Sometimes it has to happen... - Abigail

Sted; Forêt
Tid; Midnat
Omgivelser; træer, og en lille bæk i nærheden.
Vejr; Køligt, fuldmåne, let brise.

Der kom en krampe agtig, og smertende lyd inde fra skoven som fik det til at løbe koldt ned af ryggen på normale folk. Månen skinnede ned igennem træerne, og dannede en form for kold arua rundt om de omkring liggende træer. Nogle pusle lyde lød fra den ene side, der efter den anden, det var som om de kom alle vejne fra og skabte et sanseløst kaos. Et smertens skrig lød nu, og de normalt brune mørke øjne gik hen og blev gylden brun, mens arme-, ben- og hoveds knogler gik hen og blev større længere, kom med knæk og fik skikkelsen til at vride sig i smerte, puppillerne blev til smalesprækker, som en kats og pelsen begyndte at dukke frem. Hver en lille ting, hver en lille ændring i kroppens forrige struktur smertede mere end hvad nogen overhovedet ville kunne forstille. En manke kom til, den dannede sig som en rund krans omkring det store hoved, med den bløde pels, og trekantede sorte snude. Poterne var hvide, og enorme det var som om de kunne måle sig med et normalt menneskes hoved. En der var næsten lige så lang som dyrets mave slikkede sig hen over jorden, og den sidste menneskelige rest af det tidligere væsen var forsvundet i det et brøl lød igennem Forêts mørke gader af træer. Hvem dette var, hvad dette var, kunne ingen forklarer ingen havde set et bæst som dette. En let knurren brummede så det næsten kunne mærkes i håndfladerne lød i gennem skoven. Også forsvandt den ind imellem træerne, som havde det været et spøgelse.
Halen gled med det store dyrs lodne krop. Dets poter havde aflagt tydellige spor fra dets forvandlings sted, og hvis man havde et syn der kunne sporer ville man kunne se at dette monster, dette bæst... ikke var normalt. Størrer end en ulv, stærkerer end en ulv, og mere farlig. De gyldende øjne gled fra den ene ting til den anden, dyret gik langsomt, det gik roligt, det var stille, det var lydløst og faretruende.

Hvis man kiggede bort fra den vridende mands skikkelse, ville man ligge mærke til den bølge af blonde lokker, som der langsomt gled rundt i luften, som var det grene der blev taget af vinden. Disse lokker, tilhørte dog en kvindes, hvis ydre lignede en attenårs. Hun bøjede let ned i overkroppen, og førte det venstre ben længere ud på grenen hun havde placeret sig på, for at få mere balance i det hele. Uden at være yderligere påvirket af det som der skete, gjorde hun sig klar til at følge efter ulven, som manden var ved at blive til, skrigene pårørte hende ej hellere, hvorfor skulle det? En kold facade var hen over hendes ansigt, trods for det bløde indre, kunne hun var lige så selvsikker og stædig som få. Pupillerne blev dog let udvidet, da hun så hvad drengen blev til, da det ikke var nogen ulv, bestemt ikke.
Dette var dog forunderligt, overraskelsen som havde været malet på hendes ansigt, var forsvundet få sekunder efter, også indsatte 'jagten' sig. Med en hurtig og elegant bevægelse, at var hun nede af træet og allerede sat spurt efter dette katte væsen som hun havde set som en hvid løve, men hun var dog ikke sikker.
Der gik noget tid, hvor hun måtte indse at hun ikke kunne indhente bæstet på denne måde, lige så stille nedsatte hun farten, og satte sig på hug foran de store katte spor. Fingrene gled hen over sporet og gned derefter de slanke fingre sammen, "Hvor gemmer du dig henne?" mumlede hun stille til sig selv, og vente sig så hurtigt rundt, da hun havde hørt noget bevæge sig rundt i skyggerne. En løve var ikke noget man skulle lege let med, det vidste hun fra sin rejse til afrika, de var lumske som få, og kunne betræde områder som disse med yderst lette bevægelser, så det var svært at finde dem.
Alt der var at gøre, var på vagt, og håbe på, at den ikke åd hende.

En lille knurren kom fra det store bæst, imens det slentrede sig afsted imellem tjørne buske, og træerne, temperatueren var mild, så det ikke fik dens ånde til at støde dampskyer i vejret. Plus at vinden var med den, og fik det til at pusle let i krogende, som var det den der gik rundt, og 'legede' lidt med det bytte den havde fået færden af. Med lette poter forsvandt den i skyggerne, og lagde sig på lur under et lavt hængende træ, til alt held var fuldmånen der også, som spillede puds i de normalt mørke kroge, og fik træer til at ligne den. Hvem dette andet væsen var, som kaldte efter den havde den ingen anelse omkring, men de intellegente lyse øjne var på vagt i krattet og ørerne rettet frem ad imod lyden, mens en lyserød og giantisk tunge slikkede sig rundt om snuden, hvorefter det forsvandt i det store gab. Maden var serveret på et sølfad, lige foran dets næse. klørerne begravede sig let i jorden, imens det mærkede på dets omgivelsers bvægelser, fulgte skyggerne der gled over det enested til det andet. Hun stod med ryggen til det, et let bytte... Den holdte øjnene åbne, et intenst øjeblik dette var... dette afventende og rytmiske øjeblik, hvor alt var afgjort af, tid, sted, skyggerne, og hvornår det rigtige sprang satte ind... også... et brøl kom til da den sprang frem fra sit skjule sted, og sprang direkte over hende, og plantede sine poter hvor kløerne stak let ned i armenes bløde hud. En knurren kom fra den, og greb fat i dette andet dyrs beklædnings stykker og kastede dets bytte imod et tykt træs døde krop, hvor der så kom en dyb snerren der rumlede og buldrede afsted. Den brød sig bestemt ikke om at det var den der blev jagtet, mange gange havde den været blevet jagtet, truet og sat i bur for underholdningens skyld, men ikke mere, den ville ikke igennem det igen, og det ødelæggede dette væsen foran den. Knurrede let da den stillede sig angrebs parat med anspændte muskler og bagdellen let op, alligevel var hovedet nede imod jorden vor den store manke let berørte dets overgrund. Endnu engang sprang den op efter hende og lod dets kløer komme ud, hvor at en pote fløj igennem luften og imod det der truede den, og det der skulle blive dets føde.

