I'll show you the world

Sted: Gågaden
Tid: 20:05
Omgivelser: Mennesker
Vejr: Stjerneklart

- Forbeholdt til Mephisto

Folk hastede forbi hinanden uden at se sig for. Det var den 24. december og der var rift om de sidste varer i butikkerne, som skulle ligge under juletræet den 25. Og midt i al stressen sad Chloé på bænken foran det store juletræ, som var placeret i centrummet. Hun sad med et tilfreds smil og himlede indvendigt af alle disse mennesker, som troede at alt dette var det vigtigste i verden. At få købt en masse dyre gaver til sine skrigende unger. Sådan havde hun også selv været engang for mange år siden. Men hun var ældre, og vidste bedre. Hun afskyede materialisme, men det havde nok noget at gøre med hendes forvandling. Som engel havde hun haft det hele - stort hus, en butler, penge - you name it. Men så havde hun taget en beslutning og flyttet til et helt andet land, hvor hun altså endte i Terre. Hun var kommet uden en eneste øre, men havde alligevel klaret sig. Hun smilede skævt af tanken, da det mindede hende til om Jesus. Gud, hvor var hun hellig.

Blikket gled ned i jorden, hvor hun sparkede til småsten, hvor sneen burde have været. Men så heldige havde de åbenbart ikke været i år. Der var i hvert fald ikke ét eneste snefnug at se, selvom kulden var der. Eller det gættede hun i hvert fald på, da hendes krop var immun for kulde. Men derfor kunne hun stadig se dampen fra hendes åndedrag. Hun sukkede kort og vendte blikket mod himmelen. Stjernerne blinkede klart og hun kom til at tænke på hendes planer for den 24. og 25. Absolut ingenting. Det var et eller andet sted rimelig sørgeligt, når man tænker på hendes forrige jule. Men hun var egentlig ganske tilfreds med arrangementet. Det var i hvert fald bedre end at tilbringe julen i London hos sin familie, som stadig ikke havde accepteret at hun var en vampyr. De havde ligefrem udstødt hende, og forbudt hende at sætte sine fødder på deres grund igen. Det morede hende næsten, at de var bange for hende. Men samtidig gav det hende også magt, sådan føltes det i hvert fald. Hvis man altid havde været pigen, der blev overset, som i grove træk var hele hendes livshistorie, var dét mere værd end alverdens rigdomme.

Jordens overflade var nok et af de mest travle steder i verden på denne tid, den 24 december, dagen hvor folk kunne dræbe hinanden for at få det bedste med hjem til julebordet, det var latterligt efter nogens hoved, men sikkert meget normalt for menneskerne og de andre væsner der nu holdt jul. Det var ufatteligt så mange mennesker der var i gaderne på denne tid, klokken var lidt over otte om aften. Lyden af en svag hosten kunne høres et stykke fra de travle gader, en ældre herre, eller nærmere en tigger sad på jorden, ligeså hvid som sneen og en næse så rød som blod " Årrh.. Hjælp dog ved denne tid!.." Lød det fra ham til hvert et væsen der gik forbi ham, de fleste gik forbi og ignorerede ham, men endelig var der en der stoppede.

"Gud være dig lovet sønnike" sagde manden og så op på ham. Denne unge mand der havde kommet over til ham, havde hjulpet ham op og nærmest smidt en masse varme ind i hans iskolde krop var Mephisto, en ild dæmon der var kommet fra underverden for at se hvad de lavede oppe på jorden ved denne tid "Tro mig min gode herre.. Her er ingen gud.. Og i så fald.. Hvis der var ville han ikke lade Dem lide på denne måde" sagde han med et smil på de blege læber. Den ældre mand så på denne dæmon der havde hjulpet ham "Så det er sandt det den gamle sagde.. At en dæmon ville komme til jorden" sagde han og så op på Mephisto "Ja.. For jeg kommer fra underverden,, Jeg er her egentlig ikke for at frelse Dem hr... Jeg er her fordi jeg skal rundt og se hvordan I væsner her oppe kan være så stupide" sagde han og tog nogle penge frem til tiggeren "Smut så" lød det irriteret fra ham inden han fortsatte ind mellem menneske mængden

