At føle sig ensom, og alligevel overvåget... ~ Tooya (Privat)

Tid; 21.00
Sted; Terre's gader
Vejr; Mørkt, halv dunkelt
Omgivelser; få mennesker

Moka kom gående gennem Terre's gader, hun havde en blandet følelse af at hun blev overvåget, men hun følte sig også utrolig ensom, hun bed sig lidt i læben, måske var hun bare paranoid? følelsen af at blive overvåget kunne måske have noget at gøre med at hun var blevet såret meget på det sidste, det var ikke den psykiske form for smerte hun havde vært igennem på det sidste, det var den fysiske som ville sige at hun havde samtlige ar på kroppen, hun sukkede og satte sig på en tilfældig bæk og kiggede ned i jorden lidt...

Tooya gik ned af gaden. Han var på vej hjem da han hade være på arbejet hele dage i mens blive, Nano og Malisa passe af en barnepige som Tooya hade får fæste efter Ayas død. Hade han haft mege tat se til og ikke mindste med de 2 små han skulle tag sig af, han tænket på Aya hele tiden da han saven hende så meget.

Moka sukkede og kiggede rundt, hun sukkede stille og mærkede duften af blod, hun så op og fik øje på en mand der kom gående, hun smilede lidt og lænede sig til tilbage og lukkede øjnene lidt, hun sukkede stille og kiggede op på den mørke himmel lidt...

Tooya hade forbening omkring sin hånd. Han hade være ved at skær brød til sine børn i morges, og var kommen til at skær sig i hånden børne var begyndte at græde. Da de så deres far bløde fra hånden men han forsikker dem om at det ikke, var så slemt som det endlig så ud til at være

Moka sukkede let igen inden hun rejste sig og gik stille over til ham "Hej" sagde hun med et lille smil, hun så hans hånd og kiggede lidt undrende på ham, men sagde ikke noget, hun kiggede sig bare lidt over skulderen igen for at være sikker på at der ikke var nogen der holdt øje med hende...

" hej hvad laver du ude på denne. tid af dage " spurte Tooya urolig noget ved hende gjorde ham urolig for hende, da han mærke at hun var nærvøs over noget følde Tooya sig. Nød set til at tag hende med sig hjem i varmen semv om det ville være farelidt, for hans børn at ha en vampyr i huset

"Det er det bedste tidpunkt for mig at være ude nu hvis jeg ikke skal svækkes for meget" sagde hun med et lille smil, hun bed sig lidt i læben, hun kunne mærke på ham at han vidste at hun var nervøs, hun kiggede ned i jorden lidt inden hun igen kiggede op på ham.

" hør kom med mig hjem. Og får noget at spise men en ting vil jeg side dig før vi gå vis du rør de 2 børn jeg, har der hjemme kan du være sikke på at jeg flår dig i små stykke. De er det eneste jeg har tilbage " sagde Tooya med tåre i øjnen,

Hun kiggede undrende på ham "hør... jeg er måske vampyr... men jeg lever altså ikke af menneskeblod" sagde hun stille da han nævnte sine børn, hun bed sig lidt i læben, han havde lige sagt at hun kunne komme med ham hjem, og så reagerede hun sådan... hun så de tåre han havde i øjnene og bed sig i læben og kiggede ned lidt.

" du må ikke misforstår. Du må godt komme med hjem men mine børn er ret bange efter deres mor er død, så de er nok mmest bag ved mig sådan er Nano og Malisa endnu en gang. Men de er rigtig søde vis men snakke sødt til dem " sagde Tooya

Hun bed sig lidt skamfuldt i læben "Nej.. undskyld... det var ikke for at virke... utaknemlig eller noget... er bare blevet fejlbedømt så mange gange at jeg... reagere lidt for hurtigt på hvad folk siger, inden jeg når at tænke over hvad jeg siger" sagde hun stille....