Hun nåede lige at vende sig om, da hun hørte dens brøl, men så kom hun ikke meget længere, før at den havde jordet hende, og hendes skuldre blade ramte jorden med et hårdt dunk, "alba Leo" mumlede hun, i håb om at hun kunne vække hans indre dyre stemme, mens at hånden blev ført mod dens snude, mens øjnene kiggede lige ind i dens. Dog hjalp det ikke, og hun mærkede smerten skyde igennem kroppen da kløerne ramte hendes arm, og flænsede igennem den bløde hud som hun nu en gang besad. Men lige som hendes overraskelse, forsvandt ansigtet af smerte også hurtigt, men det var først da løven kastede hende imod træet at hun så sit snit, til at kunne komme tættere på løven, uden at blive angrebet. Hun sprang imod træet med sine ben, og parrede på den måde slaget, som hendes krop ville have fået, hvis ikke besad den smidighed, som hun nu en gang var medfødt med. Hurtigt og elegant ramte hun jorden og vente sig mod løven, som der kun brugte få sekunder på at angribe hende igen dette ville tage tid, hvilket hun dog var så heldig at besidde, ingen kæreste, ingen venner, ingen familie hun skulle være sammen med. Nej hun havde tiden i sin hule hånd, og agtede at bruge den så godt hun kunne, på at hjælpe dette væsen. Eller, hjælpe sig selv mere eller mindre.
Hun hoppede hurtigt op i træet, ved at gribe fat i en gren over hendes hoved, og svinge rundt, hvor hun til sidst, ende med benene let spredte og et godt fodfæste på den. Da hun havde fundet balancen åbnede hun den læder taske som hun havde ved siden, og fandt et stort luns kød frem, som blev smidt ned til den arrige løve, som sikkert var gal, af god grund, trods for at hun ikke havde gjort ham noget.
Hun tog en dyb indånding, og ventede lige så stille, som sagt, tid havde hun nok af.

En hidsig snerren kom fra den da dets offer var undsluppet op i træerne og kiggede op imod sit forsvundende bytte og slenterede frem og tilbage imens det ventede på at det ville komme ned fra dets plads, dog måtte den modtage en skive råt kød, som blev grebet med det store gab den ejede. Tilfreds gik den væk med dens skive kød, selvom den ikke ville have haft noget imod at skulle sluprer sine næse i noget godt velsmagende og fast godt. Roligt gik den væk fra den lille lysning og hen imod bækken hvor den havde forvandlet sig. Veltilpas lagde den sig ned på den bløde jord, med nogle små græstotter rundt omkring, og begyndte at ligge poterne hen over kødet imens tænderne flænsede noget af det velsmagende antilope i sig. Halen vippede let op og ned i ny og næ, imens den store lyserøde tunge slikkede hen over det saftige ben som han havde fået tilegnet sig. Der kom nogle gryntende lyde fra det store patte dyr da tog godt for sig med det der var den blevet givet - da den endelig var færdig lagde den sig veltipas ned på jorden, lidt dovent, og udmattet over den store luns kød den havde fået. Efter en lille halvtime, hvor den bare havde ligget og slikket sig rundt om munden rejste den sig op og gik hen til den lille bæk der lå lidt længere fremme for dens snude og lod tungen dyppe ned i det friske og rene vand, imens det blev som ved en skål der blev ført op til dens bløde gab, som var overstrøjet med små bløde pelshår.
Efter den havde taget tilstrækkeligt med vand i sig gik den ind under et træ og lagde sig behageligt i den kølige aften vind, og nød hvordan stilheden nu lagde sig. Den lukkede øjnene ind imellem, kiggede lidt rundt og lyttede stadig godt efter for at hører om der skulle være nogen, nogen steder, om elveren var gået vidste den ikke, men den holdte endnu øje. Langsomt rejste den sit hovede og bukkede det ned imod de bepelsede ben, som den slikkede ren med den rug og lyserøde tunge. Den fik det værste af blodet fra antilope benet væk fra sig og lagde sig ned for så at rulle om på ryggen så den kunne blive kløet lidt, og lagde sig tilbage til den samme stilling igen, som den havde været i for noget tid siden.

Da løven var forsvundet ind imellem buskende, hoppede hun først ned der, da hun ville være sikker på at hun var i god afstand, man skulle ikke tro at bare fordi at en løve havde fået noget at spise, ville den ikke angribe, hvis der kom noget bedre forbi. Derfor fortsatte hun langsomt til fods, og sørgede for at være en tilpas længde fra bæstet, inden hun gik videre igen. Endelig kom de tilbage, fra hvor de havde startet, eller, der hvor at manden havde forvandlet sig. Hun sukkede stille, og satte sig ned et godt stykke fra løven, og betragtede den i alt stilhed som den flænsede kødet fra det ben som hun havde smidt over til ham. Et lille suk gled igennem hendes læber, mens hun betragtede den 'lille' rift som løven havde tildelt hende, ned over armen, mens hun var ret sikker på at der ville komme flere, hvis hun virkelig havde tænkt sig at blive ved med at prøve på at tæmme dette dyr, som ikke så videre ud til at have lyst til det. Men hun ville ikke give op, nu havde hun sat sig for denne opgave, og havde ikke tænkt sig at opgive så tidligt henne i processen. - Hendes øjne betragtede den hvide manke, som tilhørte dette væsen, som langsomt gik over for at få noget at drikke, og til sidst luntede hen for at sove, men det var først, da den var faldet helt hen, at hun valgte at smutte sin vej, hun var nød til at holde den sulten, for ikke selv at blive såret, og det måtte hun gøre ved at fodre den, hvilket dejlig arbejde, måtte hun da tilstå. Et irriteret brum, gled igennem hendes læber, som hun begyndte at løbe afsted, hvis hun skulle holde den løve sulten, uden at bruge at hende antilope forrød, måtte hun finde en bjørn og slagte den, hvilket ikke var noget hun havde den store lyst til, da hun uden undtagelse var vegetar, men hun gjorde hvad der var nødvendigt, for at se hvor langt hun kunne komme med dette, skulle man kalde det et projekt? - Der gik noget tid før at hun havde sporet en bjørn, som senere hen viste sig at være en stor hanbjørn, der var mere aggressiv end løven havde været. Dog fik hun den hurtigt nedlagt med fire pile i hjertet. - Der gik ikke langtid, før at hun havde fået skåret kødet af, og lagt det ned i den brune læder taske som hun altid havde på sig, altså altid når hun var ude og jage. Indvolden begravede hun, mens at skelettede var noget hun lagde til side ved en busk, da hun ikke kunne bruge tid til at grave det ned også, det ville bare tage for lang tid. Hurtigt satte hun i løb tilbage til der hvor at løven havde lagt sig ned for at sove, og sukkede stille, hun havde været væk i tyve minutter, så nu måtte man kun håbe på, at den stadig var der.

