Just a little bite??(Ahngel=privat)

Tid / Midnat

Sted / Kirkegården og den mørke skov

Omgivelser / Ingen at se i nærheden

Dato / irl

Vejr / Lunt, Månen er fremme og danner skygger rundt omkring



Veronica gik for sig selv mod kirkegården, hun var på jagt efter føde dog kunne hun let overleve uden meget blod men der var gået 2-3 dage nu og det sidste blod hun havde fået var ikke lige hendes slags ynglingsblod. Veronica gik stille i sine pumps(sølv Stilettet) og slikkede sig blidt om de næsten hvide crem farvede læber i det hun strøg sit blod røde lange bølgende hår tilbage med håndryggen og betragtede de skæve træers grønnelige blade og de skygger de fik dannet fra månens himmelske lys. hun bar en smuk sort kjole med silke bløde snørre der krydset hinanden i ryggen og med små røde flæser på ærmet som os var skåret op for oven ved begge skuldre så det så rigtig sensuelt ud og den stoppede før knæene kom og startede som et corsage for oven og gik ud i en slags strut kjole, hun smilede stille og betragtede dette himmelske syn og satte sig blidt på en gravsten med ordene"Livet er for kort til at kunne leve på en dag"

Der hørtes et skrig fra ikke langt nede af stien. En kvinde. En enkekone, som havde besøgt sin mands grav. Nu lå hun på jorden side om side med sin mands elskede gravsten. Hendes ærmer var brættet op og ved siden af utallige stik fra kanyler, var der et åbent sår ved pulsåren. Det var gjort på begge arme og nu flød det resterende blod som en smuk rød pyt, som opslugte gruset i graven efter kort tid. En høj mørk skikkelse stod lænet over hende med blod dryppende fra hagen, hvor et bestalsk smil sad, da ekstasen over blodet stadig var i kraft. Nok var det junkieblod, men det gav det blot en ekstra effekt for ham. Hans lange sorte hårs totter var også farvet en smule røde efter han havde siddet foroverbøjet med hendes blodige kadaver i armene. Et udsøgt bytte.

Veronica nærmede sig stille lyden af den dødende kvindes sidste klage skrig med et smil over de smukke læber mumlede hun stille noget næsten utydeligt"Hmmm gad vide hvem han er" hun snuste ind af og kunne dufte den dejlige aroma der stille var spredt i luften og hendes ellers smukke klare røde øjne begyndte stille at lyse op i det duften af nyt blod spredte sig i luften og duften af en anden mandelig vampyr var os som et lille lag i duften. Veronica havde dog ikke mødt andre vampyr i nu og slet ikke nogen mandelige. Hun var stille kommet tæt nok på nu til at kunne se det sultende næsten smukke syn af en sort håret vampyr bøjet ind over sit offer på en lidenskabelig måde og dog skræmmende vis man var menneske, men Veronica blev plot mere nysgerrig efter at lære dette væsen at kende så pludselig stod hun foran ham hun havde løbet mod ham med høj hast som om det var hun kunne telepatere men kunne hun dog ikke, der kom et lille smil på hendes læber da hun så på ham og sagde med blid tone og dog med et strejf af elegance over stemmen" jamen goddag med dig sir"

Ahngel løftede ansigtet væk fra offeret og op imod den fremmede vampyr. Hans lange sorte hår trak sig en anelse tilbage så hans marmorhvide smukke ansigt kom frem, som når man trak et sort gardin fra et lyst vindue. Også han havde iltre røde øjne med en svag flamme glødende fra de nærmest smalle kattelignende pupiller. "Bonjour Mademoiselle." sagde han lavt, nærmest hviskende idet han betragtede hende. Hans øjne var vilde og stadig hængende i ekstasen fra det tilfredsstillende drab. De dæmpede sig da og han rettede sig op. Han var høj. Ret høj og tynd og næsten ranglet, hvis det ikke var for hans ranke ryg. Han bar sort tøj, deriblandt en lang frakke som slæbte sig hen af jorden med flænsede ender. Gotisk og punk i en og samme makabre stil.

