Face down.. what do you feel? - Alodia.

Sted: Udenfor Di Morga :: Forét - Skoven.
Tid: Omkring klokken 21:00.
Omgivelser: Chariot.
Vejr: Stille og rolig vind, med få stjerner på himlen.
Dato: 4. september.
_________________________________________________________________________________________________

En skikkelse på de omkring 18 år havde vandret ind mod skoven. En ukendt dreng, som ingen rigtig kendte til kun ganske få. Han hed Chariot Gorgeous, imens at han gik havde han puttet sine hænder ned i hver sin bukselomme på sine sorte tætsiddende bukser. Han havde røde converse på hvor der stod en masse ting på, for det meste navne, personer som han havde mødt igennem sit liv. Han havde en sort langarmet trøje på hvor han udover den havde en ternet skjorte på med farverne sort og hvid. Hans hud var bleg, så bleg at det ikke rigtig kunne beskrives med ord, han var selv blegere end en vampyr. Ellers havde han altid sine briller på, fordi han førhen var blevet genfødt og det havde gjort at hans syn blev sløret. Chariot havde også en cap på. Hans sorte hår sad som det skulle, perfekt glat. I stedet for pjusket og sjusket. Han lod sit blik glide rundt imens at gik ind imellem skoven og lyttede til stilheden, imens at han var alene, han kunne ikke lugte noget. Så han regnede med at han var alene. Han fortrak sine mundvige i et skævt smil, imens at han betragtede naturen og slappede af i kroppen, og trak vejret roligt. Imens at han tænkte alt igennem, alt hvad han på det sidste havde oplevet. Både dårlige også alligevel gode oplevelser. Men mest dårlige oplevelser, syntes han selv efter hans egen mening. Et lydløst suk undslap fra hans læber, imens at han gik.

I det fjerne kunne man høre hestehove, som roligt strampede mod jorden, som kom nærmere. Ved hestens side var en kvinde. Denne kvinde kunne falde i et med sneen og vinteren, men da der ingen sne lå, så var hun let at se. Hun bar sine grå ridebusker og en mørkeblå t-shirt, som sad løst. Hesten havde intet på, men Alodia stolede på, at den ville blive ved hendes side. De havde været trofaste venner igennem lang tid. Da hesten stoppede, stoppede Alodia automatisk også. Hun klappede roligt hesten med uden at sige noget. Men man skulle næsten tro, at hesten kunne høre, at hun sagde noget, fordi den slappede af med det samme. Alodia kiggede på sine omgivelser, men kunne ikke rigtig se noget, men ved et nærmere kig, fik hun endelig øje på en skikkelse, som stod længere fremme. Selvom hun havde boet mange år i Di Morga, så havde hun ikke rigtig haft nogen kontakt med andre væsner, da hun ikke altid har følt sig velkommen. Hun havde nemlig en kølig aura omkring sig, som skræmte de fleste væk fra hende, og så var hun ikke van til kontakt med andre.

Efter hans hørelse kunne han høre hestehove? Chariot hævede det ene bryn og han begyndte at kigge sig omkring for at se hvem det var som kom ridende på en hest, eller selvfølgelig kunne det også kun være en hest, men han kunne lugte sig frem til at der var et væsen til stede, et væsen som han ikke vidste hvad var, men han vidste bare at der var nogen til stede som ikke kun var en hest. "Hvem der?" spurgte han og begyndte at gå nogle skridt baglæns. Han vidste ikke om han havde sat retningen imod dem, han bed sig let i underlæben imens at lod sine øjne glide rundt, for at se om han kunne få øje på nogen, mens han fortsatte med at gå bagud. Men efter at han ikke holdte øje med hvor han gik, faldt han over en gren og ramte jorden hvor han lå på sin ryg, "arhg.." mumlede han og vendte sit blik op mod himlen, inden at han undslap et lille grin. "Må hellere lærer at slappe af.. og måske kunne jeg sove her?" sagde han stille til sig selv, det var ikke fordi han normalt snakkede med sig selv, men når han ikke var i nærheden af nogen, og var alene uden selskab, kunne han godt finde på det, fordi han af og til hadet stilheden, han kunne ikke lide at der var fuldkommen stille hele tiden.