- ooog vi spoler lige til når solen står op :)

Verdenen vågnede stille op, imens fuglende sang deres morgen hymne, og gjorde sig parate til at samle føde ind for de unger der lå og skreg i deres reder omkring mere og mere mad, det var da ligefør at de voksne ikke kunne nå at få noget af dagens vigtigste måltid. Nogle dådyr så ud til at græsse længere henne inde i skovens tættere grunde, imens at rævene var på sin vej til at vågne op i deres huler fyldt med rødder og andre forskellige ting som de gravede sig ned til, eller stjal fra grævlingene.
En højlydt gaben kom fra det store pattedyr der nu var gået hen og blevet skovens konge, dets gyldende øjne gled langsomt fra sted til sted, inden det rejste sig op, hvorefter det strakte sin lange smidige og muskuløse krop, hvor at den strakte forpoterne frem og dets bagparti skød i vejret, mens habet endnu engang åbnede sig, og tungen folede sig let sammen i endnu et højlydt gab, for så at stå ret op og ryste lidt på den store manke der var omkring dets hoved, som var det en krans. Langsomt gik den hen imod bækken og tog en smule at drikke inden den kiggede omkring sig, for at finde ud af hvad den skulle begive sig til. Langsomt luntede den ind i mellem træerne og levede nu på sine egne levevis endnu engang, med sine egne regler. Langsomt fugtede den sin snude, og begyndte at udforske stedet med en rolig og elegant færd imod det den ikke kendte til, i dette pragtige rige. Mon den overhovedet ville støde på noget interessant? Det var et spørgsmål der ikke kunne findes svar på lige nu, men det tilbage holdte ikke dens nysgerrige natur, som den besad inden i sig. Blikket gled dog kort rundt, for at se om elveren fra dagen før var der nogen steder, men det så ikke sådan ud, så den kunne roligt fortsætte, hvilket den gjorde.

Abigail sukkede stille, da solen ramte hendes ansigt, da hun hen ad natten var døset hen, over ved et af træerne, hun kom langsomt op, og stå, og kiggede rundt, løven var gået sin vej, alt andet ville også have været utænkeligt, nu ville hun have noget vand i hoved, og noget brød at spise, inden hun gik efter den, der var ingen grund til at være forhastet da hun havde på fornemmelsen at den ville finde tilbage her til, hver nat, da den kunne få vand her. Men det kom jo an på om den ville finde et andet sted, men det tvivlede hun endnu på. Men for at være på den sikre side, måtte hun hellere skynde sig med morgenmaden også følge dens spor. Hun sukkede tilfreds da den kølige væske gled ned af hendes hoved og hals, i grunden burde man tro at hun ville have undret sig over at løven endnu ikke var blevet forvandlet tilbage til sin normale skikkelse, men eftersom at der var visse varulve, der forvandlede sig hver nat for en uge, og denne løve ikke var en normal varulv, tydeligvis. Måtte der være en side effekt, og effekten var så at han forblev i sin løve-skikkelse i et godt rum tid, nu måtte tiden dog vise hvor lang tid at denne rum tid ville foregå i. Hun skar en grimasse, da hun fjernede bandagen hun havde haft omkring såret løven havde givet hende i løbet af natten. Hun skyllede såret, og lagde en frisk forbinding rundt omkring, selvom at det allerede så en del bedre ud, ville der nok komme nogle ret grimme ar ud af det. - Efter noget tid var hun endelig færdig, og begyndte nu sin vandre tur efter bæstet. Hendes øjne lagde sig på de store katte spor som var trykket ned i den fugtige jordbund, nej det ville ikke være den store udfordring at finde den, den her gang, nu var det dagslys, hvilket gav hende en stor fordel, fra natten. Et suk brød ud igennem næsen, inden hun satte i løb, for at finde Leo.

Den traskede roligt afsted imens musklerne slappede af for hver gang den løftede en pote, og lod de gyldende øjne lade sig se hvad denne skov bestod af. Muligvis kunne den finde sig lidt føde inden den gik afsted for at finde sig et sted hvor den kunne sove i ly for natten i tilfælde af at det skulle regne, da den ikke ligefrem var interresseret i at skulle blive drivende hamrende våd, når den ikke kunne blive tør igen bare sådan lige. Det kunne godt være at den var magisk i helhed, men den kunne ikke udfører magi, når han, drengen, Skye var kommet hen i sin løve skikkelse, var der ikke rigtig noget han kunne gøre andet end at opfører sig som en løve, hvilket han også gjorde da han i grunden ikke havde nogen yderligere kontrol over denne krop som den var blevet til. Langsomt sukkede det store dyr, imens det gik forbi de mange budskas og lod sig betragte den stejle bakke der lå ned til en større sø, og slikkede sig langsomt rundt om munden, men inden den tog turen ned til søen, så kunne dette intellegente dyr huske fra tidligere forvandlinger. Derfor var tasken en nød vendighed at have med sig pågrund af kød, og andre væsentlige dele som den anden form af ham havde behov for.
Tasken blev samlet op imunden, hvorefter den store kat traskede aftsted igen imod sit nye sted som den fandt retmæssiggt at være på. Roligt gik den ned af den stjele bakke, holdte sig så godt som muligt på sine forpoter så den ikke skulle skøjte ned over græsset og miste balancen, for så at falde direkte ned i søen. Den kom ned til enden af bakken og kiggede lidt rundt efter et sted der lå godt i ly for solen. Længere henne på den anden side af søen syntes et stort egetræ at komme til syne, som ville være et relitivt godt valg, hvis der var nødder og andet der faldt i hovedet på den, kunne den altid skifte til et andet træ. Veltilpas lagde den tasken som den åbnede med poten og snuden, så det store gab kunne få fat i det kød der lå inden i tasken, og gik ind under træet. Dets sylespidse skarpe tænder gnavede sig omgående i kødet, flænsede sener og ander over som var det ingenting. Hvad dette kød var, var slet ikke godt at vide, man burde holde sig væk fra løven kort sagt. Med mindre man havde tænkt sig at være dets føde for en stund.

