gammelt (Kida=privat)

Påklædning: se ava + en sorte sko sorte stramme jeans og en guldhalskæde xD
Kida kom roligt gående ud af skoven godt 100 meter fra parken. Hun gabte en smugle men fik det dog hurtigt kvalt igen. Pludselig begyndte en underlig lilla vind at blæse om hende og et glad smil kom frem på hendes læber. Denne lilla vind lignede tygge flygels bløde ’snore’ eller noget andet. Men når den stod stille og ikke vivlede omkring hende tegnede den silhuetten af en ulv som var lige så stor som hende selv. Hun smilte og ’aede’ den på en underlig måde ”hej prins” grinte hun og blev væltet af vinden så hun nu lå på ryggen. Hun så sig om og var åbenbart vand til at blive væltet på denne måde. ”kom lad os gå hen og se på parken … der har jeg heller ikke været” grinte hun. Hun løb underligt stærkt men vinden kunne sagtens følge med. Da hun kom hen til parken tog hun pat i hegnet og klatrede hurtigt over det… ”pokkers du kom først” mumlede hun til den og følte jorden bevæge sig under hendes fødder. ”hmmm ” tænkte hun og lænte hovedet lidt til den ene side. Hun gik hen mod det sted hvor ’jordskelvet’ var kraftigst.

Kida så rundt da endnu et ’jordskelv’ kom ”PRINS” halvskreg hun og vinden løftede hende kort op hvorefter den slap hende. Hun lod sine vinger vokse ud der mest af alt lignede dragevinger… hun var nu meget godt tilfreds med dem. Hun svævede ca. 10 cm. Over jorden og kom i løbet af ingen tid over til det sted hvor ’jordskelvene’ blev startet. Hun så sig rundt og fik øje på et andet væsen. Hun opsøgte kontakt til hans aura og fandt hurtigt ud af at dette var en sortelver. Hun fløj langsomt hen mod ham uden at sige et ord. Vinden vivlede omkring hende og lyste også en smugle op. Dog ikke lige så meget som hendes syregrønne øgne gjorde.

Deamon sad stille mens han havde lænt sig tilbage så noget af hans hvide hår stak ud dog tog han sig ikke af det han hørte noget lyden af baskene vinger tatoveringer på hans krop inde under kappen sagde til ham at det var en dødsengel elver og menneske samt hun var 16 år i kropsalder og havde en stor leve alder udover det en levende vind sikkert en ånd eller noget han rejste sig op og lod hætten falde af og så på hende "Kida er navnet vis jeg ikke tager fejl" sagde han roligt hans tatoveringer kunne mærke alt det og fortalte ham det

”godt gættet” sagde hun kækt og landede, hvorefter hun nejede for ham ”og hvem har jeg så mødt?” spurgte hun, vinden vivlede omkring hende og lyste nu mere kraftigt. ”rolig prins” sagde hun lavt til vinden og håbede nok lidt på at sortelveren ikke havde hørt det. Vinden opførede sig en smugle mere roligt dog ville den stadig ikke vise sin skiggelse … hun smilte roligt og lændte hovedet en anelse til højre hvorpå hun betragtede sortelveren i længere tid.

"Deamon 'The evil king' Kanda" sagde han roligt og bukkede roligt mens han så på hende roligt og tænkte på hvor underlig hun var han kunne ikke helt gennemtænke helt præcist hvad hun var til hun virkede ikke bange det var hun nok heller ikke han så den anden vej og satte armene på kryds han havde en svaghed over for bløde bange svage piger ikke som hende hun var ikke bange så hende kunne han være ligeglad med

Hun nikkede og så lidt på ham *han virker ikke spichelt intraceret …* tænkte hun og himlede med sine øjne. Hun virkede på ingen måde nervøs eller bange… ”hvad bringer dig her til?” spurgte hun kækt… *hmmm mon jeg skulle drille ham lidt* tænkte hun. ”han mumlede noget på russisk til vinden og den snoede sig rundt om hende… den kunne ikke så helt stille men den snoede sig langsomt om hende.

