Death is only another step (Nessa)

Tid: 22:30
Sted: Den åbne plads i parken
Vejr: Skyfrit og køligt
Påklædning: Suit
Coat

Egentlig havde han aldrig set sig selv som den der bare gik en tur i parken, men det var nu gået den vej alligevel. Alle kunne jo ind imellem have brug for at klare tankerne og Alain var heller ikke nogen undtagelse. Selvom hans høje alder og erfaring med verden gjorde at han var en meget fattet person så kunne han som så mange andre have behov for at lade tankerne komme til væk fra hverdagen. Og specielt den sidste tid taget i betragtning var det måske netop en gåtur han havde brug for. Så han havde brudt sine vante rammer lidt og klædt sig på til en gåtur i den kølige aftenluft. Og da parken ikke var der han befandt sig mest, tænkte han at han lige så godt kunne gå sin tur der. Så kunne han også få set lidt mere af den by han efterhånden var kommet til at kalde hjemme. Ganske vist havde byen sine skyggesider men det var også en by hvor man hurtigt kunne få magt hvis man ville eller for den sags skyld forsvinde i mængden.
De dyre sko fik let gruset på stien til at give sig som han slentrede roligt afsted med hænderne i lommerne. Som han gik afsted var det egentlig også lidt fascinerende at se de mange forskellige andre individer der ind imellem var i parken. Det kunne være et lykkeligt kærestepar det ene sted og et voldeligt overfald det andet. Han tænkte normalt set ikke så meget over det men der var alligevel noget tiltalende at gå og se den mangfoldighed der var, specielt hvis man gjorde lidt ekstra ud af at kigge sig omkring.

Som han nåede den åbne plads, gik han lidt rundt om den kunstige sø der var lavet imens han sukkede lidt for sig selv. Byen havde virkelig gjort et indtryk på ham på både godt og ondt. Hvad der så ville vinde i ham, var han ikke helt sikker på endnu. Da han var nået næsten hele vejen rundt, fik han øje på en lille stand hvor han fik købt sig en kop varm kakao og slog sig ned på en bænk ikke så langt der fra. Efter den første tår kakao, sukkede han let og lod blikket vandre op mod den stjerneklare aftenhimmel. Måske noget han burde male en gang?
For første gang i rigtig mange år, havde fortiden ikke indhentet ham på den ene eller anden måde, og som tankerne fik lov til at flyve lidt var han da heller ikke sikker på om hvor vidt det var en god ting. Dog lod han sig ikke mærke alt for meget af det da det nok skulle ske før eller senere.
Kun en ganske let brise rørte på sig og skabte det smukkeste billede i søens letbølgende vand der nærmest legede med stjernernes reflektion. Sært som man nærmest kunne blive poetisk når man så selv de mindste ting

Udseende

Med blikket hvilende på sine sneakers, der var godt gået til, slentrede Nessa lydløst hen til søen. Det var køligt og hun skuttede sig i den store frakke. Den var tynd og føles kold mod hendes bare hud under den. Hun kunne godt bruge noget sol og sommer. Som ilddjævel var det her Helvede for hende. Hendes læber trak sig umiskendeligt opad ved tanken. Helvede vidste hun i hvert fald alt om.
Nessa kiggede op fra sine sneakers og pustede let luften ud af lungerne, så hun stak de røde læber frem. Hun havde engang fået at vide, at røde læber stod godt til sort hår og havde siden haft den samme trofaste farve. Ham, der havde sagt det, måtte være død og borte - en eller anden amerikaner, som hun havde været sammen med. Muligvis havde han været en alkoholsmugler. Læbestiften var en dyr vane, men udover at være et psykologisk behov, så var det også en investering. At være dressed to impress var en del af jobbet som mambo, hvor det langt hen af vejen slet ikke var nødvendigt for hende at bruge hendes evner indenfor voodo - eller hendes ildmagi for den sags skyld. Di Morgas mennesker var bare utroligt naive, hvilket den kunde, som hun lige havde været sammen med, også beviste.
Nessa trak en hånd igennem sit sorte hår, der hang løst ned af hendes ryg. Parken var et sted, hvor umiddelbart forsvarsløse kvinder som hende selv, sagtens kunne blive antastet. Nessa morede sig ved tanken om den mand, der ville forsøge at overfalde hende. En gynge vippede frem og tilbage, da hun gik forbi den, mens den lavede typiske gyserlyde. Børn var der forhåbentligt ingen af på dette tidspunkt af døgnet. Nessa kunne godt lide steder som parken, der virkelig viste hvor underligt et sted Di Morga egentig var; om dagen gik husmødre og børnepiger rundt om søen med deres børn, men om natten blev de små piger altid advaret om det her sted.
Da Nessa nåede til søen fik en brise det ellers stille vand til at bevæge sig, og hun kiggede som hypnotiseret på det store spejl, søen blev til på dette stille tidspunkt. Hun mistede fornemmelsen for tid, men blev afbrudt i sin stirren, da to fnisende teenagedrenge gik forbi hende. Jamen at gå rundt i parken efter solnedgang kan man jo også få et adrenalinkick af. Nessa rullede med øjnene, kiggede væk fra drengenes ryg og fik øje på et ansigt, der virkede bekendt. Hun havde svært ved at placere ham, men kunne ikke tænke på andet end jazz. Pludselig dæmrede det for Nessa og hun hev vejret helt ned i lungerne, da hun tog et skridt imod bænken hvor Alain sad.

