The Perfect Beauty

Sted: Så langt fra Terre's larm, som det er muligt på stranden.
Tid: Nærmer sig midnat.

Den stille hvislen af brusende vand, var næsten idyllisk i månens klare lys, der oplyste helle den store strand i et smukt gråligt skær. I mørket stod to høje figure, og stirede ud over vandet. Den ene med sine hænder foran brystkassen. Hans fingerspidser stod imod hinanden, og holdt de kolde håndflader adskilte. Han bar et flot og elegant, dog gammelt, jakkesæt i sorte farver, og så et rødt slips bag jakken og hvid skjorte bag slipset. Hans fødder bar et par sorte laksko, som man næsten ikke kunne se, havde josket igennem det våde sand. Men fodtrin bag ham, beviste at han havde gjort nettop dette. Hans hud bar en lys hvid farve, der næsten fik den til at lyse i månens klare lys. Hans læber var lige så foruden farve, men havde stadigt en hvis ynde over sig. Hans ansigt bar ikke en eneste pigment fejl, og de klare røde øjne gjorde blot alt perfect, endnu bedre. Hans hår var ledt redt tilbage, med en enkelt tot der han ned foran hans pande. En anelse kaos i orden.

"Hvad laver vi her, herre?" Spurgte kvinden der stod ved mandens side. Hun bar en yndig rød kjole, der også berørte det kolde sand. Hun var, lige som herren, en skønhed. Hendes hud var klar og lysende, dog bar den mere farve end herren ved hendes side. Hun stod med hænderne foldet foran sig, og fulgte sin herre's blik, ud over havet.
Herren rejste en hånd, som for at få kvinden til at tie. Hans blik blev en anelse afventende, dog stirede det stadigt udover havet.
"Der.. Det der..." Sagde han så, og lavede en bølge med hånden, imod det rolige, brusende hav. Kvinden kneb sine Lilla øjne en smule sammen i forviring, inden hendes blik gled imod sin herre.
"Hvad?" Spurgte hun forundret, med sin fine lyse stemme. Herren sukkede og lod de røde øjne glide opgivende imod kvinden igen. Kvinden kiggede ned imod sandet i skam. Herren sukkede, og så undskyldene ud, inden han tog et skridt nærmere damen, og pegede sin arm imod horisonten foran sig.
"Se.. Ser du det? Havet... Det er yndefuldt.. Smukt.. Elegant. Men samtidig. Voldsomt. Stærkt! Farligt..." Forklarede han, og kvindens lilla øjne gled ud over havet. Hun nikkede så langsomt, og et smil bredte sig over hendes læber.
"Jeg ser det, herre." Svarede hun smilende. Herren nikkede en enkelt gang, og lod de røde øjne glide tilbage imod hende, og lagde sin hånd på hendes kind.
"Det er det.. Du skal søge. Det er den ynde, du ejer.. Den ynde, du skal finde frem. Og du er der snart, min kære.." Sagde han med et smil, og tog så et par skridt imod havet, og slog armende ud foran sig. "Havet er den perfekte skønhed! En skønhed vi alle bære! Vi skal bare finde den... Det er ikke svært at være farlig.. Stærk.. Det er svært at finde skønheden frem, imens man er det. Men den skønhed... Er præcis det jeg søger. Og jeg ved de kan finde den, Mia.. Bliv ved med at søge. Det ville glæde mig, at se dem igen. Vend nu tilbage til Palæet." Sagde han, og bukkede for kvinden. Hun smilede stort tilbage og nejede dybt for herren, inden hun forsvandt i en rød sky.
Herren rejste sig igen, og gled langsomt sit blik ud over havet endnu engang, med et lavt, tilfreds suk.

Hazelin havde tilbragt det meste af dagen ude på havet. Vandet var ikke koldt for hende, overhovedet ikke faktisk. Vandet var meget varmere end hendes møg hus var, det var vel egentlig også derfor hun tilbragte så længe ude på havet. Hun nød at være derude, nød at være i vand og have med vand at gøre. Desværre var hun ikke en fisk, og dermed måtte hun også op på land af og til.
