maybe a new change?(Damia)

Sted: Banegården.
Tid: Klokken 16:00.
Omgivelser: Andy og få mennesker.
Dato: den 22. november, en mandag.
Vejr: Stille og rolig vind.. klar himmel.

En sort skikkelse gik rundt på banegården et stykke væk fra togene hvor de kom kørende på skinnerne. Drengen gik frem og tilbage i et rask tempo, imens at han tænkte som et brag.. som han af og til gjorde, hvilket kunne gå hen og give hovedpine. Han puttede sin ene hånd ned i den ene bukselomme, på sine sorte tætsiddende bukser, imens at han havde en kæde hængende på den ene side af hans bukser, som raslede for hver gang at han tog et skridt, hans sorte kappe blafrede lidt med vinden imens at han tænkte over ting og sager som var sket i hans liv. Et suk undslap fra hans læber, drengens navn var Andy Chaos og han var ikke just et normalt menneske, han var en animagus. Han tænkte ikke over at der var andre mennesker eller væsner til stede da han gik i sin egen verden. Han var ikke særlig kendt i Di Morga... selvom han efterhånden havde været der i et stykke tid.. han ville gerne gøre noget for at blive mere kendt og blive lagt mærke til, men han vidste ikke hvad han skulle gøre!.. Han kunne heller ikke finde ud af hvad for et humør han var i fortiden, det svingede meget og efter hans mening kendte han ikke særlig mange.. det var få og dem kunne han alligevel ikke stole på. Han kunne ikke stole på nogen og sådan var det vel bare.. sådan var livet. ,,Hvad for du overhovedet ud af livet her?" .. et spørgsmål som han stillede sig selv imens at han tænkende gik på den samme måde, frem og tilbage. Ynkeligt.

En kvindelig skikkelse bevægede sig mellem alle de andre. Den kvindelige skikkelse havde en sort kutte på med hætten trukket ned over hovedet. Ikke fordi hun ikke brød sig om at blive set. Men lige nu var det bedst at alle ikke flyttede sig fra hende så snart de så hendes ansigt. Godt nok var auraen der strålede ud fra hende enorm. Faktisk.. tja faktisk var auraen næsten synlig. Den kunne lige anes som en masse små flammende tråde der bevægede sig nærmest organisk rundt om hende som en ekstra kappe. Mørke organiske tråde.. Man kunne se hendes ansigt fra næsen og ned.. så de perfektformede røde læber var synlige. Indenunder den mørke kutte var den kvindelige dæmon iført en rød kjole. Den var ærmeløs og tætsiddende, som gik til lige over knæene. En kjole som sad umådelig godt på hundæmonens krop. På en sexet måde som ikke var vulgær på nogen måde. Rød udstrålede magt. Damia havde magt. Ingen vidste hvem hendes blik var på. Ingen kunne se hvem hun var. Drengen. Andy. Damia havde snuset sig frem til at han var animagus.
Faktisk var det nemt at genkende racerne fra hinanden når man havde lært at mærke deres aura. Han skulle tjekkes ud. Om hun kunne bruge ham var hun ikke sikker på.Hun måtte se hvad han duede til. Om han faktisk havde evnerne til at stå under hende. Måske.. kun måske. Hun fuglte lettere lydløst efter ham i menneskemængden. Slap ham ikke et øjeblik af syne. Men det kunne ikke gøre med alt for mange mennesker..

Andy stillede sig hen til en væg som var i nærheden, med ryggen vendt op mod den og lagde sine arme hen over hinanden, ikke fordi han var sur eller vred. Han lod sine sorte øjne glide rundt for at se om der var noget interessant at kigge på, han fik øje på en pige mere eller mindre en kvinde, som han ikke helt kunne bedømme ud fra hendes udseende. Han lagde sit hoved en smule på skrå, imens at han lod sine øjne hvile på hende, inden efter kort tid hvor han kiggede ned i jorden, han forvandlede sig hurtigt til en kat, hvor han selv mente at ingen skulle have opdaget ham, "Miav.." mumlede han og førte sin ene pote op til sine læber og slikkede den. Andy var en fin grå pelset kat, som ikke var stor, men heller ikke lille, det var nogle gange svært for folk at bedømme om han var en fuldvoksen kat eller en katte killing. Han havde en anden grå farve i pelsen også, som var noget mørkere end den anden, som lignede striber. Han havde spidse ører, som alligevel var bløde at røre ved ligesom resten af hans pels. Han var glad for sin størrelse, men senere hen ville han blive mere udviklet, som nok ville gøre ham mere lykkelig, med at få flere kræfter så han kunne klare sig bedre i naturen.
Han kiggede på de forskellige mennesker, som gik forbi ham og miavede af og til imens at han prøvede at forstille som en almindelig kat. Andy lagde sig mere ind mod væggen med sin spinkel og lille krop, han håbede på at der ville komme nogen over til ham som ville give noget af deres kærlighed, han elskede det at blive nusset og kælet for i sin animagus form.

