I wish for ... (Nanna).

Vejr :: Det regner en del, men det er faktisk ret varmt.
Sted :: I området omkring centrum af Terre, nær et stort springvand.
Omgivelser :: Der er helt mennesketomt - sådan ser det i hvert fald ud.
Tid :: Over små børns sengetid. Klokken er omkring halv et om natten.
Dato :: Det er den seksogtyvende august, 2010.

At der kunne være så stille var næsten helt surrealistisk, - især hvis man kendte til dén larm, der ellers normalt fyldte gågaderne i denne by. Det eneste der var til at høre, var lyden af de tusinde, små regndråber, der faldt ned fra skyerne i store mængder, og gjorde jordkloden våd. I hvert fald denne del af den. På netop dette sted. I Terre. Der var ikke en eneste ting, der ikke var våd. Alt var belagt med et vådt regnlag. Det var er under, at springvandet ikke var blevet overfyldt endnu. Det var også på dét grundlag, at det regnede, at der ikke var nogle, der havde turdet og vove sig udenfor - og muligvis på grund af klokkeslettet. Det var ikke særlig normalt at være oppe på sådan et tidspunkt af natten, og da slet ikke at vandre rundt i byen. Alene. Våd - nej gennemblødt. Dog var der én, ét væsen, der havde bevæget sig ud i dette fæle vejr, der plagede byen. Gjorde den våd og fik det hele til at se så forfærdeligt trist ud. Skikkelsen, den mørke silhuet der spankulerede afsted i den evindelige regn, så ikke ligefrem specielt galant ud. Hverken på udseendet eller selve holdningen. Det var tydeligt, at han, denne vampyr, tydeligvis af hankøn, ikke havde de store penge; for slet ikke at sige ingen. Det var blandt andet også dérfor, at han listede rundt herude. Havde ikke nogle steder at tage hen. Det hængte slet ikke sammen med, at han holdt af at være ude i regnvejret. Faktisk forbandede han det vandpjask, - men hvad skulle han gøre? Intet. Han kunne ikke gøre noget. Ikke før han fik besluttet sig for at lette røven, tage sig sammen og finde et arbejde; og den dag, dén dag kom aldrig. Hvorfor spilde sit liv på at arbejde? Som om det ikke var skod nok i for vejen. Sikke en forpulet, lorte, møg tilstedeværelse. At han overhovedet var født i denne verden var stadigvæk uklart for ham. Han var jo til ingen nytte. Var bare dømt til at trave igennem byens gader. For evigt muligvis. En levende død. Det var fucking dét, han var. Om han var glad for det? Ikke lige det rette ord. Eithan, som denne unge - eller måske ikke så unge igen - vampyr hed, standsede brat og lænede hovedet lidt bagover, så hans ansigt blev vendt op imod den skydækkede himmel. Drog et dybt og tungt suk og stod ellers bare stille uden at foretage sig noget andet. Mærkede hvordan alle de små dråber vand ramte hans, allerede våde, marmorhvide hud. Faktisk, selvom han til daglig afskyede det, var det udemærket at komme ud i regnen. Dén rensende fornemmelse regndråberne havde, var egentlig lige hvad han havde brug for. At få skyllet de fleste af sine tanker og problemer væk. Han glippede kortvarigt med øjnene, før han rettede sig en smule op, men faldt dog hurtigt sammen i sin holdning igen, hvorpå han drejede hovedet lidt og skimtede de fugtige omgivelser, inden han begav sig over til det enorme springvand. Valgte at slå sig ned på det og satte sig med et dæmpet suk ned på dets kant. Det var lidt ligemeget, om han blev våd. Han kunne i teorien ikke blive mere våd, end han allerede var. Eithan lukkede sine øjne i et langt blink og hægtede dernæst sine fingre fast i dét wire armbånd, han altid havde på sig, rundt om et af sine håndled. Lod sine fingerspidser studere dets ru overflade og åbnede først da øjnene. Sine tågede, grønblå øjne, der virkede så ... uendelige. Den slørede, uigennemtrængelige og tætte tåge, der lå og herskede i størstedelen af hans iris. Omkransede hans to sorte pupiller, der, på grund af nattens lys/mørke, var forholdsvis store. Større end normalt. Alene. Endnu en gang. Det var et sjældent syn at se ham i selskab med andre. Han havde dog vænnet sig til det efterhånden. Men nu, lige nu ... ville han ikke have noget imod selskab. Om det så bare var for få minutter.

Regnen trommede højlydt mod hvad den så end måtte ramme med sine evindelige dråber. Det var som et helt vandfald der bare blev ved og ved... Hvilket syntes at ramme én person mere end alle andre. Personen som kom vandrene hen ad fortorvet og drejede om hjørnet og begav sig hen af torvets område. Man kunne høre en lavmælt banden og en lang række skældsord blive spyttet ud af skikkelsens mund. Ene og alene dedikeret til vejret. Faktisk, måtte denne person - kaldet Nanna - være én af dem som afskyede regnvejr mest af alle. Tæt på i hvert fald. Måske havde hun været en kat i sit tidligere liv? For hun var ikke specielt begejstret for at skulle tilrettelægge hele vejen hjem - midt om natten i øsene regnvejr - efter at have fået fri for arbejde. Gennemblødt, kold og pisse sur. Hun havde ikke engang kunne få en cigaret. Fandens til vejr. Hun havde for længe siden opgivet at løbe - hvilket nok også bare gjorde det hele meget værre. Hun havde - selvfølgelig- ingen paraply, og hun havde ikke medbragt sin jakke, da vejret havde været fint da hun tog derhen - på arbejde. Om dagen var det på kaffebaren som hun passerede i dette nu, og om aftenen var det på diskoteket, ikke fryyyygtelig langt derfra. I hvert fald ikke længere end en god gåturs længde.
Nanna's hår og tøj klistrede sig til hende og regnen havde gennemblødt hende totalt. Hun drog et langt og irriteret suk. "For helvede..." Mumlede hun lavmælt. Skulle hun forevigt blive straffet dag ud og dag ind?! Hun blev kraftædme jagtet at alverdens monstre til dagligt, tortureret og meget, meget mere... og nu dette?!... Det var godt nok 'kun' regn, men hun hadede regn... Nej... det passede ikke. Hun elskede regn i forhold til dét hun hadede... Eller ham. Hun havde længe planlagt at få hævn, men var ikke kommet særlig langt på dén idé. Hun var trods alt kun et menneske. Et lille sølle og svagt menneske. Ak ja... Men det måtte hun jo leve med. Men trods alt.. Hellere menneske end monster. Dét var hun kommet frem til.
Nannas blik var fæstnet til fortorvet hun marcherede raskt henad. Forventede naturligvis ikke at der var andre i nærheden. Hun fortsatte lidt endnu før hun drejede ind til et hus og stillede sig på trappen som førte op til en dør, hvor hun stod i ly for regnen. Hun var efterhånden så smøgtrængt at hun liiige måtte holde en kort pause. Det kunne da ikke skade.. kunne det?
Hun fumlede med cigaretpakken i bukselommen og hev den op. Fumlede med smøgen og fik forplantet den mellem hendes blege læber. Tændte den dernæst med sin lighter og tog et langvarrigt og længselsfuldt hiv. En beroligende følelse skød igennem hendes krop, og hun fjernede kort smøgen fra hendes læber, for at kunne puste røgen ud igen. Hun holdt smøgen mellem sin pege og langemand og lod åndsfraværende tommeltotten lege med filteret.
Hun lagde med sin frie - venstre hånd - pakken glide ned i lommen og hun bemærkede først nu, at hendes trøjeærme var blevet smøget op så et par bogstaver kunne anes på hendes arm. Hun forplantede smøgen mellem læberne og hev op i trøjeærmet for at studere sårene. De var helet fint. Heldigvis havde kniven været velslebet og ikke rusten eller lignene. Det ville tage årtier før arene var nogenlunde gemt væk... selvom de nok aldrig ville forsvinde helt. Hun fik et bittert ansigtsudtryk og mistede helt lysten til smøgen. Hun rullede hurtigt det ternede skjoteærme ned igen så navnet atter forsvandt.. for en stund.
Hun tog endnu et hiv og lænede sig op af muren så hun vente siden til døren - som førte ind til en café - og den anden side ud til torvet. Hun var iført et par grå jeans med et kædebælte, en åben blå skjorte som var bundet sammen i de to ender - indenunder bar hun en sort tanktop. Hun lænede baghovedet mod murværket og lukkede øjnene. Et lille hvil kunne da ikke skade?

Eithan lod sine fingre adskilles med sit armbånd, så det nu atter hang slapt ned ad det allerøverste af hans håndryg. Løftede sit blik og førte det op imod himlen, hvor de askegrå skyer endnu herskede. Denne aften, eller nærmere nat, var deres tid. Dette sted var nu deres domæne - skyernes, som de forpestede med al den fandens regn, der gjorde alt og alle fuldkommen våde helt ind til skindet. Han åbnede sin mund en anelse og kørte dernæst spidsen af sin fugtige tunge hen over sine øverste perlerække af tænder, med de to rimelig unaturlige, sylespidse hjørnetænder. Et suk kunne kort efter høres fra ham. Det blev dog hurtigt kvalt af den salige lyd fra regnens dråber, der til tider kunne syntes at være uendelige, - som om at der ingen ende var på alt dette. Han gned kortvarigt sine kølige håndflader imod hinanden, før han satte dem ned på dén kant, der var rundt om selve springvandet, og som han sad på. Hans blik var stadigvæk fæstnet imod himlen, og hans ansigt var dermed vendt op ad, hvilket var gjorde det lettere for regndråberne at ramme ham. Lagde sig på hans jævne, sygeligt blege hud, som bittesmå perler, men de - dråberne - krakelerede efter noget tid og gled ned langs hans kinder og videre ned på hans skuldre, ned og ligge sig på hans sorte, drivvåde trøje. Dén t-shirt han altid og evigt bar med det blå og hvide tryk på fronten, fra brystkassen og lidt ned ad. Hans kulsorte hår hang som sædvanlig i tjavsede totter, der i dagens anledning takket været vejret var våde, og generede hans syn. Pokkers vejr. Men, hvis der skulle tænkes positivt, så hverken tordnede eller lynede det da i det mindste. Det var kun regnen, der var med til at plage alle de væsner, der havde været så dumme at gå udenfor i det her lortevejr, som han - indtil nu - havde troet kun var ham. I næsten samme øjeblik som han satte sit hoved på plads, således at hans marmorhvide ansigt atter vendte frem ad, og havde ladet sit blik glide rundt i de kedelige omgivelser, så fik han øje på noget, der i dén grad fangede hans øjnes opmærksomhed. Tiltrak ham som en magnet på en metallisk genstand. Det kunne ... bare ikke være rigtigt. Han lukkede en enkelt gang sine øjne hårdt i for en kort stund, men da han åbnede dem igen var vedkommende, sjovt nok, ikke forsvundet. Åh Gud ... Han skyndte sig at dreje hovedet og så væk. Hvorfor her? Hvorfor nu? Hvorfor hende? Han skulle lige til at rejse sig op i al hast for at komme væk derfra så hutigt som muligt, og det gik - med hans sædvanlige held - ikke som det skulle. Før han overhovedet fik en chance for at få skubbet sig selv op at stå, gled hans håndflader på den våde stenkant, der resulterede i, at han fik overbalance og skvattede. Faldt bagover og ... lige ned i springvandet med et forholdsvis højt 'pladsk'. "ÅRH FOR FANDEN DA OGSÅ!" råbte han, lidt for højt muligvis, i hvert fald højere, end det havde været meningen, det skulle være. Han rynkede utilfredst på næseryggen og lod lynhurtigt blikket scanne det vand, han nu halvvejs lå i. Glemte næsten alt om grunden til, at han havde haft så travlt med at rejse sig. Han knyttede blot sin ene hånd og bankede den imod vandets overflade, hvilket naturligvis ikke førte til noget. Det nyttede ikke noget at udøve vold på det tyngende, gennemsigtige H2O - også kaldet vand. "Sådan noget ... crap!" snerrede han irriteret og fik med en del besvær rejst sig. Kom op at stå, men trådte ikke ud af springvandet, der godt nok ikke var tændt, men det var alligevel fyldt med vand. Det var først på dét tidspunkt, at hans tanker atter blev draget i retning af hende - og hans øjne med. Han kastede sit blik hen på hende, men rettede det hurtigt ned mod sine sko. Nanna. Forhelvede. Bare hun ikke havde set hans ... stunt. Eller for den sags skyld ham. Han måtte se at komme væk herfra. Hvorfor gjorde han det ikke bare? Han stirrede indædt på sine fødder, der simpelthen bare nægtede at flytte sig. Blev stående som om, at det var vådt cement, der nu var tørret, han havde trådt op i.

