There where everyone is? - Manda

Sted : Forêt - Skoven
Tid : Eftermiddag
Vejr : Overskyet og meget mørkt, selvom at det er omkring 16 tiden ...
Omgivelser : Ingen sådan rigtigt nogen?

En knirken fra træerne der blev rusket af vinden som blæste hen over landet. Skyerne dækkede hen over den ellers så himmelblå himmel. En kvindelige skikkelse bevægede sig langsomt igennem skovens mange træer, kæmpede sig næsten igennem tærenet, som buske og grene dækkede jorden. Hun bannede let for sig selv, og gad virkelig ikke det her. Hun havde hørt at hendes mor Mary, muligvis befandt sig her ude. Hvem viste, måske var det en mulighed? Hun ville så gerne finde hende, bare få en chance for at få et normalt liv. Med da bare en mor som måske gad hende? Eller, det viste hun jo ikke om hendes mor ville have noget med hende at gøre, men i hvert fald bare at få chancen for at måde den som havde fået bragt hende til verden. Denne skod verden som hun nu engang levede i. Hun bed sig hårdt i læben og lagde armene omkring sig selv, mens hun fortsatte sin gang ind igennem skoven, og fortsatte dybere og dybere der ind.

Manda gik roligt rundt i skoven. Han gabte lavt og gned sine øjne. Han gik roligt og lugtede lidt ud i luften. Et menneske? Men de var jo næsten i midten af skoven... Han sprang op i et træ og kom hurtigt frem til pigen. Han kiggede på hende og satte hovedet på skrå. Han smielde let og kiggede på ehdne. Han hoppede ned og løb hen til hende, "Hey! Hvad laver du så dyt i en skov?" spurgte han undrende. Hans gule øje gav et lille skær fra sig og hans sorte havde et roligt blik. Han kiggede på hende og smilede uskyldigt. "Er du måske faret vild? Jeg kan godt hjælpe dig ud hvis det er?" smilede han. Han ville få det dårligt over at efterlade et menneske herude. Så han ville nok helst blive hos hende. "Hedder forresten Manda." smilede han let og rakte sin hånd til hende. "dig?"

Mizra gik i sin egen verden, mens hendes hænder begravede sig i lommerne på hendes læderjakke. Hun havde derfor ikke hørt at det havde været andre i skoven, gik faktisk ud fra at hun var helt af alene. Hvilket jo ikke var tilfældet, da en stemme pludselig lød bag hende, hun vente sig langsomt om, mod stemmes ejer mand, og fik øje på en mand, dreng hvad man nu skulle kalde ham. Løbende mod hende, langsomt lagde hun hoved på skrå, og løftede lige så stille det ene øjenbryn, og tænkte over hvad fanden han egentlig ville hende "Nej... tak kan finde vejen udenmærket selv.. tak" sagde hun, en smugle spydigt, men stadig venligt. Så godt, som hun nu formåede det. Han var da fandeme hurtig fremme i skoene, det var jo sku da lige før at hun slet ikke kunne følge med i hvad det var han snakkede om. Først snakkede han om, om hun var faret i vild, så hvem han var, og nu ville han vide hvem hun var? Jamen, hvad nu hvis hun ikke havde tænkt sig at sige hvem hun var? Hendes øjne blev en smugle smalle mens hun kiggede på ham. Lod dog stadig sine hænder forblive ned i lommerne, og lagde hoved en smugle mere på skrå, mens hun betragtede ham fra top til tå. Elevator blikket, uden egentlig at tjekke ham ud. Gad vide, hvad han var for en, og hvorfor han i det hele taget var løbet efter hende "mizra.." sagde hun lige så stille og trak hænderne ud, af deres beskyttende hi i lommerne og lagde armene over kors "Og hvad laver en som dig.. så ude i skoven?" hun virkede ikke yderlig bemærket over at han havde to sæt øjnefarver, enden var det fordi at han var et væsen. Eller fordi at han havde kontaktlinser i. Men hvilken en af dem det var, var hun dog ikke så sikker på. Det kunne vel også være lige meget? Hun kiggede lidt ned på hans hånd, og tog den så lige så stille efter noget tøven, og trykkede den kort. Inden hun tog den tilbage igen, som havde hun trukket noget giftigt.

han kiggede undrende på hende og satte selv hovedet på skrå. Han nikkede blidt med et smil til hende, "Ok. Det var da godt du ikk var faret vild." sagde han med et smil og aed ehendes hoved blidt. Han tog dog sin hånd til sig igen, fordi hun måske ikk ville kunne li det. Men en vane var en vane. Han kiggede roligt på hende og forstod hende ikk helt. Han grinede dog lidt over alle de tanker der strejfede hende, han ville ikk en gang høre dem. Men han kunne ikk gøre for det, de kom som vinden igennem hans øre. Han kiggede roligt på hende og smilede, "Må jeg kalde dig Miz? Eller vil du helst have jeg kalder dig Mizra?" han vidste ikk hvorfor han spurgte. Fordi han vidste godt han endte med at kalde hende Miz, det kunne hun ikk flygte fra fra nu af...xD "Hvad en som MIG laver her? Øhm... Går rundt?" smilede han uskyldigt. "Men er det ikk mere MIG der skal spørge DIG om det? Du er jo et menneske der går rundt i den dybeste del af skoven, der kan squ være farlige dyr herinde." Han gik hen til hende og lagde en hånd ved hendes hage, han fik hende til at blotte halsen og lagde munden ved den. "SOm mig..." smilede han. Han endte dog med at grine og gik lidt tilbage. Han kunne bare ikk holde den facade. Han grinede lidt barnligt og smilede glad til hende. "Ej driller, gør dig ikk noget." smiled han barnligt.

Hendes øjenbryn fløj halvt op over det han gjorde, og trådte et skridt tilbage, da han begyndte at ae hende på hoved. Hvilket, ikke lige var noget som hun satte højset på sin ønske liste at blive. Tungen gled langsomt ud og fugtede læberne, mens at hun tænke lidt over hvad fanden han var for en, siden at han synes det var okay at klappe andre på hoved som man ingen gang kendte. I hendes verden, så rørte man knap nok fremmede. Hendes øjne blev nogle smalle sprækker, mens hun betragtede ham, og sagde ikke noget til det han sagde, var sådan lidt ligeglad med at hun var et menneske, og om at hun var på vej ind i den dybe del. Da han så lagde sin mund ved hendes hals, kastede hun lidt med hoved, og skubbede ham svagt væk "Altså.. hvem tror du lige du er?. Bare fordi jeg er menneske kan jeg udenmærket selv klare mig.." Sagde hun surt, og vente om på hælen, "for det andet, kan man jo aldrig vide hvad jeg vil vel!? Du kan jo blande dig uden om måske?" halv råbte hun over skulderen, så han kunne hører det. Mens hun hoppede op, greb en gren og svingede sig over en lille å der gled igennem skoven, som sikkert hørte til en eller anden lidt større sø, ude for skoven. Sådan var det jo, vandet snoede sig afsted, og stoppede aldrig. Der var jo vand over det hele. En underligt tanke der egentlig slog hende, mens at hun kæmpede sig videre igennem skove, lidt ligeglad med om der kunne være dyr. Hun skulle vel nok klare sig, hvis ikke, var det jo bare synd.