Moonlight at the lake

Faith kom langsomt gående ned til søen mens hun sukkede lidt, hun var iført nogle stramme sorte bukser hvor der var huller over det hele så man kunne se de skrige røde strømpebukser. En tæt siddende T-shirt, og en meget stor hættetrøje som dække den meget tynde og spinkle krop som havde ingen form for fedt på, faktisk var hun meget træt af og ked af at hun skulle være så tynd, men hvad var der at gøre ved det? Hun viste det ikke og ville heller ikke gøre noget ved det. Hun bed sig i læben og kiggede ud på den blanke sø som skinnede på grund af månelyset der skinnede ned på den faktisk ret flotte sø. Hun gik langsomt over til bredden og kiggede ud over den med et tomt og ligegyldigt blik, langsomt lod hun sine fingre glide igennem vandet og havde næsten lyst til at bevæge sig ud i vandet, blive opslugt af det og forsvinde for altid og aldrig nogen sinde komme tilbage igen, men som engler nu er, så kunne man desværre ikke død. Hun sukkede og satte sig opgivende ned, hvorfor var hun ikke blevet til en dødengel? Hvorfor var hun blevet en engel, hvorfor fanden skulle hun også blive det som man virkelig ikke ville være!? Hun lagde sig ned og stirrede op i luften og lukkede lidt efter øjnene.

Som sædvanligt opholdt Libertine sig i søens område, hendes gravsted. Hun havde ingen speciel lyst til selskab for tiden, da kulden mindede hende om døden, og i de stunder havde hun mest lyst til bare at sidde alene, gerne på gyngen i et træ lidt væk fra søen, hvor hun ville synge en sørgelig melodi. Til trods for hendes minder om søens isnende vand, svævede Libertine's spøgelse rundt nede i vandet. Hun havde været nede og kigge på det lig, der lå på bunden. Det var ikke gået i forrådnelse på grund af vandet, men det var helt opsvulmet og blegt. Hun kunne knap genkende sit eget ansigt længere, men alligevel kiggede hun sørgmodigt på det tykke ansigt, hvor øjne og mund knap kunne ses for de puffede kinder. Hun sukkede indvendigt og kiggede op imod søens overflade. Hun kunne fornemme noget, en person der nærmede sig søens bred. Hun gav sig til at svæve opad og stak til sidst hovedet op ad vandet. Hun var en anelse materialiseret, men ikke helt, for så kunne hun ikke bevæge sig i vandet, da hun stadig ikke kunne svømme, og kun kunne komme rundt ved at svæve vægtløst i det kolde vand. Libertines hår var vådt, det af det, der kunne tage vandet til sig, i hvert fald, og nogle få dråber havde sat sig på hendes kun næsten 'rigtige' kinder. Hun betragtede pigen på afstand, håbede lidt, at hun ikke ville lægge mærke til den svage skikkelse der kunne ses over vandets overflade

Faith sukkede svagt og blev ved med at have lukket øjne mens hendes tanker langsomt bevægede sig over mod døden, hendes egen død, hvorfor hun i det hele tage var blevet engel, hvorfor var hun i det hele taget blevet sådan noget!? Hun fattede det virkelig ikke, hvis der var noget hun ikke var så var det da en person der var hele vejen igennem god. Tankerne bevægede sig hen på den da hun var kommet hjem fra en meget lang og hård dag, hendes far var flippet ud over at hun havde givet det mad hun havde købt til nogen hun mente havde mere brug for det, efter et langt skænderig og hvor hun var blevet slået ind til flere gange var hun gået ned uden at vise en minde på at hun var ked af det eller det gjorde ondt til garagen for at bygge videre på hendes bil, det projekt der så ud til at få hende mest væk fra tankerne, så var han lige pludselig kommet derned, stået og kiggede på hende med de vanvittige øjnene som hun kendte alt for godt, men da han lige pludselig havde trykket sin pistol havde hun godt lagt mærke til at der havde været noget galt, hun kiggede med store øjne på sin far og prøvede langsomt at få ham til at lægge pistolen, men i stedet for at gøre det begyndte han at råbe en andens kvindes navn, hvordan hun dog kunne vende ham sådan ryggen, svine ham til, det eneste han ville gøre var jo bare at hjælpe hende, der havde hun været forvirret og ikke fattet hvad det var som hendes far snakkede om, men nu viste hun det godt, hvis hun bare havde haft den samme viden som hun havde idag ville hun havde kunne flygte i god tid, måske aldrig været blevet dræbt, men efter noget tid havde han så endelig gået helt hen til hende stadig med pistolen peget mod hende, hun havde ikke kunne få et ord frem og så havde han trykket, hun havde mærket frygten der langsomt havde bredt sig, lufttrykket og lyden inden hun blev ramt i halsen og faldet til gulvet stadig i live, han havde skudt hende 5 gange, og til sidst var hun forsvundet ind i bevidstløsheden, hun havde gået rundt i mørke ind til at hun var vågnet op i ambulancen efter at havde fået stød igennem sig, men så snart de var kommet til hospitalet og hun skulle opereres havde de mistet hende. Hun havde set et meget skinnende lys og efter noget tid havde hun vågnet op ved siden af hendes krop der lå i lighuset. Hun havde været meget tæt på at skrige, men på en eller anden måde var hun kommet ud og flygtet fra landet og nu var hun så her, efter en meget lang kamp som langt fra var færdig. Hun sukkede lidt og satte sig op og kiggede hen over søen og spærrede så øjnene op da hun fik øje på en skikkelse af en kvinde på omkring hendes egen alder svævende over søen. Hun kunne ikke få et ord frem og sad bare og stirrede på hende.

