Vindens larmen...-Killer

S: Legepladsen
T: Aften/Nat
O: ingen
V: Små koldt og overskyet

Det sad en pige alene på en gynge. hun lignede en på omkring de 17 år. legepladsen var rusten og forfalden. malingen var skaldet af og afslørede kobberrødt rust. gyng, gang. pigen havde sort hår. langt sort hår der hang nede over det ene øje. det synlige øje havde en besynderlig farve. det var violet. øjet var omkredset af lange, tykke, sorte øjenvipper. hun havde en sort kjole på. kjolen var smuk og simpel. den stod godt til hendes porcelæns hvide hud. hun smilede for sig selv. smilet afslørede et par lange hvide hjørnetænder. hun var ikke en normal pige for ud over at være ekstraordinær smuk var hun også en vampyr

Killer gik roligt igennem gaderne før han pludselig stoppede han snussede ind helt ned til lungerne en vampyr på hans område? Det var underligt normalt kunne en vampyr mærke andre vampyres områder han begyndte at gå mod legepladsen hvor den kom fra han var forsigtig tænk vis vampyren ikke var venlig og ville angribe ham

Gyng gang. Jane havde ingen ide om at dette kvarter tilhørte en. og hvis hun havde vist det havde hun nok gået her ind alligevel. hun smilede for sig selv. gyng gang. frem og tilbage gik det. skyerne oven over hende var grå og triste. heldigvis lignede de ikke noget der kunne finde på at regne lige foreløbig. hun lugtede en vampyr nærme sig. en uvenlig vampyr? hun var på vagt. gyng gang. hendes øjne lynede opmærksomt. hun fandt to pistoler frem fra sin taske. patronerne var af hærdet træ. hun havde altid sine pistoler på sig. i tasken var der også sølvpatroner. hun ønskede ikke at angribe en artsfælle men hvis han angreb hende havde hun ikke noget valgt. gyng gang. hun stoppede med at gynge og havde nu pistolerne i hænderne klar til at skyde...

//Haha jeg kan godt li du skal have det der gyng gang med bag næsten alle sætninger^^

Killer stoppede oppe i et træ og så ned på hende før han lukkede øjnene og mumlede nogle besværgelser før en stemme fra den anden side af legepladsen råbte "HVAD LAVER DU HER" uden at Killer rørte sig

hvis det ikke var fordi Jane kunne lugte ham ville hun nok have troet han kom fra den anden side af legepladsen. i stedet rettede hun begge pistoler mod et træ i nærheden. "Hvad rager det dig?" sagde hun koldt og tydeligt i et arrogant tonefald. ikke fordi hun var arrogant, men i den situation passede arrogance bare perfekt. jo mere spoleret og snobbet hun kunne lyde jo større chance var der for han ville undervurdere hende i en eventuel kamp. hvilket ville give hendes frit spil. hun smilede hånligt "hvad bestiller du oppe i et træ? er du bange? hvorfor kommer du ikke ned og leger?" hun var ikke bange for ham. hun kunne forudse hvad han ville gøre.

Killer grinte "selvfølgelig en spåkone" sagde han kort efter at have set hende i øjnene før han hoppede ned "du kan forudse hvad jeg gør men du kan ikke forudse hvad jeg tænker" han grinte lidt før han lukkede øjnene "psykisk kamp" sagde han og så hende direkte ind i øjnene alt blev sort for dem begge før det hele kom frem igen bortset for alt var sløret de var i hendes tanker som han nu kontrollerede hendes våben var væk og alt var klar til at han kunne angribe uden hun kunne gøre noget eller det lignede det i hvert fald

