Just feeling like... ~Toby~

Skikkelsen så hen mod det lille nærmest hviskende ord… ”5 dage uden mad… 5 lange dage, og så lige når man har det værst og slet ikke har lyst til at spise” mumlede skikkelsen og fløj over til Amelia ”så kommer der en forbandet aspera og skære sig i fingeren så man umuligt kan la vær med at lægge mærke til det… og når man har haft sådan nogle lortede 5 dage, hvor man har brugt al sin energi på at la vær med at udtænke planer for at slå sig ihjel… så er det FANDERME SVÆRT IKKE AT BIDE DIG LILLE ASPERA!” det sidste han sagde blev nærmest spyttet ud med så meget had at det ville kvæle al ens gode humør og nok i de flestes tilfælde kvæle alle andre følelser end frygt. Han så på pigen da hun spurgte om han var okay ”NEJ GU ER JEG IKKE OKAY!!!! DU HAR LIGE GJORT DET HELE VÆRRE!” skreg han og stillede sig helt op af hende hvorpå han slikkede hendes hals et par gange, og tog pat om begge hendes håndled, han førte den finger der var skåret huld på hen til hans læbe og en dråbe blod landede på jorden. De tildækkede øjne lyste og han snuste kraftigt ind af lugten fra hendes blod. Han slikkede kort hendes finger og gav slip på hendes ene håndled og kort efter også det anede, hvorpå han hurtigere end hun kunne nå at reagere tog fat om hendes hoved med den ene hånd og placerede den anden hånd på hendes skuldre, og strakte hendes hals, hvorefter han satte tænderne i hendes hals, og langsomt sugede hendes blod ud.

Amelia blev nærmest skræmt over hans ord. Den voldsomme måde at han forklarede hende lille uheld. Og gav hende skylden for det hele. At han ikke havde fået noget mad i fem lange dage. At han var i sådan et dårligt humør. Hun var ligeved at faldte baglæns ned fra vippen så hun ville have endt på den anden side. Men hun kunne sagtens hold sig oppe emd lidt kræfter. Hvorfor skulle han lige være så tæt på hende nu. Hun stivnede da hun kunne mærke hans tungespids mod hendes hals og nakke område. Hun prøvede at gøre lidt modstand da han havde taget fat i hendes håndled. Og da han så løftede hende beskadede hånd vidste hun nærmest med det samme at han virkrlige ikke kunne holde sig. Hun var tæt på at trække sin hånd til sig igen da han valgte at slikke den smule blod der nu var fremme væk. Men da hun så var lige ved at være faldet lidt mere ned over denne frygt der var blevet efterladt i hende kunne hun mærke hvordan at han var kommet endnu tættere på hende og var begyndt at strakte hendes hals så den var klar til at bide. Hun spærrede så sine øjne en hel del op og da hans tænder havde spidet sig ned i gennem hendes hud lod et højt og hjerteskærende skrig fra hende. Hun så bare skræmt mod himlen mens at en enkelt tåre havde fundet sin vej ned af hendes ene kind. Det gjorde ufatteligt ondt og det var underligt nok første gang dette var sket. Normalt havde hun undgået det. Så efter nogel få sekunder fik hun samlet kræfter til sig og skubbede ham hårdt væk fra sig. Hun fik ham væk men det endte også med at hun lande på jorden på den anden side af vippe. "FOR HELVED!! Det er squ ikke min skyld det hele!! Var det måske ikke dig der pludselig mente at verden skulle kende til din vrede??!" Endnu en tåre faldt ned af hendes kind. "Kunne du ikke bare have fundet dig et menneske!??" Hun lignede virkelig bare en lille uskyldig pige der lige havde været tæt på at blive voldtaget eller sådan noget. Hun var virkelig skræmt. Hun havde været utrolig bange for sit liv. Og det var hun stadig. Hun kendte jo ikke til den måde at vampyre havde en dræbende virkning på asparas..

