Halloween Ride - Åbent emne!

OBS! - Jeg vil helst kun have at der er fem personer med udover mig, og så aftaler vi en rækkefølge, da jeg helst ikke vil have for mange med. Ok? ^^ Ogog ... Taioro har en plads, så der kan kun være fire til med, hæhæ! xD

Tid Lige efter mørkets frembrud.[/b]
Sted Maison Des Fous.
Omgivelser Et af "gummirummene".
Vejr Støvregn og fuldmåne.

Himlen begyndte at antage en hård violet farve, i takt med at blodsolen begyndte at forsvinde. Maison des Fous' kalkhvide vægge, der var dækket af råd og mug, havde antaget en lyseblå farve i den kommende nats lys, der så småt begyndte at indtage det omkringliggende skovområde, der indgrænsede området omkring den gamle sindssygeanstalt.
Gruset knasede under de sorte Doc Martens, der pressede det ned mod den varme undergrund, der havde kogt i solen hele dagen. Pigen der sørgede for dette, havde et smukt ansigt og et endnu smukkere navn. Amber hed hun. Denne Amber var skabt af djævlen selv. Af Satan, også kendt som Guds nemesis. Hun var selv en djævel. En djævel i en menneske-krop. Hendes hænder var knyttede og blodårene stod tydeligt frem, som små blå slanger, der krøb frem og tilbage under huden på hende.

Hvad lavede denne pige her?

Hun så ikke ud til at være en dag over 15, selvom hun havde sytten arrede år, på hendes perfekte bag.
Hun bevægede sig med sikre skridt mod den enorme bygning, hvis vægge gemte på flere smertensskrig og maniske latteranfald, end den ældste vampyr havde oplevet.
Dørene var revet af deres hængsler og lå nu splintrede op af den forrådnende væg. Ambers kridhvide ansigt blev flænget af rød, da hendes blege læber skiltes i et velvidende smil. Hun trådte ind i den enorme indgangshall, hvor pletter af blod, råd, mug og opkast pyntede de dovne vægge, der kastede hvert af Ambers skridt tilbage mod hendes ører, der var spidsede og ivrigt lyttede efter andre former for liv, udover hende selv, der bevægede sig, som var det hendes egen lejlighed.
Hun gik videre og bevægede sig mod en gang, hvor seks døre var placeret på rad og række, der hver især gemte på et gummirum. Ambers absolutte favoritopholdssted, når hun befandt sig her, i Maison des Fous mørke afkroge, der kun udviste den dér form for sindssyge, meget få personer udviste.

Løbe. Snige. Stop.
Ånden kunne ikke ses i den tidlige aftenluft, men høres kunne den. Hæs lød den. Hæs og skrattende, som en syg rotte. Regnen var ikke tung nok til at overdøve denne lyd. Dråberne var ikke tykke nok til at vaske den bort. Vejret blev hevet ned i lungerne, og personen der var kilde til denne skratten og hakken og hvæsen, fik samlet sig selv sammen, og efter noget tid var indåndingen atter på et forholdsvis normalt lydniveau.

Sådan gik det altid efter en lang forvildet løbetur. Personen som havde stået foroverbøjet midt på gruset i det klare måneskin, besværede sig ikke med at rette sig, men drejede istedet hovedet, mens ryggen endnu var bøjet og armene endnu hvilede på lårene. Ingenting. Ingen lyd. Ingen mennesker. Han var løbet fra dem. Et sikkert sejrsglimt sås kort i de mørke øjne, i det personen til sidst lod ryggen blive rank og så rundt på det sted, han var havnet. Foran ham tårnede et stort forladt hus sig. Glimrende. Personen, der ikke kendte stedet eller området trådte letfodet frem. Der var ingen grund til at spilde det indhentede forspring.

Den lyshårede mandsperson trådte derfor inden for i huset af råd, bræk og forfald.
Den unge mand trådte frem, inspicerede rummende på sin vej, og endte til sidst med at udvælge et lille medicinskab, der var indbygget i væggen, et stykke henne ad gangen. Let lirkede han tasken, som han havde båret, af skuldrende, og hældte møjsommeligt alt indholdet ind i skabet. Der var lige akkurat plads. Manden kunne ikke lade være med at beundre sit held. Så, med den ene hånd fast holdene på tingene i skabet, så de ikke skulle glide ud, greb han taske remmen med munden, og fik efter en længere tid tasken på plads over skuldrene igen. Uden at tænke videre over det, Smækkede han hårdt lågen i.

