This war is ours //privat emne, vampyrer//

//Ludo: Lucas. Jody. Nanase. Vlad. Payne. Timani. Ace. Nadine. Robby. Chesire, en regel nedsættes herved. Er der ikke svaret x timer efter forrige post, kan man springe personen over. Personens karakter sidder passivt og gør intet. (kig i emnet "vampyrer lyt"//

S: Vi befinder os i Theatret, der i den specielle anledning er fuldkommen tomt, om dette er via bestikkelse, eller om det bare er en tilfældighed er ikke sikkert.
V: Det regner, støvregn, primært.
T: Klokken er omkring de 21:00 stykker.
O: I et theatre, de mange stole rækker er der som altid, projektørerne der tændt, og rettet imod en talerstol der står midt på scenen.

Lucas trak vejret dybt ind. Dette havde været længe undervejs, at få ordet ud, havde været det mest besværlige. De fleste vampyrer havde Email, kunne kontaktes via brev, telefon eller deslige. Men nogle få, havde han været nød til at opsøge in person, og så var der Nosferatu vampyren, det havde taget ham flere dage at finde ud af en kotantkperson, der så kunne have overbrunget ham det brev, han så formelt havde skrevet til ham. Et smil gled over hans læber. Han stod med front imod salen som helhed, de blå øjne rettet imod de mange ansigter der var sad blandt pladserne. Et smil spillede omkring hans læber. Rummet var svagt oplyst, kun lige akkurat så meget at der var fokus på taler stolen og de svag belysning på rækkerne, hvis man ønskede, kunne man glide ned i sædet og være næsten uset, eller rejse sig op, og sige, hvad man nu end ville sige.
Naturligvis, ville dette ikke være en debat, det håbede Lucas i hvert fald ikke, det var ikke ligefrem hvad der var brug for. Lige nu, var der brug for en beslutning. Lucas, lod sine øjne glide over de mange mennesker, eller måske nærmere, vampyrer, der nu var samlet her. Søgende efter Nosferatuen, var han kommet? Denne rotte var en speciel person, en person der forhåbentligt, kunne blive en del af hans planer. Forhåbentligt. Med et klik, tændtes en lille mikrofon, og en skarp pibende lyd, lød, og et halvt sekund senere, var den væk. ”Godaften D’Herrer og damer” Hans stemme, flyvende gennem de mange ledninger, og ud igennem de vel placerede højtalere, der var så karakteristiske omkring teatre, smilet spillede over hans læber, åh gud hvor han dog elskede teatre! ”Jeg må starte med at sige at jeg er glad for at i kunne komme her i aften, og undskylder, hvis jeg har afbrudt andre aftaler i måtte have haft.” Smilet falmede, to buiness! ”Men en tænke har ofte strejfet mig, ser i, som status er nu, er vampyrerne kom second best. I mine øjne, og –ret mig endelig hvis jeg tager fejl- Har vi ingen formel Organization.” Han standsede, og rettede hurtigt sin bummert. ”Udover, vores Kære Ahngel, som leder vampyrerne i Franrkig, men jeg går ikke ud fra han er tilstede her i aften?” Pause. ”så derfor, blodbrødre… Blodsøstre… Hvad vil vi? Er vi tilfredse med riget om som det er nu? Eller ved vi, at vi fortjener mere?” Han trak på skuldrene, og foldede hænderne bagved hans ryg. ”Mine damer og herrer… Hvad, vil vi?” Et åbent spørgsmål, men han mente han havde gjort sit, for at betone det, han håbede stærkt, at nogen ville dele hans synspunkter.
Ventetid, det allerværste ved at være taler.