HAN SÅ LIGEGYLDIGT PÅ HENDE, MEN DET KUNNE HUN JO IKKE SE
Han tog sig ikke det mindste af at hun mistede balancen og heller ikke de drastiske forsøg på at få ham væk. Men skrigene, de skrig hun udstødte så ud som om det påvirkede ham kraftigt, som om man stod og hamrede ham i hovedet med en hammer eller noget tungere. Da hun endelig fik skubbet ham væk hvæste han så kraftigt af hende som han nu kunne, han tog sig til hovedet i smerte og udstødte selv et skrig uden lige, som en kat der var ved at blive flået levende bare højre, meget højre. ”HOLD KÆFT MED DET FORBANDEDE SKRIGERRI!!!!!!” skreg han lang tid efter hun var stoppet med at skrige. Han satte sig på knæ i sandet og pressede sine hænder så hårdt ind mod hans øre at det så ud som om det var ved at blive knust. Først nogle minutter efter hun havde skældt ham ud reagerede han. Han tog hænderne ned og så koldt på hende, på trods af at hun ikke kunne se det. ”SÅ HOLD DOG KÆFT KÆLLING! TROR DU AT DU ER DEN DER HAR DET VÆRST” nærmest skreg han, med en så kold og ond tone at det føltes som om alt blev frosset til is, og noget blev da frosset, nemlig sandet omkring ham. Al sand i en meters omkreds blev frosset til is imens han råbte af hende. ”HOLD KÆFT” skreg han igen på trods af at hun allerede var stille. Han slyngede hovedet frem og tilbage som om der var noget inde i det han ville ha ud, men han ikke kunne få ud.

Som om at man ahvde trykket på delete sad hun helt stille uden at sige et eneste ord allerede efter hans første råberi eller skrigeri. Hun kunne sagtens se ham. Hendes øjne var spærret en del op så deres specielle hasselnøddebrune farve blev mere tydelig for omverden og de stirre bare skræmt mod denne dreng der så ud til at være tæt på at træde ind i de voksenes rækker. Men der kunne også skimmes en svag forståelse. Hun anede ikke hvordan han havde det. Selv havde hun det ikke helt godt. Dog ikke kvalme og svaghed men mere skræk for alt og alle om sig. Hun havde virkelig været bange for at forsvinde for dette sted. Hun sagde stadig ikke en lyd så bare på ham. Hun var helt tavs da hun studerede hans bevægelser. Satte en form for kode på hver og en så hun nemt kunne finde rundt i tingene om hende. Så efter noget tids stilhed træk hun meget langsomt sine ben ind til sig. Hun svang blidt sine arme om dem og pressede dem længere ind til sig så der ingen mellemrum kunne ses mellem hendes ben og hendes overkrop. Hun så så endelig væk fra ham og så bare ned i det frosne sand foran sig. Hendes hage hvilede blidt mod hendes knæ og der kunne stadig ikke ses nogen smil på hendes bløde læber. "...Undskyld..." lod det så lige hørligt fra hende. Hun havde det med at føle en vis skyld over alting. Og den var en smule stærkere denne gang. Det blødte stadig fra det sår der var blevet lavet på hendes hals. Lange rifter fra da hun havde skubbet ham væk og han ikke havde nået at trække sine tænder til sig..

Det så ikke ud som om der på et eneste tidspunkt var stille inde i hans hovde. På trods at han havde fået alt omkring sig til at tie, så var der en frygtelig larm og skrigeri inden i ham. En skrigen som var tæt på at få hans forstand til at briste. Han tog sig ikke af hvad hun lavede men i stedet kun af hvad der skete inde i ham. Han krøllede sig stille sammen på det frosne sand og tog atter hænderne op til ørene for at få skrigene væk, men forgæves lige meget hvad han gjorde blev de ved at komme. Først da hun trak sine ben til sig skete der noget, halvdelen af legepladsen blev frosset til da han igen skreg et hjerteskærende koldt og ondt skrig. Sand, gynger, vippen og selv hegnet blev frosset til. ”stop” lød en svag visken fra ham, som en uskyldig kattekilling der aldrig i sit liv havde gjort noget galt, lagde han på den iskolde frosne jord og holdt sig for ørene. Efter godt et kvarters tavshed satte han sig stille op og så rundt, stadig med hænderne for ørene. Han havde ganske vidst hørt hvad denne smukke unge aspara havde sagt men ikke svaret. Han så længe på hende som om han først nu lagde rigtigt mærke til hende. Han betragtede de to bidehulder hun havde i sin hals og det blod det så småt var stoppet med at flyde fra hendes hals. Han slikkede sig om munden og tænkte sig kort om ”bed jeg dig?” spurgte han næsten lydløst.