Langsomt steg hun ind mod land fra vandet af, vandet dryppede af hendes velformede krop, der lige nu var iført en sort kjole der i forvejen sad tæt ind mod hendes krop, et par sorte ballarinaer lå smidt i sandet sammen med hendes jakke. Nu hvor hun var kommet op af vandet var alt meget koldere. Og hun begyndte med det samme at ryste af kulde.
Hurtigt gik hun gennem sandet og tog sin jakke på, hun stod for en stund og prøvede at slappe af. Prøvede på ikke at ryste alt for meget af kulde. Før eller siden måtte hun jo lære at det blev koldt når hun havde været i vandet. Men det var virkelig svært at holde sig fra det. Hun var jo også en vandaspara.
En bevægelse fangede hendes blik, og hun så hurtigt mod noget der lignede rødt røg, ved siden af en mand. En ganske nydelig mand faktisk, i hvert fald bagfra. Hun vidste dog ikke hvad han var endnu. Han kunne jo sagtens være noget farligt, noget hun burde passe på. På den anden side ville hun gerne møde ham, finde ud af hvad han var for en.
Tøvende begyndte hun at gå hen imod ham. "hei hr?" spurgte hun forsigtigt og lod hovedet glide på skrå. Vandet gled langsomt væk fra hende og ud i havet igen, så hun nu stod i helt tørt tøj. Samtidig var det lange naturligt blonde hår også blevet tørt, og nu fik vinden det til at blæse blidt rundt om hende. Hun virkede endnu ikke så bange, mere som om hun passede på. I hvert fald sørgede hun for at stå et par meter fra ham. Der var nu ikke nogen chance for hun kunne slippe fra ham, hvis han besluttede sig for at ville gøre hende ondt.

De- Arnett's hoved, skød hurtig ti retningen af stemmen der kaldte. De røde øjne skød først åben i vagtsommelighed. Dog blev hans øjne meget hurtigt rolige, da han anså sig kvinden, godt en meter fra ham. Hans ene øjnbryn blev langsomt rejst, imens han drejede om på hælene. Hans lysende røde øjne var nu ganske tydelige for Hazel, og han lagde fingerspidserne imod hinanden igen, foran sig.
"Hello there." Svarede han, med et bredene smil. Han forsøgte ikke at gemme, at hans øjne betragtede Hazel fra top til tå, og så tilbage, for at stirre i hendes øjne, med et blidt smil.
"Hvad laver de her ude, på denne tid?" Spurgte han med det samme venlige smil, inden hans krop svingede rundt i en cirkel omkring sig selv, for så at forsvinde, og komme tilbage et par skridt ved siden af Hazel, stadig i den samme stilling, med fingerspidserne imod hinanden. Hans hoved gled en anelse på skrå, imens han langsomt begyndte at gå i en cirkel omkring Hazel.
"Burde de ikke.. Inden for? I varmen? Sikkerheden? Måske på en af.. Den der by's.. Larmende barer?" Han lavede en fagt imod Terre, med et ansigt af afsky. Men da hans blik vente tilbage på Hazel, var hans glød af interesse straks tilbage, og han betragtede hende endnu engang. Hans øjne betragtede så hendes våde fodspor, og konstaterede at hun havde været i vandet.
"Bade? Ved denne tid? Ser jeg ikke er den eneste, der nyder havet i måneskindet." Sagde han, og lod sine øjne glide imod månen et kort øjeblik. Han tog en dyb indåning igennem næsen, og lukkede kort øjnene. Hazel's bld, var af den slags der var svær at modstå for de fleste vampyre. Selvom blodet kunne skade dem. Arnett var ikke en af dem. Han anså dufte som en del af et individs skønhed, og dette fascinerede ham. Hendes duft, gjorde det klart hvad hun var. Aspara. Di Morga's skønheder. En af dem, han mange gange havde ville have fat i, men som altid var løbet. De frygtede hans race, af gode grunde. Aspara blod lugtede umådeligt godt, og var stort set uimodståeligt, også selvom det kunne skade Vampyren der drak. Men De-Arnett søgte ikke hendes blod. Han ville have det helle med...