"Træning" sagde han roligt og tog kappen af så man kunne se alle hans tatoveringer over hele kroppen mens han fortsat så på hende tatoveringerne begyndte at bevæge sig langsomt over hele hans krop og han så fortsat på hende "hvem snakker du med" spurgte han roligt

”underligt sted du har fundet dig at træne!” sagde hun kækt og så på ham med et lumskt smil.
Vinden fortsatte med at sno sig omkring hende. ”min prins” svarede hun gådefuldt.
Hmmm hvordan skal vi så drille ham her* tænkte hun til vinden. Der hurtigt begyndte at bevæge sig hurtigere.

Deamon så på dem med et roligt blik før han rejste sig "du spilder min tid" sagde han koldt mens hans tatoveringer begyndte at bevæge sig videre det begyndte at se uhyggeligt ud fordi de så ud til at blive levende og ansigter syntes der at kunne ses vis man kiggede længe nok på det

”underligt nok skulle jeg til at sige det samme bessefar” sagde hun kækt. ”helt ærligt hvem tror han at han er ? igoistiske nar” mumlede hun halvt på russisk halvt på fransk til vinden. Hun himlede med øjende og fnøs ad ham som var han en ussel lus. På intet tidspunkt blev hun bange på hans tatoveringer ingen gang nervøs. *idijot* tænkte hun.

"pas på hvad du siger" sagde han roligt og så på hende igen og så op og ned af hende "i det mindste klær jeg mig godt i forhold til dig hvad er det? Lilla hår? Og den t-shirt er du ikke lidt for gammel til pókemon" sagde han koldt før han begyndte at gå imod hende kraften og hans aura flød ud af ham synligt

”ellers hva ? får du jorden til at ryste igen?” grinte hun hånligt. Hun så lidt ned af sig selv… ”hva fan er pokemond…?” spurgte hun sig selv …*han må mene den der overdiminsjonelle kanin der er på min trøje* tænkte hun … hun vidste faktisk ikke hvad det var. ”det lilla hår er da bedre end gråt!... gamle mand” sagde hun kækt… hun var faktisk stolt over sit hår så lod det ikke mærke hende ”desuden hvilken form for stil skulle sådan en gammel mand der nok høre til på et plejehjem ha?”

Han faldt ned på knæ og satte hånden på jorden spyd fløj op omkring hende som et bur som så holdte hende mens han grinte "nej ikke ryste spyde" sagde han roligt "det er hvidt lille ven det er pænere end dit" han grinte "det er en eller anden film små børn ser på" han grinte mere

Hun så uimponeret på spyddene og fløj blot ud af dem. ”jer som om det siger du fordi du ikke vil indrømme det” sagde hun kækt og så overlegent på ham. Hun var sådan set ligeglad med hvem der så det eller ikke, hun gjorde det jo ikke selv men hun syntes nu den der gule kanin var rat nuddet. ”heay hvem tager sig af hvem der ser det” sagde hun ligeglad til ham og svævede ca. 10 cm over jorden.

Deamon grinte kort før han hoppede afsted med sådan en fart og kraft at hun intet kunne gøre før han tog fat i hendes hals og hamrede hende ned i jorden mens han så på hende med et ondt smil "hvad skal dit hår ligne? En hjelm" han grinte hånligt mens han fortsat havde fat om hende

Hun lavede et hurtigt ’tvist’ så han kom til at ligge nederst… ”nej det er smukt og skal forestille … tjo det ved jeg faktisk ikke… hår vel?” sagde hun kækt dog også tænkende. ”og de ord skulle komme fra en der har lige så langt hår som en pige?... men passer det som et svin?” sagde hun kækt. Hun satte hårdt knæet ned i hans mave så han nok ville miste pusten for en kort stund. Vinden vivlede ved siden af hende og hun smilte rolig til den ” otdyhatʹ” mumlede hun til den.