Hun fandt sin mobil i tasken og tjekkede kort, hvad klokken var ved at være. 20:07. Hvorfor var der så stadig så mange mennesker? Og hvorfor havde butikkerne åbne? Hun forstod det ikke, men selvfølgelig levede hun ikke i 1800-tallet mere. Desværre - det havde været et fantastisk århundrede. Hun lagde mobilen tilbage i den lille skuldertaske, og lod endnu en gang blikket vandre omkring. Til sidst landede det på den gamle tigger. Han så sølle ud, som han sad der og inderligt bad folk om deres rigdomme. Det var næsten umuligt at undgå en hvis dårlig samvittighed, men Chloé valgte at skubbe den fra sig. Han var sikkert alligevel bare en svindler, som mange af tiggerne var.
Men så fik manden selvskab af et andet menneske - eller det var ikke det præcise at kalde ham, da hun med det samme vidste, at han var anderledes - som lod til at konversere med ham. Hun kom automatisk på benene og gik lidt over mod dem, så hun kunne høre samtalen. Ikke var at snage... Eller jo, det var egentlig derfor, og så ville hun gerne høre, hvad sådan et væsen, som hun stadig ikke havde fået præciseret, havde at sige til den sølle tikker. Hun Chloé stod ved boden ved siden af, og lod som om hun var travlt optaget af at studere en meget hæslig vase, som hun ikke havde nogen intuition om at købe sådan noget ragelse.
Hun skar tænder, da hun overhørte hans kommentar om gud. Han havde ret - gud havde i hvert fald også svigtet hende på det groveste, ved at lade hende forvandle. Men hun havde aldrig rigtig snakket med nogle om det. Men hvem skulle hun også fortælle det til? Hun havde ingen, ikke siden hendes familie havde smidt hende ud. Hun rystede kort på hovedet og kom tilbage til nutiden, hvor han snakkede om underverdenen. Kom han virkelig fra underverdenen? Hun drejede hovedet og stirrede på manden, uden rigtig at tænke over det. Men da dette gik op for hende, skyndte hun sig at kigge tilbage på vasen, som hun stillede tilbage på bordet.

Et smil kom frem på de blege læber, da han egentlig godt vidste han blev overvåget, han passerede denne vampyr og lod sine øjne hvile på ham
med et smil "Kom med.." sagde han da han stillede sig op bag hende og tog hendes hånd og hev hende efter sig. En ting var klar.. Han var ikke dum og han vidste hvilke personer der holdt øje med ham, bare ved at se på dem. Deres opførsel når de ikke ville stå ved det og denne vampyr var ikke ligefrem særlig god til at skjule det " De kan lige så godt lade være med at skjule at De så på mig my lady" sagde han med et blidt smil på læberne da de var kommet lidt væk fra menneske mængden.

Han lod en hånd glide gennem sit hår og så derefter på hende inden han slap hendes hånd " Beklager.. Mit navn er Mephisto" sagde han med en blid stemme og tog hendes hånd og lod hans læber plante et kort kys på hendes håndryg og slap igen hendes hånd. Han var både barsk og en gentleman på samme tid, hvilket ofte var et sjældent syn i underverden, der var de fleste kolde, morderiske og ligeglade med hinanden, men der var noget over Mephisto som der ikke var over andre, men det var også fordi han oprindeligt kom fra landjorden, men blev adopteret af en familie fra underverden og derfor måde var gentleman og barsk,