" kom lad os komme af sted. Jeg stoler ikke på alle dem som´gå omkring os lige nu der føre mig urolig, for mine børn der hjemme de ar stadig væk så små og jeg tænker. Af og til på hvad der skal blive af dem vis jeg også gå hen og død fra dem " sagde Tooya

hun bed sig i læben og gik ved siden af ham, hun nikkede stille "forstår jeg godt..." sagde hun stille og gik, hun vidste hvordan det var at miste sine forældre i en ung alder, og hun ønskede det ikke for andre "men... jeg vil ikke lad nogen skade dig" sagde hun stille mens de gik

" jeg er ikke bange for at nogen. Skal skade mig men mine børn de er ikke mere en 6 og 3 år gammel, de at stadig meget afhænging af mig når jeg alser er hjemme hos dem om aften. Malisa og Nano sover i deres mors gammel seng inde i soveværlset, sammen med mig da jeg ikke tør lade dem sove være for sig her i byen " sagde Tooya.

Hun rystede på hovedet "Det var ikke det jeg mente... self. må der ikke ske noget med dig, men... jeg ved hvordan det er at miste sine forældre alt for tidligt, og det vil jeg ikke lade ske for andre" sagde hun stille

" kom med mig " sagde Tooya. Og gik hen mod en boligblok og oppe på toppen var der lys, det var der oppe Tooya bor med siden børn og deres barnepige Irma. En søde og venlig ælder dame som var Tooyas bedste mor Nano og malisa oldemor, som elske dem og læst højt for dem være aften inde Tooya kom hjem.

Hun smilede stille og gik med ham, hun så op på blokken og kunne ikke lade være at smile lidt større, hun havde ikke set e boligblok i virklig lang tid da hun jo selv boede i en gammel Villa ude i skoven...

" som du kan se. Er der lyse i toppen det betyde af mine børn og min bedstemor stadig væk, er oppe selv om den små skal være i seng 19:45 om aften ellers er de så pyller. og ked af det den næsen morgen sådan er de endnu en gang med små børn " sadge Tooya,

Hun smilte stille "Jamen hvorfor er de så stadig oppe?" spurgte hun lidt undrende, hun kiggede op på lysende igen, hun forstod ikke rigtig hvorfor de stadig var oppe nu hvis de blev kede af det og pylrede den næste dag...

" de plejer at se min komme hjem. Så min bedstemor lade den være oppe til jeg er hjemme og når de så sover sammen, med mig er de ikke så nær ked af det om morgen. Ellers ret jo i sær være eneste onsdag det var deres mors dødes dage " sagde Tooya

Hun nikkede stille "Det er forståeligt nok... men... hvor tit ser du egentlig dine børn?" spurgte hun undrende, hun fik det lidt dårligt da han nævnte det med deres mor's død's dag, ikke fordi hun ikke kunne klare at høre sådan noget, hun havde bare meget ondt af børnene

" jeg se dem om morgen. Og om aften selv om det er lidt sent i aften end nomalt da jeg hade en masse, jeg skulle orden før jeg kunne tag hjem til mine små engle. De sidder nok i stuen og vent på at høre mig kade på dem " sagde Tooya stille,

Hun smilte stille da han sagde det *De er godt nok heldige... gid jeg havde haft sådan en far... eller bare en far..* tænkte hun for sig selv, hun kiggede op på ham da han sagde de sikkert sad og ventede på ham nu, hun smilte lidt "Hm... de er heldige" sagde hun stille og stadig smilende.

" kom lad os komme ind. Før det begyndte at regen det så nemlig sådan ud til at vi får en ordenlige regenskøl, og det kunne vi godt undvære lidt og så får lidt solskin men ikke for meget. Nano og Malisa blive nemlig meget hurtig solskilge af for meget sol " sadge Tooya,

Hun smilte "så kom da" sagde hun smilende "Jeg ved jo ikke rigtig hvor det er" sagde hun smilende, hun havde set lyset hvor han boede ja, men hun var bare stadig ikke helt sikker på hvor det var.