New in town

Tid: Sen aften
Sted: Udkanten af skoven
Vejr: Det er overskyet
Omgivelser: Tomt



Aftenhimlen var ved at blive indtaget af sit dybe mørke, dagens varme blev erstattet af den svage kulde, som natten bar med sig, og en svag vind skyllede ind over land og by. Folk var for længst taget hjem fra deres strandture og små hyggeture med børnene i parken. I stedet var mørke væsener kommet frem, nattens vandrede, unge folk der gik på diskotek, natklubber, ud og jage måske? Al dette foregik dog inde i byen, men det var ikke der, en underlig skikkelse dukkede op.. Det var ved skoven, i dens udkant.. En høj person, indhyllet i en sortlilla tåge, skød ned fra himlen og landede på jorden. Under hende var en cirkel af græs brændt væk, og efterladt var kun gold jord, helt død for liv. Der var nogle lyde, som knogler der brækkede, og lidt efter forsvandt tågen fra personen. Det var en kvinde, en ung en, med langt sort hår, der indhyllede hendes ansigt i mørke. Hendes mørke øjne kunne kun svagt ses for pandehåret, der dækkede halvdelen af dem. Hendes hud var ligbleg, og hendes mørke makeup fik den kun til at se blegere ud. Kvinden strakte armene op i luften og så sig omkring. Hmm, så det var den by, hun havde hørt om? Hun var nok landet lidt ved siden af. Hun kunne se bygningerne længere fremme, og da hun vendte ansigtet den anden vej, blev hendes øjne mødt af høje, mørke træer, starten til en skov. Nå, det gjorde vel ikke noget, at hun var endt der, så kunne hun få lidt fred til at starte med. Hun begyndte at gå lidt hen langs med skovkanten, hendes høje støvler satte mærker i den bløde jord, hendes sorte kjole blafrede let i vinden. Den gik hende til midt på lårene, og på benene havde hun et par lange netstrømper som dog var en anelse forrevne.
Douleur stoppede da hun hørte en lyd. Hun sænkede ansigtet en anelse, kiggede ud ad sin øjenkrog ind mellem træerne, så ud mod marken på den anden side, hvor der i den anden ende af det store stykke jord, lå nogle huse, gårde nærmere. Mon der var 'farlige' væsener her omkring? For hende ville de næppe være en trussel. En ulv der angreb, ville være død på et sekund, så hun havde intet at frygte, det var hun vis om. Et smalt smil bredte sig om hendes læber, det så ikke alt for behageligt ud. Hun vendte sig helt om imod skoven, stadig med ansigtet sænket, hvilket kun fik hende til at se mere skummel ud, end hun havde gjort før, specielt når der intet lys var derude. Månen var dækket til af de mørke skyer, så det var svært at se noget som helst, medmindre man da havde nattesyn, hvilken hun var så heldig, at være beæret med. Det hørte vel til at være et væsen af mørke, der levede i mørket, blev født i mørket...
Var der mon nogen mellem træerne? Om det så var et dyr eller en lille spejderdreng på tur med sin trop? Hun løftede ansigtet, fik et glimt i øjet, og lod så ansigtet glide ned på skrå. Hendes armen hang slapt om hendes sider. Hun så svag ud, som hun stod der, som en nysgerrig, dumdristig lille pige. Måske var hun også blot det? Hvem kunne vide det? "Er der nogen?" spurgte hun med sin lyse pigestemme, med blikket fast rettet imod mørket mellem de store stammer

