Moonlight - Åbent emne.

Moonlight

- Nakirh's opstandelse.

Krav: Vær opfindsom, skriv mindst nok til at 'give bolden videre'.
Tid: 01:00
Dato: Tidligt efterår.
Omgivelser: Midten af Forét skoven.
Vejr: Vindstille, stjerneklart, fuldmåne.


Han åbnede øjnene. Hvad der mødte ham var ikke verdensbilledet af menneskets korrupte udvikling i årenes løb, til trods for at man ikke kunne kalde dem korrupte. De var blot børn, børn der voksede og udviklede sig, indtil noget man skulle tro ikke var muligt. Sådan havde det set ud for halvtreds år siden, hvor han sidst havde lukket øjnene og tilladt mørket at opsluge ham. En dyb søvn lige siden havde taget bevidsthedens plads.
Jord, mørke, den tykke duft af moder natur. Dette stammede fra selv samme luft lomme som han lå i. En underjordisk kiste, skabt af hvad man kunne kalde en jordisk forståelse fra naturens side, men i alt sin enkelthed var det dog ikke sådan. Det lille hulrum var blevet skabt da han havde begravet sig selv levende, holdt det meste tilbage ved hjælp af den sjæle energi der skyllede indover hans væsen, lige fra det første mægtige hjerteslag, som spredte blod ud i hver en åregang, til det åndedrag der vidnede om det liv der løb igennem hans opvågnede legeme.
Roligt rakte han sin hånd imod hulrummets loft, hans tøj var for længst smuldret væk med den tid der var gået, og den tilsnavsede hud var det eneste der skabte et dække for hans egentlige farve. Fingrene gled over de udstrakte rødder. Han lå fuldstændig stille, imens at de fraværende øjne betragtede hans fængselscelle, der knap kunne kaldes for dette. Han var et barn i sin moders mave, parat til at slippe ud i friheden, og med et hårdt skub gav jorden efter for hans hånd. Det begyndte at smuldre! Hulrummet brast sammen, og jorden faldt løst og kvælende ned over ham. Som vand der forsøgte at knuse den besøgende under sit tryk og masse. Han begyndte at bevæge sig hurtigt, imens at han gravede, rev rødderne væk, og forsøgte desperat at komme op til overfladen.
Nogen der så det oppefra, ville se det som en muldvaps forsøg på at lave et hul, men fra denne bumpene bule, imellem et træs store rødder, var det ikke et dyr der kom op. Men en hånd der rakte op imod verden: som en udød der rejste sig fra sin grav. Dog var denne hånd ikke benet, og forrådnet, blot til snavset. Og fra det ligblege måneskær, kunne man fornemme den æggehvide farve skjult under det sorte lag jord. Som blev et menneskefødt af naturen selv!

Han kom gåede gennem skoven, i håb om at noget ville ske. Han havde en følelse af at han skulle være til stede. Hans lange røde jakke slæbte sig hen ad jorden idet den fejede blade til siden, mens hans halskæde klingede mod hans bryst, igen og igen. Natten var ung, og han elskede det. Han ønskede at der skulle ske noget. Lad denne nat være den første af mange. Han ønskede at se noget, noget han ikke havde set i hele sit lange liv.

Han sprang op på en gren og var overrasket over hvor let den holdte. Eller også var han let? Han sprang videre, hurtigere end før og hans jakke knækkede de små grene han sprang ned. Han hørte de utydelige bump da de ramte jorden, men gav dem ingen videre tanke. Alt var stille omkring ham. Men så hørte han det. Jord som rykker på sig. Jord som giver efter. Jord som smuldrer.

Han drejede hovedet og lyttede efter lyden. Den var ikke langt fra ham. Han var der hvor lyden var kommet fra og kiggede ned på jorden. Lyden var helt væk. Alt var væk. Han kunne se et stort stykke mørke, men alligevel var der noget som lyste klarere op end alt det andet. Han så en hånd stikke op, beskidt og hærget. I det hans blik faldt på hånden løb der koldt vand ned af ryggen på ham. Der var bare noget omkring den som gav Urune en dårlig følelse.