”Av for helved! Udbrød han højt, i det en smerte pludselig brændte fra den i klemtsiddende finger og hele vejen op ad armen. Eder og forbandelser fløj i højt lyd niveau ud af munden på manden, da han fik trukket sin arm til sig, og lænede sig op af skabslågen, der havde forvoldt ham smerte. ”Forbandede skab” Enhver i passende afstand ville kunne have hørt ham.

Pludselig holdte de dumpende lyde inde og en lysflænge skar igennem luften, på blot et millisekund. Et almindeligt menneske ville ikke have lagt mærke til dette, men det gjorde djævlen, der nu stod helt stille, med hånden hvilende på det iskolde messinghåndtag, der var formet efter gentagne desperate slag, fra en sindssyg kvinde, der ville lukkes ud af sin celle. Djævlens øre spidsedes og hun drejede langsomt ansigtet, så hun stod halvt gemt bag den forrådnede mur, med frit udsyn til hele indgangshallen. Hun stirrede på den anden djævel, der stod og kæmpede med at få sine ting ind i skabet.

BANG!

Lågen røg i og hankønsdjævlen brølede i en smerte så høj, at den passede underligt .... Godt ind? Her på galeanstalten? Amber lagde let sit hoved til den ene side og lyttede til de mange grimme ord der røg ud af munden på den anden djævel, der stadig var ukendt, for Ambers ellers så nysgerrige krop. Den sorte t-shirt skar nærmest mod den hvide mur, og en let tekst var skrevet på t-shirten: "Zombi-e." Ambers sorte øjne forsvandt kort bag den hvide hud, da hun blinkede en gang, for så igen at kigge mod djævlen, der nu stod og mumlede noget om det forfærdelige skab. Amber trak let på skuldrende hvorefter hun drejede en halv omgang. Hendes højlydte gisp kunne høres på flere meters afstand, da flere liter luft blev trukket ned i lungerne på en brøkdel af et sekund. Lige foran den fine djævel stod Neah, med sit fine brune hår og det let til sidehældte hoved, der så underligt forkert.
"Neah!" hvæsede Amber, totalt uvidende om den anden djævels nærvær, da hun pludselig havde glemt ham.

//Undskyld for længden .... .__.'//

En svag røg klatrede sig håbefuldt op af de smalle sprækker, i sidegadens asfalt. De mudderindsmurte militærstøvler var søjler, lod sig berøre, af den næsten usynlige gråtåge. Det var den natlige varme, påtrods af dagens sommerhede, der forvandlede almindelig, gennemsigtigt luft til noget, man kunne røre, men også se.
Han løftede langsomt hånden, som var vinden noget skrøbeligt, som flydende glas, der stadig mangler den nødvendige kulde, til at gå i fast form. Det strejf af kulde, der klatrede sig op af armens bare hud, fik hårene langsomt til at rejse sig i en svag form for gåsehud. Brisen nåede til overarmen, hvor hud blev erstattet med en hvid t-shirts klæde. Hvis ikke masken havde forhindret uvedkommende blikke til hans følelsesmæssige center, ville en tyk undren strege sig kraftigt igennem hans ansigt. Øjenbrynene ville mødes i midten, hvilket skabte en lille mur, af små hudfolder, forhindrede den sidste nærværskontakt. De hengemte øjne, undersøgte kun flygtigt hudens bevægelser, fra årenes pumpen. Ikke engang han kunne se porene, der udvidede sig for en kort stund, for så at lukke sig sammen til deres oprindelige størrelse. Ligeså lidt kunne han se, som alle andre, de gasarter, der fløj sig om ham som en uendeligt beskyttende dragt. Ikke at det irriterede ham, udover at enhver gnist, selv den mindste, ville få alt til at brage i et uvirkeligt sekund med ophobende flammer, sprudlende til alle sider som et hævngerrigt raseri.
Armen sænkede sig igen, som han begyndte at mærke den ubehagelige dunken fra musklernes arbejde med at forholde sig i ro. Ryggen slappede ligeledes af, benene ville bukke sammen, hvis den mindste modvægt befandt sig og armene hang slapt, så hvis gasmasken ikke havde været tilstede, kunne man nærmest se en fjern ro, over ham. Den smågrå, iskolde hud kunne godt få ham til at minde om en slags zombie, uden herre, derfor, uden mål. Uden noget at lave, i en verden, hvor hierakiet tog overhånd og en vampyr sigedes at have overtaget. En vampyr... Han rystede på hovedet, ikke over sin pludselige andspænden i kroppen, men det at et natvæsen styrede deres kongerige. En pludselige indskydelse... Hvad var det over dette forladte galehus, der mindede ham om noget fra sin fortid.. Et minde.

