The Messenger (Kora)

S: Abbadon, Soveværelse
T: 04:00
O:-
V: Det regner udenfor.
--------------------------------------------

De sidste par dage havde været lange og hårde... Zane havde brugt sin tid på alt lige fra diplomatiske møder med kedelige politikere til jagt af traffickers, slavehandlere... men ingen tid til ham selv eller Angelie...

For tre timer siden var han så tumlet snerrende ind i soveværelset, havde smækket døren og kastet sig på sengen, stadig iført sine sorte bukser og sin sorte skjorte med den broderede, lilla drage ned ad venstre ærme.
Han var omgående faldet i søvn...

En rolig drøm som han ikke ville kunne huske når han vågnede, fik ham til at se mere fredfyldt ud end han havde følt sig i meget lang tid...

En skikkelse kunne anes i vindueskammen. Vedkommen var iført en lang mørk frakke med sølvknapper formet som kranier. Det lignede noget der havde kostet en formue. Altså måtte ejeren ikke være helt fattig. Eller også var der blot indflydelsesrige venner indblandet.
Skikkelsen var en pige - eller ung kvinde om man ville. Det så ikke umiddelbart ud som om der var noget unaturligt over denne. Hun havde langt bølgende mørkebrunt hår som var sat op i en underlig frisure. Man kunne gætte sig frem til at noget af håret bagi var sat op med en eller to spænder.

Hun sprang smidigt og lydløst ned fra vindueskammen og tog et skridt nærmere sengen hvor den sovende sortelver befandt sig. Kora hed hun. En forholdsvis ung djævel som på ingen tid havde sneget sig ind i Abaddon gennem vinduet, direkte ind i Zanes soveværelse. Og de sagde at stedet var bevogtet?
Kora nærmede sig yderligere stadig lydløst, og stoppede ved sengekanten. Nysgerrig lod hun sit blik glide henover den sovende skabning. Hun åbnede sin frakke så stille som muligt, der var alt for varmt til at beholde den på indenfor. Og når hun nu alligevel ikke regnede med at tage afsted foreløbigt kunne hun vel ligeså godt gøre sig det behageligt. Ikke? Et lille smil formede sig på hendes rosafarvede læber. På tidspunkter som dette lagde man mærke til hendes skønhed. Hun var smuk, ingen tvivl om det. Men det var mere det at der også var noget mørkt og mystisk over denne skønhed.

Hun rettede ryggen en smule, løftede hagen og rømmede sig for at fortælle at hun var til stede.

Selv Zanes umådeligt skarpe ører kunne ikke opfange stilheden, hvorved den indtrængende landede på gulvet... og heller ikke hendes skridt da hun gik over til sengekanten.

I samme øjeblik hun rømmede sig, vågnede han dog øjeblikkeligt.
Hurtig som et lyn satte han sig op, rakte ud efter pigens arm og sagde: ”Doer fotus!” - hvorefter en lang, smidig scimitar med en skinnende, sølvfarvet klingede øjeblikkeligt dukkede op i hans frie hånd, med spidsen pegende direkte mod pigens hals.
En ildevarslende skygge bevægede sig konstant hen over klingen, som var den fanget i eller på sværdet...

"Hvem er du, og hvad helvede laver du herinde?" mumlede Zane mens han så pigen i øjnene med et iskoldt og hårdt blik.

Kora var ikke dum. Damia havde godt fortalt om Zane. Derfor blev hun blot stående og gjorde intet da hun pludselig kunne mærke klingens nærhed. Hun lod ham gribe sin arm. Men frakken slap hun ikke.
Et lille smil gled henover hendes læber idet han stillede spørgsmålet, hun mødte hans blik med sine egne flammende øjne. Øjne der så ud til at have en levende flamme i sig.

"Hvis De vil være så venlig at fjernet Deres.." hun skævede ned til sværdet som for at placere våbnet. "- sværd. Det er ikke så nemt at tale med en klinge presset mod struben. Hvis du forstår mig ret." Hendes stemme var forførende og udglattende. Det var som en spindende kat der talte.
"Lady Damia har sendt mig med en besked."

"Damia!?" udbrød han og fjernede klingen fra hendes strube. Han slap pigen og stod ud af sengen med et irriteret suk.
"Hvad vil Shaytans datter mig?" spurgte han mens han gik over mod et lille bor i den fjerne ende af værelset.