Men den bevægede sig. Hvad var der ved at ske?

Hånden der sigtede imod himmelen greb fat i mere af jorden, og trak ned! Det gav plads til at hånden blev til en arm, der frigjorde synet af en skulder hvor begyndelsen af et hoved kom frem. Håret var sammenfiltret, og fyldt med klumper af indtørrede jord klumper. Han mindede allermest om det modsatte af hvad han var, en udød. Et væsen vis liv allerede var forsvundet, og kun den tidsløse, besatte, krop var tilbage.
Det var dog ikke tilfældet. Han kravlede op fra sin spædejord, og det der til sidst lå i fosterstilling, blandt tørre, nøddebrune, efterårs blade, var et rystende væsen. Kroppen var abnormalt tynd, den besad ikke nok fedt eller muskler til at man kunne se hvilket køn denne var. De slanke ben der var trykket op imod brystet var ligeså med til at dække for enhver kønsidentification endnu.
Personens hår lå som et beskidt tæppe omkring dennes ansigt, imens at øjnene vidnede om at væsenet var vågen, skønt at dette var en fraværende bevidsthed. Som om den 'nyfødte' ikke havde registreret verden omkring sig endnu.
Indtil der kom et blink, langsomt. Ufattelig langsomt, og med det ændrede den lysegrå, døde øjenfarve sig til noget meget mere levende: en lys blå nuance, der skabte en farverig pulsering og stødet den grålige farve fra sig: indtil der kun var den lyseblå farve.
Den nye øjenfarve skinnede i mørket, som en neon farve der boltrede sig lystigt i den, men det var dog kun en ydre effekt af hans evne til at se igennem det sorte der omgav ham. Han vendte ansigtet opad, og fik hurtigt øje på væsenet der stod ikke særlig langt fra ham. De dybe øjne betragtede den dødelige discipel der stod ved hans fødselsseng. Uden at tale, lod han en hånd række imod den fremmede, som ville han have denne til at hjælpe ham med at rejse sig.

Urune så væsnet komme op ad jorden. Nøgen, mager, snavset. Men alligevel gjorde dens blik og tilstedeværelse ham nervøs. Der var noget over dette væsen. Han følte sig svag i nærheden af den. Som om en aura strømmede ud af væsnet, en aura som tog alt omkring sig, selve fødekædens orden og ændrede på det, vendte op og ned på alt hvad han kendte til.

I samme øjeblik han følte dette kiggede væsnet på ham. Han kunne se øjnene, før døde og kolde, og langsomt men sikkert blev den grå iris overtaget af en lyseblå en, men ikke en normal lyseblå. Denne skinnede kraftigere end normalt, som et af de neon lys han havde set inde i byen. *Er det bare det her der gør mig utryg?* Samme sekund tanken var tænkt rakte væsnet ud efter ham. Som om den ønskede hans hjælp.

Han var ikke sikker på hvad han skulle gøre. Væsnet så ud til at udgøre en trussel for ham, men alligevel kunne han ikke få sig selv til at gå over og dræbe det. Var han for svag? Kunne han ikke dræbe noget så ynkeligt som det der lå på jorden? Det krævede ikke mere end et par skridt, tage sit sværd og skære hovedet af det. Et flashback kom til ham fra det hans gamle mester som havde lært ham og kæmpe. "Altid, og det er virkelig vigtigt, altid skær hovedet af noget som ikke er menneskeligt."

Han rystede på hovedet, trak sværdet og gik så frem mod væsnet, klar til at slå det ihjel... Han stod over for væsnet, men kunne ikke. Der var noget over det, noget uskyldigt og rent som han bare ikke kunne slå ihjel. Han ophævede sit sværd så det forsvandt og smed jakken over væsnet. I det jakken landte omfavnede den væsnet og iklædte sig ham. Nu rakte han en arm ind under væsnets armhule og hæv ham langsomt og forsigtigt op og stå. Så snart væsnet var oppe faldt Urune næsten sammen. Noget var vildt galt her...

