til hende og stod helt roligt med hænderne i lommerne med et dragende smil. "I can see why it is scary...... But if i have to handle such danger, i will..... And i know trust can be hard..... But let me ask you this one thing..... Search deep in your heart..... Have i ever broken a vow i have given you?...."

Han rejste sig op, men det ændrede ikke på at hun ikke kunne holde sig i ro. Hans svar og spørgsmålet derpå gav vel god mening, og hun behøvede end ikke tænke sig om. Han havde aldrig brudt et løfte til hende, han havde ikke behandlet hende dårligt, og han havde passede på hende. I bund og grund, burde hun stole på ham, og det gjorde hun! Det var jo det der skræmte hende sådan. Hun stolede på ham, og var bare bange for at blive knust igen. Når man havde været udsat for den slags, ville man altid være bange for det sker igen. ”No, but this is about more than a vow Zakaroff. When you get tired of me – and you will – that vow wouldn’t stop you. I can’t blame you though..” det sidste blev sagt i en mumlen. Hun bed sig snart i underlæben og rendte lidt mere rundt, sank en klump og fugtede læberne med tungespidsen. Hendes hænder rystede stadig, og det føltes som om hun havde tusind myrer der kravlede rundt på kroppen. ”.. and my vision, that is more important than everything else. I don’t want you to be in danger at all..” hvorfor gav han ikke bare op? Ærlig talt, hun var et vrag!

Han smilede roligt men ikke på en måde der kunne tolkes som om han tænkte mindre om hende. For det var på ingen måde tilfældet.
"I have a little idea of what you have been through.... Not much but enough to have a little understanding.... And i will never tire of you.....
If i would, i would not be here right now....."

Ved hendes næste ord, stillede han sig ind foran hende, lagde hænderne på hendes skuldre og kom med en noget mere markant knurrelyd for at være sikker på hun så på ham og lyttede.
"I do not want you to be in danger..... But it happens sometimes.... I will do anything in my power to prevent anything from harming you.... We both don't want the other to be in danger....
So why not help each other to not be in danger?.... You can see the future... But we can both change the future"
Om hvor vidt han var i fare, var han egentlig ligeglad med. Det havde han været så mange gange før