Han åbnede en skuffe, mumlede et magisk ord så et vinglas kom frem, trak en flaske op ad skuffen og åbnede den...
Så vendte han sig om mod pigen mens han hældte op i glasset.

"Har det noget med Angelie at gøre?" spurgte han og nippede til vinen.
Den var helvedes bitter... og det fik ham til at kaste resten af flasken ud ad det åbne vindue med et suk.

"Forbandede vin..."

"Yes. Damia. Lady Ambrosia" Hun nikkede kort og lagde let hovedet på skrå. Fulgte hans skridt med blikket. Det lettere charmerende smil sad fortsat på hendes læber, da hun tog et par skridt hen mod en stol og smed sin frakke der.
Derefter gik hun hen mod ham og stoppede lidt derfra. Iagttog hans irritation over vinen.

"Angelie? Sortelverpigen?" Hun hævede et øjenbryn. Hun huskede godt Angelie. Sortelveren som havde befundet sig i Skyggernes grotter og trænet sammen med Damia. Hun kunne huske hvordan en let jalousi havde trængt sig på. Damia havde næsten brugt alt sin tid på den håbløse pige der delte sjæl med hende.
Kora rystede let på hovedet og løftede så igen blikket for at møde hans blik.
"Lady Ambrosia befinder sig for tiden ikke i Skyggernes Grotter - eller Di Morga for den sags skyld. Hun har nogle forretninger der skal ordnes et andet sted. Hun bad mig derudover om at fortælle dig at ligegyldigt hvor meget tid Angelie tilbringer med dig nu, vil hun i sidste ende stadigvæk være hendes." Kora holdt en kort pause for at lade ham tygge lidt på ordene før hun fortsatte med at videregive sin besked.

"Og Lady Ambrosia vil hermed også nævne at hun regner med at du gemmer en kamp til hende. En kamp hun vil se frem til at kæmpe." Hun rakte en hånd ned til en knivskede hvor hun havde fastgjort et stykke sammenrullet papir, som hun overrakte ham.
"Læs det engang når jeg ikke er til stede."

//mente dog elverpigen xD//

"Hvis du mener at Angelie er en Sortelver, bør du muligvis få nogen til at se på dine øjne..." mumlede han. Angelie var lyselver, efter hendes eget valg...

Budbringerens ord om at Angelie i sidste ende ville være Damias, fik ham til at knuse vinglasset i hånden.
Blod og glasskår faldt ned og ramte gulvet, og Zane sendte budbringeren et iskoldt blik.
"Vi får se..." sagde han.
Det blev mere og mere tydeligt hvad han var nødt til at gøre... selvom det ville pine ham at skade Angelie på den måde...

Da budbringeren rakte ham et stykke papir, tog han imod det med sin raske hånd og nikkede.

"Damia skal nok få sin kamp, det kan jeg love dig for... men hun må jo komme frem og udfordre mig..." sagde han.

"Jeg vil læse brevet når du er taget afsted... du er blot en budbringer, og dermed ikke min fjende... for nu." sukkede han.
Så gik han over og satte sig på sengen.

Han lagde brevet ved siden af sig, og begyndte at pille glasskår ud af sin sårede hånd.
Tåbeligt at blive så vred... men han kunne ikke rigtig gøre andet...

Kora hævede øjenbrynene let da han knuste glasset. Han følte sig rent faktisk truet af Damia - ikke at hun undrede sig over det. Damia var som regel ikke nogen man havde lyst til at have som fjende. Og skulle det så endelig ske.. havde man bare af at be til, man var stærk nok til at modstå Damia's styrke.

"Selvfølgelig." Hun satte sig ved siden af ham på sengen. Hun havde godt regnet ud af at han helst ville være selv nu. Så meget desto mere grund til at blive. "Jeg har rejst langt for at give besked. Og nu burde jeg måske også advare mod at hun kan have flere tilhængere når hun nu vender tilbage igen. Om nogle måneder gætter jeg på." Hun lod sin stemme sno sig om ham som en spindende kat. Beroligede ham med sin bløde stemme. EN stemme der som regel fik folk til at slappe mere af.
"Masser af tid" Det sidste hviskede hun. Så lavt at det ville være et under hvis han havde hørt det.

Han lod hende sætte sig.. ignorerede hende faktisk mens han pillede glassplinter ud af sin hånd. Det gjorde ondt... men han havde prøvet det der var langt, langt værre.

Han brugte et par minutter på det, og i den tid svarede han ikke budbringeren. Han hørte hende godt.. også hendes sidste sætning... han var trods alt en elver, og han havde en elvers hørelse...
Da han endelig var færdig med at pille glas ud af hånden, mumlede han: "Hellfire...".