Den udstrakte hånd, der bød den fremmede om at hjælpe, faldt stille til jorden igen som lyden af et sværd der blev trykket. Lyden af metallets hvinende ekko igennem luften, var ikke høj nok til at et menneske kunne registrere det, men dette individ kunne. Hans blik var fortsat stille dog, selv ikke den fremmede var få handlinger fra til blive hans bødel, så lå der ingenting i det isende blå blik. Denne betragtede ham med en foruroligende stilhed, som vidste det hvad enderesultatet ville være: enten det, ellers frygtede den ikke døden.
Ansigtet på dette væsen var tilsmurt i mudder, men man kunne stadigvæk ane de fine engle træk, de runde kinder der lod de let udstående kindben komme til sin ret, og få ansigtet til at virke slankt. Læberne var under snavset ligblege, og denne virkede udsultet.
Som den fremmede stoppede, tog sit sværd væk og i stedet lagde den kropsvarme jakke over den nyfødte, greb denne let fat i jakken for at holde den på som han blev hjulpet op, af bødelen der var blevet til en skytsengel.
Som dette væsen blev hjulpet på benende kom dennes køn til syne: et hankøns væsen.
Dog nåede de ikke at rejse sig helt før at denne hjælper faldt let sammen, som om at knæede bukkede under for hans tilstedeværelse. Hans øjne lagde sig over den let faldne herre, og de slanke arme greb fat om dennes liv og støttede den stærkere persona. På samme tid stoppede den pulserende aura omkring drengen, og den rensende effekt. Nu var der ingenting der ville svække den korrupte sjæl der holdt ham.
Et meget lille smil blev fremmanet af de flækkede læber.

,, Jeg takker for Deres hjælp. Det er yderst venligt af Dem."

Hans tale var gammeldags, som man ville tale hvis man stadig hørte til i 60'erne. En formel tone, der ikke havde overlevet nutiden. Hans stemme var lys men stadig med en mands brummen i stemmen.

Pludselig mærkede han den tunge følelse lette. Den havde føltes som en depression uden lige, en som fik ham til at føle sig svag, så svag at han var nytteløs, intet mål havde. Svag. Det var hvordan han havde følt sig. Svagere end svag. Men det var væk nu. Idet han mærkede personens arme forsvandt den mærkelige aura af depression og han var normal igen.

Han rejste sig langsomt, bange for at den skulle komme igen. *Hvor latterligt... Hvad har jeg dog at være bange for?* Han rejste sig rankt op og opdagede at personen over for ham havde viklet jakken godt om sig. *Blufærdig, eh?* Han accepterede det og kiggede ham i øjnene. I hans øjne så han en kræft der på visse punkter mindede om hans. De lysende øjne som kunne dele alt mørket ved et enkelt blik.

Og han hørte stemmen. En blid, men alligevel mandig stemme. Den takkede ham. Vidste væsnet foran ham at den eneste grund til at den endnu levede var hans egen usikkerhed? Han betragtede det mandlige væsen foran ham, så de træk som mindede om en engels. Var det hvad han var? En engel? Det ville forklare hvorfor han følte sig utryg ved det.
Stemmen takkede ham på en meget gammeldags facon. Høflig, gammeldags facon. Den slags han selv foretrak at tale.

"Det var det mindste jeg kunne gøre for at hjælpe Dem. Hvis De ønsker noget mere, måske varmere tøj kan jeg skaffe det til Dem på et øjeblik." Han kiggede på englen og på hans krop som ikke havde andet over sig end den jakke han havde lagt over ham. "Måske noget at spise, drikke? Et bad?" Han rynkede på næsen. Et bad kunne personen yderst godt trænge til.