De to drenge der fniste efter kvinden der kom gående hvilket fik ham til at ryste lidt på hovedet, drenge var jo drenge og han kunne da se at hun absolut var over gennemsnittet. Dog var der et eller andet der virkede meget bekendt ved den mystiske kvinde men han kunne ikke helt placere hende endnu. Det blev dog mere tydeligt som hun kom tættere på. Det havde han alligevel ikke regnet med at se i den her by.
Som hun kom tættere på, rykkede han sig automatisk så der var plads på bænken såfremt hun ønskede at sidde ned. Hans smil var markant inden hans smukke sydlandske accent lød.
"Se det var et ansigt jeg ikke havde regnet med at se, specielt ikke på de her kanter..... Men så igen verden har en tendens til at overraske...... Agnes.... Eller skal vi holde den ved Nessa?..... Hvor mange år siden er det nu?"
De havde festet en hel del sammen før i tiden men det var mange mange år siden og han fandt aldrig rigtig ud af hvad der skete med hende den gang

Nessas mundviger trak sig let opad, mens hun lidt nervøst nærmede sig den mand, som hun ikke havde set siden sidste århundrede. Da hun nåede frem til bænken, stod hun lidt akavet foran Alain, men hun satte sig ikke ned, da han rykkede sig lidt på bænken, selvom det tydeligvis var hans intention. Først ville hun se ham, som han var. Se om han havde ændret sig siden de gode, gamle dage. Han så ikke dårligt ud og heller ikke mindre moderigtig end han havde gjort dengang. Hans søde smil gjorde den surrealistiske situation virkelig for hende, og hun kiggede selvsikkert ind i hans blå øjne.
Da han begyndte at snakke, grinede hun og slog ud med hænderne, som for at påvise, at hun faktisk virkelig var der. Accenten var behagelig og bekendt, hvilket beroligede hende lidt. ”Jaa det er stadig bare Nessa,” sagde hun og svang håret over sin skulder, da et vindpust tog fat i det. ”Ikke de omgivelser, jeg regnede med, at du ville befinde dig i. 80, 90 år? Nessa grinede hæst. ”Det er ikke hver dag man får lov til at sige det”.
Nessa lagde hænderne i frakkelommerne og gned læberne mod hinanden, så læbestiften igen blev pænt fordelt. Hun overvejede lidt at sætte sig ned, da det virkede lidt underligt at stå op foran den siddende mand, men hun blev stående lidt endnu.

Egentlig var der god grund til lidt skepsis eller undren når det nu var så længe siden man havde set hinanden, så han rynkede heller ikke næse over at hun ikke satte sig. Han grejede stadigvæk situationen lidt over hun rent faktisk var der.
Som hun svang håret elegant over skulderen, smilede han varmt og dragende til hende imens han sagde: "Nej ganske rigtigt..... Men vi kan vel alle sammen få behov for at se noget nyt ikke sandt?.... Og nu var der jo så mange der var så begejstrede for en gåtur i parken, så kunne det jo være det også virkede for mig....."
Så grinede han med den dybe og rolige latter inden han sagde: "90 år lyder rigtigt..... Og ganske rigtigt så er det ikke hver dag man kan sige det...." Stille strøg han hånden gennem håret og rejste sig så han stod foran hende. Det var i hans hoved uhøfligt hvis han bare blev siddende når hun stod. Så lod han sit blik finde hendes inden han sagde: "Det er godt at se dig igen Nessa..... Hvad bringer dig denne vej?"