Nanna pustede roligt røgen ud mellem hendes læber og betragtede den stige til vejrs og forsvinde. Regnen var kold, men det var faktisk forholdsvist varmt i vejret, nu når hun tænkte over det. Men det kunne ikke rigtig mærkes når man var drivvåd.. HUN kunne i hvert fald ikke.
En markant og høj lyd brød den salige 'stilhed' som der ellers havde været. Det eneste der havde brudt den var regnens stilfærdige tommevirvler. Hun vendte forbavset hoved imod lyden og så en vandmasse stå op fra springvandet i torvets midte. Hvad pokker? Hun drejede sig så hun stod med front ud imod torvet og kneb øjnene sammen for bedre at kunne se. Zoomede ind på... skikkelsen som var landet i springvandet. Hvordan fanden var personen endt dér? Hun undlod et svagt fnis da skikkelsen sendte vandets overflade en knytnæve. Et nuttet og kort fnis som hun hurtigt gemte væk bag håndfladen. Det var ret så komisk.. på en ret uskyldig og ikke planlagt måde. Personen selv fandt det nok ikke spor komisk. Hun kunne naturligvis ikke se hvem det var, med hendes menneskeøjne. Hvis hun havde kunnet se hvem personen var, hade situationen nok også udfoldet sig anderledes. Meget.
Hun trådte ud fra sit ly og ned ad de få trin der var på stentrappen. Hun smed skodet i en vandpyt, hvor smøgens glød slukkede og sendte en sidste røgsky afsted. Hun værdigede det dog ikke ét blik. Hendes opmærksomhed var rettet imod skikkelsen, som havde formået at fremtrylle et smil på hendes læber. Et noget så sjældent smil som aldrig syntes at live hendes ansigt op.. ikke længere. Hun vandrede over gaden og hen imod personen som havde tiltrukket hendes nysgerrrighed. Dén nysgerrighed som altid syntes at sende hende i forfald og alverdens situationer, hun helst af alt ville have undgået.
Hun nærmede sig med blikket fastlåst til jorden. Hun skævede op til personen og opdagede at han kiggede på hende. Det var en han og langsomt begyndte hun at genkende skikkelsen. Hendes skridt blev langsommere og langsommere og hendes smil falmede straks da det gik op for hende hvem det var. Hun bremsede helt op da hun kunne se hans ansigt og stod 3-4 meter fra springvandet. "Dig.." Hviskede hun lavt, men højt nok til at han kunne høre det... og meget overrasket imens hun stirrede vantro på ham. Frosset til jorden. Kunne det virkelig passe? Hun havde ALDRIG troet at de skulle mødes igen. Hendes blik var en blanding af forbavselse og.. skræk.. Men dog mest af alt underligt... fjernt. Som skyllede det hele igennem hende igen. Alle minderne fra sidste hændelse med ham... Eithan. Hun bemærkede slet ikke at hendes højre hånd søgte op til arene på halsen han havde lavet sidst gang de sås. Som han havde påført hende imod hendes vilje i et blodrus, som var startet fra et enkelt uheld. Hendes gule øjne stirrede på ham med et fortvivlet udtryk. Så mødtes de alligevel igen...
Uden grund og uden tanke snurrede hun rundt på hælene og begyndte at gå. Væk fra ham. Egentlig i et raskt tempo, men hun løb ikke. Turde ikke løbe. Turde ikke flygte... det gjorde hun ikke længere.. Og værst af alt. Hun måtte under INGEN omstændigheder lade Eithan finde ud af det. Hun anede virkelig ikke hvorfor, men var dog stensikker på at det ikke ville føre noget godt med sig. Bestemt ikke. For helved... Hvis han dog bare kunne holde hvad han lovede... Men det kunne også have været en tilfældighed at han lige sad dér... her hvor de for første gang havde mødtes.. Det var vel ret normalt... Måske ikke i dette vejr og på dette tidspunkt. Men det var jo også Eithan. Han var heller ikke normal. Han var... vampyr - og hvad normalt var der ved det?
Hun fortsatte væk med blikket fæstnet mod jorden. Kunne han holde sit løfte?... Det havde hun ikke troet på da han lovede det.. og hun tvivlede fortsat på det.

Eithan stivnede fuldstændig kort tid efter, da den bekendte lyd af skridt, skobunde der blev slæbt imod asfalten, kunne høres. Vidste med det samme, hvem det var, der var på vej - Nanna. Hvem skulle det ellers være? De var, i hvert fald hvad han havde set, de eneste to personer, der var til at se i miles omkreds. Selv da lyden holdt inde og et tilpas højt 'dig' brød stilheden, så han ikke op. Blev bare stående og lod som om han ikke havde hørt det. Ikke havde bemærket hendes tilstedeværelse. Turde ikke se op. Var bange for hvilket syn, der ville møde ham, - men én ting var han dog overbevist om. At det ikke ville være særlig betryggende. Han lod sine urimeligt skarpe hjørnetænder bide fat rundt om sin underlæbe, som han forsigtigt tyggede lidt på og sørgede for, at der for alt i verden ikke gik hul på den. Det var først, idet hun drejede rundt på hælene og således vendte ryggen til ham, at han vovede at løfte sit blik og se op. Rettede det stift imod hende og stod i noget tid og gloede åndsfraværende mod hendes ryg. Han rystede kort, men kraftigt på hovedet for at vågne op og vende tilbage til den virkelige verden. Blinkede hurtigt med øjnene et par gange i træk, hvorefter han hoppede op på springvandets kant og efterfølgende ned på jorden. Så stilfærdigt han nu kunne, men samtidig med rimelig god fart på, luntede han efter hende. Hans luntetrav, udviklede sig dog hurtigt til at løbe lidt og han satte først tempoet ned, da han var kommet op på siden af hende. Hvorfor han overhovedet fulgte efter hende, vidste han ikke. Han havde vel ikke fået gennemtænkt det. Bare gjort det. Som sædvanlig. Handlede uden at tænke igen, igen - og når det først var gjort, var der ikke rigtig nogen vej tilbage. "Hey ..." startede han ud med, ret tøvende og usikkert, hvilket tydeligt kunne høres i hans tonefald og toneleje. Lavt og med en svagt skælvende undertone. Gik så i stå og vidste ikke hvad han skulle sige. Manglede ord - som han også alt for tit gjorde. Sådan noget hø. Han stoppede brat op og så lidt fraværende ud i den blå luft med et tænkende, lettere fjernt og sløret blik. Han stod i noget tid og faldt langsomt mere og mere i staver. En skrattende krage foroven fik ham dog lidt efter løsrevet fra hans egen lille verden, og han satte straks gang i fødderne endnu en gang med retning mod hende. Satte hælene i jorden og stoppede, netop som han havde fået fat i en af hendes arme. Lukkede sin hånd omkring den og holdt den i et stramt, bestemt greb. Forsøgte at få hende vendt om og prøvede, ldt forgæves, at trække hende ind til sig. "Hvor skal du hen?" spurgte han med et svagt hævet øjenbryn og bed sig en smule .. nervøst i underlæben. Dumt spørgsmål. Ja, gad vide hvor hun skulle hen, hm? Væk fra ham naturligvis. Så dum var han heller ikke; og alligevel spurgte han. Måske bare for at få en samtale i gang. For at få hende til at blive. Blive hos ham. Som om at deres sidste møde aldrig var hændt. Aldrig havde fundet sted. Det var en løgn, - og han burde være klog nok til at vide, at dét han havde gjort aldrig ville kunne tilgives. Alligevel var der et eller andet inde i ham, der sagde, råbte til ham, at han ... at han bare ikke måtte lade hende gå, sådan uden videre. Selvom det præcis var dét, han havde ladet ske, sidste gang. Sagt til hende at de skulle gå - at de aldrig skulle mødes og se hinanden igen. For hendes eget bedste ... såvel som hans eget.

Nanna fortsatte væk og øgede blot farten en smule som hun hørte ham træde ud fra springvandet og hans nærmende skridt. Hvad fanden skulle hun gøre? Hvorfor fulgte han også efter hende. Skulle hun fortsætte væk eller høre hvad han ville?... Hun var kraftædme også blevet noget af et nervevrag på det seneste. Det havde taget en del overtalning at få hende ned på sit arbejde, men hun skulle jo tjene pengene. Egentlig havde den nyere hændelse intet med Eithan at gøre... Det var bare.. De to uforglemmelige og noget ubehagelige minder syntes bare at støde ind i hinanden. Den ene vækkede den anden.. hun ville ønske hun bare kunne glemme.. I hvert fald den seneste.
Hele hendes hoved var ét stort forvirret mylder af tanker som hun prøvede at ryste af sig, ved at vire med hoved. Hun skævede svagt til ham da han nåede op på den ene side af hende. Hun hilste naturligvis ikke igen og fortsatte blot videre i sit hurtige tempo. Regnen silede ned omkring dem og gennemblødte hende endnu engang på nul komma fem.
Hun sendte ham ikke et eneste blik som han standsede. Troede at det var fordi han havde ombestemt sig og besluttet sig for at lade hende være. Det undrede hende dog en del, men hun fortsatte videre. Turde ikke stoppe op og se efter ham. Hun drog et lille lydløst suk og sænkede farten. Dog gik der ikke længe før hans skridt atter indhentede hende, og denne gang stoppede han hende. Han greb hendes arm og tvang hende til at stoppe. Bare dét... Et fast og bestemt greb som tvang hende til at standse, sendte et jag af skræk igennem hende. Mindede hende om.. noget slemt. Hun gispede forskrækket i det hun blev vendt imod ham og prøvede at vride sig løs af ren refleks. Satte rent instinktivt hånden imod hans bryst og prøvede at rive sig ud fra ham. Hans ord gjorde det ikke bedre.. blot langt, langt værre. 'hvor skal du hen'. Hun bed sig fortvivlet i læben. "Sl..Slip mig!" Det var meningen at det skulle lyde bestemt, men det kom noget halvkvalt ud. Egentlig, var det ikke Eithan som skræmte hende. Kun en smule. Hun var bare... bange - i det hele taget. Og de to blodige minder syntes at flette sig ind i hinanden. Det var først da hendes gule øjne søgte opad og fæsntede sig i hans. Hans grøn'blå og tågede, at det slog hende hvad hun havde lavet. Det var jo 'bare' Eithan... Og han ville hende ikke noget ondt... Ville han? Hun var blevet så fandens mistænksom.. Værre end hun plejede, og stod rent faktisk og mistænkte Eithan for noget han aldrig kunne få i sinde. Han kunne ikke. Men hans vampyriske side kunne godt. Jo.. hun måtte bare passe på denne gang. Ville ikke vække uhyret igen... aldrig. Ville ikke lade det gå helt galt - hvilket hun frygtede. Hun så fjernt på ham og strittede ikke imod længere. Det var tydeligt det var hans velkendte døsende 'effekt' der havde lammet hende. Men kun for et kort øjeblik. "Så jeg havde efter alt ret.." Sagde hun lavmælt og så udtryksløst på ham. Betragtede ham. Han lignede sig selv... Hvilket egentlig var ret betryggende. "Du kunne ikke holde dit løfte..." Sagde hun dernæst. Uden at vide hvorfor, gled et svagt og stilfærdigt smil ind over hendes læber. Der kunne være så mange grunde til det... Men i sidste ende var det vel fordi at hun havde haft ret. Hun havde forudset hans træk. Det havde godt nok været lidt af en tilfældighed... Men lige nu stod de foran hinanden - faktisk næsten op i hinanden - og udvekslede blikke. Et par få ord.. De var mødtes. Nu måtte hun bare sørge - så godt hun nu kunne- at det ikke gik galt på nogen som helst måde... Hun havde efterhånden opbygget et større had til vampyrer end mennesker... Men Eithan... kunne hun ikke rigtig sætte i en bestemt katagorie. Skulle hun frygte ham, hade ham, holde af ham... elske ham?.... Hun anede det ikke... Det var nok meget godt.
"Hvad vil du, Eithan" Hun anede ikke hvorfor hun spurgte... Men det gjorde hun. Hvorfor var han fulgt efter hende, og brudt det løfte han havde lovet?... Hvad var årsagen? Hun så på ham med sine gule øjne og med et ubeskriveligt blik. Man kunne kun gætte sig til hvad der forgik i hendes sind.