Den fremmedes ord var som en steppebrand af toner der melodiløst, dansede inde i hovedet på ham. Sensationen ved at høre en anden stemme, fik det til at skælve i kroppen af nostalgi! Et tankespind formede sig som denne tilbød sig selv til tjeneste overfor ham, lod den beskidte herre sine arme glide fra den mørk hårede herres krop, og han stod stille og stirrede hæmningsløst på det rene ansigt foran ham. Der skabte menneske mimic, selvom lugten tydet på tykt blod. Det var ikke direkte lugten som han kunne opsnappe, blot få ubeviste vibrationer, duft partikler, og andre umenneskeligt minimale ting der gjorde den nyfødte klar over herrens afkomst. Det skete ganske naturligt, uden at der var brug for at blive kastet nogen besværgelse. Det lå i kroppen. Denne identifikation af modparten. Hans tynde fingre greb om kanterne på jakken igen og han trak den mere om sig, for at kroppen skulle absobere den varme som klædestykket før havde afgivet. Desværre varede denne varme ikke ved. ved tilbudet om mad, drikke, vand gav de lyse øjne en mindre refleksion i sig: det virkede barne-agtigt, og uskyldigt: som en kat der havde opdaget et stykke slid på spisebordet. Han nikkede, og rettede sig op fuldstændig. Dette gjorde at hans højde var afsløret til fylde, og en slank mand på en meter og femogfirs stod med øjnene fast rettet imod sit følge.

,, Hvis De ikke har noget imod det, takker jeg gerne ja.".

En latter undslap ham da dette forunderlige individ rynkede på næsen: en dyrisk trækning, i hans tankegang. Hans latter var lav og mild, nok til at en kvinde ville føle hårene rejse sig på armene og en varme strømme beroligende op i kroppen. Og ligesom latteren, var stemmen så ubeskrivelig fredsgivende: det var umuligt at forestille sig denne råbe.

,, Men inden vi sætter afsted imod Deres bosted, må jeg så bede Dem om Deres navn?"

Han så hvordan personen med de smukke træk, skinnende i månens skær holdt om den jakke han havde fået lagt over sig. Han hørte svaret, og han hørte spørgsmålet. Navn... Et navn var det helligste et hvert væsen har. Ved hjælp af et navn ville man altid kunne identificere et væsen, et objekt, en hvilken som helst ting. Folk lærte hinanden og kende gennem navne, og folk lagde hinanden i den evige søvn, døden, ved hjælp af navne. Navne hjalp folk med at finde en, og det var ikke altid belejligt.

Han kiggede vurderende på ham og sukkede så. "Mit navn er Urune Kageyo. Hvad det betyder, og hvorfor jeg fik netop det navn ved jeg ikke, så der er ingen grund til at spørge." Han sørgede for at holde stemmen under kontrol, på trods af at han var blevet overrasket over at manden foran ham var uforskammet nok til at spørge om hans navn når han for få minutter siden kunne være blevet hans dommer, jury og bøddel. Og nu tænkte han.

*Hvor skal jeg tage ham hen... Hjem til mig? Ikke på vilkår, kender ham ikke godt nok til det. Til et tilfædigt hus? Nej, vil helst ikke slå en uskyldig ihjel i tilfælde af at de er hjemme. Et forladt hus? Men hvilket? En kirke? Herren kunne helbrede ham, men jeg ønsker ikke at være i nærheden af noget så helligt. Hvor skal jeg tage ham hen...* Mens han tænkte disse ting hurtigt igennem gik han over og samlede sit smidte sværd op. Det var blevet et almindeligt sværd med brun klinge af rust og hakkede riller efter alle de slag det havde været ude for. I det han holdt om det blev det til et smukt og rent katana som han forviste til intetheden indtil han kaldte på den igen. Der slog det ham.

Han kiggede på personen over for ham og lukkede øjnene, som for at fokusere på et sted... Hvilket var lige hvad han gjorde. Han holdt øjnene lukkede indtil hans sind var det sted det skulle være. Han knipsede en gang og en portal åbnede sig mellem dem begge to. "Gå gennem her, så kan du tage noget tøj. Efter det finder jeg et sted du kan vaske snavset af dig. Tænk ikke på penge, jeg skal nok betale hvis din samvittighed ikke kan holde til at du tager noget for at overleve."

