Hey! Who are you? ¤Mr. Shane¤

Der var helt stille. Og mørket havde lagt sig allerede. Sommeren var ved at være omme. Det var der inden tvivl om. Luften var blevet koldere og det mere varme tøj var blevet fundet frem. I hvert fald for dem der behøvede det. Månens kraftige skær oplyste den fantastiske kirkegård op og i Autumn's smukke blå øjne, der var omgivet af lange sorte øjenvipper, var det blot endnu et landskab hun kunne se på i lang tid. For hende var stedet ikke nær så skræmmende som i historier. Det var blot et fredfyldt sted som var blevet misforstået. Hun gik noget muntert mens hun lod sit nysgerrige blik søge rundt. Hun betragtede den forladte kirke og de mange gravsten i forskellige former og materialer. I hendes øre var et par af de normale hvide eardrops og førte musik ind i hovedet på hende fra den lille mp3-afspiller der lå nogenlunde trygt i lommen på hendes tilpas tætte lynløstøje som havde samme farve som den hue hun havde sat let hen over det lange mørkebrune hår. Benene var bare iført nogle tilfældige skinny jeans.
De slidte sneakers var tapet fast flere steder og var tætte på at falde af hendes fødder mens hun nærmest dansede hen over den grusede jord i takt til musikken. Hendes hud lidt blege læber havde formet sig i et smittende smil og man kunne snilt se at hun ikke rigtigt var helt så opmærksom på sine omgivelser. Hvad hun egentligt lavede her nede var vel kun for oplevelsen. Havde noget med at skulle udforske så meget så muligt. Hendes æblekinder havde fået en flot rødlig glød af af den friske og lidt bidende vind der slog mod hende fra nord. "When we will never see her again.." Ordene kom syngene ud fra hende men man kunne knap høre det på grund af hendes mumlen. Som lagde hun ikke helt mærke til at hun gik og sang med.. "She is the fitgher from the street.." Hun lod sig dreje en omkring om sig selv inden stilheden omkring hende omkring da sangen sluttede. Hun var i et mere blandet humør. Både meget salig men også fyldt med energi. En dejlig følelse.

Kirkegården var nok et af de få steder som Mr. Shane ikke havde besøgt den seneste tid, efter at der var sket en del i hans liv. Han havde mødt en vampyr hen på en nat hvor han derefter blev bidt og kom så ind i forvandlingen der ville forandre hans liv, en proces som han gerne ville have undgået. Han kom dog ikke helt igennem processen, da hans mest dominerende side, som var englen overlevede, så han stadigvæk havde den side i sig. Han var ikke af en race.. han var en vanskabning mere af korrekt ord: En blandingsrace, som blot var et finere ord. Han mærkede jorden under sig mens at han gik med raske skridt, han havde bare tær. Måske så de fleste det som en forurening, men dette væsen nød direkte at føle hele den frihed som han kunne igennem ved at få jord under tæerne. Et lille slesk smil var plantet på hans læber mens at han betragtede kirkegården og dens mysterier. Nogle gravstene var ødelagte, mens andre stadigvæk stod fint som de var blevet placeret. De fleste blomster og udsmykninger var rådne og visne. ”Hm..” mumlede han og lod sine øjne glide rundt en omgang. Han kunne lugte at der var nogen til stede..
Han var ikke længere alene, som gjorde at han så noget mere positiv ud. Han havde troet at dette ville blive en kedelig aften. Men nej. Han skulle nok ende med at more sig! Han var iført sorte skinny jeans hvor der var kommet et hul på det ene knæ uden på beklædningen, udover det så havde han et bælte rundt om hoften som holdte bukserne oppe og havde en almindelig mørke blå trøje på. Ellers havde han ikke andet på mens at hans hår sad som det altid gjorde, perfekt. Lidt pjusket og glat, hist og pist, med pandehåret siddende til den ene side, noget at hans hår var lidt længere end det andet. Faktisk havde det hele forskellige længder så han på en vis punkt kunne lige en pige også alligevel ikke. Han havde en maskulin overkrop som gjorde at folk ikke kom i tvivl. Nede i hans bukselommer havde han nogle værktøjer.. Redskaber.. som folk kaldte dem.. Noget som han altid havde på sig, hvis han skulle komme ud for noget som forhindrede ham i hans arbejde. Han havde glemt sin jakke et sted hvor han tidligere havde overnattet.. hvor han plejede at have sit grej. Han måtte bare hente det på et andet tidspunkt for hans øjne hvilede sig pludselig på en ukendt person der var et stykke væk fra ham. Et stort, mindre lumsk smil dukkede frem på hans læber, da han så det hele for sig. Han kunne næsten ikke vente med at få sat hans mesterværk i gang.. Han havde allerede besluttet sig for at gå personen i møde.

Skridtende fra denne anden person blev ikke hørt på grund af den musik der igen startede med at bumpe ind i hovedet på hende. Volumen var sat højt så hun virkelig ingen idé om at hun ikke mere var alene. Hun kunne heller ikke fornemme nogen andens tilværelse. Hvor var hun sølle. Hendes forsvars mekanisme var helt nede nu. Var den næsten altid når hun havde andet og tænke på. Eller der var andet der var tog alt hendes opmærksomhed. Hun havde lidt svært ved at holde sine tanker to steder henne. Men det hændte at det lykkedes hende.
Igen var hendes muntre bevægelser startet mens hun nærmest levede sig ind i sangen der nu spillede. Lod vel som om hun var med i en form for musikvideo. Man havde vel ikke andet sjov end det man selv lavede. Var det ikke sådan ordsproget lød på? "I got that..supa luv.." sang hun med mens at hun igen lod sig tage en lille drej om. Det var så her hun fik øje på denne person der havde sin gang mod hende. Hun stoppede brat og hendes ansigts viste denne overraskelse der nu skyllede hårdt ind over hende. Godt nok var det en lidt flov oplevelse men hun løsnede hurtigt op igen. Hendes munter smil kom frem igen men et mindre twist af generthed. Så typisk at det skulle ske for hende. Autumn sank en klump ingen hun tog mp3-afspilleren op for at slukke helt for musikken. Dette var måske selskab. Her var jo ingen. Så det ville bare se ufattelig asocialt ud hvis hun endnu hørte musik. Hun fik i en blid bevægelset taget de hvide eardrops ud af ørene og efterfølgende viklede hun ledningen rundt om selve afspilleren. Hun lagde hovedet let på skrå og studerede dette væsen der uden tvivl havde retning mod hende. Det kunne ses i hans øjne. Det var en af hankøn. Det var heller ikke til at tage fejl af. Krops bygningen gav hende denne information. Også selv om det var mørkt så gav månen et skær så han var mere tydelig. Og en lidt underlig ting var nok at hun se bedre i nattetimerne end 'normale' mennesker. Hvilket hun stadig ikke helt forstod. Men hun havde vænnet sig til det.
Autumn løftede sin ene hånd lidt op i en gestus mens at hendes smil voksede og hendes æblekinder gav hende sådan et sødt babyface. "Hey, you.." Hendes stemme var blid og man kunne høre at hun var i sit gode humør lige for øjeblikket. Det strålende næsten ud af hende.