Eithan tippede sit hoved en anelse på skrå, så nogle af hans sorte, halvlange hårtotter faldt til side og synliggjorde hans blågrønne øjne helt. Det gippede lidt i ham, da hendes stemme kvalte regnen faktisk ret beroligende lyd. Bad ham om at slippe hende, men han strammede blot sit tag i hende en kende, - som om at han var en lille børnehave dreng, og hun - Nanna - var hans yndlings ting i hans legetøjs samling, som nogle prøvede at tage fra ham. Lod sit ulæselige, omtågede blik hvile på hende. Vovede i ny og næ at rette sine grønblå øjne imod hendes gule, - men når dét skete, var det kun i meget få sekunder. Det var først, da hun endnu en gang begyndte at tale til ham, at han rørte på sig og reagerede. Slap hende i al hast, som om han havde brændt sig på hende. Trak lynhurtigt hånden til sig og skyndte sig at gemme den væk et sted omme bag på sin ryg sammen med den anden. Slog sit blik ned mod jorden. Skammede sig over hendes ord. Var flov over hans - åbenbart tomme - ord, han tidligere havde sagt til hende. Han havde ikke kunnet holde sit løfte, nej. Dét burde han have forudset. Hvornår havde han sidst holdt sådan ét? Det kunne han ikke en gang erindre; hvilket vel talte sit tydelige sprog. Hendes ord havde i hvert fald ramt plet. Han bed sig en smule anspændt i underlæben, der næsten faldt i ét med hans hvide hud og var, ubevidst, begyndt at trippe hvileløst på stedet. Trådte nervøst skiftevist et skridt til den ene side og så den anden, mens hans blik bare fortsat var fæstnet til de brosten, som denne gade var belagt med. Dog tog han mod til sig og skævede lidt forlegent hen til hende, idet hendes sidste og, muligvis afgørende, ord kom ud og genlød i hans hoved. Dét hoved der til daglig var fyldt med alverdens tossede og til tider ret hjernedøde idéer og spekulationer, men som nu syntes at være helt tomt. Ingen tanker. Det var kun den alt for velkendte følelese af at være blev taget i noget, der fyldte ham. I dette tilfælde var skylden, kilden til det, at han ikke havde kunnet holde det løfte, han havde givet hende. Men var det kun ene og alene hans skyld? Det var det vel. Det var ham, der havde fulgt efter hende. Det var ham, der var stemplet som idioten her. Skyldneren, dén der havde forårsaget alt dette ... møg. "Det kunne jeg også spørge dig om ..?.." endte han med at snerre til svar, ikke videre venligt. Det var egentlig slet ikke meningen, at det - hans ord - skulle have haft sådan en barsk undertone. Det var vel mest af alt bare en reflesk, han havde. At alt han sagde skulle lyde fjendtlig og stødende. Hvilket tit var med til at få rodet ham ud i alt muligt, som han i sidste ende helst ville have undgået i det første stykke, men var for dum til at sætte en grænse. Sige stop til sig selv, når det var på tide. Havde ikke altid verdens bedste fornemmelse for dén slags. En af hans alt for mange fejl. Faktisk var han næsten sikker på, at han kun var opbygget af fejl. Han havde ikke set nogle specielt gode sider ved sig selv endnu i hvert fald.
Eithan lod efter et rimelig stort tidsrum sine arme falde slapt på plads ned langs siden, eftersom de havde været let bøjede, fordi han indtil nu havde haft sine hænder foldet omme ved ryggen. Han løftede dog ret hurtigt efter sin ene hånd og placerede den i nakken. Kørte den derefter en anelse længere op og begravede sine fingre i sit temmelig filtrede og sjuskede hår. Rodede rundt i det, alt imens han ihærdigt forsøgte ikke at se på det. Men det var som sagt noget nær umuligt. Han kunne ikke. Ville et eller andet sted heller ikke. Der var bare noget ved hende. Noget der faktisk irriterede ham grænseløst, fordi ... for pokker altså! Han fjernede sin hånd fra håret og så med et irritabelt suk helt væk fra hende, da han drejede hovedet til den ene side. Rynkede sine mørke øjenbryn lidt og snerpede sin mund en lille smule sammen, så hans enormt blege læber blev en del tyndere og mest af alt lignede to små, tynde streger, der smeltede sammen med resten af hans ansigt. Satans til mennesketøs. Hvorfor skulle hun gøre det så besværligt at ... hade hende? Kunne han nu ikke en gang få lov til det? Hvordan? Hvordan og hvad var det dog hun gjorde?

Nanna tog et skridt væk fra ham som han endelig slap hende. Hendes arm var kort helt hvid som blodet ikke havde kunne cirkulere optimalt, da han havde holdt noget så unådigt om hendes arm, men genvandt hurtigt sin oprindelige farve. Efter at have studeret dét et kort sekund så hun atter over på ham. Ikke hans øjne. Mere dér hvor hendes øjenhøjde gik til på ham. Hvilket var hans hals. Eller.. Det øverste stykke af hans brystkasse. Cirka.. I hvert fald mere eller mindre. Skævede i ny og næ til hans ansigt for at se hvad han tænkte... Eller for at kunne gætte sig til det. Hendes blik blev i hvert fald hurtigt rettet mod jorden som han snerrede af hende. Hun vidste ikke hvorfor... Til normalt ville hun have sendt ham den samme snerren og sandsynligvis en spydig kommentar.. Men det kunne hun ikke. Ikke i første omgang. I første omgang stirrede hun bare i jorden og krympede sig svagt. Det var mere tonen han brugte. Hun stod i et kort øjeblik og spekulerede før hun, irriteret over sig selv, rettede sig op og sendte et - nogenlunde skeptisk blik imod ham - som hun normalt ville have gjort. Hun forpestede og forbandede indvendigt sig selv for at... ja.. have ændret sig en smule. Men hun ville ikke lade det være en langvarrig virkning. Nej... Det var bare en sygdom som havde bosat sig i hende... Men hun skulle nok blive rask igen... Det håbede hun i hvert fald. "Var det ligesom ikke dig som fulgte efter mig?" Spurgte hun og havde faktisk besvær med at opretholde den barske tone. Hun bed sig i underlæben og bandede indvendigt. Hvorfor kunne hun ikke bare være... frygtløs.. som hun plejede. Hun vendte blikket bort og stirrede forhadt ud i den tomme luft, som prøved ehun at sætte ild til den med sit lynene blik. Hvorfor var hun endt sådan her? Hun kunne ikke lade nogen se det... Aldrig. Hun knyttede næverne og borede neglene ind i håndfladerne, nærmest som at straffe sig selv for at være svag... ikke kun fysisk... men efterhånden mere og mere psysisk end hun nogensinde havde planlagt. Hun åbnede til sidst sine håndflader da de begyndte at dunke noget så slemt. Hun havde sørget for netopm ikke at rive hul på huden... men kun akkurat.
Nanna vendte sit blik tilbage på Eithan - som mere eller mindre havde genvundet sin normale ligegyldigehed og spydighed - og så på ham. Hun kunne ikke rigtig finde rundt i hvordan hun skulle reagere og være... Som vidste hun ikke hvordan hun plejede at være. Blændet af usikkerhed og frygt. Ikke at hun frygtede ham - Eithan.. Men de konsekvenser som kunne udvikle sig hvis de rent faktisk talte.. Hvis han fandt ud af at hun ikke var den hun plejede... lige for tiden. Hun skulle komme sig - og dét havde hun ikke haft tid til. Naturligvis skulle hun rammes endnu engang. Selvfølgelig skulle hun ramle ind i Eithan netop NU.
"Men siden du åbenbart ikke ville noget... så.. Adios" Mumlede hun og vendte sig endnu engang for at gå. Han vidste jo ikke hvad der var foregået... Heldigvis.. Men dét at han ikke vidste det, gjorde blot at han kunne misforstå en masse ting, som hun mindst af alt ville have ham til. Hun bed sig svagt i læben og begyndte at vandre - noget langsommere- væk. Okay.. Hvad ville hun have gjort til dagligt. Hvis hun ikke var et psykotisk nervebrud som pludselig var blevet bange for mørke. Bange for skridt i natten. Bange. Hun fnøs lavmældt. Ha'.. Hun var blevet bange... og noget sky. Heldigt at Eithan var dum nok til at bemærke det. Hendes hoved var ét bombet lokum. Hun begyndte at tvivle på at dét hun gjorde var en god idé... Hun kunne ikke finde rundt i noget længere.. Hun var.. splittet. Måske... Måske skulle hun blive med Eithan... Eller.. Nej. Men. Hvis hun gik droppede han det endten og alt ville være ved det gamle og han ville nok ALDRIG opsøge hende igen. I hvert fald ikke emd vilje, men hvem vidste. Eller også ville han følge efter hende... Måske, skulle hun bare have startet en samtale med ham.. Men det var jo overhovedet ikke hende. Dét vidste hun. Hvordan kunne hun være sig selv når hun ikke anede hvordan man var sig selv? Hvordan man var Nanna Silverina?... Hun ville i sidste ende bare ikke have at Eithan skulle opdage noget... Så.. hvis hun bare opførte sig så.. roligt som muligt... ville han måske ikke opdage noget?
Hun var efterhånden noget et stykke væk fra ham - ikke langt - men længere end hun havde forventet. Eller måske syntes tiden blot længere med hendes evindelige tankestrømme, som hun helst af alt ville lukke ude.

Eithan lod til at skrumpe lidt ved hendes ord. Hendes ord der endnu en gang havde formået at ramme plet, - hun havde jo ret; irriterende i dén grad - igen. Det var ham, der havde fulgt efter hende. Ikke omvendt. At blive 'sat på plads' var helt sikkert noget af det, han havde aller mest, - og det var så sandelig dét, hun havde fået gjort. Hendes næste ord var i hvert fald med til at få banket det sidste ud af ham, - hans evne til at prøve. Prøve at komme i kontakt med hende, hvilket naturligvis ikke var lykkedes. Ikke lige på den ønskede måde. Det var gået helt galt. Endt forkert - og det var alt sammen hans egen skyld, hvis han da så for pokker blot én gang kunne gøre noget rigtigt ... sige noget der bare var en lille smule ordentligt. Han knurrede lidt arrigt af sig selv, af sin egen dumhed. Rystede efterfølgende en anelse fraværende på hovedet og opdagede først da, at hun var væk. Hans blik søgte - en smule desperat - efter hende, men hun var heldigivs ikke noget så forfærdelig langt væk. Skulle han ... følge efter hende? Han sank med lidt besvær den klump, der havde valgt et sætte sig fast i hans hals, inden han knyttede begge sine hænder, næsten indtil knoerne blev helt hvide - altså mere end de normalt var, hvilket man næsten skulle tro var en umulighed. Så gør det dog ... din kryster! Han rettede stift sit blik ned mod sine sko med de ikke bundne snørrebånd, der sad løst i den rimelig skaterbrede, sorte sko. Stirrede vredt på dem, som om at dét ville få fødderne til at flytte sig. Der skete ikke noget - ikke en skid. Gå! Han måtte bide sig selv i tungen, før der så endelig, omsider, skete noget og han lige så stille begyndte at liste efter hende med forsigtige, lette og meget påpasselige skridt. Langsomt, men sikkert, nærmede han sig hende og satte lidt efter lidt sit tempo mere og mere op. Sænkede det først igen da han var nået hen til hende, og det nu kun var omtrent en tredive centimeter, der skilte dem ad. Lavede det samme nummer endnu en gang. Tog fat i hendes ene arm, denne gang var hans greb dog en kende blidere, mindre hårdt, men han sørgede alligevel for, at det var bestemt, - så hun skulle forstå, at han ikke ville have hende til at gå. Mest af alt ville han bare ... have hende tæt på sig. Mærke hendes varme mod hans kulde. Ligge armene omkring hende og ... Han tog sig selv i måske at stå og dagdrømme lidt for meget om hende og sukkede, indvendigt, irritabelt og tungt over sig selv. Det kunne han selvfølgelig aldrig fortælle hende, alt dét pjat som han åbenbart tillod sig at gå og håbe på. Håbe. Blah, det kom der jo ingenting ud af, det vidste ethvert fjols.
Han tog det sidste afgørende skridt hen imod hende og lod dernæst sin hånd glide lidt længere ned af hendes arm. Stoppede først da han nåede til hendes håndled, nej han kørte en lille bitte smule længere ned og lod derpå sin egen kølige hånd glide ind i hendes. "Du må ... ikke gå ... Nanna ..." bad han, hviskede den sidste del, hendes navn. Han lød nok ... rimelig ynkelig .. ja; hvad havde han i det hele taget gang i? Han trak hurtigt sin hånd til sig og slog sit blik ned på jorden. Bed tænderne sammen og tog en dyb, tvivlsom indånding. Ud med de dårlige vibrationer, ind med de gode. Han sukkede tungt, inden han greb fat om sin egen krave, på hans t-shirt. Lod lidt nervøst det øverste led af sin pegefinger følge dens kant og hev i ny og næ ud i den. "Jeg mener ..." Han rømmede sig kort og lavmælt, hvorefter han rystede på hovedet, endnu en gang, over sig selv og sin åbenlyse dumhed. Hvor lamt. Hvor var han bare træt af sig selv, og dét faktum at han tilsyneladende aldrig kunne gøre noget, der bare mindede om noget, der kunne være rigtigt. For helvede. "Øh ..." sagde han, enormt begavet, samt en masse andre viiirkelig intelligente ord, såsom 'æh' og 'jeg øhmm ...' Han rømmede sig for anden gang og lukkede sine øjne i et langt blink, vendte derpå sit blik mod hende og sukkede lidt opgivende. "Vil du ... ikke nok ... blive?" Han tøvede først med at sige ordene, og da de endelig var blevet sagt, slog han sin ene håndflade imod panden. For fanden altså. Hvorfor. Skulle. Det. Være. Så. Svært? Han trådte et halvt skridt bag ud og skævede kortvarigt ned mod brostenene, men endte med at køre sit blik tilbage på hende. Sendte hende et ... bedende blik. Ét blik der mest af alt rummede .. ja, alt for mange følelser faktisk. Det var egentlig overhovedet ikke med vilje. Det var dog også dét eneste på ham, der kunne være med til at afsløre bare noget af alt det, der foregik inde i hans hoved. Inde i ham. Hans øjne. Det eneste man skulle kunne, var at kunne læse dem. At kunne 'koden', evnen, til at trænge igennem dén tåge, der evigt og altid herskede i hans blågrønne øjne. Spørgsmålet var så bare om hun ... havde lært at læse dem ...