Selvom det ikke kunne ses var damias lysende øjne klistret fast til den unge dreng Andy. Animagus. Selv da han forvandlede sig så hun det, selvom hun var næsten et hundrede procent sikker på at hun var den eneste der havde set hans forvandling. En sød lille missekat. Ingen følelser var synlige på hendes ansigt. Ingen indre varme følelser blev vist. un spændingen blev større. Han så måske ikke ud af meget. Men udfra hvad hun havde set var han god til at være 'usynlig', gode evner. Knægten havde talent.
Men talent var ikke altid godt nok når det gjaldt Damia. Det var kun noget af det der skulle bruges. Dæmonkvinden trådte yndefuldt hen mod katten nog bøjede sig ned i knæ. Forsigtigt lod hun sin hånd stryge igennem kattens bløde tykke pels. En følelse hun var nød til at indrømme var skøn. Hun havde altid været fascineret af deres pels. Og deres øjne. Katten kunne sikkert mærke den unaturlige kulde damia udstrålede. Men kulden var ikke ubehagelig. Det var tydeligt at mærke ondskaben, og dog, kulden var behagelig.. Ikke en 'isnende' kulde som sådan. Efter lidt tid løftede hun forsigtigt katten op i sin favn.. og lod sit blik glide ind i kattens. Et alt for klogt blik i forhold til det katte normalt ejede. Et lille blødt smil gled hen over hendes fyldige læber mens hun kælede med katten..

Kvinden eller pigen som han før havde fået øje på, kom hen til ham, mon hun vidste at han var en animagus? Han undslap den tanke imens at han mærkede hendes kolde aura, dog knurrede han efter at hun strøg sin hånd gennem hans pels. Det overraskede ham da hun tog ham op i hendes favn, hvilket gjorde at han sprællede lidt med sine bag poter og et lille miav kom ud fra hans mund. Andy rettede sit blik op mod hende med sine sorte, måske kedelige øjne og lod dem hvile på hende. Inden at han lod sin ene for pote rejse sig og lagde den på hendes næsetip, ikke for hårdt, men der kom et meget lille sår fra nogle af hans skarpe negle. Han snusede lidt til hende, og tænkte over hvad for et væsen hun var.. *Hvem er du?* .. og denne tanke drog videre ind igennem kvindens tanker, så hun kunne høre på hans stemme. Han snorede sin hale fast omkring hendes ene håndled, det som var tættest på, halen kunne let fjernes da den ikke nåede helt omkring det. Han ventede på at få et svar. Havde hun set ham forvandle sig til sin animagus? Han var lidt på spanden hvis det var sandt at hun havde set ham.. Fordi andre ikke måtte vide med det samme hvad han var for et væsen. Det var magisk at være en animagus og dermed måtte en animagus også skjule den magi som var bag det.