Med et smil, der grænsede til det flirtende, bumpede Nessa sit knæ i mod bænken og lod som om, at hun kiggede på det. Egentlig tog hun muligheden for at betragte Alain - nu i sin fulde højde, da han rejste sig op. Alderen virkede til at have påvirket ham lige så lidt, som den havde påvirket hende. I hvert fald på den fysiske front. Nessa var nysgerrig efter at finde ud af om hans personlighed havde ændret sig. Han havde været morsom at være sammen med før i tiden, men hun havde erfaret, at mange overnaturlige væsener blev lidt kedelige i deres sene år. En bieffekt af ikke at ældes, tænkte Nessa; man så måske ung ud men kunne være så tør som et 80-årigt menneske.
"Det kan det være, men at se noget gammelt kan også være meget fint", grinede Nessa og refererede til den usædvanlige situation de lige var havnet i. "Jeg er også glad for at se dig.
Nessas stemme blev blødere og hun var overrasket over, at hun faktisk mente det, hun lige havde sagt. Hun havde ikke haft mundvigerne vendt opad i så lang tid længe og begyndte, imod sin vilje, at føle sig godt tilpas i Alains selskab. Det mindede hende om de gode gamle tider, hvor de verdslige bekymringer lå langt væk og det hele bare handlede om at livet skulle leves. På det tidspunkt vidste hun kun alt for godt, hvor hurtigt livet kunne blive taget fra én
"Arbejde primært, Nessa nikkede og kiggede udover det blanke vand i søen. "Voodoo bliver godt modtaget i sådan et sted som Di Morga - alle er overtroiske".
Nessa udstødte et humorforladt grin og kiggede igen op på Alain.

Måske gjorde hun nummeret med at bumpe knæet ind i bænken for at forklæde at hun betragtede ham men han gjorde ikke noget for at skjule han betragtede hende. Det så han ganske enkelt ikke nogen grund til og han havde altid været direkte. Så spurgte man ham om noget så svarede han også på det meget ærligt.
Han kunne heller ikke undgå at slippe et varmt grin som hun kommenterede på tiden der var gået siden de så hinanden sidst. "Jeg klager i hvertfald ikke.... " Han vidste så udemærket at man kunne halvvejs spore hendes humør i stemmen så han fortsatte også med at holde et oprigtigt smil. "Det kan man kun blive glad for at høre......"
Selvfølgelig tænkte han over tiden den gang og de havde også haft det rigtig sjovt sammen og for alvor levet livet. De havde jo begge to haft den holdning at hvorfor skulle man holde sig tilbage når det andet var mere berigende.
Hans blik vandrede ud over det klare vand og smilede hvorefter han mødte hendes blik igen. "Det lader det til ja..... Ved du hvad?.... Hvad siger du til at tage hjem til enten mig eller dig? Eller måske finde et hyggeligt sted der stadig har åbent og så snakke sammen som i gamle dage?"

Da Alains blik mødte Nessas blev hun helt fortabt inde i hans øjne, og hun gengældte sødt hans smil. Smilet blev kun større ved hans forespørgsel. Det var faktisk rart at snakke med en, der kendte hende fra hendes fortid og det var beroligende, at han ikke virkede skræmt over hende. Nessa levede ikke ligefrem det glamourøse liv længere, og selvom de havde levet det vilde liv sammen, så havde selv festens natur ændret sig for Nessa. Det var blevet lidt mere hende, der drak sig i hegnet og havde en masse engangs-knald. Hun prøvede virkelig at komme ovenpå igen, men det var mere hvordan og hvorfor man egentlig startede. Spandevis af billig alkohol og sex holdt hende jo varm om natten - specielt når hun ikke havde et bestemt tilhørssted. Dette var også en af grundene til, at Alains forespørgsel igen trak hende lidt væk fra ham. For hvordan fortalte man pænt, at man i praksis var hjemløs?
"Har du været her længe?" spurgte Nessa. "For i så fald må du kende et godt sted at få en drink-?"
Det var ikke, fordi hun var den hjemløse type, der boede under en bro. Pengene hun fik for sin voodo fik det til at køre pænt rundt. Hendes brug af magien medførte dog også, at hun havde svært ved at holde sig til et sted, og hun tomlede relativt ofte rundt i landet.
"Mine nerver er lidt flossede efter arbejde", Nessa smilede let og kiggede ned på sine hænder, som hun holdt op foran brystet for at vise de rystede ganske let. "Desuden ved du hvordan jeg har det med kulde". Kulden var ikke ligefrem lutter glæde for en ilddjævel.