Amelia så ikke ud til at ville se op på ham. Heller ikke da han så spurgte om han havde bidt hende. Var han dum eller hvad?? Kunne han virkelig ikke se på hende at hun ren faktisk var blevet bidt og at han var den eneste vampyr i nærheden. Men hun kunne ikke klare at være sur og tvær lige nu. Så igen efter noget tid rettede hun sit hoved lidt op. Det gjorde en smule ondt på grund af det sybe sår på hendes hals. Hun græd ikke mere men hendes kinder var stadig fugtige af de tåre før. "..Ja. Og hvorfor?? Fordi jeg du er i et dårligt humør og jeg tilfældigt skar mig selv i fingen.. Ved du hvor fandens ondt det gjorde og hvor bange du gjorde mig!!" forklarede hun ham så. Med en stille og rolig stemme men stadig rystende. Hun var stadig utrolig skræmt af ham. Hun træk sine ben endnu tættere ind til sig. Hun førte sin ene hånd op for at tørre sine øjne lidt og lange armen om sine ben igen. Hun gemte derefter sit ansigt i knæene og hendes krop begyndte at ryste endnu mere. Hun tog sig ikke af at hendes skjorte blev helt rød ved den ene side. Eller at hendes hår faldt ned i det blødende sår selvom at det bare ville gøre afsindigt ondt når hun skulle have det ud af såret igen..

//Skal smutte =___= Skrives ved imorgen//

//ok ses//

//Forsætte??..//

Han fnøs koldt af hende, og man kunne tydelig se at selvom han ikke rigtigt kunne huske hvad der var sket de sidste par timer, så var han ikke i godt humør, og man skulle ikke prøve på at pisse ham af. Han så længe på hende og ventede på svar, men han var tydeligvis ikke så tålmodig lige nu, han bankede et par gange i den frosne jord som tegn på at hun langsomt gik ham på nerverne. Han betragtede hendes våde kinder og et meget lille, men ondt smil kunne ses på hans læber, dog var der noget underligt ved det, som om han ville grine og tørre hendes kinder, og derefter kramme hende til hun var glad igen, som om han ville hjælpe hende, og gøre alt for hende for hende, ja selv hente himlen her ned, og så alligevel dækkede ondskaben for det, så man ikke kunne tyde det rigtigt. ”jeg kan ikke huske noget af det lige nu… det kommer, mine evner er ved at udvikle sig” sagde han inden hun havde nået at sige mere end de første 3 ord… derefter lyttede han til resten af hvad hun sagde ”tilfældigvis ved jeg hvor ondt det gør… og det kunne ha været værre hvis jeg havde ’forgiftet’ dig så at sige… hvis jeg havde gjort dig til vampyr… så skreg du stadig…” sagde han roligt og lagde sig på ryggen. Han trak vejret dybt igennem næsen, men holdt sig straks for næsen og satte sig op i løbet af ingen tid… ”gider du lige!” sagde han en smugle koldt, og hentydede til at han gerne ville ha det blod væk hurtigt!

//ja xD//

Der gik et lettere forskrækket chok gennem hende krop da han bankede hård i den nu tifrosne jord. Hun havde godt set direkte på ham med hovedet rettet op lige netop på grund af dette. Dog så hun lidt væk igen da hun endnu en gang havde faldte lidt ned igen. Hun slappede vel en smule mere af. Hun lyttede til hans ord. Grundigt for ikke at misse et eneste af lydende. Hun ville viste bare have det hele med. Hun lod sin tungespids titte frem og fugtede derefter hendes læber. Først overlæben og så var det underlæbens tur som hun bagefter satte sine tænder blidt ned i. Hun kunne fornemme hvordan at han lagde sig ned på ryggen og hvis hun ikke tog meget fejl så han mod himlen. Men hun kunne nemt have det forkerte svar omkring det. Hun så så igen hurtigt op på ham da han igen talte til hende. Hun kunne ikke helt lide hans undertone men på en eller anden måde forstod hun ham jo egentligt godt. Hun slappede igen af lidt efter. Det viste hendes skuldre alle og en hver. Hun sank en mindre klump før at hun atter begyndte at bevæge sig. Hun rejste sig op. Stille og roligt da hun var begyndt at blive ret svimmel af det og den blodmangel hun havde fået. Dog ikke så meget. "Jeg..Jeg..Jeg er virkelig ked af hvad jeg nu end har gjort.. Det var ikke med vilje..!" lod det så forsigtigt fra hende og gråden og skyldfølelsen kunne høre i hendes stemme. Så gik hun ellers med rystende skridt hen over legepladsen. Nok var det nu egentligt ham der skulle gå men nu var Amelia som hun var..