De havblå øjne blev for en stund usikre idet han vendte sig mod hende. Tøvende gled hendes hånd igennem hendes lange blonde hår og hun smed det om på ryggen, i tvivl om hvor vidt det havde været klogt at afbryde denne mand, lige nu kunne hun stadig ikke helt finde ud af hvad han var. Kort efter spottede hun dog hans lysende røde øjne, og regnede ud at han var vampyr. Flot nu havde hun da for alvor dummet sig, ud fra mandens blik, ville hun nok gætte på han overvejede, hvordan han nemmest skulle få hendes blod.
Mandens spørgsmål kom en anelse bag på hende faktisk, hun havde nok inderst inde forventet han ville kaste sig over hende og bare myrde hende, men neij. "jo ser de.. Jeg har været ude på havet meget af dagen.. Og er lige kommet tilbage.. Så det er hvad jeg laver herude" svarede hun forsigtigt og så forskrækket rundt om sig, idet han blev ved med at dukke op og forsvinde igen.
"undskyld jeg var ikke klar over at.. Ja hvad de var.. Undskyld jeg forstyrrede dem" stemmen der efterfølgende forlod hendes mund, afslørede tydeligt at hun var ret så bange for hvad han ville gøre med hende. Men nu havde hun ikke ligefrem mødt en masse søde mennesker i den er by fra starten af. Så det var vel kun forståeligt hun var lidt bange. Eller hvad?.
"jeg bryder mig ikke om barene og diskotekerne og sådan.. Jeg føler mig indelukkets der.. Og de kigger allesammen på mig som om jeg er gået forkert, så derfor er jeg herude.. Alene.. Ubeskyttet" sagde hun ganske langsomt, og kunne endnu ikke helt finde ud af om han bare drillede hende, eller virkelig mente det som en trussel.
Hun smilte ganske svagt til det næste han sagde og trak blidt på skuldrene "jeg er af vandets element.. Vandet tiltrækker mig selvom jeg prøver at stå imod.. Og i nat er månen så smuk, så det må man da næsten udnytte" sagde hun og stod og trippede lidt, fordi hun stadig frøs. Hans øjne fangede hendes, indrammede dem, så hun ikke havde lyst til at se væk, alligevel satte dumdristigheden ind kort efter "undskyld men.. Hvis de har tænkt dem at myrde mig.. Kunne de så ikke bare gøre det? Jeg fryser for meget til at jeg har tålmodighed til det her.." sagde hun let og kørte en tot hår bag øret. Blikket gled med længsel udover det brusende vand. Måske var det derfor hun ikke ville hjem, hun havde det sted, men det var alt hun havde råd til. Så hun havde jo selv valgt at leve med det.
Forsigtigt trådte hun et skridt bag ud og valgte at betragte den man der stod ganske tæt på hende, han virkede nu ikke som om han ville myrde hende, men man kunne aldrig vide. Og slet ikke som aspara, slet ikke en der var alene. Svagt bed hun sig i læben og så ned i sandet.

La'Croix betragtede Hazel forundrende, da hun sagde at hun havde været ude på havet. Hans øjne gled ud derovre i et søgende blik, og et rejst øjnbryn. La'Croix kunne, som mange andre Vampyre, ikke føle kulde eller varme. Men selv for ham, virkede det som en ganske dårlig ide, at svømme på denne tid af året. I hvert fald uden for en hal. Selv brugte han aldrig sin tid i vandet. Han følgte intet behov for at være omhyldet af skønhed konstant. For det meste, blot at betragte det. Hans røde øjne gled da tilbage på Hazel, og han smilede blidt, men let forundret.
