An Early Evening //Mugetsu-Privat//

T: 18:00
S: Skoven
V: Overskyet
O: En masse træer, dog er der et der er større end de andre

Naina kom gående inde mellem træernes mørkebrune stammer. Hun så op i trækronerne som svajede fra side til side i den smule vind der nu var. Ikke det store, men det var da til at se. Hun trådte svævende på den brune skovbund idet en kanin kom løbende forbi hende. Hun kunne ikke lade være med at komme med et lille fnis idet hun gik videre da kaninen var forsvundet lige så hurtigt igen som den var dukket op. Skoven rummede en masse forskellige dyr, men der hvor hun nu havde set mest dyreliv var ved et træ der så ud til at være noget større end alle de andre. Det så meget ud til at være en gammel eg. Dog vidste hun ikke lige hvor gammel den var præcis. Sådan noget havde hun ingen intentioner om. Hun satte sig ned på en af egens brede rødder og så sig omkring i den fredfylde, men mørke skov.
Imens hun så sig rundt svævede et blad ned i skødet på hende. Hun smilede blidt idet hun samlede det op og betragtede det. Det så virkelig flot ud. Men når man alligevel så det så tæt på i forhold til de andre virkede det bare mere specielt. Hun vidste ikke hvorfor, men det måtte være den virkning træerne havde i skoven.

Mugetsu kom gående i gennem skoven. Han havde lige haft sin daglige træning i terræn. Området han trænede i var begyndt at blive mere og mere groteskt jo bedre han blev til at kontrollere sine kræfter.
Det var her han hørte det. På trods af at det kun var en knitren af blade kunne han høre at der var andet end skovens dyr. Dyrene plejede normalt at holde sig væk fra det her sted. Dyrene var smarte nok til at holde sig væk. Det samme kunne ikke siges om folk som ikke besad dyrenes overlevelses instinkt. Han var mange gange løbet på mennesker og andre væsner som var kommet i vejen for ham og hans træning. Alt efter hans humør overlevede de eller døde.
Han kiggede sig omkring og hørte væsnet komme nærmere og nærmere. Han tog sine skygger omkring sig og bevægede sig, hurtigere end øjne kunne følge ham op, i et træ og begyndte at løbe lydløst hen mod lyden af blade som knitrede. Men lyden var væk. Han følte sig sårbar sådan som han pludselig var kommet ud i skoven, et sted som han ikke kendte og ikke kunne følge sit mål længere.
"Hvem eller hvad kunne det dog have været..." Han lukkede øjnene og fokuserede så han kunne høre den svage knitren igen og satte i løb.
Han nåede væsnet og så at det ikke var et menneske. Ustrålingen var alt for overnaturlig til at det kunne være et menneske.
"Hvad laver du her? Troede folk normalt plejede at spise på denne tid af dagen." Han sad oppe i et træ og kiggede ned på denne nye person.

Naina søgte op mod træerne for at finde den stemme der havde talt til hende. Hun kunne til sidst ane en ældre dreng som sad i et af træerne og så ned på hende. "Nogen spiser måske på andre tidspunkter end andre" sagde hun med sin blide stemme og rejste sig op. Hun havde svært ved at føle om denne dreng bragte godt eller ondt med sig, men så længe han ikke havde gjort noget overilet eller vist tegn på et eller andet klamt så ville hun ikke skue hunden på hårene. Man kunne aldrig vide. Men en ting var sikkert og det var at han ikke var et menneske. Men nærmere et væsen. Dog kunne hun ikke vide hvilket. Det var svært at finde ud af, men nogen kunne dog udelukkes. Dog var der alligevel så mange muligheder syntes hun. Og det frustrerede hende på en måde. Hun ville gerne vide hvilket væsen det var så hun var i stand til at vide hvad han kunne finde på.