Der gik noget tid, før at hun var på sporet af løven igen, og gik langsomt hen mod en stejl bakke. Med hoved lidt på skrå, betragtede hun hvordan den trak kød ud af en taske, og gik hen for at mæske sig i det fund som den havde trukket frem. Hun sukkede stille, og satte sig på toppen af bakken, og ville vente til at den var færdig med at spise, da at forstyrre en løve mens den spiste, kunne få en hver løve til at blive utrolig aggressiv, da det var truende, og der ud over, var hun nok et lidt bedre måltid, end den stump kød den havde sat tænderne i. - Der gik noget tid, før at hun bevægede sig lige så stille ned af bakken, og fjernede ikke blikket fra den hvide manke, tænder eller mund et eneste øjeblik. Hun sukkede stille, og gik hen mod søen, hvor hun satte sig på hug foran bredden, og lavede en skål med hænderne, satte den ned i vandet, for så at drikke af det kølige vand. Et suk af nydelse og velbehag skyllede hen over hende, dog lagde hun ikke sin beskyttelse ned, hendes sanser arbejdede stadig på det højeste, for at sikre sig at hun ikke blev angrebet igen, hun havde ikke den store lyst til at skulle have flere skrammer og sår, end hun allerede havde, nej det havde hun nok af. Hun lukkede langsomt øjnene, mens at hænderne også blev vasket, samt overarmende, nu gled tanken hen på, hvad hun skulle gøre med dette dyr, og hvordan hun i sin vildeste fantasi, ville tæmme det. Hun måtte vide mere, der måtte jo være et eller andet hun kunne gøre, for at vinde dens tiltro, men hvordan? Alle disse tanker gled igennem hendes hoved, mens hun stadig var klar til at springe, hvis hun skulle blive angrebet.

Den store hankat gumlede videre på det store stykke flæsk, som den var tre mundfulde fra at være færdig med. Da det sidste stykke var forsvundet i den store mund da hanløven endelig var færdig med det han havde fundet i sin 'normale' og 'menneskelige-ligende' skikkelses taske. Dets gyldende blik gled rundt omkring imens munden langsomt åbnede sig og nogle dybe indåndinger der var halv hurtige, pågrund af den lette hede der var hængt rundt omkring dyret som en tung og urivelig dyne. Langsomt strakte det sine store poter ud i mod græsset, og begravede sig i det hårde jord så den løsnede sig let, og de små græstotter gled langsomt ind imellem dets store trædepuder. Hvad der lå den til vente idag havde den ingen anelse om, sikkert bare ligge her og dase den af, æde lidt mere mad, gå på jagt, eller noget i den stil. Den brummede lige så stille, da en mindre reminder også gled igennem den omkring at det tøj som den menneskelige den skulle have på, skulle være samme sted som den, men på den anden side, så blev der ikke tænkt yderligere over det, hvis denne løve altså overhovedet kunne? Mange gange troede mennesker ikke at dyr kunne tænke, men for denne skabning var det en naturlig ting der lå idens hverdag omkring at huske de mange enkelte ting, som ingen i grunden selv ville ligge mærke til. Et stille suk gled igennem det store kattedyr der kiggede rundt omkring sig med halv lukkede øjne og nød den stille tilstedeværelse her i skoven, hvordan alting kun kom til lyd ved naturens påkaldende kræfter, hvordan fuglene sang og lod deres klukkende lyde blive hørt hen over den store skov. Langsomt rejste den sig op og luntede hen til et lavt liggende træ, som lå halvt ude over floden, ved dette træ hoppede katten op på dets stamme og klatrede ud på den laveste og tykkeste hængende gren, lidt ude over vandet, hvor den lagde sig godt tilrette.

Hun vente sig hurtig rundt, da hun fornæmmede at han kom tættere på, og trak sig ind i skyggerne, dog måtte hun opdage at bæstet slet ikke havde sat kursen efter hende, men efter et træ den kunne lægge sig, og bare nyde den solrige dag, som det var gået hen og blevet. Der gik noget tid, hvor hun bare sad og betragtede den smukke pels, og i grunden det smukke dyr som denne hankat var, selv det måtte hun indrømme. Hun sukkede stille, og sank noget mundvand, inden hun ville prøve at se om hun kunne komme tættere på, lidt efter lidt, måtte hun jo bevæge sig ind på ham, selvom at den ikke var meget for det, men at sidde i flere år, og prøve at tæmme dette væsen, var ikke noget hun havde øverst på hendes ønskeliste, men nu var hun begyndt, og hun var ikke typen som der gik fra en opgave hun havde sat sig selv for. Alt i alt, igennem denne tankestrøm, havde hun haft et uforsigtig øjeblik, hvilket skete meget sjældent, og dette resulterede i, at hendes fod ramte en gren, og brækkede den midt over. Hun kiggede med store øjne på løven, der væsede og skulle til at angribe hende, da den havde glemt hvor den lå hende, og faldt lige lugt ned i vandet. Et grin dannede sig hen over hendes læber, dog holde hun latteren indenbords, da hun ikke var sikker på at dette ville behage den nu.. drivvåde hankat, der bestemt ikke så særlig glad ud.