Måske, var det ikke det smarteste, at sige dette sådan foran alle disse vampyrer, der var jo ingen, der sagde de ikke kunne være allierede med Malakel og hans skødehunde af nogen senatorer. Lucas kunne have kastet op, men forholdt sig rolig. Forfærdeligt, hvordan kunne det være, at en dæmon, en uren, en fordærvet, en forpestet demon skulle lede dem, hvordan i alverden kunne det være sådan? Hvis det var sådan det 21 århundrede, kunne han lige så godt ligge sig til at sove igen, ligge sig i den uendelige søvn, indtil tiden var redde igen. Måske skulle han satse på det 30. århundrede? Men nej, chancerne for at Malakel ville leve lige så længe som ham, var stor, og derfor, blev der nød til at blive gjort nu, simpelthen, for lige nu, i det stadie af Anarki der var her, det nye rige, uden regler, uden love, og ingen til at overholde dem. Kun Malakel og senatorene, der var nu, man måtte gøre noget. Det var nu, man blev nød til at gøre noget ved det!

Han trak vejret ind, ventede. Ventede spændt.
Ventetiden, skar i stilheden, som var den blødt smør.

Jody sank stille ned i sædet, som for at gøre sig mere usynlig end han allerede var. Han brød sig ikke om det. Der var for mange personer, end han var vant til... og det at de alle var vampyre gjorde det sjovt nok mere ubehageligt at sidder dér, højst sandsynligt som den svageste og yngste. Han så rundt i salen, på alle dem som var kommet, han sad helt ude i siden... så han kunne vel nå at gå tilbage før nogen så ham. De havde vel ikke engang lagt mærke til ham nu? Jody satte hænderne mod sædet og rejste sig så op, han stoppede dog op og så tilbage, op på scenen hvor Lucas stod. Han blev vel ikke sur hvis han så nogen gå, vel? Jody var jo kun en lille, bitte spilleblik i et kæmpe spil, som han ikke engang kunne finde ud af at spille selv... ligessom skak. Jody bed sig blødt i læben, hvorefter han vendte sig om og gik tilbage til sin plads og satte sig. Han var nok ikke den stærkeste, men han var dog stadig blevet en del af det hele... og det skadede vel ikke at sætte sig lidt ind i tingene, for engangs skyld. Han kunne vel kun blive klogere af det. Han sank ned igen for ikke at blive set, tænk hvis der var noglen som talte til ham. Han tog en dyb indånding og lyttede stille med mens der blev talt.

En flagermus fløj ud fra en kloark ingang, og skreg inderligt, og satte imod teatret. Vladimir havde ikke tænkt sig at komme... EN blanding af Toreadors.. Ventrues.. Malkavianer! Det var sikkert det der ville være der.. EN blanding af alle de claner, der engang gav ham en kniv i ryggen... Han regnede ikke med at disse ville være anderledes..
Flagermusen fløj igennem en af teatrets vinduer, og landede på en balkon. Den kiggede rundt i rummet, og forsvandt så i en sort røg. Da røgen var væk, var Flagermusen det også. Vladimir stod nu i skyggerne, hvor ingen kunne se ham. Han stod nu bare der, og lyttede til Lucas' tale. Han knurrede lavt til sigselv, og rystede på hovedet.
"Blod.. Brødre?" Sagde han, med sin hæse, ru stemme, og trådte ud fra skyggerne, til kanten af balkonen, og kiggede rundt. Hans vansirede ansigt var ikke gemt under en hætte i nat.. Der var stadigt, i hvert fald, en Nosferatu, som var stolt af hvad han var. Vladimirs matte hvide øjne stirede rundt i lokalet, på dem der var der. "Blod.. Søstrere?" Sagde han, og tappede en af sine lange klør på balkonens rækværk. "Jeg.. Ville kalde Di Morgas.. Rotter.. Mine brødre, og.. Søskende.. Mere.. End de klaner.. Som glemmer deres... 'Brødre'.." Sagde han med en hvæsende stemme. "Hvor.. Var de andre.. Klaner.. Da Nosferatuerne.. I Rusland.. Blev slagtet? Udrydet? Er der nogensinde.. Nogen.. Som har fortalt.. Jer.. At VI... Overhovedet findes!?" Råbte han, og slog sin hånd imod rækværket, dog ikke hårdt nok til at gøre skade på det. Han kneb sine øjne sammen og kiggede rundt.
"Det.. Er der sikkert.. Ikke.. For halvdelen af jer... Min klan er næsten død.. Og hvem.. Af vores... 'Blodbrødre, og søskende'... Hjalp os?!" Hvæsede han højt, og knugede sin hånd. Han stod et øjeblik og knugede sin hånd, men løsnede den så, og lod sin arm hænge.
"Giv mig.. En god grund... Til.. At kalde de andre klaner.. Mine brødre? Og ikke.. Blot.. Blocker.. På min vej.. Som jeg går uden.. Om?" Spurgte han, og kneb sine øjne sammen, og kiggede rundt på folkene i teatret.