"!..." Den afslappede holdning, blev hurtigt fjernet, sammen med hukommelsessvigten, da en svovlende banden røg igennem hans øregang, lidt efter et smertekrypende, paranoidt skrig, der sikkert kunne overdøve de glemte skrig, fra de sindsyge i de hvide spændetrøjer, der med farven matchede rummets tapet langs væggene og loftet. Det sorte hår gled omkring hans ansigt, samt maskens øjenglas, idet kroppen bevægede sig fremad. Imod dørens indgang, der ikke var låst, men stod på klem. En automatisk lukkefunktion, der efter dages tortur fra vagters ukontrollerede styrke, måtte konkluderes "i stykker".
Gulvet gemte på mere end den halvkvalmande sved, tårer, blod og mug stank, plus en del bræk fra den første kombination af ækle ædelgasser. Han takkede sig selv for, bare i et flygtigt sekund, at bære en maske der lukkede stanken ude af hans lugte og smagssystem. Fingrene smøgede sig langs den forrevne vægs maling, hvor symetriske flænger hang lodret, bevidnede en tydelig tvang hos mange af de indespærrede, nu hudløse patienter. Han sukkede, men ikke tydeligt nok, til at man ville høre det som det første. Han stod helt stille, betragtede roligt tapeten, som om han ikke stod i et forladt galehus, midt i nattetiden, hvor regnen silede som fortyndet støv og blodet, der lå henkastet langs alle steder, hvor blikket muligt forpassede.
"Pain from a beast, tortured and hold prisoner, by other beasts..." Fingrene følte den rådnede kulde, som hos et dødt lig, der for længst havde fået stjålet sin sjæl. Alt den ejede. Røvet til skindet. Muren var ensom... Forladt af menneskernes ellers evige livsglæde - eller sorg.

//Håber det ok, jeg lige bryder ind i emnet.. Tehe :3//

Dette sted havde været perfekt. Det havde været et overraskende tilfældigt fund, dette hus, hvilket ifølge Trex egen logik, gjorde det mere eller mindre tilfældigt at finde igen – Og hvor meget tilfælde ville der så være tilbage til disse fremmede, der havde brugt mere tid end godt var på at opspore ham, og finde dette? Sandsynlighederne var for små til, at Trex havde belemret sig med tanken længere end 45 sekunder. Desuden var stedet øde og forladt. Ingen mennesker, væsner eller lignende ville med fornuft i hovedet vælge at besøge dette sted. – Troede han.

Virkeligheden viste sig desværre at være en anden, og de eder og forbandelser der uafbrudt havde fundet vej ud af den sammenknebne mund synes at brydes. Stoppe til en hvisken, der langsomt bosatte sig i murene og forsvandt. Forsvandt som resten. Han slap grebet om sin beskadige hånd. Smerten synes pludselig ikke vigtig mere, og han rette sig op. Brød kontakten med skabet, der til alt held forsatte med at være lukket, og vendte sig rundt, ved simpelt at glide om på hælene. Så stod han der. Denne lyshårede mandsperson, med forpjusket hår, mørke bemalede øjne, og skæve næse.

Den halvlange jakke, der før havde været i den fine ende af prisklassen, var krøllet. Skoene mudret. Et fint spor havde de efterladt sig. Hele vejen hen af gangen. Manden betragtede det. Gik han virkelig så meget ud med den ene fod?

Blikket brød med sporet på gulvet, for at søge langs væggen. Mod .. hov. .. Med listesko rykkede Djævlen fremad, mod det ansigt han før havde været vidne til, og som nu atter var væk. Ryggen var bøjet lettere fremad, som man nu gør, når man ønsker at gå helt musestille. Hvem var nu det? Var der flere? Han nærmede sig.. Uset og uvidnende om den nye eksistens. Ikke engang den lille bille bemærkede han. Nu var det på tide at se, hvem der havde totalsmadret hans perfekte illusion om, at han var alene.

Amber følte sig pludselig fanget mellem væggen og Neahs kolde, brune øjne, der hang fast på hende. Et let smil gled henover Neahs perfekte læber, og bevidnede venlighed og venskab. Amber drejede langsomt ansigtet, og så pludselig den anden djævel holde inde og stå og beundre noget, Amber først lagde mærke til nu: En masse skæve, mudrede fodspor, der slæbte sig hen af gulvet, og sluttede ved djævlens mudrede støvler. Hun lod blikket glide op af djævlen, med det blonde, vilde hår og de bortmalede øjne. Hun lod blikket hvile lidt ved den smukke djævels ansigt, hvorefter hun lagde mærke til at han begyndte at bevæge sig - Det var som om det hele gik i slowmotion. Hun lod blikket hvile på ham, imens han kom nærmere, stadig med tiden slæbende efter sig, som en sort kappe.