Han havde ikke snakket med hende i utrolig lang tid så selvfølgelig vidste han intet om hvordan hun levede sit liv nu. Men han fordømte hende ikke den gang og han fordømte hende ikke nu. Og de havde alligevel været nogle rigtig voldsomme byture igennem sammen, altid havde de formået at gøre sig selv til festens midtpunkt. Og hvorfor skulle han danse med andre når han kunne danse med hende i stedet for. Da hun så spurgte om hvor længe han havde været der og også om en drink, smilede han meget varmt og intenst til hende fuldstændig som han gjorde for så mange år siden.
"Jeg har ikke været her så længe endnu at det gør noget men jeg kender da nok et sted.... Der er faktisk lidt af hvert at vælge imellem...."
Da hun så forklarede hvordan hendes nerver var flossede og han kunne se hendes hænder ryste, fik han en lidt pludselig idé. Så han gik helt hen til hende og tog hendes hænder med sine stærke varme hænder imens han stadig så på hende, dog med et nærmest drilsk blik:
"Jeg fik en idé.... Du fryser og nerverne er ikke på toppen..... Hvad så med at tage hjem til mig?.... Der er god plads.... Mit barskab er godt fyldt..... Og jeg har noget af musikken fra den gang på en rigtig grammofon-plade...... Hvad siger du til at vi sætter en plade på, laver et par stærke drinks og tager en tur ned af memory-lane?" De vidste jo rigtig hvordan man morede sig sammen. Når de gjorde det, var verden omkring dem alligevel ligemeget og så kunne han få hende ind i varmen

Nessa hev umærkeligt vejret ind, da Alain tog fat i hendes hænde,r og et sug susede igennem hendes mave ved den varme berøring. Det var unægteligt rart, at nogen holdt om hendes kolde hænder, og hun kiggede benovet ned på deres samlede hænder, der hang lige foran hendes bryst. At sådan tage fat om hende var lidt vovet, og hun var vild med hans selvsikkerhed. Da hun først havde set ham, ville hun ikke engang sætte sig ved siden af ham på bænken. De forbehold og modstridende følelser, som hun havde haft ved hans pludselige opdukken, var forduftet ved hans charmerende smil, de søde ord og hele den følelse af nostalgi, som han vækkede i hende.
Det benovede blik fandt hans ansigt ved hans forespørgsel. Nessa smilede ved tanken om, at skulle genopleve alle de gamle minder.
"Jeg må indrømme, at det er lang tid siden, at jeg har set en grammofonplade", Nessa kiggede op på Alain gennem øjenvipperne og smilede umærkeligt.
En vind tog fat i hendes hår og løftede det op fra hendes skuldre. Hun skuttede sig lidt i den kolde luft, da hun mærkede vinden tage fat i hendes jakke, der var ligeledes kold mod hendes bare hud.
"Desuden er jeg nysgerrig," indrømmede Nessa og smilet blev drilsk. "Hvad laver en mand som dig sådan et sted? Intet sted fortæller mere om en person end hans hjem."

Han vidste godt at det var en noget modstridende situation hun følte sig at være i så derfor ville han også vise hende den selvsikkerhed og ro han havde også fra den gang. Hun skulle mærke at lige meget hvad der skete så var der ting i livet der altid ville være konstant. Som hun kiggede op på ham med de klare øjne, smilede han meget intenst til hende og sagde med en stemme så varm:
"Det er den samme afspiller som fra den gang..... Nogle ting er specielle så man ikke nænner at gå af med dem...." Som vinden greb hendes hår smilede han klart da det var et smukt øjeblik at se. Men igen kunne han godt se at kulden påvirkede hende så det skulle der gøres noget ved.
"Jamen lad os komme afsted..... Der er mange minder at dele...."
Med en bevægelse der var nærmest lige så elegant som vinden, havde han taget sin frakke af og lagde den om hendes skuldre for at give hende endnu mere varme.
"Så vil jeg da håbe at mit hjem viser dig hvad du håber på....." Fuldstændig som når de var på vej til fest den gang, holdte han sin arm i en lille bue så hun kunne holde om den imens de gik

