Clash of Evil!

Tid: 00:12pm
Sted: Skov, uden for en skjult hule der føre ned til en mægtig krystal som andre Dæmoner vogter.
Omgivelser: koldt, mørkt, ubehageligt!

Ma'lakel stod med det i hånden, krystallen inde fra Ynglens hule. Han smile bredt, og så hypnotiseret ned på den mørke blå krystal der emmede af magt og korruption! Mere, mere, det kunne aldrig være nok! Han ville have så meget kraft at selv om han stødte på en hel dæmon ville han kunne slå ham ihjel uden så meget som at blinke!
Han lod tungen glide over dens overflade, imens han lukkede øjne i nydelse og indhalede kraften så hans øjne rullede bagover. Hans smil blev større og breddere imens han følte hvordan hans hjerte slag stille døde hen og krystallen lyste. I et hvidt skær sprang den! Og det hvide skær kom nu fra Ma'lakel's tatovering! Han stod stille et øjeblik, hans smil forsvandt imens han betragtede hans lysende tatovering.
Hvert øjeblik nu, kunne hans menneske halvdel blive helt udslettet!
Med en højt og manisk latter sank han til sine knæ og krøllede sig sammen af smerte; men det var en god smerte! En vidunderlig smerte, det var magt!!

Zane stod lidt derfra, med fronten halvvejs vendt mod Malakel. Han var iført en lang, sort kappe, men han havde undladt at slå hætten op.
Han havde bøjet hoved og lukkede øjne, fordi han lyttede.
Zane åbnede langsomt øjnene, rettede hovedet op og så Malakel direkte i øjnene. Hans sølvfarvede øjne var så kolde som is, og ondskaben lyste ud af dem.
*Hvem er denne tåbe?* tænkte han en smule nysgerrigt.
Han kneb øjnene en smule sammen, og blev ved med at stirre koldt på Malakel.

Først havde Ma'lakel slet ikke lagt mærke til at der var nogen. Den sort klædte gik jo næsten i et med den mørke skov han befandt sig i. Vinden, kulden, var så kold som hans blå øjne og da Ma'lakel endelig mødte dem gav han en vred hissen fra sig, automatisk. Der var noget i hans under bevidsthed som klikkede. Et medfødt instinkt der sagde han skulle løbe væk, af intet andet en bare frygt. Og det var en første gang for Ma'lakel, han havde aldrig været bange, eller følt sig selv nødsaget til at trække sig af samme grund. Han rejste sig men stod krympet sammen, han vidste ikke hvorfor han ikke kunne rejse sig helt. Den højre side stod længere oppe end den venstre. Den venstre låste sig! Han kunne ikke... ikke bevæge den. Hvem helvede var den satan?! Og hvorfor så han på ham, med de... de ... øjne.
Ma'lakel's grønne øjne lyste dyrisk i mørket, men de var ikke fyldt med; sadistisk nydelse, vrede, eller overlegenhed som de plejede. De signallerede en mærkelig form for underkastelse, som Ma'lakel selv ikke kunne fordrage! Som en ulv der bukker sammen for flok-lederen, stod han tilbage foran Yngel hulen. Han vidste ikke om han skulle løbe, blive stående, eller snakke til væsnet foran ham.

Han holdt blikket på Malakel, spidede ham med sine iskolde øjne, og sagde:
"Jeg kan fornemme din frygt. Hvem er du, og hvad gør du her?" sagde han. Hans stemme var nøjagtig lige så kold som hans sølvfarvede øjne, og en sadistisk ondskab lå dybt i den.
Han lagde armene over kors, og studerede Malakel.
*Skydevåben... en stank af dæmonblod... og... mørk magi?* tænkte han.
Hans interesse var endnu ikke helt vakt, men alligevel...

Noget slap ham fri, hans venstre side var ikke længere låst idet den mørke tingest talte til ham og spurgte til hans anliggende. Irritationen voksede inde i halv-dæmonen og den blev ikke mindre imens han betragtede væsnets vurderende øjne. Han tog sig lidt til skulderen og gav så et dejligt overlegent smil; og følte sig normal igen.

,, Det rager vel ikke sådan en mørk skønhed som dig?", kom det ud af hans mund, uden han rigtig nåede at tænke over det.

Han kneb øjnene endnu mere sammen, og sendte Malake et isnende blik.
Så forsvandt han i den blå luft. Øjeblikkeligt.
Sekundet efter, stod han bag ved Malakel med armene over kors.
"Gør du nar ad mig, halvblod?" hvislede han iskoldt.
Han havde stadig ikke trukket sine våben, han virkede ikke engang som om han gad.

// sorry, skal lige i banken ^_^ //

Ma'lakel flyttede sig ikke en meter, hans smil blev bare bredere og han kunne mærke hvordan noget inden i ham virkelig nød dette, men den anden del kryb fuldstændig sammen! Der gik en kuldegysning igennem ham da væsnet kom frem bagved ham, og det mørke der kræsede omkring dette væsen var næsten ved at kvæle ham, men han havde ikke lyst til at krympe sammen som en anden skrøbelig skabning.

,, Narj da!", sagde han så med sarkasme i stemmen. ,, Jeg komplimenterede blot Deres karismatiske udstråling, det er sjældent man ser den slags kulde og ondskab. Men du er lidt langsom er du ikke?"

*... du leger med din egen død Ma'lakel... men... det er sjovt!*

Han smilede ondt og sagde: "Hm..."
Han stirrede koldt på Malakel, og tog øjeblikkeligt kontrollen over ham.
Han tvang Malakel til at vende sig og knæle. Derefter tvang han ham til at trække sin pistol og sætte den for sin egen tinning.
"Er vi færdige med at være spydige?" spurgte Zane roligt, og gav Malakel kontrollen igen. Han stod bare med armene over kors, og stirrede ned på den knælende Malakel.

Halv-dæmonen, skuttede sig idet han følte at venstre side låste sig igen. Han blev presset ned imod jorden denne gang og på en eller anden måde tvunget til at knæle. Hans højre side stod tilbage, og kæmpede bragt for ikke at adlyde. Han så ned og fulde sin venstre hånd imens den rakte over efter hans pistol, han satte højre hånd på den og holdt den med al kraft tilbage så kun finger spidserne lige rørte pistol skaftet. Derefter så han bare op på væsnet med et nyt overlegent og sadistisk smil:

,, Hvad er du?"

Han så på ham, og gav ham kontrollen igen.
"Så du er halvdæmon. I så fald ville det kræve en smule mere af mig at tage fuld kontrol over dig... mit navn er Zane D'tarion, Dæmonmesteren." hvislede han iskoldt.
*Jeg er snart træt af denne ukompetente hvalp...* tænkte han.

Da Ma'lakel fik alt kontrollen igen, knækkede han af grin! Han rejste sig og stod med tåre i øjne af grin over det personen lige havde sagt!!
*.. Dæmon Mester? Den er sku go' med dig, han må da være retarderet eller sådan noget, det findes ikke!*
Med en hurtig bevægelse tørrede han en tåre væk fra øjet:

,, Aha... okay, makker, men den må du sku' længere ud på landet med! Helt seriøst, hvad er du?"