Hun fik et mindre chok, da han pludselig talte igen. Der var ingen tvivl om, at det var henvendt til hende. Hun bandede indvendigt af sig selv, og før hun havde nået at opfange, hvad det egentlig var han sagde, havde han taget hendes hånd, og de var nu på vej væk. Eller det gættede hun i hvert fald på. Instinktivt var hun på vagt, og betragtede ham som fjende. Det var ikke rigtig noget hun kunne gøre for, det var bare hendes instinkt. Og der var især noget at være på vagt over for, når han kom fra underverdenen. Han var den første hun havde mødt derfra, men derfor havde hun alligevel hørt historier og myter. Det løb hende koldt ned af ryggen, men hun skubbede det pludselig ubehag fra sig.
Da han stoppede op, fortalte han, at havde udmærket godt vidste, hvad hun havde foretaget sig før. Det var egentlig ret pinligt, at blive taget på fersk gerning, men hun blev ikke forlegen. Mærkeligt nok. Da han så præsenterede sig, blev hun meget forbløffet over det hurtige kys, han plantede på hendes håndryg. Hun begyndte pludselig at tvivle på, om han havde løjet, for han virkede ikke som én fra underverdenen.
"Mit navn er Chloé," præsenterede hun sig så, og overvejede kort, om han forventede at hun nejede, eller sådan noget. Tanken fik et skævt smil frem på hendes læber. Hvis dette havde foregået for tohundrede år siden, havde hun skam også gjort det. Men verden havde jo ændret sig. I stedet nikkede hun kort, som en slags hilsen.

Et smil kom frem på hans læber idet han hørte hendes navn " Smukt" lød det fra ham inden han sig over den ene skulder og fik øje på tiggeren igen *Helt ærligt!* tænkte han og sukkede kort da tiggeren havde sat sig igen. Hans blik faldt hurtigt på hende igen inden han sukkede kort " Et øjeblik frøken" sagde han med en blid stemme inden han vendte sig om og gik over mod tiggeren. Han knyttede sine hænder, hvor der langsomt dannede sig små flammer " Sig mig.. Forstår i mennesker intet? Er i fuldkommen fatsvage! Jeg kommer nede fra underverden for at se om det passer, at I virkelig er så dumme som der siges!" hvæsede han som en hidsig kat, der blev revet i halen " Nu er jeg her.. Og kan se at I rent faktisk er mere stupide end jeg troede!" sagde han og så ned på sine hænder og lå mærke til flammerne i hans hænder.

" Vi gør bare hvad vi behøver for at overleve" lød det fra en kvinde bag ham. Denne kvinde kendte han rent faktisk og havde snakket med hende før " Klara? Jamen er du her også min kære?" lød det sarkastisk fra ham. En hånd gled gennem hans hår inden han vendte sig mod hende " Tænk du stadig er i live efter sidste gang vi så hinanden" sagde han koldt og lod sin hånd glide ned i hans ene bukselomme og fiskede en pakke smøger frem. Han trak en smøg op af pakken, satte den mod hans læber og knipsede blot en enkelt gang og fra hans ene finger kom der en lille flamme, som satte gang i hans smøg.

Hun smilede skævt, da han komplimerede hendes navn. Han vidste vidst lige, hvad han skulle sige, for at få kvinder på krogen. Hun smilede næsten af tanken, og skulle lige til at sige noget, da Mephisto pludselig vendte blikket mod tiggeren, som var kommet endnu engang. Det lod til, at hans lunte var rimelig kort, for han hidsede sig i hvert fald utrolig meget op, på kort tid. Chloé så ingen grund til at være så tarvelig over for den arme tigger, men hun var vidst heller ikke den, som skulle til at være hellig. Hun udnyttede også naive folk, for at få sin tørst tilfredsstillet, så hel uskyldig var hun heller ikke.

Det forvirrede hende lidt, da endnu en person trådte til. Det lod til, at han kendte hende. Chloé ville egentlig gerne væk fra situationen, da det virkede som om de to var ved at ryge i totterne på hianden. Og så fordi at Mephisto skræmte hende, selvom hun aldrig ville indrømme det. Hans temperament lod til at være ude af kontrol - han var vidst fra underverdenen alligevel. Men alligevel lystrede hendes fødder ikke, da hun beorderede dem til at få hende væk, så hun kunne ikke gøre andet, end at stå og forholde sig passiv, med følelsen af, at hun forstyrrede noget privat. Hun brød sig heller ikke om tonen de brugte mod hinanden. Det lød virkelig som om de hadede hinanden, og 'had' var ikke et ord hun spøgte med. Det blev kun brugt i ekstreme situationer.

