Skole, Ubrugeligt hvis du spørger mig (Maddie = Privat)

S: Skolen
T: Hen af eftermiddagen.
O: Skolens gange, med de sidste elever der er på vej hjem,
D: 20/6

Zal gik gennem gangen med et roligt smil på sine læber og så på alle eleverne der var på vej hjem.
*Utroligt at jeg blev nød til at låne lokummet her... Typisk* Tænkte han mens han gik igennem gangene.
Han var iført en halv lang brun frakke, hår sat tilbage i noget det lignede en heste hale, men hans hår var alt for langt til at det så ordenligt ud, istedet stritede totterne ud.
Han havde ikke rigtig fået barberet sig idag så han var begyndt at få skyg stubbe.
I dagens anledning havde han ikke taget sin Rapir med, men havde dog stadig andre redskaber gemt rundt omkring på sig.
Det var en god dag, solen skinnede og Zal nød at det endelig så lidt lyst ud.

Maddie havde lige været oppe at skændes med sine venner. Hun sad nu i musiklokalet og spilllede på klaveret, samt hun sang. Hun sang om at få en andet liv. Hendes venner var ikke hendes venner mere, og hendes mor lige blevet dræbt. Hvad var der ved at leve sådan et liv? Hun var ret ked af det. Nogle få tårer løb ned af hendes kinder. Der var cirka kommet 2 tårere intil videre. Godtnok ikke fordi det var det hun sådan lige holdte øje med. Hendes fingre gled let på klaveret's tangenter(?) Hun sang smukt og spillede mindts lige så smukt. Hendes smukke brune hår heng ned over skuldrene. Hendes hvide top var lidt lang og læder-gemacsherne var sorte.



//Tøjet: http://cdn.sheknows.com/articles/ashley-tisdale-single.jpg

//sangen: https://www.youtube.com/watch?v=7TcBArLCwB8

Zal gik gennem gangen da han hørt sangen og musikken, men også en smule hulken.
Han gik hen til døren ind til rummet og kiggede ind og så Maddie.
*Hende fra igår* tænkte han mens han stod og lyttede.
Zal forsvandt i skyggen og stod nu i hjørnet af rummet og lyttede til musiken.
"Den sang... Er meget smuk" sagde han lavt og roligt, han prøvede ikke at skræmme hende for meget. "Men også... Meget trist..." Sagde han mens han langsomt gik hen til hende.
Zal Forsvandt igen i skyggen og sad nu ved siden af Maddie og spillede med, han havde aldrig hørt sangen, men han fulgte bare maddie og spillede smukt med hende.

Maddie sang videre. Da hun opdagede ham smilte hun bare sødt. Hun blev overhovedet ikke forskrækket, eller noget, men hvis der kom en lære ville hun løbe væk.
Maddie havde endu ikke fået hans navn at vide, men når engang sangen var færdig ville hun finde ud af det.
Da hun sang de sidste linjer: "Er der et svar og en mening med det her, det er som det er, det er begyndt, på godt og ondt, et andet liv. oh oh oh mmmm mmmmm" smilte hun sødt til ham. Hun havde selv skrevet sangen(selvom det irl er anna david) Hendes stemme var aldrig blevt godkendt for Maddie havde haft så meget sceneskræk, emn det havde hun ikke mere.

Stoppede med at spille og tog en cigaret op, men så sig så omkring.
"Dårlig vane" sagde han smilende og puttede pakken væk igen.
"Du ved, vi prøver alle at glemme på en måde, jeg bruge smøger" sagde han venligt og vente sig rundt, så han sad med spredte ben over stolen.

Hun smilte sødt og så sig over skulderen. "Ja, også mig, men er sådan holdt med det," sagde hun blidt. Hendes stemme var altid blid og mild. Hun kiggede igen på ham.
Hendes øjne rystede, men det var bare noget de gjorde når hun var genert. Hun smilte igen mildt til ham. "Nå, jeg fik vist aldrig at vide hvad du hed igår?" sagde hun og forventede at han ville sige hvad han hed.
"Jeg hedder Maddie!" Hun smilte ogen mildt og kløede sig let på kinden.

"Mit navn Mademoiselle Maddie, er Prins Al-Malik al-Nasir Zalsah-Ha-ro Abu al-Muzaffer Yusuf ibn Ayyub ibn Shadi af Persien, eller kortere sagt, Zalzaro Yusuf Ibn Ayyub, men de kan kalde mig Zal" Sagde han smilende til hende hvorefter han tog hendes hånd og kyssede overfladen blidt.
"Det er mig en stor ære at møde dem" sagde han venligt med et venligt men også charmerende smil. *Skør pige, søde træk... Jeg elsker frankrig....* Tænkte han og så på hende.