Veronica fik et smil på læberne da han snakkede fransk til hende og kunne umuligt ikke holde sit moderssprog tilbage i det hun bare måtte prøve ham af om han var endnu en af disse ubehagelige fyre der prøvede sig af med gentleman manere og små fasader der skulle forstille at være fransk talende. Veronica nejede elegant for den høje herre og sagde med blide elegante ord mens hendes tunge gjorde så ordene formulerede sig smukt og meget flydende veltalende"bonne soirée à vous, monsieur" Hun slikkede sig let over de silke elegance læber der stille lod tungen berør dem og stille kom hendes hugtænder frem men hun så væk fra det blodige lig for ikke at ligne en der ikke havde fået blod i flere årtider, hun betragtede ham stille og sagde"Monsieur? har de ikke været i frankrig før? om jeg må demander" det sidste hun sagde på fransk betød spørger og det allerførste hun havde sagt ud fra læberne var god aften til ham. Hun strøg håret væk fra ansigtet med håndryggen og bevægede sig stille hen mod ham og gik stille rundt om ham elegant og med lydløse skridt

Ahngel smilede dystert med småt sammenknæbne øjne. En fransk vampyr som han selv. Hehe. Spændende. Mon hun havde boet i frankrig siden udskiftningen eller kendte hun endnu ikke til ham. Det ville overraske ham hvis hun ikke gjorde. Hun var trods alt under hans domæne hvis hun var en ægte fransk vampyr. "Jeg bor skam i frankrig." sagde han og kunne nærmest ikke smide det lettere sadistiske forførende smil. Det kunne være en spændende lille handling. Han kiggede lidt op imod himlen imens hun omkredste ham en smule. Indtil videre viste hun ingen tegn på at genkende ham, men selvfølgelig.. der var ikke mange der havde set ham direkte, selvom de hørtes under hans område. mange kendte slet ikke ansigtet på deres alfahan. "Et oui.. tres bon." sagde han da hun spurgte om hans aften. Han tørrede sig kort om munden med en marmorhvid pegefinger med den sorte kloligndende negl.

Veronica var meget yngre end ham men da hun endelig stod foran ham lod hun blidt uden tøven som barn sine finger glide op af hans kind der mærkes rimelig kold og knoglet i det han var en slank rank vampyr hun gispede stille i det der kom et flashback fra da hun var lille hun tilhørte nemlig en fornem arve familie, der var rig og nærmest kongelige. Hun kunne huske da hun var 9 år havde hun mødt en af sine fars overordnede, de havde snakkede inde i det store spiserum med andre og da de gik ud havde hun set en smuk ung høj slank vampyr meget mere elegant og mere fremstrålende end nogen andre i frankrig. hun havde stille gået hen til ham og taget fat i hans kappe den gang og trukket ham lidt i den så han havde bukket sig mod ham i det hun havde rørt hans ansigt for at se ham bedre som en lille pige ville ha gjordt. Hun var en af de få vampyr der ikke havde mistede evnen til at rødme, hun rødmede let men det var dog tydeligt,og så? alligevel så langt fra. Veronica tog hånden til sig i det hun stille gik ned i knæ foran ham eller med det ene knæ mod jorden og så ned bukkende og sagde"Ahngel morte de sang" hun turde ikke se op nu hun havde rørt selveste Ahngel igen som da hun var barn hun var sikker på det var ham hun havde berørt som lille

Ahngels smil strækkede sig til det aller yderste idet hele hans hvide makabre tandsæt kom til syne. "Der kan man se. En rigtig fransk vampiréss.." sagde han og kiggede lidt på hende. Den ene del af ham nød hun knælede, men alligevel satte han sig på hug foran hende og tog hendes hånd og hjalp hende op igen. "Pas på at liget ikke farver din kønne hud." sagde han nærmest blidt, men stadig senistert som altid. Han var ikke direkte ond, men for pokker han var heller ikke god. Han var bare. Han levede bare.
"Jamen det er da smigrende at du kender mig.. Jeg havde lige troet noget andet.. så.. du kender mig, men hvad er dit navn? Jeg synes bestemt at jeg har set dit ansigt før, mademoiselle." sagde han og lagde hovedet lidt på skrå.

