What is going on?!

Tid: 15:45
Sted: Slotsgården
Omgivelser: Stille og roligt, skøn natur..
Vejr: Lunt og solrigt
Påklædning: Outfit
Tag:@Khaa

For et par dage siden var Matthew blevet to måneder gammel. Tiden fløj af sted, og den lille dreng var sund, rask, og voksede hurtigt! Det var helt utroligt at deres lille familie var dannet og at de nu levet livet. Der var kommet en rutine, og denne dag var ingen anderledes. Vejret var godt, rimelig varmt faktisk, og Matthew havde ligget og sovet i sin barnevogn ude i slotsgården hvor Charmeine klarede lidt arbejde. Khá var taget i byen for at ordne nogle indkøb, og ærinder.

Hun gik rundt og nød det gode vejr, da Matthew vågnede fra sin lur. Derfor gik hun hen til ham, løftede ha forsigtigt op, og de to gav sig til at pludre løs med hinanden og underholde hinanden. Drengen var ivrig, og i takt med at han blev større, lærte han nye måder at udtrykke sig på og gøre sig bemærket. Han var en sand lille engel, og et ret nemt barn faktisk. Hun løftede ham snart op, og gik en tur i haven med ham på armen. Det lange hår hang løst, og vinden legede let med håret og kjolen.

Tiden var nærmest fløjet afsted og de havde fundet sig godt til rette i en rutine med lille Matthew. Drengen var sund og rask og voksede hurtigt. Han var utrolig glad og udtrykte sig på de mest fantastiske måder.
Dette skulle dog ende med på ingen måde at være som en hver anden aften.....
Som de gik ude i haven og snakkede, gik Bach og ordnede blomsterbede meget metodisk. Som altid var det tydeligt hvor perfektionistisk han var med de opgaver han nu en gang gjorde, og man kunne se den gamle mand elskede at passe haven også.
Snart begyndte der dog at komme en underlig kulde der tog til overraskende hurtigt.
Bach kiggede op og skyndte sig hen til Charmeine imens han sagde: "I know that cold..... Come... We must get inside fast!"

Dette nåede dog ikke at ske inden en dyster skikkelse kom omkring hjørnet og gik et par skridt hen imod dem. Stemmen var dyb, rusten og kold som graven: "Bach.... How good to see you old friend..... And Charmeine..... Is that little Matthew? My he has grown....."
Skikkelsen kom hen i lyset så man kunne se de sorte kåber med glødende blå symboler på. Håret var langt og kulsort og hang i slidte laser. Huden var indsunken og askegrå og hvor der en gang var øjne kunne man ane to glødende røde orber.

For første gang nogensinde så hun Bach oprigtigt nervøs. "Lady Charmeine..... Start praying to Master Khá......"
Skikkelsens øjne blussede op i blå flammer imens han knurrede vredt: "That title is MINE!..... But please..... Start praying..... I want him to see this......"
Hendes forsvarsevne ville begynde at røre på sig og Matthew begyndte at græde

Alting gik fint, og som brisen gik over og blev direkte kulde, gøs hun og så forundre op mod himlen. Bach var pludselig henne hos hende, og hun holdt instinktivt Matthew tæt ind mod sig. Noget var galt, hendes evner rørte på sig. Butlerens ord var alarmerende, men de nåede ikke særlig langt før en skikkelse krydsede hjørnet og kom imod dem.