Libertine betragtede pigen, da en længerevarende stilhed indtraf, og det lignede at pigen var i en slags trance, som om hun var et helt andet sted end ved søen. Måske hun tænkte på et eller andet. Det var vel egentlig ikke så underligt, hun havde oplevet en del personer der var kommet til søen for at få lidt fred, tænke på deres liv og prøve at få rede på de problemer de end måtte have i deres tilværelse.
Da hun opdagede pigens blik på sig, dematerialiserede hun sig helt, så hun slet ikke kunne ses ved vandet. Hun svævede helt op fra vandet, hvilket fik overfladen til at bølge lidt, men kun en lille smule som knap var synligt, medmindre man bestemt kiggede efter nogle bevægelser på lige det sted. Hun svævede om bag pigen, hen til gyngen der hang i et træ, og satte sig på den, dog uden at den bevægede sig, og betragtede så pigen bagfra. Måske hun havde samme grund til at være på stedet, som hun selv havde dengang? Måske hun var stukket af hjemmefra, med så igen, hun kunne ikke rigtigt se hvor gammel pigen var, eller se hvilket væsen hun var, om hun overhovedet kunne dø på den måde, som hun selv havde lidt den. Libertine sukkede lavt. Hun var i et lavmældt humør, og havde ikke lyst til at have kontakt til pigen, og derfor håbede hun også, at pigen ikke opdagede hende. Og dog, et eller andet sted i hendes indre lå der en skjult lyst til selskab. Det var længe siden hun havde snakket med nogen, overhovedet set nogen, for hun havde holdt sig væk fra civilisationen i over en måned, have ikke engang været i nærheden af byen, selvom hun til tider nød at lytte til musikken fra nogle aktive steder i byen, se på hvordan folk morede sig. Hun lod ansigtet glide lidt ned på skrå, sænkede blikket og kom til at lade sig gynge lidt frem og tilbage

Hun blinkede lidt med øjnene da pigen så pludselig forsvandt igen for hendes øjne, hun hævede det ene øjenbryn mens det andet var sænket, hun måtte se at stoppe med at drikke så meget, det fik hende til at se syner åbenbart, da hun ikke helt kunne tro på at hun virkelig havde set en pige, men et eller andet sted så var det ligt underligt at der lige pludselig havde været noget og nu var det væk, som om kvinden ikke ville have at man så hende. Hun rynkede nu brynende og kunne godt huske historien om spøgelser som ikke tog til himmelen eller til helvede men blev på jorden da de var for bange til at sige farvel, eller ville hævne sig. Hun kløede sig lidt i nakken og kunne nu også huske den historie omkring pigen der var druknet i denne sø og nu gik rundt her, ingen viste hvorfor, men man havde set hende. Eller det var der mange der sagde de havde gjort. Et lille suk undslap hendes næse mens hun kløede sig på kinden og tænkte lidt over det hele, hun mærkede det som om der var nogen der kiggede på hende og rejste sig op mens hun kiggede rundt, inden længe faldt hendes øjne på gyngen der langsomt bevægede sig frem og tilbage uden at der var nogen der sad på den, det løb hende koldt ned af ryggen, og viste ikke helt om det var en fjentlig spøgelse, eller et der ikke gjorde en noget, men efter hvad der var sket ind til videre troede hun ikke at kvinden ville gøre hende noget, men et eller andet sted måtte hun dog indse at det var tydeligt at hun nok ikke ville have selskab alligevel kunne hun ikke lade vær med at råbe "Er her nogen!?" det kunne jo være at der var nogen andre i nærheden som havde set hende, men hun havde ikke set dem? Det kunne jo være muligt.

Libertine svingede lidt med benene, og hendes tanker var i en stund gledet væk fra pigen foran hende, da hun heller ikke kiggede på hende, men i stedet ned i jorden og på hendes bare fødder, der hang og dinglede fra gyngen. Hun mærkede pludselig en sær aura, som om der var et skræmt væsen i nærheden. Hun havde været ukoncentreret, da hun havde kommet til at tænke på sin familie, om de stadig levede, om de havde fået det bedre, efter hun rejste, om de overhovedet tænkte på hende nogensinde. Hendes lillesøster havde været meget glad for hende, selvom hun ikke var særlig gammel, da Libertine løb hjemmefra. Hun løftede nu blikket imod pigen, som hun bemærkede kiggede lige hen imod hende. Hun havde ikke bemærket før, at hun svingede frem og tilbage på gyngen, men det gik nu op for hende, at hun havde afsløret sig selv ved det, for vinden kunne i hvert fald ikke få en gynge til at svinge ligeså regelmæssigt som en person, der selv sad og ved egen kraft skubbede sig selv langsomt frem og tilbage. Hun skyndte sig at svæve væk fra gyngen, lige hen forbi pigen, så et køligt pust ramte hendes kind i forbifarten. Gyngen bevægede sig lidt endnu, før dens bevægelser falmede hen, og den igen stod stille.
Libertine svævede hen over søen, og stod så stille lige i luften over vandet. Hun gjorde sig ibevidst en smule synlig, men kun en anelse, så en svag skikkelse af en svævende ung kvinde kunne ses