"Ude at svømme? På denne tid af året?" Spurgte han, men fik da hurtigt sit svar. Et vand element? En smuk kvinde, tæt knyttet til det han anså som den perfekte skønhed. Han måtte have denne unge kvinde. Han måtte have hende hjem til sig...
Han havde blot smilt lettere kækt, af hendes undskyldning. Som han havde forventet, var den unge kvinde nervøs. Det var ikke fordi han kunne gemme, hvad han egentligt var. Og det var heller ikke fordi han havde lyst til dette. Hun ville finde ud af det en skønne dag, om han ville det eller ej, hvis det lykkedes ham, at tage hende til sig.
Men hendes næste ord, fik ham til at se forundret ud. Han rystede langsomt på hovedet, og rejste en hånd imod hendes ansigt. Håndens fingerspidser, blev blidt lagt imod Hazel's kind, og rejste langsomt hendes blik op fra sandet, og imod ham igen.
"Selv 'hvis' jeg faktisk ønskede at gøre skade på dig, min kære.. Ville jeg ikke kunne det.. Din skønhed, tåler ikke skår. Fortjener den ikke." Sagde han, med en varm stemme, på trods af de kølige fingre. Hans øjne betragtede hendes et kort øjeblik, inden han fjernede hånden igen. Han svang så rundt om sig selv i høj hast igen, og da han få sekunder derefter var tydelig igen, stod han med sin sorte jakke i hænderne. Han lagde den blidt over Hazels skuldre, og fik den godt foldet omkring hende, hvis ikke hun prøvede at stoppe ham.
"Præcis som din skønhed ikke tåler kulde, min kære.. De burde vide bedre, end at udfordre din egen krop, imod denne kulde. Er ikke godt for jer.. Levende." Fortalte han med et smil, som om Hazel ikke allerede vidste dette. Han tog så et skridt væk fra Hazel, for stadigt ikke at gøre hende alt for nervøs. Han bukkede så halvt, imens han præsenterede sig selv. "Lord De-Arnett La'croix Deansel.." Sagde hans blide stemme. Han ranked sin ryk igen, og tilbød hans arm med et smil. "Må jeg bede om deres navn, M'lady?" Fulgte han så, i håbet om hun forstod hans gestus, og ville gå sammen med ham hen af stranden, og hvis hun accepterede, og lagde hendes arm i hans, lagde han sin anden hånd på hendes, og ledte hende hen af stranden, imens han lyttede.

Hazelin så tænkende på ham, og kørte en tot af det lange lyse hår om bag øret. Langsomt holdt hun om sig selv for at få varmen. Forsigtigt så hun ham i øjnene “Joh… jeg fryser ikke i vandet forstår de.. Jeg.. Ja det som om jeg har det dejligt lunt i vandet” sagde hun stille og bed sig en anelse i læben, hun vidste ikke helt om han syntes hun var underlig, eller om han på en måde forstod hende.
Efter at have sænket blikket, og ytret de ord hun forventede blev hendes sidste, var hun tavs, ikke som sådan bange. Men afklaret, hvis hun skulle dø nu, var det jo nok meningen, så hvorfor kæmpe imod. Men i stedet lagde en blid hånd sig mod hendes kind, og hun fulgte den langsomt da han løftede hendes ansigt. De havblå øjne, mødte for en stund hans røde øjne. Hun smilte lidt forsigtigt, og lod hovedet glide på skrå, lige nu virkede han da ikke slem. Nærmere.. Venlig.. Selvom det virkede lidt mærkeligt i hendes hoved.
“Virkelig?.. Jeg ved ikke.. Jeg havde bare forventet de ville være.. Mere ond.. Det var forkert af mig at tro det, inden de fik chancen for at gøre andet” mumlede hun undskyldende og pillede lidt ved sin jakke. Hun frøs faktisk en hel del.. Idet han forsvandt så hun forundret efter ham, der dog dukkede op ganske kort efter. Et svagt smil fandt endnu en gang vej til hendes læber. Idet han lagde sin jakke om hende, forsigtigt trak hun den en anelse om sig. “Tark.. Det var betænksomt af dem” sagde hun blidt og så på ham med et mildt smil.