De lysende øjne vendte sig opmærksomt imod denne fremmede der nu fortalte om sit navn, og derved sit væsens betegnelse. Navnet var fremmedartet, og u-europæisk. Han genkendte ikke den korrekte form eller ord for det, men tvært imod var det ikke særlig svært at finde ud af at dennes navn ikke stammede fra de ariske alper, snarer de varme syd have?
Idet personen bad om ingen spørgsmål, lod dette væsen sig ikke tynge af det. Han havde ganske vist haft i sinde at ytre sig om navnets afstamning, men dens symbolik og hvad det betød for denne fødslens frelser, holdt han for sig fra af ren respekt. Derimod smilte han en lille smule bredere end før.
Han så efter Urune idet denne forlod hans side for at hente hvad der så ud til at være en ubrugelig klinge, og huskede intet minde om dette våben, før det ved dens ejermands berøring forvandlede sig til et blankt, eksotisk, sværd.
Hvorfor var sådanne objekter nødvendige? Hvorfor holdt denne nådige skabning et redskab der dryppede med blod, når han lige havde afholdt sig selv for at tage et liv?

I den tid det tog Urune for at bestemme sig, tog Nakirh til at se sig omkring. Han studerede himmelen, og fandt at stjerne billederne havde rykket sig en smule. Han undersøgte græsset og jorden under hans fødder, duften, alt. Og idet Urune knipsede med fingrende og skabte en, tilsyneladende, dør ud af ingenting, sad denne nøgne mand på hug ved et træs rødder og så forbløffet på dette fænomen.
Som Urune bød ham at gå derind og tage hvad han ville, lagde blikket sig over denne igen. Betaling blev nævnt, og manden rejste sig for at gå hen til døren. Han tog fat om hånd tagen og skubbede den langsomt ind.

,, Imponerende." komplimenterede han, og så nysgerrigt ind i det rum som døren førte til.

Han satte en fod ind gennem portalen for at være sikker på at den holdt. I det han mærkede fast grund under foden. Han trådte et par gange for at være sikker og gik så helt igennem. I det han trådte det sidste stykke gennem portalen kiggede han rundt i det lokale han stod nu. En butik. En butik med alle de fineste tøjmærker. Hugo Boss, Dolce and Gabbana og meget mere.

Han gik langsomt, men sikkert rundt for at se om der var noget han selv ville have. En bestemt jakke, lang, sort og i et behageligt stykke stof. Den skulle han nok kunne lave et par ting og sager med. Han trak den om sig og stak armene gennem ærmerne. Perfekt. Helt perfekt i længden, gik ham til lidt under knæhaserne og lå ret behageligt på kroppen. Han strak sig lidt og gik så tilbage til portalen.

Han stak hovedet igennem og kiggede på den anden. "Hvis du vil have noget rent tøj, så kom igennem. Bare rolig, den lukker sig ikke medmindre min koncentration bliver brudt eller jeg ønsker det." Han skød en hårtot som stak ned foran ansigtet og kastede med hovedet for at vise ham ind.

Før personen reagerede havde Urune afmålt hans krop og gik på jagt efter noget tøj. *Noget som ville matche ham... Sølv hvidt hår, blegt ansigt som en engel... Blåt? Nej, for simpelt... Hvidt? Nej, så skulle han vaskes først. Hvilke andre ting kunne han få?* Han vandrede rundt i butikken og kiggede rundt efter nogle farver som ville passe. Og der var det. Et helt mørke blåt, næsten sort, men alligevel med et blåt skær hang det. En jakke, som et jakkesæt, et par afmålte bukser som nok skulle kunne passe ham og et par sko. Det slog ham at han ikke havde tjekket hans sko størrelse ud. Han gik ud fra at den måtte matche, for tøjet her var som syet til ham.

