Ah hell. Im not quite what I seem.

S//Logement
O//Ikke nogen
V//Overskyet
T//Midnat eller deromkirng
D//5/5

___________/

Natten var ung og arbejdet var gjort til punkt og prikke. Anthon var på vej igennem de snævre gader, som førte ud til det snuskede boligkvater, som hun selv fandt hjem i. Hun havde lige fået inkasseret dusøren på synderens hoved og havde lagt pistolerne væk på deres plads i lagerhuset længere nede af gaden. Dog lignede hun ikke just en der normalt ville benytte vågen eller lignene. Hun var en skønhed fra naturensside med smukke former og et ansigt med de klareste isblå øjne nogensinde. Dog da hun ikke smilede lige nu var hendes ansigt henkastet i en skygge med en måneagtig mystik over sig. Hun smilede kort for sig selv da hun så ud på den mere åbne gade. Hjemme.. Dog var vinduerne slukkede overalt og gadelamperne begyndte febrilskt at blinke. Anthon kiggede derpå med et opgivende udtryk.

en ung kvinde kom slentrene hen mod Anthon.
hendes korte hår lå ned over hendes ansigt, og det så ud som om det var vådt. man kunne se at kvindens tøj dryppede som om hun lige havde været i bad med tøj på, og den kolde nattevind gjorde det iskoldt.. men kvinden smilede.. et koldt, veltilpas smil, der ikke nåede hendes øjne. kun det ene hvide øje varsynligt, og det lignede at pigen var blind selvom der ikke var nogen usikkerhed i hendes gang.

Anthon betragtede den fremmede skikkelse gå imod hende og kunne ikke lade være med at opstille et bekymret ansigt. Hun smilede dog opmuntrende til pigen da de kom på tværs af hinanden. Hun nikkede venligt og udtalte anstændigt ordene: "Godaften."
Hun betragtede pigen i en tid og lagde let hovedet på skrå. Hvad var hun mon for en?

de iskolde hvide øjne fokuserede på pigen foran hende. et hånligt smil kom frem på hendes ansigt da hun så bekymringen.. hun var tæt på at komme til at grine, hun dryppede jo bare af vand. ikke noget at bekymre sig om.. det kunne have været blod.
- nok snarre god nat, tøs.. og natten er rovdyrenes dag..
noget ondt flakkede over hendes ansigt, men kort efter var det væk.. som om det aldrig havde været der. der var en skjult mening i ordne, og hun havde kun sagt det sidste for at se hvor meget pigen vidste.. hvis hun vidste hvad der fandtes i denne her by, ville hun nok forstå det.. hvis ikke.. så var hun bytte!
luciel snusede efter.. jo, hun burde vide det.. hun kunne lugte både engel og aspara ved pigen. hun løftede de smukt svungne øjenbryn.. det var ikke ufarligt at gå rundt om natten, i en mørk gade, med sådan noget blod!

Anthon sukkede tilsyneladende opgivende. "Ja det har jeg fundet ud af." sagde hun og gabte kort, så hendes smukke isblå øjne løb kort i vand. "Det tager hårdt på mig.." udtalte hun stille som i en høj tanke. Hendes arbejdsgiver havde det med kun at sende hende på nattearbejde lige for tiden. ikke mange af væsenerne var ude på normale tidspunkter.. Hvor belastende.
Hun kiggede kort på pigen igen. Tøs? Hm? Anthon mente dog at hun selv var ældre, men så igen.. hun vidste det jo ikke helt med sikkerhed, så hun lod det let og elegant passere.
Hun smilede varmt til pigen.

- og hvad er så din undskyldning for at gå rundt her, om natten, i en mørk smal gade, med din slags blod..
luciel blottede sine lange spidse tænder og så koldt på pigen. det var utroligt dumt af hende at gå rundt her! hun rystede på hovedet, og vandet fra hendes hår fløj rundt i luften. bagefter stod det vildt rundt om hendes hoved, og begge hendes ishvide øjne var synlige.. det eneste i hendes øjne der havde en anden farve end den hvide, var hendes sorte pupiller der et kort øjeblik var fæstnet på halv engelens hals, før hun tvang blikket væk og op på hendes ansigt.