En lilla og sort flamme skød op omkring hans hånd i et par sekunder.
Normalt var han totalt immun over for denne magi, som han selv havde skabt... men denne gang lod han ilden slikke sårene rene... han holdt dog igen, da han udemærket var klar over at Hellfire ville kunne fjerne hans arm i løbet af mindre end et sekund...

Da han var færdig, forsvandt ilden, og han vendte blikket mod budbringeren.

"Nok er du ikke en fjende... men du er stadig sendt af Damia... hvad laver du her endnu?" sagde han.

Hun iagttog hvordan han tog glaskår efter glaskår ud af hånden. Hun smilede let for sig selv. Nej Zane var ikke nogen lille dreng der ikke kunne klare et par glasskår. Han var stærk. Kora var udmærket klar over det.
Sortelver var han. Hun fandt sortelvernes mørke hud tiltrækkende.

Hellfire.. tænkte hun nysgerrigt. Damia havde advaret mod at komme for meget op at toppes med ham pga. denne evne. Hellfire. Hun havde fået en forklaring på hvordan den fungerede.. og hvad den gjorde. Kora havde evner indenfor ild. Magisk ild. Men ikke med den slags lillae flammer som dem her. Det var noget hun aldrig havde set før.
Kora lod blikket hvile på hans hånd hvor sårene healede og forsvandt. Smart.

Kora svarede ikke på hans spørgsmål. I stedet lod hun forsigtigt sin hånd tage fat om hans - den hvor sårene før havde været - og løftede den op til sine læber. Lod dem kort stryge henover hånden og mærkede et lille stød gå igennem sig. Hun kunne stadig mærke den. Resterne af den smerte der før havde været tilstede i denne legemsdel. Så slap hun hans hånd igen, og løftede blikket for at møde hans øjne. I modsætningen til Damia havde hun ikke den slags psykisk evne man burde frygte.
I Koras øjne befandt der sig lyslevende og dansede flammer. Brændende. Det lyste på en måde hendes ansigt yderligere op. Især når hun følte. Som nu. Hvor øjnene brændte sig ind i hans.

"Er jeg da til besvær for dig Zane D'tarion?" hun lød oprigtig, og næsten sørgmodig.

Zane flåede hånden til sig og rejste sig op. Hans øjne nærmest lynede af vrede mens han så budbringeren i øjnene.
"Hvor vover du..." sagde han lavmælt.

"Det er under Damias intelligens at sende en budbringer, som oven i købet skal forsøge at forføre mig..."

Han tog et skridt over mod pigen, og rakte ud efter hendes hals med den ene hånd.
Hvis han fik fat, ville han tvinge hende ned at ligge på ryggen mens han så hende i øjnene.
Så ville han smile koldt og sige: "Ved du hvad jeg plejer at gøre når jeg dræber kønne kvinder?"

Hun slog klik med tungen. En anelse irriteret. Under Damias Intelligens. Blot fordi hun var blevet sendt af Damia betød det jo ikke at hver eneste træk havde været Damias idé. Kora havde selv en hjerne. Og hun brugte den hjerne. Engang imellem var hun blot en anelse for.. dristig.

Denne gang lod Kora sig ikke blot blive ført rundt. Hun undveg hans hånd og sprang smigdigt over på den anden side af sengen. Greb i stedet hans håndled og vendte ham om så han havde ryggen til hende. Hun låste hans arme i den viden at han sagtens ville kunne komme fri igen. Det var dog heller ikke hendes hensigt at holde ham fanget sådan. Der var dog styrke i hendes greb. En overraskende styrke. Altså var hun ikke helt så svag som hun måske så ud.

Kora lænede sig frem så hendes læber var få millimeter fra hans øre: "Mit navn er Kora hvis du vil være så venlig at kalde mig ved mit navn." Koras stemme var mindst lige så spindende som før. Det lød som om det ikke kunne lade sig gøre for denne at blive sur. Hun slap ham hurtigt og sprang let bagud for ikke at være alt for tæt på.
Når han vendte sig om ville han få øje på to flammende øjne der brændte mere end før. Ikke af vrede. Ikke af had. Ikke af irritation. For Kora smilede også. Et mørkt og utæmmet smil.

Hendes lille manøvre kom en anelse bag på ham... og det lykkedes hende endda at 'fange' ham...

