hjemme og steddatter (Ester=privat)

T: 23:30
S: Zann's gamle lejlighed
O: tomt og støvet
V: Små regn

Zann kom roligt ind af sin dør i sin lejlighed med et roligt smil alt var som han forlod det bortset for at det var ret støvet men udover det var det hele i orden han gik med det samme igang med at rydde op og var færdig efter en halv times tid hvorefter han satte sig ned i sin stol og smilede glad mens han så rundt i sin lejlighed han gik roligt ned af trapperne og over vejen hen til kiosken på den anden side han købte nogle små ting som han behøvede for en gangs skyld behøvede han ikke at bekymre sig om midnatten mere takket være hans bror Zero og Zankuji var han endelig tilbage til live 100 gange stærkere end før klar til at kæmpe mod Zane igen men ikke med det samme det ville være dumt han ville noget helt andet først som ville koste meget tid men han havde masser af tid ingen vidste han var i live igen udover hans venner han tog posen med de forskellige ting og købte en enkel pakke LA smøger rød som han lagde i lommen før han gik udenfor og langsomt hen mod hans lejlighed igen mens han åbnede pakken og tog en enkel smøg op som han tændte og stak i munden og tog nogle gange et hvæs af mens han mærkede røgen ryge ned i hans lunger det var noget han havde savnet følelsen af ting som kom ind i hans krop han pustede roligt ud mens han ledte i sine lommer efter en nøgle til fordøren til opgangen som han åbenbart havde tabt et eller andet sted

Ester hoppede nærmest, mens hun var på fortovet. Hun kiggede sig lidt omkring, og så hen på kiosken, hvor hun smilte til nogle fremmede mennesker. Hun lukkede øjnene i et par sekunder, og stod nu bare helt stille. Hun kunne mærke øjne på hende. Hun åbnede øjnene og hev en smule i håret, hvorefter hun lod det glide ned over sine spidse øre. Hun sukkede.
Hun lod sine arme glide blidt ned, over siden på hende. Hun sukkede så igen hvorefter hun kunne mærke at folks øjne ikke stirrede på hende mere. Hvis der var noget hun hadede så var det dét!
Ester begyndte at trippe videre, og kiggede over på den anden side, hvor kiosken var.

Zann lagde posen og gik tilbage mod kiosken men stoppede lige på vejen hvor han fandt sin nøgle "der var du" sagde han og lagde den i lommen men før han nåede at begynde og gå kom en bil kørende mod ham med fuld knald det var tydeligt at personen i den havde mistet kontrollen Zann lukkede øjnene og blev sin dæmon form hvorefter han stoppede bilen ved at tage fat i den med sådan en kræft at bilen stoppede på stedet hvorefter han slap og blev normal og halvløb hen til døren "please der ikke var nogen der så det" sagde han og låste døren op

Ester stoppede forskrækket op, da hun genkendte en eller anden. Hun gik stille hen mod ham, og stoppede op, hvorefter hun smilte stort. "Hej!" smilte hun, og vidste ike rigtig hvordan man sagde 'hej', til sine forældre, da hun jo ikke havde prøvet i det virkelig lang tid.
Hun sukkede, og smilte fortsat til Zann, mens hun ventede på at han også ville opdage hende. Hun havde været ude at gå en forholdtsvis lang tur.

Zann vente sig om "Ester" spurgte han overrasket men osse nervøst "øh hej" hviskede han hæst før han tog nøglen ud af døren "hør Ester vis du er sur over at jeg rejste så kan du lige så godt begynd at råbe af mig" sagde han trist og så fortsat på hende "jeg er virkelig ked af at jeg rejste du ved uden at sige det til dig"

Hun fattede ikke lige ret meget lige nu, men kom så i tanke om det. Hun havde jo ikke været 'sammen' mmed ham i laaaaaaang tid. Syntes hun i hvert fald ikke selv.
"Jeg er ikke vred.." mumlede hun. "Eller sur!" Hun kiggede ned i jorden.
Ester havde jo bare været i skoven eller i parken, mens han var væk, og slet ikke været i et hus, som hun ellers havde glædet sig så forfærdelig meget til!

Zann smilede og lagde armene om hende med et smil "dejligt at se dig igen Ester" hviskede han mens han smilede og slap hende blidt efter lidt tid "jeg har virkelig savnet dig" sagde han og smilede faderligt til hende godt nok var han kun en adoptions far men siden han mødte hende første gang havde han elsket hende som var hun hans virkelige datter "hvordan går det med din søster forresten" spurgte han

//fortsætte?

//Undskyld, mit net gik... -.-"//

"Jeg har ikke rigtig hørt fra hende længe..." mumlede Ester. "Men jeg savner hende VILDT meget!"
Hun sukkede stille. "Erhm..?" mumlede hun utydeligt, og kiggede op på ham, og så lidt rundt, mens hun bare ventede på at de kunne gå ind, eller et eller andet.

