En lille stil ^^ Vil gerne kritik ;D

Ved Højer Sluse:


I Højer Sluse i den sydvestjyske marsk, stod, netop i det øjeblik, da havet gennebrød digerne under stormfloden i 1976, hvorved mange hundrede får druknede, en ung sønderjyde kaldet Alfred Erling Larsen, ved ovnen i det bageri, hvori han var ansat som lærling, og ville til at hænge sig. Hans ganske særlige grund til at gøre sig til herre over sin egen skæbne var en kort historie: Hans forlovede, Karen Margrethe Nielsen, bagerens datter, havde samme formiddag slugt en bordtennisbold og var blevet kvalt. Han lagde løkken om halsen og strammede sig op for at sige et par sidste, velvalgte ord, men intet ville falde ham ind; han grublede længe, men ingen syntes værdige til at blive de sidste. Denne tøven gav vandet i bageriet tid til at stige og reddede derved hans liv.
Han lod sin tunge krop hoppe ned fra stolen, som han havde sat under sine fødder. Han sprang, men han følte sig ikke ligefrem i himlen. Han havde selvfølgelig lukket øjnene, da han gerne villle komme rigtigt i Paradis. Han åbnede sine øjne, ganske langsomt. Han kiggede under sig og vandet drev og drev længere ind i butikken. Han sukkede, og lod et øjeblik sit hoved komme under vandet, men kunne se og høre sin elskedes stemme: "Alfred? Alfred. Jeg er død, det er ikke ens betydning med at du skal. Du skal blive gammel, du skal finde en anden. Du skal ikke tænke på mig, jeg er her jo ikke mere. Jeg har ikke mere at skulle have sagt i denne sag." Han åbnede øjnene under vandet og pustede ud så der blev dannet bobler. Han så sin elskede foran sig, som kyssede hans pande en sidste gang, og per refleks, kom han op fra vandets dybe, kolde, mørke bund. Han rystede lidt på hovedet, og vandet fra hans lyse ansigt, fløj som små perler fra hans ansigt. Hans hår sad klistret til hans pande, han havde dog ikke så langt hår. Han var kort håret, og havde små øjne, som var brune, klare og varme. Han bandt sin løkke op, og svømmede ud af forretningen. Han kæmpede gennem vandets store kraft. Han nåede døren og åbnede. Klokken ringede da han åbnede døren og han blev skyllet ud på gaden, hvor vandet fortsatte ned ad gaden. Han sad der og gemte sit ansigt i hans kolde, våde hænder. Han trak vejret i små stød. Han lod sine øjne kigge op på de mange mennesker, som gik forbi ham. De var kommet sig over oversvømmelsen, mens han bare sad og gjorde sig selv mere våd. Hans tårer løb ned ad hans kinder, men det kunne man ikke se, da han var helt våd i for vejen. Han trak vejret dybt, men blev afbrudt af hans snøften. Han rejste sig mens hans tøj klistrede sig til hans krop. Hans overkrop kom til syne, bagved hans gennemblødte, gennemsigtige trøje. Hans lettere trænede overkrop, som hoppede i takt med hans vejrtrækninger. Han tog sig til panden, da han kunne huske én ting derinde fra. Hun kyssede hans pande. Det føltes så virkeligt, men hun var der jo ikke. Hvem forsøgte han at narre?
Efter et par timer var han nået hjem og skiftet tøj. Hans nye tøj var knapt så vådt, og han tørrede sig vildt i hovedbunden, med et håndklæde. Han gik rundt i sin lejlighed og kunne se, at den dobbelt seng han havde købt nok aldrig skulle bruges. Han kunne ikke elske en anden, da han jo elskede hende. Han lukkede øjnene, og smed håndklædet fra sig i frustration. Han smed det hårdt i sengen, som rystede svagt. Mørket var frembrudt og solen var på vej ned i vesten. Han stillede sig ved sit vindue med begge hænder som støtte. Han kiggede ud mod solen, som dyppede sine røde stråler i horisonten. Gid han var derude nu, sammen med hende han elskede. Han var så trist, da hun gik bort. Han sukkede stille, og sagde til sig selv, at det nok ikke var så specielt. Men hvem prøvede han at narre. Han vendte ryggen til solnedgangen, og begyndte at lade tårene få frit løb igen. Hans hænder havde godt fast om skænken, som var placeret ved vinduet. Der stod en plante, men den stod der ikke lang tid. Han fik et raserianfald, og skubbede alt hvad han havde i nærheden ned i jorden. En plante blev smadret og det var hans elskedes. Den var nu holdt op med at spire. Han blev vred og beskyldte sig selv for at have gjort det. Han faldte grædende i knæ og råbte op. Hvorfor? Hvad havde han gjort. Hvorfor skulle alt nu ramle sammen for ham. Hvad havde han gjort, siden alle skulle gå fra ham. Hangemte sit ansigt i gulvet mens han krummede ryggen. Han lå nu og græd igen. Han havde planten i hånden og kiggede længe på den. Han rejste sig, trak på skuldrene og gik væk fra stedet, hvor han havde været så dum, at smadre alt.
Flere timer efter at have siddet der, var han endelig faldet i søvn. Han sad i et hjørne med blomsten i den ene hånd og i den anden hånd havde han en lampe. Ledningen var viklet rundt om hans hals, og han havde forsøgt at tage livet. Nu skulle han bare ikke falde til siden, så knækkede han halsen. Ledningen blev strammet lidt, og han svajede lidt frem og tilbage. Han kunne ikke mærke noget, da han var i så dyb en døsighed, at han intet bemærkede. Han væltede lidt til den ene side, og ledningen blev strammet godt op. Han vågnede med et sæt og kunne ikke få den fri. Han så hele sit liv for sig: alt hvad han nogensinde havde oplevet. Gode og dårlige minder susede gennem hans hoved. Ledningen røg ud af kontakten og gav et lille stød fra kontakten. Der fløj gnister, men, blev heldigvis ikke ramt. Eller uheldigvis, han ønskede at dø. Han lod sin tunge krop rejse sig, og slæbte sig selv over til sengen. Det føltes så alene at ligge der. Helt alene var han nu også, for aldrig mere skulle hans elskede ligge ved siden af ham. Det fremkaldte tårer, som et film kamera, fremkalder film. Uden tøven fløj det bare ud af ham. Han savnede hende, og hans greb blev hårdere og hårdere på puden. Hvis puden var levende, så var den det ikke mere. Han kunne ikke finde sig selv, samle sig selv, eller for den sags skyld, finde den grund til, at han var sat på jorden. Var det for at blive afstraffet, eller var det bare fordi, han skulle vide, hvordan det var?