En lille kær latter undslap Damias læber da hun mærkede poten på sin næse. Så blød.. såret gjorde ikke ondt overhovedet. Det var intet i forhold til at få sin hånd skåret af.. Den smerte var langt sværere at udholde end det var at udholde dette lille sår som en blød lille kat havde forårsaget. Hun holdt den forsigtigt - og dog sikkert i sin favn. Ind til sig, som en pige der elskede sin kat mere end noget andet.
Så hørte hun det. Stemmen i sit hovede. Den dæmpede latter forsvandt. åh? Så han kunne trænge ind i hendes sind - eller rettere TALE igennem hendes sind? Normalt var der ingen der kunne trlnge igennem hendes barriere men dette var åbenbart anderledes. Jamen dog. Hun lod let hovedet glide på skrå mens hun nussede katten lige under hagen. Hun vidste han elskede det. Katte elskede at blive nusset lige dér.
Hun ventede med at svare.. Damia gik lidt vider, dog roligt og forsigtigt mens hun nussede katten, Andy.
Da der ikke var så mange mennesker stoppede hun op og så ned på katten med et roligt blik. Roligt og følelsesladet. "Definér 'hvem' når du siger hvem mener du identitet og ikke 'hvad' jeg er" hendes stemme var som iskystaller. Den var utrolig smuk, og alligevel isnende kold. Det var en stemme man kunne vælge at høre på i flere timer. Den søde undertone blandede sig med noget lettere uhyggeligt.
"Mit navn er Damia Ambrosia." hun strøg en hånd hen over hans hovede. "Hvis du har fuldt med i nyhederne ville du sikkert vide hvem jeg er" Hun gjorde et lille ryk med hovedet så hætten fløj af. Indenunder hætten dukkede et kønt ansigt op. Blegt, glat, perfekt. Håret er omkransede hendes ansigt var dybrødt og krøllet. Et lille varmt smil gled hen oevr hendes læber.

Andy kunne på en måde få alle og enhver til at grine eller bare det at få et lille smil frem på læberne, det var et af hans gode egenskaber som animagus, selvom personen skulle være ond eller god, inderst inde var der noget godt i alle, med tiden ville man finde det, hvis man havde tålmodighed nok. Et lille hvæs undslap fra ham, da hun kom med en sætning om at han skulle definere det ord som han selv havde brugt, nemlig ordet hvem.
*Så jeg har måske hørt rigtigt med mine egne ører?* .. han nikkede lidt. Efter at han havde gået rundt i Di Morga hist og her, så havde han lyttet efter en masse snakken i nærheden af ham og hørt at der fandtes en eller anden gruppe, med et navn, som han ikke kunne huske, men som blev ledt af en kvinde, Andy havde ikke set i nyhederne, det fandt han kedeligt, han kunne selv bedst lide at finde nyheden selv og se om det var sandt.
Han så op på hende imens at hun gav sig tilkende, efter at hun havde præsenteret sig og han fik øje på hendes dybe og klare røde hår. Alt det som han havde hørt var altså sandt.. han miavede. *Følger aldrig med nyhederne.. jeg finder selv ud af tingene med tiden, det er ikke altid at man kan stole på det som de siger* ..
Han knurrede og lukkede sine øjne en anelse da han blev nusset under hagen, imens lagde han sine øre en smule ned, inden at han satte begge sine for poter på hendes mave og skubbede sig ud af hendes favn.. eftersom hun vidste at han var en animagus, gjorde det vel ikke nogen forskel at han forvandlede sig til sit menneskelig jeg? ..Der gik ikke lang tid før at han stod foran hende, nogle skridt væk fra hende, så der var noget mellemrum imellem dem.
Med en lidt mørk drenge stemme og alligevel blid sagde han sagte: "Andy Chaos..", imens at han lagde sit hoved en smule på skrå og lod sine sorte øjne hvile på hende, man kunne se på ham at han lignede en kat på mange træk i hans ansigt, specielt hans øjne. Han bed sig hårdt i læben, inden at et suk drog igennem næsen på ham. "..Hvis du så meget som et afsløre min magi til animagus..for du med mig at bestille", mere kom der ikke ud af hans mund, inden at han lod sin tungespids glide ud at slikke ved sin underlæbe, han havde sagt det noget med en alvorlig tone i stemmen, han var ikke meget for at andre fandt ud af hans hemmelighed før at de havde mødt hinanden, men han var alligevel blevet glad for den kærlighed og gestus som hun gav ham, som han også satte pris på, men han vidste også at hun kunne være ond, derfor var han ikke så venlig igen, som han plejede at være over for fremmed folk, "Hvorfor har du opsøgt mig?.. Eller fulgt efter mig?" spurgte han dog lige hurtigt og lige så stille, han ville gerne vide det, og hvis hun ikke ville sige det.. skulle han nok få det at vide på den ene eller anden måde..