Han tog det over sig, smed nogle kontanter ved kassen og gik tilbage gennem portalen. Nu skulle han slå sig løs. Han lagde forsigtigt bukserne på jorden og tog sin gamle jakke af personen og iførte ham den nye. Den passede nogenlunde i ærmerne, lidt for lang, men havde en vis form for charme. Bukserne ville han ikke tage på ham da det ville virke krænkende. Han trak sin skulder frem og så tilbage, noget han havde fået en vane med når han gik med nye jakke.

Han kiggede lidt på manden og besluttede så at udnytte sin evne lidt. Han åbnede en portal lige under ham selv og en under personen så bukserne ville flyve op og sætte sig. I det de fløj op knappede han dem hurtigt. Det samme gjorde han med skoene. Perfekt. Han så nu mere eller mindre fornem ud, manglede bare at vaske snavset af. Snavset... Han skulle have gjort det i modsat rækkefølge... "Okay, tøjet er måske blevet snavset... Undskyld, jeg forglemte mig med det. Men håber da De synes om tøjet, det var ikke helt... Billigt..." Han skar tænder under det sidste ord. Han hadede absoulut at bruge penge, især i store mænger, og endnu mere når det var til andre, men denne gang gjorde han en undtagelse. "Giv mig i det mindste Deres navn som en form for betalling."

Nakirh lod sine øjne beskue det rum som befandt sig på den anden side af den dimensions dør, der var blevet vist for ham. Dog nåede han ikke langt før at den generøse Urune trådte i hans sted og bevægede sig derind først, for at finde et overklæde til sig selv.
Nakirh lod sig ikke kue af personens egen-forståelse af pli, ej heller af den fejl opfattelse, som denne fremviste i det denne, efter nøje at have udvalgt et stykke tøj til sig selv, påtog sig ansvaret at iklæde Nakirh ligeså. Han sagde dog ikke noget i det denne svang disse over skulderen og bevægede sig ud fra døren igen. Kun et næsten usynligt smil prægede de tynde læber, der gav et lettere upersonligt katte-smil fra sig. Endnu sagde han ingenting da han blev afklædt det gamle klæde, og den muskuløse struktur i form af hans krop kom frem. Ubefamlet af menneske hænder, ingen ar heller, så ny udklækket i sit barnsben som denne engel kunne være.
Tålmodigt lod han sig dog tie, og virkede knap så blufærdig af at blive klædt på som et forvirret barn, hvilket han havde en ide om at hans personlige 'skrædder' havde en forventning om.
Men han så til, underholdt. Specielt af de kunstner dette bekendskab viste for ham.
De lysende blå øjne, der i månensskær havde sin neon afkomst, gled uhæmmet hen på Urune efter at samme havde iklædt ham fuldstændig. Dog indså denne hurtigt sin fejl med at han nok skulle have afvasket sit subject, før han påklædte det.
Til dennes ord, skønt han tog dem alvorligt, og skønt han selv var klar over at han nu befandt sig i en mindre gæld til denne herre, kunne han ikke undslippe en klukkende latter ved slutningen af dennes ord.
Latteren var ikke hånlig, tvært imod. Den virkede oprigtig, og hjertevarm i sin røst. Herudover kunne man tydeligt spore smilet over ikke bare læberne, men også i Nakirhs blik.
Han lagde hovedet svagt på skrå.

,, De virkede da ellers ivrig efter at iføre mig klæder i fineste velstand, som er jeg en porcelæns dukke, eget af et rigt barn.", tilføjede han til kommentaren om pengende.
Han rettede sig, og så på dette 'gavmilde' væsen med et venligt blik.
,, Nakirh, det er mit kalde. Imodsætningen til Deres eget, kan jeg fortælle at mit kalde ikke har megen betydning, da mit navn blot er en betegnelse, og ikke en fordybelse.".

Han så ned af sig selv, og dernest ud i skoven.
,, Hvis De kan finde mig en sø, eller en bæk vil jeg med glæde rengøre mig inden vores bekendtskab går videre?", hans øjne lagde sig langsomt over Urune igen.
,, Eller De kan måske fremtrylle et bade-sted ligeså?".