Hun måbede lidt over hans lange navn, men da han sagde en kortere udgave af det smilte hun let. "Okay Zal," sagde hun lidt efter. Da han kyssede hendes hånd smilte hun mildt som refleks. "Hvor kommer du fra? Dit navn lyder som et andet sprog..," Hun så spørgende på ham, med et sødt smil.
Maddie kiggede ham ind i øjnene. Han så sød ud. Det kunne hun mærke at han var. Eller det var det som om...

Zal kiggede tilbage ind i hendes øjne.
"Jeg er fra persien... Eler jeg var, før vi mistede det kongerige... Min Far var sultan eller kejser om de vil, Saladin. Det er derfor jeg er prins og har mit lange navn" Zal smilte til hende og rykkede lidt tættere på. "Hvad med dem? Hvad kan de fortælle om dem selv ud over deres utrolige skønhed" sagde han charmerende.

Hun rødmede let. "Jeg kommer herfra," sagde hun og grinte let. "Jeg hedder fuldt ud Maddie Annst. Hvad vil du gerne vide?" Hun så lidt spørgende på ham. Hendes øjne var lige i hans. Hun smilte mildt igen.
"Du må spørge om hvad du vil, jeg vil svare så godt jeg kan," sagde hun med et sødt smil. *Han er prins! Sejt nok,* tænkte hun for sig selv. *Jeg er bare et almendeligt menneske* Hendes tanker slog hun ud af hovedet. Det var simpelthen for meget at tænke lige nu. Hun ville holde tankerne helt, ehelt tilbage. Uanset hvad det var for nogle tanker.

Zal så på hende med venlige øjne og smilede til hende.
Hans stemme var mørk men ikke dystre, og den havde dog stadig noget ungt over sig, han lød som en person fyldt med livs energi og hans øjne vidste glæde, men hvis man kiggede efter kunne man se en vis sorg. "Jeg har et spørgsmål til til Frøkken Annst" Zal kiggede på hende, hans hånd rørte hendes fingerspidser "Må jeg invitere dem med ud på middag en dag? hvis altså de har lyst?"

Maddie smilte. "Det må du da gerne," sagde hun.
Hun kunne mærke hans hånd på finger-spidserne. Huns milte let og blidt. Hendes stemme var og havde altid været blid, smuk og mild.
Maddie så ud på gangen som næsten var helt tom for folk var efterhånden gået hjem, eller ud i skolegården for at hygge sig. Maddie kiggede igen ind i hans øjne med et smil.

Zal kiggede på hende "Er de godt klar over hvor skøn de ser ud?"
Han smilede til hende fyldt med glæde men vidste også en del selvtillid uden at virk egoistisk.
Han flyttede sin hånd oven på hendes og så på hende med charmerende og forførende øjne.
"Lad mig fortælle dem en hemmelighed... Jeg er 817 år gammel" sagde han med et grin og så på hende. Han havde ikke tænkt på en cigaret siden deres samtale begyndte hvilket var meget underligt.

Maddie rødmede let og trak på skuldrene.
"Hvis man fjerner 8'tallet så ved du hvor meget jeg er," grinte hun sødt. Hun så ned på hans hånd og smilte ned til den. Hun så igen på ham.
Maddie smilte mildt igen. hun strøg ligt hår væk fra øjnene så hun bedre kunne se på ham. Hendes øjne rystede igen lidt, men det var bare en vane DE havde.

"Hehe se jeg er alt for gammel, måske skulle du hellere finde en på din egen alder?" Zal kiggede på hende, men kunne føle at han blev mere draget af hende *Hun er sgu sød* tænkte han men man kunne se at han blev lidt nervøs over den store alders forskel da han var udødelig.
Han tog forsigtigt rundt om hendes hånd med hans ene hånd, og fjernede lidt hår fra hendes pande med den anden, mens han optegnede hendes streger i ansigtet blødt med hans finger.

Hun så ned i jorden. "Nej," sagde hun hurtigt med et smil. "Jeg er lige glad med alderen." Hendes smil blev blidere og blidere. Men også lidt folvt. Hun blinkede flovt med øjnene.
Maddie var meget flov nu. Havde hun mon sagt noget forkert? For han var jo også ret smuk.
Hun kiggede på klaveret. Hun tænkte på hvor dejligt det ville være at få nogen at være sammen med. Selvom hun havde aftalt med sig selv at tankerne skulle holdes tilbage, kunne disse tanker ikke blive væk.

Zal prøvede at få øjen kontakt med hende igen.
"Jeg tænkte bare... Jeg er jo ikke dødelig.. Det ville da være underligt hvis... Du ved.."
Zal kradsede sig nervøst i nakken, dette var en af hans ulve refleksser.
Han kiggede også ned på klaveret nu, men kiggede så op på hende igen.
"Det er bare... der er nogle... Ting ved mig som... nemt skræmmer folk væk... ud over det der ulve noget... Jeg har lavet noget i de 817 jeg har levet.. Forfærdelige ting.. Utilgivelige ting... Some jeg ikke fortryder.."