Amber trådte frem fra sit gemmested, for at slippe for Neahs påtrængenhed. Sårbarheden slog sig om hende, som en knyttet næve, der truede med at klemme alle former for liv og menneskelighed ud af hende. Hun vidste godt hun sikkert var opdaget, men for alt i verdenen ville hun bare slippe for Neah. Bare et sekund, hvor hun ikke stod og påtrængte sig, truede med at få Amber til at knække under for hendes sindslidelse. Ud af øjenkrogen anede Amber en ny skikkelse, men hun turde ikke reagere yderligere, end at træde til siden og gribe udefter et andet messinghåndtag, der også var halvødelagt efter andre gentagne slag. Slag i desperation.
Hun trykkede ned på håndtaget, der gav efter med et højt skrig, da de dovne hængsler blev tvunget fra hinanden, og tvang døren til at åbne sig. Så holdte Amber inde i sin flugt. Hun kunne ikke lade være med at lade sin nysgerrighed overtage og tvinge hende til at dreje ansigtet, for at kigge mod den anden skikkelse, der så ud til at stå som en forstenet zombie, forvredet i en unaturlig vinkel, der ligesom fortalte at alting var forkert. Hun bed sig i underlæben, og den ene spidse djævletand snittede let den blege underlæbe og tvang hende til hurtigt at slippe igen.
Så blev det hvide flænget af rødt, da et let smil gled henover hendes ansigt, og tvang hende til at lukke en let latter ud. Så drejede hun ansigtet mod den anden djævel, hvorefter hovedet faldt til siden.
"Hej."

Den intetanende Taioro, lod blikket gå fra den kedelige murs ødelagte tapet, til den skrigende dørs åbning, der afslørede andet liv. Det ene øjenbryn skød i vejret, imens at munden stadig formede en neutral streg, afslørede ikke det tankespind der kurrede i ham på dette tidspunkt af natten. De hengemte øjne, der slumrede bag de tykke glasmontre fra den rødmalede sølvmaske, kneb sig sammen i en forundret hentydning. Hvorfor var her tre djævle, i et forladt hus, uden ofre at torturere eller le af? Hovedet rystede den svage sukken af sig, idet den ene støvlespids pegede imod kvindedjævlen, der havde afsløret hans eksistens. Kroppen twistede en smule, før at vinden lavede en hæs basken, fra den pludselige drejning. Han ventede, stod med begge håndflader knugende imod taljestykket, stadig forundret over denne udspillende komedie.
Der gik sekunder, fra djævlepigens hej, hvor han samlede modet til sig. Læbernes blege kød vibrerede, under disse forhold, anede han ikke råd. Det var ikke mangel på mod, eller frygtløshed, der satte ham i dene tavse tilstand. Hans åndedræt lød igennem maskens ventilation, forsøgte at udslippe den tykke tåge, mørkere end blodet der stadig flød raskt igennem hans blodårer.
Kroppens ryg stod endnu rankt, efter at hængslerne havde forskrækket ham en smule, med deres uventede fremtræden. Armene lå slapt nedad, undtagen et par enkle fingre, der på sekunder havde snuppet en gullig blomst med bleggrøn stilk, fra trøjens venstre side, der bedækkede hans bryst med et tyndt stof bomuld. Muskulaturen var en anelse spændt, påtrods af hjertets stadig lydløse banken bag hud og kød. De mange nerver i benene truede med at bukke under, lade ham falde på knæ, i en skødesløs stilling af underkastelse. Men det var ikke noget han ville gøre, ikke uden et par stille ord først. Huden dækkede øjnene til for en kort stund, før de farverige men tildækkede øjne, kastede deres dyriske blik på kvindedjævelen igen. Han ønskede at tale.

"What are you devils doing here, instead of torturing a innocent kid somewhere more... Humanfilled place?" Stemmen var på grænsen til kønsløs, ingen undertrykte følelser udtonede ordene, hvilket i det ekkogengivende rum, lod det fremtræde en smule mere truende end hvis de havde stået udenfor, hvor der ikke var dækkende vægge. Det sveg i huden, alle vejne på hans krop, udløste en mekanisk løften af den ene mundvig, afslørede 3 svagblege tænder, menneskelignende flade i toppen og ikke som hos de tre djævle, hvor enhver tand var en farlig bjergspids. Det var dog en facade, som han inderst håbede, ikke behøvede at blive brudt i aften.
Han savnede stilheden fra før den ivrige kvindes fremtræden. Irriterende, unødig larm.

"... Go home..." Masken skjulte det meste af det selvsikre blik, men med fingeren der pegede imod de tre synlige skikkelser, var det klart allerede deraf, at han mente det. Den hårde, unervøse stemme hjalp dog også, med en svag forblivende klang fra ekkorummets vægge. Som om hans sidste ord, aldrig rigtigt ville gå væk igen.