Hun kiggede hen mod gyngen og kunne se at den gyngede alt, alt for regelmæssige for vinde at kunne rykke den, der var nogen der gyngede på den, men så synes det at den stoppede med at svinge så meget, og hun kunne mærke noget koldt og nærmest uhyggeligt klamt der ramte hende kind, det var som om nogen lige havde plasket koldt vand på hende kind. Hun kiggede forvirret rundt og kunne ikke noget umildbart, men så vente hun igen hoved ud mod søen og fik øje på en meget svag skikkelse af en kvinde, så hun var ikke ved at blive skør?? Der var virkelig nogen, eller var hun virkelig bare ved at gå virkelig helt fra den, men man kunne jo aldrig vide, folk ville sikker mente at hun var sindsyg. Men hun ville nu ikke mene de, der var jo så mange ting som ikke kunne forklares også skulle man jo også tænke på at dette engang havde været en by fyldt med alle mulige væsner, hun savnede da helt de små alfer der havde svævet omkring hende, bundet hendes hår fyldt med de mange blomster der engang havde været rundt ved søen, hun savnede de hissige dværge der altid skulle vinde. Elverne som var så vise, og menneskerne der havde haft respekt for alle de væsner der havde været, men nu, sagde alle de ikke fandtes, de mange væsner havde blevet nød til at beskytte dem selv ved at sige de ikke fandtes, og ikke vise sig for menneskeheden som det de faktisk var. Hun sukkede og gik over til bredden "Skal jeg lade dig være?" spurgte hun stille men stadig så højt at hun var ret sikker på at hun ville hører det.

Libertine blev stående i luften over søen og betragtede pigebarnet ved breden. Hun tænkte lidt over, om det mon var smart at lade hende se hende, nu hvor hun faktisk mest havde ønsket lidt alenetid, hvor hun kunne tænker. Men så igen, hvad havde hun nu egentlig at tænke over. Hun var dog alligevel i tvivl. Hun sukkede lavt for sig selv, og begyndte med langsomme, rolige skridt at gå ind imod breden, samtidig med at pigen talte til hende. Hun løftede blikket, som ellers i et øjeblik havde været vendt imod vandet, som var for mørkt og dybt til, at hun kunne se ordentligt ned i det. "Jeg ejer ikke stedet, så jeg mener ikke, at jeg skulle have noget at sige i den sag. Gør hvad du vil" sagde hun tilbage med en høj stemme, ikke råbende, men høj nok til, at hun burde kunne høre hende uden besvær, altså medmindre hun havde dårlig hørelse, men det tog hun ingen forbehold for. Hun fortsatte sine skridt, indtil hun stod blot en meter fra breden, ude på vandet. Hun kiggede endnu en gang på pigen. Hun kunne ses en lille smule mere nu, og det kunne derfor godt ses, at hun kiggede pigen i øjnene. Hun gad ikke skjule sig mere nu, når hun alligevel, var blevet opdaget på flere måder, og nu også havde haft kontakt med pigen. Det kunne ikke trækkes tilbage nu

Hun nikkede lidt og lagde hoved på skrå "Jeg kunne også altid gå et andet sted hen, søen er står, der er plads til alle." hun trak lidt på skuldrene "Giver jo ikke mening hvis jeg blev hvis du ikke vil have selskab" Hun kiggede tilbage ind i hendes øjne og lod den ene mundvige glide op i et smil, dog var det stadig ikke rigtig noget smil, det var kun når hun var meget beruset at hun smilede og grinede, ellers havde hun den samme kolde facade på hele tiden. Hun kunne ikke rigtig gøre for det, hvorfor hun ikke havde noget smil på læben, kunne hun vel skylde skylden på sig selv og sin fortid, det var så svært at lægge de ting bag sig som havde det med at trykke på punkter der ville have hende til at græde. Men for hende var det svagt at græde, en måde at vise man ikke havde kontrol over sine følelser. Så ville hun da skide på at folk sagde det var okay, for hende var det svagt og hun ville ikke så derfor gjorde hun det ikke, hun gjorde der imod andre ting som var værre at gøre end at græde. Men man havde jo vær sin måde at drukne sin sorg på, lige som man blev druknet i ensomhed. Hun kiggede lidt væk inden hun igen fandt hendes øjne "Faith Jável" sagde hun som en præsentation og nikkede lidt til hende og lod langsomt hendes mundvige glide ned igen, så hendes ansigt igen blev en form for stoneface. Hun fugtede langsomt sine læber og overvejede at sætte sig ned igen, men lige nu blev hun dog ved med at stå op.

