I Tell you something //Aidan//

Judas traskede stille igennem forlystelsesparkens gader. Eller hvad man nu skulle kalde dem. De var vel en slags gader. De forladte boder dannede murer, og de mørkegrå fliser var som et fortov. Han så solens sidste stråler gå ned, og i et mærkede han den velkendte fornemmelse af at forsvinde. Han hævede sig få tommer over jorden, og gik videre. Nu svævende satte han det ene ben foran det anede. Papir fløj rundt over jorden i den stille blæst, og Judas' mørkebrune hår blæste let i den. Han havde en rød ternet skovmandskjorte på, og et par slidte, sorte jeans. Han havde et par slidte mørkerøde converse på, og de var det der var mest gennemsigtig af ham. Hans hvide, gennemsigtige hud lyste nærmest op i skæret fra fuldmånens lys, og hans blå-grå øjne var matte. Han nåede til en bænk. Han sad tit på den bænk. Han satte sig ned. Eller han satte sig ikke, men svævede få millimeter over bænkens overflade. Han så nu ud over vandet. Fuldmåne der netop var stået op, fik vandet til at glimte og det lignede en masse fisk i vandets sorte overflade. Dette tidspunkt var hans mest sårbare, selv om han ikke kunne røres. Ved fuldmånens lys ved havet, sad han, og der kom alle hans følelser væltende op i ham. Og minder. Minder om hans tid som menneske. Minder om dage hvor han ikke var tynget af denne forbandelse.