Charmeine havde ingen anelse om hvad der foregik, men skikkelse - selvom hun aldrig havde mødt manden - blev genkendt fra det maleri som Khá havde vist hende engang for mange mange måneder siden. Det kunne da ikke?! Kunne det?! Pulsen steg, og hun veg instinktivt nogle skridt bagud og skærmede sønnen med sine arme. Han kendte hendes navn, og snakkede om Matthew også. "You are not welcome here, be on your way please" bad hun bestemt. Bach prøvede at bede hende om at tilkalde Khá via deres specielle bånd, og hun trak vejret dybt ind. Vreden blussede op hos denne mand, og hun pressede læberne sammen. "See what? Please now, sir. Be on your way.. we want you no harm, and neither do you want us any harm as well.." prøvede hun at overbevise ham på sin displimatiske måde. Hendes harmoniserende evne slog til, kastede sine blide usynlige strenge hen over manden i et forsøg på at skabe ro og harmoni hos ham. En anden evne rørte dog på sig, og et slør lagde sig hen over hende og Matthew, for at beskytte dem for hvad end fare manden måtte prøve at udsætte dem for. Fordi hun ikke selv kunne bestemme over denne evne, var Bach desværre ikke inkluderet. "Bach, please let us be.. we will manage" forsikrede hun ham. Han var mest sårbar sådan som tingene var. Om hun skulle tilkalde Khá? Det burde hun, men.. hun frygtede for at han ville komme i fare også, så hun ventede lidt for nu, for at se om hun ikke kunne redde situationen selv.

Skikkelsen fjernede hætten helt og så på dem med øjne der kogte af intens vrede imens hun sagde denne skulle gå. "I built this place! I will leave exactly when i see fit to do so...." Kort tog skikkelsen sig til hovedet og rystede en gang inden den smilede mod hende og afslørede ødelagte og spidse tænder. Skikkelsen grinede kort med en dyb og ildevarslende latter inden den sagde: "Your soothing power has no effect on me..... I am the very incarnation of the ultimate justice!"
Bach nikkede til hendes ord og skulle til at gå væk da skikkelsen slyngede en hånd ud og et træ brød ud i blå flammer så Bach ikke kunne komme forbi. Bach gik hen til hende igen og frygt var i hans øjne men han fastholdte et stoisk ansigtsudtryk. "Lady Charmeine.... I beg of you... Pray..... That creature is in it's purest form...... We need help..... It will not make us leave..... It has killed Matthew once before...... It will again..... "

Hun stivnede ved hans svar, ved synet af ham.. nuvel, hun var ikke en der blev mærkede frygt, alligevel var noget ved ham helt.. foruroligende. Frygt var bare ikke en del af hendes ordforråd. I stedet vuggede hun Matthew lidt i armene, prøvede at berolige ham i stedet for manden. "If that is true then you know neither I, nor my son, have done any injustice towards you" slog hun fast for manden, og nægtede at lade sig skræmme. Måden han dog sørgede for at Bach ikke kunne gå nogle steder, gik hende på, og hun så alvorligt mod tingest foran hende. "Bach, stay behind me.." endte hun med at sige. Der var manden mest i sikkerhed. *Khá? My love.. It is an emergency. I need you here* kaldte hun ud til sin mand. Hun prøvede at lade beskeden være rolig, så han ikke fangede op på noget, blikket veg ikke fra manden foran sig. *Be careful when you arrive..* tilføjede hun kort efter.

Skikkelsen grinede nærmest manisk denne gang ved hendes ord inden denne talte med en dyb og kold stemme: "That is true..... You have not....... But he has..... When he renounced my power, he took everything away from me! I was taken to the deepest pits of Hell.... I was tortured in ways no mortal or immortal mind could ever imagine.... He took everything from me..... So i will take everything from him...... What he holds so dear..... I want to savour it..... Enjoy it..... Give him the punishment Heaven was to afraid to give him!"
Bach kiggede alvorligt på hende og sagde: "I will do no such thing Lady Charmeine.... I have an oath to Master Khá.... And i will fulfill it to the letter....." Bach stillede sig ved siden af hende og han så på væsnet med en stålsat stolthed. Som hun begyndte at bede, gik der ikke længe inden hendes bøn blev besvaret:
"I will come my love..... Stall him...... I will hurry..... I love you......" Det var som om Khá kunne mærke hvad der skete tilbage på slottet

Mandens svar var absolut ikke beroligende. Hvordan var han lige sluppet ud af helvede igen? Hun havde ikke tid til at finde ud af det, og i stedet formåede hun at berolige Matthew så han ikke længere græd. "You are not welcome here, this place is no longer yours.. as for heaven.. it knows wha is is doing, and I advice you to stop this madness before you end up in hell once more.. leave, and let us be!" der var ingen frygt i hende, andet ville være underligt. Hun var skabt uden, og hun havde levede et ganske mærkværdigt liv. Desuden, Khá's hustru var ingen svækling der brød sammen, hun var stolt og stærk, og gjorde sin mand ære.
Bach blev stående hos hende og hun frygtede virkelig for hans liv. Khá's svar faldt, og han vidste tydeligvis hvad der foregik. *I will.. And I love you too..* svarede hun ham.