Hun bed isg i underlæben for at få en tåre til at blive i øjet, men hun kunne mærke at den undslap. Den gled ned af hendes kind. Hun lukkede øjnene før hun rejste sig og gik hen mod vinduet. Hun lagde armene over kors og slikkede sin tøre læbe. Hun kiggede ud af vinduet. Der var næsten ingen ude i skolegården. Det var nok for varmt til at være derude. De var sikkert alle sammen gået ned for at bade.
Maddie kiggede hen på et hegn der førte over til et hus og bag det hus. Der lå et 'bade land' i det fri. Det kunne man kalde et 'friluftsbad'
Hun kiggede over på poerten der førte ud af skolen og derefter over på idræts-salene.

Zal rejste sig op og gik hen til hende.
"Hvad er der i vejen Maddie?" Sagde hans hvor efter han placerede sine hænder på hendes arme blidt og så over hendes skulder og ned to skole gården. "Sagde jeg noget forkert... Ud over... Det hele?" Zal kiggede på hendes spejl billede i ruden.
"Jeg ved det er meget... Undskyld..." Zal kiggede på hendes ansigt og kyssede hende på kinden og forsvandt så ned i skyggen, han stod nu henne ved døren.
"Jeg tror det er best at jeg går... Eller hvad?" Han kiggede tilbage på hende med et bedrøvet ansigts udtryk.

Hun lukkede øjnene. Efter lidt åbnede hun dem igen.
Hun kiggede over på ham. "Hvis det er det du vil, så gør det. Men det er ikke det jeg vil ha'," sagde hun og kiggede ham i øjnene. Hun ville ikke have at han gik, men hvis det var det han ville skulle han jo bare gøre det.
Maddie kiggede på ham og smilte lidt. Man kunne ikke rigtigt se hendes smil, men hvis man kunne se hende i øjnene. Smilte hun mildt og blidt.

Zal forsvandt i skyggerne af døren og så ud til at være væk.
Han stod ude på gangen og var på vej til at gå... Hende her pigen havde sgu gjort et indtryk på ham... Han gik ned af gange og ud af døren og kiggede op i lokalet hvor han stod.. Zal stod der i et par minutter og forsvandt så i skyggerne....
Zal dukkede op foran hende og kyssede hende blidt og kiggede derefter på hende.

Da han forsvant sukkede hun let, men da han så kom tilbage og kyssede hende smilte hun. Hun så ham i øjnene. "Undskyld, men det er bare det med min mor, og jeg har lige mistet mine venner, og mit liv er helt vendt på hovedet," sagde hun undskyldene.
Hun smilte og kiggede ham igen i øjnene. "Undskyld," sagde hun igen og krammede ham let før hun tog sin mobil op af lommen. Der var en lomme i bukserne. Hun kiggede på mobilen. Der var en besked fra en af hendes gamle venner. Der stod:

Hey, undskyld for det idag, men vi kan ikke være venner.
Det er for meget når man er i en mobbe-gruppe at så være venner med en der bare vil stoppe mobningen. Det er jeg altså ked af...

Da Maddie havde læst det sukkede hun dybt. Hun skrev tilbage:

Det er okay, men så skla i også holde jer væk fra mig!

Hun kiggede igen på Zal og smilte.

//Mobilen: http://shop.tdc.dk/W595%20Sort/338201,default,pd.html?start=14&cgid=mobile-phones

Zal kiggede ned på telefonen.
"Er det noget jeg skal tage mig af?" spurgte han næsten koldt.
Når man studerede Zal kunne man mærke han havde to sider:
Den onde og den gode, det var samme person, men på en eller anden måde havde han even til at skifte over og blive en kold morder, og samtidig kunne han være den mest charmerende man i verden. Zal så på hende med et smil nu, og kiggede ud af vinduet.

Hun rystede på hovedet. "Nej, nej! De er bare nogle nare der tror de kan alt i verden, men det kan de ikke," sagde hun og så på ham.
"Nå, men tilbage til det der med at du ville invitere mig ud på en middag! Hvornår skal det være, og hvor?" spurgte hun sødt og kyssede let hans kind.
Hendes hænder holdt om mobilen, da den brummede igen:

Okay, så gør vi det!

Stod der. Maddie smilte til Zal. "Zal, jeg vil virkelig gerne på en middag med dig," sagde hun og kyssede ham blidt på læberne.

Zal kiggede på hende og smilte
"Hvad med Impure Résiduelle? Imorgen aften? kl 19? lyder det fint for dig?"
Han kiggede igen ned på telefonen *Det var sgu noget mærkelig noget sådan en mobil*
Han havde godt nok set dem, men aldrig haft en selv, han stolede mest på sin Rapir og sin pistoler. "Det vil være en ære at havde dem ved min siden imorgen aften Maddie"
Zal smilte til hende og prøvede at fange hendes blik.
Hun var godt nok speciel, nu var det kun tid der kunne vise hvad der ville ske.