Nanna hørte endnu engang Eithans skridt nærme sig. Han gav åbentbart ikke op så let. Måske... skulle hun bare fyre ét eller andet lort af på ham og skride.. Så ville hun da kunne gå sin vej... uden at han fulgte efter hende altså. Hun overvejede også at løbe sin vej.. Men han var jo sikekrt langt hurtigere end hende.. Hvorfor.. Var det egentlig at hun forsøgte at slippe af med ham? Hun havde jo trods alt betragtet torvet en del mere end hun plejede.. eller kæmmet området for hans skikkelse, som selvfølgelig ikke havde været der. Set sig over skulderen en ekstra gang.. og det havde ikke været af frygt.
Hun standsede i det han - endnu engang- greb hendes arm og på dén måde tvang hende til at standse. Hun så på ham som han trådte nærmere så de næsten stod helt tæt. Mærkede kulden igennem hendes trøje som hans hånd langsomt gled ned ad hendes arm. Fæstnede sig i hendes hånd. Hun så kort mod deres hænder, før hun lod sine gule øjne klatre op ad ham og så på ham som han talte. Fortalte hende at hun ikke måtte gå.. Jamen.. hvorfor? Hvad ville han da med hende? Sidde og småsludre eller hvad?... Dét tvivlede hun lidt på. Hvad så? Hun så op på hans ansigt og betragtede det. Ville han bare have hun skulle blive for at... blive?
Hun trådte et skridt bagud som han pludselig trak hånden til sig og gemte selv sin hånd bag hendes ryg og skævede op til ham. Næsten som om hun havde gjort noget forkert eller lignene. Lyttede da han -vidst- ville gøre et forsøg på at omformulere dét han netop havde sagt. Til hvad dog?... Desuden var det eneste han fik ud af dét, var at jokke rundt i ordene og forvirre sig selv endnu mere... som han plejede. Hun vidste udemærket at Eithan ikke var så god med ord. Det var noget af det første hun havde bemærket ved ham. Udover dét faktum at han lignede et omvandrende lig. Gik han overhovedet i bad?... Udover når han skvattede ned i springvand og gik sig en tur i øsene regnvejr.. Hun tvivlede. Men egentlig så var det en smle underligt.. For han havde ikke lugtet. Eller... Nej. Han duftede ikke... men han lugtede bestemt heller ikke. Måske kunne døde bare ikke lugte... udover zombier. Hun havde godt nok aldrig mødt en zombie... men én gang skal jo være den første.
Hun virede irriteret med hoved for at vågne en smule på igen. Hun vendte atter blikket tilbage på ham som han kom med et par ord... som laaangsomt flød sammen til en sætning. Efterfulgt af at han slog en flad hånd imod sin pande som om han lige havde sagt noget vulapyk. Hun kunne ikke holde et spontant fnis tilbage. Et fnis som ellers ville have udviklet sig til et grin, hvis hun ikke havde standset det ved at slå en hånd foran hendes mund. Han var ret sjov... uden at han selv vidste det. Bare.. måden han gjorde alt på. Det var som om han stod og kæmpede med sig selv og i sidste ende altid jokkede i det hele. Det var faktisk synd... men også en del komisk. Det skjulte smil falmede dog ganske hurtigt idet han slog blikket over på hende. Hans blågrønne øjne som ikke havde turdet hvile på hende... ikke rigtig - før nu. Hun betragtede han øjne... Hans ansigt og hans udtryk. Lod armen falde så den hang langs henes side. Egentlig... Kunne han lige så godt have sendt hende et par bedende hundeøjne.. men de ville naturligvis ikke have virket. Men det gjorde dét blik. Hans øjne. Hun glippede kort med øjnene og rømmede sig - tog sig selv i og stå og falde i trance. Hun så ud til siden "Fint" Mumlede hun lavmælt og skrabede skosnuden mod brostenene under sig. Hun stod tavs for et stykke tid "Men kan vi så ikke finde et tørt sted?" Spurgte hun og så hend på ham "Inden jeg bliver forkølet" sagde hun og kvalte et smil som ellers ville have spillet ind over hendes læber og tilføjede istedet "Jeg hader at være gennemblødt..." Hun sendte Eithan og hans tøj et hævet øjenbryn. "Men du holder måske af det?... Altså siden du tog en dukkert i springvandet" Og denne gang kunne hun ikke holde et smil tilbage.

Eithan lod sine urimeligt lange og spidste hjørnetænder bide fast om underlæben, inden han førte begge hænder om bag på ryggen. Krydsede pegefingeren med langefingeren på både den ene og den anden hånd, alt imens han med rimelig stor nervøsitet og forventningsfuldhed tyggede lidt på sin læbe. Glemte i tidens løb helt at trække vejret. Det føltes som timer, måneder, flere år, før hun så endelig svarede. Fint. Han åndede enormt lettet op og skilte atter sine fingre ad, hvorpå han lod sine arme falde ned langs siderne igen, helt udstrakte. Det var et eller andet sted mere, end hvad han havde troet, at han ville komme til at høre. Han havde faktisk forventet at få et nej - eller noget i den retning, - en afvisning. Det lod til at heldet var på hans side i dag. Det var da fandme også på tide. Her på det sidste, eller egentlig bare de seneste år af hans liv, havde det ikke ligefrem gået op af bakke for ham. Men nu, nu smilede verden omsider til ham; og han smilede igen - ikke udvendigt, men indvendigt. Han lyttede opmærksomt til hendes næste række af ord og ventede selv med at sige eller gøre noget, før han var sikker på, at hun havde plapret helt færdigt. Rynkede kortvarigt næseryggen af hendes sidste bemærkning og lod hurtigt sit blik skøjte ned ad sig selv. Det var da for helvede ikke med vilje, at han havde været så uheldig at falde i 'baljen'. Det var først, i det øjeblik han igen så op, at han blødede lidt op i både sit blik og i det hele taget selve hans ansigtsudtryk. Rettede straks sine blågrønne øjne imod dét smil, der havde dannet sig på hendes blegrøde, svagt orange læber. Han trak selv, ubevidst godt nok, på smilebåndet, så et halvdumt, ret åndsfraværede og fjoget smil langsomt bredte sig på hans læber. Havde pludselig fået en følelese af, at hans bens knogler var blevet erstattet med slattent gelé, og han måtte virkelig beherske sig for bare at stå nogenlunde oprejst og ikke lade sine ben knække under sig. Han rystede kort efter kraftigt på hovedet for at komme ud af den trancelignende tilstand, han var blevet trukket ind i og rømmede sig efterfølgende, dæmpet. Løftede dernæst en af sine hænder og plantede den i sit håret, lige oven over panden, hvorefter han kørte hånden igennem det, sit sorte, tjavsede og våde hår. Lod sin hånd glide hele vejen igennem det, så han til sidst endte med at få en form for tilbageredt slikhår, og hans ansigt således blev fuldt synliggjort, - altså var der for en gangs skyld ikke noget halvlangt ravnesort hår til at dække og skyggelægge hans sygeligt blege ansigt. Han fik derpå lynhurtigt tørret sit noget så bøvede smil af munden og så kort rundt i området. Skimmede de fugtige omgivelser for steder, de kunne gå hen, men der var ikke rigtig noget, der faldt ham i øjnene. Alle steder havde jo lukket, - og hvor meget han så end gerne ville, kunne han ikke betale for hotel, eller invitere hende hjem til sig selv - fordi hvor var dét? Ingen steder. Han sukkede tungt og flyttede sit tågede blik hen på hende igen, inden han med sin ene hånd greb fat i den klæbrige, sorte t-shirt og trak lidt ud i den. Den klistrede sig dog atter straks til hans krop, kun meget få sekunder efter, han havde sluppet den igen. Han missede kort med sine smokey, mørkelilla øjne, før han opgivende trak på skuldrene og fastlåste blikket på hendes uretfærdigt kønne ansigt. Utroligt - han kunne slet ikke undgå at blive helt hypnotiseret af det. I hvert fald ikke når han først havde ladet sig forvilde i hendes gule øjne; så dét måtte han for alt i verden lade være med. "Jeg ... tror måske, at jeg har en idé til, hvor vi kan gå hen ..." mumlede han, sådan lidt uden videre. Faktisk, var det løgn. Han havde ingen anelse om, hvor de kunne få ly. Men hva' ... det skulle han nok finde ud af i sidste ende. Han fortrak sin mundvig i et lille, meget forsigtigt og usikkert smil, hvorpå han nærmest helt automatisk, mekanisk, førte en af sine hænder ned til hendes ene, men skyndte sig med lynets hast at trække sin hånd til sig igen. Bed sig kort i underlæben og slog en smule .. skamfuldt sit blik ned mod brostenene, inden han endelig begyndte at gå lige så stille i en totalt tilfældig retning.

Normalt, ville Nanna havde kvalt - tilintetgjort - dét smil som uskyldigt havde forplantet sig på hendes bløde læber.. Men denne gang var der noget som forhindrede hende i det. Det var hans skyld. Hans smil - gengældt fra hendes eget, som hun så fortsatte. Det var et underligt syn. At se Eithan smile. Derfor fortsatte hun ubemærket med at smile skævt og ganske svagt. Ikke overdrevet.. Mere uskyldigt - blot et løft i den ene mundvige. Hun så op på ham - betragtede ham. Hvor han dog lignede sig selv. Men de fleste vampyrer lignede nok sig selv igennem det meste af livet. Måske det hele... eller dét de kaldte et liv. Om Eithan levede noget man kunne kalde et liv, var en gåde for hende. En gåde hun måske ville få løst en dag, men hun kunne dog heller ikke forestille sig at bruge meget tid sammen med Eithan. Billedet af at de ofte slentrede afsted sammen på gaden, virkede ikke just realistisk. Hvorfor anede hun ikke. Man kunne jo blive overrasket.
Hun trak ligeledes brat smilet til sig og så ud til siden som hun vågnede fra sin trancelignene tilstand. Vendte dog blikket tilbge på ham som han rømmede sig. Betragtede bevægelsen som han lod hånden glide igennem hans sorte tjavsede hår som ellers altid skjulte hans blege ansigt og gjorde ham endnu mere dyster at se på end han i forvejen var. Hun fik nu frit syn til hans ansigt. Det som dragede hendes blik til sig var hans øjne og den mørke farve omkring hans øjne. Det var egentlig noget underligt at have... Det var ikke make-up... Det kunne hun egentlig heller ikke forestille sig at Eithan gik med. NEJ...
Det undrede hende egentlig lidt... Med Eithan. Han virkede ikke som nogen synderlig selvskabelig type. Dét var blandt andet mere end synligt ved hans taleever. Ikke just gode. Så... hvorfor?
Alle hendes tanker forsvandt pludselig som han vendte blikket hen på hende. Hun mærkede hvordan hendes krop nærmest stivnede indvendigt. Hvorfor anede hun ikke. Hun lyttede og kunne ikke undlade at hæve sit ene øjenbryn og se undrene på ham. Havde han en idé til det? Hun så en smule mistænksomt på ham.. Nå ja.. Så længe der var tørt, så var det vel fint nok. Lige nu kunne ALT simpelthen gøre det. Hun betragtede hans svage smil og fik en underlig trang til at gengælde det, men det gjorde hun naturligvis ikke. Hun fulgte hans hånds bevægelse som den langsomt nærmede sig hendes. Af ren refleks førte hun den skyndsomt om bag ryggen og så op på ham. Han havde tydligvis også droppet dén tanke og var allerede begyndt at gå. Hun gloede dumt ned på sin egen hånd. Hvorfor havde hun... gemt den?... Det var da også fuldkommen ligemeget! Spørgsmålet var hvad det var han havde haft gang i?... Nu når hun tænkte over det havde han også sidste gang, forsøgt op til flere gange at tage hendes hånd. Hun så undrende efter ham og så ikke ud til at forstå et pløk af noget som helst. Hun drog et kort suk, trak på skulderen og luntede efter ham. Endte med at mene at det var nok bare mysterierne ved vampyrer... Godt nok mindede Eithan ikke om nogen af alle de andre vampyrer hun var stødt på. Bortset fra at han knapt nok havde slået hende ihjel... Hun slog dén tanke væk og fulgte efter ham. Håbede at der ikke var synderligt langt da hun var begyndt at fryse.