//besvarer emnet imorgen xD //

Hun lyttede til hans sindsord, som lod til at kunne finde frem til hendes hovede og lade sig give mening. Selvom kattens mund ikke bevægede sig. Damias ansigt som nu var fuldt blottet for omverdenen fordi hætten var trukket af, udstrålede nu den skønhed der før havde været gemt. Gemt. Det lille varme smil om Damias læber sad der stadigvæk. Blikket i hendes øjne var tænkene, smilende, udstrålede stadigvæk den kolde varme.
Hun lod ham skubbe sig ud fra hende og springe ned på jorden. Damia lod let hovedet glide på skrå med et lille "heh" Hendes blik fulgte kattens bevægelser. Så elegante og lydløse de dog var. Et omstrejfende dry der kunne bevæge sig rundt omkring uden at blive opdaget. God til at opsnappe informationer, uden at tjekke aviserne og se tv som så mange andre gjorde for at få informationer. Damias smil voksede yderligere. åh jo. Han kunne bruges. Nu var det næste skridt mere det om han havde udholdenheden til at kunne klare at være medlem af hendes kaosskabene gruppe. Hun iagtog ham med det lille smil på læben da han forvandlede sig til den menneske dreng igen som hun havde fulgt efter gennem mængden. Ham hun havde søgt efter og endelig fundet efter at have modtaget nogle informationer på ham.
Damia ville til at starte med ikke lyve overfor ham. Men hun måtte finde en måde at se hans indre på.. En måde at få noget frem i ham der ville gøre han passede bedre til gruppen. Hun ville have det morderiske frem. Hun nikkede kort da han præsenterede sig med det navn hun allerede kendte. uden hans navn ville hun heller aldrig have fundet ud af hvem eller hvad han var. Måske forstod han ikke hvor hun vidste det fra. Men hun havde sine metoder.
Så kom der en trussel fra ham. Åh ja. Dem kendte hun alt til.. Endnu et lille grin undslap hendes læber. Denne gang var det lettere uhyggeligt og lidt mere køligt. Nej hun havde ikke tænkt sig at afsløre hans hemmelighed for hele omverdenen. Hun ville bare gerne have ham som et af sine allierede. men det krævede sit at kæmpe sammen med hende. At være en del af hendes planer. Han skulle have udholdenheden til det. han skulle have styrken til det. Han skulle kunne klare opgaverne uden at bryde sammen og trække sig tilbage som en lille forskræmt killing. Hun ville have rovdyret frem i ham. Det rovdyr der kræser om sit bytte før det slår til. Som katten der kaster sig efter den lille uskyldige mus. Flår det fra hinanden og spiser den.. Og efterlader måske nogle af de sølle rester deriblandt musens hjerne. Som den måske ikke finder nær så tiltalende som resten. Det var det hun ville have frem. Og nu var det bare om han indeholdt det hun håbede han gjorde.
"fordi jeg ville tjekke dig ud. Se om du var interesseret i et tilbud.." hun smilte.

Andy kiggede noget undersøgende på hende, "Hvordan går det med at tjekke mig ud så?", han hævede det ene øjenbryn og rømmede sig lidt. Måske lød det komisk da han spurgte om det, men han kunne ikke se hvordan han ellers skulle spørge om det og han ville gerne have noget at vide, "Og..Hvad for et tilbud er helt det præcist?" spurgte han med ren nysgerrighed efter det første spørgsmål han havde stillet hende, imens at han fastholdte sine sorte øjne på hende og lagde sit hoved en smule på skrå, han vidste ikke hvad denne gruppe hed eller hvad den præcist gik ind for, eller om der var nogle konsekvenser for at deltage, spørgsmålet var om det også kunne ødelægge noget af hans liv hvis han tog imod tilbuddet, han ville først høre hvad det var for et tilbud og om hvad det gik ud på, før at han ville tage nogle beslutninger.
Et suk drog igennem hans næse imens at han blot ventede på at få et svar, om det så var til nytte for ham at vide eller ikke.
Umiddelbart virkede hun ikke til at kunne være en person der var total igennem ondsindet, når hun kunne få et smil frem. Han skulle dog ikke bedømme eller sige noget, han ville jo finde ud af det på et tidspunkt og lære hende bedre end kende, end han gjorde i forvejen.