Han vågnede tidligt dagen efter, da han havde sovet uroligt. Han havde svedt helt vildt, og han var ikke så godt tilpas. Han følte sig svimmel og syg. Hele hans verden svajede, og han kunne ikke lide tanken. Han greb fat om sin seng, og gik langs siden på sengen, hen mod det rod han havde lavet. Han kløede sig selv i sit strittende morgenhår, og lukkede så øjnene, for at finde ud af, hvad fanden han havde lavet dagen før? Han lod minderne gå igennem sig, og han blev igen lidt ked af det. En tåre løb ned ad hans kind, og morgensolens, søde, blide stråle, fik tåren til at ligne en glimtende perle. Første dag uden hende, tænkte han stille. Han trak vejret dybt, og tørrede stille sin tårer væk. Alfred var ikke manden, som blev sur hele tiden. Hvad var han så? Han var vel fortvivlet. Han var frustreret, hvilket også var klart. Han var ikke sikker på, om han kunne møde op til hendes begravelse. Han sukkede, og ville ned til bageren for at hente morgenbrød. Men kun til én person denne gang, nemlig ham selv. Han tog sin sorte, lange frakke på, og gik langsomt ned af trapperne, og endte ude i opgangen, som lyste op, af en lidt for svag pære. Den måtte han have klaget til viceværten om, hvis han da var i live til den tid.
Han satte sig op på cyklen, dog med lidt besvær. Lyden af kæden der raslede rundt, personerne som kiggede på ham, som han susede forbi i en vældig fart. Han skulle bare skynde sig. Han kunne mærke at cyklen tog overhånd. Han væltede og faldte forover, da bremserne virkede fint nok. Han kunne mærke et ryk, og et slags tæppe blev lagt over ham. Et mørkt tæppe, og han blev trukket ned. Ned i det ukendte, som ingen kendte. Han følte en vis kulde komme til hans krop. Al varmen var forsvundet, og kun kulde var tilbage. Folk gik forbi ham og hans syn flimrede. Han lagde hånden på hovedet, og kiggede på sin hånd. Den var fyldt med blod.
Han lå der i flere timer, besvimede og kom til sig selv igen, da folk vækkede ham. Han kunne mærke hans krop blev svagere. Var det her virkelig hans ønske? Ville han gerne dø? Han lod sin hjerne køre på fuld knald, og tænkte på højtryk. Han kunne mærke fire stærke arme, som løftede ham op på en båre. Han kunne mærke, at der var hjul under ham, og han kunne ane sirener der blinkede. Han blev skubbet ind, og de kørte hurtigt væk. Med lyden sat op på det højeste, susede de gennem byens små gader. Folk flyttede sig fra ambulancen og han kunne mærke, at han fik en maske på ansigtet. Den klistrede sig hurtigt fast, og han kunne høre en masse stemmer. Stemmerne førte tilbage til dengang. Hvad skulle han have sagt dengang han stod der? Stemmer kom til ham, eftersom han var ved at forlade sit sind, ved at miste bevidstheden. skynd jer! Hun mister ilt! Hvad er diagnosen? Slugt en bordtennisbold. Sådan noget kan ske. Tjek ilten igen! Den er tjekket, rolig nu! Stemmerne plagede ham, og holdt ham på en måde i live. Stemmerne blev svage og slørede: Nej! Vi mister hende. Nej! Bliv hos os!
I mellemtiden var han blevet ført hen på et hospital. De havde rusket i ham, og prøvet genoplivningsudstyr. De lagde ham i koma, og vidste ikke om han ville vågne igen. Bageren, som han skulle have hentet brød ved, og som næsten var hans svigerfar, og hans eneste levende familiemedlem, kom og kiggede til ham. Bageren tog Alfreds hånd, og kiggede på ham. "Alfred. Det er nu du skal vælge. Skal de forsøge at hjælpe dig, eller vil du hen til Karen?" Alfred nikkede bare, og lod sine øjne lukkes. Blodtrykket faldt drastisk, og lægerne skubbede bageren væk. Han kunne høre svage stemmer i hovedet. Tjek hans ilt! Hans blodtryk er højt. Han gik under pres. Vi skal redde ham. Han er den eneste i familien. Han skal overleve. Han skal have chance for at leve videre. Pulsen? den er .. Mere hørte Alfred ikke, da han var helt væk. var han død nu, eller var han i koma. Det var ikke til at sige?...

Den er meget forvirret i starten, og man skal virkelig læse den og ikke bare skimme den for man sådan rigtig fatter hvad der sker :]
men ellers synes jeg faktisk den er meget god ^^
utrolig godt beskrevet, og jeg er sikker på at det var meningen at man skulle blive forvirret over hvad der egentlig sker da det måske er meget forvirrende for ham? ö men anyway, elsker slutningen.. virkelig god og en god rødtråd :]