Libertine lod et lille venligt smil bredes over hendes læber. Hende pigen, hun virkede ikke som en, hun ikke kunne tilbringe bare lidt tid sammen med. Faktisk, selvom hun ikke havde mødt hende før, ikke kendte hende på nogen måde, og kun havde været i selskab med hende i få minutter, så virkede hun meget flink. "Libertine Leon" præsenterede hun sig tilbage, før hun svævede helt ind på jorden og stillede sig. Hun gjorde sig helt til menneske, så hun lignede et rigtigt væsen af kød og blod, intet af hende var gennemsigtigt længere. "Jeg har intet imod, at du bliver" sagde hun med et lille skævt smil og gik tilbage til gyngen igen. Nu gjorde det intet, om hun sad og gyngede på den, nu var der jo intet underligt ved det, blot en ung kvinde der gyngede, ude i skoven. "Hvorfor er du her overhovedet? Jeg synes ikke at have set dig her før, og jeg er her ellers ret ofte" sagde hun med ansigtet lagt på sned, imens hendes isblå øjne betragtede pigen fra top til tå. Faith var hendes navn, det lød pænt, og det havde en betydning. Hvad Libertine betød havde hun ingen anelse om. Hmm, måske hun skulle tjekke det, på en eller anden måde? Der måtte vel ligge mindst et bibliotek i byen, måske hun kunne finde en interessant bog, hvor hun kunne finde betydningen på sit navn, hvis det da overhovedet havde nogen. Hun ville dog nok mene, at alle navne havde en eller anden form for betydning, de måtte jo være blevet skabt på en måde, ikk?

"hmm.." mumlede hun stille og gik over til hende da hun satte sig på gyngen og satte sig ved siden af og kiggede ud over den flotte blanke sø, det var utrolig at den kunne være så farlig, bare i det hele taget at vand kunne være så farligt hvis man ikke passede på, det ene øjeblik kunne det være stille og roligt og dejligt at svømme i, næste øjeblik kunne man blive suget ned og ikke kunne komme op igen, og derved drukne til sidst, måske var det, det der var sket for Libertine? Hun betragtede hende lidt og sukkede, hun kunne jo ikke vide, og for at vide det skulle hun jo spørger, men stadig, nogle havde det ikke godt med at snakke om hvordan de døde, og hun var en af dem, hun hadet at snakke om hendes fortid, selvom den blev ved med at komme tilbage til hende, som om den hjemsøgte hende, som om den ikke ville lade hende gå den vej hun ville, hun havde altid ville være en tøj designer, og hvad var hun nu? En stripper på en strip bar, hvor lange havde man da også lov til at synke?? Hun sukkede og mumlede så noget inden hun svarede på det spørgsmål som hun havde spurgte hende om "Hmm... jeg er her ikke så tit, og hvis jeg endelig er her, er jeg over på den anden side af søen" hun lavede et lille kast med hoved for at vise hvor det var henne hun mente det. "Men nej ellers er jeg her ikke så tit" hun fugtede langsomt sine læber "så.. jeg gætter på at det var her det skete?" sagde hun stille og lagde sine arme rundt om de ben hun havde trykket op til sig og lagde hoved på knæene mens hun tænkte lidt over døden, men skubbede dog hurtigt tanken væk sig og prøvede at tænke på noget andet.

Libertine kiggede tænksomt ud over søen, i den tid stilheden varede, hvor Faith lod til at tænke over et eller andet. Hvad vidste hun ikke, men et eller andet måtte være hende på sinde, siden hun så så koncentreret ud over ingenting, altså udover hvad end der fløj omkring i hendes hoved. Hun kiggede tilbage på hende, betragtede hendes tænksomme mine, forsøgte på en eller anden måde at regne ud, hvad det var, hun tænkte sådan over, men da un intet til personen kendte, var dette en umulighed.
Da hun igen brød tavsheden med sine ord, fulgte Libertine hendes nik over til den anden side. Hun havde selvfølgelig selv været rundt om søen mere end en gang, i løbet af de 15 år hendes sjæl havde vært bundet dertil, det var nok til at regne ud, men hun havde aldrig været der i længere tid, nok fordi hun elskede gyngen herovre. Den havde fået hendes tid til at gå dengang, før hun forlod de levendes verden, og den hjalp hende også med det nu, hvor hun ikke længere behøvede bekymre sig om menneskelige ting, som mad, luft og et sted at bo.
Libertine sænkede blikket lidt ved hendes spørgsmål. Hendes blik førtes mod vandets overlade, omkring det sted, hvor hun var faldet i. "Jo, det var her" svarede hun kortfattet. Hun kom til at tænke lidt på dengang, overvejede, om det mon overhovedet havde været det rigtige valg at tage, at løbe væk fra sin familie. På den anden side, hun havde jo gjort det for deres skyld. En god gerning var vel mere værd en hendes liv, ikke?

