God samvittighed er tegn på dårlig hukommelse - Jayden.

S; De ferme – Banegården.
T: Aften.
V: Køligt og med en dejlig brise, som er let at mærke.
O: Masser af væsner, rundt omkring på banegården.
__

”Så fjern Dem dog! De minder om en vids lemmer er spredt over det hele. Fjern Dem, de ejer sgu ikke stedet!” en gammel mand som lå ned på gulvet, kiggede angstfuldt på en kort håret dame, som galede op. Kvinden stod med ryggen til flokken som havde samlet sig om dem, for at se hvad der var sket. Tydeligvis var der ingen der turde at sige noget. Limet fast til gulvet var de. Den gamle mand satte sine hænder foran ansigtet for at beskytte sig imod denne sort håret dame, hvis klunser kunne ligne en vagabonds. Hendes knæ lange bukser så gamle ud, for ikke at tale om skjorten hun bar, som oveni købet manglede knapper. ”Nu høre du efter. Rejst Dem. Og lad mig komme forbi. Ellers..” lød hendes snerren stemme. Hun bøjede sig ned til manden, mens hun pustede røgen fra smøgen i hovedet på ham. Manden begyndte omgående at hoste, men kvinden tog åbenbart ikke notits af det, da hun blot blev ved med det. ”.. kan jeg jo vise Dem dæmonen inde i mig”. Aino. Aino var hendes navn. Egentlig var Aino fredelig når det kom til ældre mennesker eller små børn, men bare ikke i dag. Ingen skulle stå i vejen for hende. Hun havde troet, at hun havde fået svar, da hun fik konvolutten. Men næ nej. Det var endnu et spørgsmål.
”Ondskaben taber altid. Lad korset fange dæmonen. Amen” kvækkede den gamle. Aino sukkede højlydt, og rettede sig op. Hun løftede det ene øjenbryn da manden gjord korsets tegn igen og igen.
Aino vendte sig om, da hun først lag mærke til, at der stod nogen bag hende. Hun slog sine arme ud, så røgen var cigaretten dansede halvt om hende. ”Ja, som om I ikke også har en dårlig dag! Så, af sted der intet at se her!”. Aino sparkede let til den gamle mandens rejse taske, som stadig lavede korsets tegn. For syvogtyvende gang?
Den lille flok af væsner opløses stille, og den gamle mand havde valgt at give op. Nu stod Aino så her ved bænken og kiggede rundt, med hånden på hovedet. Hun havde ikke flere smøger tilbage. Så den næste person hun vil møde, vil forhåbentligt fortryde han/hun havde sat sine klamme ben så tæt på hende. ”Så for fanden” sagde hun træt, og satte sig på bænken bag hende. Hun kiggede imod uret, der hang lidt længere væk fra hende. Som om der var andre interessante ting at glo på!?
"Tavshedspligt er noget, som automatisk indfinder sig hos folk, der ikke ved en skid. Den gamle nar" hun hentydede selvfølgelig til den gamle mand.