Eithan satte sit tempo yderligere ned, eftersom det endnu ikke lod til, at hun havde fået kvittet hendes fødder og fulgte efter ham, - heldigvis gik der ikke længe, før han kunne høre lette skridt bag sig og vidste således, at hun havde besluttet sig at følge med, hvilket fik et lille, godt nok kun knap synligt smil frem på hans blege læber. Dét fik han dog skyndt sig at tørre af, i samme nu hun kom op på siden af ham, og han prøvede så vidt som muligt at tilpasse sig hendes fartniveau. Var ekstremt påpasselig med hverken at gå for hurtigt eller for langsomt - men lige midt imellem. I et tilpas kvikt tempo. Han havde under hele gåturen sit ansigt vendt imod hende, så han uden problemer kunne studere hver eneste lille detalje på hende. Det var kun i ny og næ og af sikkerhedsmæssige grunde, at han kastede et blik frem ad. Skulle nødig risikere at støde ind i en eller anden lygtepæl. Det havde han prøvet alt, alt for mange gange. Han lod spidsen af sin tunge skille hans læber ad, hvorpå han kørte sin svagt lyserøde, fugtige tungespids hen over sin underlæbe et par gange. Rettede efter lidt tid sin opmærksomhed ned mod sine sko og betragtede sine egne fødder, som de skiftevis blev løftet og atter sat ned på jorden, der i dette område var belagt med brosten. Det var først efter noget tids vandren, at han løftede sit hoved, der imellem tiden havde været bøjet fremover, og så op. Skævede hen til hende og tog - efter en del tøven og kraftig overvejelse - en af hendes hænder. Det var et meget blødt greb, så hun ville så let som ingenting kunne trække hånden til sig igen, - hvis hun ikke var den store holde-i-hånd-person. Han smilede skjult, indvendigt, idet han drejede om et hjørne. Hendes hånd var varm. Eller ... dens temperatur var i hvert fald højere end hans. Hans tag i hendes hånd blev langsomt mere og mere slapt og løst, jo længere de kom - hvis det overhovedet var muligt. Han løsnede det helt og trak sin hånd til sig og standsede så brat op. Drejede hovedet og lod for en kort stund sit blik hvile på hende. "Det er ... lige derinde," fortalte han, da det var lykkedes ham at løsrive blikket fra hende igen og løftede dernæst en hånd; pegede på noget der så ud til at være et værktøjskur, - hvilket det også var. Eller rettere sagt havde været. Han glippede kortvarigt med øjnene, tilsendte hende et sidste blik, inden han gik de sidste få meter, der var hen til dét sted, han havde udpeget. Stoppede først da han var helt hende ved det, hvorefter han vendte sig om ved at dreje om på hælene og lænede sig op af et af skurets fire sider. Naglede sit blik mod hende med hovedet lagt på sned og et svagt løftet øjenbryn. Måske var det ikke lige det bedste sted, men; han havde som sagt ikke selv noget hjem, og det her var det første, han var kommet i tanke om. Forhåbentlig ... ville hun ikke syntes alt for ilde ting omkring det. Det havde da i det mindste et tag. Hvor vandtæt det var, det vidste han så ikke lige. Han trådte efter en kort pause et halvt skridt ud fra skurets væg, så han ikke længere stod lænet op ad det og lagde derefter sin hånd på dørhåndtaget. Lukkede sine fingre omkring det rustne, metalhåndtag og åbnede forsigtigt og varsomt døren. Skubbede den op, men trådte ikke selv indenfor. "Ladies first ..." fik han mumlet. Bed sig selv i underlæben og forsøgte at have en så rolig aura som muligt. Det virkede vist ikke rigtigt ...

Nanna fulgte blot med ved hans side og funderede over hvad for et sted, han havde i tankerne. Det var først efter et stykke tid hun mærkede Eithans blik, som havde fæstnet sig på hende. Om han blot lige ville... se på hende, eller han ligefrem havde gloet på hende længe, anede hun ikke, men sendte ham et hævet øjenbryn. Havde hun noget i ansigtet eller hvad? Hun kunne ikke helt hitte ud af ham... Men hun var også temmelig langsom nogen gange.. Eller også valgte hun bare at være det. Valgte at ignorere det som lå lige foran næsen på hende. Hun sukkede og vendte blikket forud - for ikke at støde ind i ét eller andet. Sådan vandrede hun i en rum tid. Tavs og lod tankerne tage over. Lod dem indhylle hende i sin egen verden og gjorde hendes blik særdeles fjernt. Det var først da en umådelig kulde greb om hendes hånd, at hun vågnede på med et sæt. Hun trak hånden til sig - eller forsøgte - men stoppede brat bevægelsen i det hun så ned på sin hånd - for at se hvad det rent faktisk var- og opdagede at det var Eithan. Hans hånd som havde grebet hendes, dog ganske blidt. Hun sendte deres hænder et undrene blik, men hendes blik blødte dog hurtigt op. Hun så fra deres hænder til hans arm og lod sine øjne fortsætte op ad ham, indtil de nåede hans ansigt. En vampyr som holdt et menneske i hånden... Det gav ikke mening i hendes hoved.. Men.. Det behøvede det vel egentlig heller ikke... Selvfølgelig gjorde det det! Hvis det ikke gav mening så... En diskution formede sig inde i Nannas hoved - som der altid gjorde. Hun nåede slet ikke frem til en konklusion, som i sidste ende handlede om hun skulle trække hånden til sig, eller lade ham fortsætte, før han slap hende igen.
Hun så imod dét punkt han pegede på og så mod det lille værktøjsskur. Sendte det først et noget skeptisk blik.. Men overbeviste dernæst sig selv om at det var bedre end at stå ude i regnen. Hun så på ham som han bevægede sig helt hen til det og lænede ryggen op af dets væg - ved siden af døren, hvorefter han vendte blikket mod hende. Hun så ligeledes på ham for en stund... mente til sidst at det var en smule underligt bare at stille sig til at glo på folk, og gav så sandelig udtryk for dét, som hun lagde armene over kors og sendte ham et spørgene blik... noget i stil af hvad'glor'du'på?
Der gik kun et øjeblik før han fik taget sig sammen og bestemt sig for at de skulle gå indenfor. Nanna førte hånden op til ansigtet og fjernede en våd hårlok sam havde klistret sig til hendes kind og fjernede den. Hendes hår virkede nattesort, hendes tøj klistrede sig til hende OG hendes hud var bleg af kulde, som blodårene havde trukket sig sammen. Hun kunne faktisk ikke mærke sine fingre, nu når hun tænkte over det. Hun så mod ham som han åbnede døren og bad hende gå først. Hun sendte ham endnu et af sine velmærkede blikke, hvorefter hun trådte nærmere. "Så hvis lortet styrter sammen er det mig der bliver knust, eller hvad?" Mumlede hun meget lavmælt til sig selv og trådte indenfor i mørket.

Eithan missede kort med øjnene og fulgte hende ellers blot med blikket. Det virkede ikke som om, at det havde hjulpet på hendes humør, at han havde fundet et sted, men - hvordan havde han også kunnet tro dét? Det var ikke ligefrem fordi, at der her var et af de fornemmeste steder her i byen. Sådan et skodskur. Han tildelte sig selv en mental lussing og lod efterfølgende et næsten lydløst suk undslippe sine læber, der på grund af dét blev adskilt. Ubevidst kørte han tungespidsen et par gange hen over sit øverste tandsæt, kredsede en del længere tid om sine to hjørnetænder, før han endelig lukkede munden helt i. Selvom hun allerede var gået ind, stod han blot og stirrede ud i den tomme, blå luft uden for det forladte værktøjsskur. Hvorfor kunne han ikke gøre bare én eneste lille bitte og enkelt ting rigtigt? For helvede da også hvor svært kunne det lige være? Ret svæt åbenbart. Sådan en omgang ... røvforpulet lort. Hvis han så blot kunne tage sig lidt sammen og ... Han rystede med stor irritation over sig selv, inden han omsider vågnede mere op og vendte tilbage til den virkelige verden. Dén som der i sidste ende gjaldt. Dén han oprindeligt levede i, - og ikke den han havde opbygget inde i sit eget hoved, som han ellers til tider noget så forfærdeligt ønskede sig bare at kunne forsvinde ind i. Det ville gøre det hele hundrede gange nemmere. Han blev igen vækket op fra sit tankespind, der sommetider syntes at være uendeligt, idet en plaskvåd, ravnesort hårtot faldt ned foran hans øjne og hang dér og dinglede. Den var for en gangs skyld ikke efterfulgt af en masse andre irriterende hårlokker. De var alle sammen blevet dér, hvor han sidst havde forladt dem - tilbageredt i en rimelig kikset frisure. Han valgte blot at ignorerer den nedfaldne tot, drejede en halv omgang rundt og vadede dernæst ind i skuret, hvor hun - Nanna - for lidt tid siden var gået ind. Med forsigtige skridt fik han stillet sig til rette og lænet sig op af væggen uden at vælte noget. Falmede derpå efter en eller anden kontakt, som han til sidst fandt. Heldet var virkelig på hans side i dag. Han trykkede lyskontakten ned og ventede i få sekunder. Det varede noget tid, før lyset kom, men det kom da. Pæren i lampen flimrede lidt i starten og skæret fra den var meget mat. Men - det var langt bedre end før. Hans blik blev kort efter draget imod hende, hvor han først rettede sine øjne imod hendes sko og lod det - blikket - derefter klatre op ad hende, indtil han nåede til hendes ansigt, hvor han fæstnede det og lagde sit hoved en smule på sned. Flyttede det godt nok kun ganske kort tid efter, da han helst ikke ville skulle blive nødt til at tage sig selv i at beglo hende alt for meget - for cirka firsenstyvende gange. Han sukkede højlydt, højere end det egentlig havde været meningen, inden han langsomt gled ned langs den væg, han stod lænet op ad. Satte sig med benene trukket op under hagen og armene slynget rundt omkring dem, hvornæst han satte sin hage imod det ene knæ. Skævede nu og da op til hende og forsøgte - forgæves - at sende hende et smil. Det ville ligesom bare ikke rigtig forme sig ordentligt og komme frem. Så det lod han til sidst helt vær' med at prøve på. Hvilken nytte havde det også? Han stønnede sagte, lidt halvirriteret, og prøvede så vidt som muligt at udeholde alle de tanker, der ellers hobede sig op i hans hoved med stor hastighed. Men det var - som altid - umuligt, og det varede ikke længe, før det allerede var begyndt at føles som om, hans hoved skulle sprænges.

Nanna var meget omhyggelig med hvor hun trådte, men det var en smule svært at bedømme da der var kulravende sort derinde. Hun stoppede derefter til sidst op - inden hun vadede ind i ét eller andet - og så sig over skulderen, efter Eithan. Han stod godt nok og så ud som om han var faldet i staver.. Lige indtil en hårlok faldt ned fra hans 'nye frisure' og dinglede foran hans syn. Hun betragtede ham sagte som han 'vågnede' på. Godt nok så Eithan meget... død ud.. Men hvis man så efter blev drengen jo konstant bombaderet med udtryk og meget andet som fortalte hvad der foregik oppe i hovedet på ham. Hun vidste godt nok ikke hvad han havde tænkt på... Men hun kunne da sagtens se at tankerne som havde opslugt ham, ikke havde været vigtige da han så noget... upårørt ud som han tilsidst - efter længe venten - besluttede sig at vade indenfor. Han blev hurtigt opslugt af mørket og usynliggjort for hendes blik. Om han kunne se i mørket anede hun ikke. Hun hørte et lille 'klik' og en strømladning... kort efter blev en lampe i loftet tændt og blændede hende. Hun missede med øjnene. Selvom lyset ikke var kraftigt, skulle hendes øjne lige vænne sig fra mørke til lyset. Efter at alle de dansende pletter for øjnene - som hvis man rejser sig for hurtigt - var forsvundet, opdagede hun at Eithan havde forplantet sig på gulvet, lænet op ad væggen. Han udstødte et noget højlydt suk og lignede mest af alt én som blev hjemsøgt med en masse omsværmende tanker han helst af alt ville være fri or. Lukke ude.
Hun betragtede ham sagte i en rum tid, hvorefter hun selv lænede sig op ad væggen dér hvor hun nu stod placeret. Hun tøvede let. Det med samtaler, var heller ikke lige hendes bedste evne... "Mh.." Mumled ehun svagt for at opfange hans opmærksomhed. "Hvad er der galt?" Spurgte hun og så på ham. Blev ved med at se på ham for en rum tid, indtil hun fjernede sit blik fra ham og ned på sine hænder. Hun legede med sine fingre og betragtede sine negle, som pludselig var blevet vældig interessante. D'nø... ' hvad er der galt? '... Latterligt. Hun kunne jo lige så godt have spurgt om der var noget galt... Men hun havde ligesom regnet sig frem til at der var ét eller andet. Sikkert ikke noget særligt... Eller var det?... Det var vel i grunden også ligemeget.. Det kom hende jo ikke rigtig ved, så hvorfor spurgte hun overhovedet? Hun kunne være bedøvende ligeglad.. Og det gad han sikkert heller ikke fortælle hende..
Det endte med at det var hendes tur til at sukke - men ad sig selv og hendes evindelige diskutioner med sig selv. Måske skulle hun bare have holdt sin mund?... Det betalte sig vel i sidste ende... Medmindre man blev spurgt om nået... Hun behøvede jo ikke at svare, men det var hun begyndt på, på det seneste. Ikke ignorere folk eller svare med et hvæs... Bare besvare hvad der så end måtte være blevet spurgt om. Hendes blik blev langsomt fjernt - igen - og hun gav sig til at pille ved det våde skjorteærme. Hev godt ned i det venstre som hun havde fat i, inden hun gled langsomt ned ad væggen, så hun til sidst sad lænet op ad den på gulvet.
Hendes hænder begyndte at blive urolige og hun bemærkede først nu, at hun konstant pillede ved et eller andet imens hun stirrede åndsfraværende ud i den tomme luft. Hun krydsede derefter pludselig armene og forhindrede på dén måde sig selv i konstant at pille ved ét eller andet. Der gik dog ikke lang tid før hun begyndte at gumle på sin underlæbe og legede forsigtigt ved piercingen i den ene side.