Stilheden forsøgte at blive lagt over stedet, idet den unge mand, havde forladt skabet og søgt mod kilden til liv. Allerede før han nåede frem til det endelige mål, og den fremmede eksistens, var han klar over, at personen, eller rettere personerne var djævle. Der skulle ikke meget til at genkende beslægtede væsner, selvom det efterhånden var et stykke tid siden, han sidst havde været nær sådan nogle. Djævle som ham selv. En svag pulserende forventning til at se de ukendte medvæsner an, skød igennem kroppen, lagde et glimt i begge øjne, der ikke skjultes.

De var to. Djævle. Den ene snakkede. En hilsen i form af et simpelt et stavelses ord. Denne ene var trådt frem, kortlagt vejen mellem ham selv og hende. Stående. Trex rankede sig en anelse, Lagde den ene hånd hen over den slidte – og nu tomme- skuldertaske, mens den anden arm hang tavst ned af siden. Han endte med at træde et skridt bagud, og på den måde øge afstanden, der før havde været ufattelig kort. Deres aura’er havde kysset hinanden. Nu var det hele ude for rækkevidde. Som de fremmede de var. Som personer der havde mødt hinanden for første gang. Den lyshårede kendte i hvert fald ikke de beslægtede væsner.

Han bemærkede at hendes hilsen endnu ikke var besvaret, og tog sig i at tvinge et svar frem, ydermere lige så upersonligt som hendes havde været. Bedre sent end aldrig. Faktisk gentog han bare det korte ord. Åbnede dog munden, for at uddybe det endnu mere, da han huskede at en hilsen var det vigtigste. Det var førstehåndsindtrykket, der i øjeblikket lå i det upersonlige grumsede felt.
Men andre ord, greb hans åbne mund, i det en ny eksistens trådte ind i den verden, manden kun havde troet havde tilhørt djævle. Endnu en brudt illusion.

Han vendte sig, gentog sin bevægelse med at dreje om på hælen, flydende, uden at vende ryggen til djævlene. Endte nærmere mod væggen.
Munden, der før var åben var nu lukket og gjorde ingen tegn til at besvare den fremmedes ord, med masken. Faktisk, var munden ualmindelig tynd, som .. som om djævlemanden forsøgte at holde noget inde.
Hovedet var lagt vejende på skrå, og øjnene havde kortvarigt fundet tilbage til de beslægtede væsner, for at tjekke om de kendte hinanden. Han havde ikke fundet det mindste tegn på genkendelse.

Den sidste handling, denne maske beklædte skabning lavede, gjorde udslaget, og et saftigt om end ikke sprødt fnis fandt vej ud af de ellers sammenlimede læber. Et fnis, der totalsmadrede den ellers hårde og alvorsfulde stemning. Øjnene rummede en spættet samling følelser, der udelukkende stemmede overens med det fnis, der nu klistrede fast til de rå vægge. Intet mere blev der sagt. En svag sitren gik i gennem den lyshårede djævel.

Amber mærkede tydeligt Glenns barnehånd gribe fat i hendes sorte kjole, der var alt, alt for kort. Den blottede de sorte blondetrusser, der så fint klistrede til hendes krop, som var de malet på hende. Det samme gjaldt kjolen. Hun kiggede ned på den lille dreng. Lille Neahs tvillingebror, der med store øjne spurgte hende om noget ganske simpelt: "Hvem?" Ikke hvad eller hvor eller hvorfor eller noget. Bare "hvem"; Hvem han mente, vidste Amber dog ikke, da hun havde travlt med at nyde den anden djævels nærvær. Deres auraer havde virkelig kysset hinanden, som om en lille gnist gik igennem dem og forbandt dem. Og det gjorde Amber også. I det sekund hvor Trex stod helt tæt op af hende, stirrede hun på ham med sine iskrystaller af øjne og snorede sig om hans sind, med de usynlige tråde, der forbandt hende med ham. Hun lukkede øjnene og snørklede sig yderligere ind i hans sind, så hun vidste at forbindelsen ville blive brændt fast og ikke give slip med det samme. Hun åbnede øjnene igen, hvorefter hun mærkede den lette sitren i fingerspidserne, der gjorde at hun kunne gøre som det passede hende. Så trådte hun et skridt frem mod ham, så deres auraer igen snørede sig om hinanden og forbandt dem i en usynlig boble af genkendelse. Ved synet af denne djævel gik et lille stød ned mellem Ambers perfekte ben og fik hendes læber til at skilles i et lille suk.

"Hej." hviskede hun denne gang, mere til den ene djævel, end den anden.