Deamons veltrænede eight pack gjorder sådan at der intet skete mens han grinte før han satte hånden på jorden og brugte sine natur kræfter så der kom rødder flyvende op og tog fat i hendes arme og ben og spredte hende kraftigt til alle sidder så det virkelig gjorder ondt "hvad prøver du på? Charmere mig" sagde han koldt med et ondt smil "jeg mener siden du står med spredte BEN!!" han sparkede hende hårdt imellem benene

hun virkede en smugle overrasket over at rødderne pludselig kom, men ikke spichelt tydeligt. Selvom hun havde utrolig styrke og nok selv kunne ha klaret dette besluttede vinden sig for at rive rødderne over. På grund af dette nåede hun at undgå hans spark. ”det skal du ikke regne med gamle!” sagde hun koldt og kækt. ”pædofil” mumlede hun… det var det jo ikke helt men alligevel var det klamt i hendes øjne. ” Blagodaryu vas moĭ prints” mumlede hun (oversat til dansk fra russisk ^.^tak min prins)

Han grinte og hoppede op og slog ned i jorden og begyndte at mumle "allerago seta" sagde han (gammelt elver sprog til 'moderjord hjælp mig') efterfulgt af at træer fløj op og begyndte at opsuge hendes vind som faktisk var luft og træer skulle bruge luft til at overleve mens han hoppede mod hende med en næve som han plantede i hendes mave "du kan ikke vinde jeg tænker hurtigere end noget andet" sagde han roligt og mærkede noget "lyselver" han smilede ondt "jeg hader elvere" han skubbede hende afsted mod et træ før han landede perfekt uden en skade og så på hende

Denne såkaldte vind tog ingen skade og vivlede hen omkring sortelveren og overtog den luft der normalt skulle være omkring ham, så han nu ikke kunne trække vejret. ”han er ikke luft” mumlede hun og følte den hårde næve i hendes mave. Hun mistede kort pusten og mærkede den hårde jord imod hende. Hun trak vejret dybt og gav ham et velplaceret og hårdt opper-cut der sendte ham godt 3 meter væk fra hende. ”ha du er selv elver!” sagde hun koldt… ”som om du kan vinde” sagde hun kækt ”gamle!” sagde hun igen. Hun rejste sig hurtigt op ” Knyazʹ my” mumlede hun (kom vi skrider).

Deamon tog næsten ingen skade da han landede han rullede rundt og stod oprejst igen med et ondt smil "ja jeg er en elver en elver som lever som en orker det er jer elvere som har tvunget orkere til at blive krigere det er jeres skyld" råbte han og styrtede mod hende igen mens han velplacerede en næve mere på hende mens træerne blev ved med at tage Co2 og omføre det til ilt så hurtigt at vinden ikke kunne nå at tage det så han havde masser af luft mens hans øjne blev halv røde et tegn på vrede og hans tatoveringer begyndte at bevæge sig vildt

”hvis ellers din hjerne eksistere … vil jeg prøve at sige at jeg kun er kvart elver og aldrig i midt ’lange’ liv har mødt en åndsvagt gris eller ork hvad du kalder de tingester” Hun undvigende hans slag og den lilla ’vind’ strøg blødt hen til Kida igen. ”helt ærligt gamle jeg gider dig ikke” sagde hun koldt og kækt. Hun ignorerede fuldstændigt hans tatoveringer som om de intet betød. hun fnøs koldt... "sortelvere" sagde hun overlegent.

"gamle" sagde han ligeglad med det ord "i det mindste kan jeg finde ud af at score nogen grimme" sagde han koldt og rettede sig op "i det mindste er min krop veltrænet og smuk ikke buttet og grim" han grinte og vente sig om for at gå og gik roligt afsted uden et ord mere