Eithan drog endnu et suk, inden han rettede sin ryg en smule og dernæst - ikke med vilje naturligvis - bankede baghovedet ind i væggen. "Aahhhh!" udbrød han som det første og lænede sig af reflesk fremover, løftede sin hånd og placerede den bag på hovedet, dér hvor han for kun få sekunder siden havde stødt sammen med den latterlige væg. For helvede da også. Han ømmede sig i omtrent halvandet minuts tid, før han trak hånden til sig og lænede sig dernæst tilbage igen, indtil han ryg mødtes med væggen. Skide godt. Heldet havde vist forladt ham - no surprise. Det plejede lige som ikke at holde særlig længe, så hvorfor skulle det være anderledes denne gang? Han rettede automatisk sin opmærksomhed mod Nanna, idet der lød et 'mh' fra hende. Hævede afventende et af sine mørke øjenbryn og fæstnede sit blik på hendes ansigt. Lyttede tavst til hende ord og skød så sit øjenbryn endnu længere op. Hvad der var galt? Han fnøs og tilsendte hende blot et lidt skeptisk blik, hvorefter han vendte tilbage til sin egen lille verden. Slog blikket ned mod sine sko og prøvede for anden gang at jage alle sine tanker væk - men det var selvfølgelig igen uden held. Hvad der var galt ... for fanden altså. Der var alt for meget galt, dét var, hvad der var galt, - og så var der alt det med hende. Men det kunne han ikke fortælle til hende - aldrig i livet. For det første vidste han allerede, at hun bare ville glo underligt på ham og for det andet, så var han selv enormt meget imod det. Hvordan en sølle, tåbelig mennesketøs kunne få alle hans brikker til at gå fra hinanden og blande sig i et kæmpemæssigt rod af forvirrede følelser. Hvor ynkeligt. Følelser. Yeah right - for satan. Han løftede begge sine hænder og gemte for en kort stund sit ansigt i sine kølige håndflader. Kørte efter noget tid sine hænder længere op, igennem sit stadigvæk våde hår og satte dem dernæst med håndfladerne ned ad ned på gulvet. Tog en diskret, dyb indånding og forsøgte at få styr på alt det, der styrtede rundt inde i ham. Alle hans tanker der bombarderede hans stakkels hoved, der efterhånden snart føltes mere som en slagsmark. Den der mærkelige fornemmelse der altid skød op i ham, hver gang han værdigede hende - Nanna - et blik. Men han kunne hverken finde hoved eller hale i det. Han strakte sine ben helt ud og sukkede dæmpet. Derpå drejede han sit hoved og vovede at slå blikket over på hende. Studerede hende i al stilhed og bed sig nu og da i underlæben. Var dog hver gang meget påpasselig med ikke at bide for hårdt, så der ikke ville gå hul på den. Hvorfor kunne han ikke bare ... sætte sig hen til hende og ... eller ... eller i det mindste blot sige ét eller andet i stedet for at sidde der og blomstre. Det hjalp jo ikke en skid. Han førte sin ene hånd op til sin mund, som han svagt åbnede og satte derefter det øverste led af sin tommelfinger op under en af sine to sylespidse hjørnetænder. Trykkede lidt på den, inden han atter fjernede sin finger og lukkede munden. Rettede for noget rums tid sit blik ned mod jorden, men der gik ikke længe, før han igen skævede til hende. For pokker, så tag dig dog sammen. Han bed kortvarigt sine tænder sammen og sukkede indvendigt af sig selv. Det var først efter fem minutters tid i stilhed og en del mentale lussinger til ham selv, at der skete noget. Han satte sig op på knæ og satte dernæst hænderne mod jorden, hvorefter han langsomt og en smule tøvende kravlede hen til hende. Stoppede da han var nået helt hen til hende og satte sig atter ned, lige over for hende. Satte sig lidt bedre til rette og lagde så sit hoved en anelse på skrå. "Du fryser ikke vel?" spurgte han med stor forsigtighed i stemme og glippede et par gange med øjnene. Havde sit blik vendt imod hendes urimeligt kønne ansigt, men så ikke én eneste gang ind i hendes øjne. Turde ikke oprette øjenkontakt med hende, - så det lod han være med. Han bed sig kort i underlæben, før han sendte hende et kun liige knap synligt, lidt forlegent smil.

Nanna sad i sin egen verden og tænkte den ene tanke gennem efter den anden.. Lige indtil et fnys syntes hørligt og hun vågnede fra sin dagdrøm og så hen på ham. Opdagede først efter et stykke tid det var hendes tidligere spørgsmål han havde fnyset af... Jah, det havd ehun mest af alt og selv lyst til. Ha'... Hvilket idiotisk spørgsmål. Hun bed sig i læben. Hun måtte bare holde sin mund fra nu af og lade ham føre ordet... Hvis han altså ville sige noget - hvilket hun ikke rigtig regnede med. Eftersom han - heldigvis - ikke havde tænkt sig at svare, vendte hun blot blikket ned i jorden. Satte sig i skrædderstilling og drog et lille suk. Hvad lavede hun egentlig her?.. Hvis hun bare var fortsat videre og glemt alt om smøgen... eller klovnen som landede i vandet - ville hun kunne have siddet i tørt tøj i sit hjem... måske alleredet sovet sødt.. Et åndsfraværende og ubemærket smil gled ind over hendes læber som hun gengav Eithans lille badescene i sti hoved. Han havde simpelthen bare set så sjov ud... Gad vide hvad det var han havde haft gang i?.... Egentlig.. Havde han begge gange de mødtes, fået hende til at grine - hvilket var et sjældent syn på hendes læber.. Da smilet voksede så betydenligt at hun bemærkede det, bed hun sig svagt i læben og lod det atter falme. Sendte ham et skævt blik og overvejede et kort øjeblik at søge kontakt.. men droppede det straks. Han havde godt nok bedt hende om at blive og set noget... bedende ud.. Men hvorfor, anede hun virkelig ikke. Han havde jo lovet hende og sig selv, at de aldrig skulle mødes igen... Men dét løfte var brudt. Hun kunne ikke helt bestemme sig for om det var en god, eller dårlig ting. Det ville tiden vel vise.
En snoet hårlok faldt ned foran hendes synsfelt og vækkede hende fra hendes lille tankelabyrint. Hun sendte den først et forundret blik som hurtigt blev en smule muggent. Hun var drivvåd... For helved hvor hun dog bare hadede regnvejr... Det var fint og hyggeligt nok når man var indendøre... Men hvis man skulle ud i det... Nanna's skuldrer bevægede sig langsomt op om ørene på hende og hun lagde armene om sig selv... og dét skulle hun jo altid - ud i regnvejret. Måske skulle hun lægge lidt penge til side, til en paraply. Det ville måske ikke være en så dårlig idé enda. Men ak, det var ligesom lidt for sent at tænke på dét nu, hvor hun allerede var gennemblødt. Hun samlede håret og lænede sig til den ene side og vred det. En lille miniature vandpyt dannede sig på gulvet som hun vred håret for regnvand. Hun slap håret og rystede svagt på hoved så det faldt på plads igen. Hun så hen på ham som han bevægede sig, og begyndte at kravle hen til hende. Hvad nu? Hun så til som han forplantede sig foran hende og slog rødder. Spørgsmålet undrede hende en del og hun så blot upåvirket på ham, som havde spørgsmålet ikke fanget hende. Om hun fryste?...Selvfølgelig frøs hun.. Hun var jo drivvåd!... Men det kunne han ikke rigtig gøre så meget ved alligevel.. "Ehm.. Nee'" Længere kom hun ikke før et nys undslap hendes læber som hun med lynets hast fik vendt ud til siden, så hun ikke nøs på ham. Hun glippede let med øjnene og vendte atter blikket hen på ham "Eller.." Nu kunne hun jo ikke rigtig sige 'nej' som havde været planen. "Altså... Kun lidt" Sagde hun og forsøgte at understrege at det ikke var noget særligt ved et skuldertræk.

Eithan missede kort med øjnene, inden det gippede lidt i ham, i det øjeblik et nys lød fra hende, netop som hun havde været i gang med at svare på hans spørgsmål angående, om hun frøs. Hvilket hun tilsyneladende gjorde, - eller også havde hun fået en form for allergi over for ham; sikkert, det skulle lige passe, hvis det var dét, der var årsagen til, at hun nøs. Især med hans sædvanlige uheldighed, - men det var nok ikke ligefrem dét, der var galt og grunden til, at hun havde nyst. Han rystede på hovedet et par gange for at få revet sig selv ud af sin egen lille verden, der efterhånden rummede alt, alt for mange tanker, - der alle sammen syntes at være åndssvage og fuldstændig ligegyldige as usual. Ikke noget nyt dér. Han rettede atter sin fulde opmærksomhed mod hende, da det var lykkedes ham at slippe ud af sin omtågede labyrant, der var baseret og bygget af hans egne latterlige tanker, der havde spundet sig til et kæmpemæssigt tankespind. Der gik dog ikke meget mere end ti sølle sekunder, før endnu en ravnesort hårlok fandt vej ned til hans pande og nu hang og dinglede nede foran øjnene på ham. Efterfulgt af en til - og så en mere. Han rynkede lettere irriteret sine øjenbryn og pustede til de tre totter i et forgæves forsøg på at få dem til at flytte sig igen, eftersom de generede hans syn en del. For pokker da også. Tåbelige, fucked up hår. Latterlige, møg regn. Han løftede sin ene hånd og kørte den med en vant og let bevægelse igennem sit stadigvæk våde hår, lod sine fingre glide hele vejen gennem det, så det igen blev redt tilbage, og frisuren tog form som slikhår, præcis lige som i de originale James Bond film. Dernæst tog han en dyb, opfriskende indånding, som han efterfølgende åndede ud som et knap hørligt suk, hvorpå han rettede sine blågrønne øjne imod hendes gule. Lod dem hvile dér et stykke tid, før han pludselig fik aldeles travlt med at se væk. Slog sit blik ned ad. Ned på sine hænder. Sad skiftevis og flettede sine fingre ind og ud af hinanden. Han omfavnede i ny og næ sin underlæbe med sine to ualmindeligt skarpe og spidse hjørnetænder. Tyggede en smule åndsfraværende på den, indtil han efter et rums tid efter skævede op til hende. Trak svagt på smilebåndet så et lidt forsigtigt, skævt og drenget smil langsomt dannede sig på hans utroligt blege læber. Det var ikke en gang bevidst. Der var bare ét eller andet ved hende. Noget der fik automatisk fik ham til at smile - enten indvendigt eller udvendigt - når han så på hende. I dette tilfælde var det begge dele. Smilede både indeni, men nu også udenpå. Hans smil blegnede dog lige så stille et par sekunder efter, hvorefter han bed sig en anlse forlegent i underlæben. Det var åbenbart ved at blive til en dårlig vane dét der læbe bideri. Nåh; dét måtte han vænne sig af med senere. Han glippede lidt med øjnene og flyttede en del tid efter sit blik ned mod sine håndflader, som han havde vendt op ad. Lod sin ene hånd pegefinger følge den anden hånds streger, der var tegnet i den kølige håndflade. Han havde endnu ikke kommenteret hendes svar. Vidste ikke hvad han skulle sige til det. Han kunne jo ikke varme hende. Kunne ikke overføre varme fra sig selv ved at ligge en arm om hende. Hans kropstemperatur var alt for lav. Han sukkede tungt, så både hans brystkasse og skuldre hævede sig markant. Følte sig ... uduelig. Ubrugelig. Han kunne sgu da heller ikke bruges til en skid. Sådan noget ... forpulet hø. Hans blik blev atter draget imod hende, efter han havde droppet sine hænder, der ærlig talt ikke var særlig interessante. Hun var tusind gange mere spændende at se på. Han hev lidt i sin ene mundvig, endnu en gang ubevidst, så et lille smil dukkede op og forplantede sig på hans læber. Gav hans ansigt lidt mere ... liv og genspejlede sig i hans øjne, der syntes at virke mere ... klare. Som om dén tåge der normalvis herskede i dem var forduftet en kende. Sad ellers bare helt tavs og tillod sig at studere hver en lille del af hende med sit nu ret årvågne blik. Som om han prøvede at scanne hende ind i sin hukommelse ved hjælp af et par usynlige laserstråler, - selvom han nok efterhånden havde gjort dét et par gange. "Prosit ..." mumlede han noget forsinket og trak skuldrene lidt op over ørene, netop som han trak yderligere på smilebåndet, så hans læber blev tvunget til at skilles, og det nederste af hans to hjørnetænder kom til syne. Et sjældent syn - et meget sjældent syn. At se et smil på ham. Det var i hvert fald en forandring - en stor én. Hans smil falmede dog rimelig hurtigt igen, og han rejste sig dernæst op. "Skal jeg ikke følge dig hjem?" foreslog han med et lavmælt toneleje og bed sig kort i underlæben, inden han begravede begge sine hænder i bukselommerne. "Medmindre du hellere vil sidde her og fryse ..."

