Strike of the hawk //Duncan//

Sted = Terres gader
Omgivelser = Få mennesker og væsner og dem der er falder ikke i Karls interesse
Tidspunkt = Efter mørkets frembrud
Vejr = Klar måneoplyst nat, det er svært at gemme sig skyggerne

Som en kat i mørket bevægede den makabre identitet afsted, det eneste man hørte fra ham var de sorte lak støvler der gav nogen meget karakteristiske smæld når de gang på gang blev hamret ned i asfalten, fra et sted højere oppe på hans krop, under nazi uniformen kom der en lav tikken som mest af alt mindede om et løbsk ur, løb ens øjne videre op ville det der lignede en gasmaske komme til syne, hans øjne var dækket af det mørke glas, faktisk var intet i hans ansigt synligt, men alligevel kunne han skabe en aura af frygt omkring sig med et enkelt blik der faldt i ens retning. Den sorte læder frakke baskede om fødderne på ham mens han målrettet bevægede sig ned af gaderne, han var på sporet af en af de folk som hans 'herre' Scars havde sendt ham efter og nu måtte tiden vise om det var den rigtige person der var faldet i hans net.
Karls makabre tøj tiltrak sig en hvis opmærksomhed blandt de folk der stod omkring ham, men der var ingen der turde sige noget til ham da han mindede alt for meget om en der heller ville slå dem ihjel end at snakke med dem, det var delvist rigtigt, han ville gerne slå dem ihjel, men det med at snakke var slet ikke en mulighed når alt kom til alt, Karl havde ikke snakket de sidste 60 år og ville ikke komme til at gøre det igen under nogen omstændigheder, men deres tanker var da søde, han havde endnu ikke oplevet nogen der ikke havde snakket til ham i frygt, ikke engang da han var lille, men det kom nok af alle de forfærdelige ting han havde gjord. De sorte glukker spejdede frem foran sig, han kunne mærke hans mål var i nærheden, inden længe ville han have nedlagt det første store bytte som hans herre havde sendt ham efter, det var altid et stort øjeblik når han fik chancen for at ende nogen og der var ikke meget denne verden der kunne gøre meget mere glad end når han rev selve hjerte fra kroppen på nogen, om det var muligt på en vampyr eller om de blev til aske inden man kom så langt var underordnet, det var sleve kampen som karl så frem til.
Karl drejede en sidste gang og kunne nu tydeligt mærke sin modstander blot få hundrede meter væk, det var sikkert, han ville ikke slippe væk nu, sølvklingerne som sad spændt fast til Karls håndled sitrede som om de var levende, men holdt deres gemte plads under frakkens lange ærmer, tiden var inde til at lege amatør kirurg på en vampyr, gad vide om et amputeret ben voksede tilbage?

Mørket havde lagt sig over himlen dog var denne nat ikke som andre man ku næsten føle ondskaben i luften få mennesker havde vovet sig ud på gaden selvom de enligt budte blive i deres zoner eller langt væk fra dette sted, månen kaste sit blege lys over himlen dog ku det lege lys ikke røre en skikkelse som langsomt kom gående ned af gaden. Denne skikkelse var over to meter høj samt at den var spinkel dog ku men ikke se hvor meget for en sort lang kappe dække denne persons krop så det var umuligt at se den blege hud som gemte sig under kappens tykke stof, personens ansigt var gemt under er stor hætte dog ku man ane et par blod røde øjne inde fra hættens dyb, Duncan var denne persons navn og ja normal vampyr var han langt fra desuden havde han haft et par problemer med kogen og var derfor eftersøgt dog var det ikke noget han tænkte over faktisk tænkte han slet ikke, eller kun enkel tanke kørte rundt i det ellers tomme hoved *blod*lød det i hans hovet da han denne nat var på jagt efter mad.
Han havde overlevet den store kamp mod en kvinde dog havde han tabt ikke noget han fandt sig i men han ku intet gøre ved det selvom han ville ske at han ku overtale dem til at lade ham vinde men nej, siden den dag han tabte havde han holdt sig skjult langt væk fra byen men i dag var han taget til byen for at få mad men det ville han nok fortryde.
Duncan stoppe op idet han dreje rundt om et hjørne de fol der var nær ham smutte hurtigt da de fik øje på den høje sorte skikkelse, under hættens skjul gled et legesygt smil over hans ligblege læber imens han trådte lidt vider men dog stoppe op ved synet af en meget mystisk mand der kom mod ham. De blod røde øjne fulgte skikkelsen bevægelser og holdt et vågent øjne med ham dog sagde han intet men så blot nøje mod manden med iskoldt blik.

Der foran ham kom målet lige så stille vandrende, hans røde øjne afslørede ham med det samme og Karl begyndte på samme måde at sætte farten ned, udover lyden af urværket begyndte nu en hæs og metallisk vejrtrækning der inden længe ville vise sit formål. Folk i gaden kunne fornemme et opgør, det mindede om en af de gamle westernfilm hvor helten duellere mod skurken, bortset fra at der kun var skurke den her gang. Med en lang hæs lyd fra vejrtrækningen løftede Karl begge sine arme og der lød et klirrende hvæs da de to sølvklinger kom ud under hans håndled, hvis det ikke var en udfordring Duncan forstod ville han virkelig ikke have en chance mod Karl.
Karl lod drillende de to klinger glide op at hinanden så gnisterne sprøjtede ud til siden som for at vise han var et modbydeligt og skræmmende væsen, det syntes at alle andre i området fattede hentydningen og kom af vejen, de efterlod kun Karl og Duncan.
Karl kiggede op og ned af sin modstander og var ganske og aldeles uimponeret, det var en ranglet dreng der så ud til at han ikke engang havde købt sin første skraber endnu og hvad var endnu mere nedværdigende for Karls evner så lignede knægten mere end pigen end en dreng, for Karl var denne kamp en formalitet der skulle overstås, det virkede alligevel ikke til at der ville blive meget kamp når han først skruede op for charmen, men han ville lade Duncan få lidt plads inden han slog ham ihjel, det var så ubehøvlet at slå folk ihjel for hurtigt, så kunne de ikke nyde smerten på samme måde som ham.
Karl stoppede med at lave gnister og bevægede sig langsomt tættere på sit snart afdøde mål, svæklingen ville ikke få et ben til jorden om han så gjorde alt der sdotd i hans magt var det nu for sent, han ville tabe og han ville dø, der var ikke længere nogen tvivl, det eneste man kunne gøre var at flygte, men Karl var for tæt på til at det stadig var en mulighed.