Long time.. No see

af Gæst Fre 17 Feb 2012 - 13:09

Sted::Maison de Fous
Tid::Lidt over midnat
Vejr::Lettere køligt, stjerneklart og sneen er mere eller mindre væk
Omgivelser::Alt det der var på galeanstalten
Påklædning:: http://files.myopera.com/kellyhollybabyyhaty101/albums/6763922/thumbs/romeo2.jpg_thumb.jpg og sorte converse sko

_______________________________________

Hvad han lavede her var et mysterium, han vidste det ikke engang selv, men nu var han her og gad egentlig ikke tage tilbage, men af alle steder i hele Terre, hvorfor lige Maison de Fous? Der var klamt, uhyggeligt og så spøgte der, eller det var hvad han havde fået fortalt af nogle fra byen, men egentlig troede han ikke specielt meget på dem. Så det var vel mere eller mindre derfor han var der nu, for at se om det passede? Lyden af skridt i gangen, ned mod de mange værelser, hvor der for nogle år siden havde siddet sindssyge mennesker, som kæmpede for deres liv, men aldrig fik chancen for at komme udenfor. Et smil kom frem på fyrens læber, da han så ned af gangen og hørte nogle skridt, men der var ingen at se nogle steder og så vidt han vidste var han den eneste der var der, men man skulle aldrig sige aldrig.

Hans hånd gled gennem det lange mørke hår inden han sukkede kort for sig selv og fortsatte " Ofcause there's nothing.." lød hans stemme, han havde nu heller ikke regnet med der var nogle, men hvordan skulle han så forklare de skridt han lige havde hørt? Han var ikke en af de personer som troede på spøgelser og den slags, da han var vandt til noget der var værre. Han var djævel og havde set de værst tænkelige dæmoner og væsner nede i helvedet, hvor han oprindeligt stammede fra. Et smil kom frem på hans læber da han nåede til et værelse, som han kendte, det var der hans far havde siddet i mange år og da galeanstalten gik neden om og hjem, kan han tilbage til helvedet, men det var til gengæld også der han selv flyttede der fra.

" Vaino.. Come on.. There's no one.. Exept you and..." han stoppede med at sige noget da han kunne høre flere skridt, et smil kom frem på hans læber, denne her gang ville han finde ud af om der var nogle, eller om det også bare var hans hørelse der spillede ham et puds. Et smil kom frem på hans læber da han kunne se en skikkelse bevæge sig op af stien mod galeanstalten, men det kunne da ikke være de skridt han havde hørt? Jo meget muligt, da de fleste af ruderne på galeanstalten var blevet smadret, så det kunne meget muligt være det. Nu måtte han bare vente og se om det var en han skulle kæmpe mod eller en han kunne snakke med, uden at gøre modparten fortræd. Egentlig var han ikke i humør til at tage livet af nogle, han havde for meget at tænke på denne her dag, men han prøvede vidt muligt at glemme det, trods det var svært.

af Gæst Fre 17 Feb 2012 - 16:04

En fugtende tunge gled over Etiennes læber, som han rettede sit blik imod den mægtige bygning foran sig. Langt de fleste af ruderne var smadrede og vilde planter groede ret op og ned af den hvidmalede yderside, men ellers stod bygningen intakt.
Maison de Fous. Her havde Etienne aldrig før sat sine fødder, men han havde hørt mange historier fra folk, der havde turdet vovet sig ind i bygningen. De havde alle sammen forskellige versioner af, hvordan der så ud derinde, men alle fortællingerne mundede altid ud i et eller andet frygtindgydende, spøgelseslignende uhyre, der efter sigende skulle bo inde i bygningen.

Den anden aften havde han på en bar overhørt en ung mand på de tyve år berette om, at uhyret havde sylespidser tænder, knivelignende kløer, der kunne sprætte et menneske i et enkelt forsøg, og en ti meter lang hale, der nedlagde sindssygehospitalets vægge, hver eneste gang uhyret drejede om et hjørne.
Etienne havde leet overbærende over fyrens fortælling, og knægten havde drillet ham med, at han ikke selv turde vove sig ind i Maison de Fous. Det havde den stolte dæmon opfattet som en udfordring, og her stod han så foran sindssygehospitalet. Et dybt suk gled over hans læber, idet han forsøgte at erindre, hvorfor han var gået med til den udfordring.