Alodia forblev stille, da skikkelse sagde noget og begyndte at bevæge på sig. Skikkelsen kom længere mod hende, men med ryggen til hende? Han virkede måske en smule nervøs. Hun rakte instiktivt ud efter skikkelsen, som væltede, men hun var langt væk til at kunne nå det. Så hun trak langsomt armene til sig igen. Hun så lidt på skikkelsen, inden hun langsomt bevægede sig fremad. Hesten blev stående, hvor den stod og ville ikke følge med. Alodia begyndte at undre sig over, hvorfor han ville sove der, når der var noget, som hed hus eller lejelighed.
Alodia bøjede sig over personen, da hun var tæt nok på. Hendes hår faldt ned langs hendes skuldre og ramte næsten drengen, som lå på jorden. *Er du okay?" spurgte hendes stemme i hovedet på ham. Dette var den eneste måde, hun kunne kommunikere på, men hun havde intet i mod. Og på denne måde kunne personen, hun snakkede, vælge, om de ville lukke af for hende, eller om de ville høre på hende. Hun kunne alligevel ikke rodde rundt inde hjernen på folk.

Chariot hævede det ene bryn da han kunne høre.. en stemme inde i sit hoved? Han bed sig diskret i læben, "Ja.. jeg mistede bare balancen" sagde han stille med et skævt smil, inden at han kiggede op på en pige eller en kvinde.. hun så noget ældre ud end ham. Da han efterhånden fandt ud af at hun ikke kunne tale, kom han til at tænke på Maylana.. *Glem hende..* tænkte han letter irriteret med et suk som undslap fra hans læber igen. Han rynkede sin næse da han mærkede at han ikke havde sine briller på, da de var faldet af efter hans fald. "Hvor er mine briller?" spurgte han og kiggede sig fortvivlet omkring. *Åh nej* tænkte han og lagde sine hænder op for hans ansigt, så de også dækkede for hans øjne, han var bange for at han ville bruge sin evne, imens at den var ukontrolleret, når han ikke havde sine briller på og han tænkte hvis han skjulte sine øjne, så gjorde han sikkert ikke noget, "Ehm.. ikke fordi jeg ikke vil se på dig.. eller noget.. men det er noget med min evne.. vil du hjælpe med at finde mine briller?" spurgte han stille.

"Du har intet at frygte. Jeg kan ikke gennemrode dit sind, så jeg ved ikke, hvad du tænker eller føler. Dette er den eneste måde, som jeg kan kommunikere på, da jeg er stum." fortalte Alodia, mens hun rettede sig op og skubbede håret bag sine skuldre igen. Hun kiggede ned og det ud, som om panikken ville ramme drengen, hvis han ikke fandt sine briller. Han havde dækket sine øjne og frygtede næsten, at noget ville ske omkring hans evne. Hun kiggede omkring stedet, hvor han var faldet, og fik hurtigt øje på et par briller, som ikke lå langt fra hans hovede. Hun satte sig ned i hug og samlede brillerne op. Hun rørte let ved hans hånd, som lå over hans øjne, med brillerne for at vise, at hun havde fundet dem til ham. "Hvorfor er de vigtige for dig?" spurgte hun forsigtigt.

Chariot fjernede sine hænder fra sit ansigt lige så stille og åbnede sine øjne, da han fik øje på sine briller, han smilede skævt og tog imod dem inden at han tog dem på igen. "Tak" sagde han stille og nikkede kort, "Fordi hvis jeg ikke har dem på.. kan mine evner gå amok.. mit syn er sløret" sagde han og bed sig diskret i underlæben, "Du minder om en af mine gamle veninder.." sagde han så med et svagt smil, inden at han rejste sig op og rettede en smule på sit tøj. "Hvordan er du.. blevet stum?" spurgte han forsigtigt af ren nysgerrighed. Han vidste ikke om han ville få det at vide. Og han ville da acceptere det, hvis han ikke måtte få det at vide. På den ene side kunne han godt forstå det, hvis han ikke fik det at vide, da de jo ikke kendte hinanden så godt endnu.

Da han havde taget sine briller, rejste Alodia sig op. "Fordi du ikke kan se det, som er i nærheden af dig, og så bliver du muligvis bange?" halvspurgte hun ham. Det kunne jo sagtens være det. Han havde jo ikke set hende med briller, så han vidste ikke, hvem eller hvad hun var. Han vidste ikke engang, om hun var ven eller fjende.
Alodia tænkte lidt over hans spørgsmål omkring, hvorfor hun var stum. Det var ikke tit, at hun mødte nogen, som spurgte. Mange accepterede bare, at det var sådan. "Det er min såkaldte "straf". Men jeg har ikke kunne tale siden min fødsel." forklarede hun. Hun ville ikke forklare, hvorfor hun fik denne straf. Hun forstod heller ikke, at hun fik denne straf. Med hendes far var der intet sket, men måske, fordi hun var anderledes. Hun kunne ikke forklare det.