Måske virkede hendes beroligende evne ikke på væsnet foran dem men den virkede fantastisk på Matthew der nu lå og sov trygt i sin mors, komplet uvidende for hvad der skete omkring ham. Det var også bedst sådan.
"Do i look like i care whether i am welcome or not?...... This place is still mine and i will take it back if i have to...... I will NOT end back in Hell..... Satan himself gave my a body of my own..... To do as i please..... Which i will....."
Bach kiggede hende i øjnene og sagde: "He is on his way Lady Charmeine.... We can do thi...." Mere nåede den gamle mand ikke at sige inden fire tråde af blå ild sprang fra væsnets fingre og tog fat i Bachs hænder og fødder. Det var tydeligt hvordan ilden brændte og gjorde ondt men Bach stod fast som en støtte og sagde til hende: "Protect..... Matthew..... I cannot die..... As long as Master Khá lives....."
Bach stod som lammet imens væsnet kiggede manisk på dem og sagde til hende: "So where is he?.... Where is your merciful God now?... Or your treacherous husband? Where is he now?....... Do you know what i have done?.... How many lives i have taken? Without even flinching the slightest bit...."

Hun holdt vejret, blikket veg ikke fra ham, i hvert fald ikke før han fik fat i Bach på denne måde. Hun havde ingen evner der kunne angribe ham, desværre.. men, der var en ting hun kunne gøre som ville få enhver mørk væsen til at vie.. en forvandling til sin sande skikkelse. Hun havde dog ikke forvandlet sig i flere måneder, og turde knap nok nu her af frygt for at det ikke ville virke optimalt. Hun måtte hellere vente på sin mand. "My God is watching us, and with his gift to me, you will not be able to harm my family.. mark you these words.. leave this place. You have lost everything here.." hun stolede på sin evne, den var jo fuldt aktiv lige nu. Hun håbede stadig på at han ville gå uden at skabe større problemer, men sådan som det så ud nu, så virkede det ikke til at være tilfældet.

Måske ville det virke at forvandle sig men så igen... Det væsen var ulig noget andet, og det var egentlig svært at sige om det var egentlig uhelligt. Det grinede endnu en gang ved hendes ord og sagde: "He cannot help you..... Yes i see you can protect your family..... But for how long?......"
Væsnet slyngede den anden hånd ud mod hende og en kugle af den blå ild for mod hende men blev taget af skjoldet omkring dem. Dog var det tydeligt at væsnet var utrolig stærkt så det var ikke til at sige hvor længe det ville holde. Endnu et grin kom fra væsnet der nu slap sit tag i Bach og holdt hænderne samlet. "Impressive..... Let's see if you can take even more......" Mellem hænderne voksede der ild frem der delte sig og blev til spyd af ild. Alle syv spyd blev slynget imod hende og burde have ramt hende. Men en høj metallisk lyd kom foran hende og Khá landede i sin sande majestætiske form foran hende. Spydene prellede af mod hans vinger og hans dybe majestætiske røst lød: "YOU HAVE NO POWER HERE! I HAVE RENOUNCED YOU! LEAVE OR BE ERASED FROM EXISTENCE!"
Skikkelsen tog sig til øjnene over det skarpe hellige lys