Hun begyndte at bide i hendes lille fingers kød ved neglen mens hun tænkte lidt over hvad hun nu skulle sige, om hun overhoved skulle sige noget? Det var jo ikke just fordi at hun var noget stort samtale menneske, og Libertine virkede heller ikke som et. Da hun havde svaret på at hun havde spurgt om det var her det var sket havde hun virkede meget afvisende, så hun viste godt at det var ikke det hun skulle spørger ind til, og det respekterede hun også, for når man spurgte ind til andres død, kom der altid spørgsmålet tilbage, 'hvordan døde de?' og det var noget hun ikke om, ikke engang til de mennesker hun holde mest af hvis der overhoved var nogen hun holde mest af, var der overhoved nogen hun holde af?? Jo der var jo Clowey, men hun var ikke så meget en ven, eller var hun? Hun viste ikke helt og kunne heller ikke besvare det selv, hvorfor var det man fik at vide, det kan du selv svare på, men på den anden side skal du have hjælp til det med at finde svar, det var så pokkers forvirrende, og voksne var altid så dobbeltmoralske, eller faktisk var alle mennesker det, også hende selv, sjovt ikke? Man sagde man ikke var, men så gjorde man noget som man sagde man aldrig nogen sinde ville gøre, også gik man hen og gjorde det alligevel.
Hun blev ved med at bide i hendes lille fingers kød og glemte helt at hun sad her sammen med et andet væsen, menneske var nok lidt for meget at sige, men alligevel var hun da ti gange så meget menneske som dem der gik rundt på jorden i denne verden. Hun sukkede og kunne mærke at hun ikke ville komme ud af denne tanke bobbel sådan lige med det sammen, den var så utrolig fængende og meget svær at komme ud af igen, også dejligt tryg bare at side der for sig selv inde i sit eget hoved der kun var en selv ingen andres, virkelig dejligt ting at kunne, bare vide at ens tanker var noget personligt ingen kunne tage fra en, det var der man var mest tro ved sig selv, det hvor ingen kunne svigte en, der hvor man kunne finde svar på ting der måske virkede for meget? Man kunne jo aldrig vide, alle tænkte jo ens på tingene, og derfor ville ingen hjerne eller tanker være ens lige hvor meget man troede man var ens, der ville altid være et eller andet som man ikke ville være enige i, men sådan var det jo, og det ville være kedeligt hvis folk gik rundt og troede de kunne være ens hele bundet, hvad ville der også være dejligt eller spændende ved det? Lige som at det var kedeligt at være perfekt, og hvornår var perfekt perfekt? Hvad var perfekt egentlig? Hvad beskrev det og hvad beskrev det ikke, det kunne jo ses anderledes i alle øjne, og hun mente at der ikke skulle være noget der hed perfekt, der var altid et eller andet der kunne være bedre, selvom man mente at det hele var godt nu, man et eller andet sted i hjerne ville man have mere, sådan var man lavet, alle lige egoistiske som ikke, man skulle huske på at ingen mennesker var igennem onde, man gjorde bare det man troede var rigtigt, ligesom med Hitler, man kunne jo se ham som en murder, magt gal og sindsyg, men man skulle også tænke på, at han så sig selv som en frihedskæmper og mente at de han gjorde var rigtigt, ingen fortælte ham at det han gjorde var forkert, for at de var slut, så hvordan skulle man så kunne få ham til at stoppe? Og ja han burde da selv have tænkt sig sig til det, men stadig, altid kigge det fra den andens synsvinkel og man ville blive overrasket.

Libertine svingede langsomt frem og tilbage på gyngen, næsten uden at bevæge sin egen krop, da hun ikke havde behov for at have noget tempo i gyngens bevægelser. Til tider var det hyggeligst bare at sidde stille, vippe lidt med benen, og sådan svinge en smule frem og tilbage, nok til at et lille vindpust gled over ansitet og igennem håret hver gang, at gyngen skiftede retning, og blev tvunget igennem luften. Hun sukkede for sig selv og kiggede ned på Faith, der virkede til at være i sin egen lille drømmeverden. Hun bebrejdede hende det ikke, at sidde i sine egne tanker var ofte den bedste beskæftigelse i verden, og som et spøgelse som hende selv, kunne hun med lethed bare forsvinde fra alting, bare gøre sig usynlig, synke ned i jorden eller i vandet, og så bare, tænke.. På livet, døden, naturen, alting. Hendes tanker gled ofte hen på sin gamle familie. Faktisk var de det, hun tænkte aller mest på. Det havde godt nok været hendes eget valg at forlade dem, for at de selv kunne have et bedre liv, men hun kunne ikke lade være med at undre sig, om de måske savnede hende? Om de overhovedet havde været kede af, at hun sådan havde forladt dem uden et ord? Og om de havde kunnet klare sig i huset, om det overhovedet havde hjulpet på deres økonomiske problemer. Hvis hun havde blevet, havde hun bare været en byrde, for snart ville de ikke få børnepenge for hende mere, når hun blev gammel nok til at forsørge sig selv, men hendes forældre var godhjertede nok til at lade hende bo hjemme, helt uden at betale for sig selv. Hun savnede dem selv engang imellem. Mest af alt savnede hun sin lillesøster, som hun knap nåede at lære at kende, da hun ikke var blevet særlig gammel, da Libetine rejste hjemmefra. Hun havde nogle gange overvejet at tage tilbage dertil, men måske det ville vække alt for mange gamle følelser. Hun var også bange for, om de var kommet ud for endnu uslere forhold end før, hun forlod dem. Muligheden var der jo også for, at de havde fundet bedre arbejde, tjent en masse penge og så flyttet et bedre sted hen..
Libertine selv blev opslugt af sine tanker. Hun lod sit hoved hvile imod det ene ar rebene der holdt gyngen, og hun glemte helt at få den til at bevæge sig frem og tilbage. Hendes blik var fast rettet imod søens blanke vand, så roligt og stille, og dog dødeligt. Mon andre var døde i den sø? Hun havde ingen andre lig set dernede, men de kunne jo være blevet redet op og blevet begravet på en rigtig kirkegård, i stedet for denne våde grav, som Libertine selv måtte holde sig til