Han tog sig ikke rigtigt af hende selvom hun så meget chokket ud. Han holdt sig fortsat for næsen men det kom et lille, kort og lavt grin fra ham da han opdagede hvor stille hun sad og lyttede når han fortalte. Nærmest som om han var ved at fortælle om hvornår jorden ville gå under og hun ikke ville misse noget som helst af det. Det undrede ham lidt, men hvad der mere undrede ham var at hun ikke var flygtet, eller prøvet på at få ham til at undskylde på nogle måde, hun var underlig anderledes... men det var der vel ikke noget galt i vel?. *hun er umådelig skrøbelig* tænkte han kort og betragtede hende da hun rejste sig op, han lyttede godt efter da hun talte da hun ikke snakkede synderligt højt. Toby rev noget af isen op og rejste sig forsigtigt op, og med ligeså forsigtige skridt gik han over til hende med et stykke af den kolde is. Han holdt omhyggeligt vejret og lod isen ramme hendes hals der hvor han havde bidt hende, et kort grin kom fra ham da hun undskyldte for det der egentligt var hans fejl. Da hendes hals, eller i hvert tilfælde det område hvor han havde bidt hende, var bedøvet rev han lidt af sin trøje af og tørrede såret med det så blodet forsvandt. han smed tøjstumpen og isstykket væk og gik hurtigt væk fra hende igen da han ikke kunne holde vejret længere.

Det gav et mindre sæt i Amelia da hun kunne mærke den høje kulde der blev lagt mod hendes hals. Hendes sår. Hans stadig blodende sår. Hun kunne mærke hvordan at hun holdt smerten for sig selv. Hun råbte ikke op eller skreg. Hun så ingen grund til det. Sidste gang da hun skreg var for at sige på en eller anden måde at han skulle stoppe. Hun havde været skræmt fra vid og sans af hendes uvidenhed. Hun stoppede med det samme op og bed sig hårdt i læbern men at hun kunne fornemme hvordan at hendes hals begyndte at blive mindre følelses løs. Hun slappede mere af i kroppen før at hun så kunne mærke de ru stogf blive dyppet og gnubbet over hendes sår. Hvad lavede han? Hun stod bare stille mens at han nu lavede havd han lavede. På den ene side med en frygt for at han bare gjorde sig klar til at bide igen men så på den anden side med en glæde over at hun ikke havde gjort noget forkert før. Hun lod sig så dreje halvt om mod ham da han endnu en gang gik væk fra hende. Nu var det hende der kort blev lidt undrende. Men det forsvandt hurtigt igen. Et smil begyndte så at komme frem på hendes bløde læber. Hendes sædvanlige varme og søde og let uskyldige smil. Det var ikke særlig stort men stadig synligt. Som om at hun følte sig tilgivet. Så vendte hun sig om og gik igen den vej hun også gjorde før. Hun var virkelig svær at få satte de rigtige ord på..

Han stod og betragtede hende ovre ved isen godt 6 meter fra hende. Han lænte hovedet kort på skrå da han ikke helt forstod hvorfor hun gik. "du er en anderledes person" sagde han roligt, den charmerende tone som ellers altid var så markant var skruet rimelig ned så man næsten ikke kunne høre den. Han smilte kort, og let charmerende over hendes smil... *så urotelig skrøbelig* tænkte han og rystede en enkelt gang på hovedet, inden et 'voldsomt' hosteanfald brød frem. Han knorede kort af sig selv men rattede sig så på og så lidt på hende. "hvorfor går du ?" sprugte han roligt og tørrede en mørk væske der sad ved hans mundvige væk. Det mindede nærmest om blod, men i den lave belysning der nu var kunne man ikke helt se hvad det faktisk var.

Amelia stoppede så igen op. Kunne hun ikke få lov til at gå som han nu sagde hun skulle. Havde han ikke hentydet til det? Eller havde hun taget fejl? Hun så så lidt undrende på ham. Anderledes. Alle var vel anderlede på en eller anden måde så hun forstod ikke om det var dårligt nemt eller måske godt ment. Hun håbede selvfølgelig på det bedste. Hun lagde stille og roligt sit hoved let på skrå og så spørgende mod ham. Men også stadig overrasket. Hun blev stående hvor hun nu stod. Ville ikke gå tættere på lige nu. Hvis han ville hen til hende måtte han selv få rejst sig og gå hen til hende. "Ehm..Anderledes??" sagdfe hun spørgende igen mens at hun tænkte lidt over hans spørgsmål. "Hvborfor jeg går?? Har du ikke sag..." MEre nåede hun ike at sige før at hans hosteanfald kom og da snart hun så den blodlignende væske der kom op. Hun blev en smule skræmt men også bekymret. "Er du okay???"