"For as long as it takes" svarede hun alvorligt og uden at vie blikket fra tingesten for hende. Hun ændrede sit greb om drengen i sine arme, og han sov trygt videre. Pludselig røg en ildkugle mod hendes skjold, der et øjeblik blev stærkere. Trykket var dog tydeligt høj, og det betød det kunne blive hårdere. Om skjoldet ville holde i al evighed, anede hun ikke, det var trods alt ikke blevet sat på prøve før nu, ikke i så lang en periode i hvert fald. Ved kollationen mellem kuglen og skjoldet, lød der et højt brag, og Matthew spjættede i hendes arme og klynkede. Hun vuggede ham for at berolige ham. "You will come to regret this" lovede hun ham alvorligt.
Bach blev sluppet, og tingesten brugte begge hænder til at forme spyd der snart ville blive sendt imod dem. Hun spændte op, strammede grebet om Matthew og sendte en bøn til himlen og støtte og styrke. Hjertet knugede sig sammen, og trods hendes tro på Herren og sin mand, så sneg frygt sig kortvarigt ind. Spyd blev sendt i deres retning, og hun fornemmede Khá's tilstedeværelse i samme øjeblik. Så landede han foran dem, og spydende prælede fuldstændig af på ham. Hun åndede lettet op, og sank en klump. Hånden blev kortvarigt lagt mod hans skulder, for støtte og hendes skjold lagde sig ligeledes om ham, beskyttede ham yderligere. Ting kunne let trænge ud af skjoldet, men ikke ind.

Imens skikkelsen tog sig til øjnene og bandede vredt på et mærkeligt sprog, drejede Khá sig mod hende og så ned på hende med de gyldne øjne. "Are you well my love?....."
Han var jo lidt over tre meter høj i sin sande form men derfor lagde han stadig armen om hende og lænede sig ned så han kunne kysse hendes pande. Derefter så han hende dybt i øjnene og sagde på Englenes Sprog:
"Listen very carefully....... The shield won't hold forever against the Arcane Flames...... So i will have to fight back..... That creature will not leave until somebody dies.... But i understand his way of fighting..... " Khá blev ramt af ilden i ryggen men skjoldet tog det meste men det gjorde stadig ondt. "Fight me! You will burn!"
Khá så hende meget alvorligt i øjnene og sagde: "Run..... Get my sword in the cabinet..... Run!"
Khá vendte sig bestemt om mod skikkelsen og tog den næste ildkugle med vingerne. "You could survive this..... But you attacked my friend..... My wife..... And you attacked our son..... For that there is no going back!"
Khá's næver brændte af den intense hellige flamme som han knyttede næverne. Egentlig ville han angribe men han ville sikre sig hun nåede væk først

Hun så op mod ham, måtte lægge hovedet langt bagud for at kunne se helt op mod ham. "I am fine.. we are fine.." Matthew var vågnet, og rørte uroligt på sig, så op mod sin far og rakte ud efter ham tilsyneladende upåvirket over at manden var i en anden skikkelse. Hun blev kysset på panden, og mærkede et tryk mod skjoldet der betød monsteret han angrebet igen.
Khá forklarede, og hun nikkede forstående. Hun vidste det ikke kunne være anderledes når han sagde det trods alt. "Alright, I will be back soon.. be careful" sagde hun, inden hun stak i rend. "Bach, come on, i need you .." kaldte hun til butleren. Indenfor, stak hun drengen i butlerens arme og bad ham skjule sig og beskytte Matthew. Hun skyndte sig efter sværdet. Hjertet hamrede, men hendes forbindelse til Khá forsikrede hende om at han holdt stand og var uskadt, for nu. Sværdet blev fundet, og som hun lukkede hånden om det, mærkede hun energien og trykkede i det. Det var ikke hvem som helst der kunne bruge dette sværd. Hun løftede det op, og satte kursen mod udgangen. På vej, slog hendes egen forvandling til, så da hun trådte udenfor.. blev vingeren skudt op for første gang i utallige måneder. Hendes smukke skikkelse var knap synlig af det stærke lys der omgav hende, og som altid ved en forvandling.. var tøj en relativ ting.. detaljerne af hendes engleskikkelse var dog skjult af det stærke lys, men der var ingen tvivl om at hun var Guds skabning, lyset, udstrålingen, og skønheden. De intense smaragdgrønne øjne lokaliseret manden, og hun mærkede styrken i denne krop der var langt mere overlegen end den menneskelige. "Your sword, love.." hun snakkede deres eget sprog, englenes sprog, og tonen var ligeså betagende som alt andet.. og ligeså ubehagelig for mørkets væsner som alt andet ved hende.