Hun trådte et skridt væk fra ham, hvorefter hun rettede personligheden mod den anden djævel, der stod og så farlig ud. Rigtigt farlig. Sindssyg, præcis som hende selv. Hun trådte endnu et skridt frem mod den anden djævel. Djævlen med gasmasken, der spurgte om hvorfor de ikke bare torterede et barn, i stedet for at komme til Maison de Fous, som var Ambers absolutte yndlingssted at komme. At hun så skulle møde disse to djævle var ikke planlagt.
"Zashto az tryabva?" Hvorfor skulle jeg? De bulgarske ord forlod hendes mund, som en snorlige række af perler, der bare gled ned i halsen på den nærmeste person, nærmest som et glas blodvin. Ordene var hentydet til djævlen med det store sorte hår og den røde gasmaske, hvor bag han sikkert gemte et ansigt så smukt, som en solopgang selv. Hendes fingre søgte op af hendes egen krop, og op til håret, der krøllede vildt. Hun greb fat i en krølle og strakte den ud, så den blev helt lige. Og så gav hun slip, så den dansede som en telefonledning. "Hm?"

Nutidens unge djævle, uforskammeligt selvsikre. Hånden løftede sig fra at pege imod de to djævle, til at lade alle fem fingre smøge sig igennem de tyktliggende tråde, der glinsede i det svage, bløde lysskær fra den døende lampe fra loftet. Endnu et suk drev ud gennem luftrøret, idet at lungerne pressede sig sammen, som en naturlig reaktion på at ville leve og ikke dø af manglende luftskifte. Fingrene gled ud af hårets favntag, og landede igen dovent ned af kroppens lænd.
Et udtryk, som kun skuffede gamle mænd normalt kunne udsende, var som malet over hele hans -dog skjulte - ansigt. Øjenbrynene gik fra høj til en sammenpresning, kun hindret af to små hudfolder i midten af dem, spærrede og umuliggjorte hans forsøg på et "monobryn". Fingrene var ikke spændte, men ligeså afslappet som resten af kroppen, der afgav et gruppesuk, ikke kun fra munden af. Hudens miniature huller udvidede sig stadig, idet en tyk damp af livsfarlige gasser sivede ud, som små tågepytter i den ellers rene, klargjordte luft. Noget over ham, fik det til at se lettere ligegyldigt ud, selv da djævelens latter var frigjort til de gentagende mures ydrekanter, der kastede lyden frem og tilbage imellem dem, flere gange, men stadig svagere for hvert sammenstød af lydbølgerne. Blikket gik fra dets fjerne omhyllede fantasi-sted, til pigen, der sagde noget på et fremmed sprog. Han kendte til latin, og ifølge hans egen overbevisning, var dette ikke samme sprog. Pupillerne trak sig sammen, så hans udsyn blev en anelse mere uklart omkring skikkelsernes omrids, men tilgengæld klarede pigens ansigt op, i et skarpt lys. Interessen stod ikke klar for ham, idet han fjernede blikket igen, for at kaste sig over den lyshårede djævel. Øjenen gentod hele udseendet, som hurtigfremgående billeder, mere skarpt og realistisk, end noget kamera nogensinde ville formå. Taioro var ikke impoeret, for det var nu engang, bare et par børn, hvis man da så på kroppens ælde - selvom pigen så ud til rent faktisk at være ung, selv sjæleligt, hvis hun da ejede en. Hånden, der før havde peget drastigt på djævlene, løftede sig endnu engang fra sin dovne position langs taljen, den pegede endnu engang på dem, men denne gang formet som en pistol. Hans aura var stille, nærmest død, idet han igen åbnede munden for at tale. Selvom han ikke havde forstået pigens ord, ville han snakke, forhåbentlig uden yderligere problemer - det ville være spild af god livstid.

"Jeg forsager djævelerne og alle jeres onde gerninger..." Kroppens muskler spændte sig an, gjorde sig klar til den latter, de to djævle højest sandsynligt ville udbryde, efter hans lettere komiske men dog seriøse udbryden af ord, udvalgt fra bibelen, men med hans egen personlige tilføjelse. Men ikke desto mindre var det sandt, de tunge ord, der sveg i tungen og mundens læber, da han jo selv var et gudforladt yngel. Som om blodet han havde smagt, hakkede i alt der havde rørt det, når personen valgte at sige noget helligt.
En rigtig helligbrøde, fra dæmonens side af.

