Nogle ting burde bare forsvinde

Tid: Aften, omkring solnedgang
Sted: Ved søen
Vejr: Det er en smule køligt men vindstille
Dato: 25. April
Omgivelser: Der er rimelig stille til aften


Den røde himmel strakte sig langt henover byen, skoven, og også søen der lå ved den. Dyr i skoven var ude og græsse inden det blev mørkt, og for mange jægere var dette tiden, hvor de skulle ud og skyde en hjort eller to, da de kom frem i skovens kant, hvor der var friskere græs. Et højt skud lød langt væk, og fik Libertine til hurtigt og forskrækket at kigge op imod den vej hvor lyden kom fra. Pokkers jægere, at skulle skyde uskyldige dyr. Så igen, de skulle jo have noget at spise, og måske de havde familier de også skulle tage sig af. Hun sank blikket igen og kiggede ned på sine fødder, der svingede ned fra gyngen i træet, som hun sad og gyngede langsomt frem og tilbage på. Hun lænede ansigtet mod rebet der holdt den og sukkede svagt. Hun havde de sidste par dage følt et pludseligt savn. Hun savnede sin familie, havde en trang til at finde ud af, hvordan de havde det, om de overhovedet stadig var i live. Hvorfor skulle man absolut stadig have så mange følelser i sig, når man alligevel var død? De burde bare forsvinde, burde de!

Ami kom gående ned mod søen og hørte også en forpulet jæger, - Ami stillede sig og kiggede rundt i løbet af kort tid havde han fundet ud af jægeren lå i en sivskov, Ami gik om bagi manden og skreg så højt og dæmonisk at manden fyrede geværet af mod Ami, men Ami var jo trænet soldat og undvigede, - selvom han stort set var i sin spøgelsesform, Ami greb manden om struben og holdt hans hovede under vandet i et forsøg på at drukne ham, men engang imellem lod han manden få lidt luft før han kæmpede videre med ham, det morede ikke Ami, det var bare hvad han havde lært, han vidste entenligt ikke hvorfor han torturede manden, det gjorde han vel bare.

Libertine lod igen sit blik hæves lidt, da hun syntes at høre noget postyr. Godt nok lød det som om, at det var langt væk fra, men hun havde også en ubehagelig følelse i brystet af, at noget var galt. Det var underligt, hun fik det nogle gange dårligt uden grund, og hun kunne ikke finde ud af, hvad det var, der gjorde det.
Libertine dematerialiserede sig og begyndte at svæve lidt væk fra søen, ind mellem træerne, imod det postyr hun syntes at kunne høre. Det blev højere og højere, og til sidst fandt hun sig svævende i luften lige bag personerne, der var 'oppe at toppes', om man ville. Hun spærrede øjnene op, da hun så, at det var en ånd som hende selv, der prøvede at dræbe et menneske. "Stop med det der!" skreg hun panisk og faldt ned på jorden, skyndte sig hen og tog så fat i ham bagfra

Ami vendte sig om og kastede med lethed mennesket ind i et træ og kastede meget aggresivt geværet så langt ud i vandet han kunne, man kunne se på spøgelset han var soldat, han havde i det mindste en nordstatsløjtnant uniform på, det var godt nok en titel han havde erhveret sig efter sin død, men det havde fyldt så meget af ham senere hen at det var hvad han havde på oftest når han var i sin spøgelsesform, det var måske mærkeligt, men det kunne jo heller ikke helt forklares, Ami gik truende over mod pigen til han opdagede det var en anden ånd så smilede han lettet og nikkede til hende. "Hvorfor skal jeg stoppe, våben er til for at slå ihjel lad ham dog smage sin egen medicin.." sagde Han lavt.

Libertine kneb øjnene sammen. "Hvis du vil dræbe ham, for at slå et dyr ihjel, som han skal bruge til at forsørge sig selv og måske sin familie, så skal du også dræbe alle slagtere i verden, ALLE der dræber dyr!" sagde hun højlydt og trådte selv et skridt frem imod ham, tydeligvis oprevet. Hun havde selv oplevet at miste livet, og det samme havde han, så han burde vide hvilket forfærdelig oplevelse det kunne være, godt nok til ikke at dræbe andre i hvert fald! Godt nok var nogle ånder bare ondsindede, men hun ville ikke lade ham være det i hendes nærvær

Ami kiggede ondt på hende og pegede truende "Du skal ikke tale sådan til mig.. Nogensinde, måske kan jeg ikke dræbe dig, men jeg kan tvinge dig over på den anden side, karlsmart" Det var tydeligt at se at Ami normalt var en der fuldførte sine trusler uden at tøve, men det var også tydeligt at hun havde krænket Ami, og at hun havde krænket ham meget, han gik over til jægeren og smed ham mod den side af skoven, hvor der var hurtigst vej ud af den og sparkede ham i ryggen, for at få ham til at løbe sin vej alt det han kunne. "Tilfreds?" spurgte Ami.

"Jeg taler ikke sådan til dig, jeg siger bare hvordan det er, og hvis du ikke kan tage det, så er du måske bare snæversynet, at du ikke kan se logikken" vrissede hun af ham, kneb øjnene vredt sammen og knyttede hænderne. Hans trusler skræmte hende ikke. Hun var allerede dø, hun kunne ikke skades, og han ville på ingen måde kunne tvinge hende til noget.
Libertine kiggede efter ham da han smed mennesket ud, behandlede ham på den måde. Hun havde en stor lyst til at gå frem og give ham en lussing, men hvad ville det nytte? I stedet knyttede hun blot hænderne yderligere, og hvis hun ikke havde været et spøgelse, havde hendes negle sikkert boret sig igennem hendes hud i håndfladerne

"Jeg har dræbt flere mennesker og dyr end du kan tænke dig til, og pga. folk som mig har verden lidt stor overlast... Derfor skal menneskene advares, du kan tro, ham her kommer aldrig tilbage hertil igen.. Aldrig." Ami vidste hvad han talte om, det kunne alle og enhver se, Ami var en ren krigsmaskine, slog man ham en gang, slog han ikke igen, men jo mere og mere bange han blev for folk, jo størrere chancer var der for han endte med at dræbe dem og deres familier, Ami havde gjort det før og ville gøre det igen... Uden at tøve.

"Hvis du selv har dræbt åh så mange.." sagde hun bittert og trådte helt tæt hen på ham og stirrede ham ind i øjnene. "Så lad være at straf andre for den samme synd du har begået" hvislede hun og gav ham et enkelt bittert blik, før hun vendte sig om og gik lidt væk fra ham. Hun blev mere og mere gennemsigtig da hun gik væk fra ham, da hun før havde været næsten synlig. Hun var ligeglad med, om hun gjorde ham vred, om han ville straffe hende, for hendes ord, hun fortalte ham bare sandheden