Nanna rynkede svagt på næsen som et slags 'efterskælv' fra nyset og snøftede sagte. Hun trak benene op under sig og lagde armene omkring, i håb om at opnå en smule varme - hvilket ikke var helt så let, da hun var drivvåd. Hun pressede læberne sammen og bevægede dem, som om hun fordelte læbestift ud på læberne - hvilket naturligvis ikke var tilfældet - hun gik nemlig aldrig med læbestift eller lignene. Dét kunne også ses på den bleg'røde og svageligt orange læber... Egentlig en mærkelig farve... De fleste havde røde læber.. lyserøde.. Men hendes var... for blege. Hun lagde sin ene kind mod knæet og vendte på dén måde blikket ud mod rummet og betragtede åndssfraværende de efterladte genstande. Egentlig... Var det vel en smule underligt at skuret stod uberørt på dénne måde og at der stadig befandt sig genstande herinde... Enhver kunne jo bare vade ind og stjæle de levnede rester. Hun himlede sagte med øjnene af sig selv... Det var jo i grunden fuldkommen ligegyldigt - det kom hende intet ved og hun burde være ligeglad... Ikke sidde og gruble over noget så åndssvagt som et fucking skur. Hun drog et sagte suk.. Hun var bare umulig.. Sad altid og funderede over totalt meningsløse ting og fik faktisk aldrig svar eller fandt frem til en konklusion. Hvem der bare kunne dét... Eller lade vær med at spekulere over åndede ting som dem som svævede rundt i hendes hoved. Hun drejede hoved i det et noget sent 'prosit' kom fra Eithan i form af en lavmældt mumlen. Hendes hage hvilede nu imod hendes knæ og hendes blik var vendt imod ham. Hun hævede svagt det ene øjenbryn - man skulle næsten tro at han var så langsomopfattende, at det først var gået op for ham nu... Dog kom hun meget hurtigt til at se noget forbavset ud. Hun spærrede let øjnene op og så mod Eithan... Så hans smil. Hvis hendes kæbe ikke hvilede mod knæet, ville hun klart have måbet ad ham. Sådan et smil havde hun aldrig nogensinde regnet med at se på Eithan. Så... Naturligt og... ikke sløret.. rent og fuldt ud - ikke forhindret af noget. Hun kunne ikke undgå at gengælde det... Det ville hun normalt ikke have gjort men.. Det kunne hun bare ikke lade vær med når det var ham. Noget underligt noget. Hun løftede svagt mundvigerne og blottede dernæst en perlerække af hvide tænder. Lagde ubemærket hoved en smule på skrå - hvis hun vidste hvordan hun i virkeligheden så ud i dette nu, med dette smil havde hun ALDRIG smilet igen. For dét smil som prydede hendes læber og faktisk.. genspejlede sig en bitte smule i hendes gule øjne - var fuldt ud... bedårende.
Hun virede dog kort efter med hoved og tørrede hurtigt smilet af sig, da det gik op for hende netop hvor bredt hun havde smil til ham. Hun så ud til siden og bed sig svagt i læben.. Hvordan kunne hun tillade sig at smile?!.. Hendes begyndende spekulation blev afbrudt da han rejste sig og spurgte om han skulle følge hende hjem. Hun vendte blikket hen på ham, dér hvor han for lidt siden havde siddet, men måtte lade blikket klatre op ad ham, så det til sidst hvilede på hans ansigt. Hun overvejede det kort.. Det regnede vidst stadig... Men tanken om tørt tøj fristede simpelthen for meget - så hun nikkede og rejste sig dernæst. Hun skævede svagt til ham - turde ikke rigtig se på ham.. Kun i korte glimt. Som om hun frygtede ét eller andet slemt ville ske eller... At han på én eller anden måde ville kunne se igennem hende. Hun luntede i en bue uden om ham og fæstnede hånden på dørhåndtaget og skulle til at trykke det ned. Så sig over skulderen og på ham "Men denne gang... opfører du dig pænt.." Der var ingen tvivl om at det var en trussel. Man kunne tydligt høre det - som om hvert ord svævede i luften omkring ham - lagde sig om ham og truede med at klemme til hvis han gjorde noget 'forkert'. Men det ville naturligvis ikke ske. Efter at have set alvorsfuldt og en smule irettesættende på ham, vendte hun blikket mod dørhåndtaget og åbnede den gamle dør - trådte ud i regnen som syntes at være tæt som et brusebad... værre - et vandfald og hendes krop blev endnu engang gennemblødt. Regnen løb ned ad hendes ansigt og hår og tøj klistrede sig straks til hendes krop. Hun skævede muggent op imod de mørkegrå skyer og forbandede dem i sit stille sind.. Tog derefter et skridt for at begynde på vandreturen hjem.. Fulgt af Eithan. Hvorfor han egentlig have bedt hende blive sammen med ham - var stadig et uopklaret mysterium - men hendes tanker var fokuseret på at komme hjem.

Eithan fulgte hende tavst med øjnene, idet hun kom op at stå på benene og dernæst vadede hen til den lukkede dør, hvor hun straks lagde sin hånd på dørens håndtag - på vej til at trykke det ned, men hun stoppede så pludselig dét, hun ellers havde haft gang i; at åbne døren. Han drejede en kvart omgang rundt, så han kom til at stå med fronten imod hendes ryg. Hans blik flakkede en smule, netop som hun så sig over skulderen og hen på ham. Hendes ord sendte næsten en form for stød igennem ham, og han løftede efterfølgende sine skuldre op over ørerne endnu en gang. Rettede en anelse skamfuldt sit blik ned imod gulvet i det lidt forfaldne redskabsskur. Skuttede sig kort som om hendes ord var kommet imod ham som en bidende, kold efterårsvind, der så snart de ramte ham sendte kuldegysninger igennem ham. Fik de små, fine hår i nakken til at rejse sig. Han rystede kortvarigt på hovedet, før hans skuldre automatisk sank igen, og hun omsider lukkede op for døren for derefter at gå ud i regnen, der silede ned i tykke stænger. Sådan noget møgvejr. Han rynkede for en kort stund næsen, i det øjeblik han trådte udenfor og med det vuns blev gjort fuldstændig våd af den noget kraftige og voldsomme regn. Med en lidt utilfreds mine fik han kridtet skoene og begyndte at lunte efter hende. Det var først efter noget tids vandren, at han kom op på siden af hende. Hans blik havde under hele turen været vendt ned imod den våde asfalt, hvor enorme vandpytter efterhånden havde dannet sig. Men nu, nu løftede han endelig hovedet, der havde været bøjet lidt fremover, og flyttede blikket over på hende. Ikke direkte. Skævede blot til hende, prøvede at gøre det så diskret som muligt og måtte i ny og næ virkelig beherske sig. Tvinge sig selv til at se væk fra hende i bare få sekunder. Han sukkede dæmpet og fæstnede atter sit blik på jorden foran sig. For pokker, hvor kom al den regn dog fra? Havde det virkelig aldrig nogen ende? Det virkede som om, at det havde tænkt sig at regne i en uendelighed endnu. Men ... som alting så havde dette rasende uvejr også en ende. Det havde alting. På ét eller andet tidspunkt ville det slutte, - også selvom det ikke var noget, man ønskede skulle ske. Sådan var det bare. End of discussion. Men det regn der altså - dét måtte godt stoppe; lige nu. Han var kraftedme drivvåd. Præcis lige som ... hende. Han drejede sit hoved en lille smule og rettede sit blik mod Nanna. Mm, hun var også våd. Meget. Men det kunne man ligesom heller ikke undgå i dette forpulede, fucking regnvejr. Han trak lidt åndsfraværende på smilebåndet, idet billedet af hendes smil dukkede op på hans nethinde. Dét smil fra før. Inde i skuret. Hver evig eneste gang hun havde smilet til ham, eller bare af ham, grinet, havde det føltes som om, at en kæmpestor, fed baby var kommet svævende forbi og ramt ham i midten af brystet med en hjertepil. For fanden da også. Dét der ... smil. Hans smil bredte sig langsomt, - det stoppede så pludselig brat med at vokse, da han blev klar over det. At han smilede. Han skyndte sig at kasserer smilet, få det tørret af, få det til at fordufte, og det forsvandt straks. Tag dig sammen, for helvede! Han bandede lavmælt af sig selv og forbandede den magt, hun tilsyneladende havde fået over ham. Hvor svag kunne man lige være, mand? Bare sådan at underkaste sig en fucking mennesketøs, blot fordi hun smilede til én. Kæft hvor lavt. Han trak sine hænder op af lommerne, hævede den ene og smækkede håndfladen imod sin pande. Det kunne satma' ikke være rigtigt. "ÅRH!" udbrød han, måske liige en kende for højt, - højere end det havde været meningen i hvert fald. Han kørte hurtigt en enkelt gang en af sine hænder igennem håret, redte det på dén måde bag ud, som han tidligere havde gjort, så det ikke længere hang og generede hans syn. Derpå rømmede han sig kort og slog sit blik op mod hendes ansigt; eller dét han kunne se af det. "Du har et rigtig sødt smil ... ved du godt det?" fik han mumlet og fortrød det så straks, det var kommet ud imellem hans læber. Han gav sig selv en mental lussing og fik pludselig enormt travlt med at se ned mod sine sko. Snerpede sin mund sammen og satte ubevidst farten en anelse op.

Nanna's blik var vendt imod hendes sko som hun vandrede. Hendes sorte og lidt for store soldaterstøvler med de u'bundende snørrebånd - et udner at hun ikke havde trådt i dem og væltet... Ak ja, én gang skulle nok blive den første. Hun fik faktisk en underlig trang til at stoppe op, bukke sig ned og snørre dem.. Eller bare proppe snørrende ned i støvlen for at hun ikke senere ville snuble. Hun mærkede hvordan hun ganske og faktisk ubetydelig lidt lænede sig forover - ikke noget man kunne se... Hun kunne bare mærke hvordan hendes rygmuskler spændtes bare en lille smule. Hun virede irriteret med hoved og så op og forud. Hun magtede ikke at stoppe - og ønskede faktisk heller ikke at sænke dem. Ville bare hjem hvor der var tørt. Koldt, træk, ingen varme... Men der var et helt tag... altså.. i de to rum hun brugte i huset. Det 'hus' hun havde bosat sig i.. Det varede ikke så fryyygtelig længe endnu - før hun havde råd til en skåd lejlighed i Allées gyderne. Trods alt bedre end ruinen de var på vej til nu... ligesom sidst. Hvor længe var det egentlig siden? "Hmm.." Mumlede hun lavmælt for sig selv og stirrede fjernt ud i den tomme luft. Dén luft som syntes at indeholde mere H2O end oxygen... For fanden... Man ville sikkert ikke engang kunne få ild på en cigaret i dette vejr... Hun blev pludselig grebet af en ubehagelig trang, fremkaldt af hendes afhængighed af nikotin. Hun fugtede let læberne og mærkede det lige så stille begynde krible i fingrene.. Hun bandede lavmælt og ønskede at de snart ville være hjemme... I al den tid hun havde vandret i sin egen verden, havde Eithan været som luft for hende.. Men hans stemme banede sig pludselig vej igennem regnens sagte melodi og vækkede hende fra at dagdrømme. Hun vendte blikket imod ham. Der gik et par sekunder før hun registrerede hvad det rent faktisk var han havde sagt - som om døsigheden fra hendes tågede tanker stadig hang ved. Hun så først uforstående på ham - som om de slet ikke talte samme sprog - indtil hun kom i tanker om at hun rent faktisk havde gengældt hans tidligere smil. Hendes mund snerpede sig totalt sammen og stoppede op. A'hvad synes han?! E'et... sødt smil?.. Hun tænkte det igennem igen og mærkede hvordan hendes skuldrer sænkes som hun spekulerede. Hvor mange gange havde han da set hendes smil?... Dét smil hun altid forsøgte at fordrive.. dét havde han lykkedes at frembringe flere gange.. og endda hendes latter..
Hun anede ikke hvordan hun skulle reagere og mærkede hvordan varmen blussede i hende og hendes kinder. Som havde han formået at skyde en pil direkte igennem hendes tykke bariere som hun ellers altid havde hejst, og syntes umulig at komme igennem.. Hun havde ikke forventet at han pludselig ville sige sådan. Hun ledte desperat efter én eller anden smart kommentar så hun kunne lukke munden på ham.. Men der kom bare intet. Derfor endte hun med at reagere på den værste måde af alle. "Jaså?.." Hun så på ham med et hævet øjenbryn og formåede at genvinde fatningen og sende ham et skeptisk blik "Gid jeg kunne sige det samme..." Hun fortsatte videre lige forbi ham med blikket fæstnet til ét eller andet forude. Pokerface. Lige så snart hun var forbi ham og han ikke længere kunne se hendes ansigt bed hun sig i læben. Kunne bide tungen af sig selv. Hvad fanden gik dét ud på?! Havde hun lige taget det som en fornærmelse?!... Hvorfor var hun så... fjentlig?.. Prøvede altid at holde folk på afstand - så langt væk fra hende som muligt.. Men Eithan var jo bare... Eithan. Spurgt om han ikke skulle følge hende hjem og... sendt hende dét smil... for det var vel egentlig også ret.. sødt. Når han smilte. Dét der drengede og tydeligvis fjerne smil. Som om han slet ikke registrerede det - hvilket nok var tilfællet. Hun bandede sagte og havde mest af alt lyst til at slå sig selv rigtig hårdt i panden - men lod naturligvis være. Hun sparkede hårdt til en skærve som fløj hen ad den våde vej og fik flere af vandpytterne til at sprøjte, når den fór henover vandets overflade. Hun tog en dyb indånding og drog et dybt suk. Hun var komplet umulig..