Nadine, en kvindelig vampyr som havde valgt at dukke op til mødet hvor man havde tænkt sig at samle nogle vampyrer. Hun var stadigvæk ikke sikker om hun overhovedet ville blive, når nogen mente at hun var ny og ikke havde så meget erfaring, hun hadet at få det at vide fra nogen, selvom hun godt vidste at det var sandt. Utroligt at en vampyr til Lucas havde taget mod på at lave sådan et møde.
Nadine vidste ikke endnu om hun ville hjælpe med noget eller noget i den retning under mødet eller efter mødet. Men hun havde lyttet efter Lucas tale og hun fortrak sine mundvige i et lille smil da hun havde sat sig ned på en af stolene, ikke langt fra Vladimir. Hun lod sine øjne glide rundt og fik øje på en mandlig, men ung vampyr, som hun ikke havde regnet med, han så i fald meget yngre ud end de andre vampyrer og hende selv. Lignede et barn? En lille kluk latter kunne høres fra hendes læber da hun lyttede efter hvad Vladimir sagde, og hun dukkede frem bag hans stol;
"Åh.. dig og din fortid..Vladimir.. selvfølgelig kan jeg forstå at det vil blive svært for dig at sige, mine blodsøstre og blodbrødre", mere sagde hun ikke. Nadine lod med sin ene pegefinger glide op af hans hals med en hurtig bevægelse, inden at hun forsvandt og dukkede op på sin plads igen. Nadine havde en fin deltaljerede sort kjole på som havde en flot v udskæring. Hendes sorte og blonde hår sad lyst ned over hendes skulder og hun var som altid i bare tær. Hun kiggede hen på drengen, inden at hun vendte sit blik op mod Lucas, "..Du vil gå hen og lave en Organization?" spurgte hun og lagde sit hoved en smule på skrå, hun lod sine dødelige øjne hvile på Lucas og kom med et lille hvæs.

Wodtcagt så på dem som var tilstede i sal. Hun har aldrig i sit liv set så mange vampyrer på et sted, og hun har levet et par år nu. Og hvad mener Vlad med det? Er alle vampyrer ikke søstre og brødre?
Wodtcagt sidde oppe en af vinduer og så ned på dem. Hvor hun elsker højt.
Hun af en lang sort kjole og hun har en sølv halskæde med måne og en flagermus. *Skal vi ikke snakke noget andet end fortid, jeg hader min fortid*
Det var nogle som så op, men det var nogle som så rundt i sal.

Lucas læber skilte i et smil, og han pegede imod Vlad. "Vladimir! Fantastisk, fantastisk at du skulle pointere dette" Han klappede hænderne sammen. "Ser du, i vores fortid, har vi været en race, der har været kendt for intern krig! som du selv siger, så blev din familie ladt i stikken i Rusland, fordi der var magt der kunne vindes ved at de blev udraderet!" Hans blå øjne var direkte imod Vlad, og han talte til ham, og ikke salen som helhed. "Netop derfor, må du lytte til hvad jeg har at sige" Forklarede han, hvorefter han spredte armene ud i en omfavnende gestus mod hele salen, hans brødre, hans søstre, hans folk! hans... imperium... "Derfor, en forenet race... Et forenet folk... Et forenet imperium! Mine damer og herrer, vi bør være en race, hvor alle har ret, fuldblods, halvblods og nosferatu. Alle, alle siger jeg jer, har en plads, hvis vi følger min plan.. Vi samler os under et banner, et navn, og skaber et samfund, når det gamle er væltet, hvor alles ord er lige meget værd. Det skal jeg personligt sørge for... " han trak vejret ind, så rundt, betragtede virkningen af hans ord, og sukkede så, dramatisk. "Men ser i... Søstre, Brødre... Fuldblods søstre, halvblods fætre og nosferatu" han kastede et hurtigt blik på Vlad, et smil over de blege læber. Brødre.."