Et koldt smil kom frem på hans læber idet han roligt gik over mod vampyren igen " Forresten Klara.. Har du mødt min nye kæreste?" sagde han og lå roligt en arm omkring Chloé. Egentlig vidste han ikke om hun ville tillade at han lå armen omkring hende og trak hende ind til sig " Jamen jamen... Endnu en af dine ludere Mephisto?" spurgte Klara og så provokerende på Chloé.

Han så på Chloé og derefter på Klara " Klara.. Du er godt klar over at hun elsker blod ikke? Hun er vampyr og kan dræne dig på ingen tid.. Ikke sandt min kære?" sagde han og så på vampyren ved hans side. Han håbede inderligt at hun ville spille med, ellers ville han få problemer og skulle til at forklare for dette stupide menneske hvorfor han var på jagt efter noget nyt som rent faktisk var værd at elske, i stedet for et menneske der alligevel var så naiv i forhold til andre væsner.

Hans smøg sad i hans mundvige og en gang imellem tog han et hiv og lod røgen komme ud igennem næsen. Han tog sin arm til sig igen og så stift på Klara " Jeg er kommet videre.. Men det er du ikke kan jeg se" lød det fra ham efterfulgt af en hånligt grin der nærmest stemplede Klara som en idiot.

Hun mærkede, hvordan hendes i forvejen blege ansigt, mistede resten af sin farve, da hun pludselig blev centrum for dette.. pudsige selskab. Hun var gjorde sit bedste for at skjule sin overraskelse, da Mephisto pludselig præsenterede hende, som sin kæreste. Hvad skete der lige her? Før hun kunne nå at modsige ham, talte kvinden - Klare - igen, og Chloé mærkede vreden. Hun skulle fandme ikke kalde hende for en luder! Det var nu officielt - hun brød sig ikke om denne kvinde, hvilket også var grunden til, at hun spillede med på hans lille skuespil og lagde derfor sin arm omkring hans hofte, og smilede overlegent og falskt til Klara.

Hun rømmede sig lidt, da han spurgte ind til hendes blodtørst og svarede: "Jo, det er rigtigt. Nu når jeg tænker over det, er det faktisk også ved at være længe siden jeg sidst har drukket. Jeg trænger til noget friskt blod." Og det var ikke engang løgn. Hun slikkede kort sin underlæbe, hvorefter hun smilede smørret, bare for at drille lidt og smørre lidt ekstra på.

Da han trak sin arm væk, fulgte hun hans eksempel og lagde derefter sine arme over kors, mens hun skeptisk betragtede Klara, som var hun en eller anden idiot. Men det var godt nok også idiotisk af hende, at kalde Chloé for en luder - det ville hun i hvert fald komme til at fortryde, det skulle hun nok sørge for.

Han så på Klara som langsomt bakkede væk efter Chloé havde sagt hun havde lysten til blod. Det var dette han havde ønsket, at Klara bare ville blive væk fra ham for en gangs skyld når han var oppe på landjorden, men nej " Så jeg vil mene.. Hvis du har dit liv kært ville jeg smutte.... Ellers lader jeg hende tage alt dit blod.. Og jeg reder dig ikke" sagde han med en kold stemme som lød som en slanges hvislen.

Et smil kom frem på hans læber da han så på Chloé, han kunne sagtens se han havde lyst til at flyve på Klara, for hans skyld ingen alarm, med mindre hun forsvandt og ikke kom tilbage til dem, men hvis hun fortsatte med at provokere dem, så måtte hun gerne " Bare vent Mephisto... Jeg skal nok få svar.. Vi er ikke så naive som du tror!" lød det fra hende inden hun vendte sig om og gik.

"Kvinder..." sagde han lavt hvorefter han så på Chloé " Jeg beklager meget hvis du følte ubehag" sagde han inden han bed sig kort i underlæben. Han tog det sidste hiv af smøgen og smed resten på jorden, hvor han trådte på skoddet så det gik ud. Han sukkede kort og lod derefter hans blik hvile på Chloé.