Den store løve slikkede sig dovent omkring næsen, og nød det blide solskinsvejr i dette skovbelagte område. Øjnene var lukkede og vejret blev trukket tung ned igennem dets lunger, og nød stilheden omkring det, lige indtil.... et knæk hørtes i det fjerne, dybt og højt og rungene i dets ører og forstyrede dets rolige moment. Øjeblikkeligt åbnede det dets gyldende øjne og kiggede anstændigt rundt, og fik øje på det menneske der havde plaget dets fred de sidste mange timer, i denne løveform. Hurtigt rejste det sig op og snerrede alvorligt og faretruende af mennesket der stod der og troede det kunne gøre hvad end det lystrede sig. Uheldig hvis for løven der fik en vild overbalance og ikke nåede at gribe fat omkring træets tykke gren hurtigt nok til at holde sig op - det resulterede selvfølgelig i at den faldt pladask ned i vandet med et utildfreds hvæsen. Katten dukkede op på vandets overflade efter ikke så langtid driv våd og utrolig utilfreds over dette der var hændt den. Irriteret og knotten svømmede den ind imod land, og trak sig op på land, hvor efter dets øjne fikserede sig på dette væsen foran den, og brøllede faretruende, hvor det så var ligeglad med om det var driv våd eller ej, men satte i direkte løb hen imod dette væsen der havde sat dets stolthed på spil, i et elegant springe med forpoterne plantet ned i jorden og bagbenene der ikke lå så langt væk fra dem, skød den fra sig med dem, og hoppede hen over dette misforster der havde ødelagt dets ro og mag, med et kraftfuldt og ædeparat børl som den skød lige i hovedet på denne kvinde der var på vej til at bukke sig under for dets mægtige stykke landede det over hende og lod dets tænder lukke sig direkte omkring hendes arm kastede hende ned på jorden, for så at lade dets rivende kløer flænse hen over tøj og hud. Nu havde hun pisset den af, og nu skulle hun bøde for det hun havde gjort. Hurtigt greb den fat omkring hendes tøj og kastede hende væk for så at sætte i løb efter hende hvor at tænderne snappede ud efter hendes ben så hun ikke skulle løbe væk fra dets vildehed.
Meget kunne man sige, men den var bestemt ikke glad nu, det var blevet pisset af så længe og her var grænsen gået, den ville ikke tæmmes, om det så skulle koste dens liv.

Hun kiggede overrasket på løven, som blev så sur som den gjorde. Og trådte et skridt tilbage, men det var ikke hurtigt nok, fordi der var løven allerede over hende, og havde bidt fat i hendes arm. Et skrig af smerte gled igennem hende, da det var præcis samme arm, som den havde revet fat i sidst. Dette var bestemt ikke hendes uge, på nogen måde. Vejrtrækningen blev omdannet til gisp, da hun slet ikke fik lov til at komme fri, før at klørene lagde sig hen over hendes bløde maveskin, som så let som smør blev revet op, og blodet fosset ud og gjorde hele hendes krop klistret og våd, hvis den ikke snart stoppede ville hun forbløde, over alle de sår den lige havde påført hende, plus hendes tøj også var fuldstændig ødelagt. En lettelse gled igennem hende, da det stramme greb omkring hendes arm blev sluppet, men det var også der, at en uanet magi gled igennem hende, og gjorde hele kroppen rystede. Af den grund, fik hun hellere ikke trukket sit ben til sig, og mærkede dyrets tænder glide ind ved anklen, endnu et skrig gled igennem hende, men det var også der, noget utrolig skete. Hårrødderne begyndte lige så stille at få en stærk ravnesorte farve, før det bredte sig til resten af det blonde, næsten plantin blonde hår, underlige skrifter og tegn bredte sig hen over hendes krop, og i en kort stund, gjorde ingen af de sår som der var blevet hende tilgivet gjorde ondt. Af ren instinkt vente hun sig om, og greb omkring hoved på løven, og med helt sorte øjne, betragtede hun hvordan røde streger og mønstre bredte sig ved snuden af løven "Stop" kom der i en underlige dialekt som der ikke var normal, men det var som om, at hun snakkede ind i selve løvens sjæl, om det ville hjælpe, havde hun ingen anelse om. Og hvad der skete, havde hun næsten ingen kontrol over.

Den skulle lige til at trække hende ned imod jorden da den pludselig mærkede et fast greb omkring dets store manke og hvordan en smerte jog igennem den da dette uventede skete, hvad det var der skete lige nu havde den ingen anelse, og den ville også hellere være fri, hurtigt prøvede den at vride sig ud af dette faste greb prøvede at komme væk fra kvinden der påførte den denne smerte der nærmest var ubeskrivelig. Et halv kvalt brøl gled igennem dens store gab og kiggede direkte ind i de kulsorte øjne der nærmest fik hele verden til at sorte for øjene af den. Med en raspende lyd begyndte den langsomt at falde ned, imens det stadig prøvede at komme væk fra denne kvindes greb.
Dets pels begyndte langsomt at rødne fra øjet hvor det skillede sig i orange og røde farver der skar sig igennem den hvide pels, som om noget havde blødt udover den, striberne blev til pagttegn som snoede sig i lange baner under øjet, i geometriske cirkler, der gik hen og til en snoet midte. Pagtegnene skred hen til manken, hvor den udfoldede sig som lange røde streger, ned imod nakken, hvor det så stoppede, øjnenes pupiller blev smalle, og tynde imens den før hen havde været stor og næsten fyldt hele øjet. Det samme blev den stille, og kiggede på kvinden foran den, den blodige kvinde som pludselig ikke var en trussel overfor den, hendes tilstedeværelse var den ligegyldig... eller fik den nærmest til at føle sig... glad? Hvad hun havde gjort var den stadig en gåde. Langsomt tog den snuden til sig og gik forbi hånden for så at træde hen imod hende, hvorefter den rug tunge gled hen over de røde og blødende mærker denne havde fået efter dets brutale angreb, det samme skete med det dybe hul på armen og på ankel inden den satte sig tilbage omkring en halv meter væg fra den og ventede på... på en ordre nærmest? Hvad var der sket? Hvad skete der for den? Hvad havde hun gjordt ved dets dyriske og hensynsløse adfærd? Den var jo nærmest en... en... en krammebamse?!

