Good'evening.. [Trex]

Hun kunne aldrig rigtig finde ud af, hvorfor hun altid gik denne her vej? Hun hade virkelig det her sted .. Hun kunne næsten mærke skyggerne klamre sig til hendes ben, som om de forsøgte at hive hende ind i deres evige mørke. Hun var lige ved at kløjs i sit mundvand, da hun mærkede noget strejfe hendes ben. Hun skyndte sig at kigge ned på det beskidte fortorv, men der var intet .. En kuldegysning løb ned over hendes ryg, og fik hende til at ryste. Fuck hvor var det klamt.. Det havde føltes lidt som.. En tunge?
Hun skyndte sig videre – i dobbelt tempo – så man kunne høre hendes sorte ballerinasko klapre mod brostenen på lang afstand. Hun lagde hænderne i den store mavelomme på sin sorte hættetrøje i det hun rundede et hjørne.
Hun vidste ikke rigtig hvor hun egentlig var på vej hen, men hun forsøgte at være ude mest muligt – om så det betød hun skulle gå igennem de her klamme gade, som hun altid syntes at havne i? En vind smøg sig omkring hendes spinkle krop, og hun indåndede den udmattet. Den rev legesygt i hendes hætte, som hun havde over hovedet, og et mildt smil løb over hendes læber. Uhyre og monstre var allerede glemt.
Hun rettede blikket op mod den grå himmel, og drog et træt suk. Hun var træt.. Træt af sit liv..

Klak. Klak. Klak.
Lyden af løbende sko mod sten kastede lyd mellem de fugtige mure, der udgjorde begge sider af dette net af gyder. Ivrige og hurtige fødder. Med lyden som fortrop banede det løbende sig igennem de formørkede og klamme gyder, for atter at dreje om et skarpt hjørne og stoppe op, godt og vel 3 meter foran pigen der pludselig stod i vejen.
Det bratte stop, fik lommerne til at klirre og en nydelig sølvlysestage vippede og endte med en metallisk lyd på de grumsede sten, der var belagt i hele dette område. Den løbende, som nu ikke løb mere, stod i et øjeblik ubevægelig. Frosset fast i den pludselig stoppende skikkelse. Stilhed. Ingenting. Hverken stemmer eller råb eller klager. Ikke engang lyden af en bille. personen åndede ud, sank skuldrende en anelse og flyttede så øjnene, der før havde set lyttende op, til pigen, for til sidst at lande på lysestagen, hvis sølvemalje skinnede i mørket. I en pludselig bevægelse bukkede han sig, og greb fat i tingen, som han uden den mindste betænkning proppede tilbage i den i forvejen overfyldte lomme.
”pheew, så du det? lød en pludselig sprød stemme. Den lød forventningsfuld, som øjnene der så på pigen. De var mørke, øjnene. Håret rødt og havde været sat op i en lang hestehale, for at undgå at håret faldt ind i øjnene. Nu var det meste hår ude for den elastik der holdt det sammen. ” gjorde du??” Det forventningsfulde smil voksede en anelse, i det nogle afpillede øjenbryn fløj op i den hvide pande. Manden rettede på de fyldte lommer, der atter klirrede.

Et par sko dannede en rytmisk lyd et sted mellem gydernes snørklede gange. Aurye var stoppet op, mens hun beundrede den grå himmel, hvor der egentlig ikke var så meget på, man kunne beundre. Hun stod og vippede let til lyden, som vinden bar med sig og lod klinge i hendes øre. Hun var i sin egen verden, langt her fra. Der hvor hun var, var himmelen overfyldt med glimtende stjerne, der blinkede med blide smil ned til hende, mens månen sendte et blegt skær ud over landskabet med sin tykke mave, der mindede hende om.. Hun blev pludselig revet ud af sin tanker, da en person var lige ved at løbe hende ned. Hun udstødte et overrasket gisp, samtidig med at den metalliske lyd bredte sig om dem. Hendes blik satte sig fast på mandens ansigt. Det hele så meget mørkt ud, dog lyste det røde hår op, som hvis man sætter ild skyggerne. Hendes brune øjne blev klemt let sammen i en mistænksom grimasse, idet han bukkede sig ned efter lysetagen. Hun fulgte hans hånd, der pressede tingen ned i lommen.. Ned til alle mulige andre spændende ting, lød det som om..
Hendes hjerte bankede hurtigt over forskrækkelsen, men hendes ansigt bærerede intet præg af det. Hun så stadig mistænksomt på ham, da hans stemme flød omkring hende, sammen med den kølige natteluft. Hun vidste ikke rigtig om hun turde sige ja? Ville han man blive sur? Hun himlede indvendigt med sine øjne, og et skævt smil formede hendes læber.. ”Jah, det gjorde jeg vidst..”