Anthon lagde armene over kors og sukkede. "Jeg har et krævende arbejde at udfø-" hun stoppede og kiggede på pigen med et undrende blik. "Min slags blod?" sagde hun så og lagde hovedet på skrå. Det var tydeligt at se at hun ikke havde nogen ide om hvad vampyren mente overhovedet. Hun betragtede kort de spidse tænder og lod aftomatisk sin hånd glide ind under sin jakke. Pokkers.. hun havde jo efterladt revolveren.. Hun rettede sig op og smilede febrilskt. "Nå men jeg er også træt. Godnat." sagde hun og begyndte stille at gå igen mens hun kiggede åndsfraværet ned i jorden. *Shit..*

//Out. skal på arbejde svarer senere^^//

// fint nok ^^ //

luciel så undrene på pigen.. vidste hun ikke hvad luciel talte om!? hun var et magisk væsen.. det var vampyren sikker på! men hun blev forvirret af pigens åbenlyse uvidenhed.. hendes spekulationer forsvandt tilbage i baggrunden da hun så Anthons bevægelse.. hvad var det hun prøvede på? en pistol? åbenbart ikke... men der skulle have været en pistol.. hun havde haft ret.. det var tydeligt at se på pigens febrilske smil.
- vent hvad mener du? ved du ikke hvad du er!?
luciel fuldte efter halvenglen, da hun vendte ryggen til hende.. et dumt træk.. luciel rystede irriteret på hovedet..

Anthon rødmede kort for sig selv. Hun vendte blikket imod vampyren med endnu et nærvøst smil. "Hehe. selvfølgelig ved jeg da hvad jeg er." sagde hun hvorefter hun var stille, som om hun virkelig tænkte det her igennem, selvom der egentlig kun var én central ting der kørte i hendes hoved som en mus i en mølle. Hun var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og hun havde ikke sine pokkers våben med sig.
Derefter begyndte hun igen at gå i et ret raskt tempo.

luciel løb op foran hende og spærrede hendes vej..
- du ved hvad du er.. men ved ikke hvad jeg mener med din slags blod?
luciels svungne øjenbryn skød højt op i hendes pande og hun så advarende på pigen. hun var ikke i humør til at høre på løgne.. hun havde startet med at være munter, men hendes humør var langsomt blevet mørkere.
- pigebarn.. hold op med at lyve.. jeg gider ikke løgne idag.
hendes øjne var kolde, og hun nedstirrede Anthon..

Anthon lod sig dog ikke nedstirre. Trods hendes ellers skrøbelige facade var der en uhyggelig selvtillid gemt i de glasklare isblå øjne. Hun lagde armene på kors og kiggede på Luciel. Nu magtede hun næsten ikke at fortsætte sin lille maskerade. Hun sukkede dog og beholdt det lille smil, som inden bar hendes kønne ansigt gemte på et bredt ulmende smil.
"Fint. Jeg er ikke hundrede procent sikker på hvad jeg er." sagde hun så og betragtede vampyren. "Og.. Jeg lyver hvis det passer mig, pigebarn." sagde hun ligeså neutralt.

et skævt smil kom til syne på luciels ansigt, og en hånlig morskab var at se i hendes øjne.
- hvordan kan man undgå at vide hvad man er?
vampyrens øjne var undrene, og rystede på hovedet. hun kunne slet ikke fostille sig det.. lige så længe hun kunne huske havde hun vidste hvad hun var. først en ganske normalt menneske.. så død.. så vampyr..
hendes smil stivnede, og hun lagde hovedet tilbage, med lukkede øjne. hun hadede sine minder, hadede når hun kom til at tænke på dengang hun var menneske og kunne være ude i solens lys uden at være bange for at dø.. men den tid var ovre.. for altid!
da hun så på Anthon var hendes øjne blanke..
- jeg ved hvad du er..

Anthon skulede kort til Luciel da hun havde spurgt det første. "Til din ointering så.." hun stoppede derefter. Den vampyr havde ikke ret til overhovedet at høre om det. Hun var ikke Anthons overordnede. Hun så kort væk og var stille i det øjeblik Luciel selv tænkte tilbage. Anthon bed sig kort i de små røde lyse læber.
Hun så derefter op og kiggede på Luciel. Hun betragtede hende koldt i en tid og ville gentlig ikke spørge, selvom nysgerrigheden ulmede i hendes mave. Hun kiggede kort væk og derefter på blodsugeren igen.

- hvad tror du selv at du er? jeg ved at du ikke ved det med sikkerhed, men hvad tror du, at du er?
luciel besvarede Anthons kolde blik, selvom hendes øjne stadigt var blanke. hun blinkede for at få sine øjne til at blive klare igen, og hendes øjne tørrede ud igen. hun nægtede at græde over for halvenglen! nægtede! og så havde hendes krop bare at rette sig efter det...
hun ventede tålmodigt på hendes svar og lænede sig op af en gadelygte.. lyset generede hendes øjne, men hun ignorerede det..