"Nu skal du høre problemet ved det jeg gør. Jeg åbner portaler til andre lokationer, som De sikkert har opdaget så begavet som De er. Men det gør ikke en usynlig eller noget. Det er en genvej til at komme fra destination til destination, men andre kan også bruge disse veje, hvilket både er en fordel og ulempe. Folk kan følge efter mig hvis jeg er forglemmer mig selv og ikke lukker dem efter mig, hvilket er en anden negativ ting ved evnen. Portalerne bliver åbne for evigt hvis jeg ikke lukker dem personligt, så hvis jeg skulle gå hen og dø ville alle portaler jeg endnu ikke har lukket forblive åbne... For altid."

Han følte det som han havde talt i en evighed, men Nakirh virkede som om han faktisk nød at høre ham tale. Det var noget nyt. Men nu skulle der hurtigt tænkes, hvad skulle han gøre? Han kunne sagtens smutte til en sø, men han vidste ikke hvor der var en i nærheden. Jo længere væk et mål var, jo mere tærrede det på hans kræfter. *Måske... Jo, kunne vel give et okay godt grin. Men ville måske være lidt ondt sådan at hive vand ud fra søen og ødelægge dens klima, blot for et godt grin.* Tanken strejfede ham ikke igen. *Måske en badeanstalt? Men hvor har en badeanstalt dog åbent på denne tid af natten?* Han orkede ikke at tænke det igennem så han skubbede også den idé fra sig.

Han overvejede virkelig... At tage Nakirh hjem til sig selv og så kunne han tage et bad der. Men burde han vise ham hvor henne han boede? Han tænkte længe over det og tænkte konsekvenserne igennem. Jo, hvad kunne der dog ske ved det? Nakirh ville ikke kunne pege det ud på et kort da det lå langt under jorden og med åbne portaler i himlen til at få luft ind.

"Jeg kender ikke en badeanstalt der har åben på dette tidspunkt... Og jeg nægter at se så smukt et væsen som dig bade i en sø hvor dyr kommer og gør deres... Ting. Så jeg spørger dig nu, Nakirh. Vil du se hvor jeg bor, eventuelt bruge mit bad?" Han fattede ikke at han sagde det.

///TUSIND GANGE UNDSKYLD DET SENE SVAR! D: Hope yer not too mad at me. T_T ///

De let oplyste øjne virkede fjerne i deres iagttagelse af Urune. Til trods for at denne talte og det kunne se ud som om at Nakirh ikke lyttede, så var han skam årvågen med hensyn til de mange ord som Urune slyngede ud. Der manglede dog en mental tilstedeværelse halvdelen af tiden, men det virkede sært nok ikke som noget der gjorde Nakirh ude af stand til at fokusere på hans 'rednings mand'.
Som samme fandt en løsning på det lille problem, og tilbød Nakirh at indtrænge dennes private gemakker for at rense sit kødelige legeme. Da lod et meget svagt, men dog utrolig ømt smil sig male over de næsten mælke hvide læber. De lysende rovdyr øjne blev milde i deres åbenlyse stirren på den ugudelige dæmon, til trods for at denne var hvad han var.
Et kærligt blik, efterfulgt af et roligt nik.

,, Endnu engang kan jeg ikke takke Dem nok for Deres gavmildhed. Skønt jeg ikke ønsker at være en burde, eller stå i mere gæld til Dem end jeg allerede gør, kender jeg ikke området. Og siden De nægter at overvære mig bade i søen, kan jeg vel umuligt afslå."
Han begav sig over den sorte jord, indtil han stod foran Urune. En vis mangel på forståelse for intim atmosfæren var afsløret idet han lænede sig forover og roligt tillod hans øjne at stirre uhæmmet ind i dæmonens på tæt hold.
,, Pardon, hvis jeg er for direkte. Men De fascinere mig. Tiltrods for Deres artsarv viser De barmhjertighed.. Jeg forstår det ikke."