Lucas undrede sig over, hvordan det kunne være at Nosferatuerne var blevet ladt i stikken, kloakbeboerne havde jo noget, som ingen anden klan havde formået, de havde information, og de havde nok af den til at kunne sælge ud til højre og venstre, og ærligt sige at de ikke havde fortalt en brøkdel. Han rystede mentalt på hovedet, og lod hænderne falde ned på taler stolens sidder. "Jeg har brug for jer... Jeg kan intet vælte noget uden jer, og omvendt. Vi må stå sammen... Alle lige for hinanden...."

Vladimir kneb øjnene en smule sammen da Nadine kom tæt på ham ,og hvæsede lidt af hende da hun rørte ham, og slog blidt lidt ud efter hende da hun forsvandt. Han fnøs, og et halvt smil bredte sig, inden han kiggede ned på Lucas igen. Han lyttede til hver eneste af hans ord, og rejste et øjnbryn en smule, og ventede også efter at Lucas var færdig, i flere minutter, inden han sagde noget.
"Vælte.. Det gamle.. Samfund?" Vladimir smilede bredt, og klukkede, med hans hæse, ru stemme. Han gik hen til rækværket, og kiggede kort rundt.
"Den gang.. Jeg.. Ledte i Rusland.. Min.. Lille.. Verden... Kunne min Klan.. Forlade.. De forbandede.. Kloarker.. Folk der brokkede sig.. Blev hængt... Han holdt sine arme ud til hver sin side. "Hvilket.. samfund.. Er der nu?" Spurgte han, og smilede bredt. "Her.. Kan min Klan færdes.. Som vi lyster.. Ingen vil.. Kunne lide det.. Men dem.. Der brokker sig.. Har vi.. Samfundets leders ret.. Til.. At slagte..." Sagde han og kneb sine øjne en smule sammen, og kiggede tilbage på Lucas. han rystede kort på hovedet, inden han fortsatte. "Du.. Har meget.. At skulle slå.. At skabe.. Et samfund.. Som du vil ha.. Vil der altid.. ALTID! Komme.. Et overtal.. Der siger.. At Nosferatu Klanen... Høre til i kloarkerne..." Sagde han stille, og klikkede en klo imod rækværket. "I.. Ma'lakels samfund.. Kan vi.. Gøre.. Som det.. Behager os.. I dit.. Vil vi kunne det.. Indtil..." Han hvæsede lavt ved overhovedet at sige det. "Ventrue.. Toreador.. Og Malkavian klanerne.. Stemme os.. Tilbage.. I kloarkerne... Hvordan.. Vile du.. Stoppe det?" Spurgte han lavtog rystede en enkelt gang på skuldrene, og tog ikke sine kolde døde øjne fra Lucas.