"jeg bidder ikke igen" sagde han let drillende dog venligt på samme tid, det var underligt, han var underlig, anderledes, på en måde lignede det at han ville flå hende levende, og så igen hvis man så godt efter lignede han en der ville beskytte en for en vær pris, passe og pleje en... men hvad af det var rigtigt?.
"er det ikke en godt ting at være anderledes ?" sagde han roligt og så lidt på hende ide han satte sig på en gynge og betragtede hende. "jeg har ikke sagt det di..." han stoppede sine ord og bed sig i hånden og små dråber af en mørk væske flød fra hans hånd som han slikkede af. han frøs blodet på hendes hånd til is... "jeg er.... okay" mumlede han med sammenbidte tænder. "forstår du, dit blod er noget af det mest delikate blod jeg nogle sinde har smagt så selvom jeg er mæt ... er der noget der siger mig at jeg bare skal ta for mig..." mumlede han sammenbidt
"bare pil det frosne blod af din hånd og smid det væk ok?... og hvis du skal hoste igen så... tja så må vi se... du er ikke den eneste der kommer til skade af det" mumlede han

Det overraskede hende virkelig at han igen hostede hendes blod om eller sådan noget. Måske var det blot en blanding af alle former for blod. Hun gjordfer som han sagde. Pillede roligt det frosne blod af hendes hånd. Det havde været ret så koldt så hun smed det læette væk fra sig. Hun kunne igen bevæge sine finger go så først ned på ehndes hænder og så mod denne dreng der på en eller anden måde var ufattelig svær at læse. Hun kendte ikke til hans planer med hende men et eller andet sted ville hun egentligt bare finde ud af om han ahvde det helt fint som ahn sagde. Hun ville selvfølgelig selv prøve at gøre så meget hun nu kunne. Om hun ville være i live efter det var hun ikke sikker på. Hun viste jo ikke om dette blot kunne være skuespil. Hun sank en mindre klump for at hun så fik først sin hånd mod hans hals. Ikke for at gøre ham ondt men for at tjekke om der var noget der kunne genere ham der. Hun så lidt spørgende på ham med hoved lidt på skrå. De hasselnøddebrune dådyr øjne søgte efter svar. Hun sagde ikke noget men fjernede så stille og roligt sin hånd igen og et af hendes søde og varme sml bredte sig på hendes bløde læber. "Jeg kan desværre ikke give dig mere blod.. Jeg forstår virkelig ikke hvordan at i kan syntes af vores blod smager godt.. Selv skal der ikke meget af den metaliske smag til at give mig kvalme.." Hvorfor hun sagde dette var nok emst for at få mere at vide om den slags. Noget koldt men blødt landede så på hendes ene kind. Hun så sig lidt omkring også denne frosne regn dale ned omkring dem. Sne. "Jeg hedder forresten Amelia.." præsenterede hun sig så mens at hendes blik igen var rettet mod ham..

Han smilte roligt til hende og lod sine øjne stille glide i da hendes blod langsomt spredte sig i ham, hvilket nok ikke var en god ting. han satte sig lettere fortumlet ned på den frosne jord og det svimlede kort for ham da han igen åbnede sine øjne. Han rykkede sig hurtigt tilbage da hun tog fat i hans hals, eftersom det var ren refleks. Han skævede til hende, på trods af at hun ikke kunne se det, men lod hende dog gøre det. Et kraftigt hosteanfald kom fra ham og en blanding af hendes blod og hans blod kom til syne på den frosne jord eftersom han havde hostet det op. En kort hvæsende lyd kunne høres fra ham, og endnu engang kom der et hosteanfald, denne gang længere og værre. "forbandede pis" mumlede han surt, og let koldt.
"dig blod er både velduftende og delikat, og indeholder en vis mængde metal som, i mit tilfælde smager pragtfuldt..." han hostede atter og mere blod kom til syne på den frosne jord. *og det er desværre også giftigt for mig* tænkte han og kneb øjende hårdt i da det gjorde ondt.
"mit navn er Toby" kom det kort fra ham, han bed tænderne hårdt sammen og lagde armen omkring den øverste del af hans mave.
"jeg forstår ikke hvad du skulle her ude så sent på aftenen ?" kom det fra ham, for at lede sporet hen på noget andet. "hmm tjaa sent og sent... men det er mørkt , og joo klokken er vel snart halv elleve"