What's for dinner?

Tid: Omkring syv tiden, aftensmadstid!
Sted: Restauranten på hotellet
Vejr: Det er lidt svært at se indefra, men det sner vist lidt
Omgivelser: Der er halvt fyldt, nogen har allerede spist, mens andre lige har sat sig


Folk kom og gik fra hotellets fine døre, forbi dørmændene klædt i fint tøj, der skulle hilse på og sige farvel til næsten alle, der gik forbi dem, det var jo deres job. Nogen af de tilkomne gik til skranken, nogen mod elevatoren, imens andre havde retning imod indgangen til hotellets restaurant. En af de personer, som gik lidt for sig selv, var Harley, som havde reserveret et bord derinde, selvom hun intet værelse havde. Hun overvejede dog at prøve det. Hun havde intet fast bosted, og en gang imellem kunne man da godt spendere lidt ekstra på en overnatning og en middag, hvoraf middagen allerede var planlagt. Hun blev vist hen til sit bord. Tjeneren der viste hende vej, og de andre gæster i rummet, kigget undrende og snobbet efter hende, da hendes påklædning ikke just passede ind i de fine omgivelser. Hun havde en rød trøje på med det meste af ærmerne revet af, en lille cowboy-nederdel med et nittebælte til, og et par store støvler på fødderne. Der sad et par flyvebriller i hendes korte strittende hår, og en cigar stak ud af lommen på hendes nederdel. Hun tog sig ikke af blikkene, men satte sig fint ned på sin plads, fik menukortet og gik i gang med at skimme det efter noget lækkert, imens tjeneren hentede noget vin til hende, som hun havde bedt om

Lucas kunne ikke lade være med fryde sig over denne nat. Perfekt! Simpelthen Perfekt! Hans planer var så godt som hjemme, og hans ambitioner var så tæt på blive til virkelighed, at han kunne dufte deres fantastiske krydderier! Ejeren af Connelly Enterprices bevægede sig ind i resturanten, iklædt hans sædvanlige jakkesæt, den natsorte blazer glæd i et med slipset, bukserne og vesten. Det eneste der ikke var sort på ham, var hans isblå øjne, den kridhvide skjorte, samme farve som huden, og det nazi blonde hår. Derudover bar han en enkelt ring på venstre hånds ringefinger, og gyldne manchet knapper.
"Godaften" Lucas stemme var silkeblød og venlig, da han hilste på tjenerne. "Jeg går udfra at mit bord, er klar som altid" Lucas smilet blegnede dog, da han så hvordan tjeneren så ned i jorden. "Vi undskylder hr, men, du gik jo tidligere på aftenen, så vi troede ikke du ville spise her i aften, så vi har ladet den unge dame der få deres bord." Det blonde øjenbryn blev hævet. På enhver anden dag, ville han have kæftet op om hans rettigheder, på enhver anden dag, havde han bedt den lille ven, om at hoppe ud foran et metro tog, hvilket, hvis Lucas brugte de fantastiske evner han nu havde, han ville have gjort. Men i dag, var han i alt for godt humør.

"Jamen, så har jeg jo selskab i aften" Smillede han, vendte sig, og stvinede... Hvad, i al verden, var det der sad ved hans bord! "Og i kan ikke fjerne hende?" En rysten på hovedet. Suk.

Lucas gik med faste skridt imod hans bord. Alting omkring ham var lige, alt, lige fra slipset, der var bundet med milimeters præcision, til sideskilningen, der kunne være lavet med vaterpas. Han standsede foran bordet. "Godaften d'dame!" Han smillede venligt, og hvis man var opmærksom, kunne de spidse hjørnetænder ses. "Ser de, de er ved en fejltagelse blevet givet mit bord, så altså, kan de overtales til at finde et andet, for et mindre beløb? Eller skal jeg byde på en flaske et eller andet?" Smilet blev bredere end en skrællet banan, og nu, reflekteredes lyset i tænderne, et kort sekund, hvorefter smilet falmede igen.

