Kedsomhed en ny novelle.

Som tiden skred af sted sad hun og kiggede ud i luften, hun ventede på at officererne gik deres vej, men det så ikke sådan ud eftersom der stadig hørtes utallige lyde af støn og jamren. Det var snart mørkt, men solen skinnede stadig, dens stråler fløj op over havets rolige bølger, mens alting næsten gik i stå. Hun følte sig efterladt, fortabt og uden lige, hvad skulle hun gøre nu? Hun kendte ikke en sjæl som ville tage sig af hende. Hvad skulle hun dog stille op, alle mulige tanker fløj igennem hendes hoved, hvordan skulle hun klarer sig, hvad skulle hun gøre, hvor skulle hun tage hen, alle disse spørgsmål som var så svære at besvarer, især i denne situation. Hun kiggede op fra sit skjul, officererne var ved at gå deres vej, bare de ikke opdagede hende! Hendes øjne kiggede stille rundt og fik øje på sin mor og far, deres hals var skåret over, og deres øjne flået ud. Et lille hyl ville gerne træde frem, men hun slugte det i frygt for at officererne ville opdage hende. Hun bed sig let i læben mens hun prøvede i desperation at lade være med at græde. Hvordan kunne nogen være så modbydelige at gøre sådan noget, sådan mod et menneske, at tage et menneskes leverettigheder.
Hun gemte sig ned igen i sit lille rum under nogle brædder der kunne tages til og fra, hendes øjne vendte sig op mod loftet hvor hun kvalte sin egen gråd ned i lungerne, HVORFOR, HVORFOR, HVORFOR?! Skreg hun inde i sit hoved, hun kunne ikke klarer tabet på sine forældre, og hun havde jo været i det nøjagtig samme rum som dem, hørt deres jamrende stemmer, deres bønfaldelse om nåde. Hun lagde sig ned på de hårde sten der var under hende, og græd i stilhed. Intet betød noget mere, alt håb var dybest set ude.