Anthon så lidt væk og begyndte at tænke. "Umiddelbart ville jeg sige at jeg er et menneske. Jeg ligner et menneske.. mere eller mindre." sagde hun. Hun var dog himmelsk smuk og ikke i en menneskellig måde. Hendes øjne var nærmest helligblå og langt fra den normale blålige farve for et menneskes iris. Lygtepælen over dem sprang med en rislende lyd og lod små gnister falde ned omkring dem. Anthon sukkede. "Men det sætter min konklusion i tvivl."

en lav latter forlod luciels læber..
- du har aldrig været et menneske så vidt jeg kan bedømme!
de hvide øjne var muntre, men et skær af sorg var at finde bag munterheden hvis man kiggede godt efter. hun rystede på hovedet og det korte hår virvlede om luciels hoved. med lette og elegante skridt gik hun tættere på pigen..
- og jeg ved hvad jeg taler om.. med hensyn til din race.. for din slags er dem jeg plejer at spise til natmad.. sry to say.. du er en blandig.. hvor meget ved du om de væsner der lever her i Di morga?

Anthon så lidt væk og begyndte at tænke. "Umiddelbart ville jeg sige at jeg er et menneske. Jeg ligner et menneske.. mere eller mindre." sagde hun. Hun var dog himmelsk smuk og ikke i en menneskellig måde. Hendes øjne var nærmest helligblå og langt fra den normale blålige farve for et menneskes iris. Lygtepælen over dem sprang med en rislende lyd og lod små gnister falde ned omkring dem. Anthon sukkede. "Men det sætter min konklusion i tvivl."

//doubleposted? //

//Min computer fucker lige nu xD//

Anthon kiggede koldt på vampyren. "Jeg ved nok. Men ikke nok til at afgøre mig selv." sagde hun så, da hun ikke var sikker på om disse evner var indbildning eller rent faktisk fysiske. Hun havde set andre mennesker udføre ting der lignede, men stadig væk. Anthon bevægede sig ikke længere væk selvom vampyren kom tættere på. Måske følte hun sig truet, men hun var ingen kujon overhovedet.
"En blanding?"

- du kender vel racen aspara, når du nu ved nok.. beskyttere ef natur.. glade væsner, der kan være pokkers irriterende med alt deres godhed til tider! derudover er de også en del af vampyrenes yngligsmad.. den ene side af dig er aspara..
hun stod knap en meter fra Anthon, og dermed så tæt på at de begge kunne række ud og røre hinianden hvis de ville det. et grumt smil spillede om hendes læber ved de sidste sætninger.. hun vidste hvordan de fleste ikke-vampyrer hadede at høre om vampyrenes spisevaner.
- den enden halvdel, endnu bedre at spise skulle jeg hilse og sige, er engel så vidt jegt kan lugte..
hun snusede ud i luften, og hun smilede større.. jo hun var helt sikker.. pigen foran hende var også en engel..

// ok x) det gør min også til tider xD //

Ânthon kiggede lettere overrasket på hende. Så hun døde rent faktisk den dag? Og såret? .. men.. hvorfor var hun blevet en engel? Manglede hun at gøre noget. Hun så kort væk. Ihvertfald, så havde hun ikke tænkt sig at stå på aftenens menu. Et højt brag af torden skød hen over himlen i takt med et voldsomt lyn, som blændede området fuldkommen. Da det var overstået var Anthon væk. Hun var nu oppe på et af hustagene og kiggede ned på vampyren inden hun begyndte at løbe hen ad tagstenene. *Beklager vampyr, men jeg har ikke tænkt mig at tabe nu da jeg har flere brikker.*

luciel lo højt da lynet flængede himlen, hun elskede lyn! de var kaotiske og dødsensfarlige.. hun bemærkede at Anthon forsvandt men kommenterede det ikke og gjorde ingen forsøg på at finde hende.. gik bare hen ad gaden.. langsomt, og slentende.. så kom rengnen..
den ramte Di morga med en pludslig og voldsom kræft, og gjorde luciels allerede våde tøj endnu mere vådt og fik hendes hår til at ligge sig ned over hendes øjne. hun skubbede det grinende væk, og sagde højt:
- vi ses nok igen, halvblods.. det er jeg sikker på..
hun håbede at pigen hørte det men var ikke sikker.

Anthon var nået lidt længere væk og satte farten ned igen. Hun sukkede og satte sig på en af hustagenes afsatser. Hun trak benene op foran sig og sukkede igen. Nu var hun først mere forvirret. Hun ebgravede ansigtet ned imod sine knæ med et stille fnis.