Hun rystede på hoved af sig selv og opdagede hvor ubehøvlet hun egentlig havde været bare sådan og sidde og stirre ud i luften uden at sige noget, men hun kunne ikke rigtig gøre for det, hun var bare sådan? Når man var som man var, hvorfor lave om på det? Folk kunne jo i princippet bare lade hende værre hvis de ikke kunne lide det de hørte eller mødte. Hun fugtede langsomt sine læber og lukkede øjnene inden hun åbnede munden for at tale "Hmm.. jeg undskylder for min stilhed, men jeg er ikke just den største samtale person" sagde hun stille og vente sine øjne der i dette øjeblik skinnede lysegrønt, hun havde fået den gave at hendes øjne skiftede farve. Nogen gange havde det med hendes humør at gøre eller også var det bare som nu engang havde lyst til, kom sådan mere an på hvordan hun havde det, og hvor meget kontrol hun havde på sine evner. Hun kløede sig lidt i nakken og mumlede noget for sig selv, hun var blevet noget af en mumler her på det sidste, men når man ingen havde at snakke med så bliver man jo nød til at snakke med noget, og det havde så været hende selv. Folk havde altid rystede på hoved af hende og taget hende for lettere sindsyg, hvilket hun også var? Hvem viste, man havde jo alle sine måder at fortolke ting på, nogen ville mene det andet, men andre ville mene det. Folk var forskellige, og desværre gjorde menneske det at de fandt at det rigtige var det som alle de andre gjorde, som mennesker var højere end en sagde man skulle gøre, så gjorde man det uden at sige noget til det, hvilket var noget der kunne få hende helt op i det røde felt, men sådan var mennesker nu engang.

Libertine sad i endnu lidt tid og stirrede ud over søen, før hendes ører opfangede Faith's ord, og hun blev revet ud af sin trance. Hun vendte blikket mod Faith. Hendes krop havde dog stadig været lidt væk i drømmeverdenen, så hun havde næsten helt glemt, at hun stadig sad på gyngen, og derfor fik hun pludselig overbalance og tippede bagover, så hun landede på jorden med benene liggende tilbage på gyngen. Hun havde givet et lille hvin fra sig, da hun faldt, og havde slet ikke været opmærksom eller hurtig nok til, bare at dematerialisere sig, inden hun ramte jorden. Heldigvis gjorde det jo så alligevel ikke ondt eller noget, hun havde bare mærket et lille slag imod sin ryg. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt, imens hun trak benene til sig, og kiggede undskyldende på Faith. "Erh, ahem, jah, det er okay" smålo hun, stadig en smule munter efter sit styrt. "Jeg var også selv ret stille, så.. Det går" smilede hun til hende. Hun var blevet helt glad, af en eller anden grund. Hvis noget fik en til at grine, så varede glæden vist i lidt længere tid. "Men øhm, ikke for at være påtrængende eller noget, men... Hvad er du?" spurgte hun en smule akavet, da hun ikke rigtigt havde regnet det ud selv. Hun så jo het normal ud, så det kunne godt være lidt svært at gætte!

Hun kiggede stadig på Libertine og smilede lidt over at de virkede som om at hun var lige så langt inde i selve drømme verden som hun selv var, faktisk mindede de utrolig meget om hinanden på være måde, hun var ikke den store samtale type, og det med at snakke med mennesker, virkede heller ikke som en af de helt store lyster i hendes liv? Eller også var det bare hende der læste forkert, det var jo ikke altid man kunne læse folk lige så godt med andre, nogen var som en åben bog mens andre var som folk var som en lukket bøg hvor siderne var revet ud og brændt. Hun tog en dyb indånding og kiggede væk, men fik hurtigt vent sin opmærksomhed tilbage til Libertine da hun væltede ned fra gyngen, hun var først lige i chok og kunne ikke få et ord frem for at Libertine begyndet at grine, hendes hånd lagde sig over hendes mund og ingen længe kom hun faktisk til at grine, hun grinede og grinede som om hun ikke havde grinet på noget tidspunkt i hele hendes liv. Hun rystede på hoved og smilede overbærende til Libertine "det går nok skal du se" smålo hun nu, og fattede virkelig ikke sig selv, hun var ikke engang provirket af diverse ting, men hun griede fordi hun havde lyst og noget var sjovt. Hun smilede taknemmeligt til hende og tog en dyb indånding mens hun kiggede lidt rundt "Jeg er såment engel, en af gud sendinge så at sige, men det er jo hvad man ser det på, nogen mener vi er det, mens andre mener vi ikke er det... kommer lidt an på hvilken tro man har" sagde hun stille og viste ikke helt hvordan hun skulle forklare det hun mente, hun mente bare stort set at hun var en engel, i mange øjne set var hun noget andet fra sted til sted, noget steds var hun en god ting, andre så det som en dårlig ting o.s.v. Det kom jo an på så meget, og inde i hendes hoved gav det jo mening, mens andre bare ville kigge på hende med åben mund og tænk 'hvad fanden snakker galningen om??'