Nadine lyttede en smule efter den ordstrøm som både kom fra Lucas og Vladimirs mund, hun rystede svagt på hovedet idet at hun lod sin tungespids glide ud at strejfe ved sin underlæbe, "Ma'lakels samfund.. Ma'lakels samfund.." mumlede hun og undslap et sarkastisk grin. Hun kunne ikke få det til at hænge sammen med at der var en herre over byen som bestemte over alle og enhver, hun ville ikke have at en havde den form for magt på den måde, selvom der skulle en hvis orden til.
Hun kiggede op på Lucas og lagde sit hoved på skrå, "Hvad er det for en plan du har i tankerne, Lucas?" spurgte hun klart og tydeligt, men med en blid tone i stemmen, og håbede på at få et svar på det, imens at hun rettede sig lidt op på stolen, så hun sad pænt, som en voksen og moden vampyr.
Imens kiggede hun kort hen på Vladimir, "Syntes måske at vi skulle gå mere til sagen i stedet for al den snak.." mumlede hun, så det knap kunne høres, ikke fordi hun ikke havde tålmodighed, men hvis de fortsatte på den måde, kunne mødet vare ved i en evighed.
Alle de klaner der blev nævnt, hun havde ingen anelse om hvad for en klan hun selv tilhørte, hun følte sig lidt som et udskud, men sagde intet til det. Måske ville hun på et tidspunkt finde ud af det? Ellers gik hun bare sin egen vej, men samtidig ville hun også gerne have en familie. Et sted hvor hun vidste at hun ikke var alene.

En smal sammensunket pige rejste sig let. Hun Begyndte langsomt at vandre frem og tilbage på sæderne i teatret. Hun nynnede en monoton melodi imens hun hoppede afsted, før hun satte sig, hoppede videre og satte sig igen.
"Hvem er mere loyal mod en magtfuld Dæmon-dims, end mod sine egne blodbrødre?" Man kunne ikke ligefrem kalde det en høj røst, men man kunne bestemt heller ikke kalde det en hvisken. "Løfter og gerninger kan altid benægtes, men blodet består. Om man vil det eller ej..." Det var som om hun henvendte sig til sig selv, men meningen var, at alle skulle høre det. "Lad nu fyren tale ud. Jeg er da sikker på at han har store planer. Og du ville måske føle dig mere bundet i et samfund hvor du besad mere magt?" Hun nikkede mod vampyren Vlad, imens Amylia genoptog sin vandring op til de forreste rækker, hvor hun satte sig ned, og vred sig lidt i sædet. Hun gned hendes behandskede hænder imod hinanden, og legede lidt med en tot af hendes hår. Jo mere hun tænkte sig om, jo pænere virkede Ham taler-fyren der måtte hedde Lucas.

Midt i det hele sad en halv vågen vampyr, han ville gerne slappe af og lytte til folks plapren, men det var sgu ikke altid han fik lov til det, han kiggede så rundt og smilede en smugle han kunne dog ikke huske det hele men han kunne dog huske at Lucas, som ham der holde mødet hed, sagde at Ahngel var nok den eneste høflige af deres race, det var sikkert rigtig nok.. Kvinderne var for det meste utrolig hyperaktive, eller bare bruger deres evne meget ligesom den kvindelige vampyr der før havde været over ved den mere... forrådnede vampyr. Hun havde brugt sine evner til hurtigt at komme væk...
Mændene var dog dem som var mere... Nej de brugte også deres evner til at drille andre folk.. lege med byttet til det bliver forsvarsløst og så slår de til... Men det er dog stadig forskelligt.
Mind var vampyren med de mange meninger, meninger som hvordan kvinder og mænd opførte sig og mere.
Mind havde for en gangs skyld noget af hans mere normale tøj på. En løs langærmet hvid bluse, sorte cowboys og bare tær. Ja han havde noget afslappet tøj på, men det var blandt andet også fordi han var så doven, som han var. Hans sorte, pjuskede og let strittende hår faldt en smugle, det var dog ikke noget der betød noget for ham da han ikke satte det op, sådan var det bare.
Han drejede hovedet roligt frem og tilbage mod dem der snakkede.