Succes. Intet smagte bedre end et veloverstået job. Succesfuld fangst. Byen havde i det myldrende kaos, som der altid er efter at en ny stormagt har sat sig på tronen, alligevel åbnet vinduer og døre, for at blæse alt det gamle og støvede og beskidte ud, og erstatte dette med håb, glæde og en bedre start. Som en forårsrengøring. Mentalt så vel som for ens eget godt befindende.
Og hvilken glæde dette ikke frembragte i hvert hoved og hver sjæl. Ja selv Trex havde taget sig i at fløjte fornøjet over synet af de mange indbydende huse, i den rigeste del af den tilbage fungerende by.
Det var faktisk gået lige efter den ikke-eksisterende plan. Han havde valgt det hvide, med de rene gavle. Det havde været et hus med etager. 1 af slagsen. Træet til venstre for det åbne vindue havde været som en stige. Det havde ikke taget lang tid at samle de nærmeste kostbarheder i de dybe lommer. Alligevel havde han ikke været hurtig nok, for tåbelige folk havde bemærket ham, og han derfor lagt det tungeste bag sig, og fløjet af sted, på de rasende beboers vredesfulde råb.
Nu stod han her, med råbende bag sig henlagt i stilhed, og huskede hvordan han havde hoppet af sted mellem væsner af alle afstøbninger for at nå sikkert her til. Mindet fik ham til at fnise, så dybe rynker satte sig fast på den spidse næseryg. Det var dette han havde hentydet til. Om hun havde set hans succes i det han havde undgået ordensfolk og råbende flokke. Derfor kunne han ikke holde et lille hyl af glæde over, at han endelig var blevet set i et succesfuldt øjeblik, tilbage.
”Virkelig? Fantastisk! Når hvad siger du så var? Det var trods alt en ordentlig flok ikke, jeg mener det jo ikke alle og enhver.. ” Han tav pludselig. Det ene tynde øjenbryn styrtdykkede, og munden snørede sig sammen. ”Du er ikke ude efter det, er du?” Han bankede på lommerne, der klirrede svarede ham..
De mørke øjne, var knebet let sammen, i et mistroisk ansigtsudtryk, idet han forsøgte at bedømme pigen. Hvad lavede hun overhovedet her? Hvordan havde hun fundet frem til ham, hvis hun havde set det hele?

Et minde tonede frem for hendes indre blik, og med sine skarpe falke øjne så hun..

.. En munter mand komme gående gennem det rige kvartere. Hun baskede let med vingerne for at stoppe vinden der bar hendes robuste krop. De gule, stikkende øjne hvilede på ham, og hvis falke kunne smile, så havde den her gjort det.
Han så interessant ud. Og en smule malplaceret i dette overklasses miljø, måske? Hun lod sig falde et par meter, for at komme tættere på jorden, tættere på den fløjtende mand. Han stoppede op foran et nydeligt hus, og sekundet efter, kravlede han op i træet der groede ved et åbent vindue. Falkens øjne blev klemt sammen, og næbet let skilt mens en lydløs latter rullede gennem hendes strube. Tænkte hun det ikke nok.. Han var en ussel tyv! Hendes 'ord' blev bekræftet da han – med fyldte lommer – blev jaget ud af huset efterfulgt af fjendtlige råb. Hun så ham flygte gennem de mørke gyder, og hun blev overrasket over hvor hurtig og adræt han var. Endnu en latter tonede sig i hendes bryst, dog slap den aldrig ud. Hun vendte på de lange vinger, og da hun landede som 'sig selv' på de kolde brosten, var han allerede glemt..