Et stykke væk fra den lille mængde flok som havde samlet sig rundt om en uskyldig gammel mand der ikke gad rejse sig, stod en endnu mere ung mand som lænede sig op af mod væggen ud til perronen hvor togene holdte ind på togskinnerne. Han kiggede hen på den mand som lå ned og en kvinde der stod og råbte nærmest som gal, sådan lød det til mere eller mindre. Hvor kvinden blot tydeligvis ventede på at manden fjernede sig, mens at der ikke var andre som tog mod på at gøre noget ved problemet. Jayden som den unge dæmon hed, rystede kort på hovedet, *Måske skulle jeg..* tænkte han og fugtede let sine kolde, læber for at blød gøre dem, selvom at det ikke hjalp det fjerneste. Når Jayden selv var en is dæmon. Derfor bar han også læder handsker som han altid havde på fordi hans hænder var en smule koldere end som resten af hans krop, da han kunne bruge sit element; is med dem. Og han ville ikke bruge sine kræfter på uskyldige væsner. Kun hvis det virkelig blev nødvendigt. Han fortrak sin ene mundvige i et skævt smil inden at han undslap et mindre grumsk grin. ”I hørte hvad den fine kvinde sagde, der er intet at se her!” sagde han med en høj og rolig, samt blid mandestemme, selvom at flokken allerede var begyndt at opløse sig. Jayden var iført en hvid og sort ternede skjorte som sad så fint som den kunne, sorte stramme bukser med et bælte omkring for at holde dem oppe samt med en sølv kæde rundt om halsen, et smykke som han næsten altid havde på sig; inden under, på ryggen oppe ved højre skulder blad, havde han en tatovering som betyd en del for ham, selvom nogen nok ville syntes det var latterligt. Det var et hjerte med få deltaljer og formede streger som gik længere ned på hans ryg til omkring ved hoften.
Han vidste ikke om kvinden ville ligge mærke til ham.. men det tænkte han nu heller ikke så meget over. Med sit sorte hår og pandehåret ned foran det ene øje, som knap nok irriterede ham, begyndte han at traske hen til den gamle mand, som han ej kendte. ”Vil de være så flink at rejse dem og finde et andet sted at sidde.. i stedet for, min herre?” spurgte han med den mest flinke og rare tone i stemmen. Han lagde sit hoved en smule på skrå, imens at hans smil blev endnu større der plantede sig på hans læber, han tog stille fat i mandens taske og rakte en hånd ud til ham, for at hjælpe ham op. ”..Kom så.. Det er ikke så smart at blokere for andre..” fortalte han og manden var flittig nok denne gang, da han rejste sig op og nikkede en enkel gang.
”Tak.. unge mand… endelig lidt høflighed” sagde han og grinede sagte, inden at han tog ud efter sin taske, så meget hjælp behøvede han åbenbart ikke.. Jayden smilede blot. ”Hav en fortsat god dag, herre” tilføjede han og så lidt efter ham, mens at manden gik væk fra stedet lige så stille, i sine små langsomme skridt. Jayden kiggede derefter hen mod den kvinde der før havde galet op mod manden, som nu sad på en bænk. Han overvejede lidt om hvad det var han skulle gøre. ”Hey..er du okay?” spurgte han og hejste sin ene hånd op i vejret for at vinke hende hen, inden at han gik hen i retningen mod hende.

Først nu, lagede hendes sanser mærke til at der var en person der var på hendes 'side'. Eller, det var mere på den omvendte måde. I stedet for den 'dårlige' attitude, brugte denne person en mere mild måde at sige tingene på. Det fik hende til at løfte det ene øjenbryn op, og fnyse højt, så hendes skuldre rystede automatisk. Det var sgu en han. Aino lænede sig frem, mens hun hvilede sine albuer imod hendes knæ. Betragtede kort denne mand. Troede han ikke, at hun havde det hele i kontrol? Han kendte hendes tydeligvis ikke. Det var lige før det var ved at blive pinligt. For ham, altså.
Egentlig blokerede manden ikke for hende, hun havde bare lige lyst til at flippe ud. Hun havde været så stresset her på det sidste, og i dag kunne hun bare ikke styrere sig. Hun snerrede kort af den gamle mand, og lænede sig tilbage i bænken. Stille lod hun hånden kaste det sorte pandehår(som overhoved ikke var langt nok til at irritere) tilbage, og lukkede samtidig sine øjne, mens små mumlen stille blev fordøjet hen. Hun åbnede dog sine øjne igen, bare for at være sikker på at manden var smuttet, men han stod skam og.. og snakkede til hende.. og vinkede? Så var hun lige kommet i dilemma. Skulle hun være rar imod ham, eller bare være sig selv?
Hun sukkede, mens hun slog til sine lår og rejste sig op. Hun gik imod manden, som man ikke kunne kalde 'grim'. Hun gemte sine hænder i lommen på sine underlige bukser og bøjede ryggen frem. ”Altid” svarede hun med en dyb stemme. Hun smilede skævt til ham, og lag kort sin hoved på skrå, så det korte hår hoppede til siden. Det kunne godt være, at han var venlig udenpå. Men Aino kendte trods alt folk som ham her. Det var også typisk de folk hun blev trukket af. Ikke 'trukket af' som alle andre, men på en meget underlig måde, som vil skabe smerter for begge par. Et kort 'smæld' med tungen vil høre fra Aino's side. Det var faktisk noget hun havde fået vane af. Det var faktisk fra et tv program. Sjovt. ”Ligner jeg da ikke en der kan klare de fleste ting?” hun gjord et kast med hovedet, bare for at understrege det.