Harley havde koncentreret siddet og ladet blikket glide op og ned over menuens sider. Hun havde svært ved at bestemme sig. Når nu hun skulle have dyr, fin mad, så ville hun også have noget RIGTIG godt! Hun sænkede menukortet lidt fra sit ansigt, så kun hendes øjne lige kunne ses, da hun hørte nogen snakke til hende, og det lød i den grad ikke som en tjener! Det var stemmen alt for.. Overklasse-agtig til. Hun hævede et øjenbryn og så ham an. "Dit bord, du kan da ikke gøre krav på et bord" svarede hun bedrevidende og vendte ansigtet lidt i vejret, ligesom overklassedamerne ved nogle af de andre borde havde gjort det, da hun havde kigget på dem tidligere. "Desuden, så har jeg lige fået varmet stolen op" sagde hun med et grin og lagde menukortet ned på bordet, satte albuerne i dugen, støttede hagen mod hænderne og kiggede lettere flabet op på ham. "Hvis du vil sidde her, må du gøre godt med mit selskab. Jeg kan skam være god nok at spise med!" sagde hun og smilede bredt op til ham. Hun lod ikke til at tage sig af, hvor fin han så ud, hvor meget højere klasse end hende, han måtte være i. Hun syntes alle skulle behandles ens, og det gjorde hun skam derfor også selv. Hun lagde mærke til hans tænder. Hun fandt vampyrer lettere fascinerende, og dette gav hende blot en ekstra lyst til, at han skulle beslutte sig for at joine hende, hellere end at han ville finde et andet bord, eller få hende fjernet for den sags skyld, han havde sikkert magten til det, hvis han ville det

Lucas rynkede brynene, han var overbevidst om, at på en anden dag, havde han fået hende fjernet, fået hende til at skride ud af hans hotel. Ja, det var ikke hans hotel, det var rigtigt, men ikke i dag, i dag, var humøret for højt. "Jamen, så må det jo være sådan" sukkede han, og satte sig i stolen overfor hende. Kiggede ikke engang på menu kortet, han kendte menuen ud og ind, og knipsede derfor med fingrene, et højt smæld der gav en tør lyd. En af de mange tjenere, fik hastigt bevæget sig hen til bordet. "Jeg vil gerne gerne bede om en flaske champagne, Don Paramon, hvis i har det, hvis ikke, så tager jeg imod enhver vin fra det sene 1700 tal, i måtte have på lager."
[/b]"Og, hvad ønsker hærren at spise?"[/b]
Lucas bed sig i læben mens han tænkte, ville han virkelig have noget at spise? var han overhovedet sulten? eller var det blot en leg for at teste køkkenet?
Lucas lod et bredt smil spille om læberne. "Nej, intet at spise, indtil videre" hvorefter han rettede de blå øjne mod hans middagsgæst, han kunne vel lige så godt opretholde en hvis formalitet blandt dem, bare fordi hun ingen ide havde om takt og tone... og da heller ikke om hvordan man klædte sig, så betød det jo ikke ,at han ikke kunne opretholde en vis... standard. "Og de min kære?" Spurgte han, måske en smule for høfligt, men hvad pokker, selv hvis hun udpegede dette, ville der nok ikke være nogen forskel i Lucas hoved, høflighed var noget der hørte enhver til, om den så var et spil eller ægte, det var sådan set ligegyldigt.

"Har de et navn, frøken?" Hans øjne fik en blank overflade i lyset, som når der ligges et svagt lag is, over det blå vand nedenunder, vandet der normalt ville være dybblåt, var nu isblåt i hans øjne, som de altid var, isblå, kolde og analyserende.

Harley kiggede tilbage ned på menukortet, efter at have siddet noget tid og direkte stirret på ham. Hun vidste godt, hvad hun ville have, havde vidst det i noget tid, men havde bare kigget videre for at trække tiden ud, så hun kunne beholde sin plads noget længere. Måske bare for at være på tværs, så nye gæster ikke ville kunne komme til bordet, ellers bare for at nyde den fine atmosfære, som hun så sjældent var i kontakt med.
"Jeg tager den der hummer der" sagde hun med et smil, rakte menukortet op til tjeneren og sendte ham et venligt smil. Hun tog sig ikke specielt af hans meget høflige tone, da hun bare regnede det som normalt for De, der kom til stedet. Det måtte hun affinde sig med, når nu hun selv havde valgt, at komme til stedet. Hun kiggede på ham igen, tog et kig på hans tøj, hans hår, hans holdning. Hendes blik fæstede sig til hans hår, og hun kiggede lidt på det. Hun fik en trang til at ugle det, bare for at ødelægge den så nøje satte frisure, men hun burde nok lade være, selvom han lignede et 3. klasses barn på fotodagen, tvunget i fint tøj af sine forældre!
Harley nikkede en gang til ham. "Harley hedder jeg" sagde hun først. Hun plejede kun at præsentere sig ved fornavn, men hun måtte vel hellere få efternavnet med, nu hun var i fint selskab. "Harley Sfinn" tilføjede hun så og sendte et lille smil. Hun gad ikke nævne mellemnavn, det kunne man vel alligevel ikke bruge til noget, medmindre andre havde det samme navn som hende selv, men det tvivlede hun på, for Sfinn var et efternavn hun selv havde valgt, for at skille sig lidt ud fra sin familie.
"Og hvad hedder du.. eller De selv?" spurgte hun og rynkede brynene lidt, da hun ikke vidste om 'du' eller 'de' var bedst at bruge. 'De' lød lidt finere, så det holdt hun sig til. Så kunne hun også lege overklasse!