Da de begge to var kommet væk, vendte Khá endnu en gang blikket mod den uhellige skikkelse der stod foran ham. Skikkelsen hvæste af ham med et underligt grin og sagde: "I will enjoy watching you die..... Slowly......"
Khá's gyldne øjne hvilede stolt på skikkelsen imens han sagde: "You will be the one who get's punished....... You made a very grave mistake accepting Satans power.... That makes you unholy.... Unholy gets hurt....!"
Så gik der en voldsom kamp i gang. Khá's næver med hellig ild efterlod grimme mærker på skikkelsen der ligeledes gav Khá mærker. Ilden skikkelsen brugte og Khá's hellige ild brændte voldsomt og fik det hele til at lyde som torden. Når de ramte hinanden gav det høje brag. Som tingene så ud, var det faktisk ikke til at sige hvem af dem der ville kunne gå der fra, men Khá holdt stand og havde fordelen af han kæmpede for noget andet end sig selv.
Som hun kom ud til dem igen, havde skikkelsen lige ramt Khá i brystet med flere pile af ild. Det gav nogle grimme mærker og han var tydeligt mærket af det. Så tog han mod sværdet fra hende og sagde på Englenes Sprog: "Be ready to heal me..... This will be ugly.... I have to end this fast......"
Skikkelsen var tydeligt mærket af hendes tilstedeværelse og hvæste af dem. Khá tog en dyb indånding og sværdet blussede op af hellig ild. Han blev nødt til at udnytte en farlig åbning. Så da væsnet gjorde et voldsomt angreb klar, måtte Khá droppe at forsvare sig og tage det. Flere spyd af den blå ild gik igennem Khá's solide brystkasse. Men det gjorde også der kom den åbning han ventede på. I samme nu sprang han hen mod skikkelsen, væltede den, og spiddede sværdet ned igennem så skikkelsen sad fast mod jorden og vred sig i smerte over de hellige flammer. Khá gik i knæ og hostede af smerte

Synet der mødte hende derude var ikke som forventet. Kampen var brudt ud, og det viste sig at være de tos kamp, og ikke et uvejr hun havde hørt. Khá var såret, og det var den anden skikkelse også, men det så ikke for godt ud hvis man spurgte hende. Han tog dog imod sværdet, der straks blussede op. Hun sank, og nikkede. "I am ready, my heart.. I believe in you.." at vise bekymring eller frygt ville ikke være en god ide, i stedet understregede hun for ham at hun stolede på ham, og troede på ham. Forhåbentlig ville det give styrke. Så gik de ellers til angreb på hinanden og Charmeine kunne ikke gøre andet end at se til som hendes mand blev ramt af flere spyd. Næverne blev knyttede og hun stod standby, klar til at træde til. Det lykkedes omsider Khá at spidde monsteret der faldt til jorden, og han vaklede om og kollapsede ligeledes hvor hun hurtigt var over ham. På knæ i græsset, lagde hun end hånd mod hans bryst. "Hold on my love. I am right here" hun tog hans ene hånd, og med den anden mod hans bryst, lukkede hun øjnene og gav sig til at heale ham roligt og systematisk. Hendes hjerte slog fast i brystet, og den uro hun følte var skubbet til side. At heale ham var det vigtigste, og hun måtte have fuld fokus på ham. Efter nogle minutter, var han healet så godt som muligt, og hun overførte noget af sit energi, så han da ikke var helt uden styrke. Hendes øjne var selvlysende, og hendes sædvanlige beroligende aura sørgede for at sprede ro og harmoni.