Han mærkede det ikke før det vel og mærke var for sent. At der pludselig var noget galt. Dog ikke så galt, at Trex tog sig videre af det. Faktisk huskede han kun kortvarigt hendes øjne, men tillod sig i stedet at ligge al opmærksomheden på den med masken. Hvad det end var denne djævling havde gjort, lod han det ligge i det uvisse. Intet videre alvorligt kunne det umuligt være. Nej, interessen bandt sig til den engelsk talende. Den Trex i bund og grund ikke havde andet end latter til overs for. Åbenlys og saftig latter. Hvorfor? Fordi han ikke kunne tillade sig andet. Latterliggørelse var kommet op på et nyt niveau.

Aldrig havde han set noget lignende. Ikke at personen ikke var interessant, for det var dette vedkommende, men det var ikke på samme måde som djævlingerne, men derimod på en langt mere frastødt måde. Jo, selvfølgelig bar dette væsen maske, hvilket Trex var ufattelig glad for. Masker var til for at skjule det der var under. Det der ikke fandt nåde for omverdenen eller for andres syn. Masken var ikke for at beskytte den pågældende, men derimod for at beskytte omgivelserne. Ingen tvivl der.
Men det var ikke det, at væsnet foran ham, ikke var født under en heldig stjerne, men derimod dennes måde at handle og argere på, der fik latteren til at boble frem. Det var simpelthen umuligt at tage seriøst. Nej, så hellere hende djævle pigen, hvis handling stadig lå i det uvisse.

Hånden røg fluks op til munden, i det han krampagtigt prøvede at holde latteren på afstand. Skuldrende dirrede svagt, i det han forholdsvist tavst forsøgte at bekæmpe trangen. Til sidst røg hånden ned igen. Munden sitrede en smule.
”Og jeg elsker komikere.. ” Lød det lette lave svar, idet han undgik at ligge mærke til seriøsiteten omkring dette. Roligt lod han sin ryg læne sig op af den rå mur, og svingede let med armene, uden at vide hvad han skulle gøre af dem. Til sidst endte han med at stryge hånden i gennem det i forvejen forpjuskede hår. Ventende. Forsøgte til dels at undgå at se for længe på den maske beklædte, for ikke at komme til at fnise igen.

Ambers mund blev trukket op i et let smil, da hun mærkede dæmonen med gasmaskens seriøsitet, i de ord, han netop havde ladt forlade gasmasken. Hun kæmpede en brav kamp mod sin krampagtige krop, for at holde et latterhyl tilbage. Hendes ene sorte øjenbryn blev trukket op, samtidig med mundvigen, så hun så yderst udspekuleret, men samtidig også sexet ud. Hun lod let hånden glide igennem det sorte hår, der faldt forpjusket om hendes skuldre, da hun havde hevet den sorte elastik ud. Håret var stort og krøllet og stod ud til alle sider, som et vildt vandfald, der aldrig ville blive tæmmet. Håret mindede faktisk utroligt meget om hende selv: Utæmmelig og vild. Hendes øjne gled langsomt en halv omgang, hvorefter hun stod og kiggede på den djævel, hun havde forbundet sig med, hvorefter hendes egen stemme lød inde i hans hoved: Grin. Bare grin, han fortjener det. Og i det sekund hendes stemme gled tilbage til hende selv, spredtes hendes læber og hun lukkede en latter ud. Bare en ganske, tynd, sindssyg fnisen ud, der hviskede "hån".

Amber lod igen hånden glide igennem sit hår, for ligesom at få det på plads igen. Det var alt, alt for vildt og utæmmeligt, alt for uforstående og det pissede hende af at det ikke ville blive siddende, så til sidst greb hun udefter elastikken, der stadig lå hengemt i hendes hule, blege hånd, hvorefter hun bandt det op i en løs hestehale, som heller ikke tilkom fruen. Så til sidst gled elastikken ud af hendes hår, der sprang op, som en spilledåse der blev åbnet, og hun hev i stedet elastikken om sit håndled.
Siden dæmonen med gasmasken ikke havde svaret, valgte hun i stedet at gentage sætningen tydeligere end før: "Zash-to.. az.. try-ab-va?" Sætningen var endda delt op i stavelser. Så slog tanken hende, at dæmonen, måske ikke kunne bulgarsk og hun rystede på hovedet, som om hun ikke mente hvad hun lige havde sagt. "Hvem er I?" spurgte hun og lod sine tynde dukkelæber glide op i et usagt smil, der nærmest fortalte om roser og violer og et bedre imorgen, selvom at der bag smilet, gemte sig en djævel, hvis sind var snirklet, mørkt og en ufortalt gåde, som mange psykologer havde prøvet at gætte, som en matematisk gåde, der ikke ville løses, før den sande person, trådte til og hviskede svaret, til den person, der sad ved siden af, stresset af tiden og matematikkens mange forskellige indsnævringer, der hviskede at personen var en stor fejl.