Sophie smilede roligt til alle vampyrerne i salen. Hun var lige kommet ind og døren rungede lige så meget som en opera sanger. Hun kiggede hurtigt hen mod døren så hendes rødorange hår fløj op. Hun trak skuldrende op til sig mens hun roligt blottede sine tænder som vane da hun normalt gjorde det når noget var pinligt for hende. Hun skimtede rundt.. Måske var hendes far der? Måske ikke?
Hun var lige kommet i tide til at høre noget af det. Hun skyndte sig over til væggen og stod der og lyttede. Hun kiggede kort rundt og hørte på hvad andre sagde hvor efter hun kort afbrød. Hun rømmede sig.
"Erhem.. Jeg bedte selv om at komme ind til racen og fik mig så en far som ville lære mig mere om tingene... Men vi så bare ikke hinanden så meget som planlagt..." sagde hun og følte sig underlig inden i. Men det var jo sandheden... Bare uden detaljer. Ace havde jo altid ønsket sig en datter, og Sophie var forældreløs. Så... Hun spurgte om hun kunne blive bidt og så var der pludselig ingen vej tilbage... Hun håbede hendes far måske var inde i rummet og ville give hende et vink...
Hun var nok den eneste i rummet der selv havde bedt om at blive en vampyr. Den eneste der slev havde bedt om ikke at se lyset og prøve smerten. Hun havde dog heller ikke selv helt styr på det.

Jewel smilede roligt og krummede sig sammen. Hun sad på første række og ville ikke selv sige noget.. Godt nok elskede hun at få folk til at blive irriteret men hun kunne ikke snakke med for mange af gangen. Hun var selv meget genert og var ikke den der overhovedet kunne snakke til tredve personer uden at få scene skræk, og hvis Lucas fik den ide at de skulle alle og en hver komme op og sige noget.. Ville hun skynde sig ud lige i det det blev hendes tur. Hun følte sig ikke som en af de andre da hun lige var kommet til landet. Hun følte sig nok som den yngste, men ved siden af hendes sad dog en lille dreng. Lille blond dreng. Så kær ud lige nu... Han var nok ligeså nervøs og bange som hende. Hendes blonde hår var ikke sat op i dag, ellers ville hun være kommet forsent til mødet, og efter som at det var det første møde ville hun ikke komme forsent som nogen andre... Hun overvejede bare at smutte få minutter, men så ville Lucas, som taleren sandsynligvis hed, nok føle at han havde taget et forkert emne op med de forkerte folk, eller at han havde sagt noget forkert, eller i hvert fald bare få det dårligt. Hun kiggede så over på vampyren der snakkede, nævnede noget med at der var en vampyr der havde bidt hende og at hun selv bedte om det... Det ville Jewel aldrig gøre...

Wodtcagt så ned fra sit vindue på de ander. Det var nogen som snakke, men Wodtcagt kunne ikke hære dem. De snakke så stille som kun vampyrer, det var noget som kun op af hendes ben og laner på hendes skulder hun ned på sit ben og på sin skulder, det var en slang og en flagmug. Hun var ikke bange det var hendes venn sammen med flagermus, slangen hed Drac og flagermus hed elizabeth to af hendes ynglings seriemorderne i mennesker historier.

Han ventede og lyttede. Ordene flød først fra den enes mund og så fra den andens.. alle i dette rum snakkede men sagde i bunden ingenting.. det var som om at de var bange, som om at de frygtede at tage det emne op som var blevet serveret for dem på et sølvfad. Endelig havde vampyr racen en chance for at tale ud og diskutere deres races levevis og deres overlevelse og så stod de bare der og var stille, undgående og ikke rigtig snaksagelige når det kom til stykket. Den eneste der virkede til overhovedet at have en begyndende interesse i denne samtale var Vlad, den ’berygtede’. Som efter sigende skulle have haft en hård medfart da han flygtede fra Rusland.

Daktarian sukkede.. hvorfor tog de det ikke op? De var jagtet.. jagtet som dyr på grund af det nye slave hierarki som Ma’lakel havde indsat. Han stod lænet op af en af de mange søjler med sine arme foldede.. hvorfor var dette et sådant ømtåleligt emne at de fleste ikke ville sige deres ærlige mening? Eller havde de bare ingen mening? Selv Nadine som virkede ivrig efter at ´komme i gang’ havde slet ikke forstået ordene som Lucas havde kastet ud for lidt siden.. fattede de det ikke?