Hun grinte en anelse for sig selv, latteren var mild og afslappet, hun var mere rolig nu, var ikke så bange for ham. “Jeg ved det godt.. Men jeg kan ikke lade være.. Mit eget hus har ikke.. Ja alsa det har ikke noget jeg kan svømme i, også tager jeg herud fordi jeg elsker vand.. Jeg bliver faktisk dårlig efter et par dage uden at være i vandet” sagde hun stille, og smilte til ham, han havde jo helt ret.
Hun fulgte ham med blikket, idet han trådte et par skridt væk fra hende. “Lord? Det lyder fint.. Hvad vil de så med en som mig?” et drillende glimt fandt hendes øjne, og hun grinte glad, det var dejligt at grine. “Jeg er glad for at møde dem, Lord De-Arnett.. Mit navn er Hazelin Silver” svarede hun blidt og nejede en anelse, det virkede lidt klodset. Måske var det også fordi hun stadig frøs lidt. Hun lod hovedet glide på skrå, fingrene gled gennem hendes hår igen, og hun trak jakken tættere om sig.
Blidt lod hun blikket hvile på ham, hun tog om hans arm, og smilte for sig selv, hun kunne ikke helt finde ud af om han havde en skjult plan, med at være så venlig og charmerende. “Hvad var det for en rød røg før?” hun var pludselig kommet i tanke om den mærkelige røg hun havde set ved hans side, da hun var kommet op af det dejlige hav.

De-Arnett's røde øjne betragtede Hazel imens hun snakkede, med dyb interesse. Hazel's skønhed var helt perfekt. Men som alle de største skønheder, var der fejl. Hendes. Var genetisk, og kunne være slem for de fleste. Hendes blod. Hendes blod var for smuk, det var også noget De-Arnett så op på. Fejl, gjorde blot skønhed endnu mere unik, og hendes blod, var hendes fejl. Perfekt, I De-Arnett's øjne.
Han nikkede langsomt af hendes ord, og sente et beundrende blik imod havet hvor hun var kommet fra. Et Vand element. Fantastisk. Magen til medfødt ynde, fandt man sjældent. De-Arnett måtte have Hazel. Måtte have hende på Palæet. Hun skulle med ham!
Hans øjne smilede mindst lige så stort af hendes ord. Han kendte ude mærket godt sin egen race's ry, men han var så langt som man kunne komme fra de andre. Han var opvokset af et hus i varme, fred og kærlighed. Ingen i huset forstod selv kærlighed, derfor inviterede de gang på gang gæster, der kunne udvise hvordan det virkede, i alle dets former.
"Bebrejder jeg dem ikke, M'lady. Vi har ikke det bedste ry, i blandt jordens mange racer. Du har ingen grund til at stole på mig, andet end.. Mit ord. Jeg ønsker dem ingen skade.. Og, så ved jeg, at jeg ville skade mig selv, mere end dig hvis jeg bed dem. Og er ikke masochistisk, min elskede." Sagde han med en charmerende stemme, og et stort smil.
Han smilede blidt af hendes ydmyghed, og lod en hånd blidt stryge over hendes, som de begyndte at bevæge sig hen af stranden med langsomme skridt.
"'Det er mig en glæde, at møde dem'.. Det, er korekt ord stilling." Rettede han blidt, med et venligt smil, tydeligtvis ikke interesseret i at provokere hende, ved at rette på hende. "Og glæden, er helt min.. Min kære.." Sagde han blidt, og lod blikket glide ud over havet. "Og hvad jeg vil med dig?" Han klukkede blidt imens øjnene gled tilbage imod hende. "Min kære dog.. Der skal ikke megen overtalelse, for en mand som mig, til at ville en kvinde som dem noget. Der er smuk, som havet's blide bølger.. Det jeg vil med dig.. Er at vække dette i dig. Vise det. Det er noget de skal være stolt af. Udvise, med rank ryg, og glædeligt smil.. Det. Er hvad jeg vil.. Men ikke hvad jeg blot vil gøre.. Dette. Er et valg for to parter. Ikke et, jeg selv kan tage." Forklarede han langt, med sin varme og kærlige stemme.