Libertine fik grinet helt ud, med et par små leende klukkener nu og da, men nu slappede hun helt af i maven og smilede bare til hende, imens hun lyttede til hendes ord. Det lød ikke helt til, at hun kunne få de rigtige ord frem, men hun forstod godt, hvad de var hun mente, eller, det troede hun i hvert fald, men hvor skulle hun vide det fra, medmindre hun var inde i Faith's hoved. "Jeg forstår hvad du mener... Altså, jeg for en tror ikke på, at der er en gud deroppe.. Der er sikkert et eller andet, men ikke noget, der kan sættes navn på, eller noget, jeg vil kalde en gud" sagde hun med et træk på skuldrene og et lille smil til hende. "Jeg har aldrig set en engel før, eller... Det kan faktisk godt være, jeg har mødt mange folk i byen, men jeg har ikke vist hvilke væsener de var.. I hvert fald, jeg har ikke set nogen i levende live, ikke med deres vinger fremme, så de kunne genkendes i hvert fald!" sagde hun bestemt, da hun fik helt på plads hvad det var, hun mente

Hun nikkede og kunne ikke være mere enig "Det lyder måske underligt at det kommer fra en som er engel og som sagt bliver betragtet som gud sending, men jeg tror nu altså heller ikke på det, da jeg blev skabt så jeg bare noget hvidt lys og vågnede op ved siden af min døde krop" hun trak lidt på skuldrene "det var vel mit 'de fortjener en chance til' ting" sagde hun roligt og var nu faldet helt ned efter det med grine episoden, hun grinede næsten aldrig og når hun så endelig gjorde det var det ikke særlig lang tid at hun havde det. Hun fugtede langsomt sine læber "Nææh.. men sådan var det jo efter at kong Federic jagede alle væsner ud af landet og slagtede de fleste, at væsnerne.. efter den tidsperiode er vi blevet bedre til at passe ind" hun smilede skævt og trak igen på skuldrene, hun havde været med igennem det hele og huskede det som om det var igår, noget af det mest forfærdeligt der havde været sket nogen sinde, og hun savnede utrolig meget de mange væsner der nu engang havde været den gang, at kunne være sammen med dværgene og alferne. Hun mumlede lidt for sig selv og lukkede øjnene lidt.

Libertine kiggede på hende og lyttede interesseret. Hun forstod ikke hvorfor folk absolut skulle give engle og denne såkaldte 'gud' en direkte connection. Hvis han desuden skabte dem, så burde de være lavet til at beskytte folk, burde de ikke? Når nu denne stoore 'gud' var sådan en god skabning, der kun ville menneskeheden godt. Bah, hun ville aldrig komme til at tro på den slags.
"Virkelig?" begyndte hun spørgende, selvom det måske var lidt svært at vide, hvad hun sagde det til. "Jeg har aldrig vist, hvordan engle blev skabt. Vågnede du virkelig bare ved siden af din egen krop?" spurgte hun nysgerrigt. Ikke at hun ikke troede på Faith's ord, det var mere et bekræftelsesspørgsmål. Hun tænkte lidt over det andet, hun fortalte. Hun vidste ikke så meget om historien, derfor havde hun heller ikke helt historien på plads, den om, hvorfor der næsten ingen væsener var tilbage i landet. Hun havde overvejet at finde en bog og læse om det, men tanken var vel smuttet ud af hendes hoved igen, ligeså hurtigt som den var smuttet ind

Hun tog en dyb indånding og nikkede "jeg kan huske at alle mine minder fra mit liv blev spillede igennem, den lagde stor vægt på hvad jeg havde gjort godt, det skinnede alt sammen i et hvidt lys, mens det som jeg havde gjort forkert skinnede i et rødt lys" hun trak lidt på skuldrene "Så så jeg et blændende lys og blev nærmest suget tilbage og der sad jeg.. ved siden af mit lig, om aftenen og kunne uden besvær snige mig ud af hospitalet" hun smilede skævt og sukkede mens hun begyndte at lege lidt med de snore der var i hendes hætte trøje og mumlede lidt for sig selv, noget hun gerne ville af med egentlig, men når man først var begyndt at mumle, så kunne man af en eller anden grund bare ikke stoppe med det mere. Hun rynkede brynene og begyndte derefter at tygge på hendes snor som om hun intet havde at lave.