Lucas rynkede brynene da hun glemte at de ikke var dus endnu, det formaliteterne måtte jo opretholdes, også selv man havde briller... Flyver briller, herregud så tag dem dog af pigebarn. Han sukkede, og smillede overbærende. "Lucas, Lucas R. K. Connelly" Præsenterede han sig, og så på hende, Sfinn. Mærkeligt navn, men fornavnet, Harley, det var ganske pænt. Lucas overvejede kort om man ikke burde låse denne kvinde inde, og vaske hende, lære hende nogen manerer, klæde hende i ordentligt tøj, og så måske om små... 200 år, hente hende op, og vise hende hvordan verden så på hende med nye, venlige øjne, øjne der beundrede hende. Men nej, rebeller, var og blev rebeller, lige indtil de sagde noget forkert, så var de en rød klat, eller måske bare en bunke aske. Det kom jo an på humøret.

Ejeren af Connelly Enterprices tog et af de tynde glas op mellem fingrene, snurrede de mellem tommel og pege finger, tænk, for blot 200 år siden, var glas ikke integreret i samfundet som det var i dag, og nu, var det helt anderledes.
Det var underligt, sådan at se hvordan tiden gled forbi, mens man selv forblev den samme, at se hvordan andre ældedes, fik børn og døde. Mens man selv forblev på det samme stadie... Udødelig... Urokkelig. Den smarteste måde at overkomme en fjende, var simpelthen blot at leve længere end ham.

Harley tog selv et glas i hånden, efter tjeneren var kommet med dem og vin til dem begge, to forskellige flasker, da hun selv havde bedt ham hente noget til hende tidligere, hun havde bare ikke forstand på vin, så om den hun havde fået, var god, eller bare noget sprøjt, det kunne hun kun finde ud af ved at smage på den. Hun tog glasset op til ansigtet, kiggede lidt ned i den røde væske der skvulpede rundt, grundet den lille cirklende bevægelse hun lavede med glasset. Hun tog glasset til læberne, tippede det lidt, og fik det næsten indenbors, da hun så hørte hans navn. Hun stoppede sin bevægelse og kiggede hen på ham. Hans efternavn.. Kunne det være? Nej, det var nok bare et tilfælde, det var sikkert et meget normalt efternavn nu til dags. Hun trak svagt på skuldrene og tog sin tår af glasset før hun satte det tilbage på bordet. Det smagte.. Okay, af vin at være, hun var ikke meget til vin, men hun kunne sagtens drikke det, hvis hun skulle, og det skulle hun, når hun var sådan et sted! Hun havde ellers foretrukket en cola eller sprite, men vin blev det.
Harley kiggede tilbage på ham, da vinen ikke længere var hendes øjne interessant, og hun lod ansigtet glide let på skrå. "Hvad står R.K for?" spurgte hun undrende. Det var da mange navne at have, men det var vel egentlig ikke underligt for finere mennesker

han smillede bredt. "Ser du, det faktisk relativt spændende, ser du, alle mandlige arvinge i min familie har navnet Raguel, en gammel vane, fra da vi havde en ærkebiskop i familien, opkaldt efter en af ærkeenglene, kain, mit andet mellem navn, bærer alle fra den franske side at vores familie." forklarede han, og lænede sig tilbage, og betragtede hvordan boblerne flød til toppen i hans champagne, læberne skiltes, og tog imod den lettere gyldne væske.
Man kunne næsten se effekten i hans ansigt, læberne blev trukket opad i sidderne, øjnene åbnedes fuldt, og det blå i dem lyste, ørene bevægede sig blot en centimeter op, og skuldrene fandt til rette, en smule lavere en normalt.