Nessa fik fat på de flyvende hår og gjorde noget, hun ikke havde gjort siden hun var helt ung; satte det bag øret. Det fik hende til at føle sig ung og uskyldig, hvilket var en nærmest komisk følelse - måske endda tragikomisk. En djævel af Satan som uskyldig var noget man skulle længere ud på landet med.
Nessa smilede over den nostalgiske tone, som Alain snakkede med, og hun blev helt varm om hjertet. Det var altid rart at høre, at man faktisk blev bemærket af andre, gav et aftryk af sin tilstedeværelse og personlighed. At hun ikke bare blev glemt, da den næste underholdende kvinde ankom ind i Alains liv. For Nessa tvivlede virkelig ikke på, at der havde været andre kvinder - både før og efter hende. Han var ikke en frastødende mand - langt fra - hvilket han sandsynligvis også selv vidste. Hele hans selvsikre tilgang til dette usandsynlige møde emmede af charme og selvtillid.
Nessa var nær ved at grine, da han svang jakken omkring hende. Det var ikke noget, som mænd gjorde så ofte, og når det var, så var det oftest i romantisk eller direkte seksuelt anliggende. Hun skælvede dog også åbenlyst, hvilket fik hende til at virre med hovedet og komme på bedre tanker.
"Åh minder," Nessa sukkede teatralsk og holdt let på hans arm, da han tilbød den. "Hvor begynder man dog?"
Hun kiggede direkte på manden ved sin side med store, smilende øjne.

Ganske rigtigt fik hun et nærmest uskyldigt udtryk over sig når hendes hår blev ført om bag øret, men han kunne da heller ikke lade være med at trække på smilebåndet over det. Hun var utrolig smuk i hans øjne og han var fuldt ud klar over at hun ikke var så uskyldig. De havde jo trods alt en noget spændende fortid sammen. Selvom der måske havde været kvinder før hende og efter så var det egentlig overraskende lidt. De havde ganske enkelt ikke det samme som hende, hun bar sig selv på en helt anden måde.
Da hun slap et grin over hans høflige gestus, smilede han dragende og varmt tilbage til hende imens han sagde: "Ja der er mange af dem.... Og det gode er, vi kan selv vælge hvilke af dem vi vil genopleve...." Som hun tog hans arm og gav så varmt og tiltalende et blik, smilede han tilbage og sagde: "Det var et godt spørgsmål..... Der er et hyggeligt lille sted hvor vi kan tage lidt mad med hjem til mig.... Så kan vi få lidt i maven udover hvad mit barskab tilbyder..... Og så skal pladerne fra den gang selvfølgelig findes frem......" Som de begyndte at gå, sukkede han en gang og sagde varmt: "Denne aften blev pludselig meget bedre...."

Nessa lo ved hans kommentar om de mange minder og kastede en lok af det mørke hår om bag skulderen, før hun kiggede på ham ud af øjenkrogen.
Maven havde sit eget liv og da Alain nævnte mad, begyndte den at knurre. Nessa kiggede grinende ned på maven og klappede på den.
"Jeg kan vist ikke løbe fra, at jeg er vild med ideen," sagde Nessa drillende og bumpede let ind i ham, da hun begyndte at gå.
Hun havde haft regnet med, at hun skulle "hjem" til det gustne hotel, som hun havde indlogeret sig på og sove indtil hun skulle videre dagen efter, men nu så det ud som om, at hendes planer var blevet ændret drastisk. Hun havde før været træt og kold, men med den ekstra jakke omkring hende og det chok, der nærmest havde lignet et adrenalinkick, som hun havde fået, da hun så Alain, havde fået hende på andre tanker en søvn. Det skulle nok blive en ganske fin aften.
Da Alain sagde præcis det, som Nessa tænkte, smilede hun ned i jorden. "Lige min tanke". Hun klemte om armen, som hun holdt om.

Da hendes mave så rumlede, kiggede han på hende med et drilsk og tilsvarende intenst smil inden han sagde: "Det passer mig fint.... Og hvis jeg skal være helt ærlig så er jeg også ved at være sulten... Når jeg bare er mig selv, glemmer jeg ofte at spise"
Som de begyndte at gå og hun let bumpede ind i ham, smilede han og bumpede let tilbage men holdt let hendes arm hvor den hidtil havde været. Af åbenlyse årsager vidste han ikke hvad hun ellers havde at vende tilbage til men lige nu handlede det også om de skulle nyde en aften sammen lige som i gamle dage. Og det lod da heldigvis til at det ikke generede hende på nogen måde.
Hun virkede også til at have det bedre end da han lige så hende, hun rystede ikke så meget af kulden mere og hun havde det smil der gjorde ham varm, fuldstændig som før i tiden.
Som hun gav hans arm et lille klem, lagde han kortvarigt sin hånd på hendes og gav den et klem. "Det kan jeg lide at høre....." De kom snart ud hvor de kunne se lidt forskellige muligheder så han smilede til hende og spurgte: "Italiensk, Mexicansk eller noget helt tredje?"

