Et nyt bekendtskab (Vanilla).

Vejr - Det blæser en smule, og så er det forbandet koldt.
Tid - Klokken halv ni om aftenen ... eller deromkring.
Omgivelser - Der er pænt fyldt, så det vrimler med travle folk overalt.
Sted - Et eller andet sted på Di Morgas bandegård, de ferme.
Dato - D. 14. juni - ligesom in real life.

Et højt tut hørtes, før et af de mange toge begyndte at rulle afsted på de rustne togskinner. En ung herre iklædt en mørkegrøn habit/jakkesæt løftede en af hans handske-beklædte hænder og vinkede til en af togets passagerer. Det var så det besøg. Det havde dog været hyggeligt endelig at gense hans fætter efter de mange år, hvor de slet ikke havde set hinanden. Et kordialt smil bredte sig på hans læber, inden han drejede om på hælen og luntede lidt væk fra skinnerne. Længere hen fik han øje på en bænk, som han satte kurs mod og dumpede ned på den, da han nåede helt hen til den. Dernæst lagde han det ene ben over det andet og foldede sine hænder i sit skød. Med et kyndigt blik så han rundt på de mange forskellige ansigter, der befandt sig på bandegården. Et par ældre mænd i sort jakkesæt og med brune mapper i hånden kom gående forbi ham i høj fart. Hvad havde de mon så travlt med? Han fulgte dem med øjnene, indtil de ikke længere var at se og rettede derefter sit blik op mod bandegårdens store ur. Var klokken allerede så mange?.

PÅ en kortvarrigt sti lidt længere væk fra banegården kom en pige gående hun var ikke lille af sin alder det kunne ligne sådan men skinet kunne bedrage meget, selv for et hvert øje. Hun havde en hvid silke kjole der gik ned til knæern. Håret var blond som lyset og var sat op i rottehaler, øjnene blågrønne hendes hud meget hvid. Hendes kridhvide pels vinger var foldet ud fra ryggen og flagrede lidt op og ned mens hun gik videre med lette skridt. Tænk at hun var herude så sent på aften hun havde ikke selv lagt mærke til det det overaskede hende bare en hel del. Hendes sko var et par silke ballerina er som matchede meget godt til kjolen. Hun havde et lille venlgit blik på sig, selvom hun ikke vidste hvorfor hun kendte ingen, var ny og føltte bare et kort sekundt at verden omkring stod stille og at hun var helt alene i denne verden. Vanilla var dne fornemme type som hun allerhelst bare ville ud af hun hadede livet som den pige som altid gjorde det og dit og dat hvad hun fik besked på, hun var så fornem når hun talte, og bukkede og nejede og alt det der. Hun hadede det enomrt meget og ville abre væk fra det hele. Hun så en trappe og begav sig ned ad den mens hun stoppede lidt for at få overblik over hvor hun var.Hendes blide, duft kunne lugtes meget lang væk og havde forfulgt hende herhen.

Iain førte en hånd op til sin pande og strøg med en let og elegant bevægelse et par lyse hårtotter væk, så hans øjne blev mere synlige, eftersom der ikke længere var noget hår, der skjulte dem. Et lavmælt suk undslap hans blege læber, idet han slog sit blik ned mod sine sko. Hans øjne fik hurtigt øje på en lille plet, der havde valgt at sætte sig på snuden af hans ene sko. Han lænede sig en smule forover og fik gnedet pletten af med en pegefinger. Dernæst gned han sine hvide handske-beklædte hænder mod hinanden og rettede sit blik fremad, hvor det hurtigt landede på en ukendt pige. Han smilede lidt af hendes vinger, som han blot troede var en slags cosplay accessory. Selvom Iain selv var halvt dæmon, vidste han intet om det. Det var som om, han og så sin dæmoniske halvdel var to dybt forskellige personer som bare var blevet smeltet sammen i én krop. Da han ikke kendte til sin indre dæmon, troede han heller ikke på overnaturlige skabninger. Det var noget vås efter hans mening.