Lidt efter lidt, slap magien op, og hun faldt rallende ned mod jorden og mærkede hvordan at svimmelheden overtog hende, hun var meget sikker på at nu ville hun dø, det havde ikke hjulpet. Eller havde det? Da hele hendes krop ramte jorden, kunne hun mærke at den sidste energi gled ud af hende, den hun havde brugt på denne uanede, og ikke kendte magi som hun lige havde brugt. Kunne det passe? Havde hun lige fundet den længe savnede magiske evne, som hendes forældre så længe havde prøvet at finde med hende? et langdraget suk gled igennem hendes læber, da hun pludselig uventet mærkede en ru tunge imod hendes sår som var blevet hende tildelt under angrebet. Men det var så også det eneste hun mærkede, før at alt blev mørkt, og hun drev væk. Hun var endnu ikke død, ej hellere svægede hun mellem liv og død, men hun var svækket, og blodmanglen havde ikke just gjort det meget bedre, at hun havde brugt så stor en magi på så stort og mægtigt dyr som en løve. Åndedragene gled langsomt ned, og blev næsten ikke eksisterende, hvad der nu ville ske, vidste hun ikke, og inderst inde, havde hun det som om at det hele var en drøm, får at hun ville opdage at hun i grunden slet ikke var i live mere, men død, at løven havde ædt hende op, og glad og tilfreds luntede tilbage på sin solrige plads. - Solen kastede sine skygger hen over søens plads, og lidt efter lidt, blev sekunder til minutter, og minutter til timer, og end ikke havde hun vågnet endnu. Sovende forsatte hun, ind til at solen lige så stille lå i horisonten og var på vej ned. Kyssede træerne godnat, og ville forsvinde for natten, og månen ville erstatte den, med et svagt lys, for nattens vandre.

Det kiggede længe på hende, så hvordan kroppen svandt sammen for så at falde til jorden, i en ikke bevidst tilstand. Den gik roligt hen imod den sovende pige på jorden og lod snuden skubbe blidt til ansigtet for at se om det kunne vægge hende fra den søde søvn hun var henlagt i. Men ikke det hjalp. Da den til sidst havde opgivet sin færd med at prøve på at vække hende, lod den store snude glide ind under hendes mave, og skubede kvinden om på den stærke ryg, hvor efter den luntede forsigtigt afsted imod den taske den havde haft med sig tog den i munden for så at traske afsted imod et lidt mere sikkert sted, og lagde blidt kvinden på dets ryg ned. Hun havde efterladt et langt spor blod hen over dets ellers så fine hvide pels men det hugede den ikke lige nu. Den satte sig ordentligt op og lod hovedet glide tilbage for så at slikke dets pels ren for det blod der havde sat sig på det. Langsomt lagde det sig roligt ned på jorden, og ventede... og ventede... hvorfor den gjorde det vidste den ikke, men den ville ikke lade hende ligge der alene. Blikket gled langsomt rundt mens en sult begyndte at gnave sig i den, og den vidste fra sidst at der ikke var mere kød i tasken som dets normale form ejede. Ergo... den var nød til at forlade hende for en stund og lade sig lede efter noget den kunne sætte tænderne i. Derfor forsvandt den hurtigt ind igennem træerne og derfra ud i en luntende færd efter det den mente var dens. Der gik omkring en time, hvor mørket havde lagt sig mere og mere over landet, og dets syn vendte sig hurtigt til forandringen der hældte sig hen over stedet idet begrænsede lys den kunne få, alligevel generede det den ikke, da den hurtigt fik øje på et dådyr der var grufuldt tæt på dets død, da det stod omkring femten meter væk fra løvens skjule sted. I et hurtigt træk, sprang løven frem og satte efter dets bytte, efter tre minutter havde det fået sat kløerne i det uskyldige væsen, og brækket halsen over, hvor det så gav sig i igang med at gumle igennem de mange godter dets mave indholdte, og åd både tarme og lunger, meget var der ikke ladt tilbage da det endelig var færdigt. Det luntede tilbage til der hvor det havde efterladt kvinden, og slikkede sig rundt om dets lyserøde snude og mund og prøvede at få det værste blod af men fik bare snuden til at se mere lyserød hud.

Hun vidste ikke hvor længe hun havde ligget sådan her, men lige så stille åbnede hun øjnene, da kulden var begyndte at krybe hen over hendes krop, og fik den til at følge stivfrossen, både på grund af blodet, der stadig lå hen over hendes mave, arm, og ben, da det var nogle dybe sår den havde tildelt hende. Hun sukkede stille, og kiggede efter hendes taske, og i det hele taget hvor hun var henne, men kunne ikke genkende stedet sådan lige med det samme. Hun lagde armene omkring sig selv, og kiggede lidt rundt, omkring noget træ hun kunne bruge til at varme sig med, måske hun bare skulle gå hjem, det var først nu det slå hende. Hvorfor var hun i det hele taget i live, og hvordan kunne det være hun var blevet flyttet her over? Måske var det en eller anden form for spøg løven havde stillet op for hende, da den var utrolig intiligent, bestemt ikke lige så primitiv som alle de andre varulve blev, når de så endelig var forvandlet. Hun prøvede at at flytte sig, men måtte undslippe et skrig af smerte, over såret i hendes fød, for slet ikke at sige i armen. Dette var bare hendes dag, virkelig. Hun lagde sig hjælpeløst ned på grunden igen, og krumpede sig sammen, som en lille baby i foster stilling. Måske havde hun flere kræfter når solen stod op igen, også ville hun kunne tage hjem til hendes hytte, slikke hendes sår, og prøve at se om løven var at finde, eller om hun skulle vente en hel måned før at det ville være hende muligt at prøve igen, at tæmme dette dyr.

Hvor længe der gik vidste den ikke, men da den endelig var kommet tilbage lagde den sig til hvile under et nært liggende træ ved pigen, som den havde båret med sig der hen til dette sted de nu var placeret, langsomt faldt den hen i en rolig søvn, eller nærmere en form for lur, men det skulle der vel også være plads til, med eftertanke omkring den smerte den havde fået sig ind i. Et lang trukkent suk gled igennem den da dets hoved hvilede imod forpoternes bløde skind og lod dets muskler slappes helt af da det gled ind den mørke verden uden drømme, bare sorthed, mørke... tomt. Dets tanker og intelligense hjerne var slået hen på standby og der var nu ikke mere at se for den i aften før en gang i morgen måske?
Efter adskillige timer, gik søvnen hen og blev mindre løs i det, da dets gyldende øjne rettede sig op fra det ellers helt afslappede ansigt og kiggede lidt omkring sig, inden dets øjne lagde sig på kvinden foran det, langsomt rejste det sig op og gik hen imod hende hvor det lod den stadig lyserøde snude støde let ind imod hendes og rykke lidt på det som for at sige at det også var her. Langsomt ventede det på respons fra kvinden inden det lod dets rug tunge vandre op langs hendes kind og kiggede på hende uden nogen form for snerrende adfærd. Den var lige så uskyldig og fredelig som et barn på to år. Selvom den langt fra var det, gjorde det vel ikke noget at spille? Langsomt lod det sig lægges ned på maven igen og kiggede på dets herre foran det, imens halen langsomt gled fra den ene side til den anden og hovedet lagde sig nysgerrigt tilrette. De rødglødende striber der var den tilegnet fra øjet og hen over manken trådte let til syne. Langsomt slikkede den sig rundt om munden inden endnu et gab blev skabt fra dets mund, og slikkede sig atter igen, for så at smaske lidt, hvor det kun var det yderste af tungen der gled ud fra munden.