Han slog øjnene over skulderen til hendes sidste spørgsmål, inden han lod dem glide tilbage på Hazel.
"Det, var Mia.. Hun er en af mine hof damer. Men hun er klodset. Ikke synderligt elegant. Jeg er igang med at lære hende, at begå sine høje hæle ordentligt. Det.. Er virkeligt et talent, hun ikke havde fået med sig. Tror aldrig jeg har set nogen falde så mange gange på en aften." Sagde han med en blid, og langt fra hånende latter. Han var ikke hånende i hans ord, og virkede respektfuld overfor hende han snakkede om, selvom hun i nogens øjne, ikke var mere end en slave.

Hazel så for en stund på De-Arnett, egentlig virkede han ganske venlig, og hun havde intet imod at tilbringe mere tid med ham, hvis chancen vel og mærke bød sig. Det var ikke til at sige om han snart skulle videre, hun kendte ham jo ikke og vidste derfor ikke hvordan hans dage plejede at gå.. Eller nætter nærmere betegnet, han kunne vel ikke tåle solen, præcis som de fleste andre vampyre ikke kunne det. Og dog.. Han virkede til at være ret så magtfuld, og dermed havde han måde også kræfterne til at udvikle sig selv, til netop at kunne tåle solens varmende stråler.
Et grin forlod hendes læber, idet han begyndte at tale igen. "neij det har i godt nok ikke.. Men man burde ikke dømme andre ud for hvad man har hørt, det burde jeg vide.. Men alligevel gjorde jeg det" sukkede hun og så ned i sandet mens de gik. Det var rart at gå med en, her ved stranden. Lytte til bølgernes brusende lyde, og ikke mindst betragte månen, der glimtede i havets overflade. Hun elskede havet, og især denne her strand var hende særligt kær. Måske fordi hun havde været her så meget, eller måske fordi stranden kunne føre en mange veje, forskellige veje.
Idet han rettede hende virkede hun pludselig en anelse genert "undskyld.. Jeg er ikke vant til at snakke sådan.. Men tark fordi de rettede det, så husker jeg det til næste gang" smilte hun venligt og lod blikket glide hen på ham. Han gjorde hende så underligt tryg, en følelse hun langt fra var vant til. En følelse hun ikke helt vidste om var god, for hvad hvis han viste sig at være ond, så ville hun have stolet blindt på en, hvis mening hele tiden havde været at myrde hende.
De blege kinder blev for en stund røde da han begyndte at sige alle de pæne ting om hende, hun grinte lidt og rystede kort på hovedet. "det sødt sagt men.. Men jeg har ingen grund til at være stolt af det jeg er.. Hvad er meningen med at skulle gemme sig hele livet, for folk som vil have mig som slave? Jeg bor i en utæt hytte, fordi jeg intet job har. Netop fordi jeg er bange for at de onde folk finder mig" sukkede hun og lod let sin hånd hvile mod hans hånd. Hans kulde generede hende faktisk ikke, det var lidt mærkeligt, når nu hun ellers frøs sådan.
Blikket på ham blev dog endnu en gang ivrigt og spændt, da han fortalte hvad den røde røg havde været. "virkelig? Er hun oz vampyr?" spurgte hun tænkende og stoppede op, så let udover havet. Tankerne blev nu ledt hen på, hvor han mon boede henne, og om der mon var dejligt at være. Dog sagde hun intet om sine tanker, hun ville ikke dumme sig ved at begynde at spørge ind til hans hjem. "jeg elsker at gå i høje hæle.. Jeg har kun et par, men de er også gode at have på" grinte hun smilende, og så på ham igen. "hofdamer? Sådan ligesom.. Slaver eller hvad? Bedre end slaver.. Det lyder så fint med hofdamer.." først havde det været ment som et spørgsmål, men sidenhen var det vist nærmere blevet en stille snak med sig selv, end den var rettet mod ham. Men han var nu rar at være sammen med, oz fordi han ikke virkede som om han ville fange hende, eller gøre hende ondt.