Eithan løftede prøvende sit blik, netop som lyden af hendes stemme hørtes efter lidt tid. Der ville tydeligvis snart komme en eller anden kommentar fra hende som respons på hans ord. Hans kompliment. Latterligt. Hvorfor havde han overhovedet sagt det? Fordi han var en dum idiot, der aldrig tænkte, før han handlede eller sagde noget. Dét var fucking grunden til det. Han stoppede automatisk op kun få sekunder efter, hun selv var standset. Stod dog lidt væk fra hende, eftersom han tidligere havde sat tempoet en smule op og derfor var nået en del længere end hende. Hans hoved var fortsat bøjet en anelse forover, men hans blik var hævet fra jorden og rettet imod hende. Ventede på hvad hun videre ville sige efter hendes 'ja så'. Det var sikkert ikke noget godt, der var i vente. Uroen bredte sig langsomt i ham i dén tid, hvor hun holdt en talepause, - og så kom ordene. Som en kæmpe, faretruende spids kniv der ramte lige plet. Han bed sig forsigtigt i underlæben og slog nu endelig blikket ned mod den våde asfalt. Løftede sin ene hånd en lille smule og fæstnede den på dén arm, som hans frie hånd sad på. Anbragte den - sin hånd - lige oven over albueledet og lukkede dernæst sine fingre omkring sin arm; eller så meget hans fingre rakte til. Bliv stående selv da hun påbegyndte sin vandren. Havde en enormt væmmelig fornemmelse i maven. Eller også sad den i brystkassen, det var hans hoved ikke helt klart nok til at kunne bedømme lige nu. Muligvis var han vant til stødende ord. Normalt ville han bare lade sådan en fjendtlig bemærkning pralle af ham - og selv sende en direkte tilbage i smasken på dén, der havde sagt det til ham. Men. Det var bare noget helt andet, når det kom fra hende. Hendes ord gjorde ondt. De havde i hvert fald sendt en temmelig ubehagelig følelse igennem ham i form af et stød, der åbenbart havde formået at lamme ham. Han hævede sit hoved lidt efter et hvis tidsrum og skævede hen til hende. Studerede de bevægelser hun udførte, alt imens hun traskede afsted i den noget voldsomme regn. Hans skuldre var sunket en smule. Det føltes som om, at der lå to kæmpestore, kilotunge kampesten på dem og pressede ham ned imod jorden. Han måtte give sig selv en rigtig lussing - selvfølgelig ikke en hård én, - før han vågnede op. Derpå begyndte han i et ualmindeligt sagte tempo at gå efter hende. Slæbte sine fødder hen ad jorden, så vandet i vandpytterne nu og da blev sprøjtet ud til siderne, når han passerede dem. Hvorfor ... havde han også ... sagt ... noget så tåbeligt som dét? Hvorfor ... havde han ikke bare ... holdt sin mund? Han bed for en kort stund sig selv i tungen og rystede let på hovedet, inden han fik taget sig sammen; eller sådan da - og satte farten op. Indhentede hende rimelig hurtigt men sørgede for, at der var en forsvarlig afstand imellem dem. Han stak sine hænder i lommerne på sine efterhånden ret så slidte bukser, der i dén grad trængte til at blive skiftet ud. De kunne vel godt holde lidt endnu, - eller det blev de ligesom nødt til. Han lukkede sine øjne hårdt i, i et langt blink, hvorpå han rystede kortvarigt på hovedet. Hvad fanden skulle han også med hende? Hun var ikke en skid værd at samle på. Det var i hvert fald dét, han prøvede at overbevise sig selv om, - hvilket selvfølgelig overhovedet ikke lykkedes. Årh for satan da, han kunne næsten ikke holde sig selv ud længere. Kunne man overhovedet blive mere ynkelig? Sænke dybere? Ryge længere ned på listen? Nu måtte han kraftedme til at tage sig sammen. Ikke bare lade hende hypnotisere ham på den måde med det der ... alt for fantastiske ... urimeligt søde ... og kønne smil. Hans ansigtsudtryk blødte atter op i et noget fjernt og drømmende, lidt åndsforladt smil. Dét smil skyndte han sig dog at få tørret væk igen. Nej! Det var nok nu! Fra nu af ... fra nu af måtte han simpelthen bare lade være med at se på hende, hvis det var virkelig var dét, der skulle til. Han sukkede indvendigt. Det var jo umuligt. Hans blik blev konstant og hele tiden draget imod hende. Kunne slet ikke få nok af at se på hende. Han rettede sit blik mod hende og bed sig samtidig i underlæben. Betragtede hendes ryg - eftersom det var det eneste, han lige som sådan kunne se af hende. Han gik godt en meter bag hende. Turde ikke nærme sig. Gjorde ikke en gang noget da hårtot efter hårtot faldt ned og generobrede deres plads nede foran hans øjne. Hang dér og blokerede hans syn, men han lod dem bare være. Måske burde han begynde at gå med tape for munden. Ti lag. Nej dét ville sikkert ikke en gang gøre det til hans store mund, der aldrig lod til at vide, hvornår man bare skulle holde sin kæft. Forhelvede.

Nanna satte tempoet ned... følt ligesom ikke at hun havde kræfter til at gå meget hurtigere end dét tempo hun nu vandrede i. Hun troede for et øjeblik han han bare ville blive stående - lade hende gå resten af vejen hjem og gå sin vej. Men kort efter hørtes skridt bag hende. Tunge slæbende skridt. I starten var hun bange for at hun havde gjort ham vred... Men siden han ikke gjorde noget - hev fat i hende og begyndte at råbe ad hende - måtte han alligevel ikke være det. Hun sænkede langsomt skuldrene som i mellem tiden, havde sneget sig op om ørene på hende. Hvorfor gik han ikke bare?... Det havde hun gjort hvis hun var ham. En vampyr som fulgte efter et menneske.. Eller.. han fulgte hende jo teoretisk set hjem. Én så højt hævet - hvis man satte racerne op som en pyramide - ville menneskene ligge i bunden. Hun ville lægge i bunden - og han, ville lægge et sted i toppen. For han var en vampyr... Et væsen hun med tiden var begyndt at hade mere end homosapiens. Men Eithan var anderledes. Han var ikke så selvophøjet og... ond. Han var bare.. ja... Temmelig ligeglad, så han ud til at være. Hun skævede til ham over skulderen og fik et kort glimt af den slappe kludedukke som vandrede bag hende. Hun så straks bort. Hun mærkede et snert af dårlig samv.... NEJ! gu fanden gjorde hun ej! Hun gik da ikke rundt og havde ondt af ham?! Næppe! Hun havde ikke ondt af nogen som helst - der var ingen som kom hende ved. Ingen... Det var i hvert fald dét, hun konstant bildte sig selv ind. Hun virede med hoved for at få tankerne et andet sted hen... Ville ikke spekulere mere over dét emne... hun kunne jo risikere at finde det forkerte svar. Hun løftede hånden og fjernede det hår som var faldet ned i hendes synsfelt, og førte det om bag øret. Fik nu fuldt udsyn til vejen forude, som hun slentrede hen ad. Hun havde mest af alt lyst til at spørge... spørge hvad det var han havde gang i... For hun forstod det ikke.. Men hendes spørgsmål syntes altid ubesvarede.. I hvert fald de seneste.. Hun bed sig i underlæben og trak ned i sit ene trøjeærme. Mærkede en bølge af kuldegysninger skyde igennem hende og få hendes små hår i nakken til at rejse sig. Hun skælvede let og prøvede at tvinge den kolde og klamme følelse som pludselig havde bredt sig i hende, væk. Fordrive den. Hun skævede ud til sidevejene og sendte mørke gyder lange blikke. Til sidst tog hun sig selv i det og virede med hoved. Det var noget værre pjat hun havde gang i!.. Hun var sikker.. Desuden, havde hun Eithan ved sin side.. Eller bag sig.. Hvis han altså stadig var der. Hun sendte ham endnu et blik over skulderen. Jo, det var han ganske vidst. Hun vendte atter blikket forud - eller rettere sagt ned imod sine fødder. Gumlede overvejende på sin læbe, og sænkede derefter farten så hun til sidst gik ved Eithans side. Underligt nok følte hun sig langt tryggere dér... Noget være opreklameret pis. Men hvis dét gjorde at.. Hun beholdt bevidstheden og kunne tænke klart, aacepterede hun -nooogenlunde - dét faktum. At Eithan var bedst - efter alt - at have ved sin side. Ja, han var stærk og en vampyr.. og hun håbede at han heller ikke var fej. Dét hun havde set af ham - fra hendes synsvinkel - havde ikke virket fejt. Men det var ikke kun derfor at hun ville have ham ved sin side... Hun følte sig på én eller anden måde bare... bedre tilpas. Hun sendte ham ikke ét eneste blik.. Stirrede blot ud i luften og kunne snart skimte huset forude som de nærmede sig. Hun turde ikke se på ham.. Jo hun turde godt! Hun havde bare ikke lyst... Eller det passede ikke helt.. Men.. Altså.. Årgh! Det var da ligemeget om hun så på ham eller ej... Hun følte sig bare så.. Nøgen. Som om Eithans blik opfangede alt ved hende og... så igennem hende. Hun ville bare ikke lade ham se at hun... ikke kun var dénne type.. den hårde, ligeglade og enespænder men at hun inderst inde også var.. Et menneske...

Eithan prøvede fortsat bragt at virkelig overbevise sig selv om, at hun var lige meget. Bare én iblandt en masse. Hvilket jo i og for sig var sandt nok. At hun blot var en af jordklodens væsner. Én ud af en million - og mange, mange flere. Det lykkedes fortsat ikke. Hvor fucking besværligt havde det lov til at være? Hvor frustrerende. Alle hans tanker blandede sig med hinanden og fik hans hoved til at føles som en tikkende bombe, der et hvert sekund kunne springe i luften. Få ham til at eksplodere. Selvom det faktisk føltes som om, at det allerede var sket. Bomben var gået af og resterne af ham efter eksplotionen lå nu spredt ud over hele det område, han befandt sig i. Årh for pokker. Det gippede kort i ham, da han fornemmede en andens tilstedeværelse. Altså - tættere og kraftigere end før. Han drejede langsomt hovedet og fik straks øje på hende - Nanna. Skyndte sig at se bort og slog bestemt sit blik ned mod jorden. Men der var naturligvis ingen tvivl om, hvad han allerhelst ville se på. Dét var nok ikke et særlig svært valg for nogen som helst. At gå og beglo den grå, kedelige og våde asfalt eller en pige - ung kvinde - der ... Han blev atter fuldstændig fjern i sit blik, der ligeså blev sløret, netop som billedet af hendes smil endnu en gang dukkede op på hans nethinde og brændte sig fast på den. Nej! NEJ! Han rystede med stor irritation på hovedet for at få billedet til at forsvinde, - og endelig for én gang skyld lykkedes det. Hvorfor ... skulle hun absolut ... gøre det så helvedes svært? Kunne hun ikke bare ... forsvinde? Fordufte fra denne verden? Så var han da i det mindste fri for at gå og bekymre sit allerede overfyldte hoved med hende. Selvom han nok ville fortryde dette ønske bitterligt, hvis det rent faktisk skete. At hun pludselig ... skulle forsvinde. Årh hvad var der galt med ham? Måske var hun - Nanna - alligevel ikke så menneskelig. Ikke når det kom til stykket. Hun havde i hvert fald en nærmest sygelig tryllebindende magt over ham, - som han tidligere havde konstateret i sine tanker. Som om han var en dukke, og hun var hans dukkefører, der hev i snorerne. For fanden. Han bed sig hårdt i underlæben men nåede tidsnok at stoppe med dét, inden der gik hul på underlæben. Fra nu af måtte han altså virkelig være påpasselig med det, han foretog sig. I hvert fald når han var i hendes selskab. Det der skete sidst skulle nødig gentages. Han skævede diskret til hende. Vendte sit blik imod hendes hals, men skyndte sig lynhurtigt at se væk igen. Ville for alt i verden ikke få øje på ... Han stoppede sine egne tanker dér. Ville ikke en gang tænke på det. Ville ikke længere spekulere på det. Bare glemme det. Slette det fra sin hukommelse. Men det ville nok sidde fast et godt stykke tid endnu. Hans opmærksomhed blev pludselig rettet imod noget helt andet, hvilket også resulterede i, at han blev revet ud af sine tanker, - der sikkert var meget godt, - i det øjeblik hans blik opfangede den forfaldne bolig ikke så langt fra det punkt, hvor de opholdte sig. Dér havde han jo været en gang før. Første gang han havde mødt hende. Det var hendes hus. Det kunne han sagtens erindre. Han nåede lige nøjagtig at få et knap synligt smil frem på læben, men det forsvandt lige så hurtigt igen, som det var kommet, og et sug fór i stedet for igennem hans mave. Det her sted ... hjalp ikke ligefrem på hans forsøg om at glemme alt dét, der var sket. Alt dét han havde oplevet sammen med hende. Alt dét der var startet med et lille uskyldigt bid i underlæben fra hendes side. Han standsede brat, da det nu ikke var mere end godt tre meter, der adskilte dem og bygningen ad. Stod blot og kiggede på den. Skulede en smule ... olmt til den. Som om det var dens skyld det hele. At den var dens skyld at alt det ... møg var sket. Han lukkede for en kort stund øjnene og tog en dyb indånding, inden han atter lod øjenlågene glide op og afsløre hans blågrønne øjne, der igen havde genvundet den tykke, uigennemtrængelige tåge, der ellers havde været lettet lidt henne i skuret under dét smil, han havde sendt til hende. Han måtte vel bare tage sig sammen. Hvilket syntes at være utrolig svært. Han bed sig kort i tungen, før han atter begyndte at gå med forholdsvis hurtige, bestemte og målrette skridt hen til indgangen indtil hendes hjem. Stoppede op foran døren, hvor han, - inden hun selv kunne nå at gøre det - lagde sin hånd på håndtaget. Lukkede sine fingre omkring det og trykkede det ned ad, hvorpå han stilfærdigt åbnede døren og skubbede den helt op. Slap igen dørhåndtaget og lagde derefter begge sine hænder om bag på ryggen. Vovede at kaste sit blik hen på hende. Trådte selv et halvt skridt til side, så hun uden forhindringer kunne gå ind. Han løsrev sit blik fra hende med et lydløst suk. Rettede det ned mod sine sko og lod derpå sine to urimeligt spidse hjørnetænder bide fast rundt om underlæben.