Hun vendte hurtig tilbage til virkeligheden, og et 'ha-ha-jeg-så-dig-godt' smil bredte sig på hendes læber. ”Mhm” sagde hun bekræftende til hans ord, inden smilet blev breder og afslørede hendes hvide tandsæt.
Om hun var ude efter det?.. Nej selvfølgelig var hun ikke.. En pludselig svien, over hendes bryst, forstyrrede hendes tanker. Minderne hvirvlede frem for hendes blik, men hun skyndte sig at skubbe dem tilbage i hendes psykiske gemme-kasse, inden hun satte lås på og smed nøglen væk. Hendes øjne var blevet klemt vredt sammen, samtidig med at hænderne var blevet knyttet. Hun havde bare sådan lyst til at smadre den.. Hun kom pludselig i tanke om at han havde stillet hende et spørgsmål, og et skævt smil tonede sig frem på hendes læber. ”Jo, det er jeg faktisk..” sagde hun og løftede spørgende det ene øjenbryn, hvorefter hun tilføjede med en hånlig undertone: ”Og hvad vil du gøre ved det..?”

Tvivlen voksede sig stor, grundet de nu mange spørgsmål, der fyldte hans hoved for derefter at forsvinde ud gennem øregangene som usynligt røg. Hvem var hun? Eller nærmere.. Hvad var hun?
Mens tvivlen hobede sig op indefra, udtrykte øjnene og munden den forsatte mistro. Han lagde hænderne i lommen, til et stort spektakel, da han huskede at de var fyldt til renden på både den lange slidte jakke, og de udjokkede bukser. Han droppede handlingen, og foldede i stedet armene overkors, med et yderst betænkeligt ansigtsudtryk.

Hvem hun end var, udgjorde hun en trussel, indså han i det han forsøgte at bedømme hvilke kasse han skulle placere hende i. Hun kunne umuligt være spion. Spioner var ofte utrolig lig den stereotyp af samme navn. De var ofte klædt i sort læder, med dækket mund og næse. Gerne overlegne og med en syret trang til at få det sidste ord, eller slet ikke sige noget som helst.
Hun kunne være en tyv? Selvom hendes tøj eller væsen ikke så synderlig desperat ud. Ikke at han selv gjorde det, måtte han bekende, for selvom tøjet var slidt, og et nummer for stort, bar det alligevel på farver, der lå over det desperate niveau. – hvilket vil sige over sort, bægrøn, brun, og grå. – Hans bukser var røde, med polkaplettede lapper, hans jakke var lilla og synliggjorde en orange bluse inden under. Skoene var lette og små, i en kølig blå farve. Halstørklædet, der hang løst om halsen, var rødt. Han var en regnbue. Han var en kamæleon!
Svaret kom til ham, i samme øjeblik hun listede sig til at sige de fem ord. Hun var ikke tyv, men en sådan person der elsker at skabe træde folk over tæerne, bare for at se, hvornår de råber av.

Gud .. eller nærmere.. Satan hvor han havde de mennesker. Især nu. Alligevel dristede han sig til at smile selvsikkert. Sikke en skam, du ikke har mulighed for at snuppe det, var?” Selvom stemmen var påtaget fornøjet, kunne man tydeligt ane de nervøse træk i hele hans væsen. Dette bytte var hans! Alene!

”.. Hvordan kan jeg vide, at du ikke bare siger det, for at se hvad jeg vil gøre ved dig?”
Svarede han derefter, med mistroen dryppende ud af mundvigen. Han rystede på hovedet, måske over sig selv? Og det flamme røde hår flagrede med halstørklædet. Hænderne gled alligevel ned til de fyldte jakkelommer. Bare for en sikkerhedsskyld.