Libertine foldede hænderne i sit skød, med blikket på Faith og ørerne åbne. Hun lyttede til hende ord. Det havde slet ikke foregået på samme måde for hende. Hendes egen historie virkelig ikke ligeså, tja, vild, hvis det kunne siges sådan. Det måtte være hårdt sådan at se sit liv for sig, og så endda at blive mindet om de dårlige ting. Nok var der også gode med, men de dårlige var jo dem, man kunne komme til at fortryde. "Det gik meget mere.. Fredeligt til med mig" sagde hun med et skævt smil. "Jeg.. Sank bare ned, i vandet, og alt blev mørkere.. Jeg tror jeg så min familie for mig, bare svage skikkelser af dem, og så blev alt sort" sagde hun imens hun kiggede imod søen. Hun vendte blikket tilbage mod Faith og smilede skævt igen. "Det var nærmest som om, at jeg bare havde sovet, for noget tid efter, jeg ved ikke hvor længe, åbnede jeg øjnene, nede i søen, som om jeg ikke var død, og så.. Ja, så svævede jeg op og kunne se mit eget lig.. Det var nogenlunde sådan det gik til" fortalte hun. Hun havde vist aldrig fortalt det sådan til nogen før, da hun ikke havde snakket med andre om sin død før nu

Hun nikkede forstående, det måtte ikke være nogen rar følelse af at se hendes lig, eller jo hun viste jo hvordan det var, det var ikke nogen særlig rar følelse "Så.. dit lig ligger stadig dernede?" spurgte hunmed hævet øjenbryn, det måtte da være forfærdeligt at skulle se på sit lig hver eneste dag, mens hun jo bare havde set det, den ene gang, og så ikke mere. Og hun ville ønske at den ene gang aldrig havde været der, men at hun virkelig var nød til at gøre det hver dag, det fik hende allerede der til at få et til at løbe koldt ved af ryggen. Hun bed sig lidt i læben og lagde hoved lidt på skrå "Altså.. jeg kan hente det op hvis du ønsker??" spurgte hun stille, selvom tanken om at hun selv burde være i stand til at gøre det strejfede hende, men også tanken om at skulle bære sit eget lig var nok ikke det mest tiltrækkende når det kom til stykket. Hun kløede sig lidt i nakken og mumlede noget for sig selv efter at have rynket brynene.

Libertine kiggede lidt imod søens kant, hvor hendes sidste levende skridt på jorden var blevet taget. Hun gøs selv en gang, og kiggede så over på Faith ved hendes spørgsmål. "Ja, det ligger dernede" svarede hun med et lavt suk og et svagt skævt smil. "Vandet gør heldigvis, at der ikke sker det noget.. Det.. Er bare svulmet op" sagde hun og gøs igen. Det var tydeligt at høre, at hun ikke var særlig glad for, at snakke sådan om sig selv, eller, om sin dødelige krop, som jo allerede var død. Hun spærrede hurtigt øjnene op og skyndte sig at kigge på Faith, da hun før havde fået revet blikket tilbage mod søen i en tid. "Nej! .. Erhm, jeg mener, helst ikke... Jeg vil gerne have, at det er et sted, hvor jeg kan holde øje med det.. Jeg bryder mig ikke om tanken om, hvis jeg nu blev begravet på en kirkegård, at mit lig gik i forrådnelse og alt det, og.. Spist af insekter" hun gøs endnu en gang og kiggede lidt ned. Måske på den anden side, ville det så ikke måske være bedst, hvis det ikke lå et sted, hvor det var i fare for at blive fundet af fremmede? Det kunne jo være, hvis en person svømmede i søen, at de fandt hendes lig, tilkaldte politiet, og hun så blev hevet op til opduktion og alt muligt, om måske blev brændt. Det gjorde nærmest ondt indeni at tænke tanken, så hun måtte skynde sig at slå den ud af hovedet igen

Hun nikkede forstående for at hun ikke ville have hende til at hente det op og for at hun ikke kunne lide tanken om at skulle se det hele tiden, det måtte ikke være nogen særlig rar følelse at skulle kunne kigge på hvordan ens krop langsomt begyndte at gå i forrådelense, som det jo ville gøre på et tidspunkt, men på den anden side når det lå i vand kunne de holde sig i meget længere tid især fordi at det lå nede på bunden hvor vandet aldrig ville blive varmt og derfor var det jo lige som at ligge liget i en fryseboks. Hun sukkede lidt og kløede sig i nakken "kan godt forstå det ikke er rart.. kan selv huske den gang hvor jeg så mit eget lig, det er ikke noget fedt syn og har medlidenhed med dig at du skal se det vær dag, vær gang du bevæger dig ned til det" hun smilede skævt for lige som at vise at hun virkelig mente det med at hun følte at det var synd for hende, hun kunne bare ikke rigtig finde på noget som hun kunne gøre godt for hende, hvilket også var lidt mærkeligt, sådan at skulle hjælpe en man næsten ikke kendte med at få det bedre, også endda hende som ikke engang kunne finde ud af at starte en samtale.