De forstod ham ikke, ønskede det ikke, kunne mildt sagt ikke. Havde ikke idé om bagtankerne, handlinger der ikke var hvad de så ud til, igen, ignoreret af deres ligegyldige logik. Han lod halsen bøje, så hovedet nærmest lagde sig svagt på skrå, som en slags usynlig pude midt i luften. Den skulle beskytte hans hoved, hele ham. Død, men alligevel så levende at fingrene stadig lod blodet bruse igennem de små rør, hele tiden i bevægelse. Altid hurtigere, aldrig langsommere.
Han så på dem, stadig uden at nærme sig, med sænkede arme. Der var ingen bevægelse, til at udføre hans ønsker. Befandt sig nærmest på en klippekant, bølgerne der hidsigt angreb de løsere sten, det hvide skum, der plettede hans kind, omringet af det snavs og tørrede væske, der ellers lå omkring det hvide. Trøjen flået af, ødelagt til fordel for kuldens lange fingre, der ubehageligt ville glide op og ned af nakke, plus overkrop i sensitive, kuldegysende cirkler. Normalt en ting andre ville fjerne igen, påputte sig selv mere kluns. Han nød denne kildende fornemmelse af et styre, af magtesløshed overfor det storslåede element. Luften, og de lave temperaturer. Det var smukt, ikke himmelsk, nærmere et paradis i helvede. Et meget koldt party.
Han stod med resterende af den hvide T-shirt, havde uden at vide det, parteret stoffet. Jakken lå hel på gulvet, nu stod han der i rummet, halvnøgen men ikke blufærdig. Der var noget ligegyldigt over hans blik, hvordan de små korncikler af sort omringede hans allerede kulmalede pupiller. Det hvide forblev mindre, overtaget af de dystre nuancer kun helvedes guder kunne skænke. Selv de forskrækket over al det mørke hans øjne bar, et væsen så menneskeligt med de flammerige følelser i behold, et utroligt sammentræf af forenede kræfter. Hans fingre sitrede, ikke længere af frygt eller afmagt, men af styrke. Det var næsten for godt til at være sandt. De to ynkværdige djævle, havde vakt noget i hans indre slumrekammer. Han slog halsen helt til siden, lige indtil et dybt knæk fyldte værelset, samt det den var blevet åbnet til. Et kryptisk smil flød fremad, bredte sig til kinderne, i en arrogant strejfning.
Han kendte sine styrker, svagheder og det første, var helt sikkert vokset. Ingen tvivl om at gasserne omkring hans krop også var blevet større, tykkere, rakte længere med deres dødbringende arme, også ildevarslende for helvedes dyr. Hvis ikke masken havde skjult ansigtet, ville de før sortlige øjne fremstå hvide, med en næsten u-eksisterende prik, skue hånligt på dem, smilet som en vanvid fra det sted hvor de ironisk nok stod. Et galehus. Det mørke hår, gik tilbage af sig selv, lagde sig imod hans nakke og stod fremad allernederst ved skuldrene, hvis hud berørte det, ligeså skarpt som nålene på pindsvinets ryg, måske endda mere end det. Hans ene hånd løftede sig endelig til siden, trykkede håndflade og fingrepunkter imod den afskrællede vægs skimmelgrå maling, den afdankede farve af gråd og sindsyge.

"Devils.. You don't dare push my patience.. Be sweet little brats and leave...." Han holdte en pause, der undertrykte enhver hyggelig stemning, der havde overlevet det tunge lufthylster. Der var noget anderledes over Taioro. Ikke kun hans afslappede holdning, men hele måden, hvor han virkede mere selvsikker end ellers. Han virkede uovervindelig. En facade, bag svaghederne han ejede. Hvad ethvert væsen ejede.Selv de to, der lo af deres fulde hjerte. De vidste bare ikke, at hvis de gjorde sig klar til kamp og rykkede nærmere end 1 ½ meter, ville de først mærke åndenøden træde ind. Enhver funktion i hjernen ville slå fra, som en dårlig pære dræber hele linjen. Knoglerne ville virke som gele, få dem til at falde på knæ og så helt til jorden, med næsen forrest. De havde en chance, men kun hvis de da ikke trækkede vejret: en umulighed, også for djævle. De var som mennesker - de behøvede denne ilt, ligeså meget som han behøvede viden.

"Now, before i get tired of you kiddies" Han kiggede på fingrene, de lå fredfulgt på væggen, det eneste, der ikke var fyldt til randen med pulserende muskel og blodstruktur. Han nød også dette, de var ikke hjælpeløse, en stor fryd for et væsen,d er var gået fra afslappet og ignorant til morderisk, og tilnærmelsesvist underholdsglad i form som lidelse - lidt som de to børn, han stod ved.