Veronica så stille på ham da han knælede ned til hende og rødmede let i det hun ikke ville ha den øverste af frankrigs herre/vampyr knælede ned på hendes lvl.. hun var jo slet ikke værdig nok til denne gestus til at dette væsen rørte hende eller kaldte hendes hud for køn. Veronica rejste sig op med sin hånd i hans og tog den blidt til sig i det man kunne mærke hendes hud mod hans og omvendt glide fra hianden som magneter der ikke ville fra hinanden og dog alligevel. Veronica så stille ned og sagde"Veronica la Saint-Valentin" hun nejede blidt for ham igen og sagde"Ahngel jeg ville aldrig ha rørt deres storhed vis jeg havde vidst hvem du var, straf mig endelig vis jeg har vanæret din stolthed eller dig som maître vampire" hun så blidt op på ham med lysende øjne af skræk for han skulle være den vampyr hun havde rørt den gang som barn og at han ville genkende hende..

Ahngel satte i en kort men rungende vampyrisk latter. "Jeg har ingen intentioner om at straffe dig." sagde han. "Trods mine rygter er jeg ikke en nær så hård alfahan som min fader var i sin tid." sagde han og lagde hovedet lift på skrå. "Desværre er der stadig nogle som hammeren slår hårdt over." sagde han så. "Det kan jo ikke undgås." fortsatte han opgivende. Han vendte de røde øjne hen på hende igen og betragtede hende indgående. "Og.. kald mig bare 'du'.. " sagde han med et kort smil. "Jeg er ikke her for at være formel." sagde han så og nikkede kort for sig selv. "Bare kald mig Ahngel." sagde han så og smilede endnu engang skummelt og betragtede kort liget under sig. "Mhm.. det lader vidst til at jeg tog dit bytte, mademoiselle?"

Hun så stille på ham i det hun smilede lettere overrasket over hans valg af situationen og den blide statiske berøring hun sådan havde taget fra ham efter slet ikke at ha overvejet et eneste sekundt hvem hun havde stået over for og rør ved. Veronica var flov over at ha rørt ham men så stille ned på blodet og slikkede sig lettere forførende/sultende over læberne og fik et dyrisk smil men sagde stille til ham"Nej Monsieur jeg drikker kun blod fra det modsatte køn af mig selv" hun bed sig blidt i underlæben i det hun betragtede hans offer og sagde"hvad med dig ? Monsieur drikker du os blod fra modsatte køn kun eller drikker du blot fra dem der nu er så uheldige og dog heldige at blive holdt i dine arme og stille se verden forsvinde"

Ahngel smilte endnu engang bredt. "Jeg tager mig ikke af kønnet." sagde han så og betragtede hende. "Blodets smag påvirkes kun af deres baggrund for mit vedkommende." sagde han og smilte lidt til liget, som om det var hans ven. "Mhm.. uheld eller held.. For hendes vedkommende tror jeg det var en rar måde at dø på.. ellers havde hun bare slået sig selv ihjel inden der var gået kort tid.. en skam.. måske får hun en ny chance." sagde han så og hendvendte sig til hende igen med det samme ulmende røde blik. "Så...? Hvorfor forlade frankrigs gotiske skønhed for at komme til Di Morga?" sagde han så og lagde hovedet på skrå og betragtede hende. Dog havde han et par ideer. Når vampyrer havde set nok tog de somreal til andre lande for at udforske.

Veronica smilede stille i det hun gik lidt væk fra ham og drejede rundt om sig selv elegant og mens månens lys faldt smukt ned på hende og hendes blod røde øjne lyste nu og hun sukkede elegant i det hun drejede som en ballarina og stoppede med hovedet ned mod jorden og kastede det røde hår tilbage i det hun så mod ham og sagde"Min familie, jeg forlod min familie og dragede ud for at finde føde men der var nogen der fandt mig.... nogen jagtede mig og jeg kunne umuligt bringe dem hen til min familie, og den gang var jeg blot sølle tusinde år... (11)" hun smilede så man kunne se de runde nuttede hugtænder der var fremme i det hun nærmede ham med lange elegante skridt og sagde"så jeg flygtede fra frankrig desværre og ledte dem væk og jeg har aldrig skælmet tanken om at tage tilbage af frygt for de ville finde min familie, eller der måske var flere af disse slayer" hun sukkede dybt og savnede meget frankrig og det hele frankrig indebar