Hendes blik gled ned over hans særlige - eller skulle man kalde den speciel? – tøjvalg, og minder fra hendes barndom væltede over hinanden, for først at vise de overglade klovene, der alle bar' regnbuens smukke farver. Han lignede egentlig ikke en tyv.. Bortset fra hans overfylde lommer selvfølgelig. Hans tøj mindede hende også de hjemløse, som fandt deres tøj i containere. Ikke fordi tøjet var så forfærdeligt grimt – anderledes, måske – men man kunne tydeligt se at det hang lidt på ham. Hun lagde hovedet let på skrå, mens hun betragtede hans væsen. Han så egentlig ikke ud til at være så farlig.. Men, hun havde erfaringer med at man ikke skulle bedømme folk ved første øjekast.
Hun knep let øjnene sammen, mens hun prøvede at bedømme hans hensigter.. De var måske ikke så svære at finde ud af, han ville nok bare hurtigst muligt af sted med sit bytte. Et skævt smil løber over hendes ansigt, for derefter hurtigt at forsvinde igen, og efterlade hendes ansigt med en ligeglad mine.
Så han troede ikke hun kunne snuppe det fra ham?.. Ha, sikke en selvsikker tyv han var. Et lumsk udtryk ændrede hendes ansigt, da hun skævede ned til lommerne, han nu havde gemt hænderne i. Gad vide om han alligevel var en smule nervøs for at hun ville tage det? Når, så var han måske ikke så sej som han udgav sig for?
Hun udstødte automatisk en hånlig lyd, inden et overlegent smil formede hendes læber. ”Fordi du ikke kan gøre mig noget”. Hun lagde tryk på de 2 ord, for at understrege den nedværdige tone, der spillede med.
Hun var måske begyndt at være en lille smule for sikker på sig selv?.. Hun udstødte et 'tsk' over tanken, og smilede skævt. Så længe de opholdte sig udenfor, følte hun sig helt klart på hjemmebane.

// Undskyld det ikke er så forfærdelig langt x3 //

Hendes tanker, om hvor tøjet om var hentet fra, var tættere på sandheden end umiddelbart. Godt nok ikke fra containere, men snuppet elegant fra samtlige havesnore rundt omkring i de hårdtprøvede områder. Det gjaldt om ikke at være kræsen, og eftersom Trex skiftede tøj som han skiftede det resterende udseende og dertil følgende identitet langt oftere end sundt var, var kræsen et ikke eksisterende ord.

Hånden listede sig gemmen håret, i et håbløst forsøg på at fjerne det meste fra øjnene. Han rettede på skuldrende, Tingene føltes tungere når han ikke bevægede sig, bemærkede han. Dette måtte skyldes kvaliteten.
Det undrede ham, at hun samtidig med at kaste trusler af sted, endnu ikke havde skredet til handling, men forsat stod med smalle sprækker som øjne, som var han et yderst detaljeret billede. Eller, tilføjede han tavst, som disse bøger, hvor bestemte genstande eller personer skal findes. Eller fejl. Tyven undertrykte et fnys. Hun ville aldrig finde nogle fejl. Ikke falske fejl i hvert fald. For jo, fysiske fejl kunne da findes. Selv kunne tyven pege på adskillige udseendes mæssige fejl, der kunne ændres. Næsen for elskempel. Eller det pillede øjenbryn... Men Trex var ligeglad med at hun ville bemærke disse mindre vigtige fejl. Så længe det afholdt hende fra at træde til og gøre noget ved de trusler, der lige nu var tomme som huller.

Hendes bemærkningen fik øjenbrynene til at flyve, og munden til at brede sig over det meste af det spidse ansigt.
" ..Og hvor meget tør du satse på det?" Lød den sprøde stemme. Djævlen klyngede sig omgående til det spæde tegn på flere rigdomme.
" .. Så kunne vi jo.. Se lidt på tingene, i et bedre perspektiv.. Forstår du.. Lige nu er jeg simpelthen ikke fristet til at .. udøve vold mod dig.. Men det kunne muligvis ændres, hvis der kom lidt blod på tanden? " Det beklagende blik der har været, grundet hans undskyldning over at hun ikke var værd at kæmpe mod, blev straks erstattet af et lovende smil.