In all my sunday best - Angelin

Hendes duft hang lidt i hans næsebor. Hun mindede ham ufattelig meget om den anden engel, Ophelia. Tankerne gjorde ham helt konfus, men han forsøgte at fokusere på hendes ord i stedet for på den små, sensuelle, guddommelige og helt igennem fantastiske dufte, der strømmede fra hendes ophøjede engle-aura. Han hvilede sine arme på lænestolens armlæn og lod uvilkårligt et smil lægge sig over sit stenagtige ansigt som en skæv, skinnende flænge. Hvor lidt han end ville det, måtte han indrømme, at det var en hård, indre kamp at holde tænderne på rette spor.
"Så du leder altså efter..." Liam lod sin ene hånd hvirvle ligegyldigt i luften for at fange de rette ord. "... hvad hed han... ham din ven?" Hans obsidianfarvede øjne slikkede englens ansigt for derefter at bevæge sig rundt i stuen. På stuens mest dominerende plads hang der et fjernsyn, lige mellem de to vinduer med de tunge gardiner og over pejsen, der kun blev tændt i specielle anledninger. En sofa stod placeret op ad væggen overfor, en sofa på det andet led, der havde lænestolen overfor sig. I mellem englen og Liam var der et mørkt sofabord fra 1400-tallet, et sofabord, som Liam holdte meget af. Det var også derfor, at der ikke stod noget som helst på det. Hans øjne faldt igen på gæsten, der var begyndt at tale.

Han betragtede sit beigefarvede loft imens han lyttede. Åh hendes stemme var jo lige så blid som hendes udstråling. Den glatte hud, de blanke øjne, det lange hår, der med garanti ville føles blødt og behageligt for fingrene at glide igennem. Hans hånd strøg igen rundt i vejret, da hun nævnte navnet som tegn på, at han nu huskede. Selvom han havde lyst til at bryde ind med det samme, lod han hende tale færdig.
"Og hvad får dig til at tro, at jeg skulle være til din hjælp?" Hans stemme dryppede af skepsis, blot for at teste hende. Hurtigt lod han igen sin hånd vifte omkring sig, nærmest for at føje sin sætning til side.
"Lad mig formulere det anderledes..." han rykkede sig lidt i sædet og lænede sig frem således at hans albuer nu hvilede på hans knæ. "Hvad får dig til at tro, at jeg overhovedet skulle være interesseret i at hjælpe dig?" Han smilede et lettere glubsk smil. "Enitan var trods alt... tja... menneske. Svagelig..."

Angelins forcerende kommentarer rungede i luften, som blev de kastet tilbage fra de lakerede malerier, der hang på stuens vægge. Liams malerier var kæmpestore, og han havde gjort dem blanke ved hjælp af en lakeringsmetode, hvor han brugte fernis. De var så skinnende og hårde, at man kunne pudse dem, som man pudser vinduer. Han lod sine mørke øjne hvile lidt på hende, alt imens hans hjerne gentog hendes ord et par gange. Ven? Han gøs let, men kun på indersiden. Intet synligt afslørede det mindste spor af, hvad der end foregik inde i hans kranium.
"Fortæl mig først hvorfor, du vil høre historien," bad han og sendte hende et dvælende blik som tegn på at han ikke havde tænkt sig at sige et ord før hun havde forklaret sig ordentligt. "At du kendte ham, er simpelthen ikke grund nok. Enhver kan komme til mig og sige, at de kendte ham. Hvorfor interesserer du dig overhovedet?"

Varmen, der i små gisp blev udstødt fra hendes glatte kinder, ramte Liam i ansigtet. Af og til forbandede han de skærpede sanser langt væk, men lige i dette øjeblik var det en morsom gave, han var blevet tildelt. Han kunne nærmest høre hvordan hendes kostbare, rene for ikke at nævne guddommelige blod strømmede fra tåspidserne og op i hendes kønne ansigt på blot få sekunder, og lyden af luft, der blev presset sammen i hendes stemmelæber og susede videre gennem halsen som ord, fik Liam til at lukke øjnene i et langvarigt blink. Et eller andet sted nød han hendes stemme. Raseriet der boblede lige under den uskyldige overflade. Vibrationerne i hans øregang sendte små skælv igennem hans krop og han lod øjenlågene trække sig tilbage.
"Dramatisk," svarede han med en luftig stemme. Intet af hendes privatliv interesserede ham. Især ikke hendes såkaldte kærlighedsliv. Han nød bare at høre hendes stemme, det var alt, så hvis han kunne få hende til at forsætte med at snakke, var det jo en win-win situation. Liam samlede sine hæle sammen nede på gulvet og fugtede sine læber, der efter døden var blevet blege som en umoden fersken. "Om formiddagen?" Liam spidsede teatralsk læberne. "Og vampyrer er ikke ude før mørket falder på..." Han åbnede og lukkede sin hånd i en rastløs takt. "... Angelin dog..." Et smil forvandlede sig til et åbent gab, der blev vendt op i loftet og fra den iskolde hule lød der en klar latter. Aha-aha-aha. Nærmest som om han havde lært at grine ved at læse det i en bog. "Ved du hvad, der er lidt sjovt?" Smilet dalede hurtigt. "Du får det næsten til at lyde som om, at du mistænker en vampyr for at have snuppet din lille kæreste..."

Træerne ude foran hans vindue var som slørede silhuetter i mørket, der piskede med de lange, døde grene i vinden. Med sin venstre kind vendt til Angelins håbløse kaskade af råb og ulykkelighed stirrede han på det uendelige hav af sorte og kongeblå farver, der udspillede sig på den anden side af termoruden. Hans øjne forblev dovne og tomme. Tomme ligesom hans ord. Tomme ligesom hans tanker. Tomme ligesom hans forventninger. Mistede han koncentrationen, ville det være fuldkommen umuligt for ham at kontrollere sine sanser, og han var overbevist om, at englens stemme da ville få hans hjerne til at eksplodere til atomer.
"Jeg kendte engang en djævel..." startede han med en tonløs stemme. Et usynligt ekko fra hendes stemme vibrerede stadig rundt i lokalet og spøgede over deres hoveder, så han følte, at de sad med flere meters afstand. "I de første par år var han bare rygter..." Han fniste tænkende og forsvandt dybere ind i sin lænestol. "Man siger, at han var Adolf Hitlers genfødsel - men du kender vel Lucifer, den slags handler laver han ikke..." Kunstpause. "Hitler indgik en pagt med Lucifer, og Lucifer adlød på sine egne præmisser. Han sendte en af sine egne op til jorden for at afslutte det stykke arbejde, som Hitler ikke selv nåede at færdiggøre. Dengang boede jeg i Sydtyskland med min Adrian og tre andre vampyrer -" Han udtalte 'min', som var det, det mest naturlige i verden og det var bare endnu et tegn på Liams umættelige trang til at eje. "- vi var selvfølgelig ikke fremme i hele krigens forløb. Vi - os udødelige - foretrak at holde os i baggrunden og kun vove os ud, når der lå døende soldater på marken. Men selv efter krigens afslutning viste det sig, at vi måtte være på vagt, og det varede heller ikke længe før, at vi fik bekræftet hvorfor." Han gjorde et lille nik med hovedet for at referere til en af de andre sætninger, han havde udtalt, som hang i luften.
"Djævlen... Nazisten..." Liam gloede på hende. "Enitan... han var mørk, var han ikke?"