Hendes læber skildtes i et hoverende smil, da Klara trådte et par skridt tilbage. Det føltes helt mærkeligt ikke at skulle sætte tænderne i hendes strube, selvom hendes underbevidsthed fortalte, at hun skulle gøre det. Men hun var ved at have styr på blodtrængen, og så længe blodet stadig var i årene, kunne hun godt kontrollere blodtørsten. Men kontrollen varierede selvfølgelig meget efter, hvor længe siden det var, at hun sidst havde fået næring.

Efter Klara forlod dem, lang ordene i luften. Bare vent Mephisto... Jeg skal nok få svar... Vi er ikke så naive som du tror! Hvad skulle det lige betyde? Hun smilede skævt til ham, da hans ord brød tavsheden og svarede: "Det var faktisk rimelig sjovt. Er det en eks-kæreste? I så fald fatter jeg ikke, at du har kunnet holde hende ud." Og hun mente det virkelig.

Hun kiggede kort ned i jorden, rømmede sig så og spurgte: "Hvad mente hun med, at hun med, at hun nok skulle få svar?" Det var måske et meget personligt spørgsmål, men for at være ærlig, var Chloé rimelig ligeglad. Han kunne ikke lide at spille med på sådan noget, hvis hun ikke vidste, hvad det handlede. For fanden da - pigen kunne have været narkohandler, eller noget, selvom det ikke lige var det første man tænkte på, når man så hende.

Han så på hende og sukkede kort " Eks-kæreste er hun ikke.. Mere eks elskerinde.." sagde han og så på hende med et forsigtigt smil " Men det var ikke ligefrem fordi hende og jeg lavede noget.. Hun har aldrig været klar.. Hvilket er grunden til hun hader mig.. Fordi hun ville gerne til at starte med, men til sidst sprang hun fra" sagde han og smilte for sig selv. Han så sig over skulderen for at sikre sig at Klara var væk, hvilket hun var.

Han så kort ned i jorden og sukkede derefter " Du ville ikke forstå det..." sagde han med et forsigtigt smil på de blege læber. Om hun ville forstå det kunne han jo ikke sige, men det troede han ikke hun ville i sidste ende. Han lod kort en hånd glide gennem hans hår inden han rettede sit blik mod hende " Hvad med vi finder et andet sted? Eller nej vent.. Hvad med du viser mig hvordan i her oppe er på denne tid?" spurgte han med et smil på læberne. Han ville gerne vises rundt, så kunne han jo også se de steder han ikke havde været endnu.

// Beklager længden D: //

Hun hævede det ene øjenbryn og lagde armene over kors, mens hun mere og mere dannede sig et billed af hans type. Men selvfølgelig skulle hun ikke dømme ham så hurtigt, det virkede bare som om han var typen, som ikke holdt sig til én person. Det var ikke fordi Chloé havde et problem med sådanne typer, så længe alle elskerinderne vidste til det. "Hun virker som en nar, sorry to say," sagde hun og trak på skuldrene. Men alligevel kunne hun godt sætte sig ind i hendes situation... Hun rystede på hovedet og stoppede tankerne, inden det endte med, at hun fik medlindenhed med hende, eller noget andet pis.

Hun observerede ham, som han kiggede ned i jorden og sukkede. Tøvede han? Hun sukkede teatralsk og sagde: "Jeg er nu rimelig sikker på, at jeg ville kunne forstå det." Hun havde efterhånden været ude for de mærkeligste ting, i sine tre hundrede-og-et-eller-andet-år. Hun kunne ikke huske det præcise tal, og var det egentlig ikke også ligemeget?

Hun betragtede ham nøje, mens hun overvejede hans tilbud. Hvad ville hun få ud af det? Ingenting, men måske var det også grunden til, at hun burde takke ja. Så det valgte hun at gøre. "Det kunne vi godt finde ud af, men..." Hun løftede sin hånd og forsatte: "Det er mig, der bestemmer. Deal?" Sagde hun og kiggede alvorligt på ham.