Daktarian sukkede igen. Sophia talte nu.. og det hun sagde gav ingen mening.. det hørte faktisk slet ikke med i den samtale som var ved at finde sted.. hvorfor åbnede hun overhovedet munden? Hvad fik hun ud af at sige det hun sagde? Han var forvirret.. alle de vampyre der var til stede.. med undtagelse af nogle få stykker, virkede virkelig ikke til at forstå situationens alvor og de fleste prøvede bare at gøre opmærksom på sig selv.. dette var ikke meningen med denne ’diskussion’… hvorfor forstod de det ikke?!

Endelig skubbede Daktarian sig væk fra den søjle han stod og lænede sig op af. Han var iført en løs hvid skjorte hvor han havde foldet ærmerne op. De øverste tre knapper stod åbne så man kunne se den massive sølv medaljon som hang om hans hals. Mens han trådte ud fra skyggen hvor han stod, stak han den ene hånd ned i den venstre lomme på hans sorte bukser. Hans øjne lukkede for en kort stund mens han langsomt inhalerede den luft som skulle udbringe de sætninger han snart ville dele med dem alle.
Endelig rettede han blikket op og så rundt på de tilstedeværende. En tynd sort lok hår faldt ned foran hans ene øje men resten af hans lange hår var stadig holdt i den løse hestehale på hans ryg, af det sølvspænde som var gået i arv i hans familie gennem generationer. Hans ansigtsudtryk var lettere blankt men hårdt.
Han var irriteret på sin egen race.. ikke generelt men lige nu. De fattede det jo ikke.. ingen af dem forstod alvoren i det der måske kunne komme ud af denne samtale. Hvorfor var de så ignorante??

Hans blik hvilede kort på Lucas, før han ville se væk og begynde at tale: ”Hvis vi skal have nogen som helst form for succes i dette her, bliver I, mine herskaber..” Han kiggede igen på mængden af fremmødte, men undgik så vidt muligt at henvende sig til Vlad eftersom han var den eneste der tog det her bare et gran alvorligt. ”Nød til at tage vores situation lidt mere alvorlig. I bliver nød til at samle jer om dette foretagende lige her og indse at vores tid er nu, og ikke i morgen. Vi skal have fundet ud af hvad der skal gøres og medmindre at I, mine brødre og søstre, er villige til at gøre en indsats vil dette ikke lykkes.. I er nød til at tage jer sammen!.”

Han holdt en kort pause før han igen ville rette sit blik mod Lucas. Hans ansigtsudtryk mindre hårdt end før men stadig med en business-like glød til det. ”Jeg har et forslag.. en ide som måske vil kunne gøre nytte.. dog vil jeg påpege at det…” han så kort rundt uden at vende hovedet alt for meget så de andre i mængden næppe ville bemærke det, ”at de individer du udvælger til at hjælpe med denne ’plan’ eller ide.. hvis altså at du, Lucas, mener at dette ville være en mulighed.. måske ikke skulle være af her fremkomne individer…”
Hans øjne hvilede atter på Lucas mens han ventede. Det information som Tarian sad inde med, kunne, hvis givet til den rette, være meget nyttig og værdifuld information.. som kunne bidrage til rigets fald.

Lucas rystede på hovedet. "Lyt, RO!" det sidste blev råbt ud af da den ubehøvlede rødhårede kvinde. Trådte ind i rummet og afbrød. Lucas trak tungt vejret ind. Lyttede til Daktarians ord. "Fantastisk... Intet mindre..." Hans læber skiltes i et smil, et bredt smil. "Enhver der måtte ønske at assisterer i den krig der VIL komme kan passende møde op på Quatre d 27 december..." Han kastede et blik imod Vlad "Alle andre, kan bestille kister" Krigen var tabt, vampyrerne ønskede ikke befrielse. De ønskede ikke at se dem selv i en højere stand, derfor måtte de gå under, ligesom alle andre. Lucas fnøs. Foragteligt.

Og med den kommentar, drejede han op på hælen, og gik med faste skridt væk fra scenen, forsvandt.

