Demons thinking

Yush jeg havde lidt kreativitet til overs her den anden dag, og jeg havde ikke rigtig andet at lave :O

Itarian kan rent faktisk tænke over tingene xD
Og dog, Sinclare burde være bare en anelse diskret O.o

___________

Forskellig tro kan få den ene nation til at hade den anden, forskellige arter kan undertrykke andre og dem af anden baggrund end dig selv er helt sikkert tyv eller morder eller tænker ikke på andet end penge og voldtægt. Sådan fungerede verden. Mistænksomhed og utryghed ville på det ene eller det andet tidspunkt lede denne verden mod dens undergang, og fjerne alt liv så nyt kunne træde i stedet.
Men tænk nu dette nuværende liv på jorden fortsatte som det hidtil havde gjort? At det ikke ænsede de forandringer der skete omkring dem?
Der havde altid været kriser hist og her, et jordskælv og en tsunami hærgede østen, mens den vestlige verden røg smøger, drak sig fulde eller forsøgte at skabe det perfekte familiebillede. Så meget forskel var der på øst og vest. Man tør jo slet ikke tænke på nord og syd.
Itarian sukkede, livet går videre, alle er for travlt optagede af at blive kendt af andre, at få de andre til at vide at man eksisterer. Man udgiver bøger for at ens navn og meninger bliver udødeliggjort på papir. Man maler og tegner for at sætte et præg på verden omkring sig, og man går op i sit udseende for at andre skal lægge mærke til en.
Ikke desto mindre er det sådan de fleste menneskers liv foregår. Men hvad så med alle os andre? De racer der ikke klarede den gennem 1600 tallet eller dem der stadig bor i huler i jorden?
Nå ja, så er der dem som menneskene stadig tror på eksisterer. Djævle. Engle. Guder. Guderne var nok dem der klarede sig bedst hidtil, de lukkede bare af for denne verden, konkluderede Itarian med et sørgmodigt smil. Guderne lyttede ikke til bønner fra mennesker, men heller ikke nødvendigvis fra dæmoner som han selv. Guderne lyttede når de vidste at der var hårdt brug for dem, og kom ikke nogen til hjælp uden at have en god grund. Guderne var dovne skabninger, men ikke desto mindre stærke, fredfulde og idylliske væsener, som ingen som sådan havde set eller bemærket.
Kun menneskene troede fuldt og fast på dem, hvorimod de mindre invasive arter ikke var helt så overbeviste. Men Itarian troede, ikke på nogen af de guder som menneskene mente eksisterede, men på en særlig gud. En kvinde med langt rødt bølgende hår, og blodrøde øjne. Forførende smuk, men iskold overfor berøring eller tale.
Han havde set hende i sine drømme, flere gange. De talte ikke sammen (Det var mere hende der sagde ordene end han) men hun viste ham billeder. Måske mere videoer, da billederne bevægede sig. Viste ham en ung mands liv fra fødslen i et prangende palads, til døden i et land han aldrig havde ønsket at være i.
En ung mand med langt rødt hår, akkurat magen til kvindens, bare uden krøller, og med isblå øjne, som den mor han så forlade ham i et enormt slot uden at tage højde for hans ubehjælpelighed.
Kvinden forklarede ikke tingene, men blev ved med at hviske hans navn. Hver gang hun var lige ved at sige noget mere endte drømmen og han blev sendt tilbage til den rigtige verden. Hvor kvinder med langt bølgende hår og drømmebilleder ikke eksisterer. Men hvor der skal spises for at man kan overleve, og hvor man skal stjæle for at få sin andel af fællesskabet.
Herren ville sikkert ikke tro ham hvis han sagde noget om denne blodets kvinde, og heller ikke hvis han sagde at han havde en tro. Godt nok ikke nogen bestemt tro, det var stadig meget løst og det var ikke fordi han bedte dagligt eller sådan noget.
Han følte bare hendes tilstedeværelse i hans liv, hendes nærvær og hendes fravær, næsten som var hun et usynligt væsen der fløj lige ved siden af ham, uden at han kunne se hende.
Den tanke kunne han godt lide.