Nessa grinede, da han bumpede ind i hende, og da hun vaklede let, var hun glad for den ekstra støtte, som Alains arm gav hende. Hun havde måske vilde sanser og balance, men ligeså havde han. Det var dejligt befriende ikke at være sammen med svage mennesker og andre skabninger, der levede et kort og skrøbeligt liv. De havde en tendens til at være ynkelige og fyldte deres små liv med mærkværdige begivenheder og genstande. Genstande var Nessa ikke længere stærkt tilknyttet til, da hun mente, at det holdt hende tilbage fra alle de ting, som hun stadig kunne nå at få gjort, få set og hørt. Dette var også grunden til, at hun forlod mennesker før hun kunne blive alt for tilknyttet til dem - til trods så var det stadig rart at møde dem igen. Hun kiggede op på Alain og rystede hovedet over absurditeten ved det hele. Nessa foretrak at hvile på sin hukommelse og de ting, som hun havde oplevet, i hendes optik, korte liv. Hendes hukommelse var dog ikke hvad den havde været, da hun var ung, men bøger og dufte bragte ofte minder tilbage. Og selvfølgelig mad.
Da han lagde sin hånd på hendes, kiggede hun forundret ned på den og smilede.
"Hvad med amerikansk?" Nessa grinede. "Jeg kunne dræbte for en bakke pommesfritter lige nu"

Selv havde Alain følt livet lidt tomt i byen da hans meget høje alder gjorde at så utrolig mange ting kom til at virke skrøbelige. Menneskers korte liv eller for den sags skyld de alt for høje tanker de ind imellem havde om sig selv. Måske var det arrogant at tænke men Alain havde jo set historien udfolde sig og set imperier falde af netop den arrogance og dumdristighed der oftest prægede mennesket. Sammen med hende følte han sig ved en ligemand. En der så verden med mere klare øjne. Hun havde jo også set aspekter som dødelige ville ryste i bukserne af at kende til.
Da hun så foreslog amerikansk, nikkede han og smilede meget intenst inden han sagde:
"Det lyder faktisk som en rigtig god idé.... Der ligger faktisk en diner ikke så langt her fra...."
Så pegede han over mod den og gik roligt med hende der ind. Der var ikke rigtig nogen på det tidspunkt så der var også dejligt roligt. Han gik op til disken og kiggede på den buttede ekspedient og sagde: "To bakker pommes frites og lad os få nogle hot wings med.... Vi tager det med...." Blikket vandrede igen mod hendes hvor han så spurgte: "Andet vi skal have barskabet ikke kan klare?" Han glædede sig faktisk rigtig meget til at se hvad aftenen ville bringe. En dejlig 'Trip down memory lane'

Nessa grinede højlydt, da de sammen gik ind i dineren, og han bestilte. Det hele virkede så absolut surrealistisk, at hun nu skulle spise pommesfritter og hot wings med en mand, som hun ikke havde set siden de vilde 20'ere. Hvordan hun havde lokaliseret ham på et helt andet kontinent overraskede hende gevaldigt. En pludselig indskud af bekymring faldt over hende: Hvad hvis det ikke var en tilfældighed? Da han vendte sig mod hende, lagde hun ansigtet i andre folder og sendte ham et lille smil.
"Jeg regner med, at du har styr på det," På vej ud af butikken vendte hun sig om og smilede til ekspedienten. Nessa havde helt ondt af den buttede pige, der skulle stå der hele aftenen. Hun så sød, træt og menneskelig ud og lige i det øjeblik ønskede Nessa sig intet mere end at være i hendes sko. Eller i hvert fald prøve det kort. Hvordan var det mon at være helt almindelig? Forældre, parcelhuskvarter, uddannelse og et forhadt studiejob? Inden Nessa dalede helt ned i sine tanker, trådte hun ud af dineren og kiggede op på den mørke himmel. Et par stjerner var synlige deroppe, men det lysstofrørsagtige lys var hæsligt mod hendes øjne.
Nessa kiggede tilbage mod Alain, da støvregnen begyndte at dale.