//out//

Vladimir fnøs blodt af den lille balarina vampyr, der henvendte sig tydeligt imod hans kommentar. Vladimir havde sine grunde til at hade de andre klaner af vampyre.. Han havde sine grunde til at ville kalde rotter for brødre, før han kaldte en Ventrue det.. Vladimir kiggede så tilbage på Lucas, og kneb sine øjne sammen. Han fnøs, og lavede så en afvisende fagt imod ham.
"Jeg er ikke.. En del.. Af samfundet nu.. Og vil stadigt ikke.. Være det.. Hvis... 'Vores' art overtager.. Vi er misfostre.. Udstødte.. Vil vi altid.. Være.. Jeg vil støtte dig.. Hvis jeg for noget igen.. Lige så.. Vil jeg støtte.. Ma'lakel.. Hvis denne.. Giver noget igen.. Jeg.. Vi.. Har ingen plads.. Ingen.. Side.. Min Klan forbliver.. Uden.. For denne krig.. Indtil vi for.. En meget.. Meget! God grund.. Til at deltage.. Om dette fra din.. Eller fra Ma'lakels side..." Vladimir talte med en fast tone, og hans før ru, og næsten utydelige stemme, stramte sig an, og kom meget mere klar ud.. Han ønskede ikke at tage del i denne krig, ved en fast side.. Lucas kunne ikke give Nosferatuerne et samfund, de kunne færtes frit i.. Og det kunne Ma'lakel heller ikke.. De ville forblive under jorden.. Hvor de hørte til.. Dog ville Vladimir ikke sige nej til tilbud...
"Hvis.. Du ønsker.. Min hjælp.. Kan du møde mig.. Hvor jeg høre hjemme.. I gyderne.. Men kom ikke.. I håbet.. Om blind, loyalitet.. Overfor dig, og resten.. Af... 'Vores'.. Art.. Har aldrig fået noget.. Jeg ikke selv.. Har taget.." Sagde han med et lavt hvæs, til at afslutte hans tale. Han rystede så på hovedet, og forsvandt i en sort røg, hvorefter en flagermus fløj ud af denne, og ud af et vindue over sig, og imod Di Morgas gyder.

//out//

Amylia sad i sit sæde, og vente og drejede sig, og håbede bare at hun snart kunne finde ud af, hvad det var vampyren Lucas' ville. Dog kom hun til at vente meget lang tid forgæves. Hun vippede med fødderne og bed sig i sin læbe, virrede med hovedet, i håb om, at alle de tilstrømmende folk ville lade hende hører det, alle var kommet efter. Men hver gang hun tænkte, at nu ville ham Lucas fortsætte, kom der bare endnu flere vampyrer, der alle havde deres små historier at fortælle. Hun vippede igen med fødderne. Normalt ville hun da gerne høre på deres beretninger, men denne aften havde hun ingen tålmodighed. Nerverne var på højspændingspunktet, og hun knugede hendes paraply ind til sig. Der var slt for mange folk til stæde, efter hendes smag.

Til sidst så det ud til, at strømmen af folk med historier tyndede ud, og hun smilte stort, da Vampyr Lucas endelig tog ordet igen. Dog var smilet kort. "Enhver der måtte ønske at assisterer i den krig der VIL komme kan passende møde op på Quatre d 27 december..." Var det hvad han havde at sige? Hun rynkede på næsen. Ikke engang en trussel eller magtdemonstration?
Hun havde næsten bestemt sig for ikke at tage med, alene på grund af den lamme udgangsreplik, lige indtil han tilføjede, "Alle andre, kan bestille kister" Amylia fniste, og greb hendes paraply i den ene hånd imens hun rejste sig. Den anden vampyr ville åbenbart svare Vampyr Lucas personligt, og Amylia blev da lige nødt til at høre hvad han havde at sige, selvom han talte med så mange irriterende pauser. Men dog ejede hun heller ikke ikke mere tålmodighed end et barn, og da hun ikke så flere grunde til at blive, sprang hun op, og løb hoppende ud med paraplyen tæt ind til kroppen. Hun ville være der d. 27 december.

//out//