Det tog ham ikke lang tid at overvinde sig selv og komme indenfor. Alle hospitalets gange henlå i mørke, men takket være sit gode nattesyn, der hørte hans race med, havde han ingen problemer med at se. Eller høre, for den sags skyld. Pludselig brød en stemme stilheden, og Etienne stivnede på stedet. Siden hvornår havde uhyret lært at tale? Han lyttede intenst, men slappede straks mere af, da han hørte, at stemmen tilhørte en mand. En mand ved navn Vaino, åbenbart… Vaino? Dæmonen hævede begge øjenbryn, idet han fortsatte fremad. Det navn lød bekendt.
"Vaino?” kaldte han ud i mørket. Det kunne umuligt være ham. Hvad skulle han dog også lave her?

af Gæst Fre 17 Feb 2012 - 20:05

Et smil kom frem på hans læber da han hørte en anden persons stemme, men denne stemme virkede bekendt på en eller anden måde. Han lod kort en hånd glide gennem han lange mørke hår inden han gik mod stemmen. Man kunne næsten ikke se ham, da hans sorte tøj faldt i et med mørket der var over alt inde på Maison de Fous. Hans tunge kom kort ud og fugtede hans læber, inden han smilede bredere da han genkendte stemmen " Etienne?" sagde han stille og bed så sig kort omkring, men det kunne ikke passe det var ham, for hvorfor skulle han være på dette guds forladte sted? Sikkert af samme grund som han selv var der, for at se om rygterne var sande, hvilket han ikke troede på de var.

Længere fremme kunne han svagt skimte en skikkelse, men og det var ham havde han ingen anelse om, han håbede inderligt, da det var ufatteligt længe siden de havde set hinanden. Hans skridt var rolige, som han kom tættere og tættere på denne skikkelse. Hans blik flakkede fra side til side, da han ikke kunne se ret meget, men jo tættere han kom, jo mere kunne han se personen " Etienne?" lød hans stemme, denne gang højere end før så han var sikker på at denne person ville kunne høre ham, hvis det så ikke var ham, var det forgæves.

Hans forventninger var høje da han fik duften af dæmon gennem næseborene, hvilket gjorde hans smil mildere. Han kendte kun en dæmon, i hvert fald med denne duft, det var Etienne. De havde omsider fundet hinanden efter så lang tid og nu, ville han ikke have de skulle skilles igen.. Ikke lige så længe i så fald.

af Gæst Lør 18 Feb 2012 - 14:24

Etienne stoppede op for at lytte. I starten kunne han ingenting høre, men så hørte han sit eget navn blive udtalt, ganske stille. I et kort sekund var han overbevist om, at det bare var hans fantasi der spillede ham et puds. Det kunne jo lige så godt have været vinden, der hylede. Det ville i hvert fald være mere sandsynligt end at det var en, der kaldte på ham.
Et skuffet suk gled over de blege læber. Han havde næsten, men også kun næsten, fået overbevist sig selv om, at havde været en illusion. Men så, pludselig, hørte han sit navn blive kaldt igen, og denne gang var den genkendelige stemme så høj, at han var overbevist om, at han havde hørt rigtigt. Den sære duft af djævel nåede hans næsebor, og i et kort øjeblik stivnede han helt. Det var Vaino, det kunne der ikke længere herske tvivl om.

”Vaino!” kaldte han igen, denne gang noget højere. Med hastige skridt fortsatte han fremad, og han stoppede først op, da han kunne skimte en skikkelse længere fremme. Foran ham stod en djævel med langt, sort hår. Vaino. Etienne kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Det var så længe siden, at de sidst havde set hinanden, at han næsten havde opgivet alt håb om nogensinde at se djævlen igen.
Et begyndende smil trak i hans mundviger, og det voksede sig snart så stort, at han ikke længere kunne skjule det. ”Det er godt nok længe siden,” konstaterede han. Han blev stående lidt uden at vide, hvad han skulle gøre. Han vred lettere betuttet sine hænder, før han endelig tog sig sammen og slog armene om halsen på Vaino for at give ham et kram.

af Gæst Søn 4 Mar 2012 - 16:01

Et smil kom frem på djævlens læber da han hørte den velkendte stemme. Trods det var længe siden han sidst havde hørt stemmen, var det ikke en stemme han glemte uden tvang. Hans ene hånd gled gennem hans hår inden han udstødte et suk. Det kunne umuligt være sandt at personen med den stemme var her, men det var sandt nok. Inden længe stod dæmonen foran ham " Det er meget længe siden..." sagde han med et kort smil på læberne. Han kan ikke huske sidst de havde set hinanden, men længe siden var det helt klart.

Da han mærkede Etienne's arme omkring hans hals smilte han blidt for sig selv. Han havde sådan savnet ham, hvilket fik ham til at ligge armene omkring ham og krammede ham tilbage " Hvor har du dog været i al den tid?" spurgte han stille og holdt ham stadig ind til sig. Denne gang ville han ikke give slip uden videre. Vaino var helt varm inden i, som om han var ved at smelte af glæde. Det var en glæde han ikke havde følt længe, ikke siden sidst han så Etienne.

// Beklager du ventede så længe og mit svar er så kort s: //

af Sponsoreret inhold

Long time.. No see

Long time.. No see

Sv: Long time.. No see

Sv: Long time.. No see

Sv: Long time.. No see

Sv: Long time.. No see

Sv: Long time.. No see