//Undskyld det sene svar D:

"Arvsart... Må jeg være fri, man er hvad man gør sig til, arv har kun en mindre indvirkning på det. Jeg har dæmonisk blod i årene, du har noget andet. Gør det os til dem vi er? Nej nej, det afsløres gennem vores handlinger, min kære Nakirh. Handlinger afgøre hvem vi er. Handlinger bestemmer om vi er 'onde' eller om vi er 'gode'. Og når vi nu alligevel er der, hvordan bedømmer man om nogen er god eller ej? Jeg valgte at spare dig for døden da jeg kunne se at du var nyfødt, og jeg har for meget... Empati, ville nok være det rette ord at bruge? Nå men, jeg har for meget empati til at kunne sende en i døden lige efter han er blevet genskabt... Medmindre, at han da sårer mig på nogen mulig måde slår jeg næppe personen ihjel."

Han tænkte ikke over hvor meget han snakkede, men han var dog blevet lidt stødt over at han var blevet bedømt udelukkende på hans race. Men mens hans egne dybrøde øjne mødte hans blå tænkte Urune på sit hjem. Mon ikke det var på tide at få ham hjem hvor han kunne hvile og vaske snavset af. Urune knipsede med fingrene og endnu en portal åbnede sig... Men denne gang var den mørk, sort og ikke mindst var den farlig. Hvis man gik gennem denne uden at have fået lov ville man ikke ane hvorhenne i universet man ville havne. Desværre havde han aldrig fået afprøvet det selv da han ikke kunne udelukke sig fra sit eget hjem.

Han rykkede sig fra Nakirh og stillede sig foran portalen. "Jeg, Urune Kageyo, giver hermed Nakirh lov til at komme indenfor i mit hjem, mit slot og mit domæne. Må intet skade ham på turen derned." Han talte med klar stemme for at være sikker på at det skete rigtigt, og ganske vidst, portalen ændrede sig fra sort som en skygge, til rød, en lys rød der mindede om Urune's øjne. Mærkværdig var denne portal for den omsluttede dem begge og lukkede dem inde i en mørk grotte med fakler i siderne som lyskilder og små portaler ude i siderne. Grotten var enorm, og ved hver portal var der en udhuling hvor den kunne ligge i. Der var hvide pedestaler i marmor til at holde det sølv farvede loft oppe.

"Tja, dette er så min ydmyge bolig, ikke fordi jeg bruger meget tid her. Lige nu er vi cirka 20.000 meter under jorden, meget belejligt, for lige omkring hjørnet her..." Han gik hen til et sted i grotten hvor der var et sving. "Er det sted jeg plejer at bruge som bad, vask og jeg ved ikke hvad. Nydelig underjordisk sø, ikke sandt? Bare rolig, den er ren som kildevand." En enorm mørk sø var at se, og der var kun en lyskilde. Solen. Der var en lille portal som Urune havde formået at skabe over alle skyerne som altid sendte solens lys ned i grotten. Ude i siden var der håndklæder og normale badeværelses genstande, inklusivt et spejl. Lidt tid krævede det jo at sætte håret som det skulle sidde. "Portalerne du kan se omkring i grotten er der for det første til at kunne se omkring, og for det andet..." Han gik hen til en som lyste langt væk i hjørnet. "For at kunne holde øje med at der ikke sker ting som man ikke vil have skal ske." Den portal han stod ved nu viste en perfekt gengivelse af Abbaddon set oppefra. Man kunne dog ikke se gennem dens mure da Zane havde smidt noget gammelt sort elvisk magi derpå, men det var kun et spørgsmål om tid før han fandt en måde at omgå den på.

Han vendte sig kort mod Nakirh. "Nyd dit bad og kald hvis der er noget. Vi kan forsætte vores yderst informative diskussion om hvad der påvirker en mest, miljø eller arv." Han gik over til en stor hvid marmor dør og åbnede den. "Kom herind når du er færdig med badet."