Det var egentlig underholdende at tænke på hvordan han havde etableret sig i byen for at se hvad fremtiden bragte og så kom hun ud af det blå så man igen fik tanker tilbage på en fantastisk fortid. Og her stod de så og kunne tale og opføre sig fuldstændig som de gjorde den gang. Eller aftenen ville jo vise om det så var tilfældet. Men mon ikke det blev sådan?
"Det har jeg..... Jamen lad os få lidt cola med også" Det hørte sig nærmest til ved amerikansk mad.
Som de kom udenfor med deres bestilling, kiggede han kort op inden han selvfølgelig lod hende holde hans arm igen. Turen mod hans lejlighed begyndte og han smilede dragende varmt til hende imens minderne vældede tilbage. Gad vide om de stadig havde det i sig at være så vilde som de var den gang? Gad vide om den samme kemi var der når det kom til stykket. Sådan virkede det i hvertfald.
"Jeg havde aldrig regnet med at aftenen skulle forme sig sådan her da jeg valgte at gå den tur.... Men jeg er rigtig glad for det... Det er fantastisk at bruge tid med en der trods alt kender en så godt....." Ikke mange minutter efter kunne han række armen ud mod en flot lejlighedsbygning hvor han sagde: "Anden sal.... Lad os så se om der stadig er gang i fortiden..."

Med et smil og et lille kast med hovedet, der fik håret til at falde ned over hendes ryg, tog Nessa atter fat i Alains arm. Hun skævede mod maden og overvejede at spørge, om han havde brug for noget hjælp. Hun vidste dog ikke om han ville tage det som en fornærmelse og undrede sig igen over hans pludselige opdukken. Hvad hvis han slet ikke var som før? Hvad hvis hun slet ikke var? Nessa synes selv, at hun var kommet lidt mere ned på jorden, men var nok også blevet lidt mere kynisk. Hun bed sig i læben og kiggede lidt nervøst på sin gamle ven ud af øjenkrogen. Var deres spektakulære fortid nok til et fremtidigt venskab?
"... Det er specielt rart, når det er så uforventet," Nessa grinede og blev forundret over, at hun faktisk følte sig lettere til mode end hun havde gjort i lang tid. Med et blink i øjet sagde hun: "Måske kender vi hinanden lidt for godt."
I det øjeblik de endte ved lejligheden blev Nessa utrolig glad for sit valg om ikke at tage tilbage til det hotel, som hun boede på lige nu. Det var virkelig et trist sted og Alains virkede til at være alt andet end.
Ved hans kommentar lod hun sin arm glide væk fra hans og hun vendte sig mod ham. Nessa grinede og blinkede til ham med det ene øje.

Han nikkede i første omgang til hendes ord og svarede med en selvsikker varme der ikke havde falmet det mindste siden den gang: "Det har du så evigt ret i..... Sandt at sige var det da rart nok med en gåtur men det føltes nu alligevel lidt fladt..... Det fik du da hurtigt vendt rundt på..." Da hun så blinkede til ham og kommenterede hvor godt de kendte hinanden, kunne han ikke lade være med at slippe et grin inden han sagde: "Måske.... Hvem ved?.... Jeg er nu glad for det alligevel...."
Hans blik vandrede efter hende som hun drejede om mod ham og blinkede nærmest drilsk til ham. Så gik han indenfor sammen med hende og kunne efter en kort elevatortur gå hen og åbne døren ind til hans lejlighed. Den var moderne indrettet men stadig med et tydeligt præg af en der havde smag for de finere ting i livet. Kunsten var smuk og dristig, møblerne havde et præg af dyre antikviteter men ikke til det punkt hvor man ikke turde bruge dem. Ved første øjekast var der en åben stue med et par trin ned til en smuk sofagruppe med anlæg og den gamle pladespiller stående på sit eget bord. Så var der flot køkken med kogeø hvor bordpladen var i mørkt marmor. Døren stod åbent indtil et overdådigt soveværelse med en lækker dobbeltseng

Ved Alains ord grinede Nessa let inden hun gik ind i bygningen fulgt af ham. Da de stod i elevatoren lagde hun blidt hånden på hans overarm. "Det er nu rart nok at se dig igen."
Først derefter overvejede Nessa sin handling og trak hånden til sig. Hun vidste ikke hvad der havde fået hende til det; noget instinktivt?
Nessa lænede sig op af væggen og klemte øjnene i, da elevatoren begyndte at køre op. Hun var en benhård djævel, men elevatorer fik af en eller anden mystisk grund, hende til at føle sig som en på fire, der havde brug for et meget stort kram. Da elevatoren stoppede kiggede hun på sig selv i spejlet og kørte en lok hår om pegefingeren. Hendes ben føltes som gele og hun lod sig lettere ustabilt føre ind i lejligheden. Til trods for gele-benene kunne Nessas nysgerrighed ikke kures og hun gik stille rundt i lejligheden. Hun lod en hånd glide henover en stols ryglæn, primært for at beundre den, men hun kunne ikke undgå, at det også var for støtte.
"Du lever da ikke helt hæsligt her..." Nessa kiggede atter drilsk henimod Alain før hun lod gele-benene føre sig henimod pladerne.
Her ville hendes hænder også instinktivt røre ved alting, men hun lod hænderne hvile omkring sig selv den her gang. Nessa vendte sig mod Alain og trak langsomt den kølige jakke af skulderne og smed den over den lænestol, som hun før havde kærtegnet. Hånden lod hun igen hvile ovenpå jakken.