"Der er stadig mange.." sagde Ahngel opgivende med et kort suk, men stadig velholdende sin ranke holdning og aristokratiske udstråling. "Og der kommer efterhånden flere og flere i takt med at vampyrinstanserne vokser sig større." sagde han og kørte en bekloet hånd igennem sit lange sorte hår. "Men.. de er vel med til at skabe den smule balance der er tilbage." sagde han og smilte kort. "Så fråser vampyrene ikke så meget som de plejer." sagde han og begyndte at gå lidt rundt. Når man havde hans erhverv kunne man ikke bare være lige ondskabsfuld hele tiden. Han skulle også tænke på opvoksningerne og de dusiner mennesker de om året måtte forvandle per vampyr.

Veronica så stille på Ahngel, inderst inde var hun kongelig som der var kommet til frankrig og de var altid blevet respekteret og de skulle følge mange regler og alti være rank i det og især Veronica havde måtte lære det på den hårde måde og da hun hørte det med der var kommet flere knuglede hun sine hænder men vendte blikket væk i det hadet steg op i hende på en måde var det jo hendes folk men mest af alt var det Ahngels, og selv om hun var kongelig så var Ahngel af meget højre rank end hun nogen sinde ville komme til altså ved mindre hende og Ahngel begyndte at have noget sammen hvilket hun ikke havde i tankerne. Veronica så mod Ahngel i det hun gik hen til ham og tog blidt hans hænder og foldede dem sammen med hendes hænder uden om hans og så ham bedende i øjnene"Ahngel jeg må se frankrig igen vil du tage med mig?"

Ahngel kiggede lidt undrende på hende da hun tog hans hænder. Det var en noget pludselig proklamation, men han så egentlig ikke noget forkert i det. "Alors.. oui?" sagde han så. "Jeg kan ikke se hvad der skulle være forkert i det, men det kan ikke vare mange dage." sagde han og så på hende. "Ganskevidst har jeg et topmøde med belgien og canadas ledere, så jeg tror det bliver en snild safg at tage dig med." sagde han og kiggede lidt undrende på hende. "Men hvad har du i tankerne?" sagde han for at finde ud af hendes pludselige grund til at tage tilbage.

Veronica sagde med fransk accent"Jeg vil finde min familie igen og besøge dem i det jeg også vil indtage min ret mæssig plads som en af de højre rankede og tag over for min mor" hun så stille på ham med de røde øjne dirrende i det hun vidste hendes mor ikke var så stærk en vampyr som hende selv og hun kunne virkelig godt tænke sig at hjælpe frankrig med deres problemer med slayers og især os med at der var alt for mange vampyr.. hun bed sig blidt i underlæben nu i det hun slap ham og tog hånden rystende for ansigtet og så for munden og næsen i det hun var så sulten efter blod det snart åd hende op

"Meget vel." sagde han og nikkede til hende. "Men du bør nok jage inden båden går." sagde han og betragtede hende lidt. "Mød mig ved havnen når du har ædt dig klar til et par dage på havet." sagde han. "Jeg vil nødig skulle redegøre for passagerenes død." han smilede roligt, men stadig skummelt, drejede om og gik ud af stien.

//og med det synes jeg vi skal skifte location.//

Hun nikkede stille og nejede elegant i det hun forsvandt da han endelig var gået efter at ha accepteret det han sagde til hende angående med maden og hun skulle tag og skynde sig ellers ville hun måske ende for første gang i hendes liv at angrebe Ahngel og faktisk os for første gang at bide en vampyr.

//Okay laver du emnet eller jeg?//

//det ville være en stor hjælp for mig hvis du gør. Jeg har mange emner på nakken lige nu og skal er nød til at få noget at spise xD//

// ^^ ok laver det ved havnen heh og så kommer du bare forbi når du færdig med at spise ;P//

//si^^