"Det er egentligt en relativt lang slægshistorie, men altså, man kan jo håbe på at Malakel indfører noget, hvor den slags rent faktisk betyder noget, ellers må man jo selv gøre det" han trak på skuldrene, og satte glasset ned igen, hvorefter han betragtede frøken Sfinn. "Og hvad med dig? er du bare poppet op et tordenvejr?" han slikkede sig om læberne, og betragtede hende, nysgerrigt, sultent.... Det var længe siden han havde smagt den slags blod, og måske, kun måske, var der en ny form for aftensmad i nat.

Harley, som lige havde taget en tår vin i munden, en meget stor en endda, lavede pludselig en underlig halvkvalt lyd, efter at have hørt hans historie. Hun holdt sig for munden, men det lykkedes alligevel for en smule vin at sive ud mellem hendes fingre. Hun havde fået et chok af hans historie, og ikke et af de gode. Hun sad stille i noget tid, trak vejret besværet igennem næsen, imens hun forsøgte at få slugt vinen, hun havde i munden. Der gik lidt tid, så kom hun endelig til sig selv. Hun tog sin serviet og tørrede sin hånd og fjernede også de små vindråber, der havde sat sig om hendes mund, før hun faktisk fik taget sig sammen til at kigge op på ham. Hendes bror havde haft det mellemnavn, hendes far, endda hendes fætre, hvilke der var nogle stykker af. De havde været en stor familie, hvilket også havde været en af grundene til, at hun havde efterladt det liv i det fjerne. Hun var mere en enspænder. Hun hostede lidt, da noget vin var røget i den gale hals.
Harley fik endelig styr på sig selv, og hun rettede sig roligt op, som om intet var sket, kiggede bare på ham med et lille usikkert smil. Hun rystede på hovedet. "Nej, jeg.. Jeg blev født i Irland, havde en ret stor familie, men så.. Da jeg var gammel nok, flyttede jeg væk fra dem" sagde hun roligt og trak på skuldrene. Det var altså lidt underligt, det her, men hun ville ikke drage nogle forhastede konklusioner, selvom hun havde en frygt for, at han.. at de!.. Kunne være i familie?

Lucas kommenterede ikke hendes historie, den interesserede ham langt fra, faktisk så var der tusind, og atter tusind ting han hellere ville høre om. Han lænede sig bare tilbage i sædet, og betragtede glasset, egentligt, var glasset, og væsen deri, ligesom di morga, en ramme, af glas, der holdt det på plads, Malakel, borgerne deri, champagnen i sig selv, der flød rundt, blot for at blive fortærret af de højere magter, når de nu engang havde udtjent deres formål. Og boblerne, Lucas, var en af disse bobler, bobler der flød rundt, knitrede på tungen, og stødte mod glassets kanter igen og igen. Modstand. Forandring. Krig.

Lucas læber skiltes, krig, han huskede kort hvordan det var at tjene i Napoleons hær, huskede stolheden han havde følt, da han var blevet udnævnt til kaptajn, og frygten på kamppladsen, da han var blevet hevet væk fra kampen, faldt ned fra hans hest, ramt lige under venstre lunge, bleg af blod tabet, var han blevet slæbt væk fra kamppladsen, og her var det så sket, her havde han taget imod den gave, der havde reddet ham, havde gjort ham udødelig, den mulighed der ville gøre ham til den person, der gik over i historien... Eller, det var ihvertfald målet, målet var magt, og målet, helligede midlet.

Harley betragtede ham ud ad øjenkrogen, imens hun sad med sit vinglas oppe ved læberne. Hendes læber hvilede på glassets kant, og det fik en lille dugplet på siden fra hendes ånde. Hun inspicerede ham med blikket, tog sig ikke af, om det irriterede ham eller ej, hvis han da overhovedet lagde mærke til, at hun kiggede så nærgående på ham. Hun tippede glasset lidt og tog en tår, rystede så på hovedet, satte glasset ned, og hev sine flyvebriller ud af håret. Hun lod en hånd glide igennem sit korte hår, så det strittede en smule, sådan som det normalt sad, når hun hverken havde flyvehat eller flyvebriller på.
Der gik lidt tid, så kom tjeneren med hendes mad, satte fint anretningen på bordet. En hummer hun selv måtte få kødet ud af, med noget salat rundt om og så lidt dressing, eller hvad end det var. Det måtte da nok kunne spises! Hun begyndte med sin kniv at prøve at få hul på hummerens klo, selvom det ikke gik ret godt. "Hvorfor skal du ikke selv have noget at spise?" spurgte hun undrende, dog uden at kigge på ham. Hendes blik var fæstet til hummerens røde skal, som hun ihærdigt prøvede at få åben. Hun opgav efter lidt tid og kiggede så rundt, for at se om nogen betragtede dem, men det var der ikke. Hun var nok ikke videre interessant for de fine mennesker derinde, medmindre de sad i smug og brokkede sig over hendes udseende. Da hun havde konkluderet, at ingen kiggede, sendte hun et lille lyn ud af hånden. Det gennemborede hummerens skal, og fik hurtigt hul på det. Se det var jo meget lettere! Hun tog så sin gaffel og begyndte at fiske kødet ud af kloen