Tankerne i hendes hoved, var ikke længere til stede, faktisk så var de der slet ikke, ud over smerten der rungede rundt i hendes hoved, som om at den bare ikke ville lade hende være i fred. Hun krympede sig stille i kulden, og mærkede en enkelt tåre glide ned af hendes kind, mens et stille håb bredte sig i hendes indre, om at det bare ville stoppe, at hun kunne ligge sig ned, og glemme alt det der var sket. I alt denne intethed som skete i hendes indre, lagde hun slet ikke mærke til at løven havde lagt sig nogle få meter fra hende, mens hun lå der og rystede af kulde, ude af stand til at kunne flytte sig, uden at smerten bare ville blive fordoblet af hvad hun kunne holde den på, når hun lå der på den kolde jordbund. Lidt efter lidt, gled hun hen i en halv søvn, hvor hun ikke kunne falde helt i søvn, men hun var for træt til at holde sine sanser oppe, mens at tingene faldt hen, dog gik der to minutter så kom sanserne tilbage, og det føltes som om at hun havde ligget der i timer. Pludselig mærkede hun noget imod hendes pande, og kiggede op på den hvide løve "ik.. gør.. mig.. noget.." mumlede hun, og kiggede ned på dens potter, men blev overrasket da den ru tunge blev mærket imod hendes kind. Det var først den lagde sig ned, og stoppede med at slikke sig, at hun langsomt begyndte at kravle over imod den, uden rigtig at vide hvorfor, lagde hun armene omkring halsen, og begravede hoved i dens manke, mens at resten af kroppen lå ind imod den dejlige varme hud, og varmede den forfrosne krop op. "Du er nu en dejlig vild løve.." mumlede hun stille, og kunne mærke hvordan at trætheden langsomt overvældede hende.

Dets hoved lagde sig blidt hen over hendes skulder, inden det så puffede kvinden op at stå igen, og bukkede hovedet som tegn på at hun skulle hoppe op på hans ryg, på grund af hendes afkraftelse. Langsomt rettede den store han sig op, og kiggede lidt rundt, dog ventede den i en kort rums tid for at være sikker på at hun sad som hun skulle, inden den traskede afsted imod hvor end hun ville have den hen, den gik dog lige så stille afsted, ikke forhurtigt heller ikke for langsomt men tilpas nok til at hun kunne holde sig oppe på dens stræke ryg. Da de havde vandret i lidt tid stoppede den op ved en lille smal bæk og lod hovedet sænke sig ned for at slupre noget af det friske klarer vand. Dets tunge trak sig tilbage, og blikket kiggede lidt rundt inden det store bæst forsatte afsted imod det han endnu ikke vidste hvad var kvinden på dets ryg styrede den hen imod. Da de havde redet en rum tid, kom de frem til et træhus godt bedækket af træernes grønne løv. Roligt traskede den hen imod døren som den skubbede op ved hjælp af hovedet, ved at skubbe hovedet frem ad så dets panderyg stødte ind imod den rug bark og trådte langsomt inden for i det store rum, og slikkede dets snude en smule inden det kiggede op på kvinden på dets ryg for at finde ud af hvad hun ville med den lige nu, hvor den skulle sove, om der var en gevinst for dets samarbejdsvilje eller at den bare skulle have et klap på hovedet og sendes ud igen, langsomt lagde den sig ned så hun kunne komme ned fra den uden de store problemer. Dets blik gled op på hende endnu engang og afventede ordre.

Hun skar en grimasse, da han puffede hende op og stå, og bed sig hårdt i læben, og lod sig langsomt glide op på løvens ryg, og tog en dyb indånding. Dens hår drillede hendes sår, der var over det hele, hvor hun dog havde brug for et bad i dette øjeblik, få alt det blod som der sad på hendes tøj, og hendes hud, og bare blive ren, få nogle forbindinger på de sår, også se at komme i en ordenlig seng. Hun lagde hoved imod dens nakke, og lukkede øjnene, hvorpå at billede af vejen hjem til hende blev vidst i hendes hoved, om det hjalp vidste hun ikke helt, men det så ud til at løven efterhånden vidste hvor den skulle hen, så hun forsætte billede gemmen gangen af, den vej hun vidste ville føre imod en hytte som der lå nede på jorden, det som der var oppe i træet var måske ikke lige det mest optimale i dette øjeblik. Hendes taske måtte hun så finde senere, hvis den stadig var at finde. Da løven stoppede op for at få noget vand, åbnede hun langsomt det ene øje, og kiggede ned i det klare, vand og betragtede dem sammen, det var et surealistisk billede, af en blond kvinde, indsølet i blød, liggende på ryggen af en hvid løve. Det gav bare ikke mening i hendes hoved, dog forsvandt den tanke hurtigt, da de begyndte at gå igen. Endelig kom de til præcis den hytte hun havde forstillet sig, med et smil, gled hun ned af ryggen, dog stadig med smerter der skød op igennem føden. Hun nikkede lidt til at den kunne ligge sig, og gik så over til et stab, og betragtede det meget kød som hendes far opbevaret her, eller havde. Hun trak et stort lår af en antilope ned, og kastede det over til Leo. "jeg går lige i bad" mumlede hun, og humpede over til en dør, der førte ind til et lille primitivt bad, hvor vandet blev tændt. Straks førte det til vanddampe der steg op i hoved på hende. Der gik noget tid før hun havde fået det itu revet tøj, og stillede sig så ind under det varme vand, og sukkede af nydelse af at få alt det blod, snavs og andet væk fra kroppen. Da hun var færdig, begyndte hun at smører sårende ind med en savle, for til sidst at forbinde armen, hendes mave, fød, og noget af brystkassen. Også kom det til at finde nået tøj. En tang top blev trukket hen over, og nogle løse bukser blev placeret på benene. Hun betragtede stille løven, og gik hen for at låse døren, så hun kunne være sikker på at der ikke ville komme fremmede ind. "bare til i morgen.." mumlede hun, og satte sig med besvær på hug foran løven, og lagde hoved imod dens pande "så kan du få lov til at gå igen, hvis du har lyst" mumlede hun stille, og lukkede øjnene. Faktisk havde hun mest lyst til bare at ligge sig ind til den, men valgte at gå hen til træsengen og lagde sig i den.

