Mørket vokser, Hæren sendes afsted! (Åbent Emne)

S: Terre, på pladsen uden for Abbadon, den Sorte Fæstning.
T: 18:00
O: Byen, flere bataljoner af krigere og soldater.
V: Varmt.

~

Zane stod på trappen der førte op til Abbadons massive port.
Han så ud over pladsen, og betragtede koldt de to tusind krigere og soldater som han havde kommandoen over.
Alle som en var de hans tro følgere. De fleste af dem var Sortelvere, men efterhånden som tiden var gået, havde flere og flere forskellige væsener sluttet sig til hæren.
Dette var angrebsstyrken, og de var samlet her på pladsn foran Abbadon af én grund: Tiden var inde.
Zane så ud over dem uden at smile, og sagde så højt at alle kunne høre ham:
"Tiden er inde, mine ærede krigere. Vi har slået god rod her i Di Morga, og nu er vi parat til at rykke en tak videre! I kender jeres mission. Følg jeres ordrer til punkt og prikke, og så vil hele Frankrig være vores i løbet af få dage! Må lykken stå jer bi! Af sted!!"
Som med én mund, råbte alle tropperne "Javel!" til ham, og så begyndte de at marchere ud mod byens port.
*Snart er Frankrig mit... og derefter...* tænkte han og kneb øjnene lidt sammen.
Han smilede stadig ikke.

Oppe ved Abbadon's dør, lige ved åbningen stod Ma'lakel og lænte sig op af dem. Stille og uden at give en mine fra sig, så han udover den hær som hans mester rådet over. En hær af sort elvere og andre forskellige raser. Hvad skulle det nytte? Mennesker var ikke så svage som hans mester åbenbart troede de var, sort elveren havde undervurderet dem. Men Ma'lakel måtte give ham, at han syntes det var imponerende. Frankrig? Hvorfor Frankrig... den by var jo ligegyldig, han skulle hellere sætte sin lid til at overtale Amerika eller noget større, men okay... man skulle jo starte et sted.
Skyggen fra en af Abbadon's vægge gemte væk hans ansigt imens han stod der oppe, så det var svært at identificere ham, selvom hans mester sikkert var klar over hans tilstedeværelse. Idet han så udover hæren fik han øje på en vildfaren kanin, længere fremme. En lille pige, der rendte rundt og så på hæren.
*Mærkelige væsen!*

Zal stod på et af tagene et stykke væk fra pladsen og så ned på Zane's styrker.
Zal kiggede rundt og hans mørkebrune trenchcoat svejede roligt i vinden.
Han rodede sig i hans brune halv lange pjuskede hår og fik øje på den lille pige nogle tage væk,
han kiggede på hende og gav hende et charmerende smøret smil og derefter et dybt buk, hvor efter han nærmest indbydende hoppede ned i gyden ved siden af ham.
Han landede i gyden og holdte ved sin rapir da han landet, og tændte en cigaret og lændte sig op af muren.

Nede i gyden mellem to huse traskede Zal sløvt gennem gyden og fløjtede en lille melodi da han nærmede sig pladsen, mens han forsigtigt gik langs husene ud til pladsen holdt han et vågent øje med sin omgivelser *Nu får vi at se hvor ivrig disse... Skabninger er*.
Zal tog et skridt ud på pladsen og kiggede på hæren.
Observerende kiggede han på hæren og lyttede til den fise forneme sort elver's tale.

hun sukker *hvorfor* tænder hun, hun så soldater marchere væk fra gade *og Frankrig, hvorfor Frankrig* hun misk med øjer. Solen var mange varmt i dag, godt hun hade kontaktlinser på.
Hendes øjen kunne ikke tåker solen.

*krig.* tænder hun *hvorfor*

i den dejlige sommer brise kommer Zeven frem på et hus tag. han holder godt øje men Zane" "der er da godt nok varmt i dag" mumler han for sig selv og tag en smøg op og tænder den *hvor blir Zal af ?*

Mikala stod skjult i en gyde hun hade trukken sin kaliber 23 pistol hun var klar til kamp vis det skulle bliv nødventig hun siget på Zane og skød efter ham bare for at se om han kunne undgå den hun så alle de ander Zal og hans bror var det også

Zeven fik et shok og var lige ved at falde ned fra taget "hvad satan var det "Zeven kigget rundt og fik øje du mikala *hvad laver hun zane slå hende ihjel *Zeven hoppede ned til mikala og tark hende i sikkerhed så zane ikke kunne se hende" hvad laver du mikala hvis han fik fat i dig var du så godt som død tænk dig om og alle hans mend leder sikket efter dig nu" Zeven forsvant i et vind sus mens han sagde " gem dig mikala eller løb"

Mikala var ikke bange mere hendes familie var i sikkehed et sted ingen ville leder efter dem hun så stille frem " sikke en idiot han så den ikke fjols " sagde mikala og satte sig bag en skrældespand og sad og slappe af hun ville ikke dræbe ham men for søg at redde ham fra en snigmordet men hun hade ikke ramt snigmordet

Zeven sad stille oppe på tag og holde øje med mikala* hvad er hun ude på jeg må heller holde øje med hende *tænkte han og forsvandt som luft og kom frem et par hus tage væk. Der sadde han sig på hug hvor han holde øje med mikala og tænde en smøg

2 møg det var også min sidste patron shit hvad skel jeg nu gøre " sagde mikala og leder efter nogen flere i sine taske men fandt ingen hun var løben tør for patroner

Zeven kunne se på mikala at hun så panik slagen ud * hvad sker der* tænkte han imens han tænde en ny smøg* jeg må se hvad der sker * Zeven forsvandt i et vind sus og dukket up bage ved nogle tønder så mikala ikke ku se ham

" åh møg alser ikke flere patroner shit " sagde mikala og ledet viden efter nogen

skyggerne gjorde kort et udfald imod den mørke murvæg, før en bleg slank pegefinger sendte tre af dem afsted med mørke, imod paris evig underverden.. Isaac rystede kort på hovedet i ly af den gyde, hvor han stod, halvvejs skjult af skyggerne, så det ondt smørrede smil var omkring hans læber ikke kunne ses. han vente med et, det hele ryggen og begyndte at gå tilbage, for ingen længe skulle han meget vel sige farvel til den her by og vende tilbage til Azazel.hvis skyggerne nåede frem, ville der ved paris udkant møde disse uvidende soldater og deres leder, et frygtelig syn.. et syn af dæmoner, oprører, halv dæmoner, alle former for loyale tilknytter til dæmonernes underverden, og de ville alle kæmpe for deres magt, og territorium, som ingen skulle røre. skyggerne fulgte langsom efter Isaac, hvis aura var begyndte at fyldes med en kraftig ondskab af glædesle eller måske bare af spænding?