Jamie havde kigget på denne pige i lang tid. Hun sad i en af træ toppene. Hendes onde blik dannedes til et koldt og sort blik. Hendes øjne var sorte og ibentræ og hendes blik koldt som is. Hendes hår, mørkt, næsten sort og hendes sorte stramme bukser sad perfekt på hendes krop, samt hendes top der var grå.
Jamie's læber formulerede et ondt smil. Hun hoppede ned fra træet og med den kolde og onde stemme sagde hun: "Ja, det er der," Hun så på pigen. Jamie havde aldrig set hende før, men og hvad så? Kunne det da ikke være ret ligemeget? Hun var ihvertfald meget, ligeglad. Hvis denne pige havde lyst til at gøre noget ved Jamie, kunne pigen alligevel ikke skade hende medmindre hun sørgede for at, Jamie ikke tog sin medicin, og så gemte den helt væk.. Hendes øjne var stift rettet på pigen der stod der forsn hende. Jamie stod som en statue, med farver. Hun stod som en sten. En stor og smuk statue.
En let vind legede med hendes hår. Øjenlågende gik elegant ned over de sorte øjne og dækkede dem i et par sekunder, før de igen gled op.
Hvis pigen der stod foran hende var en eller anden form for vampyr, ville Jamie ikke gøre ret meget andet end bare at gå. Om så hun drak hendes blod var hun ligeglad. Jamie var en animagus. En ond en, men inderst inde var hun sød, kærlig og blid. Hun kunne også kun føle kærlighed en gang i hendes liv, selvom hun jo levede evigt. Hvis det aldrig kom.. Vidste hun ikke hvad hun ville skulle gøre.. Så ville der jo slet ikke være en eneste dreng eller pige i hele verden, der virkelig havde gjort indtryk på hende.. Ingen der kunne få hendes hjerte til at banke hurtigere. Ingen, som helst.
Jamie stod bare der og kiggede på pigen og ventede på hendes reaktion.
*Hun er vist en lidt ældre kvinde! En meget ældre kvinde!* tænkte Jamie for sig selv. Hun hævede smilebåndet og det blev et ondere og ondere smil der var på hendes læber.
Hun flyttede hænderne elegant til hofterne og ventede på pigen.. Ventede på hvad hun ville gøre.. Hvis hun ville gøre noget.
Hun løftede hovedet og kiggede på den skydækkede himmel. Hun elskede simpelthen dårligt vejr, og dårlige ting. For hun var jo ond og mørk indeni, så hvorfor ikke også elske det mørke? Ja det var der nok ingen der vidste. Hun elskede også når der skete noget forfærdeligt med folk, eller hvis de slog sig rigtig hårdt.
Jamie rettede igen blikket mod pigen og smilte stadig ondt. Hun ventede nu bare på pigen.

Et lille, roligt smil bredte sig over Douleur's læber, da en skikkelse viste sig mellem træerne. Et tøsebarn, et ungt et af dem endda, dog ikke helt ung af alder, det kunne ses i hendes øjne. Der var mere visdom gemt deri, end i en almindelig ung kvinde. Hun opfattede et mørke i hende, om det var ondskab, vrede eller bare dårlige vibrationer, det vidste hun dog ikke, tog sig egentlig heller ikke af det, da det ikke gjorde hende noget, om pigen ville angribe eller ej. Hun kunne klare det meste, efter de mindst 5 krige hun havde deltaget i. Hun gav ingen tegn på nogle af sine dystre tanker, stod bare og kiggede på pigen i noget tid, forholdt sig tavs, imens hun betragtede hende. Hun klædte sig meget som nutidens teenagere. Hun havde set lignende looks i reklamer, på tv, i blade, det var dog ikke noget for hende, hun holdt sig bare til sit mørke tøj med store støvler, netstrømper og handsker.
"Du gemmer dig godt, jeg så dig slet ikke" lød hendes lyse stemme igen. Hun lød ikke som en person, der kunne gøre skade på nogen som helst. Hendes ansigt gled igen let på skrå. Ingen vind tog i hendes hår, ligesom den gjorde med den anden pige, det var som om, at der intet luft var omkring hende. Hverken hendes tøj eller hår gjorde den mindste bevægelse, det hang der bare, så stille som en slagmark efter kamp.
Douleur foldede sine hænder foran kjolen og nikkede en gang til pigen. "Jeg er ny her" sagde hun med en lettere nervøs stemme og smilede skævt, skrabede lidt i jorden med støvlespidsen. Hun forsøgte at holde sit blik sødt og uskyldigt, men der var noget udspekuleret over hende, hendes næsten sorte øjne kunne næppe være dem af en ren og uskyldig ung kvinde, men hvad andre folk ikke vidste, havde de ikke ondt af. Hun kunne påtage sig enhver rolle, hun havde lyst til, da ingen i denne by kendte hende i forvejen. Ja hun kunne endda udgive sig for at være indianer, uden folk kunne tillade sig at tvivle på hendes ord.
Hun sænkede sit blik ned på sine hænder, kiggede en gang på sine sort-polerede negle, der nærmest gik i et med kjolen, hvis ikke hendes negle havde haft et glat skær over sig, i modsætning til kjolens stof, der var blødt og ikke havde det mindste genskær. Hendes blik hævede sig igen og hun kiggede ind i pigens øjne, kiggede dybt i lidt tid, men sænkede så blikket igen, som var hun en genert lille pige