Det kiggede op imod kvinden som nikkede imod jorden og gav den tegn til at den kunne lade sig hvile på gulvets planker. Hurtigt Var den dog oppe igen da der blev kastet noget kød til den som blev grebet i dets store gab og lagde det ned på jorden hvor det begyndte at flænse kødet endnu engang, mens halen langsomt svajede op og ned imens det tog godt for sig for den store potion luns den havde fået sig tildelt. Dets ører opfangede ikke det hun sagde da dets snude og øjne var vendt imod det stykke antiloppe den havde fået lov til at få til sig. Den her gang tog den det dog lige så stille for sig da den allerede havde spist tideliger. Nu nød den bare hvordan den kunne slappe af, og lade sig sove hen i en lun rede. Lidt efter lidt var der ikke rigtig noget kød tilbage på den, men mere en ren slikket og gennem gumlet knogle, hvis marv blev tygget på. Langsomt lod den dog blive liggende på gulvet, og kiggede op på kvinden der kom ind i det store rum endnu engang, og låste døren, en let rynke skød frem hen over dets pande, og ned imellem øjenbrynene og kiggede lettere utroligt på hende som der havde taget den med herhen. Roligt fuglte det hende med dets gyldene øjne, og kiggede på hendes måde at gå op, inden det lod dets pande mødes med hendes, og kiggede ind i hendes øjne og betragtede dem lidt, inden dets hovede kom fri fra hendes og vendte tungen imod hendes hud og slikkede kort hovedet inden det igen kiggede på hende med hovedet på skrå, igrunden forstod den ikke helt hvad hun mente for den virkede orderne underlige, og ikke til at forstå, men sagde intet til det inden den lod sine tænder atter gnave videre på det der var tilbage på benet.

Hun sukkede stille, og trak det sølle stykke af et tæppe hen over hendes krop, og lukkede øjnene lige som hoved ramte puden, kunne mærke at søvnen ikke var særlig langt væk, og atter blev hun revet ind i søvnens favn, en endeløs søvn, uden et eneste tegn af drømme. Hun sukkede stille, og vente sig langsomt om, så hun havde fronten imod den hvide løve, lige så hvid som sne, og langsomt tog hendes søvn en anden drejning, og billeder blev langsomt opfyldt i hendes indre, hvordan at hun var blevet bidt, flænset i, og for hvad? At tæmme et dyr, som der ikke ville tæmmes. Og nu lå det her, i hendes fars gamle hytte. Det var så underligt, sådan som skæbnen nogen gange kunne ændre sig så hurtigt, og hvordan dagen på få timer havde ændret sig til nat, eller sådan føltes det i hvert fald. - Natten forsatte, og uglerne fløj rundt og jagede, mus og andet små kravl rendte rundt i skovens skovbund, mens insekter fandt deres føde, eller blev føde. En tung ånde, blev draget fra den kvindelige elvers mund, mens at solen lige så stille igen fandt sine stråler mod Frankring, og Di morga. Hvor inden længe, at strålerne fandt ind igennem vinduet og skinnede imod ansigtet. Abigail missede langsomt med øjnene, og rejste sig langsomt op fra sengen, og gik hen og låste døren op, og åbnede den, så Leo kunne gå ud, hvis det var det, den lystede. Søvndrukken gik hun hen for at få noget at spise selv, da hun kom i tanke om, hvor sulten hun i det hele taget var, havde slet ikke spist noget i et døgn. Hun greb ud efter en æske, og en skål, og hælde noget mysli op i den, og åbnede derefter det lille køleskab, og trak noget mælk ud og hælde det hen over de tørrede frugter og flager, og til sidst, men ikke mindst, fandt hun en ske, og begyndte ellers at skovle i sig med mad.

Da hun så endelig var gået til køjs, lagde den store hankat sig til rette, og faldt ind i en dyb søvn. Selve natten var mørk, og dunkel, ugler tudede og duerne klagede,alle de mange lyde kunne høres derindefra hvor det var at løvens sovende krop lå, sammen med dets... herre?
Langsomt rullede det om på den anden side i søvne, og lod timerne gå som aldrig før. Nat blev til dag, og solen dukkede frem fra de mørke tinder og skabte lys og glæde ud over naturen.
Selv efter at kvinden der havde slæbt den her hen var vågnet sov den stadig den søde søvn hen imod det den ikke anede hvad var. Bindingen mellem dyr og menneske, havde taget hårdt på den, svækket den for en del kræfter i løbet af natten som den ikke lige selv forstod. Efter adskillige timer, lod den dog sine øjne åbnes, og kiggede stille rundt omkring den, inden at blikket lagde sig hen imod kvinden, herren, som den langsomt gik hen og tog fat i hendes bukse ben lige så stille som tegn på den ville have noget at spise, og noget at drikke, hvis den ikke skulle have det i en skål kunne den vel finde et sted hvor der lå en bæk eller noget i nærheden. Langsomt slap den hendes bukseben og kiggede op på hende inden den sprang op på to ben og var et helt løve hoved højere end hende, den lagde sine poter imod hendes skuldre og begyndte at snusse til ansigtet lige så stille med sin bløde snude imod hals ører og hår. Den satte sig så ned igen på gulvet og kiggede afventende på hende imens halen langsomt svirpede fra den ene side til den anden side, og var i grunden utrolig sulten når alt kom til alt. Blikket blev fast holdt på hende og ventede på om der ville komme svar, og gik så hen til det skab som hun havde taget en antiloppe ud af stilledesig endnu engang op på to ben og kradsede lidt imod lågen imens den kiggede længes fuldt hen på hende.