Da hun slap ham igen, vendte han sig om og mødte hendes brændende blik med hans eget iskolde.

"Kora..." sagde han og lagde armene over kors.

"Du er enten meget modig... eller meget dum... at komme her og lege dine små julelege..."
Han smilede koldt.
"Jeg har dræbt folk for langt mindre end hvad du har gjort..."

Han tænkte tilbage og huskede en gang i storcenteret, hvor han havde overfaldet og slagtet en ung pige, kun for at sprede frygt...

Han huskede også pigen i skoven, som havde angrebet ham i den tro at hun, som menneske, faktisk havde en chance for at overvinde ham... Maylea... Det pinte ham stadig en anelse at han havde været nødt til at slå hende ihjel... med hendes egen kniv.

"Hvad er du ude på?" spurgte han mens han fastholdt hendes blik.

"Jeg holder desværre ikke jul. Er ikke ligefrem perlevenner med Jesus hvis du forstår hvad jeg mener." Den spydige kommentar poppede tilfældigt ud mellem de fyldige læber. Læber der var formet i et skævt udfordrende smil.
"Det er jeg meget sikker på du ikke er ene om.." svarede hun glat til hans kommentar om at dræbe folk for tilfældige ting.

Kora kom direkte fra helvede, selvfølgelig havde hun dræbt folk. Hun havde sågar dræbt sin egen søster i sin tid. Men dette betød intet for hende. Absolut intet. Jo flere levende individer man koldblodigt slog ihjel, desto mindre human blev man.
Det burde selv Zane vide. Han kendte uden tvivl til det med at miste sin humanitet i visse tilfælde.

"Hvad jeg er ude på?" Hun lagde let hovedet på skrå. Brugte han slet ikke sin hjerne? Eller var den helt frakoblet på denne tid af natten. Kora besluttede sig for at slå om på noget andet.
"Mad." sagde hun så i sidste ende. Som en ligegyldig ting.
"Jeg har ikke spist noget de sidste to dage. Du skulle vel tilfældigvis ikke have noget spiseligt på det her sted? Eller spiser sortelvere slet ikke?" Stemmen var tilbage til den beroligende og udglattende.

Mad... hun ville have mad... hun var kommet med en besked fra Damia, og så vovede tøsen at bede om mad...

"Jeg foreslår at du hopper ud ad vinduet igen og finder en tilfældig natåben butik. Men du går nu." hvislede han ildevarslende mens han sendte hende et isnende blik.

"Nok tjener du Damia, men glem ikke hvem jeg er, tøs..."

Han fnøs og kiggede træt ud ad vinduet.
At være hersker i et land som Di Morga havde vist sig at være lidt af en udfordring denne gang...

"Sig til Damia at hun kan dukke op når hun vil.. jeg flår maven op på hende og kvæler hende i hendes egne tarme..."
Vreden i hans stemme var ikke til at tage fel af... han hadede den kvinde over alt på jorden... måske med undtagelse af Ma'lakel...

Hun hævede let det ene øjenbryn med hans spydige ord om at hun kunne springe ud af vinduet igen. Og under hans korte, men detaljerede prædiken omkring den måde han ville dræbe Damia på, bevægede hun sig katteagtigt ned fra sengen.

Kora snoede en tot af sit hår omkring sin pegefinger mens hun tænkene så på ham. Det var noget af en skam.. den måde han afviste hende på. Han så ikke så værst ud når man nu lagde ordentligt mærke til det. Så det var ikke ligefrem et under at elveren Angelie var faldet for ham.
Men han vidste ikke hvad han havde med at gøre når han nævnte Damia. Hun var ikke et væsen man kunne flå tarmene ud på.

For hun havde andet at passe end blot kaoset omkring hende. Hun havde sin værdighed. Kora smilede og lagde hovedet på skrå mens hun betragtede ham.
"Hverken din status som hersker over Di Morga - Eller Valshar, skræmmer nogen af os Zane. Damia samler ikke svage tilhængere. Hun vælger dem med omhu."

Hun samlede sin kappe op fra stolen og kastede et kort blik hen på det knuste glas og resterne af vinen.
Fyren havde et temperament der sagde Spar 2. Hun rystede let på hovedet og bevægede sig yndefuldt mod vinduet.

"Du ved..." lød hendes forførende stemme..
"Jeg har næsten ondt af dig Zane D'tarion. Men også kun næsten." Og så sprang hun ud af vinduet og forsvandt lydløst ud i mørket. Væk.