Der var ingen tvivl om at kampen mellem dem var utrolig voldsom, hvilket også havde sat sine præg på omgivelserne. Overalt var haven sveden grundet den blå flamme. Han nikkede som tegn på at han havde hørt hende som hun gik i gang med at helbrede ham, hvilket tydeligt var nødvendigt. Det var jo trods alt ikke nogen normal ild han havde stået overfor. Som hun var færdig, stavrede han på benene og strøg hendes kind inden han sagde: "Your faith in me gave me the strength needed......" Han havde nok vundet men det var ikke til at sige hvilke konsekvenser det ville have haft.
Så vendte han blikket ned på skikkelsen der prøvede at trække sværdet ud. Khá kiggede nærmest roligt på den og tog ved sværdet. "There will be no afterlife..... No punishment.... Your own redemption will be in oblivion....." Så slog Khá over på Englenes Sprog imens sværdet blussede op i hellige flammer hvilket fik skikkelsen til at skrige.
"Though i walk through the Valley of the Shadow of Death.... I will fear no Evil....."
Skikkelsen skreg voldsomt som den begyndte at lyse og blev opslugt af flammerne der til sidst kun efterlod en lille bunke af aske der blev båret væk af vinden. Medtaget vendte Khá sig mod Charmeine i sin sande skikkelse. Der var stadig nogle grimme sår på hans ryg men det ville kunne tages med mere helbredelse eller forbinding af sårene. Han smilede roligt og svarede med en stemme varm og kærlig på trods af hans majestætiske stemme:
"It is done..... The creature Khá..... Is no more....."

Hun smilede varmt og ømt til ham, kærtegnede hans kind, og forvandlede sig endnu ikke tilbage til den menneskelige skikkelse. Hun havde det ganske fint i denne skikkelse trods alt. Manden rejste sig, og hun støttede ham så de snart stod side om side. Begge så de ned mod den sjæleløse skabning, og som Khá greb ved sværdet, kunne hun se vrede, had og frygt i tingestens kulsorte blik. Og snart, var den blevet til aske. Hun kunne se det havde taget hårdt på ham. "You did well, darling. Let me help you inside.." hans ryg skulle også heales kunne hun nu se.

Det var et lettelsens suk der kom fra Khá da skikkelsen blev til aske og forsvandt i vinden. Det var som det sidste kapitel i en rigtig dyster fortid også blev afsluttet. Det var en evig trudsel der langt om længe var helt væk. Han smilede til hende og gjorde hvad han kunne for at gå oprejst. Det havde været en hård kamp for ham selv om han var Seraphim men han blev i sin sande skikkelse så det var et utroligt syn. "I.... I am glad you all are safe now.... Ow.... He got me good...."
Som de kom indenfor, kom Bach hurtigt hen til dem og gjorde noget hun aldrig havde oplevet på den måde. Med Matthew sikkert på armen knælede han foran dem og sagde bestemt: "It pleases me greatly that you are safe.... And as always.... I am honoured to serve you Master and Lady Charmeine....."
Khá tog sig til siden og fik Bach på benene imens han sagde: "I did what i could to keep you safe..... I am glad it worked old friend....."
Bach kiggede så bestemt på Charmeine og sagde: "I will take care of Matthew Lady Charmeine.... You go and take care of Master Khá.... He does a poor job himself..." Man kunne se i den gamle mands øjne at det var lidt i spøg

Hun havde ikke et øjeblik tvivlede på sin mands evner, hun vidste trods alt hvem og hvad han var! At han dog var skadet var der intet at sige til, og hun måtte hellere tage sig ordentligt af ham. Indenfor blev de mødt af Bach og deres søn. Førstnævnte faldt på knæ og ved hans ord, så hun ømt mod ham. Snart efter var han på benene, og hun lo dæmpede. "Don't worry, I will take care of him" svarede hun blidt. "Come on love, you need more treatment.." så trak hun blidt af sted med ham mod deres værelse. To gigantiske skikkelser. Heldigvis var slottet jo stort, så de kunne da bevæge sig. På deres værelse bad hun ham sætte sig, inden hun gav sig til at heale hans ryg også.

