Enemies till the end! :: Scarlett ::

Natten havde begyndt for noget tid siden, ingen væsner var ude på denne tid, med mindre man var et af nattens børn. Sneen dalede langsomt ned fra den grå himmel, som var dækket af de mange skyer, som havde besluttet sig at dække den ellers så smukke himmel, hvor der plejede af være stjerner, som blinkede og sendte deres lys mod jorden, dog uden at nå. Maison De Fous var et af de steder ikke mange gik hen, det siges det var hjemsøgt, af nogle af dem som var indsat for mange år siden, men dem som for det meste var ude på denne tid troede ikke på det. Eller den pelsklædte mand som gik op af den snoede sti op til galeanstalten.

"Ja ja!! Jeg kommer nu.." Lød en irriteret stemme, det var tydeligt at stemmen tilhørte en mand. Det var manden med pelsfrakken " Safir.. Hvad er det vi skal..? sagde han igen og stoppede ved døren og så på kvinden foran ham " Kom nu bare for helvede! Eller skal jeg virkelig til at klappe dig en før du fatter det?" sagde hun irriteret og så på ham med et skævt smil. Hun gik længere ind i den faldefærdige bygning og stoppede så op og lod en hånd glide gennem hendes lange hvide hår "Hvad har du lært siden sidst? Blevet bedre til at styre dine evner?" spurgte hun og skubbede ham kort baglæns som provokation " Stop det pis! ellers river jeg hovedet af dig Safir... Du ved jeg ikke gider mere af dit pis! Skrid med dig.. Jeg har noget jeg skal ordne!" Hans stemme var seriøs og hvæsende.

" Forbandede møg tæve.. Sådan som hun tror hun bestemmer over mig" sagde han stille for at sikre sig hun var væk. Lyden af fodtrin mod stien udenfor fyldte hans ører og frembragte et koldt smil på hans læber. Han havde ventet længe på der skulle komme nogle, egentlig var han selv skyld i han var alene nu. Døren ud til gik op, han kunne mærke brisen udefra ramme ham. Han vidste at der var andre her nu, men hvilket væsen og hvad køn det var vidste han ikke, men det ville sikkert snart vise sig.

Nogle gruopvækkende skrig kunne høres længere fremme, men de var ikke i sig selv det mest forstyrrende. Det der var mest forstyrrende, var den blide, kontrollerede latter der fulgte lige efter, dog var det tydeligvis ikke den samme stemme.
"Hvis nåde!"
Skreg en grådkvalt stemme bønfaldende, man kunne høre den hulkende undertone i mandens stemme. En stilhed faldt over stedet, det var som om selv omgivelserne holdte vejret i spænding. Og så kom det, det afventede sidste skrig blev endelig hørt. Efterfulgt af et suk og et let grin
"Nåde? Hvor ynkeligt."
Stemmen skar klart igennem, uden at være skinger, man kunne næsten mærke den ætsende afsky i hendes tone.
Den ranke og lettere elegante skikkele var ingen anden end Scarlett, hun lod kort blikket glide henover de blodige fingerspidser, med et næsten fascineret ansigtsudtryk, før hun vendte blikket imod hjertet der lå for hendes fødder. Hun bukkede sig let ned og studerede det, som altid satte hun hovedet på skrå og overvejede hvad hun dog skulle stile op med det. Et næsten irriteret suk undslap hendes læber, da hun vidste hvad dette betød. Underholdningen var slut. Hendes leg var stoppet ligeså hurtigt som den var kommet i gang, og det frustrerede hende umenneskeligt.
Scarlet besluttede at lade hjertet blive liggende, hun havde fået en ny plan. Blæsten tog langsomt til,næsten som for at hjælpe med at iværksætte hendes hypotese. Hun lukkede øjne og tog et roligt underdrat, et forsigtigt smil bredte sig på hendes læber. Hun havde fået færten af et andet væsen, lidt længere fremme. Og ikke bare et hvilken som helst væsen; en djævel?
Hun kunne genkende den lugt fra lang afstand, og hun var jo alligevel på udkig efter et nyt legetøj, om ikke det, så bare noget der kunne holde hende beskæftiget. Scarlett lod forsigtigt sin tunge glide forbi en af sine blodige fingerspidser, mens hun roligt gik hen i retningen af djævlens lokation.
Det her skal nok blive interessant.