De-Arnett smilede af hendes ydmyghed, og rystede kort på hovedet af hvad hun sagde. Detvar nettop hvad man burde gøre, i tider som disse. Man blev nød til at gå ud fra hvad man havde hørt, og så stole på det og bruge det som et skjold.
"Åhh, jammen hvad skal man ellers dømme en person efter, ved første øjekast? De satte din viden op som et skjold. Et fornuftigt et, du måske skulle have holdt mere fast i.. Det er det skjold der beskytter os fra uanstændighed, og ondskab. Du var blot heldig. At du lod dit skjold falde, overfor den helt rigtige." Sagde han med et blidt smil, imens de fortsatte hen af stranden. De-Arnett brugte ikke megen tid ved stranden, i stedet betragtede han havet fra sit Palæ's tårn, hvor man kunne se helt ud til havet. Men han fandt bestemt en gåtur ved stranden mere behagelig, end igennem Terre, eller selv sin egen by. Den var forpestet med alle Di Morga's ækle personaer. Der ville skulle ryddes op en eller anden dag. Det skulle han nok sørge for.
Han smilede af hendes generte undskyldning, og kunne ikke holde en blid klukken tilbage, som hendes blik rakte tilbage imod ham. Han rejste hånden hvis arm hendes ikke var omkring, og lagde sine fingre imod hendes ene kind. "Undskyld de ikke. Det vil de lære med tiden." Sagde han og smilede en smule støre, da han syntes at kunne mære hende stole på ham, mere og mere. Det kunne hun også sagtens, da han aldrig ville hende noget ondt.
De blusende kinder fik ham til at smile endnu støre, og hans hoved blev lagt på skrå da hendes blev rystet på. Han lyttede med et sørgmodigt blik, og rystede kort på hovedet af hendes ord.
"M'lady.. En kvinde som dig, passer sig i et Palæ.. Ikke en hytte.. Ikke et slave bur.. De bliver nød til at fralænke dem denne ængstelighed, og slippe dem selv fri. Hvis de vil tildele mig den ære, vil jeg vise dem vej. Følg mig, til mit Palæ, og jeg kan vise dem, vad de virkeligt fortjener?" Foreslog han med et smil, imens de fortsatte hen af stranden.
Han klukkede let af hendes spørgsmål, og rystede langsomt på hovedet. "Nej.. Mia er bestemt ikke Vampyr. Hun stammer fra en æld gammel Dæmon familie, der har været min familie meget nær i generationer." Fortalte han med et smil på læberne, inden hun fortsatte hendes spørgsmål, og han kiggede imod hende. Igen måtte han klukke af hendes spørgsmål, og langsomt ryste på hovedet.
"Nej.. Min kære.. Hofdamer er bestemt ikke noget i nærheden af slaver. Hvis Mia, eller nogen af de andre ønskede det, kunne de forlade mit Palæ når som helst. Men nej. Jeg betaler dem, for at skabe liv på mit gamle Palæ, og hjælpe mig med ting jeg ikke ene kan klare. Jeg har åbnet mit Palæ for de uheldige sjæle, der har vild ledt sig den gamle forstad det ligger i, som ikke ønsker det liv. Mine hofdamer hjælper mig med at skabe håb i disse fortabte sjæle, og hjælper mig med at tage sig af dem. Dette skal dog ikke misforstås, som at de skal gøre alt hvad de besøgende forlanger. Jeg, er den eneste de adlyder." Sagde han med et smil, og gled blikket tilbage imod Hazelin. "Men de er ikke lænket til mine ordre. De adlyder, fordi de ønsker det.." Afsluttede han, med de røde øjne rettet imod hendes.