Påklædning

Han så meget intenst på hende imens han smilede til hende og svarede: "Jeg er også rigtig glad for at se dig igen..... det har været manglet...." Da hun så virkede lidt usikker på grund af elevatoren, reagerede han per instinkt og lagde den ene arm om hendes talje for at distrahere hende men også give hende en tryghed.
Inde i lejligheden kiggede han efter hende og gengældte hende intenst smil. "Nej det er slet ikke endt så tosset.... Håber ikke det er for skidt for dig....." Imens hun gik over til pladerne, gik han hen og åbnede et stort barskab hvor han hældte en lækker drink op til hende. Da han så vendte sig hen mod hende, så han hende i den smukke kjole og rakte hende drinken imens han sagde: "Der blev lejligheden meget smukkere end før......"
Han strøg blidt hendes lænd som han gik hen for at finde en plade at sætte på. Og han tog en af de plader hun kendte så godt. Nemlig en de havde hygget til før i tiden. Pladen blev sat på og den velkendte musik begyndte at spille. Så lod han blikket hvile på hende endnu en gang inden han så dragende på hende.
"Husker du?....."

Da Nessa stillede sig ved siden af stolen kunne hun stadig mærke den arm, som han havde lagt om hende for at støtte hende og det føltes underligt og velkendt. Det var et stykke tid siden, at nogen havde rørt sådan ved hende uden at sex var den eneste bagtanke og mulige udkom.
Nessa sendte ham ham et smil, der egentlig ikke rigtigt sagde noget som helst. "Jeg har det fint, har i hvert fald ingenting, der holder mig nede."
Nessa havde altid haft brug for at være en fri fugl og det var da også en af grundene til, at de skiltes sidste gang. Efter et par årtier, kunne hun ikke holde ud at blive "holdt nede" af noget. Hun havde brug for at kunne rykke alt op med rode på under fem minutter. På det sidste var hun dog ved at være lidt træt og savnede sine gamle genstande. Et blik på Alains lejlighed medførte da også, at et jag af smerte over hendes tabte genstande gik gennem hende. Måske var hun ved at blive for gammel til at være en fri fugl?
Ved hans kompliment rystede Nessa grinende på hovedet og hendes forhenværende bekymringer blev skubbet lidt af vejen. "Du er da ikke blevet mindre glat med tiden, din charmetrold".
Umærkeligt rykkede Nessa sig lidt, da han gik forbi hende og hendes krop brændte atter ved hans berøring. En kuldegysning løb igennem hendes krop og hun rystede håret ned over ryggen for at skjule det. Da pladen blev sat på, fnisede Nessa som en pige på 17 og hun slog hånden for munden før hun grinede af sig selv. Nessa vendte sig hele vejen mod ham og sippede fra det glas, han havde givet hende. En dejlig varme bredte sig igennem hende, da alkoholen ramte blodet.

Han vidste så udemærket at hun havde behov for at være en fri fugl og det ville han selvfølgelig også lade hende være. Hun skulle ikke holdes nede af nogen eller noget og de havde det alligevel også langt bedre når de bare lod tiden gå sin gang. Dog vidste de jo nok godt at der ville ske et eller andet mellem dem, det gjorde der som regel når de morede sig sådan.
Så grinede han ganske kort inden han blinkede til hende og sagde: "Dit smil antyder klart at det ikke lader til at genere dig..... Men du ved også jeg ikke siger den slags med mindre jeg virkelig mener det.... Og hvem ville klage over sådan et syn?"
Hun gjorde et godt forsøg på at skjule kuldegysningerne men han kendte hende godt nok til at kunne spotte det hurtigt. Dog sagde han ikke noget til det. Så gik han hen til hende som hun fnisede og sagde dragende: "Håber det behager dig..... Det gjorde den den gang....." Så var han henne og hentede så en lækker whiskey med en dejlig rund smag til sig selv hvorefter han vendte sig mod hende og smagte på den.
"Det har nu altid klædt dig med farve i kinderne...... "