Khá grinede lidt sammen med dem men stoppede hurtigt igen da det gjorde ondt. Som en sidste bemærkning kiggede han på Bach og sagde: "You make me sound like a big child old friend.... Good i have you two to take care of me....."
Der behøvedes ikke rigtig belysning som de to smukke skikkelser kom gående igennem gangene og til sidst ind på deres soveværelse. Han gjorde som hun sagde og satte sig roligt ned og lod hende gøre som hun skulle for at helbrede ham. Dog ømmede han sig en del for den Arkane Flamme var i sig selv rigtig farlig og når den samtidig var blandet med Helvedes Ild så var det rigtig slemt.
Hans ryg og side var meget medtaget men heldigvis var hun fantastisk dygtig.
"You are amazing......"

Hun fik lappede ham sammen, og eftersom det var noget af det hun var god til, gik det godt. Han ømmede sig, og hun anstrengte sig for at gøre det uden at volde ham for mange smerter.
Så blev hun færdig, og så ned mod ham. "All done.." hans kompliment fik hende til at smile, og hun lænede sig ned og kyssede hans læber ganske blidt. "So are you, my love.. thank you for saving us.." sagde hun blidt.

Det var slemt og smerterne var store men hun gjorde det rigtig godt for at mindske smerterne for ham. Det gjorde også det hele meget nemmere at håndtere.
Som hun var færdig, kiggede han på hende med de gyldne øjne og svarede: "Of course.... I swore to keep you safe..... And now the biggest threat is gone....." Så lagde han armen om hende og trak hende nærmest ned på sit skød inden han smilede intenst og sagde: "I need this...."
Så trak han hende ind til et intenst og lidenskabeligt kys. Både af lyst og fordi det var så befriende en tanke at de nu var endnu mere sikre

"It is, you did more than well.. love" svarede hun kærligt. Så trak han hende ned på sit skød, og hun svøbte armene om han og smilede mod ham. Hendes smaragdgrønne øjne i hans gyldne blik. Hans læber fandt hendes, og hun gengældte ømt og lidenskabeligt. Hænderne gled gennem hans hår og hun pressede sin veldrejede skikkelse mod hans. Kort tid efter måtte hun dog tage sig sammen, og brød derfor kysset ligeså stille og roligt. "You need to relax, and I will go make sure you get someting to eat.." hviskede hun blidt.

Han havde jo for længe siden svoret at han ville beskytte hende og det samme gjaldt for lille Matthew, så derfor kæmpede han også så intenst som han havde gjort. Men når han tænkte tilbage på kampen var han sikker på hun faktisk reddede ham.
Det var et helt fantastisk lidenskabeligt og dog blidt kys der blev udvekslet mellem dem og han kunne da heller ikke lade være med at slippe et nydende suk. Da hun så rejste sig og nævnte han skulle slappe af og hun ville finde ham noget at spise, smilede han kærligt og sagde: "Be sure to bring something for yourself as well.... I hate eating alone....."
Da hun så gik efter det, fulgte han hende med øjnene ganske nøje. Hendes skikkelse var så sensuel og smuk så han kunne heller ikke lade være med at kigge

Hun havde reddet ham? Hun var ikke enig, men det blev de nok hellere aldrig. I stedet smilede hun let da kysset blev brudt, og kom på benene. "I will, don't worry" svarede hun kærligt. Hun vidste hvordan han havde det med at spise alene trods alt.
I køkkenet fandt hun mad frem. Lidt forskelligt som Bach havde gjort klar til frokost og som hun nu tog noget af. Den frokost, men bedre sent end aldrig. Knap tyve minutter senere var hun tilbage hos ham. Hun forvandlede sig tilbage til sin menneskelige skikkelse, det var mere praktisk med størrelse på stole og seng og lignende. Maden var dog blevet stillet på bordet. "Go ahead and eat, I will just get some clothes on" sagde hun blidt.