Han låste døren op og gik derind roligt og op af trapperne med et smil og låste døren til hans lejlighed op stadig smilende "forresten hvordan ville du have det med en stedmor" spurgte han rimelig meget nervøs men var dog nød til at spørge hende fordi han syntes at det var vigtigt at han spurgte hende

Hun kunne mærke en klump i halsen da han sagde ordet mor, og hun tænkte på Julia, og deres mor. Hvis Ester nu fik en helt 'ny' familie, hvad så med hende? Hun ville aldrig kunne føle sig tryg i en familie, uden sin søster, men hun ville alligevel ikke sige noget. Hun var ikke ligeglad, men alligevel, ville hun gerne kunne snakke med Julia igen. Hun savnede hende af hele sit hjerte og ønskede inderligt at de kunne leve deres eget liv. Ikke fordi hun ikke også gerne ville være samme med Zann. Men at have familie to stedet på en måde var meget svært for hende. Hun frøs fast på stedet, og kunne svarede han slet ikke.

han stoppede op og så mod hende "ah jeg forstår du vil hellere være hos din søster" hviskede han roligt før han så ned og åbnede døren helt for at gå igennem den og ud i køkkenet med tingene som han så satte på plads da han var færdig med det stoppede han op og lænede sig ud over håndvasken mens han så ned i det vand som var der "har Julia overhovedet nogle forældre" spurgte han

"Hun er jo min søster! Hun har samme forælre som mig! De er døde. Vores mor ofrede sig for VORES skyld! Og vores far har vi aldrig set!" røg dte ud af munden på hende, mens hun gik ind. Hun satte sig hurtigt i en stol og holdte begge hænder for munden, da der virkelig var meget på vej ud af hendes mund som hun egentlig ikke burde sige.

"Ester.." hans hænder rystede svagt "jeg forstår jer godt det var det samme med mig og Zero men se på vores side vi fik aldrig chancen for en stedmor eller stedfar" han lukkede øjnene blidt "jeg har sagt det og siger det igen at Julia sagtens kan bo her jeg vil behandle hende som jeg behandler dig altså som en datter vis det skulle være" en tåre faldt ned af hans kind og ned i vasken det gav et lille plask hvorefter der var stille igen "vis der er nogen som kender jeres smerte er det mig og Zero" han slap håndvasken for at gå ind i soveværelset og satte sig ned derinde på sengen

Ester trak benene op i stolen og helt ind til sin krop, lagde armene om dem, og gemte ansigtet mellem knæene. Hun kunne mærke at hendes øjne blev våde og hun begyndte stille at græde. Uden lyd. Hun kunne mærke hvor meget hun savnede Julia, og hun elskede hende, mens ville Julia nogen sige ja til dte tilbud? Ville hun sige nej, og så bare gå sin vej? Ester var både bange og ked af det. Hun ville for alt i verden ikke gøre noget for at få sin søster til at blive sur!

Zann så op i loftet "du kan jo osse bare flytte sammen med Julia" sagde han roligt og lidt trist det gjorder ondt at sige sådan men han vidste at han elskede Ester som en rigtig datter og som han altid sagde vis man virkelig elskede noget så lod man det gå vis de virkelig elskede en tilbage ville de komme tilbage

"Orgh!" sagde hun højt. Hun vidste ikke noget! Hun var forvirret.
Hun vidste slet slet ikke havd hun skulle sige. Skulle hun overhovedet sige nogte, vidste hun heller ikke? Hun vidste ikke engang hvor JUlia var eller hvorfor de lige kom til at tale om det. Hvorfor skulle han vide det?
"Hvorfor?" spurgte hun stille, men lige så han kunne hør det.

Zann lå stille "Ester jeg elsker dig som en virkelig far elskede sin virkelig datter og jeg ønsker kun at du bliver lykkelig om så det betyder at du bor hos en anden end mig" sagde han mens han lukkede øjnene hårdt for at prøve og stoppe tårene men det endte med de kom ud alligevel og gled langsomt ned af hans tening og ned på puden som blev lidt våd af det

Hun lukkede øjnene og lod atter stilheden lægge sig. Hun hoppede på en måde, over i sofaen hvor hun gemte hovedet i en pude, og havde bare lyst til at skrige ned i den. Hun kunne ikke lade de sidste tårer glide ned af hendes kinder.
*Ikke græd!* tænkte hun strengt.

Zann rejste sig fra sengen og gik hen til vinduet som han åbnede og hoppede ud på brandstigen og kravlede ned af den langsomt og roligt mens han holdt tårene tilbage han lande på jorden og tog sin pakke LA rød op og tog en enkel smøg i munden og tændte den mens han bare stod dernede og røg den

Hun rejste sig på en måde op, og gik hen til vinduet, hvor hun satte albuerne i vindues karmen, og prøvede at få samling på sig selv. Hun kunne slet ikke tænke lige nu. Hun kunne intet. Hvis hun ikke snart, blev klar over hvordan hun kunne gøre noget for at kunne lade være med at blive ked af det hver gang man nævnte ordet 'mor'.

Zann sad roligt på en skraldespand og røg roligt videre meget trist og lukkede øjnene for at tænke i fred

//krea svigt-.-'

Ester rettede sig op. *Ej det her er for dårligt!* tænkte hun, og gik ind i soveværelset hvor han havde været. Hun kiggede rundt. Hvor i al verden var han? Hun kiggede hen mod viduet og gik derhen. Hun kiggede ned, og fik øje på ham.
"Kom nu op. Undskyld..." mumlede hun og kiggede på ham med et undskyldende blik.

Zann smed sin rester af smøgen og kravlede op af stigen "Ester du skal ikke sige undskyld det er mig som pludselig og uventet kommer ind i dit liv" sagde han trist og hoppede ind af vinduet og gik hen og satte sig på sengekanten trist og så ned på sine knæ

Hun gik hen og sattte sig ved siden af ham. hun lagde sine arme om ham. "Hvorfor glemmer vi det ikke bare? Altså det behøver vi da ikke tænke på idag..?" prøvede hun og gav slip, mens hun smilte skævt og opmundrende.