Hazelin smilte lidt ved det han sagde, og nikkede så ganske langsomt. “Det er ikke noget jeg normalt gør.. det med at lade mit skjold falde, det har jeg ikke altid gjort.. Men du virker bare.. Ja du virker rar at snakke med, du gør mig tryg” hviskede hun let og så tøvende ned i jorden mens hun gik. Det forvirrede hende lidt, at han gjorde hende så rolig. Så afslappet.. Ligesom når hun var i vandet, så følte hun sig fri, hun var ikke bundet af noget overhovedet.
Tænkende så hun ham i øjnene, og lod derefter hovedet hvile mod hans skulder, det var en mærkelig følelse.. Men alligevel en rar følelse, og hun følte sig faktisk glad, hun behøvede ikke flygte.. Det følte hun ikke. Sandet under hendes fødder knasede behageligt, og som så mange gange før, drømte hun sig hen til solen, så hun endelig kunne smide skoene, og begrave fødderne i det lune sand. En spinkel hånd gled gennem hendes lange blonde hår, bølgerne i det lange hår, fik det til at falde ned af ryggen, i bløde bevægelser.
Tænkende så hun på ham, efter at have rettet hovedet lidt op, “Hvad mener du De-Arnett? Med at jeg vil lære ikke at undskylde? Det kun fair at jeg.. Siger undskyld fordi at jeg har troet noget ondt” mumlede hun og bed sig blidt i læben, hun grinte lidt og så ned i sandet. Stoppede langsomt op og samlede en konkylie op, den var stor og flot. “Har du hørt det rygte om at.. Man kan høre havet ved at holde sådan en op til øret?” spurgte hun kærligt.
Blidt så hun ham i øjnene, og lod armen glide om hans arm igen, fulgte tøvende med ham. “Jeg.. Jeg kunne da umuligt bo hos dig.. Du fortjener at have en bedre kvinde end mig boende De-Arnett.. Sådan en betænksom og venlig mand, kan ikke have en mærkelig tøz som mig rendende efter sig..” sukkede hun og hvilede endnu en gang hovedet mod hans skulder. “Selvom at jeg meget gerne ville være hos dig.. Så vil jeg bare ikke være i vejen” mumlede hun og bed sig hårdt i læben. Hun ville hellere end gerne være hos ham.. Et dejligt lunt sted, med søde folk, og en der ikke prøvede at myrde hende.
“Virkelig? Hvordan gjorde hun så det med at forsvinde? Det vidste jeg ikke at dæmoner kunne.. Kan vampyre det?” spurgte hun nysgerrigt. Og så glad på ham. Hun virkede nysgerrig over de ting de kunne, og alle de ting han snakkede om.
Hun hvilede blikket frem for sig mens de begyndte at gå igen. “Hvis jeg boede hos dig.. Er jeg så oz en hofdame?” spurgte hun tænkende og holdt om hans arm, hun nød at gå sammen med ham, det var rart med en der var venlig for en gangs skyld. “Så.. De er der fordi de vil? Det kan jeg godt li.. Jeg kan ikke li det der med at folk er slaver.. Jeg ville ikke kunne være slave.. Jeg tror jeg ville dø af det.. Hvis den der fangede mig, ikke lod mig komme til havet, jeg tror faktisk ikke jeg ville overleve det” mumlede hun og virkede en anelse tænkende.
“Men hvis jeg skulle bo hos dig.. Hvad skulle jeg så gøre? Jeg mener.. Jeg kan jo ikke betale noget, men jeg vil meget gerne være hos dig” mumlede hun og pillede ved hans fingre. Hun var en anelse bange for hvad han ville forlange af hende, hun vidste ikke rigtigt om han var en med bagtanker, eller om hans intentioner virkelig bare var at hjælpe hende. Dog var hun begyndt at stole på ham, hun følte sig rolig hos ham.