Lucas betragtede med blå øjne kvinden, det var mærkeligt. Mærkeligt, kvindens fakta passede jo, men det kunne da ikke tænke at han, Lucas Connelly var i familie med noget så... Så... han rystede mentalt på hovedet og blev hurtigt nærværende da spørgsmålet faldt. "Jeg spiser ikke... Normal mad" Forklarede han venligt. Dette måtte da være almen viden at ikke alle vampyrer ville pine sig selv, i den illusion at de var noget de ikke var, alle vidste jo hvad de bar på indersiden, bæstet. Det hungrende bæst, der til evig tid lurede i dem alle, og blot ventede på at få fat i lidt mere af deres menneskelighed, tage det af dem de havde tilbage og fortærer dem hele. Uden at der ville være noget tilbage i dem, når man engang var færdig med dem.

Han sukkede forsigtigt, som om han ikke ville virke uhøflig, men denne kvinde kedede ham. Det kunne ses, de isblå øjne flakkede hele tiden imod hendes hals, så til hendes hænder, rundt over hele hendes krop. Håbende at han fandt et eller andet interessant. At der blev vagt en lille form for passion, begær, vrede, misundelse. Bare det mindste, så han ikke skulle sidde og være uhøfig. Men nej, intet. "Irland siger du? jeg har familie der" sagde han som om han kommenterede vejret.

Harley spiste lidt af sin hummer, og kiggede så op på ham igen, en anelse undrende. Hun havde selvfølgelig læst forskellige fortolkninger af vampyren, nogen af hvilke der godt kunne spise menneskemad, andre der ikke kunne leve på andet end blod. Man kunne jo aldrig vide, hvilken af dem, han var! "Jeg ville ikke kunne leve uden, alle de dejlige smage, konsistenser, det hele! Jeg eeelsker mad!" sagde hun med et bredt smil om læberne, og proppede lidt ekstra hummerkød i munden. "Kage er især godt" tilføjede hun, med den kun halvt tyggede mad stadigt hvilende i munden, så hendes ord blev en smule mumlende.
Hun fik tygget og slugt sin mad, og lyttede så til hans ord. Hendes ene øjenbryn løftede sig lidt. Hendes mistanke fra før blev bragt op igen, da han nævnte sin familie i Irland. "Såh.. Når nu jeg har boet der, kan det være, at jeg kender til dem. Prøv at fortælle lidt om dem? Kan være det bringer noget frem i hovedet" sagde hun og kiggede stadig lettere mistænkeligt mod ham, med øjnene knebet en lille smule sammen

Han sukkede tungt. "Jarh... Min familie er jo et kapitel for sig selv" mumlede han, og himlede svagt med øjnene over hendes kommentar omkring mad. Hah, mad var en ting man indtog for at holde sig gående, for at komme videre, ikke fordi man skule nyde det. Det var da fuldkommen sygt! "Min families navn er Connely, nogen mener vi stammer fra det tidlige 1100 tal, hvor vi fik en stor del af det Sydlige Irland, som tak for vores tjenester. Og andre mener vi kan spores helt tilbage til det gamle romer rige." han så på sine negle, det eneste interessante der var at foretage sig. Kunne man vel vove at påstå, men på den anden side, så fortalte folks øjne meget om personen. Eksempelvis Lucas, pæne, rene og maniqurerede. Lucas var en retskaffen person, med en del forfængelighed. "Det meste af familien er forblevet i Irland, men en mindre del af emigreret til Frankrig, og den gren af familien stammer jeg fra." Han smillede svagt. "Man kan altid kende os på vores blå øjne, og så naturligvis vores bibelske mellemnavne. Det var vist en Hugo omkring reformationen, der mente at vi burde have navne fra ærkeenglene.... Hah.." det sidste grin var en smule ... falskt.