Hun hidkaldte nogle ånder. Janes anden evne. hun var forbundet med 'den anden verden' hun bad ånderne være hendes tanker advare hendes mod angreb m.m. hun kæmpede for at genvinde kontrollen over sine tanker. hun var nervøs. der var et andet væsen i hendes tanker!! hun sendte en masse ubehagelige billeder i mod ham. hun prøvede at gøre ham bange. hun sendte frygt. hun prøvede at få frygten til at bore sig ind i hans hjerne. de var i hendes hoved nu. han var tydeligvis en illusionist. de var sikkert ikke inde i hendes hoved rigtigt det var sikkert bare noget hun troede. måske havde hun ikke sine højt elskede pistoler mere, men Jane havde flere våben. hun var et våbenkammer. fra hendes støvle tog hun en lang trækniv frem. hun var klar igen. nu ville ånderne advare hende når han kom. hun lukkede øjnene ikke flere illusioner fra hans side. nu var det op til hendes instinkt

Killer grinte før han brugte noget af sin egen tankegang før hendes våben igen forsvandt og han gik langsomt imod hende jo tættere på hende han kom jo dybere hemmeligheder kom frem for ham ind i hans hoved så han kunne se dem han gik bare imod hende han stoppede ikke han ville vide hendes dyrebareste hemmelighed og der fandtes kun få måder at stoppe det på og en af dem var ikke at angribe ham hun ville bare komme tættere på ham så han kunne se dybere hemmeligheder

Jane vidste ikke hvad hun skulle gøre!! For alt være helt ærlig havde Jane det faktisk bedst når hun var alene med ånderne. efterhånden som han kom tættere på blev minder fra hendes fortid brutalt revet frem fra de dystre kroge i hendes mørke sind. hendes families død, hendes første kontakt med de døde. hvor bange hun havde været da hendes afdøde mor stod i døren... alle de uskyldige mennesker, politikere, m.m. hun havde dræbt for penge. alt det hun havde prøvet at glemme siden hun kom til denne lille by. den sande Jane kom frem... den Jane der ikke hed Jane, men Janeczka Alexandrova. den Jane der levede før den nu levende jane.

Killer gik videre få skridt mere så kunne han røre hende og så vidste han alt om hende han strakte sin hånd ud om hun tog fat i hans hånd eller bare gjorde noget som helst som ville skabe fysisk kontakt ville ikke ændre den fakta at han ville røre hende men der var noget noget som fik ham til at tøve han kunne se noget bag hende ud af ovenkroven en følelse ikke vrede ikke smerte kærlighed vis hun kunne finde ud af at bruge den ville den følelse være nok til at kunne skubbe ham ud af hendes tanker dog var det en hemmelighed kun han selv havde fundet ud af hvordan man brugte

Jane var ikke udmattet. hun havde kæmpet hårde kampe før. hun sukkede. hvis bare hun kunne komme ud af denne suppedas, men hvad ville hjælpe? hun kæmpede hårdere. lige meget hjalp det. Kærlighed var et ukendt begreb for Jane. Hendes familie blev slået ihjel da hun var 5. siden da havde hun klaret sig selv. lært, af bitter erfaring, ikke at stole på nogen. Hun havde dræbt mange ingen tvivl om det. hun var god. en af de bedste. hun kunne slå ihjel i koldt blod. det var sådan Jane havde kæmpet sig op i samfundet. hun var startet ud som lejemorder. hurtigt var rygtet om hendes dygtighed spredt. efterhånden fik hun flere og flere kunder højere op på den sociale rangstige. indtil hun til sidst var gået på 'pension'. hele hendes liv havde hun levet uden én eneste gang at mærke denne følelse. hun havde læst mange bøger om den, men aldrig havde hun forstået...

Killer smilede ondt før han kom tættere og tættere på mens han smilede "pas nu på jeg rør dig" sagde han og en mur kom op bag ved hende så hun ikke kunne gå baglæns men han tog hånden tilbage han ville gøre noget værre der kom flere mure og pludselig var de i et lille rum kun lige præcist stort nok til dem begge men ingen luftplads så de kunne bevæge sig før han til sidst langsomt tog det sidste skridt mod hende han var lige ved at røre hende